Efter at jeg er flyttet herned, tager det mig utrolig lang tid at komme fra A til B, når jeg er i bil (desværre ikke egen bil. Endnu. Men det kan ej vare længe. Forleden var Far Min og jeg ude at se på en lille bitte bil hos en bosnier med meget dyb stemme, som blev ved med at kalde min far for Chef. "Det er en tiptop bil, Chef. Den har nye bremser, ny bremsevæske, ny alting, Chef" Det var lidt som at høre James Earl Jones gøre karriere som brugtbilsælger. Vi købte den i øvrigt ikke. Hans definition af tiptop var ikke den samme som min, men jeg er også så emsig)
Min træghed med at bevæge mig til diverse destinationer skyldes ikke (kun) at jeg er flyttet ud til kragerne og diverse dyr med nummerplader på. Det skyldes, at jeg gør mig uhyre umage med at undgå hoved- og især motorveje, såfremt det overhovedet kan lade sig gøre. Således (gen)opdager jeg sider af mit gamle "hood" (jeg elsker at få Starup til at lyde lidt cool og streetagtig. Mislykkes hver eneste gang :-), og der er hidtil intet, der har skuffet. Selv ikke den milde duft af land, der et par dage i maj hang lifligt over landskabet, kunne dæmpe entusiasmen.
En dejlig ting er, at der hernede er mange små flokke af køer på græs. Da jeg boede i Århus, prøvede jeg også at komme lidt ud på de små veje, men det var ret sjældent, jeg mødte køer. Måske er der ikke så mange kvægbønder omkring Århus? Måske besætningerne er så store, at de ikke kan have køerne ude? Don't know. Hernede er der en hel del; jeg tror såmænd ikke engang flertallet er økologiske, de er vist bare glade for køer. Og køerne ser glade ud. Og jeg er helt sikkert glad, for i mine øjne er der ikke noget, der pynter så meget på en mark, som en flok køer.
Der er også en hel del heste, men det var der nu også omkring Århus. Og jeg har mødt flere fåreflokke. Meget fornøjet er jeg. Og store omveje tager jeg. Jeg kører faktisk så langt, at jeg møder lamaer:
På mine omveje holder jeg også meget øje med, hvad der vokser rundt omkring. Af det, der dyrkes på markerne, kan jeg skelne mellem raps- ærter - majs - og ....æhm....korn. Byg, rug, hvede, eller havre - jeg aner ikke, hvad det er jeg står og kigger på. Først når jeg ser bjælder, kan jeg triumferende råbe HAVRE. De resterende 75% svæver noget usikkert for mig.
Lige så galt står det til i grøftekanterne og hegnene. Jeg kan med temmelig stor sikkerhed identificere hassel, hyld og brombær (av!). Og ellers aner jeg ikke, om jeg står og kigger på et kæmpe spisekammer, eller noget der muligvis kan gå an som pindebrænde.
Det generer mig meget. Jeg er jo ikke-særlig-hemmelig forelsket i Bonderøven, og sluger også alle River Cottage udsendelserne råt. Så jeg vil jo gerne være sådan en, der lige går en tur på en halv time, og vender hjem med bugnende kurve, og folk flokkes og tænker næh, hvor er hun da fantastisk, og hvis man endte på en øde ø, så var hun da lige sådan en man gerne ville skylle op ved siden af.
...
Men det er jeg altså ikke helt. Kun lige her i juni, hvor hylden blomstrer. Hvis du altså synes, du godt gider at leve af hyldeblomster.
...
Til gengæld er jeg nu lige præcis den, du gerne vil kende, hvis du skal have stivet dit fine hvide forklæde (for sådan et har du naturligvis? Non?)
Luksus-Faster har lært mig at piske ca. 4-5 spiseskefulde kartoffelmel ud i ca. 2½ dl. koldt vand. Herefter hældes ca. 1 liter kogende vand på, og så pisker man. Det ligner nu noget, man kan lave papmaché med - og det skal det ikke. Så man hælder lidt mere koldt vand i - måske en deciliter eller to? Det skal ende med at være ca. samme konsistens som sirup. Eller tyndt snot. Og det ligner mest sidstnævnte.
Så tager du det stykke stof, der skal stives, og gør det vådt under hanen. Vrider det, lægger det ned i skålen/baljen med stivelsen, rører det lidt rundt, og vrider det igen. Så hænger du det på tørresnoren og venter til det er 95% tørt, sådan cirkus. På det tidspunkt kan man tydeligt se, at det i hvert fald ikke er Bamseline, det er blevet skyllet i. Og så stryger man det - og fordi det er blevet stivet, men ikke stift, så holder det faconen, i stedet for at hænge sådan slapt ned og hvem gider noget der hænger slapt ned. Jeg var meget fornøjet med resultatet:
(sorry, det blev alligevel lidt krøllet på vej hjem)
Det er min Farmor, der har broderet (syet?) det (og hvis det ser lidt krøllet ud, så skyldes det hjemtransporten). Inde bagved er der små kroge til at hænge viskestykker på, og så kunne man så kamouflere dem med noget pænt. Det hænger i husets bedste rum, spisekammeret. Jeg elsker mit spisekammer, og vi skal giftes her til den første.
Tror I, Bonderøven vil give lidt botanik-undervisning i bytte for et par stivede lyseduge? Hans kæreste er da noget med design, ikke?
@ N ~ I did it!! The suitcase from the-trip-that-ended-two-weeks-ago has finally been emptied of laundry and souvenirs and put away. Am ever so pleased with myself.
My grandmother - the one, whose house I now live in - made the cloth you see in the pictures above. It hangs from the shelf in my pantry (I HEART my pantry. Best room in the house!!) and I think its purpose was to "camouflage" the uncomely dishtowels because there are little hooks on the shelf behind it. I thought it looked a bit limp as it was hanging there, so my aunt taught me how to starch it. I am now 1.5% through the curriculum for Good Little Girls, 1953 :-) no, more actually, because the pickled tomatoes I made last year were pretty darn good.
I've been watching some shows on TV about foraging and self-sufficiency. (Nothing about starching, though. Perhaps I could contribute to the next series?) There's one on Danish TV about a guy who lives on this old farm and tries his hand at lots of old techniques (ploughing with horses, making his own cider from wild apples, that kind of thing). I absolutely love them (and I secretly, or not-very-secretly, have a tiny crush on the guy, too). But despite my love for country life, I am clueless to say the least when it comes to "the wild larder". Hazel, elder, and blackberries I can identify. That's it.
Are you any good at finding (and identifying) edible fruits and berries? As you can guess, I am not the kind of person you'd want to go mushroom hunting with. But if you have, say, an apron that needs starching, just come and see me.
