En halv Fønsby med balalajka-klang

Det her dating-projekt, ikke? Det er fandeme sjovt!   Er slet ikke stødt på nogen, der manglede hverken hænder eller andre legemsdele, så det er jo et stort fremskridt. Er heller ikke stødt på nogen kærester endnu, men det gør jo ingenting, idet projektet primært er sat i søen for 1) at møde nogle nye mennesker og 2) få sat ild i mit sociale liv. 

Jeg er ikke blevet den vildt erfarne dater endnu (vi skriver jo trods alt kun den 15.), men jeg har da i hvert fald fanget så meget som at man helst skal give et godt indtryk allerede ved første date.

Netop derfor er det jo så yderst beklageligt, når man på mystisk vis forrådes af egen krop.

På vej hjem i toget fik jeg nemlig en ganske pludselig, og ganske interessant, allergisk reaktion over for irgend etwas, som gjorde at jeg til den ventende herre måtte sige

"...Undskyld, jeg kunne ikke selv komme, så jeg har valgt at sende Anni Fønsby i stedet".

Me, pre-coffee date. With an upper lip that

looks like I just had a Botox accident..

Jamen seriøst - har I set noget lignende? Hele min overlæbe var dobbelt størrelse. Jeg lignede en, der lige havde haft et Botox-uheld. 

I løbet af et par timer drog den uforklarlige hævelse på en slags "urskiven rundt" tur og endte i venstre side af underlæben. Så lignede jeg knap så meget et Botox-offer, og lidt mere én der havde været hevet rundt i en boksering. Af Sylvester Stallone.

Me, post-coffee date. Imaginary Botox

has travelled down to lower lip, making

me look like I just did 3 rounds in a boxing ring

(just kidding. I would look a lot worse if

I'd just done 3 rounds in a boxing ring.)

(and I would probably not be snapping photos

of myself...)



Og hvordan det så gik med den der date? Jo tak, glimrende. Manden havde sans for humor, og det var jo et held, kan man sige. Men jeg tror ikke lige, jeg fik 10 ud af 10 for mit gode udseende netop dén dag :-)

@ N ~ I had an allergic reaction to something (no idea what it might have been) the other day.  When I left the office, I'm fairly sure I looked more or less normal, but half an hour later my upper lip was completely swollen and during the next 3 hours, the swelling travelled clock-wise around my lips until it settled where you can see in the last photo.

This morning, I just looked a bit like Melanie Griffith, and by this afternoon it was more or less gone.

Am considering the look for future dates as well, but as I have zero idea what caused it, that could be a bit difficult.

PS - my date was very nice about it. He's not my type, but I think I'll have to go out with him again. Just to prove I can look normal.  (With my luck, I will be sporting a giant cold sore instead).

Kødmarkedets røde pen

Jeg ved godt, at jeg er en emsig dame. Og at man sagtens kan være et godt menneske, selv om man ikke behersker det med nutids-r. Og at jeg selv laver stave- og slåfejl med jævne mellemrum. Og at man ikke skal dømme andre, når deres værste synd (som man kender til, i hvert fald...) er at skrive knuzzer & møzzer i profilteksten (men det gør jeg altså. Hårdt.).

Yes, har kigget mere på det der net-dating. Og uden at ville udlevere for mange, så kan jeg i punktform komme med følgende gode råd:

- Hvis du indleder en henvendelse til mig med ordene "hej mus", så er chancen for at jeg har lyst til at gå på date med dig cirka lige så stor som chancen for at Dovne-Robert pludselig springer ud som karrieremenneske.

- Hvis du på din (sandsynligvis foto-løse) profil bruger 2 linier på at skrive, at du ikke er så god til at skrive om dig selv, men at man er velkommen til at rette henvendelse, hvis du har fanget ens interesse - så bliver jeg næsten fristet til at skrive og spørge, hvad helvede i alverden den interesse egentlig skulle blive fanget af???

- Sangtekster og digte har generelt intet at gøre på en profiltekst, og da slet ikke hvis du inkluderer samtlige "åh-uh-åååh" linier.

