Forurettet på det groveste

I troede nok jeg var blevet helt væk? Det er jeg vist også lidt. Men jeg har haft hovedet fuldt af alle mulige ting, som ikke er vanvittig interessante at blogge om (primært arbejde), og så har jeg simpelthen ikke giiiiiiidet at taste mere, når jeg kom hjem fra arbejde. Så jeg håber på tilgivelse og forståelse.

Herudover er jeg blevet snydt.

For det første - august. Som slutter i dag. Hallo, hvor blev de skønne sensommeraftener af? Ikke et eneste glas kølig vin har jeg følt trang til at indtage. Tværtimod har jeg fundet hyggesokkerne frem; en helt uhørt ting når der stadig står sommer i kalenderen. At jeg netop i dag har læst, at sommervejret vender retur i næste uge, er en fattig trøst. Næste uge begynder efteråret jo. Og weekender som denne, hvor den ene byge afløser den anden (nu er jeg jo ikke lige i København, hvor ordet "byge" vist ikke helt dækkede i går - hejhej, 100mm regn), passer mig virkelig godt fordi jeg æææælsker at gå indenfor og hygge mig i mit lille hus. Det skal bare helst være om efteråret.  Nu bliver der helt byttet om på det og jeg er oprørt. Well, så oprørt som man kan være når man sidder i en blød sofa med et marsvin på maven...

For det andet - min kalender. Den har lavet et voksen-stunt og på mystisk vis fyldt sig selv op flere uger frem. Med dejlige ting og dejlige mennesker, javist, men det passer umådelig dårligt til mit selvbillede som impulsivt boheme-agtigt menneske at jeg konstant er nødt til "lige at kigge i min kalender og vende tilbage med hvornår vi kan ses". Faktisk har jeg hele 2 mennesker jeg "lige skal vende tilbage med" og det har jeg ikke gjort endnu, fordi jeg blev så barnligt mopset over tingenes tilstand.

Der var helt sikkert mere, der gjorde mig vranten, men nu har jeg glemt hvad det er. Af GODE ting, som slet ikke gør mig vranten, kan nævnes at jeg naturligvis var på Blomsterfestival i Odense (som annonceret i sidste indlæg) og årsagen til at I ikke er blevet foto-spammet endnu er, at jeg kom til at glemme mit kamera derovre. Men det er blevet leveret, og nu skal jeg så bare lige gennemgå de sædvanlige 150+ billeder så I kan komme med på rundtur.  Og så har jeg fået en KISTE. Altså, ikke en jeg skal begraves i (omend jeg faktisk godt kan være nede i den, så få endelig ingen gode idéer), men sådan en gammel en som min mor arvede fra en gammel tante i Norge. Den skal I også nok få at se.  Sidst men ikke mindst tør jeg nu løfte sløret for, at jeg fra engang i løbet af september måned får hjemmearbejdsplads. Dét bliver stort. Ganske vist kommer jeg til at savne DSB (det er faktisk ikke løgn), men glæden ved ikke at behøve at stå op klokken fem-halv seks om morgenen opvejer det nok.

I anledning af denne kommende glædelige begivenhed får I lige æren af et par før-og-efter billeder. Der var nemlig lige en enkelt julekasse eller to, der stod i vejen for indretning af kontor ...

BEFORE:

A nice and handy room for putting all

the stuff you don't quite know where

else to put. Do note the Christmas tree

holder sitting on the chair - this picture

was taken in July ....

My rather impressive pile of Christmas

boxes ....  You can never really

have too much Christmas stuff, can you?

AFTER:

(I magicked all the X-mas boxes away...)

this is where the desk will go - and

immediately to the right of this picture

is where Viggo lives.  He will be taking

most of my calls, I expect

@ N ~ thought I'd given up blogging, did you?  Not quite; just didn't have much interesting stuff to write about OR was so tired after work that more typing and communicating was the last thing I felt like doing.  But I'm still alive and well.  And annoyed.

Why annoyed, you ask?

