På udflugt

I dag har været en ganske dejlig dag. Jeg har nemlig lavet lige præcis ingenting. Hvis jeg selv skal sige det, er det med hviledagen og ihukommelse af denne, nok den disciplin indenfor kristendommen, jeg behersker allerbedst. Men jeg har faktisk tilbragt ganske mange søndage i mit ansigts sved (det passer! og jeg har en terasse og nogle umådeligt beskidte fødder til at bevise det), så det var en udsøgt fornøjelse for en gangs skyld at kunne gå all in. Kirkegangen nåede jeg ikke, men det kompenserer jeg for næste weekend, når vores nye præst skal ordineres.

(Sidebemærkning: ja, vi får en ny præst her i sognet. Ganske spændende, synes jeg, for hun er nemlig både pige (det er hun'er oftest) og endog også yngre end mig (det er de efterhånden også oftest...). Vores gamle præst havde vi haft længe; han har både døbt og konfirmeret mig, og havde jeg nu gjort noget mere ved det crush jeg havde på hans søn, dengang vi gik i legestue, så havde han muligvis også fået lov til at vie mig.  Med den fart jeg har på, bliver det nok nærmest vores nye præsts efterfølger, der kommer til at varetage dén opgave, men nok om det. Dette er jo ingen kontaktannonce)

Jeg har altså tilbragt ganske meget af dagen med at sove længe, læse, lave hyggemad, læse mere, surfe net, se lidt TV (DR2's temaer om de danske øer er ganske fremragende, og hvis Anders Agger læser med her, så er dette indlæg måske alligevel en slags kontaktannonce, for hvor har den mand dog en deeeeejlig stemme. Hej Anders *vinke*)

Men det var også aldeles nødvendigt med lidt gedigen afslapning, for i går var jeg på heldagsudflugt med Starup Forsamlingshus. Cirkusrevyen kaldte, og en hel busfuld af mennesker drog afsted klokken 09:15 sharp(-ish) og vi var først hjemme lidt over midnat.

Forsamlingshus-udflugter er kendetegnet ved rigelige mængder kaffe, op til flere snack- og spisepauser, måske en liden øl, og i hvert fald højt humør og godt selskab.

Og nu siger jeg ikke, at der på hjemturen var nogle, der var i højere humør end andre. Og heller ikke, at  X factor måske har støvsuget landet for uopdagede talenter. Jeg siger blot, at "Hvalen Hvalborg" udsat for heliumballon ikke lige er noget, jeg har hørt så frygtelig mange gange før.

Det var en god tur! :-)   Tak til dem, der havde arrangeret det hele!

NB - jeg var ikke afsted med en flok forbrydere. De sorte bjælker er indsat af hensyn til privatlivets fred. Dem, der er med på billedet, ved godt selv hvem de er. (Og det gør dem, der sad ved siden af, også...)

UDTUREN

HJEMTUREN

Und jetzt mit Bus

Har I set det sner udenfor?  (ja, beklager til eventuelle fremtidige læsere, som beskuer denne blog en hed juli-dag. I skrivende stund daler små, fredelige snefnug ned over det sydlige Århus. Nøj hvor er det pænt).*

Desværre var det endnu ikke begyndt at sne i morges, da jeg skiftede tog i Skanderborg. Men koldt var det. Først var det tog, jeg skulle videre med, lidt forsinket. Så var det lidt mere forsinket. Og så kom der en meddelelse om signalproblemer m/tilhørende ukendt tidshorisont.

Min mås var kold.

Og der var mange mennesker inde i 7-eleven.


Så jeg satte mig ud på bænken igen, og fik en endnu koldere mås. Trods de to Metro-Express'er, jeg havde polstret bænken med.

Men så kom jeg til at tænke på de blå busser, som jeg jo betjente mig af, da jeg endnu havde et 8xxx-postnummer. Og minsæl, om ikke der afgik en sådan mindre end 10 minutter senere. Fortsat intet tog i sigte; mig på bus.  Og straks påmindet om det ikke ubetydelige frynsegode ved at køre med rutebil: teenagere, deres mobiltelefoner, og deres faschinerende LIV, som man i løbet af en relativt kort bustur kan nå at blive ganske opdateret på.

