Af og til høres der en høj lyd i mit køkken. Ikke et råb. Ikke et skrig. Et BRØL! Brølet efterfølges af en høj skramlen, lyden af rindende vand og løbende trin.
Så ved jeg, at Jagten På Sølvfisken er gået ind.
Som nogen måske husker, afliver jeg dræbersnegle meget grundigt. De hakkes over, saltes og koges (lyder lidt som en tilberedning; jeg æder dem altså ikke til sidst). Det viser sig, at Kæreste - hvis uforklarlige hadedyr er liden sølvfisk - har tilsvarende metode. BRØLET, ved opdagelsen af det formastelige dyr, har vi tilfælles. Vær glad for at dette ikke er en lydblog. Den høje skramlen er når han flår det køkkengrej, hvorunder kræet har søgt tilflugt, op af køkkenskuffen. Rindende vand er hans hemmelige våben, thi liden sølvfisk er hurtig som en ninja - men han pacificerer & drukner & maser den ved hjælp af pjaskvåd køkkenrulle. Endelig de løbende trin - dyret er jo ALT for farligt at smide i skraldespanden (arten har trods alt overlevet 300 millioner år; hvem ved hvilke evolutionstricks de kan?) så det druknes én gang til i toilettet.
Vi er ganske langt fra Ibber, der nøjes med at tale til dem fra sin høje hvide porcelænstrone. Ganske, ganske langt, vil jeg sige.
Men jeg griner naturligvis ikke. For vi har jo alle sammen vore små, bizarre angstudløsere. På min liste står, foruden bl.a. dræbersnegle, Darth Vader. For jeg kan bare ikke tåle den der hvæsende lyd når han trækker vejret. Af samme årsag kan jeg ikke se dykkerfilm, hvor man kan høre dykkernes åndedræt - og jeg har engang haft et lillebitte angstanfald da jeg skulle ud at snorkle.
Nå ja, og så er jeg også lidt angst for at verden (= dig der læser min blog) skal finde ud af, hvor tumpet jeg egentlig er. Men det er jo ikke en ubegrundet angst :-)
Someone else's nightmare
- and mine.
Oh, the horror. Boyfriend came across a silverfish (aka fishmoth) in the kitchen this evening. He feels the same way about them that I do about slugs. Eeeeuuurgh! It was lurking in the drawer where we keep our cutlery, so first I heard a yawp. Then a loud noise as the cutlery was hastily re-located to most of the kitchen counter. Then cursing and swearing as the creature dived&dodged in a ninja-like way, always just a split second too fast. But then, the secret weapon was brought in: soaking wet kitchen towel, with which he was able to pacify/drown/squeeeeze the little bugger. Which, by the way, could NOT be disposed of in the kitchen garbage bag, oh no, because silverfish have inhabited Planet Earth for 300 million years (according to Wikipedia) and who knows what kinds of evil evolutionary tricks they have up their non-existent sleeve? Alas, it was drowned (again) in the toilet and must now be considered truly dead.
But I don't mock him. We all have our little panic triggers. Mine is (in addition to aforementioned slugs of course) Darth Vader. It's the breathing, I can't help it. I can't even watch beautiful underwater films on National Geographic if I can hear the divers breathing, and I once had a tiny ridiculous panic attack when I went snorkelling. So no, I don't mock him. I am laughing with him. (and blogging about him :-)
1. Hvorfor kravler ens trusser altid helt op i måsen når man er på vej ned ad Strøget, der går en milliard juleshoppende mennesker lige bag en, og der er zero døråbninger/skumle gyder/steder man lige kan bakke ind og lave den der *snups*,ned-i-knæ,aaaah-bevægelse, der får bemeldte beklædningsgenstand til at opgive termometer-ambitionerne og dække agterspejlet som den skal????
2. Joggere. Motionsløbere. Altså, det er ikke deres eksistens, jeg skal have forklaret; jeg ved godt de er mennesker, som bare bevæger sig noget hurtigere end mig. Det jeg ikke forstår er hvordan de tør? Der var jo GLAT i dag! Glat, som i isslag! Det er jo faaarligt! Når det er glat, sker der noget med mit legeme. Det er, som om Indre Erna tager fysisk bolig i mig, det bliver mig absolut umuligt at bevæge mig hurtigere end sneglefart (hussnegl, ikke dræber-) og min gangart bliver nærmest krabbende. Jeg er ved at gå i interessant spagat op til flere gange, og så bliver jeg overhalet af muntert springende vanvidsmennesker, der uden tanke for den livsfare de befinder sig i, pisker hen ad fortovet som var de ambassademedarbejdere der havde spottet Julian Assange i det fjerne.
