Tinegate - kommer snart til en forside nær dig??

Mit forslag til nye dyrekort

Der har været mange gates i Danmark på det seneste. Faktisk virker det som om der er en tendens til, at så snart mere end en håndfuld mennesker bliver tilstrækkeligt irriterede over en virksomhed eller et produkt, så opstår der en gate.  "Gate".

En af mine veninder skrev på facebook at hun lige ville holde en pause fra fjæsen, indtil folk havde fået fat i de dyrekort de skulle have.   ??? tænkte jeg, men min undren varede ikke længe, for pludselig var der dyrekort.over.alt.  Eller det vil sige - det var der jo netop ikke.  Der MANGLEDE dyrekort, gjorde der.  Harme forældre dannede facebookgrupper, skrev læserbreve, klagede til forbrugerombudsmanden, og kom i TV i den bedste sendetid. Fordi det åbenbart var muligt at bruge flere tusinde kroner i Bilka og Føtex og stadig lide den tort at se gabende tomme pladser i dyrekortmappen, hvor der ellers skulle have været en kampfisk.

Ret kort tid forinden havde der været tumult-agtige scener et sted i København, fordi der til et gratis arrangement (vi kan vel kalde det Elsa-gate; det klinger ligesom bedre end Frost-gate gør det ikke?)  kom så mange børnefamilier rejsende fra nær og særdeles fjern, at folk slet ikke kunne være der, og i deres afmagt måtte plante sig selv og sine børn oven på busskure og midt på kørebaner, fordi det i øjeblikkets klarsyn forekom at være en bedre disposition end at sige fåk-fåk og skride på McD.

Der har været skrevet både det ene og det andet om curling-forældre, men det er vel ikke så overraskende, at folk synes det er helt og aldeles ubærligt, hvis deres børn bliver skuffede. Tænk bare på når folk selv bliver skuffede - for eksempel dem, der sidste sommer ikke fik fingrene i en af Kählers jubilæumsvaser.... (gad vide om de er kommet over det, eller om de lider endnu?)

Men hvad er det lige præcis der gør, at vi i dén grad slet ikke kan HOLDE DET UD hvis vi ikke får det vi ønsker os? eller hvis vores børn ikke får det de ønsker sig? eller hvis vores børn ikke får det vi ønsker os til dem (dén var lang)??

Hvad er det der gør, at vi stædigt fastholder at det er princippet som gør, at vi absolut må klage, når vi føler os forurettede - selv om vi muligvis godt ved, at selve varen er en bagatel og der er jo også mennesker der dør i Syrien?

Og er der noget særligt som gør, at det tilsyneladende er ekstra uudholdeligt for os damemennesker?  For jeg vægrer mig noget ved at sige det, men jeg synes ikke, der er så fandens mange mænd til stede i de rasende kor?  På facebook er der et antal dyrekort-bytte-samle-grupper. En af dem har over 4000 medlemmer! En anden er noget mere overskuelig; den har kun ca. 700 medlemmer, og jeg kunne kun tælle lige omkring 50 mænd iblandt dem. Hvoraf 2/3 var blevet "added" af selvsamme dame indenfor de sidste uger....

Er mænd bare ligeglade? eller danner de andre harmdirrende facebook-grupper, som jeg bare aldrig ser, fordi jeg bevæger mig i et eller andet helt andet luftlag og ikke følger med i verden omkring mig med mindre jeg får en eller anden gate lige i hovedet?

Og burde jeg ikke, rent statistisk set, have mindst én veninde i min fysiske og/eller virtuelle omgangskreds, som med fråde om munden har skrevet beske kommentarer til en eller anden producent der uforvarende eller med vilje har produceret færre eksemplarer af hvad-det-nu-kan-være end der var aftagere?

Jeg kender ingen. Men der må være en. For selv om der for hver "xxx-gate" overskrift i BT er hundredevis af "nu-må-folk-slappe-af-iggå" kommentarer, så ér der jo mange, der går sindssygt meget op i dyrekort/vaser/whatever, så jeg forstår ikke at jeg tilsyneladende slet ikke kender en eneste af dem. 

Indrømmet - jeg synes også dem, der himler op, burde få sig en (anden) hobby.  Men det er jo alligevel ret sjældent man er enig med sine venner i absolut alt (det er derfor der er forskel på venner og disciple heppekor). Så mine venner må gerne være fjollede.