I dag sad jeg ved siden af Niklas' kæreste. Jeg ved ikke, hvad hun hed, men han hedder Niklas Poulsen og han er i knibe. For han skriver kolde sms'er, gør han!!! Og de kommer ikke engang til tiden! Og ej mand, hvis du bare kunne se en sms han sendte i går. For han synes, at hun sender kolde sms'er, men hallå, hun skriver sgu da altid skat og han sender bare en smiley, og så gider hun da ikke skrive skat. Så får han bare en totalt skat-og-smiley-løs sms! Og så havde Victoria (ved ikke helt, hvem hun er men fornemmer klart, at hun er en dulle med unaturligt lyst hår og blyantstynde øjenbryn) skrevet inde på facebook at hun skulle i byen og var der nogen der ville med, og så havde han skrevet at han var frisk. Men hans kæreste er da ligeglad med, om han går i byen med Victoria [Viktå:rja]. Men han skal fandme [fammar] ikke røre ved hende. For SÅ bliver det ikke sjovt at være Niklas Poulsen.


Jeg ved ikke, hvor sjovt det er at være Niklas allerede nu. For ovenstående er kun de brøkdele, jeg nåede at lære udenad mellem Skanderborg og Stilling.


Der var år'nlig lagt i kakkelovnen - i 9.a i dag.


* Vejr-update: Nå, den holdt ikke rigtig, den sne. Nu regner det bare. Tænkte I gerne lige ville vide det.

Snart professionel

Ja, tænk. Vupti, så gik der 2 indlægsfattige uger og NU har jeg været til banko igen. 

Checking everything is in place

Jeg kan lige så godt ødelægge spændingen med det samme - nichts vandt jeg denne gang. Det er kritisk, for vi har spist gevinsterne fra sidst. Og nu da andesæsonen snart indledes, ville jeg svært gerne have vundet et af de 25 kræ, der var på højkant. Men ak. Jeg vandt blot en 10'er i sådan noget  skrabe rivespil, og som billedet her illustrerer, formøblede jeg straks hele den formidable sum på nye lodder.

Do not think 'compulsive gambler'. Think

'pillar of society' and 'supports local

instutions financially' and

'paragon of virtue'.

Thank you, thankyouverymuch!

Trods aftenens totale fravær af held, var der alligevel en ganske eksklusiv dimension; i hvert fald for mig. Takket være Faster K spiller jeg nemlig ikke længere med tilfældige papbrikker, mens jeg kaster misundelige blikke efter de andres fine arvestykker. Nu er jeg nemlig SELV i besiddelse af en hel pose (ryst æ pues) 1-, 2-, 5- og 10-ører!!!

Old Danish coins, from 1940's to 1970's

(actually, there are quite a few 10-ører from

1976. The year I was born. Who am I to

call them old coins.)

There is an amusing tradition about the 1-ører

(the small one at the front): girls used to save

1-ører to buy their wedding shoes with.

I guess a pair of shoes could be had for

25 kroner back in 1950, so that would

have been 2500 1-ører.

My aunt was duly saving 1-ører when her 

pesky little brother (= my Dad, then 7-8 years old)

stole them all and used them to buy cigars.

Times were indeed different back then :-)

Jeg er naturligvis totalt über-excited over mine "nye" fine spillebrikker og har fundet dem et passende hjem i en gammel cigarkasse:

Man lærer noget nyt hver gang man er til banko (det er sandt - gælder for 100% af de gange, jeg har været afsted). Jeg fandt ikke ud af, hvorfor 90 hedder Gamle Ole, men 1 kaldes åbenbart -af visse taloplæsere- Bette Jen. Det synes jeg er så fint.


Spænding mangler der heller ikke. Når man får banko, er det nemlig vigtigt at man råber BANKO lige præcis når det sker. Ikke noget lal med at komme i tanker om det 3-4 opråb senere. Det skal være PRONTO! Og GJALDENDE!  Der var en, der fik rækken fuld og sagde banko  så den anden ende af lokalet ikke kunne høre det og oplæseren var ved at læse næste tal (femTEN) op, og das geht aber wirklich nicht, for havde hun nu sagt banko lige med det samme, som det sig hør og bør, eller var der nået at blive sagt femTEN, se det var der megen god debat om.  Tvivlen kom hende til gode, for det er et venligsindet forsamlingshus, men min nabo syntes, at det var lidt snyd. Man skal være AGTPÅGIVENDE til banko. Ikke sidde og sove, og slet ikke komme med platte kommentarer om, at de trækker de falske tal (ahem).


