Juleblog, 13. december

Glædelig Luciadag!!!


Jeg har ikke fået bagt lusekatter (der skal være flertals-r på, når jeg skriver det - for jeg har mest fået dem i Norge). Til gengæld lavede min mor pandekager til aftensmad, og ved I hvad, det er faktisk lige så godt!


I dag har jeg ikke det store at berette - jeg er så søvnig, at jeg var klar til at gå til køjs, straks pandekagerne hvilede trygt i min mave. Er dog kommet til fornuft - jeg går først i seng, når jeg har set Julekalender(e), men så ligger jeg der også. Lige o' minutten!


Må jeg ikke have lov til at henvise de læsere, som ønsker sig lidt Lucia-trivia, hyggelige billeder og ikke mindst, opskriften på de der lusekatter, til en blog jeg ofte lægger vejen forbi, når vi varmer op til en eller anden højtid: BADUT  Hvis man har nogen børn, man leger drillenisse for, og er ved at gå i panik over at skulle finde på narrestreger 11 dage endnu, så kan jeg varmt anbefale at bruge lidt tid derinde. Hun har så mange gode idéer, at jeg næsten ærgrer mig over, at jeg ikke har nogen børn, jeg kan lade den slags gå ud over. Overvejede lidt at være drillenisse for min far, men hvis han kommer ud til sin lastbil klokken 05:30 og opdager, at rattet er totalt indpakket i rødt crepe-papir og grangrene, så tror jeg ikke rigtig, han vil modtage Julebudskabet i rette ånd...... Nå.


Dagens udfordring i Juleblog-legen hedder "et billede, du har taget".


Sådan et har I jo aller* (*jysk; betyder aldrig) set før her på bloggen.


Og jeg er ikke engang særlig leveringsdygtig, lige netop i dag, for jeg bruger min fars laptop lige nu. Han er ikke hjemme, så jeg kunne godt låne den. Normalt er han ellers tæt knyttet til den; der bliver både læst bilannoncer, checket nyheder og lagt kabale. Alt sammen udført ved hjælp af det yderst effektive 1-finger system, lejlighedsvist suppleret med et "næij for saten, hwa' er'et den lawwer?!"


Heldigvis kan jeg jo så gå på facebook og se, hvad jeg har følt for at dele med omgangskredsen dér. Første foto viser et ur, I da godt må forære mig i Julegave (hvis I kan vriste det fra Den Gamle By)

Andet foto viser de ænder, jeg havde besøg af på terassen forrige sommer. De blev en hel eftermiddag og lod sig gerne traktere med både kildevand og marsvinenes kornblanding (når nu der ikke kunne fremskaffes bagerbrød med så kort varsel)

Ingen af disse fotos har nogen relevans for noget som helst. Men fine er de!


Til gengæld kommer her en lille mini-guide til Lena og andre, som gerne vil lægge en kommentar, for kommentarer er som ande-fotos; man kan aldrig få for mange :-)  Og jeg har faktisk oppet mig mht at besvare dem også, så skriv glad!


Jeg har prøvet at være pædagogisk og screenshot-agtig; nu må vi se om det er til at fatte.


Lige under hvert indlæg er der en lille boks, hvor der Posted by The Blogless Sister og til højre for den står der COMMENTS. Klik på comments og voila, en lille boks åbner sig:

I tekstboksen skriver du din hyldest hilsen til mig. I det næste lille felt skal du skrive det ord ind, der står med blåt - her "stactura", hvilket er rent vrøvl, men er der for at forhindre at jeg får alt for meget spam.

Så er det tid til at vælge identitet - du må godt vælge den nederste (Anonymous) men hvis du ikke er så hemmelig, så klik i Name/URL og skriv dit navn i Name-boksen. URL-boksen lader du bare stå tom. Så klikker du på PUBLISH YOUR COMMENT - og så ser det sådan ud:

Næste gang jeg logger på kan jeg se, du har skrevet, og så bliver kommentaren offentliggjort. Tadaa!


