Fordomsfrekvensen

Det er meget moderne at være fordomsfri, kan jeg forstå.

Desværre kan jeg ikke sådan rigtigt bryste mig af dette; jeg har masser af fordomme og er forudindtaget (altså ofte til positiv side) på nærmest alle punkter - men prøver så til gengæld at være bevidst om det og være villig til at kassere fordommene, hvis det viser sig at jeg har taget fejl (ikke at jeg nogensinde tager fejl, ever, men i princippet...)

Og man kan have megen god sjov med sine fordomme. Det ultimativt bedste er, når de enten bliver 100% bekræftet (man facebook-stalker en tidligere folkeskole-bekendt, som aldrig hørte til det acceptable selskab, og det viser sig at han ikke spiller Farmville men Potville) eller det modsatte (ens mor, som er blevet set til en Lars Lilholt koncert, viser sig at være vild med Outlandish). (Jeg tror, jeg har fortalt jer dette før, men jeg begejstres igen og igen, og man kan jo aldrig gentage sig selv for tit)

Nu vi lige taler om Outlandish, så må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg har et teenage crush af anseelig størrelse på en af dem. Og jeg fylder 36 om et par uger; kan ikke helt beslutte mig for om det er tegn på panik-alder eller umodenhed...

WAQAS ALI QADRI

Nam.

(undskyld)

Nå, bortset fra det er der sikkert nogen, som spekulerer på, om jeg har været mere inde på det der dating-site, jeg nævnte forleden, og ja det har jeg, for der kom en mail om, at nu havde de fundet en, som passede liiiige til mig, og hvem vil vel undlade at undersøge det nærmere. Det kunne jo være, det var en rapper fra Brøndby strand, magen til ham ovenfor, men ugift. One never knows.

Men jeg må så sige, at fordommene virkelig kom ud at blafre, da jeg så hvad en velmenende computer havde udnævnt som mit ideelle match.

En mand på 1,70m som angav sin vægt til 45 kilo.

Naturligvis er det det indre der tæller, men vi lader den alliwl lige stå et øjeblik. 45 kilo, fordelt på 170 centimeter.

Nu er det jo ikke fordi jeg vejer det dobbelte af ham. Men jeg er da godt nok tættere på dét, end jeg er på at være i samme vægtklasse. Kan I se det for jer?  Ham, der ligger godt og trygt i en vandseng, hvorpå jeg kaster mig ned ved siden af ham og han katapulteres ud over kanten med et vræl?  Ham, der sidder i en blød sofa, og forsvinder helt ned mellem puderne, når jeg sætter mig på skødet af ham? Os to,der danser sammen, og i et særligt heftigt dansemove kommer jeg til at sende ham i kredsløb om solen???

Billederne stod i kø på min indre nethinde, og jeg grinede og grinede (god start på dagen). Lige indtil jeg kom på arbejde, ville vise ham for en kollega - og vi så læste profilteksten (som jeg ikke liiiige havde fået kigget på; jeg var standset ved de der 45 kilo). Og så viser det sig, at han er kørestolsbruger.

For s**an altså.

Hvis nogen mangler mig, så sidder jeg lige herovre i skammekrogen og aer mine fordomme.

@ N ~ it's a quagmire, this dating site. Now that my profile has been re-activated, they keep sending me e-mails with potential matches.

Today, they really outdid themselves.  My perfect match is a guy who is 6' tall and weighs 99lbs. Now, I hope onlineconversion.com translated it correctly, but that is one skinny dude!  I nearly fell over laughing - oh, the visions in my head!  How I could fling him into orbit with one fancy move on the dance floor. How he would be sitting peacefully on the couch, only to disappear between the cushions when I snuggled up in his lap.  Him, sound asleep in a waterbed, being flung over the edge when I got in.

I just had to share it with my colleague. She laughed. And then we read his profile text (which I hadn't done earlier). And it turns out he's in a wheel chair.

Ach, the guilt.



Skadedyrsbekæmpelse

...Jeg kom til at køre en rotte over i morges.

ADADADADADADAD

PS - I må end ikke antyde, at det kunne have været en mus. Jeg nåede lige at se den, før det sagde *bump* under venstre forhjul, og det var en rotte. Gys.

PPS - Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at rotten hverken overholdt sin vigepligt, eller var iført refleksvest. Muligvis en ninja-rotte, men ikke hurtig nok!

PPPS - ADADADADADADAD

@ N ~ I killed a rat this morning (at 6:35AM). With my car, not my bare hands, I hasten to add. 

Eeeeurgh.  (If its family sues for damages, I'd like to point out that this ninja rat was a total jaywalkerrunner and not wearing reflective bands of any kind.)  

Eeeeurgh.

This little piggy did not go to market

Det er lidt over et år siden, jeg ændrede status til "single" på facebook (og som vi alle ved, mere officielt bliver det ikke)

Lige siden har det været dry season. Og det er dejligt. Jeg nyder virkelig at være helt mig selv, ikke at skulle indrette mig efter andres særheder end mine egne, og frem for alt, at min (fri)tid står 100% til min egen disposition.

