Wanna date a foreigner?

Hvilken decideret behagelig lørdag. Jeg har futtet rundt i mit køkken og bagt Signes mavepine-cookies (anbefalelsesværdige! Kan også med fordel indtages rå - min egen private svaghed ...) og Køkkenfasters knækbrød (bør ikke indtages rå - er til gengæld fantastiske; især hvis man messer for sig selv "det er det sunde fedt, det er det sunde fedt, det er det sunde fedt" mens man spiser sig mæt i dem).

Mens jeg tussede rundt og hyggede mig, hørte jeg radioavis. En af historierne var, at hver anden dansker gerne vil sige pænt nej tak til et muslimsk svigerbarn. Især de danskere, som har pigebørn, kunne jeg forstå.

Nu var mit indianernavn i 7 år jo "Danser med Persere" (iranere altså - ikke kattene). Så jeg synes, jeg har en vis baggrund for at have en mening om det emne.

Og min mening er: det er lige meget. TOTALT lige meget. De skal bare være gode mennesker, svigerbørnene.

Muslimer har jo nemlig det tilfælles med protestanter, at de faktisk ikke er specielt ens. Bare tænk på spændet mellem de allerargeste Jehovas Vidner og kun-ved-jul-og-bryllupper-kirkegængerne. Og hvor mange nuancer der er der imellem.

Nej, jeg har ikke lyst til at være kærester med en rabiat muslim. Men jeg har heller ikke lyst til at være kærester med en aggressiv indremissionær, som vil trække sine holdninger ned over mit krøllede hoved og få mig til at rette ind.  Faktisk vil jeg slet ikke være kærester med nogen, der vil præke for mig og som ikke giver køb på én eneste af sine egne holdninger, thi han kender Den Eneste Sande og Rette Vej. (Det udelukker så også en del politikere)

Jeg vil derimod gerne være kærester med en sød muslim, hvis jeg møder sådan en. Sådan en, der godt nok ikke gider æde min hjemmelavede leverpostej (og den er ellers god!) men som heller ikke forlader bordet i protest, fordi der står både flæskesteg og kyllingefrikadeller på det.  En som godt gider at holde Jul med mig og min familie - bare han må slippe for den norske Juleribbe og nøjes med Juleanden - og som til gengæld inviterer os med til at fejre Eid.  En som måske nok gerne vil have sin søn omskåret, men hvis verden ikke styrter i grus hvis det ikke sker.  En, der holder af mig som jeg er, og som tror på Rummeligheden.

Og ved I hvad? De findes. Endda i flere udgaver.  Nu var min eks faktisk ikke muslim, men han kom da i den grad fra de varme lande. Og ja - mine forældre var da afventende, da jeg først kom trækkende med ham. For så mange eksotiske udlændinge bliver man ikke eksponeret for her i Verdens Navle hvorfra min verden går, og i øvrigt skal alle svigersønner jo lige ses an.  Men de blev helt utrolig glade for ham - ikke på trods af at han var udlænding, men fordi han var (er!) et fantastisk dejligt menneske.

Og det er dét, det handler om, når man skal ud og finde en, man gerne vil dele sin verden med. Man skal finde de Gode Mennesker. Man skal finde dem, der føles som en handske der bare sidder perfekt. Man skal finde dem, der passer ind i ens liv, og hvor man passer ind i deres. Man skal finde dem, der passer på én, og som har lyst til at fusionere de to forskellige baggrunde til én fælles fremtid.  Og så er det faktisk ligegyldigt, om de to baggrunde hedder kristen/muslim, jyde/københavner, dansker/italiener, eller hvad. 

Det handler om at finde Gode Mennesker. 

Og om at være et.

@ N ~ today's blog post is my two cents on a story I heard on the news today. According to a survey, 50% of Danes would very much prefer it if their future son (or daughter) in-law did not come from a Muslim background.

Now, that is quite a high number. According to some statistics I googled (for Danish readers: Danmarks Statistik, www.dst.dk), around 3-5% of the Danish population are Muslims. They get more than 5% of the news coverage, I think. Mostly bad press.

This is (often, not always) because some of them are idiots. Irrefutable fact.  But my unscientific estimate is that we have roughly the same percentage of idiots in the part of the population that are so-called "ethnic Danes".  It is probably not the same kind of idiocy, but idiots are idiots.

And we do not want to date idiots. Of any kind.  When I say "we", I mean "I", of course. But I hope I'm not alone with this opinion.

