Tiny human of Iran

Jeg er en lad blogger for tiden. Det er primært fordi jeg ikke laver noget blogværdigt; fx kom jeg i weekenden til at falde i vinflasken både fredag og lørdag, og det var mægtigt, men generelt ikke blog-egnet :-)

Men det går godt. Med mig, altså. Mit hus roder, og jeg var vist lidt sent på den med at sætte kartofler, og en af de nyindkøbte jordbærplanter er vist død, men det går godt. Jeg genså en gammel bekendt her i weekenden og da vi var igennem den rituelle "hvor er vi så henne i livet nu"-snak, var det jænne gu'e ting der faldt mig ind. Jeg er glad om morgenen, når jeg altså sådan er ved at være vågen, og glæder mig til at tage på arbejde. Jeg er lykkelig (naturligvis) når jeg kører til og fra stationen i Lille Blå. Og jeg glæder mig til at komme hjem til mit lille hus igen om eftermiddagen.  Det er næsten uhyggeligt, og jeg er egentlig lidt ræd for at jinx'e det, når jeg sådan siger højt, at jeg har det Godt. Nemesis, Hybris, og alt det der I ved nok.

I får lige endnu en mini-serie fra Iran. Denne gang af en lille pige jeg mødte uden for en grønthandler. Hun ville gerne på facebook :-)

@ N ~ I have been remiss. Again. Sorry for the radio silence (not the first time, certainly not the last).

As usual, half of the excuse is the usual. Sleep, eat, commute, work, lather-rinse-repeat. Also, at the weekend, when I was supposed to be doing something bloggable, I fell into a bottle of wine (along with some great company), and whilst it was thoroughly enjoyable it wasn't really suitable for the blog. What happens around the fire pit stays around the fire pit.

I saw an old acquaintance and when we had the whole catching-up-on-the-last-15-years talk, I was really pleased to find that everything I had to say about my life (as per 30 April 2014) was positive. I'm happy when I wake up (once I'm actually awake, that is); I actually look forward to my working day; I am still truly, madly, deeply in love with my Little Blue Car; and I really look forward to returning to my little old house at the end of the day.  So now, having said all those things, I am of course terrified of jinxing it :-)

Instead, you get to meet this little person. She was standing on a stool outside a small green grocer's while her parents were shopping. I thought she looked so cute and I had just learned the Farsi word for photos (mainly because I had heard it in so many sentences related to me, as in "yes, she takes many photos", hee hee), so I was kind of-sort of able to ask her mum if I could take her picture.

Oh yes!  Both mummy and daddy got to work immediately, making sure she looked picture perfect:

And then she struck a pose:

Such a cutie pie  :-)   

So, what's with the whole New Year in March thing?

Min ferie i Iran faldt meget belejligt sammen med det persiske nytår - som tidligere nævnt er vi nu i år 1393. Nytåret fejres ved forårsjævndøgn og kaldes Norouz, hvilket lodret oversat betyder Ny Dag.  Det er en rigtig forårsfejring, og en af de allervigtigste "komponenter" er Haft Seen bordet, så det skal vi en tur forbi nu.

Hurtig opsummering: Haft betyder 7, Seen er bogstavet S, så på bordet er der 7 ting som starter med S som symboliserer forskellige ting for det nye år.  Jeg så dog nogle borde hvor jeg helt sikkert talte mere end 7 ting, så man kan godt fortolke det lidt frit. Nedenfor er et udvalg af "S'er" + nogle andre ting som gerne skal med på bordet.

@ N ~ I think I promised you a walk through the Iranian "Haft Seen" table which is an essential part of their New Year's celebrations, and that is what we are going to do today. The Persian New Year is celebrated at the spring equinox and it is called Norouz which translates directly as New Day.

Haft means 7 and Seen is the letter S - so, basically (as I wrote before), the table is decorated with seven things that all start with S and all symbolise something special for the new year.

To be honest, on quite a few tables I spotted more than 7 s'es so you can "customise" this quite a bit I think :-)    The list below also has more than seven items on it ... and there are a few extras which also go on the table.

Pari's Haft Seen table

Goltala's Haft Seen table

(a more manageable size for someone like me :-)

Goltala's Grandma's Haft Seen table

Haft Seen display at a café in Tehran

First thing on the list is the SABZEH - sprouts. Usually wheat, but also sometimes lentils or mung beans or something like that. This symbolises rebirth.

SABZEH

spirede hvedekerner eller bønner,

som symboliserer genfødsel

Then there is SEEB, apples, which symbolise beauty and health. Apologies for the bad pic.

SEEB - æbler, som symboliserer skønhed og

helbred. Fotografen beklager billedkvaliteten.

Next up is SENJED which is some sort of dried fruit (symbolises love), SERKEH - vinegar (symbolises age and patience), and SOMAGH - sumac, a type of spice (the sunrise)

SENJED - en slags tørret frugt som symboliserer kærlighed

SERKEH - eddike (i gamle dage var det vist vin, men

det er ikke lige sagen nutildags) som symboliserer

alder(dom) og tålmodighed

SOMAGH - et krydderi, som symboliserer solopgangen

Then we have SAMANOO which is a kind of sweet creamy "pudding" made from wheat germ -I think- (symbolises affluence), SIR - garlic, pronounced [seer] (symbolises medicine), and SEKKEH - coins (symbolise wealth/prosperity)

SAMANOO - en cremet sød sag, lavet af spirede

hvedekerner (jeg har ikke helt forstået hvordan), som

symboliserer velstand

SIR - hvidløg; symboliserer medicin 

SEKKEH - mønter, som symboliserer rigdom

Other things you may like to have on your Haft Seen table: the Koran. A book of poems by Hafez. Candles. A mirror. Flowers. Decorated eggs. And GOLD FISH!!

Du kan også dekorere dit Haft Seen bord med: en bog (typisk Koranen, eller en bog af Irans nationaldigter Hafez). Stearinlys. Et spejl. Blomster. Malede eller pyntede æg (påskeæg :-).  Og naturligvis GULDFISK.

Hvis guldfiskene fra sidste nytår er døde, kan du nok få fat i en ny. I hvert fald hvis du bor i Iran.

And don't worry if last year's goldfish didn't make it (they usually don't).  It's quite easy to get hold of a new one:

Humans of Iran

Hold da op. Det er næsten 2 uger siden jeg kom hjem fra ferie - hvor blev tiden lige af? Hvad har jeg lavet?  (Den sidste er nem. Jeg har arbejdet. Og hygget mig)   Har I det godt?