Det går så godt, at jeg, når folk spørger, om jeg virkelig ikke har noget imod at være alene, får sådan et verdensfjernt does-not-compute ansigtsudtryk, fordi jeg helt ærligt kun kan komme i tanke om praktiske ting så som min egen analfabetisme udi boremaskiner og den slags som et muligt draw-back. Og det er, trods alt, en overkommelig hurdle (i teorien, altså. Har endnu hverken billeder eller hylder på væggene. But I'm a slow starter.)

Men jeg kan mærke på mine omgivelser, at det begynder at tangere særhed, at jeg i så forsvindende lille grad mangler mandligt selskab. Der filosoferes over min mulige parathed til påny at indgå i forpligtende forhold, og nyheden om at jeg havde inviteret en Mand på Øl hjemme i det lille hus blev modtaget med uforholdsmæssig stor jubel blandt kollegerne (jeg var helt ked af at måtte fortælle dem, at det bare var H. fra min gamle folkeskole, der skulle udsættes for Föroya Bjórs Classic).

Så jeg har tænkt lidt over det, og svaret er desværre stadig nej - jeg gider ikke rigtig at have en kæreste. Beklager. Men jeg vil gerne på date, for det er tit sjovt (undtagen når det er forfærdeligt).

Og da jeg kedede mig gudsjammerligt forleden aften, tænkte jeg at måske skulle man prøve det der åbensindethed og re-aktivere den der ældgamle datingprofil. Opdatere alderen, så man ikke længere stod som 28-årig, ændre fritidsinteresse fra "bytur" til "sylte og bage" osv.  Flere veninder har svoret, at det ikke kun er særlinge der net-dater, og selv om jeg ved gud stadig er skeptisk, så er jeg jo også nysgerrig. (Og mangler inspiration til at blogge...)

Som sagt, så gjort, og så snart man har været inde på en profil, ryger den automatisk længere op i søgeresultaterne rundt omkring, og så kommer der nogle breve.

Og nu har jeg så brug for hjælp og vejledning. For jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal besvare denne her henvendelse:

.....psssssssssssssst........griner.........har.........et........griner...........godt..... ...........griner........ajjjjjjj.......det dur ikke.......griner...........bliver lige........griner...... ......nødt til at...........griner..........grine af......griner........inden...... jeg skriver......griner..........griner............ ......altså hvis du er lige så sød, rar og kærlig, som du er sjov så.........

Forslag modtages med tak.

@ N ~ just over 12 months as Officially Single has not made me yearn for a new boyfriend. It's almost embarrassing how much I enjoy living on my own. Only when I contemplate putting up some shelves or pictures on the walls do I feel something is missing (and no, I am not going to do it myself. Then something WOULD be missing, probably my left thumb or something. I told you, I preefer eentellectual tchallenges)

But friends and colleagues have started probing me. Am I really sure I don't want a steady relationship?  Do I speak the Truth (the whole, and nothing but) when I claim that I am perfectly happy?  Is it really possible that there is no void in my life? (If there was, could it be called a manhole? :-)  

So it got me thinking. And I came to the result that yes, I am actually very content and no, I do not want a boyfriend, not right now anyway.  But I wouldn't mind going on a few dates, because dating can be quite entertaining (except when it's horrific, of course).

Do you remember a year or two ago, when I put up this post about my adventures in dating?  To be honest, I still don't believe in it as a way of keeping our species going.

I mean, when you're as anally retentive as I am (in certain respects anyway), it's an absolute deal breaker when a person puts a smiley at the end of 

every.single.sentence  

   

It's a no-no if his profile text is written as if he only has 100 characters at his disposal ("if u r a sgl f then pls snd foto asap"). And I have this thing about too many spelling mistakes... 

(love, Helga ze Christmas Nazi).

The thing is, I don't think I would have even considered most of my ex-boyfriends if my first impression of them had been a profile text on a dating web site.  All of them had little flaws which, of course, I was happy to put up with when I got to know them in real life.  But when I only have the text to go on, it's a bit like looking at property ads - I browse through the pictures, smirk at the euphemisms, and discard.

Nevertheless, my friends tell me I should keep an open mind, so the other evening, I decided to escape boredom by updating my abandoned profile on a dating site. Change my age from 28 and so on. And of course, once a profile is active again, it pops up in people's searches and the letters start coming. It doesn't pour, but it does drip.

And I've received this letter that I simply do not know how to respond to. But it's too good not to share (this is my attempt at translating; no easy task)

.....psssssssssssssst........laughs.........have.........a........laughs...........good.....
...........laughs........aiiiii.......this ain't working.......laughs..........I'll just ........laughs......
......have to...........laughs..........stop laughing......laughs........before...... I write to you......laughs..........laughs............

