24 timer

Jeg elsker tog.

- overrasket? Nej, ikke rigtig, vel?

Jeg arbejder lige ved en station, og når jeg skal hjem om eftermiddagen, plejer jeg altid at stå lidt og hænge på gangbroen over sporene. Lige før mit sydgående tog kommer der nemlig et nordgående IC3-tog drønende forbi, og jeg elsker-elsker-elsker at stå over sporene og mærke, hvordan broen ryster lidt, føle suset fra toget, og høre larmen.

Jeg vinker altid til lokoføreren, så han kan se at jeg er et glad menneske, som hverken har tænkt sig at smide mig selv eller løstflyvende ejendele ned i hovedet på ham.

Af og til - rimelig tit, faktisk - vinker han tilbage, og så er min dag nærmest reddet.

Jeg elsker som sagt tog. Og er desuden et meget barnligt menneske.

Fra min pind på kontoret kan jeg se togene køre forbi ganske få meter fra mit vindue - og det tilbringer jeg en del tid med. Når jeg ikke arbejder utrolig hårdt, naturligvis.

I fredags var der en strømafbrydelse først på eftermiddagen som gjorde, at jeg slet ikke var i stand til at arbejde utrolig hårdt. Så jeg kiggede på tog. Jeg elsker tog.

Desværre var der en anden som også kiggede efter tog den eftermiddag. Men det var ikke fordi hun elskede tog. Måske elskede hun ikke noget som helst, eller måske elskede hun nogen for meget. Men det er ikke til at finde ud af nu, for hun hoppede ud foran toget, da det kom drønende.

Jeg så ikke, at hun hoppede (heldigvis). Men jeg hørte lyden, og jeg så delene af hende, der fløj foran toget og under hjulene. Og senere så jeg, da nogle mænd, hvis arbejde jeg ikke misunder, var ude at samle resterne op.

Det var en frygtelig afslutning oven på en uge, som i forvejen ikke hørte til blandt årets bedste (dræbende kedsommelige årsager som jeg ikke skal kede jer med her).

Så jeg trak stikket, og forærede mig selv 24 timers time-out.  Skrev til en kammerat, som jeg ikke har set meget længe, og spurgte om han var hjemme i weekenden. Og han er af den der fantastiske slags, som ringer og siger, "jamen hej, hvordan går det med dig?" og når svaret så er "jeg er drittlei" (hvilket er et fantastisk norsk ord, som betyder led og ked af det hele), så siger han bare "jeg er hjemme lørdag aften, kom på besøg", og ikke andet.

Så lørdag kørte jeg til Hirtshals, satte bilen på kajen, og sejlede til Norge til min vildmarksven.  Søndag eftermiddag, 24 timer efter ankomsten, sejlede jeg hjem igen. Træt, men i meget bedre tilstand.

24 timer. Én vildsvinekølle (som vi åd; ikke tævede hinanden med). 4 flasker rødvin. 2 pakker cigaretter. Og en lang nat, hvor vi sad på terassen og så en fantastisk solnedgang blive afløst af et lige så fantastisk regnvejr, mens vi talte. Om alt. Så var verden og jeg på god fod igen.

Jeg er, dybest set, et af de heldigste mennesker, jeg kender.

@ N ~ I am glad you loved the letter.  I adore my type writer.  There is another one on the way. This blog post deserves more detail (for you) than I want to write here.  I will say that the one I wrote to you about did not work out as I hoped. But such is life, and dum spiramus, speramus:  "while we breathe, we hope".

Til nytte

Dagens indlæg henvender sig IKKE til folk på skrump. Er til gengæld velegnet til katolikker, som kan få syndsforladelse ved henvendelse i nærmeste skriftestol. 

Det er en kageopskrift.  Oprindelig hedder kagen "nøttekake med gul krem"; i Kagedåsernes optik/hørelse blev det meget hurtigt til "nyttekage", men som det blev påpeget: er al kage måske ikke nyttekage?  Vist er det så.

