Once upon a date

Jeg dater jo ikke, lige i tiden. Skyldes naturligvis egen ugidelighed. På ingen måde manglen på invitationer (ahem).

Men jeg har jo dated. Både blind dates og dem der bare var en smule svagsynede.

Engang for mange år siden var der f.eks. en mand, jeg ganske ofte talte i telefon med gennem mit arbejde. Det var altid en fest at tale sammen, og på et eller andet tidspunkt endte det naturligvis med, at vi aftalte at mødes til en øl.

Men hvordan nu genkende hinanden?  Tid og sted var fastlagt, og han sagde, at han ville være iført sorte bukser, sort jakke, og så sådan en sort-og-hvidternet skjorte. Det skulle nok kunne gå.

Fredagen kom, og jeg trissede ned til det aftalte rendezvous. Jeg var i god tid og stod og kiggede på folk, som man jo gør, når man skal mødes med en man ikke helt kender. Og så kom han hen imod mig.

Han var iført sorte bukser.
Og sort læderjakke.
Og læderjakken stod åben, så man kunne ane noget sort/hvidt indenunder.


Og han var dværg.

.

Jeg var sådan helt - ej, det er simpelthen LØGN. Af alle de fysiske karakteristika, han kunne have nævnt, som ville gøre ham let genkendelig, undlod han det lille faktum, at han kun var 110 centimeter høj???

Der gik sådan cirka en milliard tanker gennem hovedet på mig mens jeg stod der ved åen i Århus og hypnotiseret betragtede det menneske, der kom nærmere.

Og nærmere.

Og gik forbi.

Det var ikke ham. 2 minutter senere ankom en mand, iført nogenlunde samme tøj, bare adskillige størrelser større. Og det var så ham, jeg gik ud og drak øl med. Og det var det. Snip snap snude, så er den historie ude. 

God weekend, piger og drenge.

#wcpic

I always look like this when I go on a date.

Always.

@ N  ~ many many years ago, I went on a blind date with a man I only knew from phone conversations.  We always had fun when we talked, so at one point it seemed natural to arrange to meet over a beer.

I didn't know what he looked  like, of course, so I got a description of the clothes he would be wearing: black jeans, black jacket, and a black/white chequered shirt.

Voila, I dutifully showed up at the arranged time and place. Hung around for a bit, scanning the crowd for someone who might fit the description. And then I saw him coming towards me.

Wearing black jeans, as he said. And a black leather jacket, which revealed some sort of black/white patterned shirt. And being about three and a half feet tall.

A thousand thoughts raced through my mind. Of all the words he could have used to describe himself, couldn't "small person" have been on the list???

The guy came closer. And passed me.

It wasn't him, after all.  Just a short guy who happened to be wearing a nearly identical outfit. The real, tall guy showed up a couple of minutes later. We went for a beer. And that was it. The End.

Enjoy your weekend! :-)

Linguistic genious strikes again

Jeg har, efter sidste uinspirere(n)de indlæg bestemt mig for, at tiden er kommet til at iføre sig ja-hatten og komme lidt UD.

Yd og særkulere.

Efter et års tid, hvor jeg både efter eget valg og på grund af alle mulige besværlige omstændigheder ikke har været helt vanvittig social, skal jeg nu ud og svinge med ørerne skal jeg. Og I skal med!

Jeg har til lejligheden indkøbt en fin JA-HAT, som har sådan nogen stropper man kan binde fast under hagen - i de tilfælde, hvor man fx. bliver så hidsig over en bagatel, at den risikerer at poppe af.

Det skal nok blive godt,skal det.

Se mig, se mig. Så glad og hyggelig jeg er!

Indre Lecia er allerede kørt i stilling til det muntreste efterår ever. Jeg har semi-fast lørdagsaftale med en veninde, så vi kan se Matador sammen (okaaaaay, det er måske nok en anelse Indre Erna-agtigt, men et sted skal man jo begynde, og alt tæller-alt gælder-alt er godt).   Jeg er inviteret til fødselsdagsfester, både 2-års og 36-års. En kammerat har inviteret mig på BØF i morgen (en af mine venner brillerede lige og kaldte det en palæo-menu - jeg tog den straks til mig, for så kan jeg også bryste mig af at spise trendy mad). Flere venne- og venindeaftaler er begyndt at fylde kalenderen op. Jeg skal til noget fagligt halløj i lufthavnen næste uge. Jeg må IKKE gå glip af næste omgang banko i forsamlingshuset (kan I huske sidste år? Klik HER for at genopleve dette fantastiske fænomen) Og så har jeg drukket kaffe med en mand fra Tyskland, på hvem jeg gjorde et uudsletteligt (og da ganz sicher positivt) indtryk.