......I mean, if you're as sweet and nice and lovable as you're funny, well then.........

Well, at least he finds me amusing. One out of two ain't bad.

PS - I noticed one of the guys on this dating site just wrote "another week as a single". Sounds seriously depressing. I felt sorry for him. But in no way tempted to date him.  Though, it might make a great blog post if I did.

Jeg undres....

Der er tilsyneladende en person (muligvis flere, men den tanke er lidt uhyggelig), som 22 gange i dag har googlet "klamt dyr". Og er blevet ført ind på dette indlæg, som jeg skrev efter at have set "For lækker til love".


22 gange.


Jeg tænker, at enten er der en fejl i google et eller andet sted, eller også har Gustav & Co. fundet min blog. Nu beder jeg bare til, at det er førstnævnte...

Oversharing - but then, the whole company knows anyway :-/

Nåmn, så var jeg jo til firmahalløj i weekenden. På et beskedent lille hotel, et roekast fra en lille flyveplads, og det var jo skønt, for hvis der er noget der klæ'r mig ræddi godt, så er det at bo på hotel. Desuden trængte Indre Lecia til at komme ud.

Dagen var tætpakket med meget forskellige arrangementer - der var både de Ægte Faglige Indslag, og så var der konkurrencerne, hvor man fx skulle klemme en mønt fast mellem knæene, hoppe hen til et glas som stod på gulvet, bootyshake sig ned i skovskiderstilling og deponere mønten *PLING* lige ned i glasset. Jeg overraskede mig selv med succes i første forsøg, men Hans skal helt ærligt øve sig noget mere.


Om aftenen var der fest og konkurrencer. Med præmjer.  Og så var det, mit velbefindende - eller manglen på samme - blev annonceret for alverden i almindelighed, og kollegerne i særdeleshed.


Det havde sig nemlig således, at Arsenal spillede på hjemmebane/jeg fik besøg af fætter Tom (Time Of the Month, geddit?)/der var kommunister i lysthuset/det ikke overraskende viste sig, at jeg ikke er gravid - og derfor havde jeg i en tyve minutters tid forladt min plads ved bord 18 for at liste op på værelset og sluge 2 panodiler + tilbringe lidt tiltrængt kvalitetstid på toilettet i ro og fre'.  Og bedst som jeg uelegant sad der med alskens kramper, begyndte min mobil at bippe og ringe som var den hovedrolleindehaver i en af de der "husk-nu-at-slukke" film i biografen.


Det viste sig så, at man - netop mens jeg havde absenteret mig - havde udtrukket præmjerne. Og jeg var en af vinderne!!! Men hvor var jeg??  Damen på scenen stod og råbte "Tine? Tine??!" ind i sin mikrofon, indtil min søde veninde (Hitteniecens mor) spænede op for at redde min gevinst i land.


Veninde: "hun er her ikke lige nu"
Dame med mikrofon (så det gjalder ud i højttalerne): "Hun er her ikke!"
Veninde (for at forklare, at jeg altså ikke har forladt festen men bare lige er væk lidt): "hun er lige gået op på værelset"
Dame, stadig med mikrofon: "Hun er på værelset!"
Veninde (nu angst for at de vil trække en anden vinder): "hun havde det skidt"
Dame-med-mikrofon: "Hun havde det skidt!!"


Kort pause. Herefter fik veninde overrakt gevinsten og skyndte sig tilbage til sit bord for at ringe til mig.


Tusind tak til dame (ved ikke hvilken kollega det var) for at trække mit navn op af en høj hat. Og tusind tak til min veninde, som heldigvis ikke faldt for fristelsen til at uddybe i detaljer hvad jeg foretog mig ("jeg tror hun skulle ret meget på toilettet" -> -> "Hun er oppe og skide!!").


Senere på aftenen kunne jeg så selv forklare alle de søde kolleger, der kom og spurgte om jeg var okay, hvad der var i vejen

^ Jeg har lidt tilfælles med den eminente Stinestreg

 (hvorfra jeg har lånt tyvstjålet billedet, fordi det 

illustrerer bedre end alverdens søforklaringer). 

Dog var jeg ikke helt så stegt, men det skyldes 

nok mest at jeg fortsat erindrer den onde lektie 

"hvad panodil + drinks ender med" 

og jeg ville så nødig gå glip af Hiltons 

morgenmadsbuffet næste morgen...

Ak ja.


Tak til hotel/fly/biludlejningsmennesker samt alle søde kolleger for en sjov weekend.  Tak til dem, der fixede gin&lemon til Indre Lecia og tog hende med ud og danse.  Og sorry for the overshare, altså...