Samme nabo havde heller ikke helt heldet med sig. Men hun benyttede sig så af en teknik med pludselig at lave en total udskiftning af spilleplader (altså, før en ny runde gik i gang). Det skabte en ganske anden dynamik, og selv om hun ikke vandt så var det i hvert fald tættere på. Jeg forestiller mig, det er lidt ligesom, hvis Morten Olsen 10 minutter før tid udskifter hele holdet  -  ind med reserverne. Når jeg bliver en trænet en, regner jeg med, at jeg med mit falkeblik vil kunne spotte de plader der har god numerologisk karma, og så skal der gøres plads i fryseren derhjemme, for så vil jeg hjemtage ænder nok til en hel (frossen) farm.  Måske satser jeg højt næste gang med at spille på 4 plader. Jeg har ikke helt bestemt mig endnu - det er trods alt en stigning på 33%, og jeg er i forvejen ganske indfiltret i skuldrene, fordi jeg jo hele tiden er så utrolig klar til at slå til, når der skal lægges en brik 1-øre på.


33%, eller faktisk lidt mere, er også stigningen i antal deltagere i forhold til sidst. Vi drager dem!!! Næste gang er sidste gang i denne sæson (kort, men intens). Så snart jeg har datoerne for 2012 sæsonen, bliver der absolut planlagt Kagedåse-ekskursion, som jeg jo overvejede sidst. De har lovet, at de ej vil pådrage sig de rutinerede bankospilleres bebrejdende tysse-blikke, og da de (dåserne) jo generelt er meget dekorative væsner, er jeg overbevist om, at de vil være en stor succes i forsamlingshuset. 

I did not win these

or these...

@ N ~ as you've probably guessed , I've been to a banko/bingo game yet again. Retirement in training, R from KC calls it.


My sister's only comment to the first blogpost was: "here I take you to a post restaurant and an awesome concert [which she did 3 days before Bingo Night] and all you blog about is banko? Sheeesh".  Tonight, she said to me: "we've just come back from 3 days in Sicily, with fantastic food and amazing views, as documented by the 300+ photos you took. And what do you treat your readers to? Banko, again!!"


She's too right. So, coming up sometime within the next week will be an extravaganza of blurry foodie pics, close-ups of beautiful old pavements, perhaps a photo of a dead fish, and lots of other Italian treats. For today, you will have to make do with the little 1-ører anecdote. But hey, that's an interesting bit of old Danish tradition, so you've learnt something new today! All about educating the public, that's me. You're very welcome.

I provinsens vold

Mit sociale liv lider for tiden lidt under, at jeg har 2 x 1½ times pendlertur hver dag. Det er mest noget med sove, stå op så få minutter før afgang som muligt, togtur, arbi, togtur, spise aftensmad, 2 timers kvalitetstid, i bad så dét ikke skal gøres om morgenen (kære kolleger, det er derfor mit hår ser så mystisk ud for tiden), og i seng tidsnok til at få 8 timer på øjet så zombie-looket kan holdes på et minimum. Og gentag.  Weekenderne går oftest med projekter af praktisk karakter, som I nok skal få at se når tiden er moden -  uuuuh, se bare en cliffhanger, jeg lige serverede her! Forventer at antallet af faste læsere er eksploderet fra de nuværende 34 til mindst 35 næste gang jeg logger ind!


Nå, men af og til må en pige have lidt spænding i tilværelsen, og kommer bjerget ikke til Muhammed, så må Tine gå til banko. Så det gjorde jeg. Og det var helt fantastisk!


Nej, nu må I ikke sige mig imod og tænke, "det er da gawn hiel gal' mæ hin' sien hun æ fløt' fra Århus aw".   Det var en fest. Og gæt lige om Indre Erna var glad!!