Og jeg forudser, at jeg snart kan få brug for netop sådan en ven(inde).  For det er som en sær virus, der hærger landet, og jeg véd, at før eller senere rammer den mig. Før eller senere vil der komme et eller andet forbrugsgode, der tænder min indre ild. Før eller senere vil ønsket om at få fat i Den Eftertragtede Dims gøre mig sløret i blikket, og få mig til at trodse min medfødte ladhed, så jeg både er villig til at ligge i udsalgskø fra midnat og iføre mig træskostøvler så jeg bedre kan trampe på dem, der er foran mig. Før eller senere vil jeg råbe op og Kræve Min Ret, gud bedre det, hvis jeg ikke får Dimsen Jeg Ønskede Mig.

Og til den tid vil jeg så nødig være alene med mit vanvid.

Kählervase med indbygget marsvin

@ N ~ ooooh, a new blog post, I hear you say.  That was about time. What brought this about?

Well. You see, there is a virus spreading among Danish consumers I think.  It's called a "gate".  (After Watergate, get it?).  And I'm afraid I will catch it.

Last summer, a Danish design company called Kähler made a special anniversary vase. A flower vase. Which looked remarkably similar to all their other vases, except the trademark stripes were golden. And except for the fact that it was a limited edition. And except for the fact that Danes went crazy for it.  It was as if Michael Jackson had come back from the dead and announced one final concert. People queued for hours, web sites crashed, and a few re-sold their vases at ten times the original price.  "Vase-gate" was born, and The People were angry if they didn't get their hands on one of the coveted objects.

Then recently a Danish chain of supermarkets launched a collection of animal cards. Quite similar to baseball cards I suppose.  For every DKK100 spent at a participating shop you get 4 animal cards and you can buy a special little book for them and everything. And of course there are duplicates so kids can swap cards, and there are some "special cards" which are harder to get hold of.

And now we have "animal card-gate".  Irate parents have formed facebook groups and written formal complaints because it is, apparently, so very very difficult to get all the cards even if you let your kids' desire for a complete collection persuade you to buy all your household stuff from these particular supermarkets rather than the discount shops where you usually buy food.  I kid you not, last weekend it was all over the news.  Behold, the Consumers' Fury!!

I'm wondering who they are. They're mostly women, from what I can see. Which of course leads to 2 questions:

- where are the men?  is it possible that they do not care much for flower vases and animal cards? Or do they have secret facebook protest groups that I never see?

- are there any of my friends in this herd of Wronged Consumers?  Because I'm thinking, statistically I must know at least one or two who have seethed with fury because their kid's collection of animal cards is incomplete and they still haven't got over the disappointment of having to arrange their flowers in a vase with blue stripes instead of golden.  But I'm not aware that I know any, and this worries me. I fear that some day soon, I might need such a friend.

Because as I said, it's like a virus.  And I just know that sooner or later, I will be a victim of it.  Suddenly I will feel an all-consuming desire to own The Thing, and even having to shop and queue for hours (which I loathe, and usually avoid at all costs) will not stop my attempt to get my grubby little hands on The Thing.  I do not know what The Thing will be, but I know that resistance will be futile. Eventually, the virus will get me.

And I will not want to be alone in my consumer madness...

Viggo the Guinea Pig predicts that

the next Big Thing will be a vase

with in-built piggie.

Do note that this is actually a genuine

Kähler vase. Even though the stripes

are green, and my mum did not have

to elbow anyone out of the way when

she bought it. No animals were harmed

in this photo shoot.

A girl's best friend ... might be of the sort that runs on batteries

Jeg læste forleden i et dameblad, at uafsatte damer som jeg selv skal huske selvforkælelse.  Dybest set går det ud på, at eftersom vi ikke har nogen kavaler, som kommer med blomster og gaver, må vi selv sørge for dén side af sagen (og samtidig yde vort til at skubbe forbrugsfesten lidt i gang igen).

Alle ved jo, at står det i et dameblad er det sandt, og jeg har derfor investeret i et batteridrevet uhyre, som jeg allerede er så glad for, at jeg vil vove at påstå, at den vil vække lykke hos enhver kvinde. Specielt dem med have ...

@ N ~ I recently read in a woman's magazine that it is very important for single women like us to spoil ourselves from time to time. Seeing as we do not have a "beau" to shower us with flowers and presents, we must take matters into our own hands (and do our bit for the economy into the bargain I suppose).