Jeg har også siddet og kigget billeder. Pyh, der er mange - kan I huske dengang man havde filmruller og virkelig var nøjeregnende med de billeder man tog?  Efter digitalkameraets indtog er det ligesom sket lidt med det...  Men deles skal de, i hvert fald nogle stykker.

@ N ~ I can't believe it's been two weeks since I came home.  I very much have an I-hit-the-ground-running feeling - it's all good but a bit non-stop.  How are you??

I've been going through all the pics I took. Gosh - there are many. Remember when we had cameras that used film rolls, and how we (or I, at least) were really careful with how many pictures we took? That sort of went out the window for me when I got my first digital camera ...

One of the very best things about Iran is actually not all the popular tourist sights (of which I didn't see that many on this trip - that is for next time). It's not even the food. It's the people.  I've been to a few different countries around the globe and Iranians are hands down some of the most welcoming people I've ever come across. I swear, if hospitality was a competition in the Olympics they would win gold every time.

I'll try and get a few more blog posts with pictures up over the next few days. Enjoy the faces :-)

The loot

First suitcase delivered on door step before I woke up this morning. Second suitcase (which was mistakenly not loaded on delivery truck) came just now, delivered by a guy in his own car on way home from work. Good service ! 

Have unpacked now - it's clear that I tend to buy edible souvenirs ...

Souvenirs fra Iran (forsinkede kufferter ankommet i god behold)

Welcome home

En liden hilsen fra intercitytoget fra Kbh til Jylland. Jeg rejser let i dag, da flyselskabet meget gavmildt har tilbudt at levere mine to kufferter til døren - i morgen, godt nok, men så slipper jeg da for at slæbe. Så det er æ' så ringe endda :-)

Det har været en skøn tur. Nu skal jeg lige sortere lidt billeder - så I ikke skal bombarderes med samtlige 6-700, +/-

@N ~ blogging from train on way home. Am travelling light; the airline felt it would be too heavy for me to cart two suitcases in and out of train so they kindly offered to deliver them to my door. Meanwhile, my luggage is enjoying an extended stay at Vienna airport. If they're searched, I hope the staff will squeeze in a little Sachertorte or two :-)

I've had a lovely, lovely trip. All that remains now is to sort through the 6-700 photos I took....

Here's one - blurry but happy

Sounds of Iran

These sounds may lull you to sleep:

1 - cicadas
2 - the garbage van, if you happen to be going to bed around 00:30
3 - a couple of car alarms going off

And you may wake up to these sounds:

1 - an ancient truck spluttering into life. I was all "you'd better give up mate", but clearly, am too pessimistic.
2 - the call for prayer from a nearby mosque
3 - a couple of car alarms going off

Fifty shades

Eskimoerne siges at have 50 ord for sne. Hård sne, blød sne, ny sne, gammel sne, knase-sne, osv. osv.

Jeg tror, iranerne har 50 udtryk for hvor meget de holder af en. Aldrig har jeg hørt samtaler så intenst krydret med diverse udtryk for kærlighed eller venskab, og mit kendskab til sproget er vel at mærke begrænset, så jeg fanger højst sandsynligt ikke dem alle.  Selv en venlig mand, der skulle vise os vej på gaden, fik lige flettet 2-3 høflige næh-hvor-er-I-nogle-rare-damer flettet ind i vejvisningen (det skal lige siges, at ikke alle den slags udtryk er lige hjertevarme; nogle af dem er bare høflige. Så det var ikke sådan at han var ved at fri til os eller noget).  

Nedenfor kan du se en brøkdel af de gode sager der kommer på bordet når der ventes gæster. 

@ N ~ they say Eskimos have fifty words for snow. Hard snow, soft snow, new snow, old snow, crunchy snow, etc. etc.

I belive Iranians have about 50 expressions for how much they care about you. I have never heard conversations so intensely peppered with various set phrases and expressions about love or friendship - and remember, my knowledge of the language is very limited, so I probably only catch about half of them.  It's just the way they talk here.  Even a man who was giving us directions when we were out driving managed to include 2-3 affectionate terms in the brief conversation.  I should probably add that there are various degrees of these "terms of endearment"; some of them are just polite and not expressions of undying love, so he wasn't proposing to us or anything (as far as I could hear)  ;-)

The pic shows a tiny percentage of the goodies that are put on the table when you're expecting company.

Turns out I may have a gene for shopping ...

Er tilbage fra Tehran - og har været internetløs i nogle dage, så beklager tavsheden. Indlægget bliver kort; det skal op før internettet måske ryger igen. Men det har været en skøn tur - med gamle damer som dansede og spillede musik; ufattelige mængder god mad, restauranter hvor der ikke var borde og stole men "senge", og en shoppingtur efter antikviteter hvor vi var inde i den samme butik ikke mindre end tre gange uden at jeg blev det umulige barn, der bare ville hjæææææm (min søster vil vide at dette er et mindre mirakel).

I skal dog lige have fornøjelsen af mig som chic Iranian lady (-wannabe)


@N ~ back from Tehran, and have suffered a couple of days without internet (certain members of the household suffer a great deal more than I do ...).

This will be a very short post; it's mostly just to say hi and let you know that I went on a shopping trip the other day that involved no less than three visits to the same shop AND I did not do my sulky child act, the way I normally do when a shopping trip lasts more than 30 minutes. My sister will testify that this is a small miracle.  Other than that, Tehran was new friends, great fun, loads of wonderful food, visits with old ladies who would suddenly start dancing and singing, restaurants that did not have tables and chairs but "beds", and so many other things I cannot begin to list them all. Truly great.

...and I cannot believe it, but tomorrow is my last day here.

Enjoy the pic of me as wannabe-chic-Iranian-lady

Money money money

Jeg er nu millionær. Millionøse. Jeg har vekslet feriepenge og modtaget et seddelbundt så stort, at Joakim Von And ville få akut lyst til en svømmetur. To millioner var der. Plus det løse. De rækker ikke til et tæppe, men til gengæld rækker de til en hel del safran :-)

Turen til vekslekontoret er et eventyr. Det er nytårsdag, og det myldrer med folk på gaden. De køber blomster, sabzeh, tøj, mad, og frugt i så enorme mængder at det forekommer mig, at de alle må være på en eller anden juicekur.

