Lookalikes

Har i dag været i Thailand, eller mine smagsløg har i hvert fald. Og så kunne jeg se, at en af de danske hyggebloggere sørme har et amerikansk alter ego. Ligner LULU måske ikke en mørkhåret udgave af...

...Århus' helt egen STINESTREG? 

De får da i hvert fald klippet pandehår samme sted :-) Stine's amerikanske Thai chef laver i øvrigt nogen glimrende drunken noodles. Som til min umådelige skuffelse ikke indeholdt alkohol.


I weekenden bliver der stille her men frygt ej, jeg er jo bare på road trip. Med kollega som smider om sig med vidunderlige udtryk som "cattywampus" (hvilket ikke er et australsk dyr, som jeg ellers synes det lyder som - det betyder sådan lidt skævt) og "she's just a hoot an' a holler" (hvilket betyder at vedkommende er sjov og festlig). Nå ja, and she calls me babygirl. Det er fantastisk. Ingen andre i hele verden kalder mig babygirl. I love it :-D

Lemfældig omgang med venner

Denne her har ikke noget med USA at gøre. Og dog, måske alligevel. Denne her handler om Facebook.

Min søster, som er kvikkere end mig på mange områder, kom på Facebook. Hun fortalte mig om det. Og min umiddelbare reaktion var, husker jeg tydeligt: PJAT! (Hej, Indre Erna)

Meeen så hoppede jeg alligevel på den og nu er jeg jättefornøjet. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg ælsger Facebook. Men jeg er jo også pigen, om hvem en gammel kæreste engang sagde, "jeg tror simpelthen du samler på folk som du kan skrive i din adressebog".

C'est vrai. Jeg samler på folk. Ikke så meget for adressebogens skyld, som for fornøjelsens skyld. Jeg har venner jeg har mødt i tog, over nettet, i teateret, gennem arbejdet, alle mulige steder. En bekendt sagde engang "Tine, jeg forstår simpelthen ikke at du kan blive ved med at møde nye mennesker. Jeg synes bare jeg har venner nok" - som det nok kan anes, synes pigen med adressebogen man aldrig kan få venner nok, og ordet "venner" er jo et vidunderligt elastisk begreb.



Det siger sig selv, at de ikke kan være lige nære venner allesammen. Men det gør heller ikke så meget. Jeg er fuldt ud tilfreds med at holde det på bekendtskabs-niveauet, hvor "intensiteten" (kan man vel godt kalde det) går lidt op og ned, afhængigt af tid, livsomstændigheder, geografi, og så videre.  Selv de nære venskaber er jo ikke altid lige nære, nogen gange glider man lidt fra hinanden, og så finder man hinanden igen. Nogen gange er det den ene, der skal være udfarende og holde fast, mens den anden navigerer gennem sine udfordringer, og efter nogen år vender det som regel, og så er man tit heldig at den anden nu har overskud til at holde fast.

En anden bekendt sagde at hun ikke brugte Facebook fordi de venner hun gerne ville holde kontakt med, dem holdt hun jo kontakt med uanset hvad - og dem hun ikke havde overskud til at holde kontakt med i hverdagen, jamen de var jo bare ikke så vigtige så. Det er især hér jeg hygger mig med Facebook. For jeg har da heller ikke tid til at holde kontakt med alle dem jeg gik i folkeskole med. Men det betyder jo ikke, at jeg har lyst til at de skal forsvinde helt for mig.  I de tilfælde er Facebook ligesom den dovne mands fiskestang for mig - med flere liner og kroge :-)

Men det er jo ikke en salgstale for Facebook det her. Faktisk vil jeg da godt vædde med at det bliver afløst af noget andet, lige om lidt. Som jeg så kan gøre modstand mod før jeg ellevild overgiver mig igen-igen.

Nej, det her er jo faktisk et lillebitte drama. *trommehvirvel* Jeg har forlagt en ven.

Altså. Det er jo en eufemisme for at NOGEN har unfriended mig. Og således blev unfriended lige et ord. Hvad kalder man det på dansk? Er jeg blevet uvennet???