What I think is this: It doesn't matter if your future son-in-law is called Hassan and doesn't eat pork. It does matter that he is a good person.

All Muslims are not alike. They're as different as Protestants. In Denmark we have all kinds of Protestants - from the very intolerant ones to the bog-standard indifferent variety.  I think it's a safe bet to say that we have a similar range of Muslims.

I do not have any desire to date a radical Muslim. I also do not want to date, say, a devout Latter Day Saint who wants me to adopt every single one of his beliefs without so much as considering any of mine.  In fact, I do not want to date anyone who thinks he knows The True Path and is hell-bent on getting everyone else to walk it as well (this also means I would probably have a hard time with most politicians ...).

What I wouldn't mind dating is a nice Muslim guy, if I bump into one of those. The kind of man who politely says no thanks to the standard Danish "frikadelle" (meatball) which is made of pork - but who happily tucks into my Mom's alternative-frikadelle-version made with ground beef (that was an accident, actually - she thawed a package of ground beef thinking it was pork. And went ahead and made frikadeller anyway, and they were darned delicious I can tell you).  A man who will celebrate Christmas with me and my family, as long as he gets a juicy piece of roast duck (in Denmark, we generally have roast duck or roast pork for Christmas. Sometimes both). And who will, in turn, invite me and my family to come and celebrate Eid with him and his family.  A man who might think that his newborn son should have the traditional circumcision - but who doesn't fly into a rage if his wife disagrees.  A man who will like me for who I am, and who will like my family, and who believes in tolerance, give and take, and co-existence.

These men do exist. Also in the Muslim version.  My ex wasn't Muslim, but he was certainly from that part of the world, and when I brought him home, my parents were wary at first. After all - this is mostly about fear of the unknown.  But it didn't take very long before they just loved him. Not in spite of his background, but because he was, and is, a Good (wonderful, in fact) Person.

And you know what, that is what matters. Finding Good People. Finding people who fit into your life, and where you fit into theirs. Finding people whose family you like, and who like yours. Finding someone who wants to take their own specific background and blend it with yours to create a new platform from which you can meet the world together. And this applies to all combinations -  Dane/Foreigner, Countrymouse/Citydweller, Protestant/Muslim, you name it.

It's about finding a Good Person. And it's about being one.

Unbelievably shallow

Så blev det Ægte Hverdag igen. Og man trissede hen på det der arbejde. Ej. Dét gjorde man ikke. Man drønede på arbejde, fordi man på årets første arbejdsdag havde fået lov til at låne sine forældres bil. Ja, faktisk kunne man også have taget Søsters bil, men den holdt inderst. Hvilken fråds, hvilken fryd, hvilken luxus - men kære DSB, om få dage har I mig tilbage igen. I mellemtiden bør I, der færdes på E45, venligst ihukomme Helga's vise ord om, at højresporet ej er befængt med hverken pest eller dæk-klister der gør det aldeles umuligt at komme ud i venstresporet igen. Prøv det, prøv det - i stedet for at overhale 2.5km tomt højrespor. Nå. Hvor var jeg?  Total yndlingsharpe, er det åbenbart blevet....


For dælen. Jeg mistede aldeles tråden. Nåja, arbejde. Heldigvis ej ubærlig travlt, og det var rart, for det føltes godt nok, som om der burde have været i hvert fald én fridag mere efter Nytårsaften.


Anyways, der sad jeg altså. Og kom i tanker om, at det gamle hus, hvor jeg boede til leje sammen med min allerførste rigtige kæreste, nu er sat til salg. Ind på boliga.dk og finde det - jo, sørme, der var det. Det kan blive mit for lidt under 1.7 millioner. Det var det ikke værd, da jeg boede der - det var mystisk indrettet, køkkenet havde ingen håndvask, til gengæld bryggers lige ved siden af og desuden - hvad jeg slet, slet ikke værdsatte højt nok dengang - et spisekammer. Og så var det så piv-utæt, at der af og til var frost på indersiden af vinduerne om vinteren.  Og alle de vinterblomster, som dybest set mistrives en smule, når vi hiver dem ind i vores varme stuer - de blomstrede og trivedes hos mig. Men siden dengang er der godt nok sket ting og sager; vægge flyttet og isoleret, nyt tag, nye vinduer isat, fancy køkken installeret, og såvidt som jeg kan bedømme boligmarkedet i dag, er det vist en OK pris. Aj, hvad fanden ved jeg. Jeg har boet i Århus i 10 år; det forvrænger altså ens opfattelse af hvad "OK pris" vil sige.


