(Blog post in Danish - as it is a re-writing of a Danish song, so won't make much sense in English anyway. So international reader(s), please come back some other day :-)
Sommeren 2016 har været lidt mangelfuld på visse områder. Solskin og kys, for eksempel. En af min veninder bemærkede, at ikke alene føles det som om alting er i flux; mange af sommerens danske hits har også været sådan lidt i mol. En anden veninde introducerede mig for Maja og De Sarte Sjæle ... og så begyndte jeg at tænke lidt. For det er en fin lille sang, men her - 25 år efter at Spice Girls slog igennem - er der generelt lidt langt til "I'll tell you what I want, what I really really want" i mine højttalere pt.
Så jeg drak vin, og med lidt lyrisk inspiration og assistance fra min veninde endte vi med denne alternative udgave. Fordi, mænd. Vi kan jo godt Uden Dig. Vi vil muligvis helst MED Dig. Men vi kan godt Uden.
(Og til min seneste, hvis du meget mod forventning læser med - neeeej, den er ikke til/om/pga dig. Undtagen næst-sidste linje. Dén er.)
Så hermed, til fri afbenyttelse og fællessang. De originale tekster kan ses i videoen ovenfor, og her er den alternative. Og jeg håber det er okay med Maja.
Der er nye beskeder på min telefon
Den ringer men jeg gider ikke tale med nogen
Jeg vil bare sidde derhjemme og tænke på dig
Det hele er noget lort
Det hele er noget rod
Det hele flyder over i mit hoved
Nej vent lidt - det' OK - uden dig
Jeg skipper kuren og jeg dropper at æde skyr
Det' nemlig ligemeget hvad jeg så end gør
Snører sko, finder nøgle, slukker lys
Låser døren
Jeg er lige gået forbi din lejlighed
Det var okay i og for sig
Jeg har spildt alt for meget tid
Det' sgu fint nok uden dig
Jeg gik ned ad gader hvor vi har gået
Og haft det så sjovt du og jeg
Jeg spørger mig selv, går jeg glip af noget
Det bli'r heldigvis et nej
Hurra for min arrogance
Du fik jo verdens bedste chance
Men du viste dig at være et kiks
Jeg smiler bredere fra dag til dag
Jeg ved der ik' er noget nag tilbage
Nogle gange hjælper det at drikke vin
Jeg er kommet så utrolig langt videre
Mens du sidder og bli'r ældre og grimmere
Du har lang vej hjem
Og så det ikke engang hjem til MIG
Jeg vil gerne gå over til din lejlighed
Det' da okay i og for sig
Men der er ikke noget der
Jeg skal videre uden dig
Jeg går på de gader vi ik' har gået
Og ser på verden uden dig
Har Medina monstro fat i noget?
Musikken den er kun for mig
Jeg ta'r en taxa ind til Andys Bar
Og ser hvad København nu har
Der skal drik's mange mange flere drinks
Muligvis på Bobi Bar
Og tiden er gået
Og dagene er gode
Og jeg ved det ikke kan undgås
Pludselig står du der med en anden som så si'r
Øv, du er hende den seje
Jeg ku' godt gå over til din lejlighed
Men hva' fa'en skulle jeg der
Der er så mange andre mænd
Så jeg tror bare jeg la'r være
Der ligger en verden for vores fødder
Den venter faktisk kun på mig
Jeg spø'r mig selv, hvad venter jeg på
Nu indta'r jeg den uden dig
Du må selv gå over til din lejlighed
Den er ikke noget for mig
Vi to var ikke spild af tid
Men jeg ka' sagtens uden dig
Showing posts with label aargh. Show all posts
Showing posts with label aargh. Show all posts
Sunday, 25 September 2016
Wednesday, 14 September 2016
Gardening with chickens - another guide to (decidedly moderate) success
All summer long, the chooks have been cruelly denied access to the kitchen garden. Because stuff was growing there and all that.
Well. In reality what happened was that the whole achy-breaky-heart thing spiralled me into an abyss of laziness, which in turn spiralled the kitchen garden into an abundance of weeds. I know it's supposed to be good for you to get off yer bum and do something, especially if you've got a lovely garden to do it in, but I much prefer whining to counting my blessings.
