Snydt...

OK. Så jeg holdt op med at ryge. Og det gik så nemt så nemt, og som spået vendte lugtesansen tilbage (ikke at jeg havde bemærket dens fravær, egentlig, men jeg havde jo læst at sådan ville det gå).

Men helt ærligt, så foretrak jeg vist nok at have en rygernæse. For roserne dufter lige så sødt som de gjorde i fjor, men ikke mere.

Folk i bussen, derimod. Som har taget bad i Wunderbaum inden de steg på 12'eren (nånej, undskyld, det er måske en meget dyr parfume. Men den var ikke det værd). Eller slet ikke taget bad. Eller som er teenagere i deres hormoners vold, hvilket primært udskilles under armene (har det vist sig). Eller dem, der stadig ryger. DET kan jeg lugte, og det har jeg ved gud aldrig kunnet før, eller jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til det.

Nu er jeg bange for at jeg er ved at blive til en rigtig kommandusisk bitterfisse, og at min selektivt-negative lugtesans er første advarselstegn.

Men der er undtagelser, heldigvis. For når Jimmy fra mit arbejde står og ryger udenfor, når jeg skal hjem - så fører lugtenduften mig direkte retur til dengang jeg som 16-årig kyssede med de store (læs: 17½-årige) drenge til ungdomsklubfesterne.