Well, firstly, August.  I'm sure I ordered long warm evenings, cool sunny mornings, sun-drenched afternoons, the works. What I got was chilly gusts of wind and buckets and buckets of rain.  Not once have I felt like indulging in a cold glass of wine on the patio - au contraire, I've dug my cozy socks out of storage.  In August! Unheard of!  Of course, the weather man now says "summer will be back next week" to which I scathingly reply "but next week it will be autumn".  Because weekends like this one - which has actually been warm-ish, but with rain showers aplenty - are actually quite pleasant because I enjoy pottering around indoors in my cozy little house.  But that should be in autumn.  Now they're sending summer back; completely the wrong month, so I am in uproar. Well, as much as that is possible when I'm sitting in my comfy sofa with Viggo the guinea pig on my tummy ....

Secondly, my calendar.  It's gone all adult on me and somehow filled itself up with appointments several weeks ahead.  All nice appointments with nice people, so I'm not complaining as such (yes I am; I'm in a whiny mood); it's just that having to tell people that I "need to check my calendar and will get back to them re. when we can meet" really clashes with my self image as a spontaneous, bohemian person.   There are actually two people that I currently need to "get back to" and I keep putting it off because I was so childishly disgruntled by the fact that I might need to tell them "late October maybe".

But really, I'm not all Moaning Myrtle.  Good stuff happens too. I was at the Flower Festival of course, and the only reason why you haven't been bombarded with pics yet is that I left my camera at my friends' house.  But it's home now, so all I need to do is sort through the 150+ pictures I took and decide which ones to fire at you :-)    I also got a new piece of furniture: an old wooden storage trunk (is that what you call them?) that my mother inherited from an aunt in Norway. Pics to come!   Last but not least, I can now tell you that sometime in September I start working from home. It's been in the works for a while but I didn't dare say anything for fear of jinxing it.  But now it will definitely happen, and the only reason I haven't actually started yet is that I'm getting a new roof over that particular part of the house (which is technically the garage) because the old one flew off in a storm last winter.  And I don't particularly want to sit and work with a team of carpenters crawling around overhead. But once they're gone, I'll bring my desk, computer, etc. home from the office.   No doubt I will miss my daily train rides - but not having to get up at 5-530AM kinda makes up for that :-)   The pics above are from a "feng shui session" I had earlier this summer ..... a few boxes of Christmas decorations needed to be relocated in preparation for my New Office!

Right. Off I go now.  I carelessly invited some friends over this evening (old friends from school - there's a reunion in the works; wheeeee) so should probably move the piles of laundry away from the dining table, hoover up the guinea pig food I spilled all over the floor this morning - stuff like that...

7 December - Pyha

Et tog! Mit kongerige for et tog!!!

Det er almen viden, at jeg er glad for ting, der kører på skinner. Sæt mig af i en vilkårlig storby; hvis der er en metrostation i nærheden, skal jeg nok finde vej.

Busser, derimod.... Puh, det er en helt anden snak. Jeg ved ikke lige hvad det er med mig og busser, men god karma er der i hvert fald ikke tale om.  Belært af tidligere erfaringer er jeg derfor gerne bevæbnet med Plan A, B, og gerne også C, når jeg begiver mig ud noget offentlig trafik der involverer buskørsel.

Men ak. Selv de bedste planer kan slå fejl.

Først havde jeg det sjovt, så jeg missede en bus. Men det var ikke aftenens sidste forbindelse, så kein panik. I den mørke decembernat trissede jeg derfor i god tid mod busstoppestedet for at fange næste vogn. Men så begyndte det at falde lidt fra hinanden. Først kørte en bus lige forbi stoppestedet. Jeg kunne ikke helt regne ud, om det var fordi den var så proppet som den var, eller om min dårlige buskarma gjorde, at jeg havde overset at den ikke skulle standse ved dét stoppested sent om aftenen. Men frygt ej - der var en bus lidt efter, som ganske vist gjorde at jeg ville have en smule travlt for at fange mit tog, men det var dog ladsiggørligt.

Den bus valgte så ikke at dukke op.

Så var der plan C, som involverede en vandring til et andet busstoppested og en rutebil søndenud af byen, så jeg kunne fange toget på næste station.  Denne bus var dog stærkt forsinket - og pga min dårlige buskarma havde jeg ikke lige taget højde for, at der var mange - ræddi ræddi mange - som ville med den bus en fredag aften i december.  Så den var fyldt til bristepunktet - og der kom flere på ved hvert.eneste.stoppested. Og den blev mere og mere forsinket.  Og jeg havde en meget grum fornemmelse af, at mit tog nok ikke var forsinket.