@ N ~ I haven't left the sofa since I got home at 1pm today.  The company arranged a corporate day yesterday, with supplier workshops during the day and a party in the evening.  After dinner, they had a prize draw on entry numbers - and my number was pulled out of the hat.  Unfortunately, I wasn't in the room at that exact moment. I was surfing the crimson wave and had excused myself to go up to my room to pop pain killers and spend quality time on the john. So my friend ran up on stage to claim my prize - unfortunately, the woman with the microphone repeated what she said, into the microphone - so the exchange went something like this: "she's not here right now" "SHE'S NOT HERE RIGHT NOW" "she went to her room" "SHE WENT TO HER ROOM!" "ehm, she wasn't feeling well" "SHE IS NOT WELL!"  - Thankfully, it ended there. The next announcement just might have been "SHE'S TAKING A D**P".


Having learned a valuable lesson 18 years ago, I carefully navigated the painkillers + drinks field, and after an hour or so I felt a lot better and actually ventured out onto the dance floor.


Then my sexy shoes were killing me, and I went to bed at the most respectable hour of 1am.  I'm such a paragon of virtue.

No agenda, s'il vous plait

Jeg har fundet kærester på mange forskellige måder - men net-dating har aldrig været en af dem.  Skeptisk, kan man vist roligt kalde min holdning til fænomenet. (Selv om jeg godt ved, at det virkede for dig/din veninde/din fætter).  Det har nok noget at gøre med, at det ikke huer mig at møde folk, når der er en ganske bestemt dagsorden - og når denne dagsorden så er det, der på naturfilms-engelsk hedder mating, så går det helt galt.


Og dette er ikke bare fordomme. Det har det været, men velmenende kollegers omsorg gjorde, at fordomme blev forvandlet til fakta. Eez not for me. Pleese go avay.


Og nu skal I høre historien om mig, og min meget kortvarige net-dater-karriere:


Vi skal 7-8 år tilbage i tiden. Det var tæt på jul, og på det lille rejsebureau var der meget lidt at lave. Så vi sad og sludrede om løst og fast, og på et tidspunkt faldt snakken på net-dating. Jeg var single, og mine kolleger ville så forfærdelig gerne se mig i tryg havn. Og da gerne inden den tilstundende højtid. Så om det ikke var noget for mig???


Nu ville skæbnen, at jeg faktisk havde en profil på det legendariske dating.dk.  Oprettet 5 år tidligere, da en veninde opdagede at man der mødte de dejligste piger, og der var sørme osse mænd - så voila, profil til mig, oprettet og aldrig benyttet. Før hin decemberdag, da mine kolleger ville se, hvad der i det hele taget var af udvalg. Det var jo op til flere år siden de selv havde været på markedet.  Så de udvalgte en passende aldersgruppe, hjemmehørende i Århus, og kun profiler med billeder. Og så gik en munter udvælgelsesproces i gang.  Målet var at skaffe Liden Tine en date inden Jul. Der var altså ikke tid til langvarig korrespondance med de udvalgte objekter, men til alt held modtog jeg (dvs. mit dating-dk-profil-alter-ego) ganske hurtigt en mail fra en mandsperson, som var af den holdning at man ligeså godt kunne mødes ret hurtigt og se hinanden an.


Det passede jo godt i de velmenendes kram, så en date blev arrangeret og jeg kunne da sagtens få lov at gå tidligt, afsted med mig og husk-nu-at-smile, og snart fandt jeg mig selv stående på broen nede ved Magasin, knugende en netto-pose (nutidens svar på rød rose mellem tænderne). Efter få minutter henvendte en ung mand sig til mig, og stor var lettelsen over at konstatere, at han i det mindste ikke af udseende var dybt kriminel eller massemorder. Så jeg stak poten frem for at sige goddag, men hvad var nu det??  Han stak venstre hånd frem, så i stedet for det forventede høflige håndtryk stod vi nu nærmest og holdt i hånd. "Hvoffer gør du sådden?"   Joho, sagde han og holdt højre arm frem, det er fordi jeg mangler højre hånd!  Ganske rigtigt, det var bare sådan en lille stump der stak frem af højre frakkeærme. Nå, men man skal ej afskrive potentielle emner, bare fordi de mangler kropsdele, så jeg sagde, "Hej, jeg hedder Tine, og hvad hedder så du?"


Juk.


- Ehm, hvad?


Juk.


- Arj, undskyld, hvad?


Juk.


[man kan ikke sige "hvad" mere end 2 gange. Det er hinsides pinligt. Man må improvisere]
Juk. Er det en forkortelse for noget...?


Nej, Juk.


Nå.


Men man skal jo heller ikke afskrive potentielle emner pga. deres forældres lemfældighed med "Hvad Skal Barnet Hedde". Et åbent sind, for alt i verden.  Afsted til nærmeste vandingshul og nej-nej, jeg skal nok selv tage min øl, du har jo lissom kun én...altså...jeg tager den bare selv.