Sandt at sige plejer jeg ikke at have en hat styr på hvor mange Facebookvenner jeg har; der er røget nogen i svinget før, men jeg havde netop lagt mærke til at der stod "Tine has 200 friends" og så blev jeg så glad for 200 er jo et pænt rundt tal, et jubilæum af en slags, og måske skal vi snart have sådan nogen Facebook-giveaways som jo er så populære her i Blogland: "kom, bliv min ven nr. 200, vind en..... ehm.... poesibog?"

Men så, den bratte opvågnen i dag. "Tine has 199 friends".

Suk, hjerte, men brist ikke. Jeg har de 199 bedste venner på Facebook. Og de 21 bedste læsere her på bloggen :-D

Blandede bolcher

It's work, work and work æ hiele daw. Ind imellem tager mine søde kolleger sig dog tid til at udvide min horisont, primært på det kulinariske område (for hvilket, læs: fastfood & sweets) og i dag måtte jeg anstrenge mig ganske meget for at beholde mit straight face, da jeg blev præsenteret for denne slikkepind:

The BLOW POP

Er det mig, eller er det liiiiidt naughty?

If it's me, I blame Nik&Jay

Efter arbejde skulle jeg lige handle lidt ind, og I har godt nok været med mig på indkøb før, men til ære for min søster og Linda, som begge går i lykkeligt selvsving når de står foran en amerikansk mælkekøler skal vi lige have dette billede med:

Der er ingen yoghurt,smør eller ost i den køler. Døren til højre er fløde, resten er mælk. Yoghurten kan anes i næste sektion, helt ude til venstre for de to mælkekøbere.

Aaaaah! Et smukt syn!

Jeg glæder mig til weekenden - en flink kollega har inviteret mig med til St Louis som ligger i den modsatte (altså østlige) side af Missouri. Jeg har faktisk været der en gang tidligere - sidste år skulle jeg flyve Chicago-Kansas City, men skæbnen ville at der var tåge og alskens forhindringer og fly nr. 1,2,3 til KC blev aflyst. Jeg var lidt i knibe, for dels skulle jeg lige forbi kontoret og sige hej før jeg skulle hjem til Danmark og, nå ja, jeg skulle jo netop hjem og mit fly hjem gik fra KC næste dag.  Så ved hjælp af smisken og slesk tale lykkedes det mig at blive booket om til St Louis, og så lejede jeg en bil og drønede tværs over Missouri og nåede lige præcis det hele.

Men jeg nåede overhovedet ikke at se selve St Louis, ej heller byens vartegn:

The Gateway Arch blev bygget i 60'erne til minde om The Louisiana Purchase, da USA (som dengang var noget mindre end i dag) købte det meste af Midtvesten af Frankrig - således også Missouri. St Louis kalder sig da også gerne the gateway to the West, så der skal nok være en masse spændende historie at snuse til.

Flinke kollega har rent faktisk fødselsdag på lørdag, så det er noget med familiebesøg og barbecue (dry rub, hvilket jo er en ganske anden skole end barbecue sauce; jeg vil virkelig forsøge at strikke et blogindlæg sammen om det men det er noget af en videnskab - og på disse kanter nok nærmere en religion). Efter sigende er familien so excited over at jeg skal med, jeg håber virkelig jeg kan leve op til forventningerne og være bare lidt spændende! Anyhoo, hvad giver man i gave? Som ikke er købt i Walmart? Og som er sådan lidt særligt?  Jeg fandt faktisk noget i Walmart, og nu er det her en krea-blog (følg med i morgen, hvor det måske er en modeblog).  Damen eeelsker gingerbread men og hun går tit i sweaters med sådan nogen små gingerbread figurer på. Så jeg har krea-fremstillet en helt personlig lille gingerbread man:

Lidt udenfor sæsonen, men en lille jule-voodoo-dukke kan man vel altid bruge?  Jeg tror ikke jeg får tid til at lave gingerbread lady også, men vi får se.

