Happy Mother's Day

Min mor blev født i Norge. Det er verdens pæneste land, og sådan set tror jeg ikke hun havde planer om at bo nogen som helst andre steder end der.

Men så skete der det, at en af hendes klassekammerater, som havde en dansk penneveninde, overtalte min mor til, at dét skulle hun også have. Selv om min mor egentlig ikke gad, fordi hun meget hellere ville lege.  Og så begyndte hun at udveksle breve med Helga i Øster Starup i Danmark.

Da brevskriveriet havde stået på i nogle år, besøgte de hinanden. Helga kom til Norge, og min mor besøgte Helga.  Og anden gang min mor var i Danmark, mødte hun et fjols. Han kom ind og sagde "nå, har vi fån' svenskere i byen", hvilket måske ikke er den bedste indledningsreplik når man vil føre en samtale med en nordmand. Hun var ikke imponeret. Det var han vist til gengæld, for han fortsatte med at gøre fabelagtige indtryk. F.eks. ved på en udflugt til et svømmestadion at springe ud fra en noget højere vippe end han måske egentlig burde, og derefter hundesvømme efter hende rundt i bassinet. Hun var stadig ikke imponeret.

Men efter lidt tid kunne hun se, at han slet ikke var et fjols alligevel.  Han var sådan en, der ved meget om alt muligt, er uhyre underholdende, elsker gravhunde, kan bakke med trailer de mest umulige steder, og kan betjene en gummiged med lige så stor præcision som en kirurg betjener en pincet (lige præcis dét kunne hun ikke vide, da han ikke havde nogen gummiged dengang, men hun har nok haft en klar fornemmelse).

Og sådan gik det til, at min norske mor blev forelsket i og flyttede ned til min danske far. I 2014 kunne de fejre 40 års bryllupsdag, og til deres sølvbryllup for efterhånden mange år siden sagde han i sin tale til hende: "du skal have tak for, at du kom herned. For du har givet mig et godt liv".

Hun har også givet mig et godt liv.  Min mor er så stabil som de norske fjelde, så flyvsk som en dansk sommerdag, så klog som et træ fuldt af ugler, og så kærlig som de lange lyse nætter. Hun har en skæv humor, fniser temmelig meget hvis hun får for meget snaps, og har engang lagt julens andeskrog ud til den lokale ræv, som 2 dage forinden havde stjålet de originale ænder, der stod udenfor til optøning, fordi "nu er den jo vant til at spise godt". For min far, min søster og mig er hun "dærfra wår wærden går" og alting er en anelse forkert, hvis hun ikke er her.

Så allersomkjæreste Moder Jord-i-hovedet: 

Glædelig Mors Dag!

PS - og glædelig Mors Dag til Helga. Når alt kommer til alt, er det jo sådan set hende, min søster og jeg skylder selve vores eksistens :-)

@N ~ today is Mother's Day in Denmark.  I haven't bought any flowers.  So instead I thought I'd use this corner of the internet to pay tribute to my mum.

She loves daffodils, just like yours.  She bought me and my sister our very first guinea pigs, not realising the piggie madness she thus initiated. She has taught me how to bake Norwegian cakes, and is infatuated with the birdlife in her garden.

My mum is originally from Norway and ended up in Denmark because she got a Danish pen pal, Helga.  Helga lived on a farm in the tiny Danish village of Oster Starup (where I now reside).  On her second visit here, my mum bumped into a rather annoying young man who thought she was Swedish (that doesn't go down well with any Norwegian) and then tried to make an impression on her by jumping off the highest diving boards even though he wasn't that much of a swimmer.

After a while she came to the conclusion that he wasn't that annoying after all - he was also kind, knowledgeable, loved dachshunds, and could reverse a car with trailer like no one else - and as these things go, she ended up falling in love with him and moved to Denmark.

Last year was their 40th anniversary. When we celebrated their silver anniversary back in '99, my dad said in his speech: "I want to thank you for coming to Denmark. Because you've given me a very good life"


So, happy Mother's Day to Verdens Bedste Mor (you probably don't need google translate to tell you that means the best mother in the world :-)

Tinegate - kommer snart til en forside nær dig??