Vi maser os igennem - mig bærende på mine millioner - og standser ved en gadehandler som sælger SAMANOO - en sjov slags pasta eller cre,e, lavet af spirede hvedekerner. Jeg får straks stukket en smagsprøve i munden og afkræves min ærlige mening ("nom!"). Der ryger to bægre i indkøbsposen og vi når max 10 meter længere hen før endnu en lækkerbisken lokker. Denne gang er det majs med -- ehm, noget smeltet ost. Noget salt og peber. Og et eller andet hemmeligt krydderi. Hold nu op hvor smager det godt!

Det bliver pludselig lidt svært at tumle det hele, for ud over majshalløjsaet får jeg også stukket en isvaffel i hånden. "Velkommen! Vi er glade for at du er her! Godt nytår!".  Siddepladser er der ingen af, men de andre kunder får lige lov at vente, mens der lyn-kreeres et sted at hvile måsen på et trappetrin. Solen skinner, vi spiser is, og bliver gjort stads af mens vi venter på vores vogn (i dagens anledning kører vi en model med fungerende speedometer).

I det hele taget bliver der gjort stor stads af en hernede. Hver gang vi går ud bliver vi standset ca. hvert andet minut af nogen, der skal hilse på A's mor - hun er tilsyneladende venner med hele byen. Og så skal de da også lige se hvem gæsten er. Handleture er sociale begivenheder, og jeg hygger mig stort mens jeg lytter til diskussioner om stridbare svigermødre, en datter der skal giftes, og anden god snak. Ikke at jeg kan følge samtalerne helt, men jeg får små oversættelser hist og pist og keder mig ikke et eneste sekund.

I går aftes fejrede vi nytår. Det er nu 1393. Vi spiste lækker mad og tog utallige fotos foran HAFT SEEN bordet. HAFT betyder 7. SEEN er bogstavet S. De 7 S'er. Det traditionelle nytårsbord er udsmykket med 7 ting, som alle begynder med S, og som alle symboliserer et eller andet godt eller sundt for det nye år. Billeder følger når jeg kommer hjem!

PS - de næste dage skal vi besøge familie i Teheran. Hvor jeg nok ikke har adgang til nettet - I hører fra mig når jeg er hjemme igen.

og PPS - beklager hvis der er mange slåfejl. Jeg springer ret let henover redigeringen :-)



@ N - HAPPY NEW YEAR! It's now the year 1393 and I hope it will bring you much happiness!

I am now a millionaire. I exchanged my Euros for Rials and ba-boom - millionaire! I was given a wad of bank notes and a license to shop, so to speak.  I don't have enough for a big Persian carpet, but plenty for saffron, which is all I want anyway (well, that, and new clothes...)

First stop after the money exchange is a street vendor who sells SAMANOO - a sweet kind of paste made from germinated wheat seeds (I think). He immediately gives me a sample and wants to know if I like it - yup, I do, and it's also something that belongs on the New Year's table so we buy two jars. We only progress about ten meters before another delicacy beckons. This time it is a kind of sweet corn mixed with cheese and a secret spice. Yum!! "Welcome! We're happy to have you here! Happy New Year!" It's hard not to feel special. It's also a bit hard to juggle shopping bags, millions, camera, and fast food, when the guy suddenly insists on treating us to ice cream as well. There aren't any chairs around but he leaves the other customers waiting for a bit while he clears a bit of space on the steps next to his stalls.

We sit there in the sunshine eating ice cream while waiting for our car, and life could be a great deal worse.

I'm getting used to every shopping trip taking at least twice as long as it would in Denmark. Whenever we leave the apartment we're stopped every two minutes by someone who wants to say hello to A's mother - she is friends with most people in town I think. They are also curious to see who I am, and I am greeted with warm welcomes and big smiles from all of them - even if they don't necessarily speak a word of English.

Shopping is a sort of social event and I'm having a great time listening to-but not quite understanding- conversations about difficult mothers-in-law, daughters who are getting married, etc. etc.

Last night was New Years Eve. We had delicious food and took loads of pictures and self-portraits in front of the HAFT SEEN table. HAFT SEEN means 7 S'es and the table is decorated with seven things, all starting with the letter S, which symbolise something good or healthy for the new year. I'll post pictures when I get home.

The next couple of days will be spent visiting relatives in Tehran. Not sure I'll have access to the internet there - I'll be in touch as soon as I do :-)

The search for chic

Nytåret er den travleste tid i en frisørsalon. Alligevel er det første jeg får en modtagelse med åbne arme, og tilbud om kaffe eller te, mens jeg bliver mast ind i køen af damer der skal nytårsstudses. Og jeg siger ja, for godt nok havde jeg derhjemmefra tænkt at det var ved at være på tide at få ordnet lokkerne, men hernede føles det (som utvivlsomt nævnt tidligere) meget akut. Så efter en formiddagslur forekommer en udflugt til den lokale salon at være en helt rimelig plan.

Som sagt er der travlt. Og vi ender med at være der en hel eftermiddag. Men jeg keder mig ikke et sekund, for selv om jeg ikke kan sproget, er det som at være med til en privat pigefest. Der er stemning og god musik, der er damer der får vokset overskæg, og mest fascinerende af alt: en pige fjerner ved hjælp af sytråd i en snedig løkke alle de småbitte hår vi har på kinder, hage, pande, you name it. Jeg får en lille prøvebehandling for lige at mærke det (ikke decideret smertefuldt; heller ikke vanvittig behageligt) men afstår fra den store tur. Jeg kan godt huske første gang jeg barberede ben - så har man sat noget i gang, man er nødt til at blive ved med, og jeg kender ingen sådanne sytrådskunstnere i Danmark. I øvrigt vil jeg gerne forblive i illusionen om at hårfjerning i ansigtet ikke er noget jeg behøver at bekymre mig om. Endnu.

Flere timer senere har jeg forsøgt at fortælle gudesmuk pige at en næseoperation virkelig ikke er nødvendig, har øvet mit "godt nytår" mange gange i praksis, samt fået smukke velformede øjenbryn med i købet, hvorefter jeg tager min nye frisure og går direkte ud i en mægtig regnbyge. Min timing kan ingen i verden tage fra mig.

@N ~ I went to bed around 6AM when I got here. About five hours later I am awake, being fed a delicious breakfast, and generally up for anything. So a trip to the hair dressers seems just the ticket. Especially considering the ever-growing feeling of un-chic-ness I have lamented before.