So let's just say that I've been unusually careful with the angling and cropping of the pictures in this post. Keeping up appearances is, as you know, of tremendous importance on this blog.
Anyway, last weekend the time had come to do.something.about it. So the chooks were let loose, and so was I (and my weed wacker). They're very skilled at scraping the surface, though not exactly methodical. And they add fertilizer at the same time, so all in all they're a valuable asset when it comes to clearing out the sad remains.
And lookie here, how decorative chooks&flowers are - you can hardly see the weeds!!
Well. In reality what happened was that the whole achy-breaky-heart thing spiralled me into an abyss of laziness, which in turn spiralled the kitchen garden into an abundance of weeds. I know it's supposed to be good for you to get off yer bum and do something, especially if you've got a lovely garden to do it in, but I much prefer whining to counting my blessings.
So let's just say that I've been unusually careful with the angling and cropping of the pictures in this post. Keeping up appearances is, as you know, of tremendous importance on this blog.
Anyway, last weekend the time had come to do.something.about it. So the chooks were let loose, and so was I (and my weed wacker). They're very skilled at scraping the surface, though not exactly methodical. And they add fertilizer at the same time, so all in all they're a valuable asset when it comes to clearing out the sad remains.
And lookie here, how decorative chooks&flowers are - you can hardly see the weeds!!
It took them no time at all to carve out a tunnel :-)
The saying goes that "the early bird gets the worm". Round these parts, it's more like "the reckless bird gets the worm". Signe, the brown hen, knows no fear and digging the earth takes forever when she's around because she likes to sit on top of the shovel to get first picks at whatever crawlies that might appear. Nevermind that she sometimes topples over when I lift up the shovel...
I feel the earth move under my feet
I feel the sky see the worms tumbling down
(what song is that again??)
Look at my assistants, getting down to work :-)
So. The garden wasn't a tremendous success this year. In fact, only the parsley and lettuce produced bumper crops and even they were bedevilled with weeds. But that's the wonderful thing about gardening - there's ALWAYS next year. Needless to say, I've got grand schemes and plans, half of which won't come to fruition, but that's beside the point. There's always next year ...
Oh, and the achy-breaky heart? Pretty much done and overwith. Yay!
Friday, 26 August 2016
Finest moments (a selection)
My day got off to a brilliant start when, about 7 minutes into my working day, I managed to spill a glass of water all over my desk (for those of you who are wondering how much water an average drinking glass will hold, I'd say about a pint and a half).
Fortunately I'm a sloppy housekeeper, so I had a pile of unfolded laundry on the chair next to me and was thus able to mop it up without even having to leave my desk. And to think I sometimes wonder why the laundry cycle seems never-ending.
Then I had to call a hotel where the receptionist spoke the most endearing slurvian imaginable. Endearing, but virtually incomprehensible, so when I mentioned that the arrival date on the booking I was calling about was to be changed to two days from now and he said, "yeah, it's sunny, right?" I was puzzled but ever so politely answered "yes, but also a bit windy."
He meant Sunday...
But we got there in the end, and I said thanks, and he said "hey, dimension".
Later in the day, a guy called XXX called to book some travel. There's more than one person by that name at his company, but what I said when doublechecking which one he was, was "there's more than one XXX in my life, you know". Total silence at the other end of the phone. And then "hee hee hee....".
It's now 930PM*. I've just been to the shops - I've got some friends coming over tomorrow and they might appreciate being fed at some point. I was wearing a pair of fairly loose cotton trousers that I haven't worn in a while, and when I came into the supermarket and put my phone, my housekeys, and my car keys in my pockets, my trousers graciously slid down and allowed me to flash my (not particularly sexy, unfortunately - had that but been the case) undies at a family of four plus two sniggering teenagers.
To combat the inadvertent weight loss, I have now consumed half the chocolate biscuits I had purchased for my friends kids....
*it was 9PM at time of writing. It's now 10:40. I've spent an hour on the phone with one of the coolest, arrogant as f, made-of-awesomest ladies I have the good fortune of knowing. Time well spent indeed
And now, if you'll excuse me, I have to go drink some wine and start re-writing the lyrics to a Danish pop song. That, amongst other things, was what came out of that phone call.
