Det er meget moderne at være fordomsfri, kan jeg forstå.
Desværre kan jeg ikke sådan rigtigt bryste mig af dette; jeg har masser af fordomme og er forudindtaget (altså ofte til positiv side) på nærmest alle punkter - men prøver så til gengæld at være bevidst om det og være villig til at kassere fordommene, hvis det viser sig at jeg har taget fejl (ikke at jeg nogensinde tager fejl, ever, men i princippet...)
Og man kan have megen god sjov med sine fordomme. Det ultimativt bedste er, når de enten bliver 100% bekræftet (man facebook-stalker en tidligere folkeskole-bekendt, som aldrig hørte til det acceptable selskab, og det viser sig at han ikke spiller Farmville men Potville) eller det modsatte (ens mor, som er blevet set til en Lars Lilholt koncert, viser sig at være vild med Outlandish). (Jeg tror, jeg har fortalt jer dette før, men jeg begejstres igen og igen, og man kan jo aldrig gentage sig selv for tit)
Nu vi lige taler om Outlandish, så må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg har et teenage crush af anseelig størrelse på en af dem. Og jeg fylder 36 om et par uger; kan ikke helt beslutte mig for om det er tegn på panik-alder eller umodenhed...
WAQAS ALI QADRI
Nam.
(undskyld)
Nå, bortset fra det er der sikkert nogen, som spekulerer på, om jeg har været mere inde på det der dating-site, jeg nævnte forleden, og ja det har jeg, for der kom en mail om, at nu havde de fundet en, som passede liiiige til mig, og hvem vil vel undlade at undersøge det nærmere. Det kunne jo være, det var en rapper fra Brøndby strand, magen til ham ovenfor, men ugift. One never knows.
Men jeg må så sige, at fordommene virkelig kom ud at blafre, da jeg så hvad en velmenende computer havde udnævnt som mit ideelle match.
En mand på 1,70m som angav sin vægt til 45 kilo.
Naturligvis er det det indre der tæller, men vi lader den alliwl lige stå et øjeblik. 45 kilo, fordelt på 170 centimeter.
Nu er det jo ikke fordi jeg vejer det dobbelte af ham. Men jeg er da godt nok tættere på dét, end jeg er på at være i samme vægtklasse. Kan I se det for jer? Ham, der ligger godt og trygt i en vandseng, hvorpå jeg kaster mig ned ved siden af ham og han katapulteres ud over kanten med et vræl? Ham, der sidder i en blød sofa, og forsvinder helt ned mellem puderne, når jeg sætter mig på skødet af ham? Os to,der danser sammen, og i et særligt heftigt dansemove kommer jeg til at sende ham i kredsløb om solen???
Billederne stod i kø på min indre nethinde, og jeg grinede og grinede (god start på dagen). Lige indtil jeg kom på arbejde, ville vise ham for en kollega - og vi så læste profilteksten (som jeg ikke liiiige havde fået kigget på; jeg var standset ved de der 45 kilo). Og så viser det sig, at han er kørestolsbruger.
For s**an altså.
Hvis nogen mangler mig, så sidder jeg lige herovre i skammekrogen og aer mine fordomme.
@ N ~ it's a quagmire, this dating site. Now that my profile has been re-activated, they keep sending me e-mails with potential matches.
Today, they really outdid themselves. My perfect match is a guy who is 6' tall and weighs 99lbs. Now, I hope onlineconversion.com translated it correctly, but that is one skinny dude! I nearly fell over laughing - oh, the visions in my head! How I could fling him into orbit with one fancy move on the dance floor. How he would be sitting peacefully on the couch, only to disappear between the cushions when I snuggled up in his lap. Him, sound asleep in a waterbed, being flung over the edge when I got in.
I just had to share it with my colleague. She laughed. And then we read his profile text (which I hadn't done earlier). And it turns out he's in a wheel chair.
Ach, the guilt.
De er li'godt tow'li', de amerikaner'.