Fast forward 20 minutter. Jeg, svagdrikkeren over dem alle, har bundet en stor fadøl og bestilt en ny. Alt sammen for at have munden optaget, så jeg ikke skal finde på ord, der skal komme ud af den. Juk (ja undskyld, det staves muligvis helt anderledes eksotisk. Jooque?) har, da han opdager jeg arbejder på rejsebureau, kastet sig ud i manisk enetale om hvordan vi alle er svindlere, der vil aftvinge ham hans surt sammensparede skillinger på en aldeles nytteløs rejseforsikring, når han skal verden rundt. Hvilket er ganske unødvendigt, da den Danske Stat på given foranledning vil fragte nødstedte Danske Statsborgere hjem, uanset hvor på den fagre Jord de måtte befinde sig. Således har Juk (Yoock?) netop bestilt dykkerferie til Bali, og uagtet hvor farlige vande han så må begive sig ud i, skal Mor Danmark nok få ham sikkert hjem, om dette måtte blive nødvendigt. Han har i øvrigt været på dykkerferie før, og det allerallerbedste trick er at stå på dækket lige før selskabet hopper i, holde armstumpen med den manglende højrehånd op og sige "hø hø, jeg har dykket her før. Her er hajer".


Da opgav jeg. Bundede øl nr. 2, mumlede noget om en gaveindkøbsliste så lang som Julemandens, og vaklede ud i decembertravlheden.  På kontoret næste dag, var mine søde kolleger meget kede af at høre om den ringe succes, men havde trøsten parat: endnu en date.  Så kun denne ene gang mere, sagde jeg med dyster stemme.  Hvorefter jeg samme aften drog afsted på date nr. 2, brillerede ved at komme en halv time for sent, have glemt min pung og i det hele taget være så dødssygt selskab, at min date modstræbende måtte tage afsked efter kun 40 minutter, da han modtog et meget vigtigt opkald fra sit arbejde.


Det var først dagen efter, det gik op for mig, at opkaldet nok slet ikke havde været fra hans arbejde. Så var jeg helt glad, for i det mindste kunne jeg nu fortælle, at jeg var blevet ditchet på den helt klassiske blind date-måde med forhåndsaftalt "nød-opkald" fra en ven. Lidt en ære, næsten som et hædersbevis.


Det var da alligevel noget :-)   Og således kunne jeg nyde resten af Julemåneden i fred&ro, og mine kolleger kunne samstemmende lægge min lige så skrækkelige som korte net-dater-karriere i graven. Amen.

@N ~ a looong story, about something that was actually quite brief. I am talking about the two days of my life when I went on a blind date with a person from a dating site.
It all happened 7 or 8 years ago, at my old job. It was December, we weren't busy, and one day when we talked about net-dating, my colleagues got it into their well-meaning heads that I should go on a date, and perhaps Fall in Love. 'Twas the Season, after all.
A blind date was arranged. I showed up, he showed up, but the shaking-hands went a bit wrong as he turned out to be missing his right hand. Determined to be open-minded and positive, I told him my name, asked him his, and that's when things started to go wrong. He said his name was Yook - possibly Yooque? Iocq?  No idea, it's not a real name, and you can only say "sorry, what?!?!" so many times before it gets rather embarrassing. We repaired to the nearest pub, and upon learning my occupation he launched into a tirade about how all travel agents tried to trick him into parting with vast sums of money on useless travel insurance. Which was totally un-necessary as the Danish State would cover all medical bills and the ticket home, if a Danish citizen was injured, robbed or otherwise inconvenienced anywhere in the world. When I tried to point out that this was not actually the case, it became clear to him that I was no better than the other thieving members of my trade.  He knew his rights and had saved lots of money by skipping travel insurance on his upcoming diving holiday in Bali.  Diving holidays were his favourite, and the funniest thing was to stand on the deck, just before everyone was about to dive, hold up his right arm - the one with the missing hand - and say "I've dived here before. Beware of the sharks. Hee hee".


At this point we had been in the pub for maybe half an hour. I had had 2 pints of beer (to keep my mouth occupied, so I wouldn't have to think of what to say) and was feeling dizzy and, well, desperate. So I muttered something about an X-mas shopping list and said goodbye.


Needless to say, my colleagues were terribly disappointed. They did arrange another blind date for me which was equally disastrous, though he did have both hands, and then wrote me off as sweet-but-hopeless. Which is of course completely true :-)


This was your bedtime story for this evening. Good night, sleep tight, and don't let the bedbugs bite!

Godmorgen til dig også

Linda fra Blogsbjerg har med vid og bid begået et blogindlæg om gyserfilm. Som hun ikke bør se. Hvilket jeg heller ikke bør.


Hendes milde og kærlige læsere har i kommentarfeltet kvitteret med diverse gyserfilms-anbefalinger og links til uhyggelige youtube-klip, så jeg ikke rigtig tør scrolle helt ned i bunden og skrible en lille pippende jeg-er-osse-bange-hilsen.


For det er jeg. Og der skal virkelig ikke meget til. Til Lindas top 5 over de mest uhyggelige elementer i gyserfilm vil jeg nemlig lige tilføje et noget overset sjette punkt, nemlig Den overflødige oplysning.