Merry weekend, folks!
Fortunately I'm a sloppy housekeeper, so I had a pile of unfolded laundry on the chair next to me and was thus able to mop it up without even having to leave my desk. And to think I sometimes wonder why the laundry cycle seems never-ending.
Then I had to call a hotel where the receptionist spoke the most endearing slurvian imaginable. Endearing, but virtually incomprehensible, so when I mentioned that the arrival date on the booking I was calling about was to be changed to two days from now and he said, "yeah, it's sunny, right?" I was puzzled but ever so politely answered "yes, but also a bit windy."
He meant Sunday...
But we got there in the end, and I said thanks, and he said "hey, dimension".
Later in the day, a guy called XXX called to book some travel. There's more than one person by that name at his company, but what I said when doublechecking which one he was, was "there's more than one XXX in my life, you know". Total silence at the other end of the phone. And then "hee hee hee....".
It's now 930PM*. I've just been to the shops - I've got some friends coming over tomorrow and they might appreciate being fed at some point. I was wearing a pair of fairly loose cotton trousers that I haven't worn in a while, and when I came into the supermarket and put my phone, my housekeys, and my car keys in my pockets, my trousers graciously slid down and allowed me to flash my (not particularly sexy, unfortunately - had that but been the case) undies at a family of four plus two sniggering teenagers.
To combat the inadvertent weight loss, I have now consumed half the chocolate biscuits I had purchased for my friends kids....
*it was 9PM at time of writing. It's now 10:40. I've spent an hour on the phone with one of the coolest, arrogant as f, made-of-awesomest ladies I have the good fortune of knowing. Time well spent indeed
And now, if you'll excuse me, I have to go drink some wine and start re-writing the lyrics to a Danish pop song. That, amongst other things, was what came out of that phone call.
Merry weekend, folks!
Monday, 7 December 2015
Anatomisk korrekt julepynt
Indre Lecia regerede i weekenden. Hun havde på formidabel vis haft held til at få mig til at takke ja til julefrokost både fredag og lørdag, og da jeg blev viftet om næsen med en koncertbillet til torsdag, lød der også et rungende ja tak.
Så hønsevagten blev udliciteret; jeg iførte mig portvin og kavalergang, og afsted det gik. Darjlig, darjlig weekend. Træt Tine i dag, mandag :)
Så lige nu har Indre Erna overtaget. Hun drikker også portvin (det gør alle de Indre Damer), og så hænger hun julepynt op. Desværre er hun en my uorganiseret - så efter at jeg har været hjemme på matriklen i 24 timer kan man nærmest ikke se, hvor smukt min søster (som havde hønsevagten) faktisk havde ryddet op efter mig. På et tidspunkt håber jeg, at Indre Helga gør sin entré...
I mellemtiden er Scary Nissemand kommet på banen. Scary Nisse fik jeg af min eks-kæreste på et tidspunkt. Jeg ved ikke om han i selve købsøjeblikket var klar over præcis hvor ...eh, naturtro den nissefanden egentlig er. Den skal i hvert fald ikke bryde sig om at levere strømpegaver hos mig :-)
PS. Du må hellere scrolle lidt ned hvis du vil nyde synet. Jeg turde ikke sætte billedet på som det øverste. Hvis nu du er lidt sippet. Hvad man ikke vil kunne bebrejde dig.
Så hønsevagten blev udliciteret; jeg iførte mig portvin og kavalergang, og afsted det gik. Darjlig, darjlig weekend. Træt Tine i dag, mandag :)
Så lige nu har Indre Erna overtaget. Hun drikker også portvin (det gør alle de Indre Damer), og så hænger hun julepynt op. Desværre er hun en my uorganiseret - så efter at jeg har været hjemme på matriklen i 24 timer kan man nærmest ikke se, hvor smukt min søster (som havde hønsevagten) faktisk havde ryddet op efter mig. På et tidspunkt håber jeg, at Indre Helga gør sin entré...