New Years is without a doubt their busiest time but I am welcomed with smiles, open arms, and offers of cups of tea as I sit down to watch the goings-on while they squeeze me into their over-booked schedule. We end up spending the entire afternoon there and I wholeheartedly mean it when I say that this was better than any cultural outing we could have gone on. I am not bored for a second. Event though I don't understand half of what's being said, it's very much like being at a private girls party. There's laughter, singing, music and jokes. There are ladies getting facial waxes. And most fascinating of all, there is a girl who removes facial hair using only a piece of thread in a sort of intricate loop. It works just like tiny scissors or maybe tweezers, but isn't actually painful I find. But she only does a few sample "snips" on me as I don't particularly want to launch a hair removal habit which will be very difficult to keep up in Denmark. All too well I remember the first time I shaved my legs. It's like unleashing a monster. And I don't know any thread artist back home. Also, I'd kind of like the illusion that this, at least, is an area of beauty maintenance I don't need to concern myself with. Yet.

It's several hours later when we exit the salon. I've tried to explain to a goddess-like beauty that really, a nose job is not necessary; I've practiced my "happy new year" numerous times; and my eye brows look great. As the heavens open and heavy rain flattens my new haircut, I pride myself that my timing is at least as impeccable as my well-groomed eye brows. Hey-ho.

Other news: I have corrected my notes on sabzi polow (an Iranian rice-and-herb dish for which I had botched up my notes). We're off to exchange my money tomorrow and then I will become a millionaire, of sorts. And I'm getting used to the traditional middle eastern toilet, which makes me prouder of myself than I can say.

Sent from my iPad

I always travel with wrestlers

Det er lunt da vi lander. Men måske skyldes temperaturen mest alle dem der står i flyets midtergang og sveder utålmodigt - broen vil ikke som gate-personalet vil, så der ases og mases, så vi kan komme ud af flyet og ind i The Islamic Republic of Iran.

Endelig lykkes det og jeg traver gennem lufthavnsgange som ligner alle andre og ender i en paskontrols-kø som umiddelbart også ligner alle andre. Bortset fra, at damerne i den anden kø ser meget smartere ud end damerne i min kø. I vores iver efter at se tækkelige ud er vi alle hoppet i vores kedeligste kluns. At tækkelig kan tolkes på mere end én måde opdager vi nu. Og det vil ikke være første eller sidste gang I hører mig brokke mig over egen kusinen-fra-landet-fremtoning. Jeg føler mig uomtvisteligt ærbar, og ekstremt u-chik.

Manden i paskontrollen scanner mit pAs, stempler det. Og vips så er jeg endelig rigtig i Iran. Kufferten ankommer sådan relativt hurtigt, og Imam Khomeini Airport forekommer mig meget lidt eksotisk - indtil jeg skal ud. Så føles det hele pludselig ekstremt mellemøstligt. Der er total flaskehals, folk maser, der står militærfolk på række, og en masse mennesker klapper og råber. Forklaringen? Jeg er ankommet præcist samtidig med landets wrestling team, som vender hjem fra Dubai (?) med hæder og medaljer.

Tyve meter længere fremme ser jeg et kendt ansigt, og vi tager turen hjem i ældre men utvivlsomt utrolig stabil vogn. Jeg noterer med tilfredshed at både olielampen og en eller anden anden lampe lyser konstant, mens speedometernålen på intet tidspunkt forlader 20 km/t. Da jeg senere ser en mand lige stikke armen ud af vinduet og med en løs vinduesvisker lige skrabe forruden relativt ren, SÅ synes jeg endelig at spændingen fra 1001 nats eventyr er ved at være der :-)

Mere i morgen.


@N ~ I spend the last five minutes of the approach to Imam Khomeini Airport fiddling with my scarf. I know that Iranian ladies aren't all that fussy, but I'd really hate it if it fell off just as I was being interrogated by the world's grumpiest immigration officer. So I fiddle. And sweat a little because we have to wait around ten minutes at the gate before the air bridge "docks" correctly. But finally we disembark and I find myself trotting through airport corridors that looks just like every other airport corridor I've ever walked through and I end up at an Immigrations queue that also looks pretty much like any other queue.

Except there's a significant difference between the smartly dressed ladies in the Iranian queue, and the rest of us in the Foreigners queue. THEY all look like they just stepped off the plane from Paris, WE all look like we just stepped off the four o'clock train. Turns out you can interpret "modest clothing" in more ways than one. This is the beginning of my feeling decidedly un-chic, and it won't be the last time you'll hear me moaning about that here :-)

The immigrations officer stamps my passport and FINALLY, after years of wanting to go, I am in The Islamic Republic of Iran.  I don't have to wait very long for my suitcase and everything feels very - dare I say it? - like any airport in Europe or the US. Until it's time to exit the arrivals hall. Then it all goes Middle East. Total bottleneck. People pushing. Lots of army personnel hanging around. People cheering and clapping. The explanation for all this? I've arrived at the same time as the Iranian wrestling team who are returning from Dubai (I think) with medals and glory.

Twenty meters ahead I spot a familiar face, break free from possible wrestler fame, and we set out for home in an elderly but without a doubt trustworthy car, owned by a neighbour who owns a minicab service. I note that several lamps, including the oil lamp, are on, whilst the speedometer consistently shows 20 kms per hour, regardless of actual speed. Later, I spot another driver stick his arm out of the window and kind of-sort of clean his windscreen with a loose windscreen wiper. Finally, the excitement from Shezarade's fairy tales start to invade reality. Iran, one is in you. As they say. And so far, loving every minute of it.

More anon!

Sent from my iPad

Iran, je suis arrivée!!

Her er wifi - ikke vanvittig hurtigt, men nok til et hurtigt "prøveindlæg" og et billede af sabzeh; en uundværlig del af nytårsudsmykningen her.

Min første dag har jeg overvejende tilbragt med at hænge ud i en frisørsalon, lytte til damesladder, blive klippet og få ordnet øjenbryn. Men jeg føler mig stadig i ekstrem grad som den noget uelegante kusine fra landet. Næste gang jeg skal herned, skal jeg have de høje hæle og de tætsiddende klude med, og det hele skal i øvrigt være indkøbt i Paris. Så MÅSKE jeg kan følge med de meget chikke damer hernede :-)

@ N ~ quick post to say hi! The internet isn't terribly fast, but it's here. I won't be uploading too many pics though, before I get home.