Men i virkeligheden hedder kagen "Ingunn's Kake".  Ingunn er min mors barndomsveninde (fra Norges land; HEIA NORGE). Som vi alle ved, er det typisk norsk at være god, og denne kage er ingen undtagelse.

Du kan forstørre billedet nedenfor og få den på ægte, uforfalsket norsk. Eller lade dig nøje med min oversættelse (og tilhørende kommentarer).

150 gram hasselnødder kværnes (rimelig fint, men der må godt være lidt "bid" i dem).

1 tsk hvedemel + ½ tsk bagepulver blandes i. Sæt til side.

4 æggehvider + 150 gram flormelis piskes til det er ret stift

Nøddeblandingen piskes i

Bages i en smurt springform ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Mens kagen er i ovnen kan du lave kagecremen. Så afgjort den mest nervepirrende del af projektet, hvis du spørger mig.

4 æggeblommer + 1 dl. fløde + 100 gram flormelis røres sammen i en gryde og koges op under omrøring.

- Det er dét, jeg synes er uhyggeligt. Jeg er så pissebange for at det skal brænde på i bunden og blive til en sært sød omgang røræg. Men fat mod, bliv ved med at røre rundt, og tag den med så meget ro, som du nu kan. Det SKAL lige op og boble, for ellers bliver cremen ikke tyk nok.

Tag gryden af blusset og lad den køle lidt af. Rør vanillesukker i (1 tsk iflg opskriften men jeg bruger 2, fordi det er en af de ting, man ikke rigtig kan få nok af) og rør herefter 100g SMØR i. Jeg plejer at tage det ad ca. 3-4 omgange; så er det lidt nemmere at styre.

Og så skal cremen køle helt af (køleskab), før den smøres på kagen.

(Nogle gange bliver cremen ved med at være sådan noget, der bare flyder ud over det hele. Så kan man godt redde det ved at røre noget husblas i.)

(Og til dem, der tænker: 1 tsk mel? Hvad skal det da gøre godt for? -så ved jeg det ikke, men det står i opskriften, og jeg er autoritetstro nok til at jeg ikke tør udelade den. Men hvis du er gluten-allergiker, så tror jeg godt, du tør)

Nydes iført dine rummeligste bukser, og i godt selskab.

@ N ~ today's blog post is a cake recipe from the magical land of Norway, courtesy of my mother's friend Ingunn. 

Translated and converted for your convenience :-)

1 cup hazelnuts (= around 5oz.) - chopped finely, but with a few bigger pieces in between.

Mix in 1 teaspoon (yes, teaspoon) allpurpose flour + ½ teaspoon baking powder. Set aside.

Whisk together 4 egg whites and 1 1/4 cup powdered sugar (confectioners sugar). Whisk whisk whisk, until you dare hold the bowl upside down over your head it is quite stiff.

Then whisk in nuts.

Bake in a non-stick spring form at 400 degrees F for about 25 minutes 

While the cake is baking, you can make the cream.

In a saucepan, stir together 4 egg yolks, ½ cup of heavy cream, and 3/4 cup powdered sugar (around 3.5oz).  Bring slowly to the bowl, stirring constantly.

(I find this part of the process incredibly nervewracking - I constantly fear I'll burn it, or turn it into the world's sweetest omelette)

Once it's boiling (*blop blop*, not a roaring boil), it will start to thicken. Take it off the heat and let it cool a little.

Stir in 1-2 teaspoons vanilla sugar - and stir in 3.5oz butter (a little less than 1 stick). I usually divide the butter into 3-4 pieces and stir them in one at a time - it's easier to make sure they're completely melted that way.

Let the cream cool completely (fridge) before spooning it generously on to the cake.

