One small step for mankind...

...a giant leap for Tine. Mine damer og herrer, tilbedere og fans, ærede læsere: dette indlæg er skrevet på min nye IPHONE!!! (og bliver derfor ikke længere, thi ti-finger systemet har altså lidt trange kår her. Men jeg tror jeg bliver glad ve'en)

Min musikhorisont er for snæver

- i hvert fald har jeg lige opdaget, at der er en dansk sangerinde som kalder sig selv 

Aura Dione.

Og det eneste, jeg kan tænke, er, at det lyder som et afrikansk land.

Intet Bezzerwizzer-spil er komplet...

... uden min far, der afslører hidtil uset genialitet ("de 4 smage er sødt, salt, surt og..... ..... sovs!") og opfinder nye kategorier:


"Hwa ær'et for'en kategori, den der mæ' æ' ywer??"

Hvordan bliver du...

...når du bliver fuld?


Spørgsmålet er naturligvis afledt af, at det er fredag aften, og jeg drikker rødvin. Ja, Luxus-Faster kom lige til hakkebøf og fredagshygge, og hun havde en flaske med. Jeg må dog skynde mig at tilføje, at vi er fire om at dele flasken, så det bliver ikke live-blogging fra en brandert.


Det er faktisk temmelig længe siden, jeg har drukket mig virkelig fuld. Men jeg kan godt huske, hvordan jeg bliver. Og nu skal I så udsættes for det, på skrift.


Det er som en tre-trins raket:


Først bliver jeg rød i kinderne - hvis det altså er rødvin, jeg indtager (og det er det tit). Dette fænomen indtræder allerede inden første glas er bundet, og ledsages gerne af et glad smil om de tiltagende blå-randede læber.


Så fyldes mit hoved af lyse indfald, strålende idéer og frem for alt, vanvittigt underholdende anekdoter. 


Og sidste trin i raketten er så, når trangen til at dele al denne underholdning med de nærmeste omgivelser simpelthen bliver uovervindelig, og ordene nærmest snubler over hinanden i deres iver for at komme ud af min mund og ind i publikums mine venners ører.


Ak ve. Denne underholdningstrang, som selv i ædru tilstand kan bemægtige sig min ganske eksistens - spørg bare Mädchen, min søde tålmodige kollega som har det tvivlsomme held at være tildelt skrivebordet lige over for mit - går aldeles over gevind.


Af og til har jeg sådan en slags ud-af-kroppen oplevelse, hvor min sjæl forlader legemet og fra øverste højre hjørne af lokalet med skrækblandet forbløffelse kan kigge ned på en Tine, der i feber-agtig selvsving føler at Folket Kræver Underholdning, og hvem er nærmere til at levere den end jeg?


Linda Blogsbjerg arbejdede engang med en idé om at få monteret et elektronisk øre på væggen ved julefrokoster o.lign. - og når øret så lyste rødt, var det på tide at flette næb og begive sig hjemad.


Jeg må erkende, at det er en fremragende idé. Som ville spare tilhørernes ører for en del.


Det er ikke bare sådan at være ufattelig morsom. Man er en byrde. Primært for omgivelserne. Dernæst for sig selv. Men mund, det holder man ej.


....


Hvordan bliver du, når du bliver beruset?


@N ~ greetings on a Friday night!


Are you by any chance out drinking Martinis? I am not - I am at home, sipping a glass of excellent red wine. Just the one glass. I rarely get drunk.


There are a couple of reasons why I tend to stick to just one or two glasses. The first one is the sad fact that I have reached an age where just a couple of beers have a remarkably negative effect on the following day. The second one is that certain traits of my personality seem to be ... shall we say, fortified, when I'm inebriated.  I am, of course, referring to the "chatterbox effect". *sigh*


My brain suddenly seems to overflow with brilliant ideas and amusing anecdotes just begging to be shared with an audience. I happily comply, and sometimes I have this out-of-body experience where I float up, under the ceiling (always in the top right-hand corner of the room). From my lofty position, I am embarrassed to observe myself blabbering away at top-speed, barely pausing to gasp for breath but unable to stop the flow of words.