Of course, I take the advice of such magazines as gospel so yesterday I invested a decent sum of money in a battery-driven device.  I am very happy with my purchase and recommend it to all da single ladies - especially da single ladies with a garden...

Behold: my new grass trimmer (/destroyer of weeds/noisy piece of machinery)

50 kroner hist, 50 kroner pist

I dag har jeg rigtig været ude og vifte med æ' tegnebog.


Først drog jeg ad Lokalhistorisk Forening til og oprettede et medlemskab. 50 kroner for enlige; det må siges at være en billig fornøjelse. Mens jeg var der, kunne jeg lige yde mit bidrag, nemlig en fuldstændig (og med garanti 100% korrekt) identifikation af alle afbildede på sognets konfirmationsfoto anno 1990, hvor jeres ærede blogger optræder med en yderst tidstypisk og ganske omfangsrig permanent, samt ditto briller. Skal se om ikke jeg kan få vist jer det engang. Det er ømt :-)


Senere på aftenen kaldte litteraturens verden så, i form af en SMS fra biblioteket om at "reserveret materiale er hjemkommet". For mig er det nærmest bedre end en fræk invitation - jeg bliver helt ør, og iler afsted mod lokkemaden. I dag blev mere udbytterig endda - mit bibliotek, som jeg i øvrigt knuselsker fordi de har indført selvbetjening, så jeg kan komme der næsten når som helst; i hvert fald til klokken 22:00, har nemlig en lang hylde med bøger til salg. Fyld en pose for en 50'er, står der på skiltet, og man skal ikke nøde mig ret meget, før jeg ter mig som en kagedåse til Konditorisøndag og flår til mig fra fadene hylderne.


Dagens godtepose indeholdt, foruden et par kun lidt krøllede Jussi Adler-Olsen bøger, blandt andet et kært gensyn med 2 Twiggy-bøger (alle piger, der har været hestetossede i konfirmationsalderen, kan vel huske Twiggy?) og noget jeg husker som en yndlingskrimi i 10-12 års alderen, nemlig Maria Gripes "Skarnbassen flyver i skumringen". Som en überbonus var begge bind at finde. Der er næppe noget værre end at falde over en bog, man slet ikke var klar over, at man virkelig gerne ville have - og så mangler 2. bind! Katastrofe! Nedsmeltning! Gråd og hugtænders gnidsel! Men ikke her. Vups, ned i æ pues.


Mit bibliotek henrykkede mig allerede i sidste uge ved, selvsamme dag som jeg fik den fikse idé at jeg ville se filmatiseringen af The Secret Life of Bees NU, at have netop dén film stående på hylden og vinke til mig. Biernes Hemmelige Liv, som den ikke særligt overraskende hedder på dansk, udkom vist tilbage i 2008 og jeg havde godt hørt om den men ikke læst den, før jeg så den på en "Staff Picks" hylde i en amerikansk boghandel. Jeg ELSKER deres staff selections; det er de bedste anbefalinger man finder der. I dag har jeg så erhvervet mig bogen på dansk, for min mor skal også læse den. Der er lige et par sider, der skal tapes fast, men ellers er den fin.


Der var også en lille havebog, en bog om hønsehold i haven (...fordi jeg ønsker mig høns, som enhver der læste sidste indlæg nok kan gætte. Man har jo lov til at drømme, og læse bøger om det...), og "Nils Holgersens mærkelige rejse gennem Sverige" - tænk; jeg mente bestemt det var hans forunderlige rejse, men ikke i denne oversættelse, som i øvrigt er en stærkt forkortet udgave, står der (ak ja, man kan ikke score guld hver gang).


Så det var de hundrede kroner. Jeg synes, de er ræddi godt givet ud!

#LIBRARYBOOKSALEWIN

@ n ~ have you read "The Secret Life of Bees" (by Sue Monk Kidd)? It's not new; it came out in 2008 (I think), but I bought it in Austin last month and liked it very much. It's about the South, and the Civil Rights Act in 1964, and about women, and bees, and honey. Good.