- Hvis du vælger et profilnavn i stil med "Den Ensomme" så får jeg muligvis lidt medlidenhed med dig, men absolut ikke lyst til at date dig. Heller ikke hvis du kalder dig selv "Knalde-Kalle".

Nå. Men I kan jo skrive, hvis I ønsker flere gode råd. Jeg har så rigelig at dele ud af.

Knuzzer fra den emsige dame

Ear wax

Jeg skal tydeligvis have renset ører. For jeg troede, et af de små børn i søsters bofællesskab gik og sang "spejderpik, spejderpik".


Det viste sig, at han sang "spider pig, spider pig". Det er så åbenbart noget fra The Simpsons. Jeg skal vist til at se lidt mere TV.

I heard a young boy singing "spider pig,

spider pig". Which in Danish sounds

exactly like "boyscout dick".

In my defense, I've only watched 2

Simpsons episodes in my whole life and was

not aware of the spider pig's existence.

But I did dance to "do the Bartman" in

my early teens, and for that, there is

truly no excuse.

Lepisma Saccharina - eller, brøl i køkkenet

Af og til høres der en høj lyd i mit køkken. Ikke et råb. Ikke et skrig. Et BRØL!  Brølet efterfølges af en høj skramlen, lyden af rindende vand og løbende trin.

Så ved jeg, at Jagten På Sølvfisken er gået ind.

Som nogen måske husker, afliver jeg dræbersnegle meget grundigt. De hakkes over, saltes og koges (lyder lidt som en tilberedning; jeg æder dem altså ikke til sidst).  Det viser sig, at Kæreste - hvis uforklarlige hadedyr er liden sølvfisk - har tilsvarende metode. BRØLET, ved opdagelsen af det formastelige dyr, har vi tilfælles. Vær glad for at dette ikke er en lydblog.  Den høje skramlen er når han flår det køkkengrej, hvorunder kræet har søgt tilflugt, op af køkkenskuffen. Rindende vand er hans hemmelige våben, thi liden sølvfisk er hurtig som en ninja - men han pacificerer & drukner & maser den ved hjælp af pjaskvåd køkkenrulle. Endelig de løbende trin - dyret er jo ALT for farligt at smide i skraldespanden (arten har trods alt overlevet 300 millioner år; hvem ved hvilke evolutionstricks de kan?) så det druknes én gang til i toilettet.

Vi er ganske langt fra Ibber, der nøjes med at tale til dem fra sin høje hvide porcelænstrone. Ganske, ganske langt, vil jeg sige.

Men jeg griner naturligvis ikke. For vi har jo alle sammen vore små, bizarre angstudløsere.  På min liste står, foruden bl.a. dræbersnegle, Darth Vader. For jeg kan bare ikke tåle den der hvæsende lyd når han trækker vejret. Af samme årsag kan jeg ikke se dykkerfilm, hvor man kan høre dykkernes åndedræt - og jeg har engang haft et lillebitte angstanfald da jeg skulle ud at snorkle.

Nå ja, og så er jeg også lidt angst for at verden (= dig der læser min blog) skal finde ud af, hvor tumpet jeg egentlig er. Men det er jo ikke en ubegrundet angst :-)

Someone else's nightmare

- and mine.

Oh, the horror.  Boyfriend came across a silverfish (aka fishmoth) in the kitchen this evening. He feels the same way about them that I do about slugs. Eeeeuuurgh!   It was lurking in the drawer where we keep our cutlery, so first I heard a yawp. Then a loud noise as the cutlery was hastily re-located to most of the kitchen counter.  Then cursing and swearing as the creature dived&dodged in a ninja-like way, always just a split second too fast.  But then, the secret weapon was brought in: soaking wet kitchen towel, with which he was able to pacify/drown/squeeeeze the little bugger.  Which, by the way, could NOT be disposed of in the kitchen garbage bag, oh no, because silverfish have inhabited Planet Earth for 300 million years (according to Wikipedia) and who knows what kinds of evil evolutionary tricks they have up their non-existent sleeve?  Alas, it was drowned (again) in the toilet and must now be considered truly dead.