Første succes var de meget meget fine spilleplader. Eller undskyld - bankoplader? Der er helt sikkert et ganske bestemt navn for dem. Se bare lige her:

Vi tager lige et close-up for effektens skyld:

Jeg ved ikke præcis hvor gamle de er - men jeg ved at postnummeret 6054 ikke har eksisteret de sidste sådan cirka 30 år. Det har Starup-Nebel Socialdemokratiske forening muligvis heller ikke; i hvert fald tilhører pladerne nu forsamlingshuset.  Så fine! :-)


Som I kan se, var der virkelig mange plader at vælge imellem, og jeg lagde mærke til, at folk brugte megen tid på at studere dem, vælge til og fra, og af og til var der endog nogen, der forlod pladsen nede ved bordet, hvor de omhyggeligt var ved at lægge pladerne helt rigtigt, for at gå tilbage og bytte plader. Jeg kunne ikke rigtig se forskel, men det var tydeligvist ikke helt lige meget, så jeg brugte også lidt tid på det og valgte til sidst de 3 plader jeg har foreviget ovenfor, fordi jeg syntes de var pæne og stemplet var fint og tydeligt, så I ville kunne se det og sætte pris på det.


Så hen til hjørnebordet, hælde kaffe op - cola für mich, danke, for ellers kan jeg ikke sove, ja så sart er jeg - flekse fingre og forgæves prøve at lægge brikkerne i pæne bunker. Forgæves, fordi jeg som den amatør jeg er, bare spiller med sådan nogen fælles-pap-brikker som dem her:

Andre mere rutinerede spillere har fine, fine arvestykker, som jeg er dødmisundelig på:

Der var også lidt skrabelods-lotteri-agtige lodder man kunne købe, og aftenen startede fantastisk, da jeg vandt 200 kroner (som jeg gavmildt overbragte til min Mor, thi det var faktisk hende der havde købt loddet...).


Således opmuntret og sikker på mit held fleksede jeg lige fingrene en ekstra gang. Og så gik starten!  Opråber og nummerpige holder til bag denne fine talerstol (ja, totalt billedspam, men jeg var så begejstret og det skal så gå ud over jer):

I aften var det en pige med langt lyst hår, der trak numrene op af posen. Ham der råbte numrene op, har mørkt hår med tiltagende lyse islæt. Så frisuremæssigt mindede de faktisk lidt om Michael Meyerheim og Carina Jensen fra en anden Nationssamler, Lykkehjulet. Jeg ved ikke om det er de samme personer, der styrer slaget hver gang. Men jeg ved, at min Far engang skulle råbe numre op og det duede da slet æ'.  Først blamerede han sig ved at råbe 99, når det faktisk var 66, og lidt efter ringede hans mobil midt i det hele og gjorde fadæsen total. Så rynkede de faste bankospillere bryn, for det er ikke for Sjov det her. Han måtte venligst tage sig sammen, men helt godt blev det vist aldrig, og nu er han forvist til en plads ved hjørnebordet. Eller - måske må han godt sidde ved midterbordet, lige der hvor akustikken er allerbedst, men det kom vi ikke tidligt nok til. Der er rift om de gode pladser - også på en aften som i aften hvor der er en vigtig fodboldkamp i fjernsynet.


Men aftenens værter klarede det med bravour.  Og det var spændende!  Tallene føg om ørerne på en, og jeg sad som på nåle, ganske stakåndet og med myoser mellem skuldrene fordi jeg bare var så PARAT til lige at lægge en lille papbrik på, når rette nummer blev råbt op. Jeg spillede med 3 plader og syntes der var nok at gøre, især hvis samme nummer optrådte på flere plader. Nogen af de rutinerede spillede med 6 plader, og hvordan det kan lade sig gøre uden at udvikle Marty Feldman-agtige øjne er mig en gåde.

Han kan nok overskue en masse bankoplader!

Det er lidt svært med banko. Der skal være störst möjliga tystnad, især hvis man sidder i nærheden af en af de faste spillere, for hvem det ej er for Sjov. Så jeg tyssede gentagne gange på min Far, der sidder og puuuuster og siger Nøøøøj og bliver helt svedt, når hans tal bliver råbt op, og også når de ikke gør. Og så er der angsten for at komme til at nyse, og sprede alle de små papbrikker ud over hele bordet. Og endelig er der det med, at de meget tit råber de Falske Tal op (det er dem, der ikke står på mine plader); det er næsten det værste.  Og ved I hvad, det var SÅ tæt på! Se bare her:

Men ak, ingen gevinst. Til gengæld vandt min Mor 2 kødpakker, så nu skal vi have medister til aftensmad i morgen.