Men det var sært at se det. Nogen ting kunne man slet ikke kende. Og så lige med et var der noget  på et af salgsbillederne, et hjørne eller et vindue, som bare fik mig til at huske alle mulige ting fra dengang. Bitter&Sweet.


Og så er det faktisk også ret præcis 1/3 år siden, jeg officielt flyttede fra A. Det er lige så bittersødt, men jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at bo alene igen. Til at mit hjem er mit hjem, og der ikke er andre, der har krav på at være der uden at jeg inviterer dem. Til at indrette min egen hule. Og til at møde Verden som Tine, bare Tine, og ikke den ene halvdel af Tine &.


Men al denne melankoli (aaarh, så slemt var det nu ikke) må verfes lidt af vejen. I nytårets letsindige ånd får I her lidt pænt at se på.

Jeg har udelukkende sat disse billeder på, fordi disse mænd for mig at se har nogen virkelig....ehm, pure indre kvaliteter. Det er faktisk ikke engang løwn. Klik på youtube-linket nedenunder, og hør en af de gode historier, der bor (eller har boet) inden i Neil Gaiman, læst med hans bløøøde britiske stemme.







@ N ~ you've seen this one before. On facebook.  Along with all the pretty faces I used to post; one every Sunday. I should take it up again, but it seemed to me the world ran out of pretty faces. Which is a total lie, of course.  There will always be handsome men. And I will, for quite a while, be content to watch from a safe distance.


An old house that I used to rent with my then-boyfriend when I was in my early twenties is for sale. I went to the real estate agent's web site today to nose around. When we lived there, it was in dire need of renovation. In the winter we would sometimes wake up to see beautiful frost "flowers" -on the inside of the window panes! It was dirt cheap, and we were young and in love; also, we had electric blankets.  There is no need for electric blankets now. The new owners have given the house a new roof, and new windows. Internal walls have been torn down, or moved, and it looks very different from when we lived there. But there were a few things that looked the same. A funny ceiling, and the spare room that used to be the office for the manager of the dairy next door (in the olden days, long before our time). I've driven by a few times; it's not far from where I live now (again), but I hadn't seen the interior since we moved out.


It brought back some memories, mostly good ones (it's been over a decade; that does a lot of good to one's memory). Also, it has now been one-third-of-a-year since I (officially) left A.  It was the right decision, definitely. I like to face the world alone again, to be "just me" and not one half of "Tine &".


So all is well, on this second day of the New Year. And I thought the blog could do with some decorations. There they are.

Lepisma Saccharina - eller, brøl i køkkenet

Af og til høres der en høj lyd i mit køkken. Ikke et råb. Ikke et skrig. Et BRØL!  Brølet efterfølges af en høj skramlen, lyden af rindende vand og løbende trin.

Så ved jeg, at Jagten På Sølvfisken er gået ind.

Som nogen måske husker, afliver jeg dræbersnegle meget grundigt. De hakkes over, saltes og koges (lyder lidt som en tilberedning; jeg æder dem altså ikke til sidst).  Det viser sig, at Kæreste - hvis uforklarlige hadedyr er liden sølvfisk - har tilsvarende metode. BRØLET, ved opdagelsen af det formastelige dyr, har vi tilfælles. Vær glad for at dette ikke er en lydblog.  Den høje skramlen er når han flår det køkkengrej, hvorunder kræet har søgt tilflugt, op af køkkenskuffen. Rindende vand er hans hemmelige våben, thi liden sølvfisk er hurtig som en ninja - men han pacificerer & drukner & maser den ved hjælp af pjaskvåd køkkenrulle. Endelig de løbende trin - dyret er jo ALT for farligt at smide i skraldespanden (arten har trods alt overlevet 300 millioner år; hvem ved hvilke evolutionstricks de kan?) så det druknes én gang til i toilettet.

Vi er ganske langt fra Ibber, der nøjes med at tale til dem fra sin høje hvide porcelænstrone. Ganske, ganske langt, vil jeg sige.

Men jeg griner naturligvis ikke. For vi har jo alle sammen vore små, bizarre angstudløsere.  På min liste står, foruden bl.a. dræbersnegle, Darth Vader. For jeg kan bare ikke tåle den der hvæsende lyd når han trækker vejret. Af samme årsag kan jeg ikke se dykkerfilm, hvor man kan høre dykkernes åndedræt - og jeg har engang haft et lillebitte angstanfald da jeg skulle ud at snorkle.

