Indre Lecia folder sig ud.

Nå. Men så var jeg jo inviteret til fødselsdagsfest i lørdags. Timingen var mellemgod da jeg skulle på en længe udsat barselsvisit søndag. Og dén visit kunne ikke udsættes mere, for ellers ville barnet nå at lære at gå før jeg kom afsted. 

Så jeg drog til fest lørdag med alle intentioner om at skulle tidligt hjem, hvad jeg også havde lovet mine forældre der var hyret som chauffører.

Well...

Linda skrev for del år siden et par notes-to-self, som bl.a. omfattede følgende:

* Skal have investeret i diktafon. Alt, hvad jeg føler akut behov for at sige, indtales på denne. Hvis det stadig er en god idé dagen efter, er der grønt lys.

* Skal have investeret i lommeudgave af elektronisk væg-øre. Tjekkes en gang i timen, og når det lyser rødt, så fletter jeg næbbet eller går hjem.

Det siger sig selv at ingen af delene rigtig blev efterlevet, men jeg magtede dog lige akkurat at undlade at sende fulde-sms'er.

Først drak jeg en flaske vin + lidt til, senere var der en i selskabet der begav sig ud i at lave mojitos (aftenens citat: "jeg kan godt have en til. Ja, allerede"). Så blev jeg grebet af en overbevisning om, at jeg både var underholdende og uimodståelig. Vil heller ikke udelukke at jeg på et tidspunkt også troede at jeg så godt ud og kunne synge; gu'sketakoglov var det ikke rigtig et selskab der sådan lagde op til fællessang.

Til min store fryd bestod selskabet nemlig af en 15-17 mænd (primært gamle skolekammerater), en underholdende pige, og så mig.  Det var ikke ringe endda.  Jeg kunne med fødderne på sikker grund glippe forførende med de i dagens anledning mascara-inficerede øjenvipper uden at risikere at nogen tog mig på ordet (eller hvad værre er - på låret). Det passer mig så glimrende; jeg vil jo gerne kaste varme blikke henover bordet men er faktisk ikke leveringsdygtig interesseret i mere end dét.

Således havde jeg følgende uhyre åndrige ordveksling med en af de få festdeltagere, jeg ikke kendte fra før:

"Sig mig, du lægger jo an på mig?!!"

"Ja!" (han får 10 point for ligefremhed)

...

"Nå. Men det kommer altså ikke til at virke"

Mindes vagt, at da han tog hjem, gav jeg ham et smækkys og sagde "men godt forsøgt ellers".

Er nogen søde at slå mig med en skovl??

Anyways. På et tidspunkt begyndte solen at belave sig på at stå op, og på vej hjem i bilen (min mors ord da jeg satte mig ind: "hold kæft hvor du stinker") gik jeg i panik de første tyve gange over hvor utrolig få timer der var til jeg skulle op og ud og være præsentabel.  Verdens største omgang tømmermænd lå utvivlsomt i vente ved søndagens barselsvisit, og man vil jo nødig skade det yndige barn ved at dunste alkoholtåger ned i hovedet på det.

...

Og så vågnede jeg 4 minutter i 9. Helt af mig selv. Helt vågen. Helt u-svimmel. Helt sikkert ude af stand til at køre bil, men det skulle jeg heldigvis heller ikke.

Om jeg begriber det - mig, den største svagdrikker af alle.  Barselsvisit blev gennemført i fin stil, efterfulgt af en times togrejse i vågen tilstand, efterfulgt af besøg hos veninde hvor jeg også holdt mig vågen uden de store problemer, helt til jeg blev lagt i seng klokken 22.

10 mod 1 på at næste gang jeg overmodigt drikker ét glas vin, går jeg i dørken med et brag.

PS - bør jeg sige undskyld til ham fyren? Eller tror I han har fortrængt det?

blurry selfie

@ N ~ I was at a party this weekend. A birthday party. A really good party. I got hammered.  Boy oh boy oh boy.

It was supposed to be a fun but early night - I had a commitment mid-morning Sunday to go and visit a friend who had a baby a few months ago. It had been postponed a couple of times already so cancelling was not an option. Ergo, I told my mum and dad - who had kindly offered to come and pick me up after the party - to expect a call around maybe 1.30AM.

Yeah, right.

First, I downed a bottle of wine at dinner. Then someone started making mojitos and, I mean, those things are basically SO healthy for you - there's mint and lime and all sorts of good things in them - so I was the lady who kept saying "I could do with one more. Yes, already", and inevitably I very soon became convinced that not only was I irresistible; I was also incredibly funny and entertaining.

Yeah, right.