Vi talte nemlig om kæledyr, og jeg gav udtryk for den skinbarlige sandhed, nemlig at det prægtigste dyr på denne jord er en gravhund. "En Dachs", tilføjede jeg, for jeg er nemlig både hjælpsom og så helt utrolig sprogkyndig. "So ein Ding kunne jeg godt tænke mig".

"En Dachs?" sagde den pæne mand, og kiggede undrende på mig. "Jamen er det ikke et vildt dyr?"

Mig: "ehm....altså VILDT dyr?  Æhhh...det tror jeg måske ikke rigtig, man kan sige. Måske lidt, hvis den er sulten..."

Billedet lånt hos NADIA som er den bedste

gravhund på nettet - klik HER for dit

daglige gravhundefix!

Ham, med stigende undren i stemmen: "altså, vil du virkelig gerne have en Dachs?"

Mig: "ja ja, den ville passe lige til mig. Jeg vil i hvert fald ha' en  når jeg bliver en gammel dame. Så skal jeg være sådan en med blåt hår, der ryger cerut, og prikker til folk med min  stok, og går ture med min lige så aldersstegne, lige så excentriske gravhund"

Ham: "Nåååååå, en GRAVHUND. Det kalder vi en DACKEL. En Dachs, det er en grævling!!"

.

Nå ja. Det vidste jeg da godt. *hankunnesgudabarehavehørtordentligtefter...* 

*oghvorforfandenkunnehanikkeregneudjegmenteDACHSHUND*

~

Det bedste trick i bogen. Besnær mændene ved at bilde dem ind, at du bare synes det ville være zå nuzer med sådan en her til at lune fødderne på i fodenden. Imponér samtidig med dit enorme kendskab til såvel zoologi som tyske gloser. Det kan ikke slå fejl!

PS - for at mane samtlige rygter i jorden før de når at opstå: Nein, jeg er ikke ved at få mig nogen tysk kæreste, jeg delte bare en kæmpe spand kaffe med ham og hyggede mig virkelig godt. Det er sjovt at møde nye mennesker; også når man kommer til at tage den kiksede version af sig selv med i byen.

@ N ~ I have a new year's resolution! It was the Jewish New Year about a month ago; that will do nicely. After a year of fairly quiet existence, I have decided that this autumn will be the most fun-filled in the history of ...well, me, and that I will gracefully accept any and all invitations that hold even the faintest promise of entertainment.

Adios, couch. See you in December (see, I'm a bit behind with this resolution, and October's nearly gone, and December is the season to be jolly but also the season to stay home and eat bake lots of cookies, but I'll work on it).  November is going to be the month of fun. Yes.  So I've arranged lots of play dates, and I'm going to a work-related thing next Wednesday (there will be snacks and possibly drinks, ergo fun), and tomorrow a friend is going to cook for me, and I have promised myself that I am totally available for dates, should anyone pluck up the courage to ask me out.

So far, not much action in that particular department, but I did have a coffee with a German guy a few days ago.  We talked about lots of things, including pets, and I informed him that The Best Animal in The World is a dachs. "Ein Dachs, jah!", I added for good measure  (I am v. knowledgeable and definitely somewhat fluent in German. Practically proficient, actually. Definitely. Wirklich gut)

He looked at me, doubtfully. "A Dachs? But surely, that's a wild animal"

Me: "A wild animal???  I wouldn't call it wild, exactly. Maybe a bit, if it's hungry, but...."

Him: "so you really want a DACHS?"

Me: "Definitely. Best thing on four legs. At the very least, I'm going to get one when I grow old. I'm going to be this weird little old lady with purple-tinted hair, and smoke cigars, and poke people with my cane, and go for short walks with my equally eccentric old dachs"

Him: "ohhhhh, you mean a DACHSHUND. Yeah. We call them DACKELS. A dachs is a badger, you know"

Me: "..."

(I did know. But I mean, dachs/dachshund, tomato/potato, right?)

So yes. I'm fairly sure I made a favourable impression there.  Badger lady is the new cat lady.  You may quote me on that in five years time, when everyone will be queueing at the pet shop for their new accessory miniature badger.

Fordomsfrekvensen

Det er meget moderne at være fordomsfri, kan jeg forstå.

