Stuff I did when I wasn't here, part 3: considered going vegetarian

Lad det være sagt med det samme: jeg synes meget bedre om Hong Kong end om resten af Kina. Hong Kong giver på en måde bedre mening i mit hoved når jeg bevæger mig rundt i byen, og lur mig om ikke det nok er kolonitidens aftryk der huer min anglofile hjerne. Inderst inde er jeg jo bare en elitær europæer.

Når det så er sagt, så lykkedes det mig stadig at få et par nær-gys-oplevelser ved mødet med et menukort...

@ N ~ you haven't really been to China if you haven't seen at least one menu with rather unusual items on it.  This time it was Hong Kong which I liked a whole lot better than mainland China (it's the elitist, anglophile European in me, I'm sure).  I still spent a couple of delightful moments pondering which delicacy to try before meekly opting for "just noodles with chicken please".

Mmmh, Saliva Chicken.

...or Drunken Pig?

Decisions, decisions...

Savlekylling eller beruset gris?

I'm guessing it was the Drunken Pig

that was out of service (but could 

definitely be mistaken here. It just

seems very likely is all) 

Jeg ved ikke helt hvad det var for

en ret, der var "out of service",

men det lyder da sandsynligt,

at det var den berusede gris

Hønsefødder og abrikoser

og lungen af en kyyyylling

Kom så, syng med børn!

PS . Det kan ikke udelukkes, at det

er lungen af en gris. Men kylling

passer bedre med melodien.

...but nothing beats this one from Beijing.

Face/Off

Intet slår dog denne her fra et menukort

i Beijing. Stop-Spild-Af-Mad folket

græder af lykke over den smukke

udnyttelse af hele dyret :-)

True love is out there

Jeg har overspringshandlet i dag. På to-do-listen stod bl.a. tøjvask, støvsugning, og ukrudtslugning. Ingen af delene har jeg nået; til gengæld er jeg stolt over at kunne sætte flueben ved telefonsnak, kartoffelhypning, og Verdens Længste Middagslur (hej, Indre Erna).

Da jeg var nået igennem denne udmattende agenda var jeg lidt på facebook, lidt på twitter, og lidt på dating.dk hvor jeg jo stadig har en profil men fordi jeg er for nærig til at smide penge efter den, kan jeg ikke hverken skrive til folk eller se, hvem der "kigger" på mig. Men jeg kan vindues-shoppe, kan jeg. Og det gør jeg. Med noget blandede følelser, for det jeg ser mest, er enten mænd der er godt på vej til at ligne min far (og min far er en meget flot mand, men jo altså ikke ligefrem i min "målgruppe"), mænd der er i den modsatte grøft og ligner nogen jeg datede i mine teenage-år, og så sker der en sjælden gang det, at jeg ser en jeg kender i virkeligheden. Eller kender til i virkeligheden. For eksempel en (meget fjern) bekendts ægtemand. Av.

Men i dag så jeg en, som muligvis kunne friste mig til at slippe nogle af mine surt fornøjeligt optjente slanter. Læs, og bedøm selv ...

@ N ~ today is a public holiday here in Denmark.  I had a to-do list, of course, and have failed to tick off laundry, hoovering, and weeding. But the day is not at all wasted because I'm proud to say I managed to fit in an hour-long telephone conversation, earthing up my potatoes (which are starting to sprout, yay), and taking The Longest Nap Ever.

When I awoke from the latter I checked facebook, twitter, and then that dating site I used a couple of years ago (remember the November of 11 first dates). I still have a profile on there but it's dormant because I'm too tightfisted to pay the exorbitant membership fees. That means I can't write to anyone, and I can't see who has been looking at my profile. But I can window shop - and I do.

It's usually a dull experience. Most of them either look a bit like my dad or like they're trying to impersonate Bryan Adams' "18 till I die". A couple of them I actually know in real life. And the other day I saw someone who is, as far as I'm aware, married to a distant acquaintance of mine. Ouch.

But today, I came across this one. And if ever there was someone who could tempt me into renewing my membership, it just might be him. See for yourself:

>>>
SWM in dead-end job seeks dumpy neurotic for mutual psychological torture, tepid sex, and co-dependency. I enjoy drinking, smoking, pornography, and self-righteous indignation.

