Noget om mig

Jeg er blevet tagget! I sådan en rigtig blogleg! Meget beæret, er jeg, og naturligvis glad for at lege med. For så skal jeg jo skrive om Mig, og når alt kommer til alt, er det så ikke det, 99% af alle blogs handler om, inderst inde (nederst nede) ? Og nej, du enlige modeblogger der læser dette, din modeblog handler også om variationer af Dig/det tøj du kan lide/dagens Outfit. Så nu er I tvangsindlagt til at læse 10 ting om mig, som I garntrisse ikke vidste, at I havde brug for at vide

1. Første gang jeg var rigtigt inderligt forelsket var som 4-årig. I legestuen. Den udkårne var præstens søn Andreas, og jeg fortalte min farmor at vi skulle giftes. De varme følelser kølnedes betragteligt, da han en dag troppede op i klovnebukser (overalls, giftiggrønne, dekoreret med klovnefigurer og ca. 5 centimeter for korte). Udødelig kærlighed kunne altså godt tilsidesættes af mere overfladiske hensyn, viste det sig.

2. Jeg er bogstav-afhængig.  Der SKAL være læsestof i nærheden, ellers visner jeg. Om det så bare er et kort toiletbesøg, så ser jeg mig om efter bogstaver. Er det et længere besøg, og der ikke er decideret læsestof indenfor rækkevidde, så læser jeg bare emballagen på de rengøringsmidler der oftest står lige ved siden af porcelænstronen.  Min søster har, i et arrigt øjeblik, anklaget mig for bare at ville "læse og læse og læse, til du har læst hele verden". Og da Lise Nørgaard beskrev, hvordan hun som barn troede, at nogen mennesker havde hemmelige bog-værelser i deres huse - den eneste mulige forklaring på, at der ikke var nogen bogreol i stuen - vidste jeg lige præcis hvad hun talte om. Jeg troede bare, at det var min teori.

3. Men bogstaverne skal stå i den rigtige rækkefølge! -siger Indre Helga, aka Stave-Nazisten. "Almindelige" menneskers nutids-r'er og ligge/lægge fejl generer mig ikke så meget (kan jo også dårligt tillade mig at være alt for kritisk, når jeg glad og frejdigt lægger hu-hej-forfattede blogindlæg på uden at gennemlæse dem). Men professionelle tekster, hvor afsenderen ikke har gjort sig den ulejlighed at skrive Ordentligt, giver mig simpelthen twitches i højre hånd (i hvilken jeg har indopereret en imaginær rød pen). Vé den dekoratør, som skriver kæmpetilbudsskilte for HIMBÆR i Bilka. Og folk der oversætter skal vide hvad de gør - den journalist, som i en vis gratisavis skrev at "Madonna er moren af alle seksuelle provokationer", skulle simpelthen have frataget sin licens. Jeg er simpelthen for gammeldags/hysterisk til at være nede med den slags sproglige lemfældigheder *shudder*

4. Pkt 2+3 gør så også, at jeg i dén grad er til fals for en velskreven tekst. Er den vidende, underholdende, og måske endda med en liden sproglig krølle hist og pist - så opfatter jeg den automatisk som mere troværdig. Og er der tale om en blog, så overbevises jeg ganske hurtigt om, at her har vi at gøre med A Friend Waiting To Be Made (eller, som gratisavisjournalisten ville have skrevet: En ven der venter på at blive lavet). Det er ikke slået fejl endnu :-)

5. Jeg var (i min egen erindring, i hvert fald) et meget stille og forsigtigt barn. Og bange for Benny (som boede i en hytte oppe i skoven). Og Dorte (som boede i et hus henne ved forsamlingshuset). Og lidt for Jonna (som boede ude i min faster Toves bryggers). Hverken Benny, Dorte eller Jonna eksisterede i virkeligheden. Men jeg får stadig kuldegysninger når jeg tænker på dem.

6. Jeg er halvt norsk. Det betyder så, at jeg ikke er født med ski på fødderne, men nærmere med ski i garagen. Hvilket man tydeligt ser - den ene dag hvert andet år, jeg våger mig ud på børnebakken. Hvor jeg omgående falder, også selv om jeg står bomstille. Små irriterende børn med matchende lilla flyverdragt og skihjelm drøner uden om mig, mens jeg ligger der som en anden skarabæ og krabber rundt for at komme op (tæller det egentlig som ét eller flere styrt, når man slet ikke når at komme i fuldt oprejst stilling mellem sammenstødene med bakken?)

