Hvis man tager en lillebitte forkølelse med på ferie og hælder en blanding af varme og aircon på den, så vil den trives godt og blive til noget, du kan være virkelig stolt af.
Således også min, der nu primært manifesterer sig i form af en flot hoste. Jeg render derfor på toilet i én uendelighed, for mine bækkenbundsmuskler er helt udmattede af alle de øvelser, jeg laver dagen igennem, og jeg er så angst for, at det vil gå galt hvis blæren kommer over halvt-fuld-mærket. Men de bliver trænet, musklerne!
Der er nu også brug for at holde på alt, hvad der holdes kan. Forleden hostede jeg nemlig så kraftigt, at min ene kontaktlinse faldt ud.
Kan man få tilskud til beskæftigelse af folk af min slags???
Wednesday, 30 November 2011
Sunday, 27 November 2011
"Du kan hilse din datter og sige...
at hun er falden noget af på den!"
Sådan siger Lena, når hun taler med min mor. Og hun har naturligvis ret. Jeg er ganske meget bagud med opdateringer på mit spændende liv; skyder skylden på det selv og prøver hermed at råde bod på sagerne. Hej Lena! *vinke*
Jeg har brugt fraværet på at være lidt ked - der er meget, der trænges om pladsen i mit hoved lige nu, og til min store utilfredshed har det meste været triste og/eller bøvlede ting - og så på at forsøge at rette op på ked-af-det-heden ved at drage til Thailands lummerfugtige solskinsstrande med min søster. Vi gik til Projekt Stress-a' med våbnene SØVN, Thai-massage, 1 bog om dagen, og tøsehvinende turistguider. Jeg tror, det virkede, og hvad der måtte sidde tilbage i systemet af hjertebanken og åndenød satser jeg på, at julemåneden gør kål på.
Og hermed slut på jammer, klage og retfærdiggørelse. Nu til løfter om bedler fra Thailandstur (jamen de skal nok komme; skal bare liiiige sortere lidt); hjertesuk over at dette ikke er en lydblog, thi jeg har øvet mig virkelig meget i at efterligne de der turistguider, som tøsehvinene til trods godt nok var mænd (det tror jeg da), og et eget lille *squeal* over at det i dag er 1. søndag i Advent og vi dermed har indledt den officielle Julemåned (ja, vel skal Jul da staves med stort J).
De sidste år har denne dag været dagen, hvor jeg fra morgenstunden sendte A op på loftet efterDen De Store Kasse KasseR med Julepynt, hvorefter han i radbrækket tilstand kunne observere mig vimse rundt og gøre Gertrud Sand misundelig. I år er julekasserne for længst kommet ned fra loftet, men desværre gik de sporenstregs i opbevaring, så jeg må nøjes med at være lille hjælper i min Mors julepynteri. Hun er lidt mindre ....excessive end jeg er, men det er nu ikke helt ringe, thi i hendes julearsenal befinder sig jo op til flere genstande, som i mit julemaniske hoved har omtrent samme status som Det Sande Kors. Altså, ting som vi har julepyntet med siden jeg var helt lille *slår-hænderne-sammen-med-henført-ansigtsudtryk* *og-viser-billeder-af-nogen-andre-men-også-pæne-ting*
'
I øvrigt - det her med at bo hjemme, ikke? Det går wældig. Næsten for godt. Ikke alene er jeg på ingen måde ved at blive drevet til vanvid; mine forældre synes, det er så hyggeligt at have mig boende, at de næsten ikke vil af med mig igen. Må passe godt på ikke at blive et af de der børn, der i en alder af 40 stadig bor hjemme, fordi intet andet sted kan levere samme service- og underholdningsniveau.
I går var jeg lige et smut i den lokale Brugs. Passerede ved indgangsdøren to mænd der stod og snakkede og foretog, da min hjerne havde tygget på synsindtrykket i 3 sekunder, en lyn-opbremsning-og-omvending, for var det ikke, jo sørme så, den ene af dem var en jeg kærestede med et par måneder i sommeren mellem 2. og 3.g, og han hører altså ikke hjemme her ude o æ land. Så jeg hilste pænt; så vidt jeg husker sagde jeg "jamen hva' fa'en laver du da her???" og så sagde han, at han boede herude nu, og a-ha sagde jeg, tænk bare,- ja sagde han, jeg er blevet skilt, ih-men-dog-tillykke sagde jeg så, ja så nu bor jeg oppe på det gamle plejehjem sagde han, og var man nu en udenforstående bloglæser så ville man undre sig meget, men det gamle plejehjem er nu ombygget til almindelige lejligheder, heraf beskrivelsen det gamle plejehjem, see? Tø-hø, sagde jeg, det er dog aldrig for tidligt at lægge billet ind på plejehjemmet, og selv er jeg så i øvrigt flyttet hjem til mine forældre igen, og så stod vi der og kiggede på hinanden og følte os nok som nogen temmelig platte midt-i-trediverne, for hvem det ikke lige var gået efter planen.
