25 Jahre...

I disse dage fejrer Berlin og resten af Tyskland og resten af verden, at det er 25 år siden Berliner-Muren faldt.

Femogtyve.

Det er længe siden.

I '89 var jeg lige fyldt 13. Dengang som nu var jeg ikke verdens mest politisk bevidste dyr. Jerntæppet som gik ned gennem Europa var simpelthen bare noget som var der, sådan som det havde været hele mit liv.  Vi havde lidt om det i historie eller samfundsfag, men ærlig talt så gik jeg nok en del mere op i om Thomas J syntes om min nye permanent eller ej  (hint: det kan han umuligt have gjort). Det nærmeste jeg kom Østblokken var, at min venindes forældre havde en Trabant - jeg har kørt ganske mange kilometer i dette legendariske køretøj.

Men jeg kan huske, at mine forældre så meget fjernsyn i den periode.  Og sommeren efter, da vi skulle på bilferie i Italien, myldrede de vesttyske motorveje med Trabanter - ikke bare den sennepsgule version jeg kendte så godt, men alskens farver og totalt proppede med passagerer og bagage. Nu skulle østtyskerne ud og køre Autobahn.

Og jeg kan tydelig huske da vi kørte hjemad og min far tog en noget østligere rute end han tidligere havde haft mulighed for.  Det var første gang i mit liv, jeg oplevede en så kæmpe forskel på to (tidligere) nabolande når man krydsede en grænse.  Sådan som jeg husker det, var der meget gråt. Og vejene var temmelig hullede. Og i øvrigt lige så proppede med Audi'er og Mercedes'er, som de vesttyske motorveje var fulde af Trabi'er.

Nu er jeg så blevet en hel del ældre og en smule klogere, og jeg sidder og bliver sådan lidt rørt over TV udsendelserne, og scenerne med jublende tyskere med særdeles dårligt 80'er hår.  Kæft hvor ser Europa anderledes ud end da jeg var lille. Kæft hvor er jeg da blevet en gammel stjærv. Og kæft hvor har jeg da forsømt min lille blog her i efteråret.

Men om 3 uger er det første søndag i Advent, og så starter Julen!!

(må man i den forbindelse kraftigt anbefale en tur til netop Tyskland, hvis man skal på en lille romantisk December-weekend med kæresten? Og da i særdeleshed Lübeck, som jeg aflagde visit for 2 år siden. De er ræddi gode til det med Jul; jeg siger det bare :-)

@ N ~ I'm feeling a bit nostalgic this weekend (and easing my way back into blogging by subjecting you to it, of course)

This weekend marks the 25th anniversary of the fall of the Berlin Wall.

Now, when the Wall fell, I was 13 years old.  I knew about the Iron Curtain and the divide between Western and Eastern Europe, but I didn't really give it any thought.  For me, it was just the way things were - a fact of life really.

And to be honest, I spent a lot more time thinking about whether or not Thomas J from my class liked my new perm (spoiler: the answer to that has to be no. Oh my god, ze poodle.)  

My only tangible point of contact with communism and the Eastern Bloc was the Trabant that my friend's parents owned. This is one of the very rare cases where I brag about being a sort of vicarious first-mover  -  I rode in Trabi's waaaay before they became cult here :-)

I know exactly how the gear shift in this one sounds :-)

The following summer we drove to Italy and the German Autobahns were full of Trabi's and other exotic cars, all jam-packed with baggage and passengers. On the way home my Dad grabbed the opportunity of taking a rather more easternly route than in previous years and the thing I remember the most was how incredibly different everything looked once we crossed the previous border. It wasn't just a different country; it was a different time.  In my memory, buildings were very grey - and the roads were full of holes (they were also full of Audi and Mercedes cars)

So now I'm a quarter of a century older and hopefully a tad wiser, and I did feel a lump in my throat as I was watching old TV footage of exhilarated Germans with their very bad 80's haircuts and their overwhelming joy of no longer being physically separated from friends, family, and basically the Western half of Europe if not the World.

OMG, Europe looks very different from when I was a kid. OMG, I am such an old fart (fartress?). OMG, it's been ages since my last blog post.

But in just 3 weeks, it will be the first Sunday of Advent and thus the official start of Christmas!! Wheeee :-)

This little piggy did not go to market

Det er lidt over et år siden, jeg ændrede status til "single" på facebook (og som vi alle ved, mere officielt bliver det ikke)

Lige siden har det været dry season. Og det er dejligt. Jeg nyder virkelig at være helt mig selv, ikke at skulle indrette mig efter andres særheder end mine egne, og frem for alt, at min (fri)tid står 100% til min egen disposition.