(if you can see the cream is really runny, you can use a bit of gelantine to "stiffen it up" a bit. google is your friend here)

Do not attempt to make this cake if you're on a diet. Do make it if you're feeling a bit blue (it will help; I promise. If you eat all of it, you won't feel sad. You won't feel anything, really, except possibly nausea & euphoria). Do make it if you're having a good friend over - she deserves it.

Wellness for viderekommende

For aaaalt for mange år siden var søster og jeg i Istanbul i efterårsferien (anbefaling: go-go-go!!! det er en af de mest spændende storbyer i vores del af verden!)

Mens vi var der, kastede vi os med stor fornøjelse ud i disciplinen HAMAM - tyrkisk bad.  Første gang gik vi herind: http://www.cemberlitashamami.com/

Det var et rigtig fint og pænt sted, og de talte endda engelsk hvilket jo var til stor hjælp, når man a) ikke kan et ord tyrkisk og b) ikke har den fjerneste idé om, hvad hele seancen gik ud på.

Meget kort fortalt, så bliver man sæbet ind, skrubbet, og spulet, så man er så blød og lyserød som ... æhm, softiceguf, måske?  Godt er det i hvert fald.

Men Cemberlitas var jo altså noget turistet. Altså, de talte jo lissom engelsk, ikå? Og nu, da vi var totalt erfarne udi al denne tyrkiske wellness, så følte vi en stigende trang til at mænge os med lokalbefolkningen.  Off ze beaten track and all that. 

Så søster opsporede en anden hamam som lå lidt længere væk fra centrum, og dagen efter drog vi derhen.

I søgen efter lokal kolorit.

Og vi blev IKKE skuffede.

Da vi kom ind blev vi modtaget af Hamam-Mutter. Som mindede en hel del om vort eget nationalklenodie Camilla Plum. Der var noget bølgende barm, svøbt i omfangsrig kaftan, og noget turban-agtigt tørklæde om de uregerlige lokker, og nogle store, gæstfrie, velkomst-agtige fagter. Der var absolut intet engelsk.

Der var også en gæst i hamam'en.  En stamgæst, tydeligvis. Hun sad i receptionsområdet, kun iført trusser, med afblegningsmiddel i pandehåret og lidt på overlæbedunene, kaffe på kanden, smøg mellem læberne, vældig fordybet i hvad jeg vil skyde på er Tyrkiets svar på Kig Ind.

Dette var yderst lovende.

IKKE den lokale hamam.

Men indretningen er den samme -

rundt podie med varme i, ovenlys, vand rundt

langs væggene.

IKKE den lokale Hamam-Mutter.

Magrere mennesker.

Vi klædte om og trissede ind i selve hamam'en. Først lå vi lidt og stegte på racletten det der podie, der er i midten. Det er lunt og dejligt; muligvis blev gulvvarmen opfundet netop her.  Og SÅ - så kom Hamam-Mutter ind. Nu sans kaftan.  Men fortsat (særdeles) bølgende.

Behandlingen var aldeles den samme, som det turistede sted - men mere entusiastisk.  Først kom der sæbeskum i store mængder. Og SÅ kom skrubbehandsken frem. Skrubbeskrubbeskrubbeskrubbeskrubbe. Og så, *KLASK* - et kraftigt kærligt dask som betød, at nu skulle man vende sig/strække en arm/dreje sig om/gøre et eller andet anderledes. Og skrubbeskrubbeskrubbeskrubbe igen, efterfulgt af *SPLASH* vand.

Herefter blev man ført over til væggen, hvor overdådige mængder vand løb i kaskader fra gamle vandhaner og kunstfærdige vaskekummer. Jeg tror ikke, de har helt samme vandpriser, som herhjemme. Indoktrineret "spar-nu-på-vandet" som jeg er, havde jeg en nærmest ubændig trang til at rende rundt og slukke for vandet, men i virkeligheden var effekten skøn. Overstrømmende, overdådig, frådsende.