Nå ja, og så er jeg også lidt angst for at verden (= dig der læser min blog) skal finde ud af, hvor tumpet jeg egentlig er. Men det er jo ikke en ubegrundet angst :-)

Someone else's nightmare

- and mine.

Oh, the horror.  Boyfriend came across a silverfish (aka fishmoth) in the kitchen this evening. He feels the same way about them that I do about slugs. Eeeeuuurgh!   It was lurking in the drawer where we keep our cutlery, so first I heard a yawp. Then a loud noise as the cutlery was hastily re-located to most of the kitchen counter.  Then cursing and swearing as the creature dived&dodged in a ninja-like way, always just a split second too fast.  But then, the secret weapon was brought in: soaking wet kitchen towel, with which he was able to pacify/drown/squeeeeze the little bugger.  Which, by the way, could NOT be disposed of in the kitchen garbage bag, oh no, because silverfish have inhabited Planet Earth for 300 million years (according to Wikipedia) and who knows what kinds of evil evolutionary tricks they have up their non-existent sleeve?  Alas, it was drowned (again) in the toilet and must now be considered truly dead.

But I don't mock him. We all have our little panic triggers. Mine is (in addition to aforementioned slugs of course) Darth Vader. It's the breathing, I can't help it. I can't even watch beautiful underwater films on National Geographic if I can hear the divers breathing, and I once had a tiny ridiculous panic attack when I went snorkelling.  So no, I don't mock him. I am laughing with him. (and blogging about him :-)

En Usling krydser sit spor

Nåmn alser. Sidste indlæg sluttede jo med at jeg havde forårsaget krampegråd (ej bare almindeligt tuderi, krampegråd klinger bare lidt bedre) ved at stå benhårdt på min ejendomsret over 2 håndklæder, der bestemt ikke skulle på efterskole.

Jeg mener jo stadig at det ikke ligefrem er noget at tude over (muligvis heller ikke noget at være skrap over, men nu var det jo blevet en prænsæp-sag), men i hvert fald er den slags ikke specielt fremmende for God Stemning mellem Kæreste og mig. Ikke at det førte til skænderi, men altså, det førte heller ikke til nogen hyrdetime. Var nu alligevel også så kagemæt, at det næppe havde været et gennemførligt projekt...

Men så i morges opdagede Kæreste at jeg ikke stod op og havde morgentravlt lige som ham - jeg havde nemlig friiiiii. På vej ud af døren spurgte han så: "øhm, var der ikke noget med at jeg skulle have hjulpet dig med at få julekasser* ned fra loftet i weekenden?"  Jo, det var da rigtigt nok, men efter 2 dages flyttefest + køre datter til efterskole i absolut sidste øjeblik var han så smadret da han kom hjem, at jeg bare vidste at en lille request om lofts-ekspedition kun ville have ført til ragnarok og mavesår. Så jeg holdt kæft med det i går aftes. Lidt hensynsfuld er man vel.  "Nå okay, det er jeg ked af at jeg ikke nåede" sagde han, og så kørte han, thi han er jo ikke på rejsebureau og har derfor ikke asketimer der kan omsættes til behagelige fridage.

Men 3 minutter senere stod han der igen. Han var nået så langt som til Statoil før han syntes det var synd for mig, så han kørte tilbage igen, gik på loftet efter mine julekasser* fordi det var synd for mig, og kørte på arbejde.

Og her sidder Verdens Største Usling så med sit julepynt og tænker, om hun helt havde fortjent den gestus. Og om ikke hun kan nå at bage en lækker kage til Kæresten til han kommer hjem igen...

*Julekasser. Flertal. Herhjemme har vi forlængst gjort op med konceptet Den Store Kass' Mæ Joelpynt. Der findes ganske enkelt ikke een kasse, som er stor nok til at kunne rumme alt mit juleri og samtidig kunne gå gennem loftslemmen. ...

De 2 øverste billeder er fra sidste år, da jeg plyndrede juletræet.

Det nederste er bare pænt og magisk

Servicemeddelelse 1

Jeg bliver kraftedme hysterisk af at dele hus med Andre Folks Børn, for hvem det er umuligt at okkupere badeværelset mindre end 45 minutter ad gangen.

Hvis ikke jeg snart kommer ud og tisse, er det onde øjne, uvasket tøj, og forsvundne ejendele, der kommer til at præge de næste 48 timer.