Egads!


A friend of mine once toyed with the idea of mounting an electronic ear to the wall. Once it lit up bright red, it was time to shut up and go home.


I might just patent that.


Have a wonderful weekend! Tomorrow, I'm going mattress shopping - yay!!!

Hvidstengruppen

I dag har filmen om Hvidstengruppen premiere. Jeg var til snigpremiere i sidste uge (og skal i den forbindelse huske at sige mange tak for invitationen til Spar Nord, en meget venlig bank i Kolding). Foruden de 314 kunder der var plads til i Biocenter Koldings Sal 1 havde de inviteret filmens instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, Regnar Grasten, samt en af skuespillerne, Thomas Ernst. De tre kom og fortalte lidt om filmen før den startede.

Filmen er, i modsætning til mange andre film om besættelsestidens Danmark, meget lidt tju-bang. Anne-Grethe Bjarup Riis fortalte, at de havde vægtet meget tungt at fortælle om familien og de venner, som udgjorde Hvidstengruppen, og det synes jeg lykkedes virkelig godt. Man fik en meget klar fornemmelse af de ganske almindelige mennesker, som bare følte det som deres pligt at yde den modstand, de nu kunne, mod den tyske invasion.  Det var en meget stærk side i filmen.

Hvad der ikke var helt så stærkt, var visse replik-skifter, som kom til at virke meget dilettant-agtige. I en af filmens tidlige scener (ved Marius og Gudrun Fiil's sølvbryllup) sidder det meste af selskabet over kaffen og skiftes til (nok så nydeligt efter tur - ikke nogen talen-i-munden på hinanden dér) at aflevere hver deres replik om tyskerne. Á la "det er for dårligt, at tyskerne skal være her i vores land" eller "jamen tyskerne er her da for at beskytte os".  Så er publikum ligesom orienteret om den enkelte figurs indstilling til modstandsbevægelsen og tyskerne - men det kunne ærlig talt godt være gjort noget mere elegant.

De uelegante replikker dukkede lidt op hele vejen gennem filmen, men alligevel blev man grebet af historien - for mig (og sikkert mange andre) havde det nok meget at gøre med bevidstheden om, at det jo er en virkelig historie.  Vi ved jo alle, hvordan den slutter, men alligevel var der mange blanke øjne, da vi gik ud fra biograf-salen.


fra purhusnet.dk - kig også på hvidstenkro.dk (de
søger i øvrigt en kokke-elev, hvis det var noget?)

Skal du gå ind og se den? Ja, det vil du gerne. Anden Verdenskrig er efterhånden så længe siden, at der ikke sidder ret mange bedstefædre og -mødre rundt omkring, der kan fortælle os noget om den.  Og når man næsten bliver væltet på vej ud af et tog, fordi der er nogen der absolut skal ind i samme sekund, dørene åbnes, så kan man godt få en fornemmelse af, at vi -produkter af en tid hvor vi absolut ikke mangler noget, undtagen måske lige tid og omtanke for andre- godt kan tåle at blive mindet om, at der var nogen der satte fællesskabet (Danmark) over sig selv (deres egne liv).  Man skal se filmen, fordi det er værd at opleve historien om almindelige mennesker som ikke bare ventede på, at der "kom en voksen" - og så skal man se den, fordi Bodil Jørgensen simpelthen er god.

Om at dyrke ekstremsport

I går var jeg til aquaspinning. Yes. Cykler, nede i et svømmebassin.


Det var naturligvis ikke en almindelig spinningcykel; det var sådan en letvægts-vandtålende anordning med fødder der kunne stå solidt på bassinets bund. Selve timen var vist ungefär som en normal spinningtime (om end nok lidt mere skånsom...), bortset fra at vi også havde sådan nogen skumfidus-håndvægte, som vi lavede bøjogstræk med under vandet.


Jeg kunne godt lide det. Men det øjeblik, inden timens begyndelse, da jeg hentede min cikel, bugserede den hen til bassin-kanten for derefter med et PLUMP at smide den ned i vandet, fik mig altså i foruroligende grad til at føle mig som en cykeltyv, der kastede sit bytte i en af Amsterdams kanaler....