Frådsende i billig shampoo fra supermarkedet var de også; frådsende i advarsler om at "nu bør du nok lige lukke øjnene i" var de til gengæld slet ikke. Heller ikke da shampoo'en skulle skylles ud (fad med vand, sigte, og *WHOOOSH*).

Dryppende, men umådelig lyserød, blød og lækker, blev man herefter ført tilbage til podiet og kunne herfra ligge og iagttage næste person blive underkastet behandlingen.

Og så kunne man udspionere de øvrige kunder, og noget bedre findes faktisk ikke.

Damen med blegemidlet i pandehåret kom ind og skyllede det ud. Det blev hurtigt skyllet væk af vandkaskaderne - men alliwl; den var nok ikke gået hos FitnessDK i Høje Taastrup.   Men der er de nu også så emsige...

En anden dame kom ind. Hun var ganske frodig - og havde på et tidspunkt i sit liv fået kejsersnit (gætter jeg på). I hvert fald havde hun et lodret ar på maven, som gav den ganske interessante effekt, at hun havde en højre-delle og en venstre-delle. Som hun løftede, een ad gangen, for at komme ind i alle hjørner med vaskesvampen.

Og gammelmor. Cirka på alder med Methusalem (who?). Iført hvad der mest af alt lignede et par gigantiske herreunderbukser.  Og de andre damer. Med tynde, tykke, unge, gamle kroppe - og masser godt humør. Utvivlsomt også masser af røverhistorier, men her forhindrede mit mangelfulde ikke-eksisterende tyrkiske mig desværre i at få det fulde udbytte.

Stadigvæk. Jeg vil anbefale det til enhver, der lige kommer forbi Tyrkiet. Sammen med krydderi-bazarerne, friskpresset granatæblejuice, og rundt regnet hele det tyrkiske køkken.

God tur til Hr og Fru Nielsen, som søndag får deres charterdebut i nederste højre hjørne af Europakortet!

Overtro til husbehov

Jeg er ude at gå aftentur (fagre nye verden - I er her vidne til en live-blogging fra Svanesøerne i Starup :-)

Og så fandt jeg mit livs første firkløver!

Tager vi varsler af den slags? Hvis ja, må det utvivlsomt være et godt tegn. 

I morgen: velkommen tilbage til hverdagen. Men nu, klokken 21:15 med fuglekvidder i ørerne, myg summende om benene, og duften af forår i næsen, vrider jeg lige den sidste fryd ud af verdens bedste pinseferie. 

Selvportræt med bi

Jeg er jo begyndt at gå til bi (læs: har meldt mig til et kursus i biavl). Fordi jeg måske gerne vil have bier engang, og liiiige skal finde ud af, om jeg går totalt i panik, når tusindvis af vingede væsner flyver omkring mig med skarpladt brod.

Først har vi udholdt nogle teori-timer (tiiiimer med billede af erantis fra den ene side - fra den anden side - fra oven - og så har de i øvrigt hverken særlig meget nektar eller pollen. Herefter billede af mælkebøtter fra den ene side - og fra oven - og de er gode bi-blomster - og hov, et umotiveret billede af et bistade med sne på.  Jeg var lidt ved at sætte ild til mig selv undervejs)  og i dag skulle vi så endelig ud i skolebigården.

Jeg gik i øvrigt ikke i panik og jeg blev ikke stukket. Og så var det i øvrigt koldt, hvad hverken bierne eller jeg er særlig meget for.  Til gengæld skulle det blive godt i pinsen, og dét er en rar ting, thi jeg er inviteret på eventyr.

Et voila - din ærede blogger, med en bi på sløret:

@ N ~I'm taking a beginner's class - in beekeeping!  I'd like to keep bees some time, now that I've moved to the countryside, but first I need to learn a bit more about the ins and outs - and find out if I panic completely when they're swarming around me.