7. Jeg elsker at rejse. Med fly, bil, skib og tog. Ikke med bus. Togene er min ganske særlige svaghed, og hvis nogen vil invitere mig med på Orient-Expressen skal I bare vide, at jeg kan godt den dag.  Og en fin, gammel jernbanestation kan gøre mig ganske varm i kinderne (Mädchen ville kalde det jernbaneliderlig og jeg aner bare ikke hvor dét udtryk kommer fra, men det er muuuligvis inspireret af en fin station i Budapest...)

8. Udover at rejse og læse (gerne begge dele på samme tid, tak) er jeg meget, meget glad for unyttige fakta. Solen skinner lige lidt finere, når jeg erfarer at de i Skotland har et ord for "the itchiness that overcomes the upper lip just before taking a sip of whisky". Det hedder SGRIOB. Er du ikke også lidt gladere, nu hvor du ved det? :-)

9. Jeg er langsom af natur, og generelt et af de mest u-sports-agtige mennesker jeg kender. Men jeg har besteget Mount Snowdon i Wales. I Ecco-sandaler. Det er ikke en fejl, at jeg skriver "besteget" og ikke bare "gået op til toppen". Der var tåget, og stien blev...væk. Og jeg kunne ikke se til Irland, eller til førnævnte Ecco-sandaler faktisk. Men mit sikre tog-instinkt førte mig mod toppen, hvor en lillebitte turistbane ventede på at føre mig sikkert ned igen. Ah, tog!!  Gotta love them!! 

10. Nå ja...og så lidt mere om bogstaver, og ord. Vidste I, at rundstykkernes over'e og under'e slettes ikke hedder sådan? Næh nej. Over'en hedder bambulam og under'en hedder timbeditate. Ja ha. Så ved I det.

Og jeg skal sende videre til nogen, jeg tror vil blive ligeså glad som jeg blev (og som jeg bare aldrig kan vide nok om). Guinstuff, Familiemad, Godt ? og Ordning - I er nok blev tagget en miljon-miljard gange før, men vil I godt lege, hva' hva'?

Blomsterbarn

Jeg går sådan og prøver lidt på at tage mig sammen til at skrive et rigtigt (sobert) indlæg, men hverdagen trænger sig i dén grad på i denne uge. Og ALLE weekender frem til slutningen af oktober er booket op, har jeg lige set i min kalender. Pyh!! Det kan godt give mig lidt sved på panden, for jeg lader bedst op når jeg har nogen helt.tomme.dage ind i mellem.

Sidste weekend var også fyldt op, men det var med gode sjove velduftende ting: Odense Blomsterfestival!! Jeg var nede og besøge mine søde venner M&M ([eminem] but without the attytood) og gudbarnetkatten Hittemis, og de slæbte mig med ind til midtbyen og lod mig råbe "nøøj" lige så mange gange jeg ville, uden at blive trætte af mig. Dejlige mennesker. De satte mig også til at partere 2 fasaner uden supervisering, og jeg lærte at bage en meget nem hindbærtærte, så alt i alt en udbytterig weekend.

Og mens jeg så venter på at den guddommelige inspiration skal manifestere sig i form af et blogindlæg (Antons Mor har fx tagget mig i en skriv-10-ting-om-dig-selv-leg) så får I lige lidt blomsterlir at se på:

Søndag morgen blev det hele sat til salg...

Få timer senere var der allerede halvtomt. Bemærk

cykeltraileren i forgrunden. Den er belæsset

med rullegræs.

Vi var forholdsvis beskedne og nøjedes

med at købe nogle få,udvalgte blomster.....

Tømmermændstanker

Har I tænkt over hvor mange mennesker vi synes vi kender, bare fordi vi læser deres blogs? Og hvor mange mennesker vi godt kan lide, fordi de skriver godt?  Hvor spændende det er, at vi får lov til at titte ind i fremmede menneskers liv? Og nogen gange er der nogen, der titter ind i mit lille liv, og er så søde ikke at synes, at det er spild af bredbåndskapacitet. Nogen af de begavede skrivere har jeg været så heldig at møde ude i det levende liv, og uden undtagelse har de været gevinster, hver og en.

Det er heldigt. Når nu man er så bogstav-afhængig at man læser Magisteren på toilettet, så er det virkelig rart, at nogen af dem der leverer bogstaver til ens misbrug også gider lege med en.

Servicemeddelelse 1

Jeg bliver kraftedme hysterisk af at dele hus med Andre Folks Børn, for hvem det er umuligt at okkupere badeværelset mindre end 45 minutter ad gangen.