Mit forslag til nye dyrekort

Der har været mange gates i Danmark på det seneste. Faktisk virker det som om der er en tendens til, at så snart mere end en håndfuld mennesker bliver tilstrækkeligt irriterede over en virksomhed eller et produkt, så opstår der en gate.  "Gate".

En af mine veninder skrev på facebook at hun lige ville holde en pause fra fjæsen, indtil folk havde fået fat i de dyrekort de skulle have.   ??? tænkte jeg, men min undren varede ikke længe, for pludselig var der dyrekort.over.alt.  Eller det vil sige - det var der jo netop ikke.  Der MANGLEDE dyrekort, gjorde der.  Harme forældre dannede facebookgrupper, skrev læserbreve, klagede til forbrugerombudsmanden, og kom i TV i den bedste sendetid. Fordi det åbenbart var muligt at bruge flere tusinde kroner i Bilka og Føtex og stadig lide den tort at se gabende tomme pladser i dyrekortmappen, hvor der ellers skulle have været en kampfisk.

Ret kort tid forinden havde der været tumult-agtige scener et sted i København, fordi der til et gratis arrangement (vi kan vel kalde det Elsa-gate; det klinger ligesom bedre end Frost-gate gør det ikke?)  kom så mange børnefamilier rejsende fra nær og særdeles fjern, at folk slet ikke kunne være der, og i deres afmagt måtte plante sig selv og sine børn oven på busskure og midt på kørebaner, fordi det i øjeblikkets klarsyn forekom at være en bedre disposition end at sige fåk-fåk og skride på McD.

Der har været skrevet både det ene og det andet om curling-forældre, men det er vel ikke så overraskende, at folk synes det er helt og aldeles ubærligt, hvis deres børn bliver skuffede. Tænk bare på når folk selv bliver skuffede - for eksempel dem, der sidste sommer ikke fik fingrene i en af Kählers jubilæumsvaser.... (gad vide om de er kommet over det, eller om de lider endnu?)

Men hvad er det lige præcis der gør, at vi i dén grad slet ikke kan HOLDE DET UD hvis vi ikke får det vi ønsker os? eller hvis vores børn ikke får det de ønsker sig? eller hvis vores børn ikke får det vi ønsker os til dem (dén var lang)??

Hvad er det der gør, at vi stædigt fastholder at det er princippet som gør, at vi absolut må klage, når vi føler os forurettede - selv om vi muligvis godt ved, at selve varen er en bagatel og der er jo også mennesker der dør i Syrien?

Og er der noget særligt som gør, at det tilsyneladende er ekstra uudholdeligt for os damemennesker?  For jeg vægrer mig noget ved at sige det, men jeg synes ikke, der er så fandens mange mænd til stede i de rasende kor?  På facebook er der et antal dyrekort-bytte-samle-grupper. En af dem har over 4000 medlemmer! En anden er noget mere overskuelig; den har kun ca. 700 medlemmer, og jeg kunne kun tælle lige omkring 50 mænd iblandt dem. Hvoraf 2/3 var blevet "added" af selvsamme dame indenfor de sidste uger....

Er mænd bare ligeglade? eller danner de andre harmdirrende facebook-grupper, som jeg bare aldrig ser, fordi jeg bevæger mig i et eller andet helt andet luftlag og ikke følger med i verden omkring mig med mindre jeg får en eller anden gate lige i hovedet?

Og burde jeg ikke, rent statistisk set, have mindst én veninde i min fysiske og/eller virtuelle omgangskreds, som med fråde om munden har skrevet beske kommentarer til en eller anden producent der uforvarende eller med vilje har produceret færre eksemplarer af hvad-det-nu-kan-være end der var aftagere?