Og jeg lurer lidt på, om jeg ved lejlighed bør invitere Kagedåserne med. Men jeg ved ikke helt, om de kan være stille nok....


@ N ~ sorry, I know I don't write very frequently at the moment. I totally blame my daily 2 x 1½hr commute. My social life suffers, but tonight I had a crazy night out. It was

at our local community house!  And just to add to your collection of trivia, in Danish we have 2 words for it: bingo (as it's called in most countries) and banko.  I googled it; it's something to do with the difference between using the numbers between 1 and 90 or just the numbers between 1 and 75. The latter was described as the "modern version", ummm, I guess someone thought it was in need of re-vamping and said, "hey, you  know what, let's skip 76-90 and it will be a whole new experience!!!"


Or something.


So, actually it was banko night but I couldn't find a snazzy illustration for that.


But how do you like the bingo cards? They're at least as old as I am and I thought they were wonderful.  And the atmosphere was great.  Some of the people there are real die-hards; to them it is Serious Business. A few years ago my Dad was asked to call out the numbers when they were drawn and he was nearly voted off the island; first he called out number 99 when it should have been 66, and then his cell phone rang, and it didn't do at all. So now he's only allowed to play and they have more responsible people calling out the numbers.


It was all terribly exciting; I'm in dire need of a shoulder massage now because I was on high alert, 100% ready to check off the numbers as they were being called. Sweaty palms and everything. Alas, it was >>this<< close, but I didn't win. So I must go back next time. Nothing for it.


PS - hope you enjoyed the photos. Perhaps you're wondering what Marty Feldman was doing there?  I found a picture of him because I thought, here's a man who can keep an eye on 6 bingo cards (or more!) at a time.  Some of the regular players actually did have 6 cards; I thought 3 were plenty. Any more and I will  probably end up looking like him.

Til Far

I dag var jeg ude og handle i frokostpausen - og på Walmarts parkeringsplads mødte jeg HAM HER:

Og han kørte i DENNE HER:

Og selv om der var rodet, måtte jeg gerne kigge indenfor:

Man kan ikke så godt se det på billedet, men (i modsætning til danske lastbiler) man kan gå fra førersædet om i soverværelset. Hvor han har et fladskærms TV.

Hans lastbil var ret lille, faktisk - en af hans truckervenner kører sammen med sin kone (de der husband-and-wife teams er vist ret almindelige) og de har badeværelse og toilet i lastbilen!!!

Min nye ven kunne fortælle at han ikke har noget hus, eller nogen fast adresse i det hele taget. Han har en postboks i den by hvor hans datter bor. Ikke at han får meget post, efter at skilsmissen gik igennem. Han har ikke nogen bankkonto, alt bliver betalt kontant. Eller nu han tænkte over det, så gik hans løn ind på et kort (betalingskort), så han havde vel en konto af en slags.  Livet på landevejene er ikke det samme mere. For 20 år siden var det som et stort broderskab, hvor folk hjalp hinanden. Hvis man punkterede var der jo ingen mobiler men der var altid nogen der standsede. Nu er det company policy at man ikke standser; risikoen er simpelthen for stor. Men han har kørt i over 35 år og har tænkt sig at blive ved til han dør.

I snit kører han 5000 km om ugen. I et forsøg på at komme op på det tal i løbet af mine 6 uger her har jeg tænkt mig at tage Lille Røde ud på tur i weekenden- så vi skrives ved på søndag!

This post is for my Dad - who I'm sure wishes he had been with me in the car as I pulled up next to this guy in the Walmart parking lot. I've never seen the inside of an American truck, and even though he hadn't cleaned it recently, he said "sure, you can take a picture". Mind you, one of his friends has a much bigger truck. With a bathroom!!!  My friend likes his truck though. So much, in fact, that he lives in it - he just has a post box in the town where his daughter lives. But he doesn't get much mail since the divorce went through.  And he doesn't have a bank account, he only uses cash....or, come to think of it, his wages are paid into a debit card, so yeah, he guesses he has a sort of bank account. On average, he drives just over 3000 miles a week - and in an attempt to nudge that figure during my 6 weeks here, I'm taking my beloved Little Red car out for a spin this weekend. So, no post tomorrow - but see you Sunday!