I have middling intelligence but try to appear smarter by affecting a world-weary air, memorising useless facts, and chuckling at my own mean-spirited, agenda-driven jokes.

I'm 37, but look 47 and feel 57. You are a whiny, bitter troll with a misplaced sense of entitlement and unrealistic expectations. In time you will become coolly hostile when I don't fulfill every unmet need you've ever had. Bonus points if you just finished screwing every boy in town and but now want to take it slow with me.

My perfect night would include getting hammered in a sleazy bar while you flirt with horny shrivelled old drunks, followed by an embarrassing screaming match. I would be open to an unsatisfying fling that leaves me filled with regret and dread but prefer a long-term, soul crushing descent into booze and pills. No friendships. I don't need any bloody friends.

Age unimportant, but I will condescend to women under 30 and rehash mother issues with women over 57.

Serious replies only, please.

P.S. If you laughed at least once reading this, you are my kind of girl.
<<<

(image from graphicsfairy.com)

The travel bugs bite

Alle mennesker har forskellige stress-triggere. Den suverænt værste for mig er, når jeg skal udfylde + indsende en visumansøgning.  Alt andet er jeg totalt sej til; og det jeg ikke kan - det "winger" jeg. Overskud er mit mellemnavn. Bare ikke når jeg skal søge visum til eksotiske lande.  Stress-svedende sidder jeg med vilde øjne og nidstirrer ansøgningen for at være 120% sikker på, at jeg har udfyldt hvert eneste felt og ikke ved en fejl er kommet til at krydse af ved ja ud for spørgsmålet om der er sindssyge i familien. Det tager mig 2 dage overhovedet at få den ud af døren, fordi jeg skal dobbeltchecke alting omtrent tyve gange.  Processen forsinkes yderligere af, at man meget ofte ikke må udfylde ansøgningsskemaet i hånden. Hvilket i princippet er OK, men når et af spørgsmålene er "which other countries have you been to?" og pladsen til besvarelse ikke er bredere end kolonne-vidden på denne blog, så kan det blive en anelse udfordrende....  Min løsning?  Jeg tilføjer en ekstra linie - skrevet på mit højtelskede gamle hakkebræt.  Hvad skulle man dog gøre uden en skrivemaskine anno 1959?

Når så jeg er blevet enig med mig selv om, at smukkere bliver den ansøgning altså bare ikke, går jeg ned på strøget og investerer mindre formue i pasbilleder. Herefter vandrer jeg ind på posthuset, tilbringer ungefär en halv time med manisk at checke, at jeg nu har printet samtlige af de påkrævede bilag ud, hvorefter jeg bruger en anden formue i frimærker på at sende mit højtelskede pas ud i det blå med anbefalet post.

Så sveder jeg lidt igen, for et menneske som mig, der altid har sit pas med (man ved jo aldrig, hvornår man kan blive tvunget til at forlade landet i en fart ...), er det meget skræmmende at overlade det til først postvæsnet, som utvivlsomt vil sende det med et postfly der bare forsvinder i luftrummet over Fyn, og herefter en ambassade, som - er jeg helligt overbevist om - vil lægge det i den nederste skrivebordsskuffe, ignorere det i ugevis, for herefter at tage det frem og stemple ***ACCESS DENIED*** henover det.


...

Jamen, jeg ved da heller ikke hvad der sker i mit hoved. Normalt er jeg relativt rationel, men jeg har altså lige det her blanke område i min hjerne, hvorfra al fornuft forlængst er udvandret.

Og nu er mit pas naturligvis for længst hjemvendt igen. Ledsaget af venlige hilsner fra ambassaden, som både ønsker god tur, lover godt vejr, og gerne vil høre hvordan turen gik, når jeg kommer hjem.

Det er jeg helt sikker på, at I også gerne vil høre om :-)

@ N ~ my passport has been on a little adventure!

I usually think of myself as a fairly calm and rational person. This may or may not be correct, of course. But the one definite exception is when I'm in the process of applying for a visa.  My own private stress trigger numero uno.

First, I pore over the application for about two days. Reading and re-reading the questions; checking and re-checking that I did not accidentally tick the "yes" box next to the question "does insanity run in your family?".