Mens jeg sad og var kreatziv rullede American Idol over skærmen. Det er på onsdag + torsdag og det er første gang jeg har fået det set. Jeg er ikke så vild med X-Factor mere, men jeg ved da hvem der er på holdet i år.  Så her er DK vs US:

DANMARK i røde trøjer                      USA i meget dyrt tøj

Thomas Blachman                             Steven Tyler fra Aerosmith
Pernille Rosendahl                            Jennifer Lopez
Ham der med grinet                          En eller anden dude som jeg ikke kender

Alt er jo bare større herovre. Også følelserne (mange tårer undervejs). Og anstrengelserne for at skille sig ud i den noget større mængde. Ham her prøvede virkelig hårdt:

En mand, klædt ud som en bil. Jeg fattes ord.

Desværre fattedes han sangstemme, og måtte gå igen. Han havde lidt problemer med svingdøren:

Brev hjemmefra

Jeg er jo gammel som bjergene, så jeg kan godt huske da jeg var lille og havde en penneven. Jeg kan huske hvor skøøøønt det var, når der kom brev - og hvor træææls det kunne være, når man skulle skrive tilbage. Man havde jo ikke oplevet noget! Lidt det samme er tilfældet med en blog, det er jo ikke hver dag der sker noget blogværdigt. Nogen bloggere er vildt gode til lige at iscenesætte et lille hverdagsbillede med en kaffekop og noget strikketøj, i mit tilfælde ville det jo så være en cola (eller Dr Pepper, mmmmh!) og et virkelig grimt og gnidret hækletøj, men det er ikke rigtíg noget jeg er så god til.

Og i dag har jeg altså bare været på arbejde. Og fået almindelig mad. Slut, færdig.

I stedet vil jeg så lige sende en hilsen til DIG! Til mor, far, søster, kæreste, faster K og faster T, veninder, kolleger, katte og perfect strangers som ikke alene læser med, men også sender hilsner i kommentarfeltet og (for omgangskredsens vedkommende) via facebook og e-mail.  Det er ikke det hele jeg får svaret på, for jeg er lidt en ussel penneven, men jeg er jätteglad for dem alle sammen! Det er så hyggeligt at åbne sin mail og så ligger der sjove kommentarer og venter. Kæmpe uventet sidegevinst ved at blogge!  (også lille reminder til mig selv om at jeg skal huske at smide lidt flere kommentarer der hvor jeg læser med - jeg er noget af en sniglæser selv :-)

Så:

Kære penneven bloggerven,

Tak for brevet. Jeg håber du har det godt, for det har jeg.

Knus, Tine

Ze claw

Synes I jeg taster lidt anderledes i dag? Hva'? Gør I det, hva' hva'?  Eeeej, jeg har zlet zlet ikke selv lagt mærke til det. Men det kan da godt være jeg gør det. Jeg har nemlig fået nye AMERIKANERKLØER!!!

Nu til lidt public service. Jeg har nemlig opdaget noget herovre, som jeg er ret sikker på at man også kan få derhjemme. Det kræver dog at man har en iPhone, hvilket jeg ikke har, så jeg har ikke testet den. Men altså, på iTunes er der en app som hedder "take me to my car". Man aktiverer den når man forlader sin bil (på den kæmpestore parkeringsplads, som selv miljøhystader ikke frivilligt krydser til fods), og når man så er færdig med sin megashopping, så guider den en tilbage til bilen.Voila! Er det ikke bare smart!!! No more getting lost in the parking lot!!

I det hele taget er der rigtig meget man kan få hjælp til herovre. Skat, freksempel. 'tis the season for filing ones tax return. Det er lidt af en opgave, har jeg indtryk af. I Wal-Mart er der en lille midlertidig biks hvor man kan komme og få hjælp. Og i TV er der reklamer for alskens websites som gør det nemmere.