Last week, I found out (firstmover that I clearly am) that it had been made into a movie - and of course, I wanted to see it NOW.  No patience to buy it on Amazon and wait for it to be delivered two whole days later. No hope of finding it in a shop (this is Denmark). But when I went to the library for the sole purpose of returning one book that I'd forgotten to return the day before - lo and behold, there it was! The movie! Sitting on a shelf, just waiting for me to find it!  Clearly, not a coincidence, but benevolent forces of the universe working together on my behalf.


I love my local library. It has generous opening hours - if you don't actually need a librarian, it's open until 10pm (staffed hours somewhat shorter of course) which is just brilliant for someone like me. I like having the whole place to myself.  I haven't noticed any vandalism or anything, which I would have thought would be the argument against un-staffed opening hours. It's just perfect.


And today, when I was there to pick up a book I'd ordered from another library, I made a beeline (pun absolutely intended) for the "books for sale" shelf.  1 book for $1.50; or fill a bag for $10.   I found 2 crime novels, only a bit dented, a gardening book, a book about keeping chickens in your back garden (I can dream, can't I?), a Danish translation of "The Secret Life of Bees", and a couple of books I read many times when I was 10-12 years old (I remember checking them out from the school library again and again).  Happy days!


PS - I still haven't bought any book shelves (the book shelf money was magicked into travel money, and so it goes). This photo was taken when I had unpacked maybe a quarter of my books. The table is now covered in books and I cannot reach the ones at the back. But no matter. Rome wasn't built in a day, and neither is my Roman Wall of Books...

Juleblog, 18. december

4. søndag i Advent. Under en uge til Jul. Glæder I jer? Jeg gør! :-)

Jeg har haft en dejlig weekend. Fredag trissede jeg rundt inde i Århus, afleverede den sidste Adventsgave til den fine hund som er dette års modtager af Tines Adventskalender (nå ja, og så hundens "mor", min veninde) og købte lidt julegaver, indtil klokken var blevet lidt over myldretid, så jeg kunne overskue at kaste mig i et tog hjemad. Og så gik jeg i øvrigt i seng 21:30 og hvis der er noget, jeg synes godt om, så er det at krybe til køjs til pensionisttid.

Lørdag morgen vågnede jeg tidligt, klar til at tackle verden og lidt mere julegaveindkøb. Jeg lånte mine forældres bil og drog fluks til Kolding, lige i tid til butikkerne åbnede.  Det var en smuk morgen - det er ikke hver eneste weekend, jeg får set solopgangen (ej heller her om vinteren...)

Jeg havde lidt ekstra tid, før butikkerne åbnede, så jeg benyttede lejligheden til at svinge forbi mit yndlingshus i Kolding - det er byens ældste og opført i 1589. Vindt og skævt, men hvis nogen køber det til mig, skal I ikke høre noget brok

My favourite house in Kolding, built 1589.

Please note the angles, compared to the

boringly straight lamppost.

View from the street to the back yard.

I am just sick with love for this place.

The yellow building on the left is almost as

old - today it is a restaurant ("A

Hereford Beefstouw")

See something between the windows

on the top floor?

It's a cannonball from the battle in 1849

(I think it was put there deliberately as a reminder, after the war)

Another Kolding favourite:

The owls over the book shop. Notice how one

of them keeps an eye on the door :-)

An old bank sign

The red building you can just about glimpse on

the left is Koldinghus - the local castle, no less.

And the steps leading up to it behind this little

arcade are the Spanish Steps. I've sat on these

steps many a Friday night, snogging some hopeless

teenage boy (when I was a teenager myself, 

I hasten to add!)

Kolding midtby er ikke helt hvad den har været. Det, de frygtede, da Kolding Storcenter blev bygget, er desværre delvist blevet til virkelighed. Der er stadig liv i Helligkorsgade og Østergade; Søndergade har det vel rimeligt, men Jernbanegade er helt ærligt ved at være lidt spøgelsesagtig og kedelig. Men ikke i denne weekend! Da var der nemlig omrejsende marked i byen, med boder fra flere steder i Europa, især Holland og Italien. Jeg handlede flere steder, men havde kun åndsnærværelse nok til at tage billeder af Manden med de Store Oste.

Efter at have bragt lidt flere af Julens gaver i hus, drog kernefamilien i samlet flok ad Tyskerland til. På jagt efter en lidt anden slags Julens gaver, og ikke mindst Knackwurst til min far. I en af butikkerne fandt vi endog gaver fra Fordums Tid:

Disketter og optagebånd! Kraftigt nedsat!!