What doesn't really help me is that most embassies write that you cannot fill in the application by hand. They have a very helpful pdf form that you fill in online. Which is of course very well, except often they ask which countries you've been to before, and set aside one line about the width of this blog for the answer.  My solution to this?  I fill in as much as I can online, then print it out and add an extra line underneath on my ancient type writer :-)   and then I hope that when they see my occupation (travel agent) they will understand.

Finally I tell myself to stop obsessing. So I gather up all the various insurance printouts, copies of itinerary and passport etc. etc. that is supposed to accompany the application, and trot down to have a few passport pictures taken.  And then I go to the post office, where I spend about half an hour going over the documents ten times before sealing the envelope with a kiss and spending a small fortune in stamps sending it off by registered mail.

Now it's out of my hands, but that doesn't stop me fretting of course. I'm convinced that should I be lucky enough that the envelope makes it all the way across Denmark without the post office mislaying it (or sending it by air mail on an aircraft that just vanishes), the person in charge of the incoming mail will then place it in the bottom drawer of his desk, let it fester for a few weeks, before finally pulling it out and stamp ACCESS DENIED all over it.

I really cannot give you any good explanation why my imaginations runs wild like this. It is completely ridiculous.  Especially as my passport is now home, safe and sound, accompanied by the embassy's best wishes, their promise of fine weather on my trip (all part of the service), and a request to let them know how much I've enjoyed myself when I come home :-)

I am counting the days - it will be AWESOME!!!

Ut på tur, aldri sur

(Overskriften er norsk, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg har ikke pludselig mistet samtlige danske stave-evner.)

Jeg bor i et hyggeligt gammelt hus - model 1930. Inventaret er en meget hyggelig blanding af IKEA og arvestykker - jeg tror nok, de eneste møbler, der ikke er det ene eller det andet, er gæstesengene (det retter jeg op på, når jeg bliver rig...)

IKEA-tingene har jeg intet forhold til. De er billige og praktiske, og det er sådan set dét. Arvestykkerne, derimod - uh, som jeg hæger.  Der er min højtelskede seng, arvet fra farmor og farfar, som vi var nødt til at få forlænget da jeg tog den i brug, fordi man ikke længere kan købe madrasser som er 1.85 lange (eller noget i den stil).  Eller Øreklapstolen, som har været ude i fjernere dele af familien, før den nu er kommet Hjem. Sofaen (af en kær ven stil-benævnt "ehm, IKEA med mos?") - en umådelig tung mørkegrøn sag, doneret af min mors penneveninde. Og så videre.

Og så har jeg en gammel lampe, også arvet fra farmor og farfar, årgang sådan cirka 1940. Med nye ledninger, må jeg hellere tilføje :-)  Den har sådan nogle glaslampette-dimser som har nogle andre glasdimser ovenpå, og i årenes løb er der sket et og andet uheld, så de ikke er hundrede procent ens.  De seneste uheld indtraf mens jeg boede sammen med A. En dag kom han til at smadre en af dem - og han var meget ulykkelig, og sagde "jamen, jeg gjorde bare sådan her" - hvorefter han kom til at smadre en til.  Ups.

Jeg har gjort halvhjertede forsøg på at finde erstatninger rundt omkring i genbrugsbutikker, men uden held. Efterhånden havde jeg affundet mig med, at jeg muligvis ville være nødt til at forføre en glaspuster, så han kunne lave nogle erstatninger, men jeg havde ikke taget højde for min fars ganske særlige evne til at få ting til at ske, når først han har biddet mellem tænderne.

Min far kom nemlig i tanker om, at han for 2 år siden havde set en eller anden udsendelse om en mand, som solgte alle mulige sære ting, heriblandt mange gamle lamper. Ham fik han støvet op, og lørdag morgen drog vi ad Horne til, for at finde glas-lampe-dimser og se, hvad der ellers kunne friste.

Min fiiine lampe. Det er de gule "spejlæg" på

toppen, vi skulle på jagt efter

Der var bid - de oprindelige "spejlæg" er gule,

og de nye er hvide. Jeg kunne nok godt male

dem, men synes egentlig det er meget

charmerende, at de ikke er helt ens. 

Så nu er der "spejlæg" (hhv gule og hvide) på alle glasdimserne igen. Jeg er møj tefræj.