Tine n'aime pas le night bus

På dette tidspunkt var jeg ikke alene tiltagende ædru igen men også nærmest blå som en smølf af arrigskab over hvorledes mine planer faldt fra hinanden i alfabetisk rækkefølge.  For nu havde jeg ikke bare en højlydt snorkende sidemand, men også udsigt til 2 timers ventetid på en kold og mørk Skanderborg station.

Så jeg trak nødkortet - og ringede hjem og spurgte om mine forældre eventuelt kunne forestille sig at hente mig i Skanderborg i stedet for Vejle.

Og mine forældre - de dejlige, gode, rare mennesker - er jo hvad køreture angår af den opfattelse at "det rager æ' vidt", så de sagde ja, og jeg slap med at vente cirka et kvarter i Skanderborg før limousinen svingede op foran stationen og kunne fragte mig hjem.

MANGE, MANGE TAK!!

- Og hvad lavede jeg så ude i den offentlige transport en sen fredag aften, tænker du nok.

Well, det var fordi jeg var blevet brændt af (IKKE af en date), og derfor endte med at tage til den firma-julefrokost det ellers slet ikke var meningen jeg skulle have været med til.  Og efter sådan en kan jeg i hvert fald ikke selv fragte mig hjem. Det var noget med noget portvin (en svaghed). Og et festudvalg, som ud over at lægge beslag på alle lyskæderne også havde indkøbt Linie Aquavit, hvilket er den eneste snaps jeg kan drikke. Hvad jeg så gjorde - gerne ledsaget af et "Heia Norge!" i stedet for "skål". En stor aften for Indre Lecia.

Ohdeargod. Jeg dansede endda - hvilket er et ømt syn hvis man skal være venlig. Jeg er ikke ligefrem den fødte danser, men jeg gør det gerne for det så utrolig morsomt, og så bilder jeg mig naturligvis ind at omgivelserne også synes det er skægt at se på (suk).

Mine kolleger - de har noget mere elegante moves end mig. Se bare (behørigt anonymiseret, naturligvis :-)

My colleagues have got the moves like Jagger

Jamen altså. Tak. Og undskyld, sikkert.

- Og hvorfor var det så lige, at jeg insisterede på at tage helt hjem samme aften, i stedet for at overnatte hos en ven i Århus, tænker du sikkert også.

Well, dét er så fordi Bodil er en kælling.

For ikke alene angriber hun Julen (point til dr.dk for fængende overskrifter). Hun angreb også min garage:

After the storm

Tagvinduer er en god ting - men helt så store behøver de ikke at være. Bodil fordelte med nænsom hånd mit tag rundt omkring i haven. Og i naboens have.

Where the roof of the garage ended up

Så derfor: tak til Køkkenfaster, som brugte en pæn del af sin fødselsdag på sammen med min mor og far at rydde haven op, mens jeg var på arbejde. Og tak til min far og hele byens Lars (hurra for gode naboer), som har været dagens helte og sat spærrene op igen, så de kunne sømme en kæmpe presenning op.

My repair team

Der er nogen, der fortjener store Julegaver i år.  Og det er æ' Bodil og busserne.

@ N ~ so yeah. The storm. It very kindly re-distributed half of the roof of my garage all over my lawn + in the neighbour's garden. :-(

And the office Christmas party. I went. I danced. I drank way too much. I caught a bus to the station, but it was running so late that I missed the last train home, so I ended up calling my parents and they drove 45 minutes to come and get me.

Today, my dad and a neighbour were up on the roof to put some of the rafters back up so they could put a giant piece of tarpaulin over my new "involuntary sky light".

I am surrounded by everyday heroes :-)

Garage roof finds new career as

game of giant Mikado

Meteorolog Tine

Øjh, det blæser! Hvad vi ikke får af sne denne vinter, får vi da godt nok i vind. Jeg bilder mig ind, at jeg, de dage jeg er iført nederdel, godt kan minde lidt om Marilyn Monroe, når jeg står der på perronen med vinden susende om skørterne.