Jeg kender ingen. Men der må være en. For selv om der for hver "xxx-gate" overskrift i BT er hundredevis af "nu-må-folk-slappe-af-iggå" kommentarer, så ér der jo mange, der går sindssygt meget op i dyrekort/vaser/whatever, så jeg forstår ikke at jeg tilsyneladende slet ikke kender en eneste af dem. 

Indrømmet - jeg synes også dem, der himler op, burde få sig en (anden) hobby.  Men det er jo alligevel ret sjældent man er enig med sine venner i absolut alt (det er derfor der er forskel på venner og disciple heppekor). Så mine venner må gerne være fjollede.

Og jeg forudser, at jeg snart kan få brug for netop sådan en ven(inde).  For det er som en sær virus, der hærger landet, og jeg véd, at før eller senere rammer den mig. Før eller senere vil der komme et eller andet forbrugsgode, der tænder min indre ild. Før eller senere vil ønsket om at få fat i Den Eftertragtede Dims gøre mig sløret i blikket, og få mig til at trodse min medfødte ladhed, så jeg både er villig til at ligge i udsalgskø fra midnat og iføre mig træskostøvler så jeg bedre kan trampe på dem, der er foran mig. Før eller senere vil jeg råbe op og Kræve Min Ret, gud bedre det, hvis jeg ikke får Dimsen Jeg Ønskede Mig.

Og til den tid vil jeg så nødig være alene med mit vanvid.

Kählervase med indbygget marsvin

@ N ~ ooooh, a new blog post, I hear you say.  That was about time. What brought this about?

Well. You see, there is a virus spreading among Danish consumers I think.  It's called a "gate".  (After Watergate, get it?).  And I'm afraid I will catch it.

Last summer, a Danish design company called Kähler made a special anniversary vase. A flower vase. Which looked remarkably similar to all their other vases, except the trademark stripes were golden. And except for the fact that it was a limited edition. And except for the fact that Danes went crazy for it.  It was as if Michael Jackson had come back from the dead and announced one final concert. People queued for hours, web sites crashed, and a few re-sold their vases at ten times the original price.  "Vase-gate" was born, and The People were angry if they didn't get their hands on one of the coveted objects.

Then recently a Danish chain of supermarkets launched a collection of animal cards. Quite similar to baseball cards I suppose.  For every DKK100 spent at a participating shop you get 4 animal cards and you can buy a special little book for them and everything. And of course there are duplicates so kids can swap cards, and there are some "special cards" which are harder to get hold of.

And now we have "animal card-gate".  Irate parents have formed facebook groups and written formal complaints because it is, apparently, so very very difficult to get all the cards even if you let your kids' desire for a complete collection persuade you to buy all your household stuff from these particular supermarkets rather than the discount shops where you usually buy food.  I kid you not, last weekend it was all over the news.  Behold, the Consumers' Fury!!

I'm wondering who they are. They're mostly women, from what I can see. Which of course leads to 2 questions:

- where are the men?  is it possible that they do not care much for flower vases and animal cards? Or do they have secret facebook protest groups that I never see?

- are there any of my friends in this herd of Wronged Consumers?  Because I'm thinking, statistically I must know at least one or two who have seethed with fury because their kid's collection of animal cards is incomplete and they still haven't got over the disappointment of having to arrange their flowers in a vase with blue stripes instead of golden.  But I'm not aware that I know any, and this worries me. I fear that some day soon, I might need such a friend.

Because as I said, it's like a virus.  And I just know that sooner or later, I will be a victim of it.  Suddenly I will feel an all-consuming desire to own The Thing, and even having to shop and queue for hours (which I loathe, and usually avoid at all costs) will not stop my attempt to get my grubby little hands on The Thing.  I do not know what The Thing will be, but I know that resistance will be futile. Eventually, the virus will get me.

And I will not want to be alone in my consumer madness...

Viggo the Guinea Pig predicts that

the next Big Thing will be a vase

with in-built piggie.

Do note that this is actually a genuine

Kähler vase. Even though the stripes

are green, and my mum did not have

to elbow anyone out of the way when

she bought it. No animals were harmed

in this photo shoot.