Bum gardening

Yes. Bum gardening.

My favourite garden discipline. Which basically means you're sitting leisurely on your bum, enjoying the sunshine and the bird song, while you're pulling up weeds.

It beats meditation, hands down, and is also known as "dirt therapy".


I posted about this on facebook earlier today and a bit later it struck me that I haven't really come across this in any of the gardening books I've devoured over the years. Could it be that I am a first-mover here? Should I copyright it, take a year off to write a book about it, and become a millionaire??  (@N ~ we'll split the profits)

...

If you are not the kind of person who enjoys digging the soil, neighbour cat is here to demonstrate other ways of enjoying a garden:

Jeg skrev om "bum gardening" på facebook i dag. Altså - havearbejde som foregår siddende på måsen mens man hiver ukrudt op og - ganske gratis, uden assistance af meditationsguruer eller mindfulness coaches - lader tankerne strømme frit i hovedet.

Hvad skal det mon hedde på dansk?  Jeg kan ikke lige komme på et ord, som falder i min smag. Hjælp søges.

I øvrigt slog det mig, at jeg ikke er stødt på fænomenet i nogen af de havebøger jeg har læst gennem tiden. Og det er jo ellers det vigtigste overhovedet i en have - at hygge sig i den.  Hyggen behøver forresten slet ikke at involvere egentligt arbejde. Se bare nabokat demonstrere ....

Gratis kursus i mindfulness og meditation

I nogle dage har jeg haft sådan en sær fornemmelse i hovedet. Sådan en slags "vægtløshed", hvor man har en følelse af, at lige om lidt bliver alting anderledes ... eller, alternativt, lige om lidt sætter inertien ind, og ingenting forandrer sig i lang tid.  Om det bliver det ene eller det andet, eller ingen af delene, er naturligvis umuligt at forudsige, når man ikke er en ægte heks.  Og skulle der endelig ske noget skelsættende, har man som regel glemt, at man gik rundt med den her sære følelse (med mindre man er en af disse rædsomt selvoptagede personer, der fylder internettet op med blogs om alt deres tilfældige tankespind ...)

(Jeg skyder i øvrigt skylden (for tankespindet; ikke bloggen - der må vel være grænser for min ansvarsfraskrivelse) på de mange år, jeg var i Undervisningsministeriets vold. Selv om det efterhånden er længe siden, jeg gik ud af skolen, kan jeg ikke sige mig fri for at føle, at et eller andet bør ske på denne årstid, lige omkring skolestart. Noget med gamle cirkusheste der lugter savsmuld, eller hvordan det nu er)

Uanset hvad, så kan man godt føle sig en smule rastløs, når den sære fornemmelse huserer på øverste etage. Rastløs, og dog uendelig doven.

Var man nu et moderne menneske, så havde man måske været på et kursus i mindfulness. Lært at være til stede i nu'et og så videre.  Men det er Man ikke.  (Man har jo i øvrigt heller ikke råd, lige pt. - jvf. sidste blogindlæg.)   

Så er det heldigt nok, at man har Ukrudt.

Jeg har således i dag udført min aller-yndlingste (jo-det-ér-et-ord) form for havearbejde, nemlig den form der foregår siddende på bagen, og uden andet udstyr end klør fem og måske en pude til den førnævnte.  Således krumbøjet og skjult bag hækken har jeg stille og roligt arbejdet mig gennem adskillige meter ukrudt, og imens har hovedet på magisk vis tømt sig selv for de fleste af de løsrevne tanker, som har hvirvlet rundt uden overhovedet at få sat ord på sig.

Næsten færdigt arbejde - henne mod

husvæggen anes det sidste ukrudt,

som her har antaget nærmest

busk-agtige proportioner ...

