Om at være et neurotisk væsen

I kender godt det med, at man 10 minutter efter afgang kommer grumme meget i tvivl, om man nu huskede at slukke kogepladen/lukke for vandet/sætte guldfisken på plads i buret osv. osv.  - Eller, det håber jeg da, I kender?


Giver man efter for sin indre ocd'er viser det sig naturligvis altid, at alt er i skønneste orden. Men jeg har faktisk en enkelt gang oplevet, at den terassedør som jeg havde glemt  at lukke, da jeg gik hjemmefra, rent faktisk stod åben, og hvilken effekt dét har på neuroserne er nok ikke svært at gætte...


Hvad gør man så, når man befinder sig fjernt fra hjemmet og en eller anden tvangstanke slår ned i hjernen og bare nægter at fordufte?


Well... for et par år siden havde jeg en fridag midt i december. Først hyggede jeg mig derhjemme med laaang morgenmad i sofaen, hyggelige stearinlys, daytime television osv.  Så iførte jeg mig de pelsede gevandter og drog ud på julegaveindkøb.


Det gik wældig.


Indtil jeg efter ca. 1½ times forløb pludselig kom stærkt i tvivl om jeg nu havde husket at slukke alle de forpulede hyggelige stearinlys.  Jo mere jeg forsøgte at berolige mig selv, jo mere kom jeg i tvivl, og var det i øvrigt sirener, jeg kunne høre i det fjerne?


Jeg kunne lige så godt kaste håndklædet i ringen og begive mig til nærmeste busstoppested; julegaveindkøbene måtte bare vente til en anden dag. Men ak, der var et kvarter til bussen skulle komme, og det tog jo eeeevigheder at komme hjem. What to do, what to do?


Ahem. (jeg rødmer helt når jeg skriver det her, selv længe efter)  Jeg ringede til oplysningen (fra mobil, det kostede jo en formue mand) og fik nummeret til dem, der boede overfor. Så ringede jeg til dem, og da de så tog telefonen præsenterede jeg mig og kom med en lam undskyldning om, at jeg var kommet til at vælge forkert i mobilens telefonbog .... og så regnede jeg så med, at de nok ville sige til, hvis nu mit hus stod i flammer.


Ajmenforsaddenalser!


Huset stod naturligvis endnu, samtlige stearinlys var slukket (det samme gjaldt naturligvis også komfuret, fjernsynet, vaskemaskinen, tørretumbleren og hver eneste stikkontakt i huset), og jeg overlevede også. Så jeg kunne videregive dette lille tip til mine utallige med-neurotikere.


For jeg er da ikke den eneste? Vel?  ....Hallo???


@ N ~  Happy Valentine's Day!  I can report that I have received zero Valentine's cards, zero Valentine's flowers, and zero boxes of heartshaped chocolates today.   Too bad about the chocolate....


So I didn't know what to write about. And then decided to share with you the story of that one time at band camp when I went shopping and suddenly thought I'd forgotten to put out a candle.  Total OCD panic. But I'm a most resourceful person - so I called directory enquiries and got the number of the people who lived across the street. Called them, and said "oh, hi, it's Tine from across the street, hahaha, I'm really sorry I didn't mean to call you at all, I must have selected the wrong number in my cell phone, hahaha, ok sorry bye"  -  figuring that had my house been engulfed in flames, they would probably have mentioned it.


It wasn't, of course.


And I'm not encouraging you to go all OCD, like me. Just saying that if you do - this tip might work ;-)


I'll leave you with a photo of last year's Valentine's flowers. Because we're worth it.

Being Pluto

Kender I de dage, hvor man føler man er lidt skævvinklet i forhold til resten af verden? Hvor man er den firkantede klods i et hav af bolde?

Nej?  Nåmn kender I så de dage, hvor man bare føler sig grundlæggende FORKERT?  Nogenlunde som planeten Pluto nok har haft det - før den blev degraderet til "dværgplanet".  Helt, helt skæv i forhold til alle de andre ordentlige planeter. Det er mig, lige i de her dage.

