2014 -un point for sløveste start, ever - douze points for topnørderi

Så - nu må selv de heldigste af jer da være vendt tilbage fra ferie, ikke?

Jeg ved ikke med jer, men for mig er 2014 - som jeg fortsat har store forventninger til - startet sådan lidt mat. Først hostede og rallede jeg mig igennem Nytårsaften og de første dage af året. Dét er jeg næsten færdig med - til gengæld ragede jeg mig et maveonde til i fredags, som udløste et abnormt ...søvnbehov.  Jeg sov som en gris fra fredag kl. 2100 til lørdag kl. 0900 - så var jeg relativt vågen et par timer, tog en middagslur fra ca. 1200-1700 og gik i seng ved 2130-tiden og visselullede frem til kl. 6 søndag morgen. Herefter var jeg en slags vågen; dog ikke mere end at jeg lige kunne klemme 3 timers formiddagslur ind. 

Sær vægtløs fornemmelse, når 2 hele dage nærmest er verschwunden, pist. Som om nogen har stjålet dem.

Men det var jo rart at få sovet ud, kan man sige.  Og så kunne jeg i hvert fald holde mig vågen til den med længsel imødesete sæsonstart på Sherlock.

Således afsluttede jeg min ikke-eksisterende weekend med skiftevis at sukke "oh, Mr Cummmmberbatch", og råbe "HOV!" når jeg syntes, producenterne havde været lige lovlig lemfældige med scenerne i the London Underground.

I bemærkede det også, ikke?  I tog jo noter, da jeg gik en anelse i selvsving i foråret og underviste jer i de to typer af tog man kan møde i Underground-systemet.

Fx helt i starten, da John Watson og hans sørgelige moustache tager med undergrunden: Det tog han sidder i, og de togstrækninger der filmes, stemmer ikke overens (indsæt selv forskrækket gisp)

                                      ^ John gets on what is clearly

                                      a "deep level" tube train

                                                                                But the tunnels it goes ^

                                                                                through are definitely on

                                                                                the "surface" lines (Circle

                                                                                or District line)

Eller da de kigger på billederne fra overvågningskameraet, hvor en mystisk passager stiger ind i den sidste vogn - det skulle være et District Line tog, men tøhø, det er det i hvert fald slet ikke.  Det er igen den falske slags tog  (æijh manner).

Inner Helga vould like ze record to

show zat zis is, in fact, not a District Line train ...

Hm.  Som sagt var jeg ikke rigtig rask i weekenden. Jeg mente egentlig, det havde fortaget sig, men muligvis trækker det lidt ud ....

KH Nørd.

PS - men derfor kan I jo godt lige nyde synet alligvel:

@ N ~ sorry. this blogpost will make zero sense if you haven't seen series 3/episode 1 of BBC's Sherlock.  I watched it yesterday while I was recovering from a weekend mostly spent snoozing (seriously - I slept from Friday 9PM-Saturday 9AM, again 12noon-5PM, then Saturday 930PM-Sunday 6AM, and again 9AM-12noon.  I had a tummy bug, but it wasn't that bad, honestly. It's as if a thief stole my weekend)

A-NY-WAYS. Sunday evening I watched Sherlock and the producers had been a bit sloppy with the scenes that took place on the London Underground - wrong type of train in wrong type of tunnel, etc. etc.  - not that I'm a nerd at all, I just happened (*cough*) to notice...  

Yes, I do need to get a life, and no, perhaps I'm not fully recovered.

We apologize for the disruption. Normal service will resume shortly :-)

Mere nørderi (ja, jeg kan sagtens blive ved)

Da jeg lagde linket til indlægget om IoW på facebook i går, skrev min ven Jens i en kommentar "er med i vognen, men en anelse bekymret".

Det er min mentale tilstand han hentyder til, går jeg ud fra, og den skal han naturligvis ikke gå og bekymre sig om helt uden grund, så jeg haster med at bringe endnu et indlæg, som kan skubbe mig langt ind i rækkerne af Håbløse Tilfælde.

I dag skal vi nemlig besøge Leinster Gardens i Bayswater, London.  En rimelig kedelig gade - med et særligt herligt fænomen ...

@ N ~ aye, we continue down the old railway tracks. One of my friends (only the one friend. I swear ...) thinks I may be a little nuts, and I don't want him to think that for no reason. So, here is a(nother) reason.

Today, we're on a little excursion to Leinster Gardens in Bayswater, London.  It looks an awful lot like most other streets in that part of the city, except for the houses at number 23 and 24 ...  Notice anything special?

Dette er nr. 23 & 24 Leinster Gardens.

Kan du se noget særligt, hva'-hva'-hva'?

Det er bare en facade - vinduerne er

malet på!

They're "dummy houses"!

Scroll down for an incredibly

fascinating explanation.

Hvad er nu det for noget sært noget, tænker du nok. Da især hvis du kender kvadratmeterprisen i London. Hvis du kender den, sidder du faktisk nok og dåner lidt lige nu, for TÆNK hvad en bygning kunne generere af lejeindkomster i det område - og så står der bare en pap-facade. Well, pap og pap. Jeg tror muren er over en meter tyk. Men ikke desto mindre en facade.