Men der var mange andre sjove ting - og det hele var inde i hans eget hus! Køkkenet var f.eks. et veritabelt lampegalleri (han siger han ikke kan lave mad, så han spiser henne på Horne Kro - og så kan pladsen jo lige så godt udnyttes!)

White push-button telephones are

sooo last year, Hyacinth!

Dette her er til gengæld en telefon, som ville

kunne få mig til at gå over til fastnet-

telefoni - hvis ellers den var til salg ...

Det lykkedes mig endda at finde en ny lampe til at hænge over sofabordet - dér har der ellers hængt sådan en ris-papirs-nødløsning, som kom op i al hast, fordi Den Færøske Invasion jo ikke kunne sidde her i mørket, mens de var på besøg.  Invasionen fandt sted i april 2012, og vi kan heraf - ikke særlig overraskende - konkludere, at Tine ikke er verdens hurtigste til at erstatte lappe-løsninger med nogle mere permanente af slagsen. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg både er nærig og kræsen, og det gør det umådelig svært at finde velegnet belysning (og alt muligt andet). Denne her falder stensikkert muligvis ikke i alles smag, men jeg synes den er gammel og fin, og passer perfekt til IKEA-med-mos stilen :-)

På vej hjem fra Horne (som ligger ovre på Varde-egnen) blev jeg sulten, og da mine forældre ved at jeg derefter lynhurtigt bliver vranten, holdt de ind på Hovborg kro. Her delte de en ægg'-kaw', mens jeg blev fodret af med et stjerneskud som hvilede på det lækreste stykke smørristet, sprødt franskbrød jeg nogensinde har mødt under flere lag fisk. Så forduftede al vrantenhed!

I øvrigt kommer der for få mad-bloggere på Hovborg Kro.  Ikke at jeg er mad-blogger, men jeg gør jo som dem, og flår kameraet frem så snart maden kommer på bordet - til uhyre stor morskab for både betjeningen og de øvrige gæster, hvorfor jeg konkluderer, at det nok ikke sker så tit på de kanter.  På de fleste restauranter i Århus forholder det sig nærmere sådan, at tjeneren tror der er noget galt med anretningen, hvis man ikke foreviger den før man går ombord ;-)

Nu er der lys over land i det lille hjem, og bedst af alt: min søster og min "lånesøster" er vendt hjem fra 14 dages yoga-ferie i Indien, og så bliver søndage jo faktisk ikke meget bedre!

Klunseren fra Horne var et meget interessant bekendtskab.  Du kan se et lille klip med ham lige her:  

http://www.tvsyd.dk/artikel/178426:Klunseren-i-Horne

@ N ~ my parents and I went on a little "excursion" yesterday.  The mission was to find some "glass thingies" (I know, my grasp of the language is appalling, but rest assured it's no better in Danish) for an old lamp I have - the thing with "glass thingies" is that they break easily, and two parts were missing.  A. broke one of them back when we lived together. He was very upset, and apologetic, and said "but I only did THIS" -and broke another one ...   The lamp works fine without them, and as it dates back from the 1940's spare parts are a bit hard to find. But then my dad remembered that he had seen an interview with a funny old guy about two years ago - the man sold all sorts of old things, including lamps, so my dad found out who he was, described the "glass thingies" to him, and was delighted to be told he had not only two but 3 almost similar ones.

So off we went on Saturday morning.  Total success - the ones he had were white, not yellow, but there has been so many replacements over the 70-year life span of this lamp that I think only 50% are original, so in a way it all fits together anyway.

And his house were full of funny things - some were not for sale, like the train you can see in one of the photos. That is actually his telephone!!  I also bought a new lamp, the round one, for my living room, and my mum bought a kerosene lamp plus some other bits and pieces.  Afterwards, we went to an old inn and had a delicious lunch.

Today, my sister and her friend came home from a 2-week yoga retreat in Goa, India. They had had the most fantastic time and met so many friendly, hospitable people. I almost want to go now - the only thing holding me back is the fact that the toilet only had a sort of curtain and not a real door, and I suffer from a major case of shy bladder colon syndrome.  But of course, nothing like a bit of "Delhi belly" to cure that, eh :-)

Nu kan man vist godt tillade sig at gå i seng

I kender godt de der dage, hvor man ser på uret og bliver endog særdeles overrasket over, at det ikke engang er sengetid for 2-årige endnu, og man var ellers liiige klar til at krybe til køjs?