@ N ~ Happy Saint Lucia's day!  Today, people in Sweden, Norway and (to a lesser extent) Denmark eat hot saffron buns, and in schools and other places they have Lucia processions headed by a girl wearing a crown of candles (electric ones these days) followed by all the other boys and girls, each holding a candle in their hand, singing the Lucia song. All the other lights are switched off, so it's quite a magical little moment.

Luciadagen

I dag er det 13. december. Lucia-dagen, men jeg har nu ikke gået rundt med stearinlys om hovedet (traume fra barndommen; de kommunefarvede fik aldrig lov til at være Luciabruden, aaaaalt for smertefuldt at dele med jer ;-).  I stedet har jeg tullet rundt, ryddet lidt op, hørt julemusik, flyttet rundt på nogle møbler og bagt LUSEKATTER!  Det er ikke en fejl med det flertals-R; inde i mit hoved er de norske for det er der jeg altid har fået dem. Men jeg tror måske nok de egentlig er svenske. Gule er de i hvert fald, for der er safran i, og så bliver de jo nærmest også lidt iranske synes nogen.  Skægt nok har jeg ikke bagt dem de sidste par år, men de er faktisk så gode at de fortjener at komme ud mere end én gang om året, så jeg tror jeg gør dem til en påsketradition også. Gule som påskekyllinger!!  Tante Hennys opskrift nåede jeg ikke at få fat i, så jeg brugte denne her.

Note to self: de efterhæver meget. Halv størrelse ville have været

passende; til gengæld er der ingen risiko for at man ikke bliver mæt. Overhovedet!

Og så er juletræet kommet op  - ikke helt færdigpyntet endnu; det er noget der tager sin tid. Men det er fiiint! I år fældede vi selv.  Lige præcis dét har jeg faktisk (i modsætning til hvad man måske kunne forvente) ikke så mange fikse idéer om. Sidste år var Kæreste syg, den dag træet skulle i hus, så da købte jeg et i BoGrønt. Året før det var det ved en eller anden tilfældig juletræs-sælger her i Tilst. Men når muligheden er der, så er det jo klart at Julenazisten synes det er tophyggeligt at fælde det selv ude i skoven (for skov, læs: plantagen).  Det kræver til gengæld assistance for selv om jeg godt kan slæbe et pænt stort træ så tør jeg ikke svinge sav eller økse; chancen for at dét ender godt er bare alt, alt for lille.

Så er det jo godt, når man har en afsindigt tålmodig Kæreste til rådighed. Og han skal virkelig være tålmodig. For vi er jo ude efter Det Perfekte Træ. Og når Det Perfekte Træ skal findes med magi, så kan man godt nå at få særdeles kolde fødder før ekspeditionen kan kaldes en succes.

Meget smuk eftermiddagssol på vej ud til gerningsstedet. Man kan tydeligt

se, at alle gode kræfter står på vores side, når det gælder jagten på

Det Perfekte Træ!

"Med magi??" tænker du nok (Mor).  Ja, med magi (*trodsig-smiley*)   Man traver skoven/plantagen/torvet/plantegården tynd, hiver fat i grene hist og pist, kigger med sit mest vurderende blik, som var man en hestepranger på Vorbasse marked, er i tvivl, traver lidt mere, slår kuskeslag, gentager overfor Kæreste hvor stor pris man sætter på hans tålmodighed (så han ikke pludselig løber tør for den), og pludselig - så er der et træ der kalder på en. "Her er jeg! Det er mig du kigger efter!" - og det er det.  En enkelt tur rundt om træet men det er mest en formalitet; det ér Det Perfekte Træ. Aaaaaaah....!!!

Du kan nok regne ud at det kræver en hel del koncentration når man går rundt der og lytter - især hvis der er afsindigt glat så man må bruge en uforholdsmæssig stor del af opmærksomheden på at forblive i nogenlunde vertikal tilstand.

Men nu er det her - og som sagt ikke helt færdigpyntet, men med lys på. Det giver en helt særlig stemning i den mørke stue og det siger sig selv, at Julenazisten er aldeles svimmel af glæde. Adventsrusen har nået et foreløbigt højdepunkt!!!