Men jeg har en ny plan! Planen over alle Planer!! HAH!!! Og 1. del af den er at bage et peberkagehus; som en anden entreprenør har jeg nu elementerne klar og i løbet af et par dage skal de så dekoreres og samles. Det bliver så godt, altså!!
@ N ~ toodeloo!! Still here. Back, actually. From much-needed r&r in Thailand; pictures comin' I promise. Also back on track, I think, from minor meltdown. A Head thing, 'nuff said. It's the first Advent Sunday, and I have started my gingerbread house. This is all part of my master plan for a happy 2012. It starts here.
My current living situation is still chez mom and dad. And you know what, it's fantastic. We're not getting on each other's nerves and are actually enjoying each other's company. It's terrific. But it still sounds a bit bleurgh when I tell other people that yes, I'm 35 and currently living with my parents. The other day I bumped into a guy I dated brieflly in high school. Our conversation went a little something like this: (me) "What are you doing here?" (him) "Well, I'm divorced now" (me) "Oh really. Congratulations" (him) "Ehm, thanks. Yeah, so I got an apartment up at the old retirement home" [editors note: the old retirement home has been converted into apartments for people who haven't retired yet. They built a new one a bit further down the road] (me) "Oh, tee-hee, never to early to get a foot in there I suppose. Me, I've just moved back with my parents" - and then we looked at each other and felt a bit like the silly 35-year-olds-with-plans-that-didn't-work out ... that we are.
But I am making new plans, and 2012 is going to be a great year. It probably has a superb numerological value, dontcha think!
This is our local church, built around 1100-1150. I took this picture yesterday; my sister and I took a walk to say hi to Grandma because today would have been her 104th birthday. I'm posting the picture here to remind myself that I want to take you on a grand tour of the church some day. The weather was nice yesterday; today it's dark, rainy, and windy (gale, but by American standards perhaps just a light breeze? :-) This was the view from my window a few hours ago:
Sådan siger Lena, når hun taler med min mor. Og hun har naturligvis ret. Jeg er ganske meget bagud med opdateringer på mit spændende liv; skyder skylden på det selv og prøver hermed at råde bod på sagerne. Hej Lena! *vinke*
Jeg har brugt fraværet på at være lidt ked - der er meget, der trænges om pladsen i mit hoved lige nu, og til min store utilfredshed har det meste været triste og/eller bøvlede ting - og så på at forsøge at rette op på ked-af-det-heden ved at drage til Thailands lummerfugtige solskinsstrande med min søster. Vi gik til Projekt Stress-a' med våbnene SØVN, Thai-massage, 1 bog om dagen, og tøsehvinende turistguider. Jeg tror, det virkede, og hvad der måtte sidde tilbage i systemet af hjertebanken og åndenød satser jeg på, at julemåneden gør kål på.
Og hermed slut på jammer, klage og retfærdiggørelse. Nu til løfter om bedler fra Thailandstur (jamen de skal nok komme; skal bare liiiige sortere lidt); hjertesuk over at dette ikke er en lydblog, thi jeg har øvet mig virkelig meget i at efterligne de der turistguider, som tøsehvinene til trods godt nok var mænd (det tror jeg da), og et eget lille *squeal* over at det i dag er 1. søndag i Advent og vi dermed har indledt den officielle Julemåned (ja, vel skal Jul da staves med stort J).
De sidste år har denne dag været dagen, hvor jeg fra morgenstunden sendte A op på loftet efter
'
I går var jeg lige et smut i den lokale Brugs. Passerede ved indgangsdøren to mænd der stod og snakkede og foretog, da min hjerne havde tygget på synsindtrykket i 3 sekunder, en lyn-opbremsning-og-omvending, for var det ikke, jo sørme så, den ene af dem var en jeg kærestede med et par måneder i sommeren mellem 2. og 3.g, og han hører altså ikke hjemme her ude o æ land. Så jeg hilste pænt; så vidt jeg husker sagde jeg "jamen hva' fa'en laver du da her???" og så sagde han, at han boede herude nu, og a-ha sagde jeg, tænk bare,- ja sagde han, jeg er blevet skilt, ih-men-dog-tillykke sagde jeg så, ja så nu bor jeg oppe på det gamle plejehjem sagde han, og var man nu en udenforstående bloglæser så ville man undre sig meget, men det gamle plejehjem er nu ombygget til almindelige lejligheder, heraf beskrivelsen det gamle plejehjem, see? Tø-hø, sagde jeg, det er dog aldrig for tidligt at lægge billet ind på plejehjemmet, og selv er jeg så i øvrigt flyttet hjem til mine forældre igen, og så stod vi der og kiggede på hinanden og følte os nok som nogen temmelig platte midt-i-trediverne, for hvem det ikke lige var gået efter planen.