Sandheden er nok nærmere den, at jeg med min grønne vinterfrakke mest ligner en mislykket Kaj-kage, når jeg bliver blæst ind i den lune kupé...

Dogmevejr

Jeg synes, vejret er perfekt for tiden.  Det lever nemlig op til mine dogme-regler, som er meget barnlige men til gengæld nemme at finde ud af:


Om vinteren skal det være koldt og meget gerne sne - det var aldrig mig, der klagede, selv efter flere måneders vintervejr og vente-på-bus-med-dybfrosne-fødder. - Det vil sige: ikke før kalenderen skiftede til marts. Fordi:


Om foråret skal det regne lige tilpas, men blive tydeligt lunere og grønnere.  Hvis der kan bestilles høj sol, er levering omkring en helligdagsferie at foretrække.


Og om sommeren skal solen naturligvis skinne. En hedebølge tager vi gerne med, men af max. 5 dages varighed. Stille regn om natten (til haven). Og et par ordentlige tordenvejr, for  dramaets og hyggens skyld (ingen ildebrande, tak).


Og nu efteråret. Her skal der være regn&rusk. Og dermed er vejret lige nu faktisk rigtig godt. Dog må det gerne med mellemrum afløses af perioder med koldt og klart vejr, og den der høje efterårshimmel som er så fantastisk. Sådan et vejr, der bare lokker en ud i skoven, hvor man kan gå og sparke til bunkerne med visne blade.


Så som sagt: Dejligt vejr vi har for tiden. I mean it.  Men alliwl: kan der virkelig være mere regn deroppe???

@ N ~ little miss T who thinks she gets to be the boss of everything, including the weather, is quite happy with it, such as it is at the moment.


It is wet.


Which fits perfectly with my idea of autumnal weather: rainy&windy.  Preferably interspersed with cool, clear days where you can take long walks and kick the fallen leaves around (I am still holding out for those days, and may be holding out for a while yet.)


Still, I wonder. How much more rain can the clouds hold?  It has been raining (a little or a lot) every single day in September so far.  Of course, my real concern is that the clouds will run out of moisture before December, thus ruining my chances of a White Christmas.  A very real risk, as is well known among meteorologists. We can't have that.  


I have not been making soups yet, but thankfully my Mom has. It is a blessed life, this teenager version I am enjoying at the moment. In Aarhus, all sorts of grown-up issues abound. Stressful days at work. A house that hasn't been sold yet. A love affair now firmly in the past tense. But once the workday ends, I jump on a train, bury my head  in a book, and do a marvellous job of ignoring my worries. Sometimes, they creep to the surface in the middle of the night and wake me from my slumber, but mostly, I succeed in pretending they don't exist.  I am  pushing things in front of me, I know, and soon there are Things that need to be Dealt With.  But for now, this week at least, I wallow in my little family bubble where my meals are cooked and my laundry washed for me. I know it won't last forever..

Underfrankeret

I går skrev jeg at lige her, KC, er ret meget i midten af USA.

Og når man kigger på vejret, gennemsnitstemperatur, gennemsnitsnedbør, osv., så ser det også meget middel-agtigt ud.

Men jeg skal da lige love for, at manden som lå med hovedet i en fryser og fødderne i en stegeovn og sagde "gennemsnitligt har jeg det lige tilpas" havde fat i noget. Det er ikke mere end 2 uger siden vi havde snestorm, ½-1 meter sne, minus 25 grader og frøøøøs. I sidste uge var det bare skidekoldt. Og her til aften lod jeg min jakke ligge i bilen da jeg skulle ind og handle ved 20-tiden, fordi det var så varmt. 15-16 grader, og lun vind. Er det ikke vildt?  For nogen dage siden steg temperaturen næsten 20 grader på et halvt døgn, og det er slet ikke usædvanligt siger de kloge lokale.  Jeg har oplevet det hjemme også, men jeg mener da ikke det er almindeligt. Eller tager jeg fejl?