Hvis ikke jeg snart kommer ud og tisse, er det onde øjne, uvasket tøj, og forsvundne ejendele, der kommer til at præge de næste 48 timer.

Bad blogger

Ja, okay. Fy! Eller, som visse småbørnsforældre af uforklarlige årsager siger: Fy-bap/Bap-fy! Nogen må gerne fortælle mig, hvor det der "bap" kommer fra. Og i hvilke geografiske områder, man siger hhv. det ene og det andet. Førstnævnte er jeg stødt på nordenfjords, bap-fy har jeg hørt her i Østjylland. I Sydjylland, hvor jeg selv er opdraget, ved jeg ikke rigtig hvad man siger. Var naturligvis så artigt et barn, at den slags aldrig blev ytret i min nærhed...

Men altså, fy. Bad blogger. Hvor har jeg været henne? I 3½ uge???!  Øhm jo, altså. På arbejde er vel det nærliggende svar. I kogeskole er et andet svar, men det er på ingen måde ensbetydende med at det vil vælte ind med flere opskrifter her. De skal nok komme sådan lidt dryp-dryp henad vejen. Når jeg synes jeg selv er dygtig nok - sværhedsgraden varierer lidt, og det hjælper ikke at der tilsyneladende er uendelige variationer og "twists" på de forskellige retter. For en mad-analfabet som mig giver det anledning til utallige panikanfald når jeg liiige troede jeg vidste, hvad næste trin i en opskrift var, og Svigermor så kommer og hælder tomatpuré i, helt helt uautoriseret og i total uoverensstemmelse med mine hastigt nedkradsede noter fra sidst.

I virkeligheden burde HUN lave en madblog  -  itseasy.blogspot.com; er den mon taget?  Det er nemlig hvad hun siger til mig op til flere gange dagligt, det er vist for at opmuntre mig når jeg står og panikspørger til hvor mange deciliter hun lige hældte i dér og hvor meget hvidløg det nu var man skulle bruge her (hint: if in doubt, use more).  Men Svigermor har ikke internet hjemme i Iran. Der hvor hun bor, er de nærmest først lige begyndt at trække kabler. Og i øvrigt har myndighederne dernede det jo med at spærre for internet, mobiladgang (og i øvrigt også almindelige telefoner) så snart der er nogen der udtrykker en anelse tvivl om, hvorvidt man nu også kan tælle 12000 stemmer i løbet af 3 timer; specielt når den pågældende valgkreds kun har 10000 registrerede vælgere. But I digress.  Til gengæld er Svigermor i løbet af sin ferie her i DK kommet på Facebook. Dét er et hit, for hvor vi sødmælksdanskere glædes som små børn over at genfinde folkeskolevenner og måske en vi var på sprogskole med i sommeren '92 (Weeeee are the tjaaampjooons), så glædes iranere over at genfinde gamle venner de ikke har set, siden de flygtede over bjergene for ikke at ende som kanonføde for Saddam i midtfirserne.  Jeg ved ikke helt hvad vi skal gøre når hun returnerer til det tyvende århundrede (I ved, dengang vi skrev breve med frimærker og fotografier var noget der skulle fremkaldes) men tror det bliver noget med en art telefonservice. How bizarre. Kæreste der sidder her i DK og siger: "Du har fået en Farmvilleinvitation. Vil du hjælpe Amir med at bygge bistader?" og Svigermor i Iran, som svarer "Ja, og husk lige at sende ham et hjerte også".  Og mig, der står i baggrunden og skingrer "hvor meget hvidløg var det liiiiige der skulle i Torsheh Tareh???"  Det skal nok blive godt.

Selvom jeg har været i en art selvvalgt virtuelt eksil, så har jeg været desto mere selskabelig i det virkelige liv. Jeg har lagt køkken og græsplæne til en daaarjlig grillfest med både fætrene fra det høje nord og De gla'e Fynboer, haft nogen yderst underholdende naboer til middag, inviteret en vildtfremmed på besøg og senest haft mine kolleger på besøg. Mit næste projekt er en Kagedåsekomsammen og jeg glæææder mig som en lille hund til at se denne yderst underholdende flok igen. Men først skal jeg holde lidt ferie, lidt herhjemme, lidt i Norge, og lidt hos de gla'e Fynboer. Jeg lover-lover-lover at der ikke går 3 uger før jeg skriver igen.

Kærlig hilsen Tine

(fra postsecret.com - mon ikke?)