Jeg ved ikke lige hvad der er med mig; ting går bare ikke 100% min vej lige i tiden. Der er succes-oplevelser (som weekendens sejr over edderkopperne), og så er der ufattelig mange andre ting som ligger i en slags venteposition til enten at gå godt eller eksplodere mellem fingrene på mig, og lige midt imellem sidder jeg med min kogende hjerne, og min afsindige mangel på TID.  Og det udarter sig i en masse små bizarriteter - som f.eks. en mangel på evne til at udtrykke sig klart, så forsøg på at være klog eller morsom bare ender med at være plat. Eller fornærmende. Eller endnu værre. (Så hvis jeg har sagt/skrevet en kommentar i virkeligheden, på en blog eller på facebook som var decideret spinatbeds-agtig, vil du så ikke nok tilgive mig? Be' om?)  Jeg er uhyre glemsom (viser det sig, på de mest ubelejlige tidspunkter). Og så irriteres jeg over de mest latterlige ting. Virkelig latterlige.  Små ubetydelige ting sender mig ud i et afsindigt, og potentielt meget interessant raseri, men da jeg har en mor som stadig indprenter mig at jeg skal kunne se mig selv i øjnene når jeg børster tænder om aftenen, bider jeg så meget i mig at min tunge er helt flad og mærkelig.  Vil jo også gerne forblive venner med mine venner....

Så jeg fortsætter i mit skæve kredsløb og trøster mig med, at biorytmer har det med at vende indenfor nogen få dage. (Det har de fa**eme bare at gøre, ellers %@*#$ !!!)

I am Pluto-esque. Not the Disney dog; the celestial object (former planet). Constantly at an angle of about 17 degrees compared to the rest of the world.  Constantly putting my foot in it. Constantly this close to losing my temper over some tiny insignificant detail.  I find some comfort in the fact that biorhythms tend to go back up after a few days. (They'd better...)  And am learning how to speak with a tongue that's getting flatter by the day.

Because I'm worth it

Jeg tænker af og til, at havde jeg børn ville jeg nok være seriøst på røven. Min deadline for kuffertudpakning (sat af Kæreste og mig i fællesskab) er her i weekenden og jeg tror jeg når det. For et par dage siden skiftede jeg sengetøj, og bagefter måtte jeg lige ligge lidt. Hvis jeg får mindre end 11 timers søvn ligner jeg (endnu mere) en zombie.

Har steppet op på vitaminpillerne. Denne her importerede forkølelse skal heraus. Snotten er allerede 90% fordrevet; nu mangler jeg bare hosten, som stadig driver mig til vanvid hver.eneste.aften.  Det hjælper når jeg stabler en masse puder og en dyne i ryggen, men hvor jeg dog længes efter at ligge i ethundredeogfirs graders positionen igen (lød det lidt som en prostitueret med en arbejdsskade dér?).

Nå, men ikke mere jammer og klynk herfra. I går drak jeg kaffe med en lækker ungersvend (han er over ½ meter høj, så må man vel godt kalde dem ungersvende?) og hans mor, det var befriende dejligt, og i morgen aften skal jeg på visit hos en gammel ven, hvis legeme ganske vist er sygdomsramt men hvis vid trives i bedste velgående. Så Søster ser lyst på livet igen!

Og så øver jeg mig.  I ikke at være så tumpet.  Kender I dem, der har....jeg ved ikke, et sæt ekstra fine håndklæder? Som de ikke bruger, fordi de er "til fint", og det lissom aldrig nogensinde bliver "fint" nok?  Sådan kan jeg godt lidt være. Og jeg kæmper med det, for det er ved gud på de mest sindssyge områder det udarter sig.

I morges stod jeg således ansigt til ansigt med the vatrondel dilemma. Jeg skulle tage hul på en ny pakke (pose? pølle? hvad vi nu kalder det) og greb instinktivt ud efter den billige fra Bilka.

Men så tog jeg mig sammen, og tog i stedet den fiiiine fra Matas (som jeg ikke selv har købt).  Because I'm worth it.

Ja, det er en julestjerne der bor på mit badeværelse. Sagde jo

jeg var lidt bagud med forårsrengøringen.

Og man smider ikke levende væsner ud...

Notice the difference - the top one actually looks like an elf

with a sewing machine made it...

I'm better today. Less vulnerable, less teary-eyed. Hanging in here.  Popping vitamins in an attempt to rid myself of this goddamn cold and going on play coffee dates with friends. It all helps.  Am also trying very hard to acquire a Because I'm worth it attitude.  Using the best china on an ordinary Thursday for example (bad example; I don't have "best china". Or china, come to think of it).  Or using the expensive cotton wool pads first.  Oh yes, my dilemmas are nothing if not Newsworthy. Bet you're glad you stopped by today :-)

PS - yes, that is a poinsettia in the top picture.  Haven't quite got around to spring cleaning yet (but my unpacking deadline is this weekend, a mere 2 weeks after I came home, and I'm confident I'll make it)

Lemfældig omgang med venner

Denne her har ikke noget med USA at gøre. Og dog, måske alligevel. Denne her handler om Facebook.