It is also possible that at one point, I actually thought I could sing. Fortunately, it wasn't a sing-along sort of party: It was me, one other girl, and 15-17 men (most of whom I went to university with). Not much singing at that kind of party. Thank goodness for small blessings.  

So mostly I just talked and talked and talkedandtalked (- apologies to my surroundings), tried to dictate the play list (apologies again), and batted my eyelashes at whoever happened to be sitting across the table from me because trust me, these guys are fairly safe to bat eyelashes at.

There was only a couple of people that I didn't already know. One of them did seem to want to get to know me a little better, so we had the following exchange (apologies, again...):

Me: "You're hitting on me, aren't you?!!"
Him: "Yes!"  (I have to give him points for the straight answer)
Me: ".... Well. It's not going to work."

What a subtle way of getting the "sorry, not interested" message across. 

When he left the party, I gave him a quick smack of a kiss and said, "but nice try".

Someone hit me with a shovel, please?

...at one point it was getting dangerously close to sunrise, so I reluctantly went home (my mom's words as I got into the car: "gosh, you reek"). Almost had a panic attack when I realised that in less than 5 hours I had to get up, go out, and be presentable. Went to bed convinced that the mother of all hangovers awaited me.

-And woke up, by myself, at 4 minutes to 9. Completely nausea-free, able to walk in a straight line, and not even particularly tired. What gives???  So I went and admired the baby, then went to another friend's house and didn't even have any particular problems staying awake until bed time.  I think maybe all the cells in my body may have re-generated in just a couple of hours. It's the only logical explanation I can think of.

And I'm sure that the next time I take so much as a sip of wine, it will hit me like a ton of bricks.

PS - do you think I should apologise to the guy, or can we safely assume he has blocked me from memory forgotten all about it?

Mormor

Søndag var fla'-u'-dag. Efter en enkelt dag hjemme på matriklen gik turen mod Kbh hvor der var firmadag med leverandør-workshops hele dagen, og middag, drinks og FEST om aftenen :-)

Fabelagtig god dag som endte med ømme fusser og træt hoved, præcis som det skal være. Søndag var det tåget da jeg kom hjem, og det kaldte jo nærmest på en lur. Da jeg vågnede var tågen væk, den sidste feriedag ligeså, og i dag har hverdagen så meldt sig med eftertryk. Kære Lufthansa, hvis I vil droppe denne uges strejke, ville det ikke gøre mig noget. 

@N ~ after one day at home I travelled to Copenhagen on Saturday for a full day of supplier workshops followed by company party, dinner, drinks and DANCE in the evening. Fab day; my feet were killing me by the end of it. When I came home Sunday the weather was really foggy which I took as a hint that I should snuggle up on the couch. When I woke up, the fog was gone and so was most of the day. This morning the alarm went off at 5, and now I'm well and truly back in the swing of things. On that note: dear Lufthansa, should you feel like cancelling this week's strike, I won't mind at all :-)

My Saturday night:

My Sunday afternoon:

Bemærk slumretæppet - det er strikket af Familien Hittemis' Mormor, som jeg også får lov at "låne" lidt. Hun er en dejlig dame som bl.a. engang, da jeg kortvarigt brokkede mig over mangel på kvalificerede mandfolk sagde: ved du hvad, egentlig er du jo forskånet for meget. Dejlig mormor :-)

@N ~ my cozy blanket was knitted by my friend's Granny. She's an awesome old lady who once, when I moaned about the lack of eligible men, said "you know, all things considered, you're spared a lot of trouble". She's great :-)

Posted from iPhone 

90 års jubilæum!

I går var en stor dag i Øster Starup - da var det nemlig præcis 90 år siden, min farfar startede vores hæderkronede vognmandsforretning!

Her er et nydeligt billede af fordums vognpark - og et fra et tidligere jubilæum, nemlig da min farfar havde kørt for Ågård Mejeri i 25 år:

Det siger sig selv, at så mange år med lastbiler går lidt i blodet på familien. Min far behøvede ikke at bruge mange minutter på at bladre i "Hvad kan jeg blive"-bogen.  Selv nu, hvor han kan hæve folkepension, kører han glad videre. Men det er jo også svært at lade være, når det der arbejde-hobby-noget er én og samme ting.

Mig?  Jeg har ikke stort kørekort. Det har min søster heller ikke (hun er til gengæld noget sejere end mig til at bestyre vognparkens gummiged). Vi skal ikke være vognmænd, dertil er vi ikke praktisk begawe' nok, og hvis vi ville være det, ville min far have syntes, at vi var nogle fjolser.