Det går så godt, at jeg, når folk spørger, om jeg virkelig ikke har noget imod at være alene, får sådan et verdensfjernt does-not-compute ansigtsudtryk, fordi jeg helt ærligt kun kan komme i tanke om praktiske ting så som min egen analfabetisme udi boremaskiner og den slags som et muligt draw-back. Og det er, trods alt, en overkommelig hurdle (i teorien, altså. Har endnu hverken billeder eller hylder på væggene. But I'm a slow starter.)

Men jeg kan mærke på mine omgivelser, at det begynder at tangere særhed, at jeg i så forsvindende lille grad mangler mandligt selskab. Der filosoferes over min mulige parathed til påny at indgå i forpligtende forhold, og nyheden om at jeg havde inviteret en Mand på Øl hjemme i det lille hus blev modtaget med uforholdsmæssig stor jubel blandt kollegerne (jeg var helt ked af at måtte fortælle dem, at det bare var H. fra min gamle folkeskole, der skulle udsættes for Föroya Bjórs Classic).

Så jeg har tænkt lidt over det, og svaret er desværre stadig nej - jeg gider ikke rigtig at have en kæreste. Beklager. Men jeg vil gerne på date, for det er tit sjovt (undtagen når det er forfærdeligt).

Og da jeg kedede mig gudsjammerligt forleden aften, tænkte jeg at måske skulle man prøve det der åbensindethed og re-aktivere den der ældgamle datingprofil. Opdatere alderen, så man ikke længere stod som 28-årig, ændre fritidsinteresse fra "bytur" til "sylte og bage" osv.  Flere veninder har svoret, at det ikke kun er særlinge der net-dater, og selv om jeg ved gud stadig er skeptisk, så er jeg jo også nysgerrig. (Og mangler inspiration til at blogge...)

Som sagt, så gjort, og så snart man har været inde på en profil, ryger den automatisk længere op i søgeresultaterne rundt omkring, og så kommer der nogle breve.

Og nu har jeg så brug for hjælp og vejledning. For jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal besvare denne her henvendelse:

.....psssssssssssssst........griner.........har.........et........griner...........godt..... ...........griner........ajjjjjjj.......det dur ikke.......griner...........bliver lige........griner...... ......nødt til at...........griner..........grine af......griner........inden...... jeg skriver......griner..........griner............ ......altså hvis du er lige så sød, rar og kærlig, som du er sjov så.........

Forslag modtages med tak.

@ N ~ just over 12 months as Officially Single has not made me yearn for a new boyfriend. It's almost embarrassing how much I enjoy living on my own. Only when I contemplate putting up some shelves or pictures on the walls do I feel something is missing (and no, I am not going to do it myself. Then something WOULD be missing, probably my left thumb or something. I told you, I preefer eentellectual tchallenges)

But friends and colleagues have started probing me. Am I really sure I don't want a steady relationship?  Do I speak the Truth (the whole, and nothing but) when I claim that I am perfectly happy?  Is it really possible that there is no void in my life? (If there was, could it be called a manhole? :-)  

So it got me thinking. And I came to the result that yes, I am actually very content and no, I do not want a boyfriend, not right now anyway.  But I wouldn't mind going on a few dates, because dating can be quite entertaining (except when it's horrific, of course).

Do you remember a year or two ago, when I put up this post about my adventures in dating?  To be honest, I still don't believe in it as a way of keeping our species going.

I mean, when you're as anally retentive as I am (in certain respects anyway), it's an absolute deal breaker when a person puts a smiley at the end of 

every.single.sentence  

   

It's a no-no if his profile text is written as if he only has 100 characters at his disposal ("if u r a sgl f then pls snd foto asap"). And I have this thing about too many spelling mistakes... 

(love, Helga ze Christmas Nazi).

The thing is, I don't think I would have even considered most of my ex-boyfriends if my first impression of them had been a profile text on a dating web site.  All of them had little flaws which, of course, I was happy to put up with when I got to know them in real life.  But when I only have the text to go on, it's a bit like looking at property ads - I browse through the pictures, smirk at the euphemisms, and discard.

Nevertheless, my friends tell me I should keep an open mind, so the other evening, I decided to escape boredom by updating my abandoned profile on a dating site. Change my age from 28 and so on. And of course, once a profile is active again, it pops up in people's searches and the letters start coming. It doesn't pour, but it does drip.