Min søster, som er kvikkere end mig på mange områder, kom på Facebook. Hun fortalte mig om det. Og min umiddelbare reaktion var, husker jeg tydeligt: PJAT! (Hej, Indre Erna)

Meeen så hoppede jeg alligevel på den og nu er jeg jättefornøjet. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg ælsger Facebook. Men jeg er jo også pigen, om hvem en gammel kæreste engang sagde, "jeg tror simpelthen du samler på folk som du kan skrive i din adressebog".

C'est vrai. Jeg samler på folk. Ikke så meget for adressebogens skyld, som for fornøjelsens skyld. Jeg har venner jeg har mødt i tog, over nettet, i teateret, gennem arbejdet, alle mulige steder. En bekendt sagde engang "Tine, jeg forstår simpelthen ikke at du kan blive ved med at møde nye mennesker. Jeg synes bare jeg har venner nok" - som det nok kan anes, synes pigen med adressebogen man aldrig kan få venner nok, og ordet "venner" er jo et vidunderligt elastisk begreb.



Det siger sig selv, at de ikke kan være lige nære venner allesammen. Men det gør heller ikke så meget. Jeg er fuldt ud tilfreds med at holde det på bekendtskabs-niveauet, hvor "intensiteten" (kan man vel godt kalde det) går lidt op og ned, afhængigt af tid, livsomstændigheder, geografi, og så videre.  Selv de nære venskaber er jo ikke altid lige nære, nogen gange glider man lidt fra hinanden, og så finder man hinanden igen. Nogen gange er det den ene, der skal være udfarende og holde fast, mens den anden navigerer gennem sine udfordringer, og efter nogen år vender det som regel, og så er man tit heldig at den anden nu har overskud til at holde fast.

En anden bekendt sagde at hun ikke brugte Facebook fordi de venner hun gerne ville holde kontakt med, dem holdt hun jo kontakt med uanset hvad - og dem hun ikke havde overskud til at holde kontakt med i hverdagen, jamen de var jo bare ikke så vigtige så. Det er især hér jeg hygger mig med Facebook. For jeg har da heller ikke tid til at holde kontakt med alle dem jeg gik i folkeskole med. Men det betyder jo ikke, at jeg har lyst til at de skal forsvinde helt for mig.  I de tilfælde er Facebook ligesom den dovne mands fiskestang for mig - med flere liner og kroge :-)

Men det er jo ikke en salgstale for Facebook det her. Faktisk vil jeg da godt vædde med at det bliver afløst af noget andet, lige om lidt. Som jeg så kan gøre modstand mod før jeg ellevild overgiver mig igen-igen.

Nej, det her er jo faktisk et lillebitte drama. *trommehvirvel* Jeg har forlagt en ven.

Altså. Det er jo en eufemisme for at NOGEN har unfriended mig. Og således blev unfriended lige et ord. Hvad kalder man det på dansk? Er jeg blevet uvennet???

Sandt at sige plejer jeg ikke at have en hat styr på hvor mange Facebookvenner jeg har; der er røget nogen i svinget før, men jeg havde netop lagt mærke til at der stod "Tine has 200 friends" og så blev jeg så glad for 200 er jo et pænt rundt tal, et jubilæum af en slags, og måske skal vi snart have sådan nogen Facebook-giveaways som jo er så populære her i Blogland: "kom, bliv min ven nr. 200, vind en..... ehm.... poesibog?"

Men så, den bratte opvågnen i dag. "Tine has 199 friends".

Suk, hjerte, men brist ikke. Jeg har de 199 bedste venner på Facebook. Og de 21 bedste læsere her på bloggen :-D

Hvad dette land gør ved mig

Amerikas Forenede Stater har en mystisk, modsatrettet effekt på mig. Jeg gør ting herovre, som jeg normalt ikke ville gøre derhjemme. Og det er ikke en entydig effekt, hvis man kan sige det sådan. Se blot her:

...Jeg har kørt nabolaget tyndt for at finde et sted, hvor man kunne smide fx metaldåser, pap/papir og glas til genbrug. Uden held.

...Jeg er så også blevet sådan en, der kører fra den ene ende af parkeringspladsen til den anden. Til mit eget forsvar vil jeg sige, at den parkeringsplads er omtrent en kilometer lang. Men alligevel.