Men jeg har en ny plan! Planen over alle Planer!! HAH!!! Og 1. del af den er at bage et peberkagehus; som en anden entreprenør har jeg nu elementerne klar og i løbet af et par dage skal de så dekoreres og samles. Det bliver så godt, altså!!
@ N ~ toodeloo!! Still here. Back, actually. From much-needed r&r in Thailand; pictures comin' I promise. Also back on track, I think, from minor meltdown. A Head thing, 'nuff said. It's the first Advent Sunday, and I have started my gingerbread house. This is all part of my master plan for a happy 2012. It starts here.
My current living situation is still chez mom and dad. And you know what, it's fantastic. We're not getting on each other's nerves and are actually enjoying each other's company. It's terrific. But it still sounds a bit bleurgh when I tell other people that yes, I'm 35 and currently living with my parents. The other day I bumped into a guy I dated brieflly in high school. Our conversation went a little something like this: (me) "What are you doing here?" (him) "Well, I'm divorced now" (me) "Oh really. Congratulations" (him) "Ehm, thanks. Yeah, so I got an apartment up at the old retirement home" [editors note: the old retirement home has been converted into apartments for people who haven't retired yet. They built a new one a bit further down the road] (me) "Oh, tee-hee, never to early to get a foot in there I suppose. Me, I've just moved back with my parents" - and then we looked at each other and felt a bit like the silly 35-year-olds-with-plans-that-didn't-work out ... that we are.
But I am making new plans, and 2012 is going to be a great year. It probably has a superb numerological value, dontcha think!
This is our local church, built around 1100-1150. I took this picture yesterday; my sister and I took a walk to say hi to Grandma because today would have been her 104th birthday. I'm posting the picture here to remind myself that I want to take you on a grand tour of the church some day. The weather was nice yesterday; today it's dark, rainy, and windy (gale, but by American standards perhaps just a light breeze? :-) This was the view from my window a few hours ago:
Monday, 14 November 2011
Vinke-vinke
Ved I, hvad der godt kan gøre en mørk og trist mandag eftermiddag cirka en miljard (jo, vel skal det da staves sådan) gange bedre?
Det er, når man sidder i den lille Oddergris på vej ind til Århus H, og den pga signalernes sære logik er i gang med at overhale et InterCity-tog (lokomotivførernes udgave af dørtræk??). Man sidder og kigger ind i toget ved siden af, studerer passagererne og håber-håber-håber at Grisen holder farten, så man kan komme helt foran. Og når det så sker, og man kigger ind i InterCity-togets førerhus og vinker til lokomotivføreren (havde du overvejet ikke at vinke?) og han så både smiler og VINKER TILBAGE - så bliver verden lidt rarere, lige med et.
Og ja, jeg lever, men ikke vanvittig godt lige i øjeblikket, hvorfor der er noget stille her på din yndlingsblog. Jeg iler med en glad illustration af folk (dog ikke loko-førere), der vinker fra et tog. God mandag.
Det er, når man sidder i den lille Oddergris på vej ind til Århus H, og den pga signalernes sære logik er i gang med at overhale et InterCity-tog (lokomotivførernes udgave af dørtræk??). Man sidder og kigger ind i toget ved siden af, studerer passagererne og håber-håber-håber at Grisen holder farten, så man kan komme helt foran. Og når det så sker, og man kigger ind i InterCity-togets førerhus og vinker til lokomotivføreren (havde du overvejet ikke at vinke?) og han så både smiler og VINKER TILBAGE - så bliver verden lidt rarere, lige med et.
Og ja, jeg lever, men ikke vanvittig godt lige i øjeblikket, hvorfor der er noget stille her på din yndlingsblog. Jeg iler med en glad illustration af folk (dog ikke loko-førere), der vinker fra et tog. God mandag.
fra dailytimes.com.pk
Tuesday, 1 November 2011
Subscribe to:
Posts (Atom)