Men jeg er meget glad for lastbiler. Der findes intet sted i verden hvor man sover bedre end i køjen på en lastbil der kører. Duften af dieselolie = barndom. (Det samme gælder i øvrigt duften af sukkerroeaffald...)  Og når jeg cyklede rundt i Århus var jeg never-ever bange for lastbilerne og deres blinde vinkler - til gengæld pisseræd for bybusserne og de andre (dødsforagtende) cyklister. 

I går skulle vi så på restaurant og fejre jubilæet - og på vej ud af indkørslen var vi nærmest ved at køre nogle af vores venner over. De havde arrangeret en lille syrpriiis - som min far så fik, da vi kom hjem igen:

Se lige en kage (min mor har lige spist et stykke med min far på, så nu kan man da sige, de er blevet ét med hinanden - selv spiste jeg et stykke med lastbil):

Vi var alle sammen - og da især min far - helt overvældede og overraskede og overrumplede og overordentlig glade. (Og, som det tydeligt kunne konstateres, meget uvante med surprise-parties).  Tusind tak til Susanne, min-ven-Ivan, hele-byens-Lars, Lisbeth, samt a'-er-ligeglåj-mæ-Njæls !!!

@ N   ~ big day in our family yesterday: it was 90 years ago that my grandfather started the family business. We celebrated by going out to dinner and almost ruining a surprise party which really did take all of us by, well, surprise! Fortunately the lovely people who had arranged it came back and re-surprised us after we came home from the restaurant.  Doh! :-)

Hope you like the pics.  My mum posted the top one on her facebook wall yesterday - so far, over 70 people have liked it, and my parents are delighted by each and every one. As am I (we're easy ;-)

7 December - Pyha

Et tog! Mit kongerige for et tog!!!

Det er almen viden, at jeg er glad for ting, der kører på skinner. Sæt mig af i en vilkårlig storby; hvis der er en metrostation i nærheden, skal jeg nok finde vej.

Busser, derimod.... Puh, det er en helt anden snak. Jeg ved ikke lige hvad det er med mig og busser, men god karma er der i hvert fald ikke tale om.  Belært af tidligere erfaringer er jeg derfor gerne bevæbnet med Plan A, B, og gerne også C, når jeg begiver mig ud noget offentlig trafik der involverer buskørsel.

Men ak. Selv de bedste planer kan slå fejl.

Først havde jeg det sjovt, så jeg missede en bus. Men det var ikke aftenens sidste forbindelse, så kein panik. I den mørke decembernat trissede jeg derfor i god tid mod busstoppestedet for at fange næste vogn. Men så begyndte det at falde lidt fra hinanden. Først kørte en bus lige forbi stoppestedet. Jeg kunne ikke helt regne ud, om det var fordi den var så proppet som den var, eller om min dårlige buskarma gjorde, at jeg havde overset at den ikke skulle standse ved dét stoppested sent om aftenen. Men frygt ej - der var en bus lidt efter, som ganske vist gjorde at jeg ville have en smule travlt for at fange mit tog, men det var dog ladsiggørligt.

Den bus valgte så ikke at dukke op.

Så var der plan C, som involverede en vandring til et andet busstoppested og en rutebil søndenud af byen, så jeg kunne fange toget på næste station.  Denne bus var dog stærkt forsinket - og pga min dårlige buskarma havde jeg ikke lige taget højde for, at der var mange - ræddi ræddi mange - som ville med den bus en fredag aften i december.  Så den var fyldt til bristepunktet - og der kom flere på ved hvert.eneste.stoppested. Og den blev mere og mere forsinket.  Og jeg havde en meget grum fornemmelse af, at mit tog nok ikke var forsinket.

Tine n'aime pas le night bus

På dette tidspunkt var jeg ikke alene tiltagende ædru igen men også nærmest blå som en smølf af arrigskab over hvorledes mine planer faldt fra hinanden i alfabetisk rækkefølge.  For nu havde jeg ikke bare en højlydt snorkende sidemand, men også udsigt til 2 timers ventetid på en kold og mørk Skanderborg station.

Så jeg trak nødkortet - og ringede hjem og spurgte om mine forældre eventuelt kunne forestille sig at hente mig i Skanderborg i stedet for Vejle.

Og mine forældre - de dejlige, gode, rare mennesker - er jo hvad køreture angår af den opfattelse at "det rager æ' vidt", så de sagde ja, og jeg slap med at vente cirka et kvarter i Skanderborg før limousinen svingede op foran stationen og kunne fragte mig hjem.

MANGE, MANGE TAK!!

- Og hvad lavede jeg så ude i den offentlige transport en sen fredag aften, tænker du nok.