Qu'est-ce que c'est, spørger den franskkyndige læser nu. I andre tænker bare "æh, no lige...hwa'?"


Den overflødige oplysning er det sted i starten af filmen, hvor man får en eller anden oplysning som bare ikke virker særlig relevant netop der. Så véd man bare, at det får en uheldssvanger betydning senere i filmen.


Case in point: Filmen "What lies beneath" med Michelle Pfeiffer og Harrison Ford. Den kom ud for en 10 års tid siden og handler kort fortalt om det her nydelige ægtepar, hvor konen tror hun er sindssyg og ser spøgelser, og manden er flink og rar indtil det pludselig viser sig at han nærmest er den onde selv, og de syner konen ser er hans elskerinde som han på bestialsk vis har taget af dage. Sådan, helt kort fortalt. Og muligvis ikke helt korrekt, thi jeg baserer min genfortælling på nogen tågede erindringer om en film set gennem næsten helt sammenknebne øjne og delvist i dækning bag med-biografgænger...


Anyways, i en af de første scener kører vor heltinde henover en bro mens hun taler i mobiltelefon (fy!). Midt på broen siger hun "hey, vent lige, forbindelsen forsvinder altid herude på broen". Og i nutidens millimeter-klippede film levner dialogen kun sjældent plads til den slags irrelevante observationer...


Værre endnu blev det, da instruktøren brugte megen god tid på at forklare ægtemandens forskningsprojekt, som gik ud på at fremstille en ny type bedøvelse hvor man er ved fuld bevidsthed men ganske paralyseret...


SÅ blev jeg angst, og det fortsatte jeg med at være hele resten af filmen, undtagen de scener hvor hun var hos psykolog. For ganske rigtigt, senere i filmen åbenbares ægtemandens sande jeg, og det er sandelig ikke et behageligt jeg, og bedst som hun flygter fra ham i bil og panisk ringer efter hjælp, ja så er hun midt på broen, forbindelsen ryger og ... ja, hun ender med at ligge bedøvet (med ægtemandens nye wunder-drug) i et badekar hvor vandet bare stiger og stiger og hun ikke kan gøre en skid fordi hun hverken kan bevæge sig eller skrige....


Beklager meget de der irriterende prikker. Jeg ville sådan set gerne afsløre for jer hvad der helt præcist skete, men jeg så det vist ikke. Jeg var travlt optaget med at knibe øjnene sammen og sætte negleformede mærker i armen på ham jeg var i biografen med - som i øvrigt var en gammel kollega jeg tilfældigvis mødte på gaden et par måneder efter jeg var flyttet til Århus; jeg tror ikke han havde regnet med at "film&en øl" ville indebære så meget nærkontakt...


Jeg så ham da heller ikke siden. Forstå det hvem der kan.

Føj. Føj! FØJ!!!!

Det var min søsters eksakte ord, da hun for flere år tilbage havde den tvivlsomme fornøjelse at køre forbi en mandsperson som sad/stod lænet op ad en mur og.... forrettede sin nødtørft (hvilken vidunderlig eufemisme btw). Synet af en pølle i én meters frit fald...vi lader den stå et øjeblik. Og gentager: FØJ!!!!


Selvsamme ord, sammen med udvalgte eder&forbandelser, fløj ud af min mund da jeg for nylig fiskede en pose mannagryn op af køkkenskuffen. (I behøver ikke hvorfor jeg for nogle måneder siden følte mig kaldet til at købe mannagryn; jeg kan ikke rigtig gøre rede for det). Den havde ikke været åbnet og var stadig godt indenfor sidste holdbarhedsdato - men i dens indre lurede Ondskaben. I form af nogen melmølæg (sig det hurtigt 3 gange efter hinanden og forward derefter et link til dette indlæg til 15 af dine venner indenfor 8 minutter, så ser du måske også en friluftsskider på vej ned ad Horsensvej i Vejle).  De havde lavet det der afsindigt ulækre puppe-spinds-noget, var klækket, og herefter udåndet i det noget iltfattige miljø.

Eeeek!!!!!!!!!!!!  Melmøl gør det samme ved mig som dræbersnegle - jeg hensættes i en frådende blodrus og helmer ikke før jeg har myrdet dem mindst 2 gange. Så jeg behøver vel ikke at fortælle, at mine køkkenskabe, hylder og skuffer nu er så afsprittede, at man kan indstille mit køkken til en kæmpesmiley?  Og at der går mindst en uge, før jeg tør stryge en tændstik derude?


-o-


Nåmn hvad ellers?  Tiden går jo. Jeg triller med. Glæder mig over at ting i haven vokser (billeder senere. Snart. I morgen måske? Hvem ved). Og er grebet af den der uh-foråret-flyver-forbi-følelse.  