Desværre kan jeg ikke sådan rigtigt bryste mig af dette; jeg har masser af fordomme og er forudindtaget (altså ofte til positiv side) på nærmest alle punkter - men prøver så til gengæld at være bevidst om det og være villig til at kassere fordommene, hvis det viser sig at jeg har taget fejl (ikke at jeg nogensinde tager fejl, ever, men i princippet...)

Og man kan have megen god sjov med sine fordomme. Det ultimativt bedste er, når de enten bliver 100% bekræftet (man facebook-stalker en tidligere folkeskole-bekendt, som aldrig hørte til det acceptable selskab, og det viser sig at han ikke spiller Farmville men Potville) eller det modsatte (ens mor, som er blevet set til en Lars Lilholt koncert, viser sig at være vild med Outlandish). (Jeg tror, jeg har fortalt jer dette før, men jeg begejstres igen og igen, og man kan jo aldrig gentage sig selv for tit)

Nu vi lige taler om Outlandish, så må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg har et teenage crush af anseelig størrelse på en af dem. Og jeg fylder 36 om et par uger; kan ikke helt beslutte mig for om det er tegn på panik-alder eller umodenhed...

WAQAS ALI QADRI

Nam.

(undskyld)

Nå, bortset fra det er der sikkert nogen, som spekulerer på, om jeg har været mere inde på det der dating-site, jeg nævnte forleden, og ja det har jeg, for der kom en mail om, at nu havde de fundet en, som passede liiiige til mig, og hvem vil vel undlade at undersøge det nærmere. Det kunne jo være, det var en rapper fra Brøndby strand, magen til ham ovenfor, men ugift. One never knows.

Men jeg må så sige, at fordommene virkelig kom ud at blafre, da jeg så hvad en velmenende computer havde udnævnt som mit ideelle match.

En mand på 1,70m som angav sin vægt til 45 kilo.

Naturligvis er det det indre der tæller, men vi lader den alliwl lige stå et øjeblik. 45 kilo, fordelt på 170 centimeter.

Nu er det jo ikke fordi jeg vejer det dobbelte af ham. Men jeg er da godt nok tættere på dét, end jeg er på at være i samme vægtklasse. Kan I se det for jer?  Ham, der ligger godt og trygt i en vandseng, hvorpå jeg kaster mig ned ved siden af ham og han katapulteres ud over kanten med et vræl?  Ham, der sidder i en blød sofa, og forsvinder helt ned mellem puderne, når jeg sætter mig på skødet af ham? Os to,der danser sammen, og i et særligt heftigt dansemove kommer jeg til at sende ham i kredsløb om solen???

Billederne stod i kø på min indre nethinde, og jeg grinede og grinede (god start på dagen). Lige indtil jeg kom på arbejde, ville vise ham for en kollega - og vi så læste profilteksten (som jeg ikke liiiige havde fået kigget på; jeg var standset ved de der 45 kilo). Og så viser det sig, at han er kørestolsbruger.

For s**an altså.

Hvis nogen mangler mig, så sidder jeg lige herovre i skammekrogen og aer mine fordomme.

@ N ~ it's a quagmire, this dating site. Now that my profile has been re-activated, they keep sending me e-mails with potential matches.

Today, they really outdid themselves.  My perfect match is a guy who is 6' tall and weighs 99lbs. Now, I hope onlineconversion.com translated it correctly, but that is one skinny dude!  I nearly fell over laughing - oh, the visions in my head!  How I could fling him into orbit with one fancy move on the dance floor. How he would be sitting peacefully on the couch, only to disappear between the cushions when I snuggled up in his lap.  Him, sound asleep in a waterbed, being flung over the edge when I got in.

I just had to share it with my colleague. She laughed. And then we read his profile text (which I hadn't done earlier). And it turns out he's in a wheel chair.

Ach, the guilt.



This little piggy did not go to market

Det er lidt over et år siden, jeg ændrede status til "single" på facebook (og som vi alle ved, mere officielt bliver det ikke)

Lige siden har det været dry season. Og det er dejligt. Jeg nyder virkelig at være helt mig selv, ikke at skulle indrette mig efter andres særheder end mine egne, og frem for alt, at min (fri)tid står 100% til min egen disposition.