An offer you can't refuse - floppy discs and

blank tapes, both at unbeatable prices :-)

Og ved I hvad, jeg kom igen i seng før 22:00 - og ja, jeg ved godt det lyder keeeedeligt, og det var lørdag, og det er december, og der er garntrisse en eller anden Julefrokost, man kunne gå til, men ved I hvad - jeg giiiiiiiiiiiider ikke. Ja, jeg er gammel som bjergene (35). Og min Indre Erna folder sig alt, alt for meget ud. Og nu gider du da slet ikke læse videre her, for så falder du bare selv i søvn. Men I tell you folks, det er bare den vilde, vilde luksus at kravle i seng kort efter Julekalenderen 2 aftener i streg - jeg er nærmest et nyt og bedre menneske allerede. Se bare, hvor lang denne blogpost er, sammenlignet med gårsdagens!!  Snorkfrøknen, kan I kalde mig nu. Jeg er ligeglad. Pyjamas er det nye sexy, walla.

Så var det jo også, jeg skulle være frisk og vågen til i dag. For i dag skulle JULETRÆET i hus.  For Tine za Christmasnazi's guide til HvordanManFinderDetPerfekteJuletræ, se sidste års Lucia-dags-blogpost.  For en mere rummelig tilgang til tingene, nemlig min fars, se dette indlæg. Næste år har jeg både plads og enevælde til at gøre præcis som jeg vil; i år bestemmer mine forældre og det vil sige, at det fra Virkelyst hjembragte træ har et noget mindre omfang, end det jeg havde udset mig. Det er dog ikke så dumt. For så behøver vi ikke at vælge mellem træ eller gæster i år....... (mådehold er tydeligvis ikke min stærke side hvad Juletræer angår. Dem, der er overraskede, bedes række hånden op).

Nu lyder det måske, som om jeg er utilfreds med Årets Træ. Men det er jeg slet ikke. Jeg elsker det allerede og GLÆDER MIG, til det skal ind i stuen og pyntes, hvilket først sker i midten af næste uge.  Men I kan da lige få et sneak peek - af mig og min far, der bærer det hjem:

Bringing home the tree!

Vi har tændt det 4. lys i Adventskransen - og jeg har åbnet den 4. Adventsgave:

The fourth present in my Advent Calendar - 

when you press his left foot, he plays

a noisy and rather jazzy version of

'Santa Claus is coming to Town' :-)

Tusind tak til Familien Hittemis!

@ N ~ today is the fourth Advent Sunday. I've had the most wonderful, relaxed weekend. No plans whatsoever, and lots of time spent with family.  I went shopping early Saturday morning, before most people were up. You can see the pictures from Kolding in the Danish text above. Then we went to Germany; we live about an hour's drive from the border and sometimes go shopping for things that are cheaper there, such as Pepsi (not for me, no-no, you didn't think that did you :-)   My sister found the floppy disks and blank tapes that were on sale - an amazing 75% off!! - but we were able to resist. There's a financial crisis, so every purchase must be carefully considered.

And we bought the Christmas Tree today!!! Yay!!!  It's not as...shall we say, wide-bodied as the trees I tend to choose, but my parents wisely pointed out that if we bought the one I had my eyes on, we would have to un-invite several guests... ahem. I must admit they had a point.

This weekend, I went to bed before 10pm Friday and Saturday. It was awesome and I feel a million times better for it. The little old lady inside me (Inner Erna) is going "whoop-whoop!" - she loves it when I give in. Which I do fairly often.

Estate Sale

Det var en af de ting, jeg havde på min "bucket list" for mit ophold herovre. Jeg ville gerne forbi et estate sale.

Estate sales afholdes når en person dør (eller fx. skal på plejehjem). Familien/arvingerne tager hvad de nu gerne vil have, og herefter vil man så gerne omsætte så meget som muligt af det efterladte bras jordiske gods til $$$ så huset kan blive tømt og solgt.  Det er faktisk et slags loppemarked, men altså hjemme hos nogen. Eller hjemme hos tingene, om man vil.

Nogen mennesker er næsten professionelle omkring det (ligesom derhjemme, bare med almindelige loppemarkeder, tror jeg nok. Er aldrig kommet tidligt nok op til at kunne verificere det). De kommer tidligt om morgenen, prøver at spotte nogen ting der er på vej op i værdi og derfor prissat (for) lavt, etc.  Andre bruger dem til at supplere deres samling af hvad-de-nu-end-samler-på - hvis der er en stor samling af noget bestemt vil det typisk stå i annoncen.