9. maj

17. maj

Jeg nurser også en lille sommerforkølelse. Og bakser med et stadigt tilbagevendende problem, nemlig hvad skal være min busbog i dag? For de heldige der ikke tilbringer det meste af en time i en bus hver vej, 5 dage om ugen, kan jeg røbe, at det ikke er helt ligegyldigt, hvilken litteratur man udvælger sig. Der er op til flere vigtige kriterier:

• Størrelse.  De sidste par dage har jeg slæbt Ken Follett's World Without End med. 1000 sider fylder en del, også selv om det er paperback-udgaven. Upraktisk.
• Egen eller lånt?  Så afgjort egen. Det med bogmærker virker bare ikke for mig (primært fordi de aldrig er der når jeg skal bruge dem), og det er de færreste der sætter pris på at få deres bøger tilbage i så æseløret tilstand at man skulle tro de havde været med i Shrek.
• Underholdningsværdi. Det absolut sværeste kriterium. Den skal være så underholdende at balancenerven ikke henfalder til køresyge, og omverdenen lukkes 98% ude. Men ikke så underholdende at man kommer til at køre for langt. Og kommer for sent på arbejde. Eller skal forklare chaufføren hvorfor man har kørt ud over zonegrænsen på ens billet...

Og nu vi lige er ved World Without End/Uendelige Verden.  Jeg synes det er en dejlig bog. Men hver gang jeg læser den (jaaaa, det sker flere gange. Og der er mange æselører i den) sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at Mister Follett bare har taget formlen fra Pillars of the Earth, rystet æ pues, skruet tiden nogen hundrede år frem og skrevet samme bog én gang til. Zink about it:

Ung rig pige med gumption (Aliena/Caris)

Ung mand med hænderne skruet rigtigt på (Jack/Merthin)

Kirkefolk (Philip,Waleran Bigod/Cecilia,Godwyn)

Noget farligt (Hævngerrig adel/Pest, og lidt mere hævngerrighed)

Kærlighed,opfindsomhed,drama,kan-ikke-få-hinanden,store bygningsværker,års adskillelse,hjemvenden,overkommen-forhindringer,store gerninger,retfærdighed-sejrer-til-sidst,de-fik-hinanden-amen.  Tilsæt kun vand.

Men jeg elskede "Pillars" og derfor kan jeg også læse denne her flere gange. Skriver han en 3. bog -og det må han gerne- håber jeg deja-vu følelsen er lidt mindre, men jeg vil helt sikkert læse den. Og garanteret også anbefale den til dig! Men IKKE som busbog :-)

Lepisma Saccharina - eller, brøl i køkkenet

Af og til høres der en høj lyd i mit køkken. Ikke et råb. Ikke et skrig. Et BRØL!  Brølet efterfølges af en høj skramlen, lyden af rindende vand og løbende trin.

Så ved jeg, at Jagten På Sølvfisken er gået ind.

Som nogen måske husker, afliver jeg dræbersnegle meget grundigt. De hakkes over, saltes og koges (lyder lidt som en tilberedning; jeg æder dem altså ikke til sidst).  Det viser sig, at Kæreste - hvis uforklarlige hadedyr er liden sølvfisk - har tilsvarende metode. BRØLET, ved opdagelsen af det formastelige dyr, har vi tilfælles. Vær glad for at dette ikke er en lydblog.  Den høje skramlen er når han flår det køkkengrej, hvorunder kræet har søgt tilflugt, op af køkkenskuffen. Rindende vand er hans hemmelige våben, thi liden sølvfisk er hurtig som en ninja - men han pacificerer & drukner & maser den ved hjælp af pjaskvåd køkkenrulle. Endelig de løbende trin - dyret er jo ALT for farligt at smide i skraldespanden (arten har trods alt overlevet 300 millioner år; hvem ved hvilke evolutionstricks de kan?) så det druknes én gang til i toilettet.

Vi er ganske langt fra Ibber, der nøjes med at tale til dem fra sin høje hvide porcelænstrone. Ganske, ganske langt, vil jeg sige.

Men jeg griner naturligvis ikke. For vi har jo alle sammen vore små, bizarre angstudløsere.  På min liste står, foruden bl.a. dræbersnegle, Darth Vader. For jeg kan bare ikke tåle den der hvæsende lyd når han trækker vejret. Af samme årsag kan jeg ikke se dykkerfilm, hvor man kan høre dykkernes åndedræt - og jeg har engang haft et lillebitte angstanfald da jeg skulle ud at snorkle.

Nå ja, og så er jeg også lidt angst for at verden (= dig der læser min blog) skal finde ud af, hvor tumpet jeg egentlig er. Men det er jo ikke en ubegrundet angst :-)

Someone else's nightmare

- and mine.