(Before-and-after pic)

Det kan anbefales.   Se bare mine zen-agtige hænder i den klassiske, meditations-agtige "aaaoum" positur:

Skidt under neglene =

dokumentation for at jeg ikke bare har

siddet og læst hele dagen

(Dirty hands = proof of hard,

physical work :-)

Hvis nu du ikke haver en have.  Eller bare afskyr at få jord under neglene. Eller det regner. Så findes der en anden glimrende metode til at få fred for egne tanker: læs en bog!  Og lige nu kan du vinde en rigtig god en af slagsen ovre hos Linda. Klik på linket, og hvis du er heldig bliver det dig, der får fingrene i "Svalens Graf" af Sissel-Jo Gazan - signed by the author!

http://www.blogsbjerg.com/2013/09/vind-svalens-graf.html

deadline mandag 9. september 2013 kl. 20:00

Håber din weekend er lige så god som min.  I dag har jeg - udover at meditere, naturligvis - overværet en kalvefødsel, plukket 2 kilo tomater (*stolt*), og set KORNMOD.

@ N ~ I'm enjoying a quiet weekend at home.

Recently, I've had this strange, restless feeling in my head. A sense of "weightlessness", and a feeling that things are about to change - or, alternatively, inertia is about to set in, and thing will remain the same for a loooong time to come.  I don't know which scenario is preferable, and as I am not a fully fledged witch (not even a quarter fledged, come to think of it), I have no idea if it will be one or the other ...or neither.

I put it down to having spent several years in the education system.  It seems natural, still, that at this time of year, something ought to happen.  New classes, possibly new friends, new books, something.  

Anyways, I decided to do a bit of meditation to slow down my train of thoughts.  The way I meditate is this (and let me add: it definitely works best if the weather is pleasant):  I sit down in my garden.  And pull weeds.

There you have it. Dead simple. Won't cost you a penny.

All thoughts seem to evaporate when I'm sitting there in the grass, with ever dirtier hands. Marvellous, marvellous.

Of course, Mr Head also sometimes goes spinning off in all directions in wintertime, and I'll be the first person to admit that my particular form of meditation is extremely unsuitable when the ground is frozen.

Then, the obvious solution is to lose oneself in a book.  The link above is to a competition where you can win the latest novel by a Danish author- only I don't think you would get much out of it until an English translation comes out....  Instead, you get this quote, which I found recently on http://www.aseaofquotes.com/

"I read because one life isn't enough, 
and in the page of a book I can be anybody;
I read because the words that build the story become mine, to build my life;
I read not for happy endings but for new beginnings;
I'm just beginning myself, and I wouldn't mind a map;
I read because I have friends who don't, and young though they are,
they're beginning to run out of material;
I read because every journey begins at the library,
and it's time for me to start packing;
I read because one of these days I'm going to get out of this town,
and I'm going to go everywhere and meet everybody,
and I want to be ready."

- Richard Peck, Anonymously Yours

I quote it here in its entirety, but really my favourite part is that first line. "Because one life isn't enough".

Recently I've been reading a crime novel by an author called Tara French - recommended to me by a friend, and I liked it. I love finding new authors.  

And when I haven't been solving murder mysteries, I have been discovering some of the old classics. I've had a Jane Austen novel ("Persuasion") sitting on my book shelf for years - I never really could get into the story. Then, the other day, I just picked it up - and, suddenly, loved it.  And the bonus is that because of the archaic language, I cannot just plough through it like I do with most books. It actually takes time to read :-)   So I checked out Charlotte Brontë's "Jane Eyre" from the library and loved it, too.  Now I've moved on to "Wuthering Heights" which I don't find as appetising as the other two, but I'll give it a go - and if I get stuck, I'll move on to "Pride and Prejudice".

...

Hm. Now, where was I going with all this? Can't remember (perhaps should do more meditating tomorrow?).  Anyways.  I saw a calf being born this morning (yes!).  And I picked 4 lbs of tomatoes. And the weather is lovely.

Have a great weekend!! :-)

Rød front

Indre Erna rapporterer, at frilandstomaterne trives noget bedre i år!

SÅ, Faster Aspargestyv!

Her på matriklen roser vi os selv for 2 ting (mindst):  Vi tænker langsigtet, og vi tager hensyn til familiemedlemmers kleptoman-kulinariske tendenser.

Således har jeg i dag lavet et aspargesbed og plantet 10 aspargeskroner - det hedder de, og de er lige så fornemme som navnet antyder. Min far mener dog, de mest af alt ligner skægget på ham der fra Pirates of the Caribbean. Jeg er rimelig sikker på, at det ikke er Johnny Depp, han har i tankerne ...

Anyways, asparges er plantet og nu genstår så bare at nurse, håndluge, forkæle med gødning (ja, jeg er sådan en, der har tang med hjem fra stranden), og ikke mindst VENTE. For der går 2-3 år, før man sådan virkelig må frådse i dem.

Jeg væbner mig med tålmodighed - og måske en stok så jeg kan holde Faster Aspargestyv lidt på afstand af bedet de kommende 2 somre .... 

(må hellere tilføje, at jeg også lavede aspargesbed dengang jeg boede i Århus. Og at ingen fastre kom til skade dengang, så I behøver ikke at frygte for liv og lemmer :-)

@ N ~ asparagus bed - check!

All that remains now is waiting 2-3 years before they're "mature" enough to start eating. *sigh*

Havedagbog, starten af maj

Det første som flyttede ind i min nye have var rabarber. De var også de første beboere i haven i Århus, som blev nedlagt og tilsået med græs sidste weekend. I sin tid kom de fra min venindes have og i de fem år, de havde boet hos mig, havde de udviklet rødder så tykke som min underarm. Ikke specielt lette at grave op, skulle jeg hilse og sige.

Nu står de i et hjørne af haven her og bliver vandet og passet efter alle kunstens regler. Som det ses af det andet billede, er der foreløbig ikke meget andet at passe. Jeg vil gerne lave terrasse i år, så græs i sensommeren, og så komme i gang med bede osv. til næste år.

Krukkehaven er til gengæld blevet udvidet med to store potter med krydderurter. Den perfekte indflyttergave fra familien Hittemis :-)

Håber du også har haft en dejlig weekend!

Den mørke side

Da jeg var lille, samlede jeg på snegle. Og regnorme (som jeg gik rundt med i hånden, som en ret så levende buket).  Mine snegle boede som regel i en lille plastikspand, en lågløs spand vel at mærke. Engang vi skulle spise hos min Farmor havde jeg mine kæledyr med, og uden at tænke over det - og uden at nogen bemærkede det - satte jeg spanden fra mig i køkkenet, før vi gik ind i stuen og spiste.  Da vi kom ud igen var der snegle alle steder - på vinduet, op af væggene, på køkkenbordet. Fascinerende. Og Farmor blev ikke sur :-)

Dengang som i dag er det dem med hus, jeg er glad for. Gule, stribede, brune, vinbjerg - de er mine venner, alle sammen.

"Nøgne" snegle, derimod - dem har jeg vist nævnt flere gange - får det værste op i mig. Dræberen. Hævneren. Den Etniske Udrenser. Morderen. Udrydderen.

Bevæbnet med mini-pølsetang og lommelygte sniger jeg mig rundt i den mørke have. Angriber tavst og uden nåde. Kun af hensyn til et eventuelt liv efter dette prøver jeg at aflive dem på en relativt human måde - hurtigt, og så jeg er sikker på at de DØR og ikke bare ligger og lider. Hvilket med min tyske grundighed vil sige, at jeg myrder dem hele 3 gange.

Først den mekaniske, fysiske, voldelige metode: Mas! Klem! Hak! Pølsetangen har mangt et snegleliv på samvittigheden. De snegle der bor i min have er heldigvis meget unge(barnemorder! usling!) og deres små slimede kroppe er lette ofre. Jeg bilder mig ind, at de ikke når at mærke noget...

Dernæst den kemiske metode: NaCl. Natriumklorid. Altså, salt. Hvis nu de ligesom regnorme kan leve videre i 2 stykker (gyse)

Til sidst overhælder jeg den klamme blanding af salt og tve-delte snegle med kogende vand, og så genstår det sidste problem: hvor fanden gør jeg nu af dét?  Min løsning er at lade det stå (i et gammelt syltetøjsglas med låg på) til dagen efter når det er blevet lyst, og så hælde det ud så langt fra egen matrikel som muligt. Som regel i parken, hvor det alligevel vrimler med snegle. Måske de bliver skræmt væk af det dystre eksempel; jeg tvivler desværre.

So there you have it. Jeg køber øko-kyllinger, samler mariehøns når der skal fjernes bladlus (har faktisk købt lusespray men fik SÅ dårlig samvittighed første gang jeg brugte det), og prøver virkelig at reduce-reuse-recycle alle de steder jeg kan. Men når alt kommer til alt, er jeg et Grumt Menneske.

Siger Snegl-Zilla.

Roser

...og en buket fra grøftekanten:

PS - iransk opskrift under udarbejdelse. Er der nogen, udover de rigtige food bloggere, der ved hvor besværligt det er at skrive en opskrift så man tror den vil give mening for andre?   - Og er der nogen, der har prøvet at tolke opskrifter fra en Mesterkok med et helt andet modersmål - som i øvrigt ikke rigtig gør i det der med opskrifter og helst anvender måleenhederne "sjat", "drys" og "noget"? Jeg tror ikke jeg har gaver for den slags, men der er som sagt noget in the works. Wish me (more) luck.

Keeping promises

Man skal holde hvad man lover. Da især når man gør det skriftligt, et sted hvor Alle Mulige kan læse det, og holde en op på det.

Det er ikke iransk mad jeg tænker på lige nu, men mere slutbemærkningen i forrige indlæg, skrevet for 3 dage siden, som jeg afsluttede med ordene: "[...] og raidet et planteudsalg. Mere om det i morgen". Hah! Som om jeg skriver indlæg hver dag! Eller kan huske, hvad jeg har skrevet. Gad vide hvor mange gentagelser, der egentlig er allerede? Eller hvor mange indlæg der ikke bliver skrevet, fordi jeg tror jeg har skrevet det? Gad vide om rigtige bloggere husker sådan noget?  Anyway, I digress. Det var det planteraid vi kom fra.

Her i Århus har der de sidste par år (eller muligvis mere?) været et planteudsalg hvert forår; nogen personer køber planter som var det vor sidste dag i Eden og sælger-sælger-sælger til de ikke har flere. Og så lukker de.

Jeg kom forbi et par dage før lukkedagen; planterne var ved at være noget trætte i det, men til gengæld var der 50% rabat på alt. Det synes jeg godt om. Så på selve lukkedagen svingede jeg forbi igen, og eftersom hvad-der-er-sparet-er-jo-lissom-tjent havde fået godt fat i mig, kastede jeg blomster og planter i kurven like a krazy woman. Men ellers var de jo blevet smidt ud! Eller var kommet til dårligere hjem! Det kan vi ikke have. Og hvor træt en opstammet rose til 149,- end ser ud, så er en rabat på 139,- rigeligt til at overbevise mig om, at den nok skal komme sig under min kærlige pleje. Og en citrusplante til samme pris får mig ganske til at glemme, hvor kold og våd denne sommer har været hidtil. Glad ser jeg for mig, hvordan min terasse vil forvandles til eksotisk middelhavsmiljø, og flår til mig af varerne. En vinstok, siger du? Jamen den hører da naturligt hjemme her (forventer selvforsyning indenfor 2-3 år)

Ingen billeder af de der opstammede roser, forresten. Dét billede blev nemlig taget på højkant, og selv om jeg har vendt det rigtigt i den mappe, det ligger i, så "ligger" det ned når jeg indsætter det her. Åbenbart langt over min kunnen.

Men nu har jeg da holdt hvad jeg lovede.  Så nu håber jeg, at jordbærrene gør det samme...

Oh havefryd

Kronisk sorte negle
Øm ryg
Rifter på begge arme
Et fraværende udtryk i ansigtet når samtalen ikke drejer sig om jordforbedring/gødning/andet haverelateret...
....
Det er dejligt, det er blevet forår igen! Indre Erna har nusset i haven hele dagen; Indre Helga var også med og har insisteret på, at der i år sås i lige rækker MED skilte, så man kan se hvad der er sået. Indre Erna mener jo, at det kan hun nok huske, meeeen hun er jo lidt oppe i årene, så det er nok meget godt at Helga skærer igennem dér.

Easter

Some people call me the Christmas Nazi because I have very firm ideas about how it should be done. Nowt wrong with opinions, I say (but it's probably a good thing that I don't have children. They'd decorate the tree all wrong...)  But really, I am a very peaceful, mellow person - I just like the Holidays. And that includes Easter too. This time of year, I'm all about the eggs, bunnies, chickens, and of course the classical Danish Easter Brew (beer, strong, interesting effect if consumed in vast quantities)

So I put up a few decorations for Easter; my mum has always done it so of course I thought "everybody" did but apparently that's not the case. I have to admit, it's less...elaborate than my Christmas decorations; the good thing about that is that it takes much less time to put up (and, of course, take down again).  The most important part is the Easter Tree (apologies in advance for poor photo quality, it must be the camera) which is basically just 10-12 short branches from the local park in a vase. After a few days inside where it's nice and warm, they think it's really spring and the leaves come out.  I decorate them with some wooden Easter eggs I got from my mum.

(The "table" is a sub woofer. Although the boyfriend loves the

decorations, he is not too happy that he's not allowed to play very loud

music while the Easter tree is sitting there. We all have to

make sacrifices...)

The Easter tree in my hallway - I put it up yesterday so no green

leaves on this one yet

I have another sign outside that says "EASTER". Just in case the neighbours didn't know.

It's a little service I provide

The coat rack. Handy for when you run out of places to put flowers.

And even though there's also a thick winter coat and a woolen

hat in the photo, it is spring. It's just my boyfriend who hails from a

place about 4,000 kilometers further south who thinks the temperature

should be a lot higher before winter garments are stored away.

And just look at these - in a months time, these will (hopefully) be ready to go out in the garden! It's been raining here so the only gardening I've done this Easter is filling some flowerpots with pansies and tiny daffodils. I'm champing at the bit!

Happy Easter!

Det klør i fingrene

Jeg æææælsker sådan en rigtig vinter som den vi lige har haft. Når naboerne brokker sig over at de for 7. gang på 2 uger skal skovle indkørslen fri for sne, slippes mit indre-men-ikke-særligt-skjulte legebarn løs og jeg tumler ned til det pissekolde busstoppested med snefnug i øjenvipperne og fryd i hele min bundfrosne krop.

Men nu - NU skal det være forår! Jeg vil ud og grave i jorden, kigge til mine kompostorme, indsnuse duften af græs - og dyrke et eller andet!!!  Jeg er ikke den sejeste gartner og hvert eneste år er der eklatante fiaskoer (som regel at jeg dyrker en masse og ikke får det spist, så jeg har sært stokløbne gevækster over det hele. Alternativt at det slet ikke bliver til noget.)  Men én ting har jeg dog til fælles med "rigtige havemennesker" - jeg opgiver aldrig, never, niemals, og er altid sikker på at netop i år bliver året, hvor det lykkes mig at dyrke noget kål der bliver spist af andre end kålormene.

Og så læser jeg - blade, internet, havesiderne i Familie Journalen, alt muligt - og i dag fandt jeg en ny-for-mig-blog. Den skrives af en mand lige her i Århus som kan noget med farver, og som gerne smider penge efter et drivhus som gør mig helt svag i knæene. Det er ren blomsterporno, på den fede måde :-)    Når jeg engang bliver stor, vil jeg have sådan en have. Og sådan et drivhus! Pt er ambitionerne anderledes jordbundne - jeg pønser på at kreere mit helt eget low-cost minidrivhus af en reol og en regnfrakke (sådan da...)

Jeg ville gerne bo inde i det drivhus (but I don't think he'll let me...)