...Når jeg kører tur, og kommer forbi en kanal med countrymusik, zapper jeg ikke videre lige med det samme (would never happen at home). Til sidst må jeg dog overgive mig. Ender herefter som regel på en meget frelst kanal, hvor JEEEsus LOVES me and he will reTURN and you will SEE his ahmazing LOve and you will be SAved, og så skruer jeg lidt igen og ender enten på Sheryl Crow eller INXS, som regel det sidste. Så bliver jeg der lidt, og så tilbage til countrymusikken.

...Jeg er et energi-svin som har både lys og TV tændt når jeg ikke er hjemme (lidt noia-betinget, det der). Til gengæld har jeg indkøbt sådan en rigtig fiks "tang" som kan løfte varme syltetøjsglas, når man henkoger og sår'n.

...Jeg siger ja tak, når folk spørger om jeg vil være med til at se "the game" her i weekenden. Uden at ane hvilket game der er tale om. Det viste sig at være hhv College Basketball og Superbowl.
...Og så tror jeg vist nærmest jeg er Laura Ingalls, i hvert fald er jeg nu på det 4. "jeg-skal-nok-lære-at-hækle-even-if-it-kills-me" forsøg. Og har gu'hjælpemig købt en lille bog som hedder I taught myself crochet.  I swearz, Indre Erna har listet sig med herover. Indtil videre ligner det ikke heeelt det i bogen.

Murmeldyrsdagen, og confessions from the cubicle

I dag er det Groundhog Day. Dagen hvor murmeldyret titter frem fra sit vinterhi. Ser han sin egen skygge krabber han ind i hulen igen, og vinteren varer 6 uger mere. Ser han den ikke, bliver det snart forår.  Så vidt jeg har forstået så han den ikke. Men det føles ikke, som om foråret er lige om hjørnet.

Det er begrænset hvor længe folk gider læse om at det er Rigtig Vinter herovre. 2-3 indlæg, så forudser jeg at der går Bornholm i den (disclaimer: ELSKER Bornholm. Et af de bedste steder at sne inde, hvis galt skal være. Nåede dog mæthedspunkt da det på 3. dag var "breaking news", men det er ikke Krøllebølles skyld).   Enten det, eller også bliver min mor og far helt kulrede af nervøsitet. Frygt ej, mit varmeapparat virker igen og alt er godt!

For lige at runde denne omgang blizzard watch af, så er det en god ting at varmeapparatet virker igen - temperaturen falder temmelig kraftigt og når ned på minus 25 i løbet af natten siger de kloge. Det er alligevel koldt.  Jeg har haft bilen til at køre her i dag mens jeg gravede den fri for sne med verdens mindste sneskovl. (Det skriver jeg mest for min fars skyld. Han kan godt li' når hans datter er velforberedt og fornuftig. I andre er givetvis rimelig ligeglade med at jeg hældte HEET i tanken da jeg tankede op før snestormen. Det er... noget kemisk som forhindrer .....ehm, forfrysninger i benzintanken.  Jeg passer godt på Lille Røde) 

Jeg har ikke skrevet ret meget om kontoret endnu.  Hvilket jo er en grum undladelse, thi det er jo faktisk derfor jeg er herovre - for at arbejde. Så det gør jeg. Vi!  Den første uge jeg var her var rimelig stille. Der er en videnskabelig forklaring på dette - überboss fra Danmark var her samtidig, og når han er her, sker der noget magisk og telefonerne ringer nærmest ikke. I søndags tog han hjem og straks fra mandag morgen var telefonerne rødglødende.  Jeg har ingen telefon. Der er bestilt en extension til mig men Telefonbureaukratiet er formidabelt. No matter - jeg besvarer e-mails så mine kolleger ikke skal bekymre sig om dén -ikke ubetydelige- side af sagen.  Når dagen er gået summer mit hoved helt - jeg er ved at være oppe i "flyvehøjde" og nææææsten lige så dygtig som jeg er derhjemme, men det ér ligesom at være dyrepasser og pludselig skulle tage sig af løverne i stedet for elefanterne. De har mange ting tilfælles - de er dyr, fra Afrika, potentielt farlige men mægtig pæne - men alligevel helt helt forskellige.  Så det tager lidt tid før man er ligeså Tinefix som man er på hjemmebane. 