Det skyldes - og her giver vi så fri luft til begejstringen igen - at undergrundsbanen kører lige nedenunder!!!

Og her taler jeg ikke om de små tog, som kører i ægte "tubes" meget langt under jorden. Jeg taler om en af de første linier, som køres med det, der kaldes surface stock. Vi afbryder lige med en meget kort teknisk forklaring. Kig på toget til venstre herunder - noget større end det til højre, bemærker den kvikke læser straks. Det tog kører på en af de første linier, hvor konstruktionsmetoden i grove træk gik ud på, at man gravede gaden op, lagde jernbanespor ned i en "grøft", byggede tag henover, og gen-anlagde gaden ovenpå dét.  Og i starten - tager I noter, drenge og piger? - var det damplokomotiver, der trak hele herligheden.

(from wikipedia)

On the left: SURFACE STOCK.

The first underground lines were built

using the "cut and cover" method. They dug

up a street, put down railway tracks, roofed

it over, and re-paved the street.

Originally - and this is important - the

trains were pulled with steam locomotives.

Like this one:

Picture borrowed with kind permission

from Going Underground

(the best blog about the London Underground)

Damplokomotiverne var udstyret med noget kondensator af en art, men af og til skulle de af med dampen, og derfor har undergrundsbanen (the surface lines) kig til himlen hist og pist.  Og altså blandt andet bag den falske facade i Leinster Gardens.

Men pænt skulle det jo se ud, så derfor byggede man de nydelige dummy houses som falder smukt i med bygningerne ved siden af.

Og nu tænker du nok: og hvad så??? (eller også er du allerede gået).  Og jeg kan ikke helt forklare, hvorfor det gør mig så begejstret. Men jeg kan bare så utrolig godt li' at vide, at de er der. Og vide hvorfor de er der.  Baggrundsviden er meget sexet, i min bog.

Hvis man går om i gaden bag ved, kan man faktisk godt se ned til togene. Hvis altså man har en lille trappestige med eller er en hel del højere end din ærede blogger, for der er en mur langs fortovet (højst generende hvis du spørger mig).  Så jeg stillede mig på tæer, straaaakte mine korte arme alt hvad jeg kunne, og knipsede løs når jeg kunne høre at toget kom.

@ N ~ so, the thing about Leinster Gardens is that the Underground passes directly underneath! Needless to say, this thrills me to bits.

The first Underground trains were, as mentioned above, pulled by steam locomotives. They did have condensers to reduce fumes in the tunnels, but there had to be open-air sections to allow the trains to let off the steam, and behind Leinster Gardens is one such section.  (There is another reason and that is that people generally weren't keen on living right on top of the railway lines - hence the cut-and-cover method, where the lines generally followed the roads on the surface. The London Underground has some incredibly interesting curves in places, I can tell you)

And to keep things looking neat, they built the facades to match the buildings to the left and right.

I walked over to the street behind Leinster Gardens, and had I been a lot taller than I am (or thought to bring a step ladder) I could have peeked directly down on the tracks. As it happens, they've put a wall there to block my view, so I had to stand on my toes and just point my camera when I could hear a train.

It worked sort of okay - you can just see a train disappearing into the tunnel on the left-hand track :-)

I'm not 100% sure why I find this so incredibly exciting. I think it must be something to do with my love for trivia - I just *heart* knowing that this exists, and knowing why it's there.

Also, it's one of the countless, charming little quirks that make London, well,  London.

Kan I se toget, der lige forsvinder ind i 

tunnellen i det venstre spor? :-)

Jeg kan i øvrigt berette, at huset til højre har ét vindue, der vender ind mod åbningen. Jeg forestiller mig, at der sidder en støvet gammel mand deroppe og kigger ned, mens han på sit lommeur holder øje med, om togene nu går til tiden ...

Så, Jens - er du nu for alvor bekymret? :-)

@ N ~PS: I cannot make up my mind about what works best - having the Danish text + pictures first, and then the translation (or rather; your custom made version) at the bottom, or mixing it all up like this.  I imagine it must be a bit tedious to look at the photos and then having to scroll down to see what it was all about   -  but doing it this way does make for rather a schizo reading experience.  What to do, what to dooooooooo?

For it's a jolly good fella

My beloved LONDON UNDERGROUND turns 150!

Yes, the very transport system that unleashed my Inner Nerd celebrates a very significant birthday - the first passengers boarded an underground train (minding the gap, of course) in 1863.

When I lived in London, not only did I commute on the London Underground, I worked under the London Underground. No, it was not in a dungeon - exciting though that might have been - it was in a railway arch, because at that location the Underground is actually running overground.  Every few minutes, the trains would pass directly over my head.  The noise was loud, but it only took half a day to get used to it.  I remember a few days, when there was a tube strike - it was so eerily silent in the office.  

On weekends, I travelled the entire network - and alighted at stations with weird and wonderful names,  like ANGEL and COCKFOSTERS and BARKING. My nose was pressed against the window when I travelled north of Baker Street on the Metropolitan Line, because I liked to spot the remains of the abandoned "ghost" stations there. I visited the London Transport Museum (you should go, too), and bought books about the history of the Tube Map.

I should go to London again. Soon. It has been much, much too long.

Anyways: Happy Birthday LU!