Man betaler income tax som ens arbejdsgiver trækker fra lønnen, ligesom derhjemme. Men så er der ekstra tax deductions. F.eks. hvis man har købt bil - så kan man trække noget sales tax fra. Man får fradrag hvis man har børn. Og hvis man har adopteret. Hvis man er lærer og selv har betalt for noget undervisningsmateriale (den lader vi lige stå et øjeblik - hvorefter vi forsøger at overføre den til den danske folkeskole. Tror I så ikke Tina Nedergaard bliver glad?). Eller hvis man har hævet fra en bankkonto hvor pengene egentlig var bundet i xx år og man derfor har betalt et gebyr.

Alle mulige ting, potentielt. Måske nok ikke meget mere kompliceret end DK, bare anderledes? I don't know, mine personlige pengesager har hidtil ikke været specielt krævende, men det øjeblik jeg for alvor kaster mig ud i spekulation og risikable investeringer kan det jo godt ændre sig. Jeg vil naturligvis blogge om det i detaljer, til den tid.

Men hjælp kan man få herovre, det er bare at opsøge den.

Således også, hvis man kommer i tvivl om korrekt brug af tandtråd. Det er bare at ringe:

Nervøst opkald til tandtrådshotline:

"OK, I've got the floss. Now what???"

Hvad dette land gør ved mig

Amerikas Forenede Stater har en mystisk, modsatrettet effekt på mig. Jeg gør ting herovre, som jeg normalt ikke ville gøre derhjemme. Og det er ikke en entydig effekt, hvis man kan sige det sådan. Se blot her:

...Jeg har kørt nabolaget tyndt for at finde et sted, hvor man kunne smide fx metaldåser, pap/papir og glas til genbrug. Uden held.

...Jeg er så også blevet sådan en, der kører fra den ene ende af parkeringspladsen til den anden. Til mit eget forsvar vil jeg sige, at den parkeringsplads er omtrent en kilometer lang. Men alligevel.

...Når jeg kører tur, og kommer forbi en kanal med countrymusik, zapper jeg ikke videre lige med det samme (would never happen at home). Til sidst må jeg dog overgive mig. Ender herefter som regel på en meget frelst kanal, hvor JEEEsus LOVES me and he will reTURN and you will SEE his ahmazing LOve and you will be SAved, og så skruer jeg lidt igen og ender enten på Sheryl Crow eller INXS, som regel det sidste. Så bliver jeg der lidt, og så tilbage til countrymusikken.

...Jeg er et energi-svin som har både lys og TV tændt når jeg ikke er hjemme (lidt noia-betinget, det der). Til gengæld har jeg indkøbt sådan en rigtig fiks "tang" som kan løfte varme syltetøjsglas, når man henkoger og sår'n.

...Jeg siger ja tak, når folk spørger om jeg vil være med til at se "the game" her i weekenden. Uden at ane hvilket game der er tale om. Det viste sig at være hhv College Basketball og Superbowl.
...Og så tror jeg vist nærmest jeg er Laura Ingalls, i hvert fald er jeg nu på det 4. "jeg-skal-nok-lære-at-hækle-even-if-it-kills-me" forsøg. Og har gu'hjælpemig købt en lille bog som hedder I taught myself crochet.  I swearz, Indre Erna har listet sig med herover. Indtil videre ligner det ikke heeelt det i bogen.

What's in this drink?

Var på bar i går. Herovre er bartenderne og serveringspersonalet noget venligere end hjemme. Det kan godt tænkes at det har noget at gøre med det faktum at de stort set lever af drikkepengene.

Anyways, i går blev vi betjent af en pige som i uhyggelig grad lignede hende her:

Twilight fans vil vide at dette er den onde

Jane fra the Vulturi clan. Be afraid, eh.

Erstat de røde kontaktlinser med nogen meget lyseblå og vupti, there's our waitress. Kinda creepy. Jeg gav gode drikkepenge, bare for en sikkerheds skyld. Det er jeg ellers slem til at glemme, vant som jeg er til at folk får, well, løn.

I dag har jeg set en hel basketball kamp i fjernsynet, på en sportsbar, helt uden at falde i søvn eller noget. Endnu et punkt på integrationslisten kan vinges af.