Kontoret herovre er meget anderledes end hjemme. Større, naturligvis.  Og det første indtryk man får, når man kommer ind er - gråt.  Der er meget gråt interiør. Og i modsætning til hjemme, hvor vi dyrker det ååååbne og jeg derfor frit kan forstyrre de nærmeste kolleger med at omsætte tilfældige guldklumper fra tankestrømmen til hyggelig pludren, så har vi herovre cubicles.

Wikipedia beskriver dem således:

A cubicle, cubicle desk or office cubicle is a partially enclosed workspace, separated from neighboring workspaces by partitions that are usually 5–6 feet (1.5–1.8 m) tall.

A cubicle's purpose is to isolate office workers from the sights and noises of an open workspace, the theory being that this allows workers more privacy and helps them to concentrate without distractions. [...] Cubicles are often seen as being symbolic of the human condition of working in a modern office setting due to their uniformity and blandness.

Det er både godt og skidt med sådan en. Hvis man har en pludrende kollega som mig, kan det give ro og fred. En selskabspapegøje som mig har det noget sværere; der er jo ikke noget umiddelbart publikum når man lige får et genialt indfald.  Men sådan ser der ud på et amerikansk kontor og det er ikke noget unikt for vores biks, alle de kontorer jeg har besøgt herovre er samme model.  Folk indretter deres lille territorium meget personligt:

Jeg er ikke på heeelt samme styling niveau:

Også på toilettet har vi cubicles. Med mystiske persienneagtige døre. Og her kommer min lettere twistede personlighedsforstyrrelse igen til udfoldelse:  Når jeg sidder der på tønden ser jeg konstant for mit indre blik, hvordan et par fødder, som naturligvis sidder for enden af en lejemorder, langsomt kommer gående og standser op lige foran mig. Vender sig mod mig. En cigaret lander på gulvet og tværes ud med den venstre fod. Og den ildevarslende stilhed (som absolut ikke har noget at gøre med at der faktisk ikke står nogen der)- før jeg kommer i tanker om at jeg nok hellere må lette måsen; det er ikke i dag jeg skal møde min skæbne, siddende på den store sorte porcelænstrone med det særlige brednumse-venlige bræt.

Kan I ikke bare se hvordan den grumme

lejemorder (som huserer her i bygningen)

vil standse op foran netop min cubicle?

I know, I know.  Will seek treatment when I get home. (Overvejede at gøre det herovre - men this is Land of the Farmers; Land of Shrinks er ude i det der Californien)

Noget om mig

Jeg er blevet tagget! I sådan en rigtig blogleg! Meget beæret, er jeg, og naturligvis glad for at lege med. For så skal jeg jo skrive om Mig, og når alt kommer til alt, er det så ikke det, 99% af alle blogs handler om, inderst inde (nederst nede) ? Og nej, du enlige modeblogger der læser dette, din modeblog handler også om variationer af Dig/det tøj du kan lide/dagens Outfit. Så nu er I tvangsindlagt til at læse 10 ting om mig, som I garntrisse ikke vidste, at I havde brug for at vide

1. Første gang jeg var rigtigt inderligt forelsket var som 4-årig. I legestuen. Den udkårne var præstens søn Andreas, og jeg fortalte min farmor at vi skulle giftes. De varme følelser kølnedes betragteligt, da han en dag troppede op i klovnebukser (overalls, giftiggrønne, dekoreret med klovnefigurer og ca. 5 centimeter for korte). Udødelig kærlighed kunne altså godt tilsidesættes af mere overfladiske hensyn, viste det sig.

2. Jeg er bogstav-afhængig.  Der SKAL være læsestof i nærheden, ellers visner jeg. Om det så bare er et kort toiletbesøg, så ser jeg mig om efter bogstaver. Er det et længere besøg, og der ikke er decideret læsestof indenfor rækkevidde, så læser jeg bare emballagen på de rengøringsmidler der oftest står lige ved siden af porcelænstronen.  Min søster har, i et arrigt øjeblik, anklaget mig for bare at ville "læse og læse og læse, til du har læst hele verden". Og da Lise Nørgaard beskrev, hvordan hun som barn troede, at nogen mennesker havde hemmelige bog-værelser i deres huse - den eneste mulige forklaring på, at der ikke var nogen bogreol i stuen - vidste jeg lige præcis hvad hun talte om. Jeg troede bare, at det var min teori.

