Luciadagen

I dag er det 13. december. Lucia-dagen, men jeg har nu ikke gået rundt med stearinlys om hovedet (traume fra barndommen; de kommunefarvede fik aldrig lov til at være Luciabruden, aaaaalt for smertefuldt at dele med jer ;-).  I stedet har jeg tullet rundt, ryddet lidt op, hørt julemusik, flyttet rundt på nogle møbler og bagt LUSEKATTER!  Det er ikke en fejl med det flertals-R; inde i mit hoved er de norske for det er der jeg altid har fået dem. Men jeg tror måske nok de egentlig er svenske. Gule er de i hvert fald, for der er safran i, og så bliver de jo nærmest også lidt iranske synes nogen.  Skægt nok har jeg ikke bagt dem de sidste par år, men de er faktisk så gode at de fortjener at komme ud mere end én gang om året, så jeg tror jeg gør dem til en påsketradition også. Gule som påskekyllinger!!  Tante Hennys opskrift nåede jeg ikke at få fat i, så jeg brugte denne her.

Note to self: de efterhæver meget. Halv størrelse ville have været

passende; til gengæld er der ingen risiko for at man ikke bliver mæt. Overhovedet!

Og så er juletræet kommet op  - ikke helt færdigpyntet endnu; det er noget der tager sin tid. Men det er fiiint! I år fældede vi selv.  Lige præcis dét har jeg faktisk (i modsætning til hvad man måske kunne forvente) ikke så mange fikse idéer om. Sidste år var Kæreste syg, den dag træet skulle i hus, så da købte jeg et i BoGrønt. Året før det var det ved en eller anden tilfældig juletræs-sælger her i Tilst. Men når muligheden er der, så er det jo klart at Julenazisten synes det er tophyggeligt at fælde det selv ude i skoven (for skov, læs: plantagen).  Det kræver til gengæld assistance for selv om jeg godt kan slæbe et pænt stort træ så tør jeg ikke svinge sav eller økse; chancen for at dét ender godt er bare alt, alt for lille.

Så er det jo godt, når man har en afsindigt tålmodig Kæreste til rådighed. Og han skal virkelig være tålmodig. For vi er jo ude efter Det Perfekte Træ. Og når Det Perfekte Træ skal findes med magi, så kan man godt nå at få særdeles kolde fødder før ekspeditionen kan kaldes en succes.

Meget smuk eftermiddagssol på vej ud til gerningsstedet. Man kan tydeligt

se, at alle gode kræfter står på vores side, når det gælder jagten på

Det Perfekte Træ!

"Med magi??" tænker du nok (Mor).  Ja, med magi (*trodsig-smiley*)   Man traver skoven/plantagen/torvet/plantegården tynd, hiver fat i grene hist og pist, kigger med sit mest vurderende blik, som var man en hestepranger på Vorbasse marked, er i tvivl, traver lidt mere, slår kuskeslag, gentager overfor Kæreste hvor stor pris man sætter på hans tålmodighed (så han ikke pludselig løber tør for den), og pludselig - så er der et træ der kalder på en. "Her er jeg! Det er mig du kigger efter!" - og det er det.  En enkelt tur rundt om træet men det er mest en formalitet; det ér Det Perfekte Træ. Aaaaaaah....!!!

Du kan nok regne ud at det kræver en hel del koncentration når man går rundt der og lytter - især hvis der er afsindigt glat så man må bruge en uforholdsmæssig stor del af opmærksomheden på at forblive i nogenlunde vertikal tilstand.

Men nu er det her - og som sagt ikke helt færdigpyntet, men med lys på. Det giver en helt særlig stemning i den mørke stue og det siger sig selv, at Julenazisten er aldeles svimmel af glæde. Adventsrusen har nået et foreløbigt højdepunkt!!!