Happy Valentine's Day!!!

Yeees! It's the most romantic day of the year!!!  Ifølge Fox 4 News glemmer hele 40% af amerikanske mænd denne parforholdets ultimative eksamensdag! Mest brugte undskyldninger er: "jamen du har ikke mindet mig om det" og "blomsterbudet kunne ikke finde vores hus".  De havde 10 minutters dækning af denne unthinkable crime.

Heldigvis er jeg kæreste med en mand som har (mere) styr på datoerne (end mig).

Den rare mand! Indre Erna gik amok i blomstersniffing, Indre Lecia erklærede fest, Indre Helga ringede straks op for at skælde ud over hvor mange penge han havde brugt. Heldigvis nåede jeg også lige at få et ord indført (jeg sagde TAK).  Kollegerne var fulde af imponade, så jeg kan roligt hive ham med herover. (Bare rolig Iben - jeg kommer skam hjem igen!)

Det var en dejlig overraskelse. Tak igen!!! x

Har I ellers haft en god weekend?  Min tur til St Louis gik over al forventning.  Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte eller slutte min beretning, jeg har heller ikke fået kigget billederne igennem endnu, men der skal nok komme et indlæg eller 2.

Jeg vil dog sige, at weekendens højdepunkt ikke var the Gateway Arch. Ej heller Cahokia Mounds. Det var den ganske enorme gæstfrihed jeg mødte. Kollega & Hubby hev mig med hjem til både hendes brødre og hendes gamle mor på 84, og de tog imod mig med åbne arme.  Oh hvor skønt, at komme indenfor i nogen af alle de amerikanske huse jeg normalt må nøjes med at fotografere fra bilen! Oh hvor skønt, at gnaske barbecue ribs (barbecue er en religion som dyrkes året rundt)! Oh hvor skønt, at tabe gedigent i et kortspil som (i hvert fald i den familie) hedder "oh hell"! Oh hvor skønt, at sidde på bagsædet i en pickup truck og høre countrymusik og få forklaret det amerikanske valgsystem så jeg nu forstår bare en smule mere (dét kommer der intet indlæg om :-)

Hjemme i lille Danmark kan vi godt (malet med meget bred pensel) have en tendens til at være lidt lukkede. Jeg har nogle veninder som kommer anderswo fra, og de siger at det kan være endog meget vanskeligt at komme ind på livet af os indfødte, og det skal nok passe.  Det skal ikke være "halleluja America" det hele, men vi kan altså godt lære lidt af dem for de er generelt noget mere nysgerrige og åbne end os.  Jeg var meget meget glad for at blive inviteret indenfor og lovede mig selv at det skal gengældes, på en eller anden måde. Karma, balance i Universet, alt det der.

Og jeg har et glas apple butter med hjem; måske skulle jeg invitere nogen på besøg?

What's in this drink?

Var på bar i går. Herovre er bartenderne og serveringspersonalet noget venligere end hjemme. Det kan godt tænkes at det har noget at gøre med det faktum at de stort set lever af drikkepengene.

Anyways, i går blev vi betjent af en pige som i uhyggelig grad lignede hende her:

Twilight fans vil vide at dette er den onde

Jane fra the Vulturi clan. Be afraid, eh.

Erstat de røde kontaktlinser med nogen meget lyseblå og vupti, there's our waitress. Kinda creepy. Jeg gav gode drikkepenge, bare for en sikkerheds skyld. Det er jeg ellers slem til at glemme, vant som jeg er til at folk får, well, løn.

I dag har jeg set en hel basketball kamp i fjernsynet, på en sportsbar, helt uden at falde i søvn eller noget. Endnu et punkt på integrationslisten kan vinges af.

Road Trip & Home Party

I går kørte jeg en laaang tur og mødte Amish'er. I dag sad jeg i en sofa mens en dame roste en masse tasker i høje toner.

Kom ikke og sig at jeg ikke prøver at omfavne alt amerikansk, som tilfældigvis kommer min vej.