I lørdags var jeg ude at køre, da jeg kom forbi et skilt hvor der stod 

 ESTATE SALE ->    

En meget interessant u-vending senere stod jeg inde i et lille hus sammen med hvad der føltes som en hel masse mennesker, og rodede i bunker med gamle ting.  De fleste møbler var væk, men ALT hvad et menneske får samlet sammen i løbet af et helt liv, var ellers til salg for en slik.

Ah, juleting! desværre havde afdøde ejer og

jeg ikke helt samme smag...

Til gengæld havde jeg gerne købt en

af hans aflagte telefoner - men de vejer

bare et ton hver, så jeg droppede idéen...

Denne her havde nu også været fin...

- til gengæld fik jeg lidt moralske kvababbelser

da jeg så en bryllupsbibel - det var ligesom lidt

for personligt.

 På samme måde som det overraskede mig

lidt at der flere steder lå familiebilleder - og

ikke kun gamle som dem her. Hvis nu det

havde været mig der holdt det, havde jeg

nok fjernet billederne af mig selv med 80-er

hår og tandbøjle....

Til gengæld var dette stedet at komme hvis

man gerne ville starte en samling af akvariefisk.

"Heart of America Aquarium Society" - der var

en hel stribe af rosetter - og 15 akvarier med

diverse tilbehør.

Jøsses. Hvad mon de finder hos mig, når jeg engang dør (som en meget gammel dame, høøøøøøjt oppe i alderen, mæt af dage og småkager)?   Sylteglas måske?

I dag har jeg været i det vilde Weston, som var en meget lækker, western-agtig by. Skal lige sortere lidt bedler og sårn.

Noget der frustrerer mig en anelse er, at jeg egentlig havde set frem til at se en masse godt TV herovre. Eller, i hvert fald en masse TV... men der er ikke rigtig noget der har fanget mig (hvilket måske ikke kan overraske, når nu det primært er Indre Erna der styrer min fjernbetjening).  Sandsynligvis er der bare fordi jeg ikke lige får tændt mit fjernsyn på det rigtige tidspunkt, men indtil videre har jeg kun fået set et enkelt afsnit af American Idol, noget foruroligende Weather Channel fjernsyn, og nå ja, så var der den dag Grease loopede på mit TV så jeg troede jeg var fanget i en ond Travoltacirkel.   

Er der nogen af jer, der er kæmpe fan af fx. Oprah eller Rachael Ray??

... @ N (and whoever else...) - I finally found an estate sale :-)  with loads of award-winning aquariums and plastic Christmas decorations...  Actually, I did buy a few things, but not the wedding bible or the family photos - that was a wee bit too personal for me. And I thoroughly enjoyed myself!  Today, R took me to Weston and I had a beer called the Leaping Leprechaun *hic* v. good.  Now I need to sort through the pictures from today, and find something interesting on TV.....

A glimpse of America

Drive-in bank

We're not in Kansas anymore...

A selection of barbecue sauces

What do you want for breakfast???

- og en lille teaser

Om hvorfor enhver indkøbstur tager mindst 45 minutter

Jeg kan ikke gøre for det. Jeg draaaages. Mod Wal-Mart, Target, og supermarkeder i det hele taget.

Det er udvalget. Det er så STORT! I skulle se mælkekøleren!!!  Og så er der alle de sære ting man kan få, og jeg har lyst til at købe det hele med hjem - og noget af det ender da også i indkøbskurven...  Det er slemt. Men fascinerende.

Dette billede er til Kæreste. Om sommeren trasker han troligt hen til Statoil og langer et-hund-re-de af sine surt sammensparede kroner over disken, hvorefter han i triumf hjemfører 2 x 500ml Ben&Jerrys.  Det er en dyr fornøjelse.

Hvis jeg kunne tage det med hjem til dig, ville jeg gøre det. Herovre koster de under en tyver....

Næste indslag tror jeg til gengæld ikke vil friste nogen. I ved godt de der sære pøller man kan få med gule ærter, og ved juletid også med risengrød?  De lidt klamme? Well, herovre hvor man jo generelt Overgår, kan man få...