We've had a few theory lessons (one memorable hour-and-a-half was spent looking at pictures of flowers. Dandelion seen  from all angles. Linden trees. Strawberry flowers. Any flower.  Gah....) but today we got to look at real live bees for the first time. It's been too cold up until now, and to be honest, today wasn't great either (spring temperatures, come hither!). I'm pleased to report I did not panic, and I even managed to snap this beautiful self portrait. Whoop whoop!

Men min mor ...

Glædelig Mors Dag!  Min egen har været bortrejst på dagen, men vi har købt en blomst til hun kommer hjem i aften. 

Min mor er skyld i meget godt. Det er fra hende jeg har mine grønne øjne, mit sprogøre, min glæde ved at være alene hjemme og min forkærlighed for landkort. Hun er min fars største fan og søsterboblens grundpille, og uden hende ville ingen af os være helt rigtige. 

Personligt er jeg ikke mor til nogen.  Men jeg er Hittetante!  Og i dag har jeg haft besøg af Hitteniecen og hendes mor, og ganz ehrlich, hun (niecen, altså) er simpelthen bare så vel-indoktrineret, at jeg smelter helt og aldeles.  Hun er fan af både cookies, blomster og bøger, og meget mere forlanger jeg sådan set ikke af min yngste veninde.

Arveligt belastet er hun også, og i hendes tilfælde giver det sig udtryk i en udpræget grad af selskabspapegøjethed.  Hun er sådan set en tro kopi af sine forældre, om end hun nok er mere til mælk end til vin.  Men ellers er det M & M om igen.

Vi spiste frokost, og så havde vi sofahygge med milk & cookies, drengesnak, og film. Bagefter gik vi ud og druknede krydderurterne vandede blomster, og til sidst udvalgte Hitteniecen med sikker smag en stak bøger, hun gerne vil have læst højt næste gang, hun kommer på besøg.

Anyways, eftersom mit facebook newsfeed dagen lang har været proppet med billeder af Mors Dags-gaver og yndigt afkom, så tager jeg herved revanche med en smule billedspam.


@N ~ today is Mother's Day here in Denmark (also in the US, I think?). 

I haven't acquired a toddler since we last spoke; this is my "niece" (the daughter of some of my best friends) who brought her mom along for a visit today.  She shares my love for flowers, books, and cookies - and since my facebook feed is jam-packed with pictures of Mother's Days presents today, I thought a little picture spam from my side would be appropriate.

This couch is made for jumping

And that's just what I'll do

and then I'll sit right down

and munch a chocolate chip cookie

-or two

Showering the herbal garden

with love and water

Handling her snappy-happy

surroundings with grace

Selecting literature

Girl's got taste -

Baldacci and Higgins Clark (crime

novels), and the wonderful

Alice's Adventures in Wonderland

and Through the Looking Glass

And the pièce de réstistance -

I'm not saying I'm broody, but

who can resist a two-year-old who

picks out Stephen Chbosky's

The Perks of being a Wallflower?

If I ever have a kid, I'd like to order

this model, please.

På den sikre side

Efter at jeg havde forfattet det sidste indlæg overspringshandlede jeg lige lidt med noget hyggelig kartoffelhypning (ajmenalser, de kommer så fint, KH Indre Erna), hvorefter jeg modstræbende gav mig i kast med -igen- at fjerne mudderkager fra cyklens forskærm.

Må jeg i den forbindelse indskyde, at jeg nu ikke længere ærgrer mig over, at jeg ikke blev arkæolog. 

For pokker, altså. Og hvad sker der lige for moderne cykler og deres max. 2 millimeters frirum mellem dæk og skærm???

Nå, men megen pirke-pirke-pirke senere er de værste klumper væk, og jeg vil nu spule cyklen ren. I den forbindelse beslutter jeg, at det da er nu, slangevognen skal ud fra sit vinterhi og sættes til min u'endørs vandhane.

Ja.