Efter al denne fysiske udfoldelse i går begyndte forårsfornemmelserne så at gøre sig gældende i dag på arbejdet. Nej, der er ingen kontor-romantik under opsejling. Jeg ryddede såmænd bare op på mit skrivebord. Det sker ikke så frygtelig tit; til gengæld er effekten så meget desto større.


Da jeg så havde siddet der og beundret mit værk, greb jeg som i febervildelse min taskedametaske og begyndte at rydde op i den også.  Heller ikke det er et jævnligt forekommende fænomen...

Til gengæld er det indbringende: 220 kroner, 10 euro, 1 dollar, og i alt 4 Baresso-stempelkort (som tilsammen havde nok stempler til en gratis latte), så dagens lys!  Som det kan ses på billedet har jeg i øvrigt ikke fået anskaffet mig ny mobil endnu. Jeg tager tilløb til en Iphone. Når jeg er færdig med dét (tilløbet) forventer jeg absolut, at den nye Iphone7 har været på markedet så længe, at den fås til spotpris.

Forårsblomster - i træls blitzlys.

Jeg ønsker mig også et nyt kamera.

Og en bil.

@ N ~ I spring cleaned my handbag today. It's not something I do very often and the advantage of being so sloppy is that the small sums that one always finds when cleaning get a chance to accumulate.


I am now officially DKK220, EUR10 and $1 richer than I was this morning :-)   As an added bonus, I found enough Baresso  coupons for a free latte (Baresso = Danish coffee company, similar to Starbucks but they don't do pumpkin spice lattes)

Om umådeholden begejstring

Kan I huske, da Steve Irving Irwin (tak Ibber) døde for nogle år siden? Farvel til verdens mest entusiatiske naturvært på TV.


Well, han har fået en mere end værdig arvtager- endda lige her i vores Danmark! Er der nogen af jer, der har set DR's "Bidt af Naturen"? Hvis ikke, er det noget man bør unde sig selv. De ligger stadig på dr.dk og hvis man har en indre gråvejrsdag, er dette et af de bedre midler. Man kan ganske enkelt ikke undgå at blive glad og munter, når værten Morten DD (ikke i familie med Erann) næsten kortslutter i en ustyrlig begejstring over hættemågens vingefang. Med kikkerten dinglende om halsen springer han i programmerne rundt og fortæller jublende om alt fra fugletræk til småbittebitte larver. Det er fryd og solskin for alle licenspengene, I promise!


I dag fandt jeg ud af, at han også skriver artikler - så I får lige en smagsprøve:


[...] da jeg efter en god 100 meters spurt nåede frem til åstedet, åbenbaredes ganske rigtigt en gråvinget måge. Fuglen, der med sin skrutryggethed, et beskidt hoved, og knald-lyserøde ben sætter et helt nyt bundniveau for mågers udseende, kommer fra det nordlige Stillehav og er helt ekstremt sjælden i Europa, hvor den kun er set en lille håndfuld gange. 
Fra artiklen "Kunsten at fodre måger" i Vejle Amts Folkeblad 25. februar 2012


Jamen, er det ikke bare fantastisk formuleret?  Dette er helt klart en mand, der bør stiftes nærmere bekendtskab med! Google fortæller mig, at han er naturvejleder og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Århus. Når jeg engang er færdig med cirkus flytning (og med at ligge på sofaen - det er nemlig hvad jeg har nået i dag, trods alle gode forsætter som beskrevet i dagens første indlæg. Brødet blev dog godt, og er stort set spist.  Jeg skyder skylden på PMS - både for at jeg ikke har lavet en skid hele dagen, og for at brødet nærmest var pist verschwunden 8 timer efter det var kommet ud af ovnen), så skal jeg på Naturhistorisk.


Det er vel heller ikke for tidligt at gøre det, efter 10 år i Århus, hvor jeg af uforklarlige årsager hverken har været dér eller på Steno Museet. Hvor umådelig typisk!