Det går så godt, at jeg, når folk spørger, om jeg virkelig ikke har noget imod at være alene, får sådan et verdensfjernt does-not-compute ansigtsudtryk, fordi jeg helt ærligt kun kan komme i tanke om praktiske ting så som min egen analfabetisme udi boremaskiner og den slags som et muligt draw-back. Og det er, trods alt, en overkommelig hurdle (i teorien, altså. Har endnu hverken billeder eller hylder på væggene. But I'm a slow starter.)

Men jeg kan mærke på mine omgivelser, at det begynder at tangere særhed, at jeg i så forsvindende lille grad mangler mandligt selskab. Der filosoferes over min mulige parathed til påny at indgå i forpligtende forhold, og nyheden om at jeg havde inviteret en Mand på Øl hjemme i det lille hus blev modtaget med uforholdsmæssig stor jubel blandt kollegerne (jeg var helt ked af at måtte fortælle dem, at det bare var H. fra min gamle folkeskole, der skulle udsættes for Föroya Bjórs Classic).

Så jeg har tænkt lidt over det, og svaret er desværre stadig nej - jeg gider ikke rigtig at have en kæreste. Beklager. Men jeg vil gerne på date, for det er tit sjovt (undtagen når det er forfærdeligt).

Og da jeg kedede mig gudsjammerligt forleden aften, tænkte jeg at måske skulle man prøve det der åbensindethed og re-aktivere den der ældgamle datingprofil. Opdatere alderen, så man ikke længere stod som 28-årig, ændre fritidsinteresse fra "bytur" til "sylte og bage" osv.  Flere veninder har svoret, at det ikke kun er særlinge der net-dater, og selv om jeg ved gud stadig er skeptisk, så er jeg jo også nysgerrig. (Og mangler inspiration til at blogge...)

Som sagt, så gjort, og så snart man har været inde på en profil, ryger den automatisk længere op i søgeresultaterne rundt omkring, og så kommer der nogle breve.

Og nu har jeg så brug for hjælp og vejledning. For jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal besvare denne her henvendelse:

.....psssssssssssssst........griner.........har.........et........griner...........godt..... ...........griner........ajjjjjjj.......det dur ikke.......griner...........bliver lige........griner...... ......nødt til at...........griner..........grine af......griner........inden...... jeg skriver......griner..........griner............ ......altså hvis du er lige så sød, rar og kærlig, som du er sjov så.........

Forslag modtages med tak.

@ N ~ just over 12 months as Officially Single has not made me yearn for a new boyfriend. It's almost embarrassing how much I enjoy living on my own. Only when I contemplate putting up some shelves or pictures on the walls do I feel something is missing (and no, I am not going to do it myself. Then something WOULD be missing, probably my left thumb or something. I told you, I preefer eentellectual tchallenges)

But friends and colleagues have started probing me. Am I really sure I don't want a steady relationship?  Do I speak the Truth (the whole, and nothing but) when I claim that I am perfectly happy?  Is it really possible that there is no void in my life? (If there was, could it be called a manhole? :-)  

So it got me thinking. And I came to the result that yes, I am actually very content and no, I do not want a boyfriend, not right now anyway.  But I wouldn't mind going on a few dates, because dating can be quite entertaining (except when it's horrific, of course).

Do you remember a year or two ago, when I put up this post about my adventures in dating?  To be honest, I still don't believe in it as a way of keeping our species going.

I mean, when you're as anally retentive as I am (in certain respects anyway), it's an absolute deal breaker when a person puts a smiley at the end of 

every.single.sentence  

   

It's a no-no if his profile text is written as if he only has 100 characters at his disposal ("if u r a sgl f then pls snd foto asap"). And I have this thing about too many spelling mistakes... 

(love, Helga ze Christmas Nazi).

The thing is, I don't think I would have even considered most of my ex-boyfriends if my first impression of them had been a profile text on a dating web site.  All of them had little flaws which, of course, I was happy to put up with when I got to know them in real life.  But when I only have the text to go on, it's a bit like looking at property ads - I browse through the pictures, smirk at the euphemisms, and discard.

Nevertheless, my friends tell me I should keep an open mind, so the other evening, I decided to escape boredom by updating my abandoned profile on a dating site. Change my age from 28 and so on. And of course, once a profile is active again, it pops up in people's searches and the letters start coming. It doesn't pour, but it does drip.

And I've received this letter that I simply do not know how to respond to. But it's too good not to share (this is my attempt at translating; no easy task)

.....psssssssssssssst........laughs.........have.........a........laughs...........good.....
...........laughs........aiiiii.......this ain't working.......laughs..........I'll just ........laughs......
......have to...........laughs..........stop laughing......laughs........before...... I write to you......laughs..........laughs............