I mellemtiden er Scary Nissemand kommet på banen. Scary Nisse fik jeg af min eks-kæreste på et tidspunkt. Jeg ved ikke om han i selve købsøjeblikket var klar over præcis hvor ...eh, naturtro den nissefanden egentlig er. Den skal i hvert fald ikke bryde sig om at levere strømpegaver hos mig :-)
PS. Du må hellere scrolle lidt ned hvis du vil nyde synet. Jeg turde ikke sætte billedet på som det øverste. Hvis nu du er lidt sippet. Hvad man ikke vil kunne bebrejde dig.
@ N ~ I am drinking port wine and putting up Christmas decorations tonight. All should be calm and bright; the reality is that I'm creating an almighty mess in my wake. I blame it on too little sleep this weekend - I had Xmas parties both Friday and Saturday and Inner Lecia (who is, as you may recall, the party girl who lives inside my head) just loved every minute of it . Inner Erna (the little ol' lady who also lives inside my head) is now looking forward to a couple of early nights. Inner Helga (ze very organised one who struggles to dominate the remaining space in my head; not very succesfully I should add) has gone AWOL.
I don't think I've ever delighted you with pictures of this particular part of the Christmas decoration scheme before? It was a gift from my ex boyfriend and I'm not sure if he knew just how anatomically correct this dude was when he bought it. But here it is. This one had better NOT leave any presents in my stockings though ;)
Ho Ho Ho. Merry feckin' Christmas
Thursday, 11 June 2015
Stuff I did when I wasn't here, part 3: considered going vegetarian
Lad det være sagt med det samme: jeg synes meget bedre om Hong Kong end om resten af Kina. Hong Kong giver på en måde bedre mening i mit hoved når jeg bevæger mig rundt i byen, og lur mig om ikke det nok er kolonitidens aftryk der huer min anglofile hjerne. Inderst inde er jeg jo bare en elitær europæer.
Når det så er sagt, så lykkedes det mig stadig at få et par nær-gys-oplevelser ved mødet med et menukort...
@ N ~ you haven't really been to China if you haven't seen at least one menu with rather unusual items on it. This time it was Hong Kong which I liked a whole lot better than mainland China (it's the elitist, anglophile European in me, I'm sure). I still spent a couple of delightful moments pondering which delicacy to try before meekly opting for "just noodles with chicken please".
Når det så er sagt, så lykkedes det mig stadig at få et par nær-gys-oplevelser ved mødet med et menukort...
@ N ~ you haven't really been to China if you haven't seen at least one menu with rather unusual items on it. This time it was Hong Kong which I liked a whole lot better than mainland China (it's the elitist, anglophile European in me, I'm sure). I still spent a couple of delightful moments pondering which delicacy to try before meekly opting for "just noodles with chicken please".
Mmmh, Saliva Chicken.
...or Drunken Pig?
Decisions, decisions...
Savlekylling eller beruset gris?
I'm guessing it was the Drunken Pig
that was out of service (but could
definitely be mistaken here. It just
seems very likely is all)
Jeg ved ikke helt hvad det var for
en ret, der var "out of service",
men det lyder da sandsynligt,
at det var den berusede gris
Hønsefødder og abrikoser
og lungen af en kyyyylling
Kom så, syng med børn!
PS . Det kan ikke udelukkes, at det
er lungen af en gris. Men kylling
passer bedre med melodien.
...but nothing beats this one from Beijing.
Face/Off
Intet slår dog denne her fra et menukort
i Beijing. Stop-Spild-Af-Mad folket
græder af lykke over den smukke
udnyttelse af hele dyret :-)
Monday, 8 June 2015
Stuff I did when I wasn't here, part 2: ditched the Tinder app
Som trofaste læsere vil vide, holder jeg meget af at gå på dates. Jeg har dog aldrig fået svunget mig op på niveauet fra november 2012, hvor jeg var på 11 first dates + det løse. Er ligesom blevet en smule lad, kan jeg godt fornemme.
Omvendt - er det ikke lidt dårlig stil at gå på date med det primære formål at samle inspiration til blogindlæg...? Vi lader spørgsmålet stå et kort øjeblik.