Well, det var fordi jeg var blevet brændt af (IKKE af en date), og derfor endte med at tage til den firma-julefrokost det ellers slet ikke var meningen jeg skulle have været med til.  Og efter sådan en kan jeg i hvert fald ikke selv fragte mig hjem. Det var noget med noget portvin (en svaghed). Og et festudvalg, som ud over at lægge beslag på alle lyskæderne også havde indkøbt Linie Aquavit, hvilket er den eneste snaps jeg kan drikke. Hvad jeg så gjorde - gerne ledsaget af et "Heia Norge!" i stedet for "skål". En stor aften for Indre Lecia.

Ohdeargod. Jeg dansede endda - hvilket er et ømt syn hvis man skal være venlig. Jeg er ikke ligefrem den fødte danser, men jeg gør det gerne for det så utrolig morsomt, og så bilder jeg mig naturligvis ind at omgivelserne også synes det er skægt at se på (suk).

Mine kolleger - de har noget mere elegante moves end mig. Se bare (behørigt anonymiseret, naturligvis :-)

My colleagues have got the moves like Jagger

Jamen altså. Tak. Og undskyld, sikkert.

- Og hvorfor var det så lige, at jeg insisterede på at tage helt hjem samme aften, i stedet for at overnatte hos en ven i Århus, tænker du sikkert også.

Well, dét er så fordi Bodil er en kælling.

For ikke alene angriber hun Julen (point til dr.dk for fængende overskrifter). Hun angreb også min garage:

After the storm

Tagvinduer er en god ting - men helt så store behøver de ikke at være. Bodil fordelte med nænsom hånd mit tag rundt omkring i haven. Og i naboens have.

Where the roof of the garage ended up

Så derfor: tak til Køkkenfaster, som brugte en pæn del af sin fødselsdag på sammen med min mor og far at rydde haven op, mens jeg var på arbejde. Og tak til min far og hele byens Lars (hurra for gode naboer), som har været dagens helte og sat spærrene op igen, så de kunne sømme en kæmpe presenning op.

My repair team

Der er nogen, der fortjener store Julegaver i år.  Og det er æ' Bodil og busserne.

@ N ~ so yeah. The storm. It very kindly re-distributed half of the roof of my garage all over my lawn + in the neighbour's garden. :-(

And the office Christmas party. I went. I danced. I drank way too much. I caught a bus to the station, but it was running so late that I missed the last train home, so I ended up calling my parents and they drove 45 minutes to come and get me.

Today, my dad and a neighbour were up on the roof to put some of the rafters back up so they could put a giant piece of tarpaulin over my new "involuntary sky light".

I am surrounded by everyday heroes :-)

Garage roof finds new career as

game of giant Mikado

En let hovedpine

- som naturligvis kom af at have ligget lidt forkert med nakken i nat.

Ømme dansefødder.

En 2 timers middagslur.

Og nu: tidligt i seng med et lille blog-indlæg og White Collar på DVD.

(Aldrig hørt om White Collar? Google. Youtube. Nyd synet af ham her:)

Jeg har været til firmafest i København. Sovet på Hilton (hoteller klæder mig helt utrolig godt).  Danset og danset. Drukket skamløse mængder vin. Grinet. Været faglig. Og i absolut ædru tilstand fortalt en mand, der var nærmest lige så pæn som ham på billedet, at han, well, var helt fantastisk pæn at se på.  (Fordi jeg jo er stor tilhænger af at man, hvis man har noget pænt at sige om nogen, får det sagt).  Han blev glad!   (og nej, jeg tog ham ikke med hjem. Han har en kæreste. Som også er en virkelig pæn mand :-)

Det var en god weekend!

@ N ~ so, how did this company thing go, you're asking? 

Well, I managed not to forget about it again, which helped a lot, obviously.

And it went great. It was a long day, started at 6AM when I got up to catch the train to Copenhagen, and ended at 2AM when I crawled into bed at the Hilton (I was born to stay in posh hotels, I tell ya)

Around halfway through the day, there was a team-spirit-building-enhancing event.  At my table there was a man who was traffic-stopping handsome. Holy moly.  Almost as good looking as Matt Bomer from White Collar. So I told him that (safe to do. He has a boyfriend who is probably also quite handsome). Because if you have nice things to say about someone, you should always go ahead and say it. Even if it means going up to a total stranger and say, "hello, I think you're the best looking man in the room and I just wanted you to know that" while everyone thinks you're either crazy and/or hitting on him.

I was totally sober when I did that, by the way.

I may not have been entirely sober when, 9 hours later, I told an SVP that this was perhaps the highlight of his career. "This" being having his picture taken with me. Because I am just that modest.

Stay tuned and watch me climb that ladder...  :-)