Yes, sådan en dag (eller rettere, sådan en aften) er det.  Og så begynder en hårfin balancegang, for giver man efter får man måske nok et par timers søvn, men så vågner man (læs: jeg) ved 23-tiden, relativt kvik men desværre med nedslående resultater næste dag. Så kunsten består i at holde sig vågen lidt længere, men ikke så meget længere at trætheden på mystisk vis fordamper.

Som regel læser jeg bøger, men ikke lige i aften. I aften quizzer jeg mig selv i USA's forenede stater, igen-igen-igen.  Der er en umådelig god tilfredshedsfølelse i at klikke på den rigtige lille plet, når der spørges "where is Rhode Island?"

... eller er jeg bare en tabernar?  Uanset hvad så har jeg scoret rigtigt 3 gange i streg nu (indsæt selv ulidelig prale-smiley), og det må så betyde, at jeg roligt kan lukke ned for i aften.

Hvis jeg får et mere spændende liv at blogge om, vender jeg nok tilbage i morgen.

http://www.lizardpoint.com/geography/usa-quiz.php

@ N ~ I've been wanting to go to bed since around 7PM this evening - but I know that will only result in me waking up around midnight, feeling rather awake - and completely rotten tomorrow morning. So right now I'm walking the fine line between keeping myself awake just a little longer, but not so long as for the sleepiness to go away. It is a very fine line indeed.

Normally I'd read, but not tonight - so I've taken an internet quiz and am patting myself on the back because I can now point out ... Delaware. And Kentucky.  And Oregon :-)

Aren't you glad I have a blog so you can all see just how fascinating my life is?

No? Yes?  ....hello?

Oh, well. It's nearly 9 now.  Lights out.

HVAD mon Farmor ville have tænkt?

Det var fredag aften, og kirken var stuvende fuld. Det var VARMT. Menigheden svedte, men det var ikke så sært, for de dansede rundt - i midtergangen, sågar - og man fornemmede, hvordan de smukke gamle trælofter løftede sig en anelse, når hundrede mennesker i kor skrålede "I .... I .... believe in LOVE".  Oppe ved orglet, hvor Thorsager plejer at slå sine folder, stod præsten og graveren med armene om hinanden, og hujede lige så vildt som folket nede på rækkerne. Graverens mand skævede nervøst til dem - nu ville de vel ikke blive så løftet af stemningen, at de røg ud over gelænderet?

Præsten havde tidligere på aftenen stillet spørgsmålet - "rockkoncert i kirken - ka' man det?".  Og JA.  Det kan man i dén grad.  Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har været til så fed en koncert, og i så fantastiske rammer.  Folk jublede, dansede, blev en smule forelskede i forsangeren (vel gjorde I så, de damer, jeg så jer godt :-), klappede, sang med, havde en FEST.

Og jeg er så glad for, at vores kirke (efterhånden en adstadig dame på henved 850 år, som jeg holder meget af) oplevede at lægge hus til en aften som denne. Det var simpelthen fantastisk.

DIE HERREN indtog Øster Starup. Verdens navle :-)   

Og min Farmor fandt tilsyneladende arrangementet yderst tilfredsstillende; der var i hvert fald ingen synlige tegn på underjordisk roteren, da jeg var henne ved gravstedet og sige hej efter koncerten.

Fotos lånt af Charlotte + Die Herren.

Den forsømmelige blogger var afsted uden kamera (!)

@ N ~ just an average Sunday at our church.  Our vicar always gets a standing ovation after the sermon.

OK. Not really.  

But we do have an awesome vicar - she arranged a rock concert with a fantastic U2 cover band and I promise you, our 850 year old church rocked that night.  People were on their feet from the word go, singing along (loud!) to all the songs, dancing in the aisle - it was great. Most of the pics above were taken by the singer - from the pulpit.  You won't believe the atmosphere in that room; truly magnificent.

Ferieblog II - nu går den vilde kattejagt

Min ven Ivan erhvervede sig i sidste uge 2 styks kattekillinger.

Næææh, hvor er de søde sådan nogen. Og små.  Det med "små" viste sig at være lidt uheldigt.