Herovre svinger det i hvert fald meget, vejret. og det er helt normalt. Noget med den der midt-i-det-hele-beliggenhed, og ingen hav eller bjerge til at hive i den ene eller den anden retning. Arktisk luft fra Alaska og Canada blæser lige herned, og varm luft fra den Mexicanske Golf puster sig herop fra syd. Så det kan ændre sig temmelig meget. Og i dag har det været det skønneste havevejr - men underligt nok dufter her ikke så meget af forår endnu. Det synes jeg det plejer at gøre hjemme. Men det er nok fordi foråret dufter anderledes herovre, eller også er deres træer og buske bare klogere end de danske som springer ud i utide og får TV2's reportere til at spæne rundt i Kongens Have og levere breaking news om at nu blomstrer kirsebærtræerne alt for tidligt igen, og hvad skal det ikke ende med.

Men det kan jo være at det midtvestlige forår er af den type der kommer som en tyv i natten, så man den ene dag har fingrene helt nede i jorden for at se, om der dog ikke snart kommer krokus og den næste dag er der påskeliljer overalt. Vi får se, hvis det altså kommer mens jeg er her. Det har lige fået en ekstra chance, for den amerikanske hund fik lov at beholde kødbenet (that would be me) lidt længere. Til gengæld har den danske hund fået lovning på mig om morgenen (= eftermiddag dansk tid), så jeg får nogen skizofrene arbejdstider de næste par uger; til gengæld satser jeg pleaser-agtigt på at alle er glade. Jeg er også glad, for jeg kan mærke at jeg bliver dygtigere af at arbejde under fremmede himmelstrøg - jeg håber bare at al klogskaben kan overføres til mit arbejde i Danmark (er ikke nødvendigvis tilfældet - tingene fungerer ikke ens på begge sider af dammen) og at jeg kan finde ud af at dele det med mine kolleger.

Til gengæld kommer jeg hjem i goooooood tid før the tornado season begynder, det er I nok allesammen glade for (ikke?).  Jeg så noget fjernsyn om det forleden; det var mægtig spændende men også lidt ligesom at læse et lægeleksikon hvor man pludselig har alle mulige symptomer. Lige med et syntes jeg det blæste sådan, og var der ikke lidt mange skyer i det nordvestlige hjørne (som om jeg lige ved hvor nordvest ligger... altså, der var jo skyer, iggå, så jeg kunne ikke se solen -ahem...).

Heldigvis kunne de så fortælle lidt om hvad man skulle gøre, og man skal i hvert fald ikke prøve at køre fra tornadoen.  Så vidt jeg kunne regne ud ville jeg stå mig bedst i at gemme mig i badekarret med en madras over mig. Har kigget på madrassen, og på badekarret, og på døren, og på madrassen igen, og vurderer at jeg nok kommer til at droppe det med at hive madrassen med ud på badeværelset. Spaghettiarme + smal døråbning = tornado brasende tværs gennem hotelværelse mens jeg satser på at den der amerikanske konvolutopredning er nok til at holde mig ved jorden.

Sådan skal en amerikansk seng redes, folkens!

Ikke alt det der dynepjat, og så skal tæppet

foldes så stramt om madrassen, at den

person som skal sove der, i ganske høj grad

føler sig som et meget tykt brev i en virkelig

smal konvolut.

For at gøre vejr-noiaen lige en tand værre, fortalte TV-udsendelsen også om et andet vejrfænomen som jeg slet ikke kendte, som er farligere og mere uforudsigeligt end tornadoer, og som de naturligvis også har lige her i midten af Guds eget land - the micro burst. Et meget lokalt, meget kraftigt vindsystem, som ikke suger luften OP (som tornadoer) men derimod NED. Så meget NED, at det har været skyld i flystyrt. Gah!

SLAM! Tænk hvis Lille Røde holder parkeret lige

under sådan en vind. Så bliver den Lille Frisbee.

Missouris placering midt i tornado territory - heldigvis

ikke i de røde områder meeeen en

ildevarslende gul-orange kan også være spændende...

Gnæk. Det gode ved den slags fakta-udsendelser er dog, at symptomerne (eller vejr-noiaen) forsvinder ret hurtigt igen. Men jeg syntes lige jeg ville dele det med jer, thi nu har vi jo haft en historietime, og så skulle vi da også have en geografi/meteorologitime. Alt andet ville være dårlig service.