I spent most of today - my first day here - hanging out at a hairdresser's salon. You will not find a better place for getting to know people. OK so I don't understand half of it, but gossip is sort of universal and I had the greatest time. I also got a haircut and my eyebrows done. Now I just need some new clothes (from Paris, alternatively Tehran) and then maybe I won't look so much like a homeless person someone's poor cousin from the countryside anymore.  Am seriously behind on chic-ness here.

Otherwise, all is well. I'm thoroughly enjoying myself here!

The travel bugs bite

Alle mennesker har forskellige stress-triggere. Den suverænt værste for mig er, når jeg skal udfylde + indsende en visumansøgning.  Alt andet er jeg totalt sej til; og det jeg ikke kan - det "winger" jeg. Overskud er mit mellemnavn. Bare ikke når jeg skal søge visum til eksotiske lande.  Stress-svedende sidder jeg med vilde øjne og nidstirrer ansøgningen for at være 120% sikker på, at jeg har udfyldt hvert eneste felt og ikke ved en fejl er kommet til at krydse af ved ja ud for spørgsmålet om der er sindssyge i familien. Det tager mig 2 dage overhovedet at få den ud af døren, fordi jeg skal dobbeltchecke alting omtrent tyve gange.  Processen forsinkes yderligere af, at man meget ofte ikke må udfylde ansøgningsskemaet i hånden. Hvilket i princippet er OK, men når et af spørgsmålene er "which other countries have you been to?" og pladsen til besvarelse ikke er bredere end kolonne-vidden på denne blog, så kan det blive en anelse udfordrende....  Min løsning?  Jeg tilføjer en ekstra linie - skrevet på mit højtelskede gamle hakkebræt.  Hvad skulle man dog gøre uden en skrivemaskine anno 1959?

Når så jeg er blevet enig med mig selv om, at smukkere bliver den ansøgning altså bare ikke, går jeg ned på strøget og investerer mindre formue i pasbilleder. Herefter vandrer jeg ind på posthuset, tilbringer ungefär en halv time med manisk at checke, at jeg nu har printet samtlige af de påkrævede bilag ud, hvorefter jeg bruger en anden formue i frimærker på at sende mit højtelskede pas ud i det blå med anbefalet post.

Så sveder jeg lidt igen, for et menneske som mig, der altid har sit pas med (man ved jo aldrig, hvornår man kan blive tvunget til at forlade landet i en fart ...), er det meget skræmmende at overlade det til først postvæsnet, som utvivlsomt vil sende det med et postfly der bare forsvinder i luftrummet over Fyn, og herefter en ambassade, som - er jeg helligt overbevist om - vil lægge det i den nederste skrivebordsskuffe, ignorere det i ugevis, for herefter at tage det frem og stemple ***ACCESS DENIED*** henover det.


...

Jamen, jeg ved da heller ikke hvad der sker i mit hoved. Normalt er jeg relativt rationel, men jeg har altså lige det her blanke område i min hjerne, hvorfra al fornuft forlængst er udvandret.

Og nu er mit pas naturligvis for længst hjemvendt igen. Ledsaget af venlige hilsner fra ambassaden, som både ønsker god tur, lover godt vejr, og gerne vil høre hvordan turen gik, når jeg kommer hjem.

Det er jeg helt sikker på, at I også gerne vil høre om :-)

@ N ~ my passport has been on a little adventure!

I usually think of myself as a fairly calm and rational person. This may or may not be correct, of course. But the one definite exception is when I'm in the process of applying for a visa.  My own private stress trigger numero uno.

First, I pore over the application for about two days. Reading and re-reading the questions; checking and re-checking that I did not accidentally tick the "yes" box next to the question "does insanity run in your family?".

What doesn't really help me is that most embassies write that you cannot fill in the application by hand. They have a very helpful pdf form that you fill in online. Which is of course very well, except often they ask which countries you've been to before, and set aside one line about the width of this blog for the answer.  My solution to this?  I fill in as much as I can online, then print it out and add an extra line underneath on my ancient type writer :-)   and then I hope that when they see my occupation (travel agent) they will understand.

Finally I tell myself to stop obsessing. So I gather up all the various insurance printouts, copies of itinerary and passport etc. etc. that is supposed to accompany the application, and trot down to have a few passport pictures taken.  And then I go to the post office, where I spend about half an hour going over the documents ten times before sealing the envelope with a kiss and spending a small fortune in stamps sending it off by registered mail.

Now it's out of my hands, but that doesn't stop me fretting of course. I'm convinced that should I be lucky enough that the envelope makes it all the way across Denmark without the post office mislaying it (or sending it by air mail on an aircraft that just vanishes), the person in charge of the incoming mail will then place it in the bottom drawer of his desk, let it fester for a few weeks, before finally pulling it out and stamp ACCESS DENIED all over it.

I really cannot give you any good explanation why my imaginations runs wild like this. It is completely ridiculous.  Especially as my passport is now home, safe and sound, accompanied by the embassy's best wishes, their promise of fine weather on my trip (all part of the service), and a request to let them know how much I've enjoyed myself when I come home :-)

I am counting the days - it will be AWESOME!!!

At slippe af med sine bekymringer, Iranian style

Selv om mit indianernavn ikke længere er Danser Med Persere, holder jeg stædigt fast ved nogle af de hyggelige ting og traditioner, jeg fik med fra A, og især fra A's mor.

Således har jeg i denne Påskeferie - også fordi Påsken på behagelig vis faldt næsten sammen med Nowrooz, det iranske nytår som er ved forårsjævndøgn - dyrket Sabzeh. Det er hvede (eller bønner, eller en anden kornsort) som man spirer frem.

(Blomsten er tilføjet for pyntens skyld. Jeg

skriver det mest, fordi hvis nu du tænker, at du også

vil lave Sabzeh, og du så bliver viiiildt skuffet over

manglen på blomster, så risikerer jeg jo at miste

en læser, og det ville være slemt.)

Det er sådan noget, man gør i Iran ved nytårstide, og hjemme hos mig blev det så koblet sammen med Påsken, og sådan kan man sikkert let lægge sig ud med diverse religiøse retninger, men mit og A's misk-mask fungerede altid upåklageligt, og det gør det sådan set også nu hvor jeg er enerådende.

Jeg holder usigelig meget af at være enerådende.

.

Og så holder jeg usigelig meget af Påskeferie. Jeg har egentlig ikke bedrevet så meget, men hold nu kæft hvor har jeg hygget mig.