But I don't mock him. We all have our little panic triggers. Mine is (in addition to aforementioned slugs of course) Darth Vader. It's the breathing, I can't help it. I can't even watch beautiful underwater films on National Geographic if I can hear the divers breathing, and I once had a tiny ridiculous panic attack when I went snorkelling.  So no, I don't mock him. I am laughing with him. (and blogging about him :-)

Eksotiske far

Dagen i dag bød på tapetsering. Og drøftelser om farvevalg til det rum, vi var ved at tapetsere.

Mig: "hvad med sådan en helt lyseblå farve?"

Far (på virkelig jysk): "nej! Det er sår'n en rigtig haremsfarve!!"

Mig: "ehm...hvornår har du nogensinde sat dine ben i et harem?"

Far: "ja, der var da dengang i Yemen. Og si'jenhen..."

Okkeja, far. Som aldrig (udtales [åller] på jysk) har været i Mellemøsten. Eller noget, der bare kan minde om et harem. Men altså har helt, helt klare harems-associationer til farven lyseblå. En ydpræget haremsfarve, if ever there was one.

Senere:

Mig: "nåmn, hvad så med lysegul? Hvad minder det dig om?"

Far: "påskeæg"

Lur mig om ikke den væg ender med at blive "modehvid".

We were wallpapering a room today. And discussing what colour to paint it. I suggested pale blue, but my dad veto'ed it. Apparently, that colour is just waaay too harem-like. "But dad, when have you ever set foot in a harem?"  "Well, there was that time in Yemen. And others since then..."    Ummm, yup. Right dad.  Who, for the record, has never been to that neck of the woods (that was Chandler, remember?)  But pale blue just screams "harem" to him.  So I asked what he thought of pale yellow, what did that remind him of?

"Easter eggs"

What's in this drink?

Var på bar i går. Herovre er bartenderne og serveringspersonalet noget venligere end hjemme. Det kan godt tænkes at det har noget at gøre med det faktum at de stort set lever af drikkepengene.

Anyways, i går blev vi betjent af en pige som i uhyggelig grad lignede hende her:

Twilight fans vil vide at dette er den onde

Jane fra the Vulturi clan. Be afraid, eh.

Erstat de røde kontaktlinser med nogen meget lyseblå og vupti, there's our waitress. Kinda creepy. Jeg gav gode drikkepenge, bare for en sikkerheds skyld. Det er jeg ellers slem til at glemme, vant som jeg er til at folk får, well, løn.

I dag har jeg set en hel basketball kamp i fjernsynet, på en sportsbar, helt uden at falde i søvn eller noget. Endnu et punkt på integrationslisten kan vinges af.

Den mørke side

Da jeg var lille, samlede jeg på snegle. Og regnorme (som jeg gik rundt med i hånden, som en ret så levende buket).  Mine snegle boede som regel i en lille plastikspand, en lågløs spand vel at mærke. Engang vi skulle spise hos min Farmor havde jeg mine kæledyr med, og uden at tænke over det - og uden at nogen bemærkede det - satte jeg spanden fra mig i køkkenet, før vi gik ind i stuen og spiste.  Da vi kom ud igen var der snegle alle steder - på vinduet, op af væggene, på køkkenbordet. Fascinerende. Og Farmor blev ikke sur :-)

Dengang som i dag er det dem med hus, jeg er glad for. Gule, stribede, brune, vinbjerg - de er mine venner, alle sammen.

"Nøgne" snegle, derimod - dem har jeg vist nævnt flere gange - får det værste op i mig. Dræberen. Hævneren. Den Etniske Udrenser. Morderen. Udrydderen.

Bevæbnet med mini-pølsetang og lommelygte sniger jeg mig rundt i den mørke have. Angriber tavst og uden nåde. Kun af hensyn til et eventuelt liv efter dette prøver jeg at aflive dem på en relativt human måde - hurtigt, og så jeg er sikker på at de DØR og ikke bare ligger og lider. Hvilket med min tyske grundighed vil sige, at jeg myrder dem hele 3 gange.

Først den mekaniske, fysiske, voldelige metode: Mas! Klem! Hak! Pølsetangen har mangt et snegleliv på samvittigheden. De snegle der bor i min have er heldigvis meget unge(barnemorder! usling!) og deres små slimede kroppe er lette ofre. Jeg bilder mig ind, at de ikke når at mærke noget...

