24 timer

Jeg elsker tog.

- overrasket? Nej, ikke rigtig, vel?

Jeg arbejder lige ved en station, og når jeg skal hjem om eftermiddagen, plejer jeg altid at stå lidt og hænge på gangbroen over sporene. Lige før mit sydgående tog kommer der nemlig et nordgående IC3-tog drønende forbi, og jeg elsker-elsker-elsker at stå over sporene og mærke, hvordan broen ryster lidt, føle suset fra toget, og høre larmen.

Jeg vinker altid til lokoføreren, så han kan se at jeg er et glad menneske, som hverken har tænkt sig at smide mig selv eller løstflyvende ejendele ned i hovedet på ham.

Af og til - rimelig tit, faktisk - vinker han tilbage, og så er min dag nærmest reddet.

Jeg elsker som sagt tog. Og er desuden et meget barnligt menneske.

Fra min pind på kontoret kan jeg se togene køre forbi ganske få meter fra mit vindue - og det tilbringer jeg en del tid med. Når jeg ikke arbejder utrolig hårdt, naturligvis.

I fredags var der en strømafbrydelse først på eftermiddagen som gjorde, at jeg slet ikke var i stand til at arbejde utrolig hårdt. Så jeg kiggede på tog. Jeg elsker tog.

Desværre var der en anden som også kiggede efter tog den eftermiddag. Men det var ikke fordi hun elskede tog. Måske elskede hun ikke noget som helst, eller måske elskede hun nogen for meget. Men det er ikke til at finde ud af nu, for hun hoppede ud foran toget, da det kom drønende.

Jeg så ikke, at hun hoppede (heldigvis). Men jeg hørte lyden, og jeg så delene af hende, der fløj foran toget og under hjulene. Og senere så jeg, da nogle mænd, hvis arbejde jeg ikke misunder, var ude at samle resterne op.

Det var en frygtelig afslutning oven på en uge, som i forvejen ikke hørte til blandt årets bedste (dræbende kedsommelige årsager som jeg ikke skal kede jer med her).

Så jeg trak stikket, og forærede mig selv 24 timers time-out.  Skrev til en kammerat, som jeg ikke har set meget længe, og spurgte om han var hjemme i weekenden. Og han er af den der fantastiske slags, som ringer og siger, "jamen hej, hvordan går det med dig?" og når svaret så er "jeg er drittlei" (hvilket er et fantastisk norsk ord, som betyder led og ked af det hele), så siger han bare "jeg er hjemme lørdag aften, kom på besøg", og ikke andet.

Så lørdag kørte jeg til Hirtshals, satte bilen på kajen, og sejlede til Norge til min vildmarksven.  Søndag eftermiddag, 24 timer efter ankomsten, sejlede jeg hjem igen. Træt, men i meget bedre tilstand.

24 timer. Én vildsvinekølle (som vi åd; ikke tævede hinanden med). 4 flasker rødvin. 2 pakker cigaretter. Og en lang nat, hvor vi sad på terassen og så en fantastisk solnedgang blive afløst af et lige så fantastisk regnvejr, mens vi talte. Om alt. Så var verden og jeg på god fod igen.

Jeg er, dybest set, et af de heldigste mennesker, jeg kender.

@ N ~ I am glad you loved the letter.  I adore my type writer.  There is another one on the way. This blog post deserves more detail (for you) than I want to write here.  I will say that the one I wrote to you about did not work out as I hoped. But such is life, and dum spiramus, speramus:  "while we breathe, we hope".