Men det skorter ikke på opfordringer fra omgangskredsen til at få lidt gang i romantikken (pseudo-romantikken) igen. Således installerede jeg for nogle måneder siden Tinder app'en på min iphone, og til de læsere, der ikke har stiftet bekendtskab med den kan jeg fortælle, at det er en app som leverer "emner" indenfor en nærmere defineret geografisk radius, og man kan så klikke ja tak eller nej tak, baseret på et billede og en ret kort tekst. Først når begge parter har klikket ja tak kan man skrive beskeder til hinanden, og lad mig bare sige det sådan, at indtil dét gik op for mig, var jeg noget nedslået over min egen mangel på succes. Som pige på diverse dating sites er man nemlig normalt ganske forkælet mht mængden af henvendelser. Men her skal man altså have sin ja-hat på.
Well... I kan jo bladre lidt nedad og se om I synes, der er noget der er værd at gå efter...
(spoiler alert: der er guf til allersidst i indlægget)
@ N ~ have you been dating recently? I haven't much, and my friends seem to think I should and whilst I think getting inspiration for a blog post isn't the most appropriate motivation for going on dates, I installed the Tinder app some time ago.
I don't know how familiar you are with Tinder, but one of the things about it is that not unless there is a match (both you and the other person have "liked" each other) are you able to send messages to each other. It took me a while to realise this so at first I was pretty miffed at my seemingly very low success rate - my only other experience being traditional online dating sites where you get quite a few messages simply because you're a girl. So I had to swipe a few people to the right, which was probably a good thing all in all. I was at risk of scratching the phone with all the left-swiping I was doing. After that I did get a few messages, most of which were of the NSFW kind.
Anyways. I've since uninstalled the app - but you tell me: was it a mistake? Should I have reached out to some of these guys? Was there solid gold in there?
Here goes...:
Omvendt - er det ikke lidt dårlig stil at gå på date med det primære formål at samle inspiration til blogindlæg...? Vi lader spørgsmålet stå et kort øjeblik.
Men det skorter ikke på opfordringer fra omgangskredsen til at få lidt gang i romantikken (pseudo-romantikken) igen. Således installerede jeg for nogle måneder siden Tinder app'en på min iphone, og til de læsere, der ikke har stiftet bekendtskab med den kan jeg fortælle, at det er en app som leverer "emner" indenfor en nærmere defineret geografisk radius, og man kan så klikke ja tak eller nej tak, baseret på et billede og en ret kort tekst. Først når begge parter har klikket ja tak kan man skrive beskeder til hinanden, og lad mig bare sige det sådan, at indtil dét gik op for mig, var jeg noget nedslået over min egen mangel på succes. Som pige på diverse dating sites er man nemlig normalt ganske forkælet mht mængden af henvendelser. Men her skal man altså have sin ja-hat på.
Well... I kan jo bladre lidt nedad og se om I synes, der er noget der er værd at gå efter...
(spoiler alert: der er guf til allersidst i indlægget)
source: myfriendsaremarried
I don't know how familiar you are with Tinder, but one of the things about it is that not unless there is a match (both you and the other person have "liked" each other) are you able to send messages to each other. It took me a while to realise this so at first I was pretty miffed at my seemingly very low success rate - my only other experience being traditional online dating sites where you get quite a few messages simply because you're a girl. So I had to swipe a few people to the right, which was probably a good thing all in all. I was at risk of scratching the phone with all the left-swiping I was doing. After that I did get a few messages, most of which were of the NSFW kind.
Anyways. I've since uninstalled the app - but you tell me: was it a mistake? Should I have reached out to some of these guys? Was there solid gold in there?
Here goes...:
[Oooh, your wedding photo as
profile pic! I'm sure your wife
(or ex-wife) (or very-soon-to-be
ex-wife) is thrilled to be included here...]
Translation:
"As Nik&Jay* would say:
when a light goes out,
another is lit.... and good guidance is the
best GPS (Gaiety, Passion, and Smile) to
start the day and end it. We will never
be too wise, old or clever to learn
something new every day."
(translated more or less word for word,
as true to the original as possible.
This guy is all about da
meaningful conversations...)
*Editors note:
[Danish pop duo with extreeemely
"deep" and philosophical lyrics
.....you may detect a hint of sarcasm here]
[A true playboy bunny.
Who wants to play with
his fluffy lil' ears?]
[I see what you are trying
to tell me ....
but no. Just no.]
Translation:
[It actually starts out quite well:]
"171 cm tall
Carpenter
Kind, nice and quiet guy.