Der var Projekt Bogreol.  Hele det år, jeg har boet her (hey - det er eksaktemang 1 år siden jeg officielt flyttede ind! Hurra!) har mit bogarrangement bestået af et spisebord med stadig højere bogstabler på. En anelse upraktisk, og da især hvis man havde lyst til at læse en af de bøger, som befandt sig inderst & nederst. Så fandt man en anden bog at læse ...   Så voila, IKEA to the rescue (skal du have samlet en Billy-reol er jeg din ven - jeg kan endda uden brugsanvisning, se mig, se mig!). Og nu kan jeg komme til alle mine bøger OG der er plads til overs. Win!! :-)

Lørdag var jeg inviteret ud at spise - med afhentning, godt selskab, og alt det vin jeg gad at hælde i mig (en del).  Hold op, hvor jeg nød det. Det er evigheder siden jeg sidst var blevet inviteret ud (alle de der dates tæller ikke i denne sammenhæng; de fleste af dem var nachos-og-vi-deler-regningen, hvilket på ingen som helst måde kan måle sig).  Det er en velkendt sag, at jeg (og Indre Lecia) bliver et utrolig meget bedre menneske af den slags, og jeg har faktisk været i et fantastisk godt humør lige siden. Mange tusind tak!

Og nu sidder du nok og tænker, jaja, fint nok at hun har dyrket Sabzeh og samlet reoler og været i byen, men hvad med bekymringerne, dem fra overskriften, hvordan er det lige med dem og ka'et nu passe at hun er af med dem?

Vel kan det da så. Det er nemlig sådan, ifølge iransk tradition, at på 13.dagen efter det iranske nytår siges husets Sabzeh at have "absorberet" alle bekymringerne, uheldet osv. fra det gamle år. Og så tager familien ud og smider den i rindende vand, og så er man klar til at starte på en frisk. Nowrooz betyder i øvrigt "ny dag".

Så afsted med mig, ud i det dejlige påskevejr. Medbringende Sabzeh, og hvad den nu måtte have suuuuuget til sig af dårlige vibrationer.

Den er måske lidt pjusket. Det må være 

alle de bekymringer, den har absorberet

... og plask - off it goes.

Jeg havde først lidt miljø-kvabbabelser - 

må man overhovedet smide sådan noget i

en å? Men så kom jeg til at tænke på, at

det jo sådan set bare er en lille håndfuld

hvedekerner, der er spiret. Og ikke noget

slemt (bortset fra bekymringerne, måske?)

Så den røg i.

Af sted sejlede alle mine bekymringer.

Ikke at der var så farlig mange af dem,

så de var nogenlunde sødygtige og 

stødte kun på grund en enkelt gang.

 Så nu er jeg aldeles klar til at hoppe tilbage til hverdagen i morgen (selv om en lidt længere Påskeferie aldeles ikke havde skadet). Solen er kommet frem igen, og med lidt held laver den ikke sådan en snydefinte, som den gjorde for præcis én måned siden, hvor vi alle gik i kollektivt forårs-selvsving, hvorefter sne & slud generobrede scenen. Og så skal der ske noget meget spændende; Indre Erna jeg har nemlig meldt mig til et kursus i biavl her i foråret - første gang er i morgen. Hvis det er noget, jeg synes er sjovt - og det ikke viser sig at jeg er hyperallergisk over for bistik, eller går i totalpanik når de svirrer omkring mig, så vil jeg have bier til næste år. Vel vil jeg så. Jeg er ikke bekymret.

@N ~ Happy Easter (or rather, I hope you had a lovely Easter :-)

As you know, DK is blessed with an abundance of public holidays, so I've had Thursday-Friday-Monday off and made the most of it. Primarily by doing very little, of course. One of my friends did me a great kindness on Saturday, he asked me out and I cannot remember the last time anyone did that. Properly; he picked me up in his car and took me to a great restaurant and, because I did not have to drive myself home, poured liberal glasses of wine. The conversation was great and I was wearing high heels, and it put me in great spirits that's lasted up to and including today.  Being wined & dined truly does make me a better person.

And now, I've shed all my worries as well (though, sadly, not my excess pounds).  It was quite easy and does not require the aid of a therapist.

It does, however, require a willingness to embrace the traditions of the Persian New Year, Nowrooz.  But I've got that in spades, so no worries.

In Iran, for their New Year's, they grow wheat sprouts - called Sabzeh.  It's a part of the traditional way they decorate (called Haft Seen), and it's said that after 13 days, the Sabzeh has "absorbed" all the worries and bad luck of the previous year. So on the 13th day, they go out to a stream and throw the Sabzeh into the running water. And off it goes, taking all the bad stuff with it.

So that's what I did today. And now, I can start afresh - with a whole new batch of worries :-)

Godt Nytår, siger du??

Lige præcis, Godt Nytår!


I morgen er det nemlig Forårsjævndøgn, og dermed også Iransk Nytår (også Afghansk, mener jeg). Vi, eller de, går dermed ind i år 1391.


@ N ~ tomorrow is spring equinox and therefore also the Persian New Year. It's actually quite a lovely celebration - loads of delicious food (goes without saying) and some interesting traditions. Notably the "Haft Seen" table, meaning the seven (haft) s'es (seen), 7 items that begin with S.  The items symbolise various good things you'd like the new year to bring - off the top of my head I can think of garlic [sir, pronounced seer] which I think symbolises medicine or good health, apple [sib] which symbolises health and beauty, and sprouts (lentil or wheat for example) [sabzeh]. I cannot remember what the sprouts symbolise but it's the only part of the New Year ritual I've ever done (and it was the wrong time of year...) because the last couple of years (since I started learning about the rituals that go with the Persian New Year) have found me in the US in the early spring. Or moving house...