Ej, ikke alle sammen. De fleste er faktisk ret normale. Men der er nogen stykker herovre, som stadig ikke har fået pillet al julepynten ned endnu! I slutningen af februar! Hvor der har været 16 graders varme! (vejrprofeten skal hilse og sige at dét er slut igen -brrrrrr!)
Jeg forstår ikke helt hvorfor de stadig har juledims oppe. Vi har jo lige haft Årets Mest Romantiske Dag, som man jo fint kunne pynte op til, med lyserøde hjerter og konfetti. Den lokale Target benyttede sig af at Valentines Day og Super Bowl lå nærmest oven i hinanden til at kaste sig ud i Bizarre Udsalgstemaer, vol. 325:
OK. Godt så. Bilka, feel free not to imitate....
Anyways. Indre Helga (ze Christmas nazi) synes nok der er lige lovlig meget out-of-season julehalløj til salg. Hun kan ikke helt lade være med at kigge, for out-of-season = udsalg. Men rynke på næsen, det gør hun.
Dette her følte hun sig ikke fristet af:
Heller ikke dette her fik plads i kufferten:
Hvad er det for noget? Juletræer skal være grønne! Ikke noget moderne noget her! - Til gengæld ville det have været virkelig dejligt at tage det her med hjem:
Hvad siger I? Ikke realistisk med ildsted i kufferten? Nå. Men så i det mindste en af ænderne? Heller ikke? Ak ja, så må man jo nøjes med lidt Valentines-gejl...
Glædelig tirsdag derude :-)
Blogverdenen er en sær en. Folk deler rask væk ud af deres tanker om dette og hint, og hvorfor nu det; hvorfor ikke bare en dagbog eller noget i den stil? Jeg tænker (og dette er jo så kun en indledende tanke, forstås), at det muligvis har noget at gøre med at vi alle søger vidner til vores liv. For de fleste af os er den daglige trummerum ikke ligefrem Hollywood materiale, men ved at sætte ord på tingene og beskrive dem bliver de pludselig betydningsfulde. Det, der egentlig bare var aftensmad, bliver et blogindlæg som mennesker man slet ikke kender kan læse og kommentere. Se, dét er der noget ved. Og det går lige så hurtigt som Facebook og er i det hele taget et medie som er uhyre leveringsdygtigt i den slags instant gratification, som det 21. århundrede er så glad for.
En anden ting er, at i den ret anonyme tilværelse som sjældent-kommenterende bloglæser har man selv kontrol over, hos hvem man vil invitere sig selv indenfor. Som skrivende blogger (med "åben" blog) kan mennesker man slet ikke kender invitere sig selv ind, og tænk nu hvis de er sære? :-) De skrivende mennesker jeg kender, er dog sluppet heldigt fra det. Nu kender de f.eks. mig!!
Jeg er i godt selskab herinde. Pernille skrev i sit første indlæg "fordi jeg kan" og konstaterede i samme ombæring at det her blogging måtte være ekstremt mainstream (når jeg nu opretter en blog må det derfor betyde, at det er på vej ud. Farvel, allesammen). Ibber's første indlæg handlede om rengøring, men der er temmelig mange andre facetter ved hende, og de er faktisk sjove allesammen. Klidmoster havde et billede af noget mad og det skriver hun om endnu, så man sidder og savler ned i tastaturet. Og Anarkisten er skyld i det hele, faktisk, for hun inviterede til Konditorisøndag og hvem kan sige nej til en eftermiddag med venner man endnu ikke har mødt og kager i uanstændigt store mængder. Jeg kunne ikke, og det kunne de andre heldigvis heller ikke. Udover godt selskab er de (og andre bloggere jeg læser) også ærefrygtindgydende, næsten som en slags mini-celebrities i dette lille hjørne af verden. Som jeg nu også okkuperer en lillebitte bid af, selv om jeg inderst inde bare ønsker mig en ægte gammeldags skrivemaskine (uden ledning). Men det er nu noget nemmere at rette i en blog og den kræver ikke farvebånd...