Som tidligere nævnt er internetforbindelsen her på schmotellet ikke just superhøjhastighed så jeg kan ikke forkæle jer med alle de billeder jeg tog. Der er nu alligevel ikke ret mange Amisher på dem - igen det der med at jeg ikke bryder mig om at tage billeder af folk og heller ikke (som en snedig sushisteg foreslog) har fået købt et spionkamera (jeg checkede Wal-Mart; de har det sært nok ikke).  Jeg mangler SØSTER!!! Hun er min bedste road trip buddy herovre, og desuden er hun meget anvendelig til at placere på et strategisk sted så det ser ud som om jeg tager billeder af hende.  Men ham her var så venlig at komme ind i billedet netop som jeg knipsede en fin traktor-annonce - skipperkransen kan vist godt anes:

FOR SALE

Old John Deer tractor

run guud, but missing set & steering wheel!

Ideal for person who has lost his ass

and don't know which way to turn!

Så fin en butik han havde, den flinke mand. Håndlavede møbler (kvalitet; jeg vadede direkte ind i et bord og det bestod crash testen med glans) og de mest fantastiske quilts, åh hvor ville jeg gerne have sådan en men de er dyre, typisk $650 stykket og jeg er ikke i tvivl om at de er det værd når man tager arbejdstiden i betragtning, men al overskydende kapital og kuffertkapacitet ville ryge på den konto. Så jeg styrede mig. Og gik ind i denne stofbutik i stedet, men helt ærligt - som om jeg selv kunne fabrikere en quilt. Jeg forstod ikke engang alle fagudtrykkene :-(

Efter en tur rundt i nogen andre (non-Amish) butikker i Jamesport blev jeg sulten. Så jeg gik på en meget meget sofistikeret café - her er mine nye venner:

Nu tænker I nok - hvordan kan det dog være, hun godt kunne få sig selv til at tage billeder af de mennesker, når det ellers er så tragisk umuligt for hende???  Svaret er de i julepapir indpakkede airconditioning units på vinduerne. Kig igen. Jeg havde lige siddet og talt med ejeren (hende i den røde vest på det øverste billede) om how darn purdy they was, and wouldn'tcha know, the paper actually helps keepin' the heat up, what with all the snow we've bin gettin' this here winner (=winter). Og jeg syntes jo det var en fantastisk idé og måtte jeg tage et billede af det så jeg kunne kopiere idéen derhjemme?  Det var jeg velkommen til, så nu skal jeg bare have installeret air con derhjemme, så skal I dælme se julepynt....

Anyhow, efter frokost kørte jeg til St Joseph og var på The Pony Express Museum, forbi Jesse James' hus, og (for god ordens skyld), slog et svip forbi en landbrugsudstilling som blev holdt der hvor jeg parkerede. OMG det var faktisk fantastisk, jeg sneg mig bare rundt og smuglyttede til folks samtaler - altimens jeg prøvede at ligne én, der rent faktisk havde et ærinde der...

I dag kørte jeg zig-zag rute ud til min kollega som var værtinde for et homeparty. Sad i sofaen og prøvede at ligne en der kunne finde på at købe en taske. Smalltalkede med amerikanske forstadshusmødre som, for the record, er alt det Desperate Housewives ikke  er (som for eksempel: lave - bredmåsede - kæmpe fans af Jayhawks and crockpots - og med god, bizar humor som af og til flyver ret meget hen over hovedet på mig; I'm still integratin').

På vej hjem kørte jeg forbi et shopping center. Al den omgang med amerikanske damer har gjort mig umådelig selvbevidst om mine negle - herovre har de allesammen sådan nogen fangsy kløer og det må jeg næsten også have (igen...faldt også for fristelsen sidst, og for sadden hvor er det dyrt at vedligeholde derhjemme).  Neglebiks var lukket, men supermarked var åbent - og pakket med mennesker. Der er varslet snestorm herovre tirsdag-onsdag - Kansas City ligger lige mellem 2 vejrsystemer så det kan enten blive pissekoldt, en smule sne, eller 10 inches hvilket er ca. 25 centimeter, og folk køber ind i stor stil. Jeg har også forberedt mig - bilen har fuld tank, og jeg har masser af Pop Tarts i køkkenskabet. Det skal nok gå. Især fordi jeg har ca. 3 minutters kørsel til arbejde.  Og ja, mor og far - jeg kører meget forsigtigt! :-)