Oh, the horror.  Boyfriend came across a silverfish (aka fishmoth) in the kitchen this evening. He feels the same way about them that I do about slugs. Eeeeuuurgh!   It was lurking in the drawer where we keep our cutlery, so first I heard a yawp. Then a loud noise as the cutlery was hastily re-located to most of the kitchen counter.  Then cursing and swearing as the creature dived&dodged in a ninja-like way, always just a split second too fast.  But then, the secret weapon was brought in: soaking wet kitchen towel, with which he was able to pacify/drown/squeeeeze the little bugger.  Which, by the way, could NOT be disposed of in the kitchen garbage bag, oh no, because silverfish have inhabited Planet Earth for 300 million years (according to Wikipedia) and who knows what kinds of evil evolutionary tricks they have up their non-existent sleeve?  Alas, it was drowned (again) in the toilet and must now be considered truly dead.

But I don't mock him. We all have our little panic triggers. Mine is (in addition to aforementioned slugs of course) Darth Vader. It's the breathing, I can't help it. I can't even watch beautiful underwater films on National Geographic if I can hear the divers breathing, and I once had a tiny ridiculous panic attack when I went snorkelling.  So no, I don't mock him. I am laughing with him. (and blogging about him :-)

What's in this drink?

Var på bar i går. Herovre er bartenderne og serveringspersonalet noget venligere end hjemme. Det kan godt tænkes at det har noget at gøre med det faktum at de stort set lever af drikkepengene.

Anyways, i går blev vi betjent af en pige som i uhyggelig grad lignede hende her:

Twilight fans vil vide at dette er den onde

Jane fra the Vulturi clan. Be afraid, eh.

Erstat de røde kontaktlinser med nogen meget lyseblå og vupti, there's our waitress. Kinda creepy. Jeg gav gode drikkepenge, bare for en sikkerheds skyld. Det er jeg ellers slem til at glemme, vant som jeg er til at folk får, well, løn.

I dag har jeg set en hel basketball kamp i fjernsynet, på en sportsbar, helt uden at falde i søvn eller noget. Endnu et punkt på integrationslisten kan vinges af.

Aggamam?

I går fandt jeg en rulle cookie dough (á la tollhouse cookies) i fryseren. Fra yule-tiden, I ve'.  Den bagte jeg.

Halvdelen af.

Den anden halvdel åd jeg rå.

                                                                     og det var faktisk den bedste...

Aaaargh

Det er ved de tider, hvor Melodi Grand Prix atter strømmer over skærmen. Jeg skal ikke se det, og det er ikke fordi jeg er fin på den (og det har da slet slet ikke noget at gøre med det faktum at 90% af sangene får mine ører til at bløde).  Jeg skal ikke se det, fordi jeg har Traume.

Da jeg var lille, var jeg stor fan af Melodi Grand Prix. Som jeg formodentlig udtalte "grampri". Jeg glædede mig i flere uger, slugte alt hvad der stod om det i diverse ugeblade og aviser, klippede stemmesedler ud af selvsamme publikationer, så kavalkade, og gik virkelig op i Årets Popdyst.  Og jeg var helt vild med Jørgen Mylius.  Sådan en pæn mand! Og så meget han vidste om musik! Og den behaaagelige bløøøøde stemme!

Men så skete det et år at man skulle være lidt vittig, inde på Danmarks Radio.  Så der var sådan et lille indslag, hvor Mylius i close-up snik-snakkede lidt og kom ind på den sørgelighed, at DR skulle spare.  Og således også på værtens kostume - - hvorefter kameraet langsomt zoomede ud, så man så Mylius i helfigur, stående med ryggen til et spejl.  Med måsen bar!!!!!  De dygtige damer i kostumeafdelingen havde iklædt min Helt et jakkesæt som kun dækkede forsiden!!!!! Aaarrrgh!!!!  Synet af Mylius' blege baller har aldrig helt forladt min indre nethinde, og begejstringen for ham (og Grampri, og Eldorado, og hvad han ellers bestyrede) dalede kraftigt-  Den dag i dag er jeg nødt til at skifte kanal hvis han toner frem i æteren.  Til daglig er det vist mest radioen han huserer i, men det hjælper ikke at det er et "billedløst medie"; billederne er der og den fløjlsbløde stemme får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.  Beklager Mylle.  Det er slut mellem os.  Nogen steder skal man bare ikke spare.

For fanden da osse

Haves: Influenza, i bedring, begynder at kede mig, altid et godt tegn


Haves ikke længere: Mel. Og forhåbentlig heller ikke møl.  De sataner.  Farvel, rugmel (som vist var den skyldige, selve moderdyret), farvel durum/tipo 00, og farvel self-raising flour fra the US of A.  Har tilbragt munter halv time med småhulkende af angst (jeg har issues med creepy crawlies, og det der puppe-noget scares the living crap out of me, jeg vil bare se sommerfugle TAK)  at bære tunge poser ud til skraldespanden (de DØR i minusgrader, ikke???) for derefter at gøre rent på hylderne med alt hvad huset har at byde på af giftige sager.   Det tog alle kræfter, det der med "i bedring" jeg skrev for et par linier siden er løgn, jeg er lavet af vat.  Træt vat.