Dernæst den kemiske metode: NaCl. Natriumklorid. Altså, salt. Hvis nu de ligesom regnorme kan leve videre i 2 stykker (gyse)

Til sidst overhælder jeg den klamme blanding af salt og tve-delte snegle med kogende vand, og så genstår det sidste problem: hvor fanden gør jeg nu af dét?  Min løsning er at lade det stå (i et gammelt syltetøjsglas med låg på) til dagen efter når det er blevet lyst, og så hælde det ud så langt fra egen matrikel som muligt. Som regel i parken, hvor det alligevel vrimler med snegle. Måske de bliver skræmt væk af det dystre eksempel; jeg tvivler desværre.

So there you have it. Jeg køber øko-kyllinger, samler mariehøns når der skal fjernes bladlus (har faktisk købt lusespray men fik SÅ dårlig samvittighed første gang jeg brugte det), og prøver virkelig at reduce-reuse-recycle alle de steder jeg kan. Men når alt kommer til alt, er jeg et Grumt Menneske.

Siger Snegl-Zilla.

Videnskabeligt bevist!

I dag, tirsdag den ni-en-de juni to-tusind-og-ti, har jeg bedrevet følgende:

• Kommet lidt for sent op
• Misset 2 busser, hvoraf den ene kørte da jeg var 20cm væk fra døren (vi sender vore hjerteligste hilsner til chaufførerne ved Århus Sporveje, I gør hvad I kan)
• Set mave puste sig op til graviditetsagtige proportioner
• Haft temmelig ondt i selvsamme mave
• Seriøst overvejet at holde mig fra hvidt brød for at se om det var årsagen til ovennævnte
• Indtaget überlækkert hvidt brød til frokost, og tænkt at det kunne jo også være, årsagen var noget helt andet - stress for eksempel, det er jo så moderne
• Haft ikke mindre end 2 systembrud og 3 x "outlook svarer ikke - genstart?". Kan godt (sammen med bugnende inbox og kimende telefoner) være lidt mave-provokerende.
• Blevet irettesat af buschauffør på vej hjem fordi jeg prøvede at gå ud af den forkerte dør. Ajmenforhelved - busdøre i Århus er en gåde, og selv om jeg er vældig rutineret så kunne gammel-erstatningsbus-med-manuelt-gear-og-dørene-de-HELT-forkerte-steder åbenbart godt forvirre mig. Men. Altså. Der var ingen passagerer der skulle ind, og hvor ubelejligt er det for en chauffør at åbne fordøren så passageren på det allerforreste sæde kan gå ud der?  Virkelig, virkelig ubelejligt, tilsyneladende. Så hellere belære den formastelige passager, veeeente i buslommen på at hun får bevæget sit legeme hele vejen ned gennem bussen og ud af den bagerste dør. Jeg håber fandeme han endte med at køre bagefter en traktor hele vejen til Hammel.

Nå.... jeg var åbenbart mere sur end jeg lige havde regnet med. Men tilbage til listen:

• Erfaret at jeg har utætte sko. Hvilket vil sige at jeg i morgen, når jeg skal iføre mig fodbeklædning kan vælge mellem følgende: 1) utætte joggingsko 2) rimelig pæne sandaler som desværre bare er et par år gamle og nu lugter virkelig meget af Fødder 3) sådan nogen Jesus-på-vandretur sandaler 4) vinterstøvler.   Måske jeg bare skulle gå i bare fødder?
• Skudt genvej gennem noget højt, vådt græs -nu da tæerne alligevel var fugtige. Og udstødt et vræl, efterfulgt af et meget imponerende rejehop, da jeg var lige ved at jokke i en dræbersneglekongres. (I den forbindelse: undskyld til de tre nydelige damer, der tilfældigvis passerede forbi netop da. Tror muligvis min meget barnlige reaktion kan have fremprovokeret noget inkontinens.)  Dræbersnegle (= alle nøgne snegle som ikke lige er kulsorte, og selv dem er jeg ikke begejstret for) er, sammen med slanger, de eneste dyr der kan få mig til at småhulke lidt ved det blotte syn af dem. De er også de eneste dyr, jeg har mareridt om om natten. Hvor Kæreste så har glæden og fornøjelsen ved at blive vækket af mig, der ligger og fægter med armene mens jeg udstøder meget ynkelige panik-lyde. Når jeg møder sneglene In Real Life er der noget mere volumen på mig.  Desværre har de vistnok ingen ører.