......I mean, if you're as sweet and nice and lovable as you're funny, well then.........

Well, at least he finds me amusing. One out of two ain't bad.

PS - I noticed one of the guys on this dating site just wrote "another week as a single". Sounds seriously depressing. I felt sorry for him. But in no way tempted to date him.  Though, it might make a great blog post if I did.

De ringer jo nok ikke fra Vild med Dans lige foreløbig...

Nåmn så er det jo altså nu, jeg bryder sammen og indrømmer, jeg har meldt mig til zumba.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Ja, damen som generelt plejer at sige "I preefer entellectual tschallenges" i hvad hun selv synes er en fascinerende russisk-lydende accent, når som helst der måtte være fysiske udfordringer i horisonten, har betalt penge for at komme til at svede.  Jeg kan ikke helt redegøre for motivationen; det er en blanding af alderspanik og en fornemmelse af, at den dag jeg skal flygte fra rumvæsner og/eller gangstere (det kommer almindelige mennesker jævnligt ud for; som dokumenteret i adskillige actionfilm) vil det nok ikke skade at være i marginalt bedre form.

Jeg har foreløbig været der 2 gange. I dag var 3. gang, men i sidste uge kom jeg rent faktisk til at glemme, at jeg nu Går Til Noget. (Til gengæld huskede jeg at sætte skraldespanden ud). 

Zumba er noget, jeg kun har prøvet 1 gang før. Det var i Århus, og instruktøren var af den der irriterende type, som råber "og nu finder DU på noget" mens hun peger på en sagesløs deltager, der så lige panik-opfinder et eller andet hoftevridende move.  Absolut ikke min stil; det er så afsindig svært at koncentrere sig om noget som helst andet end at blive usynlig så man ikke kommer til at afsløre, at det eneste man selv ville kunne diske op med, er sprællemand.

Her kan jeg nøjes med at følge instruktøren og ryste røven, mens jeg skæver til den åbne dør for at se, om en ældre herre fra Lokalhistorisk Forening mon står paralyseret derude. Jeg kan ikke helt bestemme mig for om han ville få et chok, eller alternativt ihærdigt dokumentere hvad der må se ud som et indtog af Shaker-bevægelsen, som har erobret gymnastiksalen. 

@N  ~ how goes it? Autumn's on the way.  I'm wearing two layers in the morning when I'm waiting for the train, and when I go home in the afternoon, it's much too hot. But the weather is turning colder (and wetter) now.

We've sown grass in the garden. Every day I go out and stare at it, willing it to sprout and grow. It hasn't helped so far, but I do think germination takes more than a week, so I'm trying to be patient.

Last week I went to visit a friend of mine, an English girl who lives here in Denmark. She cooked roast chicken with roasted veggies and Yorkshire Pudding for me. OMG, Yorkshire Pudding. How do I love thee. Let me count the ways. Or let me count how many I ate. I think it was 7.....  I brought the dessert, rodgrod med flode, actually it's  spelled with an Ø (the O with the diagonal line through it) but I'm not sure how it shows up on your computer.  Did any of your Danish Best Friends ask you to say it? It's our favourite tongue twister, but I've stopped using it, because other languages (esp. English) have much worse ones (the sixth sheikh's sixth sheep's sick or fifty frantic frogs fled from fifty fierce fishes, etc. etc. etc.) Anyways, the rodgrod tastes good, especially when you drown it in cream, and it sat nicely on top of the chicken and all the Yorkshire Puddings in my tummy.

This weekend was a lovely one. On Saturday, I looked after a friend's kid while she worked and afterwards we went back to my place for brunch, and in the evening I went to another friend to watch a Danish TV series called Matador   which tells the story of small-town Denmark before/during/just after World War II. I absolutely love it.

On Sunday, we (my family and I) went to church because we've got a new priest in our parish and this was her "initiation ceremony". The church was absolutely packed, which was nice, but I hope it won't be completely empty next Sunday when it's back to normal (albeit with the new priest, of course, so the novelty factor may draw a small crowd).

In the afternoon I painted a fence (well, part of it. It's going to take ages) and picked elderberries which I've frozen so I can make elderberry soup once it gets really cold. Yum!

Today I went to a zumba class. Yikes.  My ass is used to sitting, not shaking. I have a feeling that "Dancing with the stars" won't be pestering me with requests to join the show next season...