If you want to know more, then
"like" so we can get to know each other"
[Then I think he smoked some
weed - it kind of goes off track from here:]
"And it isn't my kid I say Jacob
likes to go out on the town sometimes
To hold what I like
I like cats and dogs
I came dangerous journey to
Spain and Norway Germany
and more difficult."
[yup, definitely high on something]
Translation:
"178 cm tall
Coach
Sexology Student
Tantra
"Do not yearn for the lights of
me or others but acknowledge that
you ARE love. The responsibility
for your happiness is yours alone.
Previous middle manager in a
country-wide organisation.
Several years' experience with
redemption and with conducive
conversations. Perhaps you should
initiate contact if you are one of the
many who do not have a profile text?"
[I clicked "no" so hard I nearly
damaged my phone]
....And then I went to Scotland
and saw this.
I might consider emigrating
(and then, but only then,
re-installing the app)
Wednesday, 17 September 2014
Behold, I bring you good tidings of great joy
For nogle uger siden skrev en af mine facebook-venner en status update der gik noget i retning af "ingen toiletpapir - farvel sokker". Det var da noget vildmandsagtigt tænkte jeg, og skrev en eller anden haha-kommentar.
Så kom der en hilsen i min indbakke. Det var åbenbart en af de der facebook-lege som kører et par runder hvert år - man skal skrive en eller anden kryptisk status update og på forunderlig vis vil det øge opmærksomheden omkring en eller anden form for kræft. Nu var det så meningen, at jeg skulle vælge mellem en håndfuld status updates - heriblandt "det er bekræftet, jeg skal være mor" og køre legen videre.
Som vi alle ved er jeg den sure dame, som også har brudt stort set samtlige brevkæder jeg i mit liv er blevet indlemmet i (det tør jeg godt, efter at jeg som 8-årig -ikke uden en vis bæven ved eksperimentet- erfor, at man faktisk ikke rammes af 5 dages sort uheld eller det der er værre), så den stoppede ligesom dér.
Fast forward til et par dage senere, hvor en veninde fortæller mig, at en anden veninde er GRAVID. Med ovenstående in mente vrissede jeg bare ad hende, at det tvivlede jeg da stærkt på, og jeg var i øvrigt også selv hoppet på den leg for et par dage siden. Hun så godt nok lidt desorienteret ud, men eftersom jeg lige havde lidt travlt på det tidspunkt tænkte jeg ikke nærmere over det.
Før senere samme dag, da jeg så havde en aftale med den omtalte fælles veninde. Og hun liiiige havde noget, hun gerne ville fortælle.
3 forsøg senere slog hun opgivende ud med armene. "Tine, du er simpelthen den kedeligste i hele verden at fortælle gode nyheder. Det er IKKE en internet joke!!!"
Øhm. Hvad? Hvad???
Nåmen - tillykke da. (Det krævede lige en drink - til mig, ikke den vordende moder - at komme så meget i balance at jeg kunne samle mig om at være rigtig glad på hendes vegne)
PS - jeg giver Internettet skylden. For alting.
@N ~ a couple of weeks ago one of my friends posted a status update which went a little something like this: "no toilet paper - goodbye, socks". Which I thought was kind of funny so I wrote a little ha-ha comment.
Turns out that it was one of those facebook games that do the rounds a couple of years here in Denmark - don't know if you guys have them as well, but you post some sort of cryptic status update and in ways I have yet to fathom, if enough people do it, it raises awareness of breast cancer or something like that.
And since I fell for it, hook line and sinker, I was now supposed to post a similarly cryptic status update. I could choose from a handful of pre-defined ones, including-but-not-limited-to "yes, I am pregnant" or something like that.
Needless to say, the grumpy lady who deletes every chain letter she ever receives (since warily testing it out at age 8 and finding that no, breaking the chain did not result in five days of bad luck) refused to play along, and so it ended there.
I thought.
A couple of days later, a friend happily told me that one of our mutual friends was pregnant. With my recent experience fresh in mind, I sulkily said to her that I very much doubted that and oh-by-the-way-I-fell-for-that-one-too. She did look a bit confused, but as I was rather busy at the time she wisely did not press the subject and I forgot all about it. Until later that very same day when I was meeting the aforementioned mutual friend, and she had some news she wanted to share.
