Linguistic genious strikes again

Jeg har, efter sidste uinspirere(n)de indlæg bestemt mig for, at tiden er kommet til at iføre sig ja-hatten og komme lidt UD.

Yd og særkulere.

Efter et års tid, hvor jeg både efter eget valg og på grund af alle mulige besværlige omstændigheder ikke har været helt vanvittig social, skal jeg nu ud og svinge med ørerne skal jeg. Og I skal med!

Jeg har til lejligheden indkøbt en fin JA-HAT, som har sådan nogen stropper man kan binde fast under hagen - i de tilfælde, hvor man fx. bliver så hidsig over en bagatel, at den risikerer at poppe af.

Det skal nok blive godt,skal det.

Se mig, se mig. Så glad og hyggelig jeg er!

Indre Lecia er allerede kørt i stilling til det muntreste efterår ever. Jeg har semi-fast lørdagsaftale med en veninde, så vi kan se Matador sammen (okaaaaay, det er måske nok en anelse Indre Erna-agtigt, men et sted skal man jo begynde, og alt tæller-alt gælder-alt er godt).   Jeg er inviteret til fødselsdagsfester, både 2-års og 36-års. En kammerat har inviteret mig på BØF i morgen (en af mine venner brillerede lige og kaldte det en palæo-menu - jeg tog den straks til mig, for så kan jeg også bryste mig af at spise trendy mad). Flere venne- og venindeaftaler er begyndt at fylde kalenderen op. Jeg skal til noget fagligt halløj i lufthavnen næste uge. Jeg må IKKE gå glip af næste omgang banko i forsamlingshuset (kan I huske sidste år? Klik HER for at genopleve dette fantastiske fænomen) Og så har jeg drukket kaffe med en mand fra Tyskland, på hvem jeg gjorde et uudsletteligt (og da ganz sicher positivt) indtryk.

Vi talte nemlig om kæledyr, og jeg gav udtryk for den skinbarlige sandhed, nemlig at det prægtigste dyr på denne jord er en gravhund. "En Dachs", tilføjede jeg, for jeg er nemlig både hjælpsom og så helt utrolig sprogkyndig. "So ein Ding kunne jeg godt tænke mig".

"En Dachs?" sagde den pæne mand, og kiggede undrende på mig. "Jamen er det ikke et vildt dyr?"

Mig: "ehm....altså VILDT dyr?  Æhhh...det tror jeg måske ikke rigtig, man kan sige. Måske lidt, hvis den er sulten..."

Billedet lånt hos NADIA som er den bedste

gravhund på nettet - klik HER for dit

daglige gravhundefix!

Ham, med stigende undren i stemmen: "altså, vil du virkelig gerne have en Dachs?"

Mig: "ja ja, den ville passe lige til mig. Jeg vil i hvert fald ha' en  når jeg bliver en gammel dame. Så skal jeg være sådan en med blåt hår, der ryger cerut, og prikker til folk med min  stok, og går ture med min lige så aldersstegne, lige så excentriske gravhund"

Ham: "Nåååååå, en GRAVHUND. Det kalder vi en DACKEL. En Dachs, det er en grævling!!"

.

Nå ja. Det vidste jeg da godt. *hankunnesgudabarehavehørtordentligtefter...* 

*oghvorforfandenkunnehanikkeregneudjegmenteDACHSHUND*

~

Det bedste trick i bogen. Besnær mændene ved at bilde dem ind, at du bare synes det ville være zå nuzer med sådan en her til at lune fødderne på i fodenden. Imponér samtidig med dit enorme kendskab til såvel zoologi som tyske gloser. Det kan ikke slå fejl!

PS - for at mane samtlige rygter i jorden før de når at opstå: Nein, jeg er ikke ved at få mig nogen tysk kæreste, jeg delte bare en kæmpe spand kaffe med ham og hyggede mig virkelig godt. Det er sjovt at møde nye mennesker; også når man kommer til at tage den kiksede version af sig selv med i byen.

@ N ~ I have a new year's resolution! It was the Jewish New Year about a month ago; that will do nicely. After a year of fairly quiet existence, I have decided that this autumn will be the most fun-filled in the history of ...well, me, and that I will gracefully accept any and all invitations that hold even the faintest promise of entertainment.

Adios, couch. See you in December (see, I'm a bit behind with this resolution, and October's nearly gone, and December is the season to be jolly but also the season to stay home and eat bake lots of cookies, but I'll work on it).  November is going to be the month of fun. Yes.  So I've arranged lots of play dates, and I'm going to a work-related thing next Wednesday (there will be snacks and possibly drinks, ergo fun), and tomorrow a friend is going to cook for me, and I have promised myself that I am totally available for dates, should anyone pluck up the courage to ask me out.

So far, not much action in that particular department, but I did have a coffee with a German guy a few days ago.  We talked about lots of things, including pets, and I informed him that The Best Animal in The World is a dachs. "Ein Dachs, jah!", I added for good measure  (I am v. knowledgeable and definitely somewhat fluent in German. Practically proficient, actually. Definitely. Wirklich gut)

He looked at me, doubtfully. "A Dachs? But surely, that's a wild animal"

Me: "A wild animal???  I wouldn't call it wild, exactly. Maybe a bit, if it's hungry, but...."

Him: "so you really want a DACHS?"

Me: "Definitely. Best thing on four legs. At the very least, I'm going to get one when I grow old. I'm going to be this weird little old lady with purple-tinted hair, and smoke cigars, and poke people with my cane, and go for short walks with my equally eccentric old dachs"

Him: "ohhhhh, you mean a DACHSHUND. Yeah. We call them DACKELS. A dachs is a badger, you know"

Me: "..."

(I did know. But I mean, dachs/dachshund, tomato/potato, right?)

So yes. I'm fairly sure I made a favourable impression there.  Badger lady is the new cat lady.  You may quote me on that in five years time, when everyone will be queueing at the pet shop for their new accessory miniature badger.