And I've received this letter that I simply do not know how to respond to. But it's too good not to share (this is my attempt at translating; no easy task)

.....psssssssssssssst........laughs.........have.........a........laughs...........good.....
...........laughs........aiiiii.......this ain't working.......laughs..........I'll just ........laughs......
......have to...........laughs..........stop laughing......laughs........before...... I write to you......laughs..........laughs............

......I mean, if you're as sweet and nice and lovable as you're funny, well then.........

Well, at least he finds me amusing. One out of two ain't bad.

PS - I noticed one of the guys on this dating site just wrote "another week as a single". Sounds seriously depressing. I felt sorry for him. But in no way tempted to date him.  Though, it might make a great blog post if I did.

Hvad lavede du i går? (also known as Time Flies)

Ømmenømmenøm... man burde skrive blog hver dag. For ellers glemmer man jo, hvad man foretager sig! Omvendt- gider du egentlig læse om, at jeg sov lidt længere end jeg havde tænkt mig - gik en tur ud til en ko, jeg kender - tilbragte nogle timer på knæ foran hækken; ikke i færd med at bede men med at flå ukrudt op - sagde hej til mine nye genboer, som heldigvis virker flinke - spiste frokost med min søster og mor (køkkenbordsvarianten, ikke den fancy restaurantudgave) - besøgte en nabo og sagde ja tak til et par stauder, der skal deles - så "Chihiro og heksene" og sov middagslur sammen med søster - lugede lidt mere - ciklede til Brugsen og handlede lidt - mødte en bekendt og sagde "tillykke med barnet"  - lavede mad og så filmen én gang til - og gik i seng.

Og gider du læse om, at jeg i dag langt om længe fik sorteret alle de papirer, som siden flytningen (well, lidt før, for at være ganske ærlig) har levet en ussel løsbladseksistens, så de nu bor på deres rette plads i dertil indrettet ringbind? Ej, vel?

Men hvis jeg ikke skriver det ned, så glemmer jeg jo, at jeg har gjort det. Mit liv flyver afsted, og hvem tager referat??

Så altså. Kære dagbog. I dag var Indre Helga på banen, og det var en god ting. Godnat, og sov godt.

....

.........

Lidt tyndt at lukke dagens indlæg her?  OK så.

(from The Graphics Fairy)

Hvad lavede jeg omkring dette tidspunkt i 1992?

Jeg er lige kommet hjem fra 4 ugers sprogskole i England (lykke) og er nu startet på Handelsskolen (not so much lykke....). Er stadig lidt miljøskadet og indleder mang en samtale med at spørge, hvor folk kommer fra, men det virker ikke helt så godt i Kolding ("øhm...herfra?") som i Hastings ("I come from Turkey - gosh, you have pretty eyes"). På dette tidspunkt er jeg stadig under den illusion, at de bedste 3 år af mit liv netop skal til at begynde.

...i 1994?

Mine fødder kan nærmest ikke slæbe sig op ad trappen til Handelsskolen.  Til næste sommer bliver jeg student, men kalenderåret stræææækker sig ud foran mig som en uendelig ørken. De bedste 3 år af mit liv har ikke rigtig indfundet sig, tvært imod. Min mor indleder sit kandidatur til Nobels Udholdenhedspris ved at lokke/piske/coache/bære mig gennem 3.G.
Jeg ved det ikke endnu, men lige om lidt møder jeg en langhåret, uorganiseret, hjemmerulletcigaretrygende musiker ved navn Thomas. Ham bliver jeg temmelig forelsket i, selv om han indleder bekendtskabet med at fornærme mig.

...i 1996?

Efter et par måneders skolegang i det sydlige England står jeg, min pæne dragt, mine nydelige sko og min nyindkøbte håndtaske på et Jubilee-line tog i London for at tage på arbejde på Mit Første Rigtige Job som sekretær/bogholder/te-brygger.  

...og i 1997?

Netop hjemvendt fra England og nys sammenflyttet med langhåret, lidt mere organiseret, nu Rød Cecil-rygende musiker ser jeg (et par dage fra i dag) med gru, at Princess Di er død. Ja ja, knap har man forladt landet (England, altså), før det hele går i hegnet. Burde måske være blevet derovre?

...1998?

Skal liiiige til at begynde på Universitæted. Har i løbet af det sidste år forberedt mig uhyre grundigt ved a) at tage HF Enkeltfag i matematik og b) at bruge ca. 1½ minut på at læse studiebeskrivelsen. Det skal nok gå godt. Jo, det skal.

...og i 2000?

