Tuesday 11 May 2010

Hvad byder man uventede gæster....

Ikke Gevalia - i hvert fald ikke når gæsterne viser sig at være Mr & Mrs Duck! Et yndigt andepar arriverede for en halv times tid siden på min terasse.  De trissede lidt rundt og checkede faciliteterne ud, og jeg kunne godt se at det rent gastronomisk stod noget sløjt til. Men hvad spiser en and???  Efter lidt eksperimenteren kan jeg berette, at de tilsyneladende er glade for havregryn (groftvalsede, økologiske, naturligvis) og marsvinemad (det hundedyre fra dyrlægen; ikke det økonomisk overkommelige fra Bilka, naturligvis).  Og skyllet ned med postevand, serveret i nydeligt lyserødt fad fra Isabella Schmidt. Ænder er tilsyneladende også til Shabby Chik.

Efter at have spist, drukket og skidt på terassen er de nu vandret ud på græsplænen, hvor de får sig en velfortjent lur.

Det siger vel næsten sig selv, at jeg er overvældet af begejstring. Ænder! I min have!  Sendte naturligvis straks MMS til kæresten så han kunne se vi havde gæster og svaret kom omgående, udelukkende versaler: "JUBBIIIII!! VI HAR ÆNDER!!! HVOR HYGGELIGT!!! TAK FOR BILLEDET! ELSKER DIG! XXX"   Tak i lige måde; det glæder mig at jeg ikke er den eneste der er ved at tisse i bukserne af begejstring over en andefuglevisit.  Nu må jeg lige google lidt om ænders livretter, hvis de nu kommer tilbage.

4 comments:

Ibs said...

Han er da i høj grad en særlig mand, ham! :)

Malou Klidmoster said...

Åh, smelte :-)

Er der hul igennem nu?

The Blogless Sister said...

Jaaaa, hul igennem!

Til gengæld har ænderne vist ikke været på besøg igen :-( Jeg håber virkelig de kigger ind en anden dag

Marina said...

Sikken skøn historie. Jeg synes også det er så sjovt når fasanerne, harene og dådyrene kommer på besøg i min have, men de har værsko at holde sig til ukrudt og fuglefrø for hvis de æder tulipaner og roser er de ikke hyggelige mere. Måske jeg skulle prøve med Marsvinefoder, den dyre naturligvis?

Tak for din dejlige kommentar inde på Badut, den gjorde mig rigtig, rigtig glad´.