HAKKEKØD!! nææææh hvor lækkert!! :-)

Servicemeddelelse til Mädchen

Ikke alle kolleger er på Clinique-vognen. Enkelte af dem har også lækre kløer (dog ikke á la Americana - hvilket minder mig om at jeg stadig ikke har fået bestilt tid til en manicure, det går virkelig ikke).

Så en af bestillingerne lød på neglelak, og jeg kan oplyse at de koster lige under $8 herovre men farven Capri har jeg ikke kunnet finde. Her er til gengæld udvalget af rosa/pink nuancer - mit kamera gengiver ikke farverne perfekt men på essie.com kan man taste navnet ind og de burde da kunne vise den rigtige nuance.  Ready, Mädchen? Here goes:

ballet slippers - muchi muchi - mademoiselle

vanity fairest - eternal optimist - fiji

(eternal optimist ser noget anderledes ud i virkeligheden!)

sugar daddy - pink diamond - mob square

secret story - bachelorette bash

watermelon - miami nice - jamaica

PS - er der ikke stille på kontoret når jeg ikke er der? :-)

Road Trip & Home Party

I går kørte jeg en laaang tur og mødte Amish'er. I dag sad jeg i en sofa mens en dame roste en masse tasker i høje toner.

Kom ikke og sig at jeg ikke prøver at omfavne alt amerikansk, som tilfældigvis kommer min vej.

Som tidligere nævnt er internetforbindelsen her på schmotellet ikke just superhøjhastighed så jeg kan ikke forkæle jer med alle de billeder jeg tog. Der er nu alligevel ikke ret mange Amisher på dem - igen det der med at jeg ikke bryder mig om at tage billeder af folk og heller ikke (som en snedig sushisteg foreslog) har fået købt et spionkamera (jeg checkede Wal-Mart; de har det sært nok ikke).  Jeg mangler SØSTER!!! Hun er min bedste road trip buddy herovre, og desuden er hun meget anvendelig til at placere på et strategisk sted så det ser ud som om jeg tager billeder af hende.  Men ham her var så venlig at komme ind i billedet netop som jeg knipsede en fin traktor-annonce - skipperkransen kan vist godt anes:

FOR SALE

Old John Deer tractor

run guud, but missing set & steering wheel!

Ideal for person who has lost his ass

and don't know which way to turn!

Så fin en butik han havde, den flinke mand. Håndlavede møbler (kvalitet; jeg vadede direkte ind i et bord og det bestod crash testen med glans) og de mest fantastiske quilts, åh hvor ville jeg gerne have sådan en men de er dyre, typisk $650 stykket og jeg er ikke i tvivl om at de er det værd når man tager arbejdstiden i betragtning, men al overskydende kapital og kuffertkapacitet ville ryge på den konto. Så jeg styrede mig. Og gik ind i denne stofbutik i stedet, men helt ærligt - som om jeg selv kunne fabrikere en quilt. Jeg forstod ikke engang alle fagudtrykkene :-(

Efter en tur rundt i nogen andre (non-Amish) butikker i Jamesport blev jeg sulten. Så jeg gik på en meget meget sofistikeret café - her er mine nye venner:

Nu tænker I nok - hvordan kan det dog være, hun godt kunne få sig selv til at tage billeder af de mennesker, når det ellers er så tragisk umuligt for hende???  Svaret er de i julepapir indpakkede airconditioning units på vinduerne. Kig igen. Jeg havde lige siddet og talt med ejeren (hende i den røde vest på det øverste billede) om how darn purdy they was, and wouldn'tcha know, the paper actually helps keepin' the heat up, what with all the snow we've bin gettin' this here winner (=winter). Og jeg syntes jo det var en fantastisk idé og måtte jeg tage et billede af det så jeg kunne kopiere idéen derhjemme?  Det var jeg velkommen til, så nu skal jeg bare have installeret air con derhjemme, så skal I dælme se julepynt....

Anyhow, efter frokost kørte jeg til St Joseph og var på The Pony Express Museum, forbi Jesse James' hus, og (for god ordens skyld), slog et svip forbi en landbrugsudstilling som blev holdt der hvor jeg parkerede. OMG det var faktisk fantastisk, jeg sneg mig bare rundt og smuglyttede til folks samtaler - altimens jeg prøvede at ligne én, der rent faktisk havde et ærinde der...