Three attempts later, she said exasperatedly "Tine, you are the most boring person in the world to tell good news to. For the last time, it is NOT an internet joke!!!"
Ummmmm, begpardon?
One stiff drink later (for me, not the mother-to-be) I had regained my equilibrium sufficiently to actually believe it was true and wholeheartedly congratulate her.
I blame the Internet.
used to be only on April 1st I had to watch out grrrrrr
PS - does anyone else have good news to share?
PPS - I had to google the English version of what the angel says to the shepherds when it comes to proclaim the birth of Jesus. As a result, biblestudytools.com is now in my browser history. And if I type in "how to" in the google search field, it suggests "how to tie a tie", "how to make french toast" and "how to get rid of fruit flies". My browser has a more interesting life than I do, methinks.
PPPS - not related to this post at all: isn't Viggo the cutest guinea pig you ever saw?
Så kom der en hilsen i min indbakke. Det var åbenbart en af de der facebook-lege som kører et par runder hvert år - man skal skrive en eller anden kryptisk status update og på forunderlig vis vil det øge opmærksomheden omkring en eller anden form for kræft. Nu var det så meningen, at jeg skulle vælge mellem en håndfuld status updates - heriblandt "det er bekræftet, jeg skal være mor" og køre legen videre.
Som vi alle ved er jeg den sure dame, som også har brudt stort set samtlige brevkæder jeg i mit liv er blevet indlemmet i (det tør jeg godt, efter at jeg som 8-årig -ikke uden en vis bæven ved eksperimentet- erfor, at man faktisk ikke rammes af 5 dages sort uheld eller det der er værre), så den stoppede ligesom dér.
Fast forward til et par dage senere, hvor en veninde fortæller mig, at en anden veninde er GRAVID. Med ovenstående in mente vrissede jeg bare ad hende, at det tvivlede jeg da stærkt på, og jeg var i øvrigt også selv hoppet på den leg for et par dage siden. Hun så godt nok lidt desorienteret ud, men eftersom jeg lige havde lidt travlt på det tidspunkt tænkte jeg ikke nærmere over det.
Før senere samme dag, da jeg så havde en aftale med den omtalte fælles veninde. Og hun liiiige havde noget, hun gerne ville fortælle.
3 forsøg senere slog hun opgivende ud med armene. "Tine, du er simpelthen den kedeligste i hele verden at fortælle gode nyheder. Det er IKKE en internet joke!!!"
Øhm. Hvad? Hvad???
Nåmen - tillykke da. (Det krævede lige en drink - til mig, ikke den vordende moder - at komme så meget i balance at jeg kunne samle mig om at være rigtig glad på hendes vegne)
PS - jeg giver Internettet skylden. For alting.
@N ~ a couple of weeks ago one of my friends posted a status update which went a little something like this: "no toilet paper - goodbye, socks". Which I thought was kind of funny so I wrote a little ha-ha comment.
Turns out that it was one of those facebook games that do the rounds a couple of years here in Denmark - don't know if you guys have them as well, but you post some sort of cryptic status update and in ways I have yet to fathom, if enough people do it, it raises awareness of breast cancer or something like that.
And since I fell for it, hook line and sinker, I was now supposed to post a similarly cryptic status update. I could choose from a handful of pre-defined ones, including-but-not-limited-to "yes, I am pregnant" or something like that.
Needless to say, the grumpy lady who deletes every chain letter she ever receives (since warily testing it out at age 8 and finding that no, breaking the chain did not result in five days of bad luck) refused to play along, and so it ended there.
I thought.
A couple of days later, a friend happily told me that one of our mutual friends was pregnant. With my recent experience fresh in mind, I sulkily said to her that I very much doubted that and oh-by-the-way-I-fell-for-that-one-too. She did look a bit confused, but as I was rather busy at the time she wisely did not press the subject and I forgot all about it. Until later that very same day when I was meeting the aforementioned mutual friend, and she had some news she wanted to share.
Three attempts later, she said exasperatedly "Tine, you are the most boring person in the world to tell good news to. For the last time, it is NOT an internet joke!!!"
Ummmmm, begpardon?