Af alle de ting, jeg ikke er god til, er det med at håndtere virkelighedens verden nok den værste. Jeg er af og til så afsindigt upraktisk begawe', at det er lige før min far afskriver sig faderskabet, og helt ærligt så bebrejder jeg ham ikke.  Hvor svært kan det lige være at montere sådan en smule haveslange?  Meget, viste det sig. På en skala fra 1-10 tangerede jeg en 12'er; specielt da jeg havde fået det hele skruet sammen og tændte for vandet, hvorefter det hele nærmest SPRANG fra hinanden igen og alt vandet endte, ja, gæt selv hvor.

Det er egentlig et guds under, at det ikke gik i kog i selvsamme øjeblik, det ramte mig.

Heldigvis stiger min indlæringskurve proportionalt med mit raseri, og i næste forsøg fungerede alt perfekt, så jeg kunne skamspule forskærmen. Som man siger.

Herefter kørte jeg cyklen i stald, og gik direkte ind og væltede min cola ud over det hele.

I erkendelse af, at det godt kunne se ud til at være En af Den Slags Dage, har jeg nu indstillet AL praktisk aktivitet. Hvad der måtte være tilbage af held, er reserveret til de venindeaftaler, jeg har her i weekenden. Så jeg ikke kommer til at gøre skade på deres børn og sådan.

Jeg har derfor bænket mig i sofaen med min seneste nyerhvervelse:

Oh yes. Jeg har investeret 69,95 (nedsat fra 99,95) i et kort over Danmark. Og med sådan et er jeg godt underholdt - i timevis.

Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke er udstyret med noget vanvittig godt brevdueinstinkt. Min fars er uforligneligt - han kan finde vej alle steder; også selv om han kun har været der én gang før. Eller slet ikke, for den sags skyld.  Og alt, hvad der var af den slags gener, tilfaldt min søster.   Jeg er egentlig rimelig god til at planlægge ruter osv., men så snart jeg lukker kortbogen i og navigerer ud i den virkelige verden (der var den igen!), så er det som om, ruten fordamper inde i mit hoved, og oftest går det så en smule galt.  Til gengæld oplever jeg mange spændende ting, og det ser jeg som en slags kompensation.

Men jeg er altså meget, meget glad for at læse kort. Alle de bynavne, og fascinerende steder, som bare sætter fantasien i gang!  Der findes formentlig ikke mange skolebørn, som ikke er knækket fnisende sammen, første gang, de fik øje på Lem og Tarm.  Men hele danmarkskortet er fuldt af stednavne, som bare giver én en ubændig lyst til lige at køre forbi, og se hvordan der mon ser ud der ....

Se bare:

Øllebølle (nu får jeg lidt lyst til en

bornholmsk is) - og Flårupmelle. Og Sløsse!

Hømvejle. Og Høm.

10 mod 1 på, at der kører noget

intens landsbyrivaliseren her.

Bøstrup og Vrangstrup.

2 byer med sure indbyggere (i min

fantasi. Nogen, der kender nogen, som

bor i en af de to små byer?)

Skuderløse. Spragelselille.

Smag på ordene!

Hønsehalsen.

Og Uglerup (med det seneste års ugle-

mode må den da nærmest være blevet trendy?)

Gurede. Og Tuse Næs.

For ikke at tale om Bognæs. Dér overvejer

jeg nu at købe sommerhus...

Tumpet? Yes, måske.  Men jeg er god at have med som navigatør på bilture, hvor jeg kan holde kortbogen åben og dermed a) finde vej og b) underholde mig selv i pænt lang tid.

Vent I bare, til jeg tager jer med en tur gennem kortet over London Underground og fortæller, hvad der (inde i mit hoved) gemmer sig bag stationsnavne som White City, Holland Park og Barking ...

@ N ~apologies for the missing translation. It is turning out to be One of Those Days, and that affects the linguistic center in my brain, as well as my overall luck.

I'll be back with a vengeance later.  Have a lovely weekend m'dear.