Alt i alt, ikke den bedste dag. Og nu, efter lidt googling, ved jeg hvorfor. Mine biorytmetal er som følger:

FYSIK: -99% (av av av min mave)
FØLELSER: 29% (ja, jeg er lidt ked og træt nu. Og lider af post-traumatisk-snegle-syndrom)
INTELLEKT: 13%  (måske er jeg osse lidt dåhm?)
SPIRITUEL: -75%  (dårlig bus-karma)
OPMÆRKSOMHED: -100%  (nå det var DERFOR jeg ikke lagde mærke til den bagerste dør i bussen)
ÆSTETIK: -3%  (I have fucking ugly shoes)
INTUITION: 43%  (den forstår jeg ikke. Selv på 43% burde min intuition vel have advaret mig om, at der kunne risikere at være mange snegle i det høje våde græs??)

Jeg vil nu gøre som Maude, og gå og lægge mig. Au revoir!

Aaaargh

Det er ved de tider, hvor Melodi Grand Prix atter strømmer over skærmen. Jeg skal ikke se det, og det er ikke fordi jeg er fin på den (og det har da slet slet ikke noget at gøre med det faktum at 90% af sangene får mine ører til at bløde).  Jeg skal ikke se det, fordi jeg har Traume.

Da jeg var lille, var jeg stor fan af Melodi Grand Prix. Som jeg formodentlig udtalte "grampri". Jeg glædede mig i flere uger, slugte alt hvad der stod om det i diverse ugeblade og aviser, klippede stemmesedler ud af selvsamme publikationer, så kavalkade, og gik virkelig op i Årets Popdyst.  Og jeg var helt vild med Jørgen Mylius.  Sådan en pæn mand! Og så meget han vidste om musik! Og den behaaagelige bløøøøde stemme!

Men så skete det et år at man skulle være lidt vittig, inde på Danmarks Radio.  Så der var sådan et lille indslag, hvor Mylius i close-up snik-snakkede lidt og kom ind på den sørgelighed, at DR skulle spare.  Og således også på værtens kostume - - hvorefter kameraet langsomt zoomede ud, så man så Mylius i helfigur, stående med ryggen til et spejl.  Med måsen bar!!!!!  De dygtige damer i kostumeafdelingen havde iklædt min Helt et jakkesæt som kun dækkede forsiden!!!!! Aaarrrgh!!!!  Synet af Mylius' blege baller har aldrig helt forladt min indre nethinde, og begejstringen for ham (og Grampri, og Eldorado, og hvad han ellers bestyrede) dalede kraftigt-  Den dag i dag er jeg nødt til at skifte kanal hvis han toner frem i æteren.  Til daglig er det vist mest radioen han huserer i, men det hjælper ikke at det er et "billedløst medie"; billederne er der og den fløjlsbløde stemme får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.  Beklager Mylle.  Det er slut mellem os.  Nogen steder skal man bare ikke spare.

For fanden da osse

Haves: Influenza, i bedring, begynder at kede mig, altid et godt tegn


Haves ikke længere: Mel. Og forhåbentlig heller ikke møl.  De sataner.  Farvel, rugmel (som vist var den skyldige, selve moderdyret), farvel durum/tipo 00, og farvel self-raising flour fra the US of A.  Har tilbragt munter halv time med småhulkende af angst (jeg har issues med creepy crawlies, og det der puppe-noget scares the living crap out of me, jeg vil bare se sommerfugle TAK)  at bære tunge poser ud til skraldespanden (de DØR i minusgrader, ikke???) for derefter at gøre rent på hylderne med alt hvad huset har at byde på af giftige sager.   Det tog alle kræfter, det der med "i bedring" jeg skrev for et par linier siden er løgn, jeg er lavet af vat.  Træt vat.