 I've decided that next year, although I'm no longer living with an Iranian, I'll try and do a bit more. Not least because it involves a major spring clean and I know myself well enough to see the advantage of this.  And don't get me started on the food..... *mouth watering*


Anyways, this is what my not-quite-new-year-sprouts looked like:

Kuk kuk

Iranere er jo urtefetichister. Jo grønnere mad, jo bedre. Det er ikke uden grund at hofretten Ghormeh Sabzi også går under navnet Algesuppen herhjemme (nu får jeg garantrisse en masse eksil-iranere på nakken (de læser naturligvis alle sammen min blog) men mon ikke de tilgiver mig når jeg -igen- fortæller at jeg ææælsker den? Uh, det håber jeg. Kun italienere kan være mere .... lad os bare kalde det engagerede i deres hjemstavns vemodige retter)

Nå men altså. Grøn mad. Elsk din grønthandler, selv om han er fra Tyrkiet og tror det er dem, der har opfundet dolmeh. Uden ham, ingen iransk mad. Og elsk din høne. Især hvis du er så heldig, at du rent faktisk har egne høns.  Det har jeg ikke; til gengæld har jeg fra tid til anden en god ægge-pusher.  Kærestes datter går nemlig på en efterskole hvor de har mange dyr, heriblandt høns. Jeg ved ikke om de er sådan certificeret økologiske, men deres dyr lever et økologisk liv, og den slags kan vi godt li'.  Så fra tid til anden har Kæreste mere end bare afsindige mængder vasketøj med hjem når han har hentet datteren om fredagen. 

Dagens ret indeholdt både nogen "almindelige" øko-æg fra fakta, og lidt fra efterskole-hønsene. Gæt selv hvilket æg, der har været på efterskole...

Storebror Æg

must cut down on the steroids... :-)

Nå, men, hvis du har et godt og kærligt forhold til både grønthandlere og høns ligger du nok inde med noget persille og koriander du sleeet ikke ved hvad du skal gøre ved, og det er så her, jeg er her for at hjælpe. Du skal nemlig lave kookoo (kuku) sabzi, skal du.

HAK:
1 bundt bredbladet persille
1 bundt koriander
1 bundt purløg (eller sådan en lille supermarkedspotte)

Det skulle gerne give cirka 4-5 dl hakket grønt, give or take.

BLAND:
Urterne med ½ tsk gurkemeje, 1 stor spsk mel, salt&peber, 2-3 spsk olie.

(I dag havde jeg ikke så meget purløg - i stedet skar jeg et løg i meget tynde skiver og stegte klare i olien, før jeg blandede det sammen med resten. Virker fint. Plads til improvisation osv.)

PISK:
4-5 æg. Ræddi godt.  Og hæld dem derefter over blandingen og vend det hele godt igennem, så urterne er totalt dækket med klæbrig æggemasse. Det ser sådan ud - well, faktisk skal der være lidt mere grønt i forhold til æg, men jeg havde knaldet de 4 andre og så tog jeg det der mega-æg også.

Hæld det hele i en form som er liiiidt lavere end den på billedet nedenfor (smør den lidt i bunden først). Sig til dig selv at det nok skal gå altsammen, og vær glad for at din ovn er forholdsvis hurtig om at varme op til ca. 170 grader.  Hvis du har fulgt rådet om at formen skal være lidt lavere, skal den nok have ca. 40 minutter. Læg et stykke stanniol over når den har fået lidt skorpe. Eller lev med en let brunlig overflade.  Du kan lige skære den i kvarte når tiden er ved at være gået; så kan du let se om den skal have mere)

Ris, yoghurt, koo koo sabzi, og så meget

peber at man rent faktisk kan se det på billedet...



Today's little news update is a recipe for an Iranian dish called kookoo sabzi. It contains eggs and obscene amounts of parsley and cilantro. But you don't want recipes do you? (do you???)  You're just wondering where that big-ass egg in the top picture came from - and what state the hen's ass is in now... I think the hen is okay; I haven't actually met her, but we regularly get eggs from A's daughter's school (where they have chickens and cows and all sorts of other animals) and there are always a couple of XXXXL's in between.

It's 930pm now and I'm going to bed. Yesterday I went out with my colleagues. We had a fabulous time and I even got slightly tipsy (I loooove getting tipsy on a school night; makes me feel rebellious. And young...), and I was in bed by 1130 but that is just much too late for me, so 12 hours ago I was asking everyone in the office if they would mind if I went home to bed; strangely enough they weren't very accommodating.

G'nite

Køkkenkunstner på fremmed grund

En af mine kolleger har været ekstra god til at passe på mig. Både i arbejdstiden, når telefonerne gløder og jeg roder mig ud i ting hvor jeg ikke heeelt kan bunde, og i fritiden hvor hun tager mig med alle steder hen - og introducerer mig for alt muligt amerikansk mad. Og slik!!  Nu er jeg blevet ganske hooked på disse her:

Kender I dem? Pop Rocks? (Ibber gør garanteret - she knows about da weird American candy :-)  Det er små "kagekrymmel"-agtige dimser som popper når de kommer ind i munden. Sær fornemmelse. Og meget vanedannende....  Jeg har købt 10; hvis der kommer mere end 3 med hjem laver jeg en lille giveaway :-)   wheeee

Da bemeldte kollega også har modige smagsløg har jeg inviteret hende på middag. Iransk mad.  En af islams det Persiske køkkens søjler: Ghormeh Sabzi.

Lidt en udfordring, når ALT mit køkkenudstyr kan ses på disse to fotos:

Her ses også grunden til at jeg inviterer 1 kollega på besøg og ikke et par stykker. Det, og så det faktum at jeg kun har et lille bord og 2 stole. Så de må komme enkeltvis.

Knivene ude til højre er i øvrigt MINE (selv om de nok ikke kommer med hjem). Jeg var nødt til at købe et billigt knivsæt, da jeg var ved at blive sindssyg over at skære hvidløg med den med træhåndtaget, som er ungefär lige så skarp som en smørekniv. Følte mig pludselig helt Klidmoster-agtig (hvis der er nogen der er kniv-maniac så er det hende. På køkkenmåden, altså. Ikke Texas-morder-måden :-) Apropos Klidmoster så er hun med i en konkurrence - og hvis du klikker HER og stemmer på den øverste opskrift kan du hjælpe hende med at vinde. Og hvis hun vinder, så inviterer hun mig på middag! Det går altså til et godt formål (mit taljemål), også selv om du ikke er fan af mayonnaise eller avocado-olie.

Hvor kom jeg nu fra? Nå jo, iransk mad. Med få/forkerte/manglende ingredienser. Kan ikke helt beslutte mig for om Svigermor ville korse sig, eller om hun ville være lidt stolt af min kreativitet. Vi siger bare det sidste.

Her kommer nødløsningsopskriften på Ghormeh Sabzi. Det er en 2-trins raket:

1. The greens

1 bundt bredbladet persille (minus det værste af stilkene)
1 pose babyspinat (voksenspinat er bedre, men her er Walmart lige så kedelig som Bilka)
1 bundt purløg - det grønne af forårsløg kan bruges i en snæver vending
1 bundt koriander (du tør godt, også selv om du har issues med denne bizarre krydderurt.)