Well, det gik ikke så godt, det der studium. I modsætning til Handelsskolen var klassekammeraterne fantastiske, men det viste sig, at den der studiebeskrivelse (trods de nøje studier, se ovenfor) sådan helt tilfældigt indeholdt noget i retning af 1/3 marketing (uuuuadr), 1/3 organisationsteori (eeeeeeuuuuw) og 1/3 fag-jeg-sådan-nogenlunde-gad. Så efter 1½ år meldte jeg mig ud og brugte lidt tid på at tænke. Hvilket har ført mig til en dele-lejlighed i Århus, og en læreplads på et erhvervsrejsebureau, hvor jeg skal begynde lige om lidt. Musikeren er jeg for længst flyttet fra, og den seneste romance (med en landmand...) afbrydes med henvisning til mit kommende, meget travle rejseliv.

... kan du så huske 2005?

Det kan du rigtig nok tro, jeg kan.  Jeg er nemlig på arbejde, og sidst på dagen kommer der en ind for at hente flybilletter (yes, vi er helt tilbage i papirbilletternes tid). Han giver et lift ind til banegården, og i løbet af de 10 minutter køreturen tager, når han at blive overbevist om, at jeg er Den Eneste Ene. Et par måneder senere har han overbevist mig om det samme, og det bringer os frem til

...2006?

...hvor jeg går og hopper af glæde over, at vi til december skal flytte sammen i vores helt eget rækkehus. Bo sammen gør vi faktisk allerede  -  i min lille 1-værelses. Det er meeeget hyggeligt. Samtidig med at jeg hopper af glæde, hopper mit hjerte hvert andet slag over af stress, og jeg hopper over på et andet arbejde.

Hvad så med 2010?

Uh, der trækker mørke skyer op i horisonten. Det lille rækkehus er rammen om megen glæde, men også om en tiltagende frustration. Hos mig. Men jeg er ikke typen, der handler overilet, så vi skal helt frem til 

Omkring dette tidspunkt, 2011?

Hvor de fleste af mine ting er pakket i kasser, og jeg har været inde på borger.dk og pr. 1. september ændre folkeregisteradresse til c/o Mor & Far.  

Det er nu ved at være et år siden, og jeg frydes og glædes ved at kunne kigge tilbage og vide, at det var det rette at gøre. Svære beslutninger er altid bedst, når de viser sig at være rigtige.

@ N ~ I remember when you wrote how glad you were when you read that I was (AM!) happy. Happy with my new place, and my "new" life.

I still am. The other day, I remembered that on the 1st of September it will be exactly one year since I officially moved out.

When I blog, I do try to make it a bit interesting for people to read. Today, for example, I spent all day sorting out papers that had been living in a huge pile on my desk for a year (I just moved the pile when I moved house). It doesn't make for very interesting reading. Neither does yesterday, when I spent a lot of time weeding under the hedge, interspersed with watching a movie and taking a nap. >>yawn<<

But I should be writing these things down. Otherwise I forget, and life just flies by. I'll be 36, two months from today, exactly.

So I tried thinking back to what I was doing around this time, xx years ago. 

1 year ago, I was packing up my stuff.

5 years ago, I was totally in love. It was the first summer in our new house and our new garden, and everything was rosy pink.

6 years ago, I was totally stressed out at my old job, so I quit and joined the company where I am now.

12 years ago, I had dropped out of University and was just about to start my career in travel (which, ultimately, led me to you :-)

14 years ago, I was just about to start University. I hadn't studied the course plan in detail and was, at this point, blissfully unaware of just how many hours of Organizational Behavior I would have to suffer through. Also blissfully unaware of how many brilliant parties lay ahead.

16 years ago, I was just starting My First Real Job as secretary/bookkeeper/tea maker at a company in London.  I wore nice shoes and commuted by Tube (the London Underground) every morning. Properly grown up I was!

18 years ago, I had just started my last year in high school. I met my (then) boyfriend soon after school had started, which helped a bit, but generally this was a year that just stretched on and on and on. I had fully expected high school to be the best three years of my life, just like in BH 90210, and it had turned out to be anything but.

20 years ago (oh my GOD I am so old!!!) I did not know this; I had just started high school and was still on a high (a different sort of high, needless to say) from my 4 weeks summer school in England.  The habits I'd acquired there died hard, and the first few days of high school, I still started most conversations asking people where they came from. Unfortunately, this tack didn't work as well in Kolding, Denmark ("ummm, I'm from... here?!") as it did in Hastings, England ("I come from Turkey. Gosh, you have pretty eyes!!!!")

...

I cannot believe it's been 20 years since I started high school. Where did the time go???

No clue, but you can expect a lot more "dear diary" type blogposts from me in the future. Otherwise, I will have no recollection of  what I've been doing. There doesn't seem to be anyone taking the minutes of my life.