3. Men bogstaverne skal stå i den rigtige rækkefølge! -siger Indre Helga, aka Stave-Nazisten. "Almindelige" menneskers nutids-r'er og ligge/lægge fejl generer mig ikke så meget (kan jo også dårligt tillade mig at være alt for kritisk, når jeg glad og frejdigt lægger hu-hej-forfattede blogindlæg på uden at gennemlæse dem). Men professionelle tekster, hvor afsenderen ikke har gjort sig den ulejlighed at skrive Ordentligt, giver mig simpelthen twitches i højre hånd (i hvilken jeg har indopereret en imaginær rød pen). Vé den dekoratør, som skriver kæmpetilbudsskilte for HIMBÆR i Bilka. Og folk der oversætter skal vide hvad de gør - den journalist, som i en vis gratisavis skrev at "Madonna er moren af alle seksuelle provokationer", skulle simpelthen have frataget sin licens. Jeg er simpelthen for gammeldags/hysterisk til at være nede med den slags sproglige lemfældigheder *shudder*

4. Pkt 2+3 gør så også, at jeg i dén grad er til fals for en velskreven tekst. Er den vidende, underholdende, og måske endda med en liden sproglig krølle hist og pist - så opfatter jeg den automatisk som mere troværdig. Og er der tale om en blog, så overbevises jeg ganske hurtigt om, at her har vi at gøre med A Friend Waiting To Be Made (eller, som gratisavisjournalisten ville have skrevet: En ven der venter på at blive lavet). Det er ikke slået fejl endnu :-)

5. Jeg var (i min egen erindring, i hvert fald) et meget stille og forsigtigt barn. Og bange for Benny (som boede i en hytte oppe i skoven). Og Dorte (som boede i et hus henne ved forsamlingshuset). Og lidt for Jonna (som boede ude i min faster Toves bryggers). Hverken Benny, Dorte eller Jonna eksisterede i virkeligheden. Men jeg får stadig kuldegysninger når jeg tænker på dem.

6. Jeg er halvt norsk. Det betyder så, at jeg ikke er født med ski på fødderne, men nærmere med ski i garagen. Hvilket man tydeligt ser - den ene dag hvert andet år, jeg våger mig ud på børnebakken. Hvor jeg omgående falder, også selv om jeg står bomstille. Små irriterende børn med matchende lilla flyverdragt og skihjelm drøner uden om mig, mens jeg ligger der som en anden skarabæ og krabber rundt for at komme op (tæller det egentlig som ét eller flere styrt, når man slet ikke når at komme i fuldt oprejst stilling mellem sammenstødene med bakken?)

7. Jeg elsker at rejse. Med fly, bil, skib og tog. Ikke med bus. Togene er min ganske særlige svaghed, og hvis nogen vil invitere mig med på Orient-Expressen skal I bare vide, at jeg kan godt den dag.  Og en fin, gammel jernbanestation kan gøre mig ganske varm i kinderne (Mädchen ville kalde det jernbaneliderlig og jeg aner bare ikke hvor dét udtryk kommer fra, men det er muuuligvis inspireret af en fin station i Budapest...)

8. Udover at rejse og læse (gerne begge dele på samme tid, tak) er jeg meget, meget glad for unyttige fakta. Solen skinner lige lidt finere, når jeg erfarer at de i Skotland har et ord for "the itchiness that overcomes the upper lip just before taking a sip of whisky". Det hedder SGRIOB. Er du ikke også lidt gladere, nu hvor du ved det? :-)

9. Jeg er langsom af natur, og generelt et af de mest u-sports-agtige mennesker jeg kender. Men jeg har besteget Mount Snowdon i Wales. I Ecco-sandaler. Det er ikke en fejl, at jeg skriver "besteget" og ikke bare "gået op til toppen". Der var tåget, og stien blev...væk. Og jeg kunne ikke se til Irland, eller til førnævnte Ecco-sandaler faktisk. Men mit sikre tog-instinkt førte mig mod toppen, hvor en lillebitte turistbane ventede på at føre mig sikkert ned igen. Ah, tog!!  Gotta love them!! 

10. Nå ja...og så lidt mere om bogstaver, og ord. Vidste I, at rundstykkernes over'e og under'e slettes ikke hedder sådan? Næh nej. Over'en hedder bambulam og under'en hedder timbeditate. Ja ha. Så ved I det.

Og jeg skal sende videre til nogen, jeg tror vil blive ligeså glad som jeg blev (og som jeg bare aldrig kan vide nok om). Guinstuff, Familiemad, Godt ? og Ordning - I er nok blev tagget en miljon-miljard gange før, men vil I godt lege, hva' hva'?