De kan nemlig også være lidt frygtsomme. Og hvor flygter en lille kattekilling hen, hvis den synes, at verden med et er meget stor og farlig?

Den ene killing gik på eventyr og fandt verdens bedste gemmested. Et sted, hvor kun en meget lille kat kan komme ind. Et sted, hvor det faktisk er umuligt for en menneskehånd at fange en lille kat. Det ultimative gemmested.

Det viste sig desværre at være inden i instrumentbrættet på en Skoda Superb. Zooom! - så havde killingen fundet et meget lille hul ind, og så sad den ellers der og mjavede ud gennem ventilationsanlægget. Intet kunne formå den til at forlade sit gemmested.  Lokkemad og slesk tale havde ingen effekt.

Meget kan man sige om Skoda, og det har man sikkert også gjort i årenes løb, men de konstruerer deres biler meget solidt nutildags.  Havde det nu været Lille Blå havde der sikkert været måder man kunne afmontere både det ene og det andet, men det kan man ikke rigtig på moderne biler. Lidt småpaneler (eller hvad det nu hedder) hist og pist, men ikke nok. En tilkaldt Falck-mand havde ikke held med sig (men det var vel en kærkommen afveksling fra at redde katte ned fra træer, må man formode).  Killingen spadserede rundt inde bag ved bilradioen.

Der boede den så i et lille døgns tid. Fredag aften kørte min ven Ivan ud til sin ven Jens (= min far) så de kunne brainstorme lidt.  Imens sad jeg ude ved fordøren og sagde som en kat, det bedste jeg havde lært.  Det virkede på sin vis - katten svarede tilbage, når jeg sagde mjav, men desværre er mine evner som kattehvisker ikke 100% toptunede og jeg vidste jo sådan set ikke, om jeg sagde "kom her" eller "bliv endelig hvor du er". Muligvis var det det sidste, for ud kom den ikke.

Så kørte de bilen ned i min fars vaskehal, åbnede alle 4 døre, satte lidt kattemad udenfor bildøren - og lod den stå der natten over.

Næste morgen: kattemad væk. Killing ligeledes væk, men nu -måtte man formode- et sted i vaskehallen. En liden pølle på min fars havetraktor var et afgørende spor i sagen.

Bilen blev bakket ud, og pludselig strøg katten fra et nyt hemmeligt gemmested med *ZOOM* raketfart ind i et hjørne. Væk igen, men nu dog indenfor en art rækkevidde. Og endelig - med 4 menneskers hjælp - blev kat genforenet med sine ejermænd.

Den er nu vel hjemme igen, den er underlagt kørselsforbud, og er derfor gået i gang med at udforske køkkenskabe og andre mørke gemmesteder.

Og så har de fundet et navn til den. Den skal hedde Skoda.

@ N ~ helpful hint:  If you do buy a kitten to boss you around, don't let it loose inside your car.

How I know this is not a good idea: One of my friends bought a kitten. A sweet, shy little creature who decided, that a cozy dark corner would be a good place to hide from the big, scary world.

It found just such a corner - in the dashboard of their car.  Inside the dashboard.  Turns out there is a tiny opening, just big enough for a little kitten to squeeze through. Not big enough to reach inside and get it out again.

It stayed in the dashboard for about 24 hours, walking around behind the car stereo and meowing through the air vents.  Modern cars aren't that easy to take apart - they were able to take off some "panels" but couldn't get the cat out.

I tried the cat whisperer approach, and it did meow back, but as I'm not really fluent I had no idea if I was telling it to come here or stay where it was. Probably the latter, because that's what it did (but since when did any cat do what it was told?)

Finally my dad told them to park their car in his garage. They opened all the doors, put some cat food out, and left the car there overnight.

The next morning: Cat food gone.   A tiny kitten poo on my dad's lawn mower.  Kitten gone (but nowhere in sight).  They reversed the car out of the garage, and suddenly the cat shot out of nowhere, zoomed right past them, and went to hide somewhere in the garage.  It took a couple more hours (and four people) to finally catch the little runaway.

Kitten has now been reunited with its sister, and - being barred from ever going inside a car again, or at least not until it is fully grown - has now taken up the quest of exploring every dark kitchen cabinet it can squeeze into.