I dag kørte jeg zig-zag rute ud til min kollega som var værtinde for et homeparty. Sad i sofaen og prøvede at ligne en der kunne finde på at købe en taske. Smalltalkede med amerikanske forstadshusmødre som, for the record, er alt det Desperate Housewives ikke  er (som for eksempel: lave - bredmåsede - kæmpe fans af Jayhawks and crockpots - og med god, bizar humor som af og til flyver ret meget hen over hovedet på mig; I'm still integratin').

På vej hjem kørte jeg forbi et shopping center. Al den omgang med amerikanske damer har gjort mig umådelig selvbevidst om mine negle - herovre har de allesammen sådan nogen fangsy kløer og det må jeg næsten også have (igen...faldt også for fristelsen sidst, og for sadden hvor er det dyrt at vedligeholde derhjemme).  Neglebiks var lukket, men supermarked var åbent - og pakket med mennesker. Der er varslet snestorm herovre tirsdag-onsdag - Kansas City ligger lige mellem 2 vejrsystemer så det kan enten blive pissekoldt, en smule sne, eller 10 inches hvilket er ca. 25 centimeter, og folk køber ind i stor stil. Jeg har også forberedt mig - bilen har fuld tank, og jeg har masser af Pop Tarts i køkkenskabet. Det skal nok gå. Især fordi jeg har ca. 3 minutters kørsel til arbejde.  Og ja, mor og far - jeg kører meget forsigtigt! :-)

Et mindre fejlkøb

I forlængelse af indlægget fra i går - men ikke med vilje! Jeg skulle bare supplere garderoben og fandt noget fint med striber.

Desværre har jeg så ikke heeelt styr på størrelserne herovre. Mine damer og herrer, jeg har købt

et storsejl

Bukser med elastik

Det er jo ikke fordi jeg ikke har befundet mig på amerikansk jord før. Det er ikke engang fordi det er specielt længe siden.

Men jeg havde glemt hvor store deres portioner rent faktisk er herovre.

*hik*
I aften har jeg været på en brasiliansk restaurant, et churrascaria kalder man det vist. Det er godt nok ikke portionsanrettet, men oh.my.god jeg er mæt nu.

Har du været på sådan et? Ellers kan jeg berette at der er en buffet, ganz normal, og så har man ved siden af sin tallerken en lille øl-brik agtig ting som -hvis den ene side vender op- enten betyder at man ikke vil have kød eller -hvis den anden side vender op- betyder bring it on!!  Jeg har været på sådan en restaurant før, i New York, og da havde jeg kun den farlige side op én gang; tempoet på den restaurant var afsindigt og tjenerne fes rundt som whirling dervishes og knaldede et kæmpe sværd ned i ens tallerken og skar enorme kødlunser af, og 3 sekunder senere kom der en anden tjener med noget andet kød, BANG, sværd-splintrer-nærmest-tallerken, nyt stykke kød og jeg kunne slet slet ikke følge med.

Man kan ikke rigtig se det på billedet, men det der kød er altså spiddet på et sværd (faaarligt) og de knive er skarpe (faaaarligt). Så kylling her var på vagt men jeg kan hilse og sige at tempoet i Missouri er på ingen måde det samme som på Manhattan.

Mængderne, til gengæld, de er om muligt endnu større. Jeg kan slet ikke huske hvad de allesammen hed, men Moster K (de kærligste hilsner) plejer at kalde kød for smørmørt når det er rigtig godt, og det er lige ordet - aaaah det var bare godt alt sammen, og de blev ved med at komme med nye udskæringer; til sidst forventede jeg nærmest at de ville knalde hele ko-halen ned i tallerknen men da havde jeg for længst givet op.

I morgen er det fredag og så er min første uge her allerede gået.  Jeg synes tiden flyver afsted; jeg har næsten vænnet mig til det falske keyboard og står lige på kanten til at skulle træffe det afgørende valg der hedder "hvilken slags Cheerios skal jeg købe næste gang?"

Lige nu er det Apple&Cinnamon, hvis nogen er interesseret.

I går satte jeg et billede på af en poubelle; i dag er det et stykke køkkendesign der frister. Jeg tror i hvert fald den kunne blive et hit i Danmark. Laysngemmen (hvilket er slurvian for Ladies and Gentlemen), curling tekedlen (by KitchenAid, of course...)