Det hele finthakkes. Hvilket er klart nemmest hvis man har en foodprocessor. Hvad jeg ikke har herovre - suk...  Det skal være så finthakket at det nærmest er mos. 

Så tager du en stor gryde, varmer lidt neutral olie op i bunden - og "steger" grøntsagsblandingen. Rod lidt rundt i gryden undervejs - det skal ikke brunes eller noget, bare falde sammen.  Så kommer du et par grydeskefulde TØRRET BUKKEHORN i. Det eneste sted jeg kender, hvor man kan få det, er Bazar Vest i Århus (og formodentlig Bazar Fyn i Odense), men hvis du har en lokal indvandrerbiks og indehaveren er fra Iran er der stor chance for at de har det. Hvis vedkommende er fra Tyrkiet er det mere tvivlsomt, det er nok lidt afhængigt af hvilket hjørne af Tyrkiet man har med at gøre. På engelsk hedder det FENUGREEK (frøene er i øvrigt en vigtig bestanddel i karry).  Jeg kunne ikke finde det herovre, men jeg fandt en pose hvor det var blandet sammen med tørret persille og tørret purløg, så det brugte jeg, og så tog jeg nok ca. den dobbelte mængde. For at det ikke skulle blive alt for "støvet" lagde jeg de tørrede krydderier i blød i vand, og så krammede jeg vandet af dem før jeg kom dem ned til de friske.

Røre-røre-røre, lidt mere olie i hvis det virker for tørt, røre-røre-røre, 1 tsk gurkemeje, og så er det i princippet klar. Fordeles i fryseposer - jeg fik 2 af denne størrelse:

The greens kan med fordel tilberedes flere dage før - de bor bare i fryseren til man skal bruge dem.

2. Vejen til iranerens hjerte

Vid at dette ikke er noget du smækker sammen 2 timer før I skal spise. Start om morgenen, dagen før (ja!), med at lægge ca. 5 håndfulde røde kidneybønner i blød.

Om aftenen, når du har spist, kan du så begynde på aftensmaden til i morgen. For iransk mad smager bedst dagen efter. Sådan er dét bare.

Hak 1 løg og så meget hvidløg du nu føler du har brug for. (Hjemme hos mig er det nok ca. ½ hvidløg men mindre kan gøre det.)  Tag en pænt stor gryde og steg løg/hvidløg gyldne i neutral olie (der skal naturligvis ikke spares på olien), de må ikke blive brune.

Så kommer du kød i gryden. Hvis det skal være nemt bruger du bare gullaschkød (det er oksekød, ikke?) i tern, men lammekød i tern er mere "rigtigt". Jeg købte bare noget kød i tern. Det brunes til det er stort set færdigt.

Så drysser du ca 1 tsk gurkemeje over, rører rundt til det er "absorberet", og hælder vand over - ca. ½ liter vil jeg tro - du skal ikke bruge sådan en wannabe-sauterpande som jeg har her, du skal bruge en rigtig gryde med høje sider. Konsistensen skal ende med at være en tynd grød, så du kan altid spare lidt på vandet nu og så komme mere i når du har kommet alt det andet i.

Alt det andet er:

De bønner du lagde i blød i går (hvis du synes det er blevet lidt for overvældende kan du nøjes med at bruge nogen af dem og så fryse resten til en anden gang. Så er du en dygtig, forudseende, iransk husmor. Jeg elsker bønner og hælder dem i)
1 "plade" af The Greens som ligger og venter i din fryser
- og ca. 5 tørrede limefrugter som du lige prikker et par huller i. Igen: iranerbiksen er din bedste ven. Alternativt på du lige sende mig en frankeret svarkuvert. Når jeg kommer hjem altså.

For jeg kunne ikke finde tørrede limefrugter heromkring (lokal indvandrerbiks havde UDSOLGT. Skandale!). I stedet fandt jeg noget tørret citronskal og noget "lemon pepper" i krydderiafdelingen, og så prikkede jeg et enkelt hul i en almindelig lime og kogte det med i knap en times tid. Men der skal kun prikkes hul i den, ikke noget med at presse saft ud. Tørret lime smager helt anderledes end frisk, så man kan ikke bare hælde limesaft i i stedet. Kæreste spiser faktisk de der tørrede limes når de er blevet kogt; jeg synes de smager rædsomt men kan godt lide det, de gør ved rettens smag.  Det skal nu nok gå uden. Også for dig.  Iransk mad er meget tilgivende på den måde.

Yes. Det ligner algesuppe. Men det smager godt.

Check lige bønnerne, by the way. Jeg må have

købt de forkerte, for da de havde ligget i blød

var de ikke længere mørkerøde men nærmere

fesent laksefarvede. Det er de falske bønner!

Normalt er de mørkerøde, og så ser alge-

suppen altså noget pænere ud.....

Og nu er det så at du tilsætter TID. For det skal putre skal det. Lææænge. Jeg havde det til at putre i ca. 3 timer og så blev det kølet af og sat i køleskabet. I morgen kan man så lige varme det op, der skal garanteret tilsættes mere vand, og så serverer man det over ris. Gerne med yoghurt naturel til. De er tossede, de iranere, men efterhånden bruger jeg det også.

Håber hun synes om det. Ellers ligger U-Gene's pizza heldigvis ikke langt væk...

The English version: I am cooking Iranian food for a colleague. Just the one colleague - because even though I'd love to have everybody over, I only have 2 chairs/2 forks/2 plates etc. in my poxy little schmotel kitchen. So, one at a time it is.  I'm cooking one of the holy dishes of the Persian kitchen, Ghormeh Sabzi, which is basically a herbal stew. You chop-chop-chop parsley,leek,cilantro and spinach and cook them in oil, adding some dried fenugreek and a teaspoon of turmeric along the way. Freeze (not you, the herbs). Soak red beans in water for at least 8 hours or overnight.  Finely chop 1 small onion and some garlic, fry in oil until golden but not burnt, add some beef (in cubes) and a teaspoon of turmeric powder. When meat is more or less ready, cover with water and add the frozen herbs, the red beans and some dried limes (which I couldn't find; Persian readers have mercy :-)  Let simmer for a couple of hours - let it cool and eat it the next day, because Iranian food always tastes better the next day. Always.

And enjoy cleaning your kitchen afterwards: