25 Jahre...

I disse dage fejrer Berlin og resten af Tyskland og resten af verden, at det er 25 år siden Berliner-Muren faldt.

Femogtyve.

Det er længe siden.

I '89 var jeg lige fyldt 13. Dengang som nu var jeg ikke verdens mest politisk bevidste dyr. Jerntæppet som gik ned gennem Europa var simpelthen bare noget som var der, sådan som det havde været hele mit liv.  Vi havde lidt om det i historie eller samfundsfag, men ærlig talt så gik jeg nok en del mere op i om Thomas J syntes om min nye permanent eller ej  (hint: det kan han umuligt have gjort). Det nærmeste jeg kom Østblokken var, at min venindes forældre havde en Trabant - jeg har kørt ganske mange kilometer i dette legendariske køretøj.

Men jeg kan huske, at mine forældre så meget fjernsyn i den periode.  Og sommeren efter, da vi skulle på bilferie i Italien, myldrede de vesttyske motorveje med Trabanter - ikke bare den sennepsgule version jeg kendte så godt, men alskens farver og totalt proppede med passagerer og bagage. Nu skulle østtyskerne ud og køre Autobahn.

Og jeg kan tydelig huske da vi kørte hjemad og min far tog en noget østligere rute end han tidligere havde haft mulighed for.  Det var første gang i mit liv, jeg oplevede en så kæmpe forskel på to (tidligere) nabolande når man krydsede en grænse.  Sådan som jeg husker det, var der meget gråt. Og vejene var temmelig hullede. Og i øvrigt lige så proppede med Audi'er og Mercedes'er, som de vesttyske motorveje var fulde af Trabi'er.

Nu er jeg så blevet en hel del ældre og en smule klogere, og jeg sidder og bliver sådan lidt rørt over TV udsendelserne, og scenerne med jublende tyskere med særdeles dårligt 80'er hår.  Kæft hvor ser Europa anderledes ud end da jeg var lille. Kæft hvor er jeg da blevet en gammel stjærv. Og kæft hvor har jeg da forsømt min lille blog her i efteråret.

Men om 3 uger er det første søndag i Advent, og så starter Julen!!

(må man i den forbindelse kraftigt anbefale en tur til netop Tyskland, hvis man skal på en lille romantisk December-weekend med kæresten? Og da i særdeleshed Lübeck, som jeg aflagde visit for 2 år siden. De er ræddi gode til det med Jul; jeg siger det bare :-)

@ N ~ I'm feeling a bit nostalgic this weekend (and easing my way back into blogging by subjecting you to it, of course)

This weekend marks the 25th anniversary of the fall of the Berlin Wall.

Now, when the Wall fell, I was 13 years old.  I knew about the Iron Curtain and the divide between Western and Eastern Europe, but I didn't really give it any thought.  For me, it was just the way things were - a fact of life really.

And to be honest, I spent a lot more time thinking about whether or not Thomas J from my class liked my new perm (spoiler: the answer to that has to be no. Oh my god, ze poodle.)  

My only tangible point of contact with communism and the Eastern Bloc was the Trabant that my friend's parents owned. This is one of the very rare cases where I brag about being a sort of vicarious first-mover  -  I rode in Trabi's waaaay before they became cult here :-)

I know exactly how the gear shift in this one sounds :-)

The following summer we drove to Italy and the German Autobahns were full of Trabi's and other exotic cars, all jam-packed with baggage and passengers. On the way home my Dad grabbed the opportunity of taking a rather more easternly route than in previous years and the thing I remember the most was how incredibly different everything looked once we crossed the previous border. It wasn't just a different country; it was a different time.  In my memory, buildings were very grey - and the roads were full of holes (they were also full of Audi and Mercedes cars)

So now I'm a quarter of a century older and hopefully a tad wiser, and I did feel a lump in my throat as I was watching old TV footage of exhilarated Germans with their very bad 80's haircuts and their overwhelming joy of no longer being physically separated from friends, family, and basically the Western half of Europe if not the World.

OMG, Europe looks very different from when I was a kid. OMG, I am such an old fart (fartress?). OMG, it's been ages since my last blog post.

But in just 3 weeks, it will be the first Sunday of Advent and thus the official start of Christmas!! Wheeee :-)

Mon solen også skinner over Sydlige Utsira?

Det fyger med vejrudsigter omkring mig - indtil flere søde kolleger har nærmest varslet sommerens komme, og selv om jeg frøs helt vildt på stationen i morges og i øvrigt gerne bare vil have lidt vår, så er det da svært ikke at blive aldeles kulret når man kigger ud og ser

SOLSKIN!

Og det er fredag! Og vi har weekend! Og jeg skal lege flyttemand! Det lille hus på landet er indflytningsklart, minus skønhedsfejl og detaljer, og dem går vi ikke op i, og da slet ikke i dag.

Kan I huske i "gamle dage", da kom der sådan en farvandsudsigt efter den almindelige vejrudsigt i radioen. Hvem ved, måske sender de den endnu? Jeg har ikke hørt den i mange år, men jeg kan stadig huske de gådefulde stednavne - Dogger Banke, Fisker, Sydlige Utsira, og Farvandet vest for Hebriderne. Inde i mit hoved var de sære, eksotiske steder - og jeg lyttede fascineret til den (som jeg husker det) let messende oplæsning.

Se, her ligger de :-)

Lidt svært at læse min håndskrift måske, men ude

fra venstre er det FARVANDET VEST FOR

HEBRIDERNE og DOGGER BANKE,

den oppe ved Norge er SYDLIGE UTSIRA, de to

ved Danmarks vestkyst er FISKER og TYSKEBUGT,

og endelig har vi SKAGERRAK og KATTEGAT

(ikke så mystiske, men jeg har altid elsket

rytmen i deres navne) og til sidst, markeret med pil,

BÆLTHAVET OG SUNDET.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste. I 2002 omdøbte briterne et af deres farvands-territorier (eller hvad det nu hedder) fra Finisterre til FitzRoy, for at undgå forveksling med et spansk hav-område som også hed Finisterre.  De traditionsglade briter var ganske oprørte!  BBC skrev følgende nekrolog:

extract from article on bbc.co.uk on 04 February 2002

it reads:

FINISTERRE shipping forecast sea area, a familiar friend taken away from us after a lifetime of service.

A renowned friend of sailors, Finisterre was one of a new breed of post-war sea areas to figure in every one of the Met Office's four daily weather forecasts.
Born in 1949 of Latin extraction (finis terre translates as "end of earth") and one of the biggest of the sea area family, she immediately took up station off the northwest shoulder of Galicia.
In finer times, colleagues remember her fondly as being both "moderate" (visibility of two to five nautical miles) and "good" (five nautical miles).
However, in sadder times Finisterre was "occasionally poor" (with visibility down to 1,000m). Friends have also remarked on her unsettling episodes of "veering" (changing of the wind in a clockwise direction).


A reader wrote:
I am really sad that Finisterre is disappearing. It's the end of an era. Why do
we have to lose Finisterre though? Couldn't the Spanish have renamed their sea area?



Carolyn R., England

Ak ja. Godt at vide, at man ikke er alene om sine sære forkærligheder!

@ N ~have you ever heard the shipping forecast on the radio? I don't even know if you guys have it on any of your public radio stations. We did in Denmark when I was little (I haven't heard them for years but they may still be transmitted, I don't know) and they still do in Britain. Basically it's just a forecast for the seas around Denmark (or, in the case of the BBC, around the British isles), but my memories of it are very fond.  They were mystical, magical places, and when the forecast was read out it was almost hypnotic, like a magic incantation.

Dogger, Fisher, German Bight, South Utsire...  (these are a few of my favourite thiiiiings...)

The BBC transmission is 4 times a day and I read somewhere that the last one of the day is almost like a lullaby to some people. And there was almost a national outcry in 2002 when one of the sea areas had its name changed from Finisterre to FitzRoy (see quote from BBC above).

Now if you'll excuse me I have some WEEKEND to celebrate. It's sunny and I have two free days stretching ahead of me (by Sunday evening it will feel as if they've shrunk). I'll be moving most of my stuff into the little house, perhaps also checking out one or two charity shops to see if they have any furniture I like (I'm in dire need of bookshelves and a wardrobe).  Happy Friday!

Hvidstengruppen

I dag har filmen om Hvidstengruppen premiere. Jeg var til snigpremiere i sidste uge (og skal i den forbindelse huske at sige mange tak for invitationen til Spar Nord, en meget venlig bank i Kolding). Foruden de 314 kunder der var plads til i Biocenter Koldings Sal 1 havde de inviteret filmens instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, Regnar Grasten, samt en af skuespillerne, Thomas Ernst. De tre kom og fortalte lidt om filmen før den startede.

Filmen er, i modsætning til mange andre film om besættelsestidens Danmark, meget lidt tju-bang. Anne-Grethe Bjarup Riis fortalte, at de havde vægtet meget tungt at fortælle om familien og de venner, som udgjorde Hvidstengruppen, og det synes jeg lykkedes virkelig godt. Man fik en meget klar fornemmelse af de ganske almindelige mennesker, som bare følte det som deres pligt at yde den modstand, de nu kunne, mod den tyske invasion.  Det var en meget stærk side i filmen.

Hvad der ikke var helt så stærkt, var visse replik-skifter, som kom til at virke meget dilettant-agtige. I en af filmens tidlige scener (ved Marius og Gudrun Fiil's sølvbryllup) sidder det meste af selskabet over kaffen og skiftes til (nok så nydeligt efter tur - ikke nogen talen-i-munden på hinanden dér) at aflevere hver deres replik om tyskerne. Á la "det er for dårligt, at tyskerne skal være her i vores land" eller "jamen tyskerne er her da for at beskytte os".  Så er publikum ligesom orienteret om den enkelte figurs indstilling til modstandsbevægelsen og tyskerne - men det kunne ærlig talt godt være gjort noget mere elegant.

De uelegante replikker dukkede lidt op hele vejen gennem filmen, men alligevel blev man grebet af historien - for mig (og sikkert mange andre) havde det nok meget at gøre med bevidstheden om, at det jo er en virkelig historie.  Vi ved jo alle, hvordan den slutter, men alligevel var der mange blanke øjne, da vi gik ud fra biograf-salen.


fra purhusnet.dk - kig også på hvidstenkro.dk (de
søger i øvrigt en kokke-elev, hvis det var noget?)

Skal du gå ind og se den? Ja, det vil du gerne. Anden Verdenskrig er efterhånden så længe siden, at der ikke sidder ret mange bedstefædre og -mødre rundt omkring, der kan fortælle os noget om den.  Og når man næsten bliver væltet på vej ud af et tog, fordi der er nogen der absolut skal ind i samme sekund, dørene åbnes, så kan man godt få en fornemmelse af, at vi -produkter af en tid hvor vi absolut ikke mangler noget, undtagen måske lige tid og omtanke for andre- godt kan tåle at blive mindet om, at der var nogen der satte fællesskabet (Danmark) over sig selv (deres egne liv).  Man skal se filmen, fordi det er værd at opleve historien om almindelige mennesker som ikke bare ventede på, at der "kom en voksen" - og så skal man se den, fordi Bodil Jørgensen simpelthen er god.

Unbelievably shallow

Så blev det Ægte Hverdag igen. Og man trissede hen på det der arbejde. Ej. Dét gjorde man ikke. Man drønede på arbejde, fordi man på årets første arbejdsdag havde fået lov til at låne sine forældres bil. Ja, faktisk kunne man også have taget Søsters bil, men den holdt inderst. Hvilken fråds, hvilken fryd, hvilken luxus - men kære DSB, om få dage har I mig tilbage igen. I mellemtiden bør I, der færdes på E45, venligst ihukomme Helga's vise ord om, at højresporet ej er befængt med hverken pest eller dæk-klister der gør det aldeles umuligt at komme ud i venstresporet igen. Prøv det, prøv det - i stedet for at overhale 2.5km tomt højrespor. Nå. Hvor var jeg?  Total yndlingsharpe, er det åbenbart blevet....


For dælen. Jeg mistede aldeles tråden. Nåja, arbejde. Heldigvis ej ubærlig travlt, og det var rart, for det føltes godt nok, som om der burde have været i hvert fald én fridag mere efter Nytårsaften.


Anyways, der sad jeg altså. Og kom i tanker om, at det gamle hus, hvor jeg boede til leje sammen med min allerførste rigtige kæreste, nu er sat til salg. Ind på boliga.dk og finde det - jo, sørme, der var det. Det kan blive mit for lidt under 1.7 millioner. Det var det ikke værd, da jeg boede der - det var mystisk indrettet, køkkenet havde ingen håndvask, til gengæld bryggers lige ved siden af og desuden - hvad jeg slet, slet ikke værdsatte højt nok dengang - et spisekammer. Og så var det så piv-utæt, at der af og til var frost på indersiden af vinduerne om vinteren.  Og alle de vinterblomster, som dybest set mistrives en smule, når vi hiver dem ind i vores varme stuer - de blomstrede og trivedes hos mig. Men siden dengang er der godt nok sket ting og sager; vægge flyttet og isoleret, nyt tag, nye vinduer isat, fancy køkken installeret, og såvidt som jeg kan bedømme boligmarkedet i dag, er det vist en OK pris. Aj, hvad fanden ved jeg. Jeg har boet i Århus i 10 år; det forvrænger altså ens opfattelse af hvad "OK pris" vil sige.


Men det var sært at se det. Nogen ting kunne man slet ikke kende. Og så lige med et var der noget  på et af salgsbillederne, et hjørne eller et vindue, som bare fik mig til at huske alle mulige ting fra dengang. Bitter&Sweet.


Og så er det faktisk også ret præcis 1/3 år siden, jeg officielt flyttede fra A. Det er lige så bittersødt, men jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at bo alene igen. Til at mit hjem er mit hjem, og der ikke er andre, der har krav på at være der uden at jeg inviterer dem. Til at indrette min egen hule. Og til at møde Verden som Tine, bare Tine, og ikke den ene halvdel af Tine &.


Men al denne melankoli (aaarh, så slemt var det nu ikke) må verfes lidt af vejen. I nytårets letsindige ånd får I her lidt pænt at se på.

Jeg har udelukkende sat disse billeder på, fordi disse mænd for mig at se har nogen virkelig....ehm, pure indre kvaliteter. Det er faktisk ikke engang løwn. Klik på youtube-linket nedenunder, og hør en af de gode historier, der bor (eller har boet) inden i Neil Gaiman, læst med hans bløøøde britiske stemme.







@ N ~ you've seen this one before. On facebook.  Along with all the pretty faces I used to post; one every Sunday. I should take it up again, but it seemed to me the world ran out of pretty faces. Which is a total lie, of course.  There will always be handsome men. And I will, for quite a while, be content to watch from a safe distance.


An old house that I used to rent with my then-boyfriend when I was in my early twenties is for sale. I went to the real estate agent's web site today to nose around. When we lived there, it was in dire need of renovation. In the winter we would sometimes wake up to see beautiful frost "flowers" -on the inside of the window panes! It was dirt cheap, and we were young and in love; also, we had electric blankets.  There is no need for electric blankets now. The new owners have given the house a new roof, and new windows. Internal walls have been torn down, or moved, and it looks very different from when we lived there. But there were a few things that looked the same. A funny ceiling, and the spare room that used to be the office for the manager of the dairy next door (in the olden days, long before our time). I've driven by a few times; it's not far from where I live now (again), but I hadn't seen the interior since we moved out.


It brought back some memories, mostly good ones (it's been over a decade; that does a lot of good to one's memory). Also, it has now been one-third-of-a-year since I (officially) left A.  It was the right decision, definitely. I like to face the world alone again, to be "just me" and not one half of "Tine &".


So all is well, on this second day of the New Year. And I thought the blog could do with some decorations. There they are.

Den sære hukommelse

Jeg kan ikke sove. Men så er det jo heldigt at man har internet. Og YouTube. (Og en blog, så man kan delagtiggøre omverdenen i kvalerne).


Via et covernummer kom jeg lige ind på en stribe a-ha videoer. Kan I huske a-ha? Dem med "Take on me" (en sangtitel som gav minus mening da man gik i 4. og lige var begyndt at have engelsk i skolen) og den sære musikvideo hvor den tumpede pige faldt ind i en tegneserie? Dem her.....:

Oh yes, jeg var meget forliebt i Morten Harket.  Og jeg havde de to første albums. På BÅND!  Og som den lille pirat jeg var, lod jeg veninderne få kopier.


På OPTAGEBÅND!!  

Synes i øvrigt ikke jeg så det ord på listen over udrydningstruede danske ord???  Der stod ellers mange andre afholdte (og af mig anvendte) ord som døgenigt, brødflov, kålhøgen, knarvorn, sporenstregs, ødeland og trættekær. Optagebånd glimrede da ved sit fravær. Måske er der en sub-kultur af optagebånds-entusiaster, som holder ordet ved live?


Nå, hvorom alting er, så har jeg siddet og lyttet til noget af soundtracket til min barndom og midt i et nummer (The Weight of the Wind hvis du vil lytte med) overraskede jeg mig selv ved nærmest at flyve ud af sengen.


Hvorfor nu det??? Jo - min hukommelse spillede mig lige et puds da jeg kom ca. halvvejs ind i sangen - hvor min gamle afspiller engang lavede en afsindig båndsalat som man skulle SKYNDE SIG at spole henover for at undgå, at det skete igen.


Tænk engang. Jeg kunne overhovedet ikke huske det. Men det kunne jeg så alligevel. Sære hjerne!

@N ~ you know how music can sometimes trigger memories you had forgotten all about?  Usually, it reminds you about a time or a place, but tonight I took a trip down memory lane with a Norwegian band called a-ha.  They were BIG when I was, ummm, maybe 8-10 years old.  I had two of their albums on tape. 
Anyways, I was youtubing some of their old videos when, in the middle of a song, I suddenly surprised myself by jumping out of bed - - then I remembered that at that exact point in the song, my old stereo had ruined the tape and back then, I'd got used to having to fast forward over that part of the tape because otherwise it would happen again. Superfast, like a ninja!! :-)  





By the way - vocabulary failure - what do you call this in English??  In Danish we have a rather wonderful word for it: tape salad!

No agenda, s'il vous plait

Jeg har fundet kærester på mange forskellige måder - men net-dating har aldrig været en af dem.  Skeptisk, kan man vist roligt kalde min holdning til fænomenet. (Selv om jeg godt ved, at det virkede for dig/din veninde/din fætter).  Det har nok noget at gøre med, at det ikke huer mig at møde folk, når der er en ganske bestemt dagsorden - og når denne dagsorden så er det, der på naturfilms-engelsk hedder mating, så går det helt galt.


Og dette er ikke bare fordomme. Det har det været, men velmenende kollegers omsorg gjorde, at fordomme blev forvandlet til fakta. Eez not for me. Pleese go avay.


Og nu skal I høre historien om mig, og min meget kortvarige net-dater-karriere:


Vi skal 7-8 år tilbage i tiden. Det var tæt på jul, og på det lille rejsebureau var der meget lidt at lave. Så vi sad og sludrede om løst og fast, og på et tidspunkt faldt snakken på net-dating. Jeg var single, og mine kolleger ville så forfærdelig gerne se mig i tryg havn. Og da gerne inden den tilstundende højtid. Så om det ikke var noget for mig???


Nu ville skæbnen, at jeg faktisk havde en profil på det legendariske dating.dk.  Oprettet 5 år tidligere, da en veninde opdagede at man der mødte de dejligste piger, og der var sørme osse mænd - så voila, profil til mig, oprettet og aldrig benyttet. Før hin decemberdag, da mine kolleger ville se, hvad der i det hele taget var af udvalg. Det var jo op til flere år siden de selv havde været på markedet.  Så de udvalgte en passende aldersgruppe, hjemmehørende i Århus, og kun profiler med billeder. Og så gik en munter udvælgelsesproces i gang.  Målet var at skaffe Liden Tine en date inden Jul. Der var altså ikke tid til langvarig korrespondance med de udvalgte objekter, men til alt held modtog jeg (dvs. mit dating-dk-profil-alter-ego) ganske hurtigt en mail fra en mandsperson, som var af den holdning at man ligeså godt kunne mødes ret hurtigt og se hinanden an.


Det passede jo godt i de velmenendes kram, så en date blev arrangeret og jeg kunne da sagtens få lov at gå tidligt, afsted med mig og husk-nu-at-smile, og snart fandt jeg mig selv stående på broen nede ved Magasin, knugende en netto-pose (nutidens svar på rød rose mellem tænderne). Efter få minutter henvendte en ung mand sig til mig, og stor var lettelsen over at konstatere, at han i det mindste ikke af udseende var dybt kriminel eller massemorder. Så jeg stak poten frem for at sige goddag, men hvad var nu det??  Han stak venstre hånd frem, så i stedet for det forventede høflige håndtryk stod vi nu nærmest og holdt i hånd. "Hvoffer gør du sådden?"   Joho, sagde han og holdt højre arm frem, det er fordi jeg mangler højre hånd!  Ganske rigtigt, det var bare sådan en lille stump der stak frem af højre frakkeærme. Nå, men man skal ej afskrive potentielle emner, bare fordi de mangler kropsdele, så jeg sagde, "Hej, jeg hedder Tine, og hvad hedder så du?"


Juk.


- Ehm, hvad?


Juk.


- Arj, undskyld, hvad?


Juk.


[man kan ikke sige "hvad" mere end 2 gange. Det er hinsides pinligt. Man må improvisere]
Juk. Er det en forkortelse for noget...?


Nej, Juk.


Nå.


Men man skal jo heller ikke afskrive potentielle emner pga. deres forældres lemfældighed med "Hvad Skal Barnet Hedde". Et åbent sind, for alt i verden.  Afsted til nærmeste vandingshul og nej-nej, jeg skal nok selv tage min øl, du har jo lissom kun én...altså...jeg tager den bare selv.


Fast forward 20 minutter. Jeg, svagdrikkeren over dem alle, har bundet en stor fadøl og bestilt en ny. Alt sammen for at have munden optaget, så jeg ikke skal finde på ord, der skal komme ud af den. Juk (ja undskyld, det staves muligvis helt anderledes eksotisk. Jooque?) har, da han opdager jeg arbejder på rejsebureau, kastet sig ud i manisk enetale om hvordan vi alle er svindlere, der vil aftvinge ham hans surt sammensparede skillinger på en aldeles nytteløs rejseforsikring, når han skal verden rundt. Hvilket er ganske unødvendigt, da den Danske Stat på given foranledning vil fragte nødstedte Danske Statsborgere hjem, uanset hvor på den fagre Jord de måtte befinde sig. Således har Juk (Yoock?) netop bestilt dykkerferie til Bali, og uagtet hvor farlige vande han så må begive sig ud i, skal Mor Danmark nok få ham sikkert hjem, om dette måtte blive nødvendigt. Han har i øvrigt været på dykkerferie før, og det allerallerbedste trick er at stå på dækket lige før selskabet hopper i, holde armstumpen med den manglende højrehånd op og sige "hø hø, jeg har dykket her før. Her er hajer".


Da opgav jeg. Bundede øl nr. 2, mumlede noget om en gaveindkøbsliste så lang som Julemandens, og vaklede ud i decembertravlheden.  På kontoret næste dag, var mine søde kolleger meget kede af at høre om den ringe succes, men havde trøsten parat: endnu en date.  Så kun denne ene gang mere, sagde jeg med dyster stemme.  Hvorefter jeg samme aften drog afsted på date nr. 2, brillerede ved at komme en halv time for sent, have glemt min pung og i det hele taget være så dødssygt selskab, at min date modstræbende måtte tage afsked efter kun 40 minutter, da han modtog et meget vigtigt opkald fra sit arbejde.


Det var først dagen efter, det gik op for mig, at opkaldet nok slet ikke havde været fra hans arbejde. Så var jeg helt glad, for i det mindste kunne jeg nu fortælle, at jeg var blevet ditchet på den helt klassiske blind date-måde med forhåndsaftalt "nød-opkald" fra en ven. Lidt en ære, næsten som et hædersbevis.


Det var da alligevel noget :-)   Og således kunne jeg nyde resten af Julemåneden i fred&ro, og mine kolleger kunne samstemmende lægge min lige så skrækkelige som korte net-dater-karriere i graven. Amen.

@N ~ a looong story, about something that was actually quite brief. I am talking about the two days of my life when I went on a blind date with a person from a dating site.
It all happened 7 or 8 years ago, at my old job. It was December, we weren't busy, and one day when we talked about net-dating, my colleagues got it into their well-meaning heads that I should go on a date, and perhaps Fall in Love. 'Twas the Season, after all.
A blind date was arranged. I showed up, he showed up, but the shaking-hands went a bit wrong as he turned out to be missing his right hand. Determined to be open-minded and positive, I told him my name, asked him his, and that's when things started to go wrong. He said his name was Yook - possibly Yooque? Iocq?  No idea, it's not a real name, and you can only say "sorry, what?!?!" so many times before it gets rather embarrassing. We repaired to the nearest pub, and upon learning my occupation he launched into a tirade about how all travel agents tried to trick him into parting with vast sums of money on useless travel insurance. Which was totally un-necessary as the Danish State would cover all medical bills and the ticket home, if a Danish citizen was injured, robbed or otherwise inconvenienced anywhere in the world. When I tried to point out that this was not actually the case, it became clear to him that I was no better than the other thieving members of my trade.  He knew his rights and had saved lots of money by skipping travel insurance on his upcoming diving holiday in Bali.  Diving holidays were his favourite, and the funniest thing was to stand on the deck, just before everyone was about to dive, hold up his right arm - the one with the missing hand - and say "I've dived here before. Beware of the sharks. Hee hee".


At this point we had been in the pub for maybe half an hour. I had had 2 pints of beer (to keep my mouth occupied, so I wouldn't have to think of what to say) and was feeling dizzy and, well, desperate. So I muttered something about an X-mas shopping list and said goodbye.


Needless to say, my colleagues were terribly disappointed. They did arrange another blind date for me which was equally disastrous, though he did have both hands, and then wrote me off as sweet-but-hopeless. Which is of course completely true :-)


This was your bedtime story for this evening. Good night, sleep tight, and don't let the bedbugs bite!

De one dat got away

Suzanne Bjerrehus skrev en hel bog om dem - hendes ex'er. Linda har en ganske særlig en - som netop er blevet gift med en anden. Min mor har åbenbart en i Rogaland et sted - tænk at hun havde kærester før hun mødte den Eneste Ene, aka min far, uden hvilken alliance I ikke havde haft den tvivlsomme fornøjelse at læse disse linier.

Eks-kærester.

Jeg ved ikke lige på stående fod hvor mange jeg har af dem. Jeg ved at de ikke alle sammen fylder lige meget i "bag-kataloget". Og jeg har ved et tilfælde fundet ud af, at der er et par stykker som regner mig for at være deres eks-kæreste, selv om jeg ikke har dem på listen over mine eks'er.  Der må have været en mis-kommunikation et sted dér :-)    Men jeg ved med 100% sikkerhed, at listen over "gamle flammer" er noget længere end listen over "gamle kærester", hvis vi definerer flamme som en person man er varm på, men som ikke nødvendigvis gengælder ens følelser. Eller kender til ens eksistens for en gangs skyld....

Min aller-ældste flamme var præstens søn. Da vi gik i legestue sammen (hvilket foregik på hans hjemmebane, i præstegården) i 4-års alderen.  Jeg kan ikke huske vi nogensinde legede sammen eller talte sammen, hvilket gør mig noget tilbagestående i forhold til Superheltemors unger, som er anderledes kontante i deres følelsesliv. Men indeni - der brændte en stærk ild! Og jeg fortalte min farmor om, hvor søøøød han var, og at vi skulle giftes.


De ellers så stærke følelser kølnedes dog lidt, en dag han dukkede op i et par grønne overalls som ikke alene var et nummer for korte i benene så han så lidt klovneagtig ud, men til al overflod også var udsmykket med klovner.  Således kan jeg konstatere, at jeg allerede før jeg kom i folkeskolen havde samme følelsesmæssige dybde som en guldfisk. Ak ja.


Præstens søn og jeg gik i skole sammen i 9 år og kender stadig hinanden, om end vi ikke ligefrem render hinanden på dørene. Jeg har aldrig fortalt ham, at han i en alder af 4 var udnævnt til Den Udkårne, - jeg tror ikke han læser med her, men hvis han gør, så HEJ *vinke*.  Men mon ikke han i givet fald morer sig lige så godt over det, som jeg ville gøre, hvis en eller anden fortalte mig, at han havde drømt søde drømme om mig, før vi startede i folkeskolen.

Han skal bare vide, at han havde ikke haft en chance. Ikke før det med klovnebukserne, i hvert fald.

Delikate delikatesser

Jeg har fri på en hverdag. Det er ret fantastisk, især når man har fået fortrængt følelsen af at der var etellerandet på arbejdet, man glemte at gøre før man gik....pisoss

Nå, men så sidder jeg her og overspringshandler lidt på facebook (udenfor blæser det ganske forskrækkeligt, og lige om lidt er der en spand tapetklister, der kalder) og pludselig, ud af det blege ingenting, kommer jeg til at tænke på

ÆGGESNAPS

Ja. I ved, fra før salmonellaen blev opfundet. Überdelikatesse, som jeg mener at erindre, at bedsteveninden og jeg slubrede i os ganske mange eftermiddage efter skole. Æg, sukker, piskepiskepiske, inhalér. Hjemme hos hende fik vi af og til luksusudgaven, så var der også kakaopulver i (det rigtige mørke noget. Hjemme hos mig havde vi bare nesquik, det virkede ikke lige så godt).

Af andre yndlingsretter kan nævnes rugbrødsmadder med tomat (bedsteveninden var en øjenåbner på mange måder. Pre-bedsteveninde hed dogmereglen nemlig at der KUN kunne ligge agurkeskiver ovenpå en leverpostej, alt andet var FALSK). Til dessert rugbrødsmadder med nutella og pålægschokolade.

Og engang imellem bagte vi knæskaller. Efter en opskrift fra Håndbog for Hekse :-)

@N, what do you call it when you mix an egg + loads of sugar together, and eat it? It's yummy, esp. if you've never heard of salmonella....  I haven't had it since I was about 14, but BFF and I used to make it all the time, back then.