One stiff drink later (for me, not the mother-to-be) I had regained my equilibrium sufficiently to actually believe it was true and wholeheartedly congratulate her.
I blame the Internet.
used to be only on April 1st I had to watch out grrrrrr
PS - does anyone else have good news to share?
PPS - I had to google the English version of what the angel says to the shepherds when it comes to proclaim the birth of Jesus. As a result, biblestudytools.com is now in my browser history. And if I type in "how to" in the google search field, it suggests "how to tie a tie", "how to make french toast" and "how to get rid of fruit flies". My browser has a more interesting life than I do, methinks.
PPPS - not related to this post at all: isn't Viggo the cutest guinea pig you ever saw?
Monday, 30 December 2013
Pip pip
Jeg gjorde det. Trak stikket. Meldte fra til Nytårsfesten i morgen. Undsagde mig mine underholdningsmæssige og hittetantlige forpligtelser. Jeg er både hæs og forkølet i en grad, så meget små børn (Hitteniece nr 2 er arriveret - hurra!) ikke bør have mig indenfor dørene - og så er jeg faktisk så træt og udmattet af Hosten fra Helvede, at jeg helt ærligt ikke har lyst til nogen form for selskabelighed.
Altså: Nytårsaften hjemme. Alene. Og du skal IKKE have ondt af mig, eller føle at du må tvangsinvitere mig - det er aldeles frivilligt, og jeg vil ej lide nogen nød. Ved midnatstid svipper jeg ind forbi mine forældres Nytårsparty og siger Schkåll, og lige pt er det alt hvad jeg kan overskue af selskabelighed det næste døgn eller 2.
Host. Hooooooooste. Hvis jeg nu var en hest var jeg for længst solgt som oksekød, og forsikringspræmien indkasseret.
Da jeg var lille, var jeg engang indlagt med "falsk strubehoste" (vi ser muligvis her den første anvendelse af ordet "falsk", som senere re-introduceret via den udødelige sætning "det er det falske sted" - muligvis, måske, eventuelt).
Jeg var ret lille, og hvad jeg kan huske er dette:
Det var om aftenen, og det var min farmors fødselsdag (ergo, sidst i november). Gangene på sygehuset havde utroligt højt til loftet, og var meget, meget lange. Med jævne mellemrum blev ensformigheden brudt af et lille tæppe. Jeg hostede så meget at jeg kastede op. Der var en læge eller sygeplejerske, som skulle tage en blodprøve, og hun stak mig i øret så jeg kom til at bløde på den hvide hospitalsskjorte.
På min stue var der 2, måske 3-4 andre børn. Jeg kan kun huske den ene. Hun hed Karen. Jeg var meget lille og meget tavs dengang, og da hun spurgte hvor gammel jeg var, svarede jeg ved at holde 4 fingre i vejret. Hun svarede på samme måde, og jeg har en meget klar erindring om, at jeg tænkte at denne form for alderstilkendegivelse ville blive en anelse besværligt når jeg kom ud over mit 5. år. Muligvis formuleret i lidt enklere vendinger...
(Lidt senere i karrieren, men ikke så meget senere, udviklede jeg en forkærlighed for at stave mit navn, når folk spurgte hvad jeg hed. I topfart. T-I-N-E blev således til noget i retning af "Te-i-en-ne". "Teienne". "Bongsjur, sjø mapell' Teienne"... Folk må jo have troet, at mine forældre var sindssyge. Tænk at sætte et barn i verden som tilsyneladende ikke kan sige tallene, og så udstyre hende med sådan et navn - arme unge. Alternativt gennemskuede de straks, at jeg bare var en lynstaver med sociale hæmninger. Arme unge.)
Undskyld, Far og Mor.
Nå, zurück zum Krankenhaus.
Der var et legeværelse, så det må jo have været børneafdelingen jeg var indlagt på. Man skulle dreje til venstre når man kom ud af stuen, og så ned for enden af gangen. Jeg var meget bange for ikke at kunne finde tilbage til den rigtige stue igen. Inde på legeværelset - som jeg husker som værende et enormt højt rum, men det skal nu nok passe - det var det gamle sygehus det her - havde de bl.a. en Mester Jakel-agtig dukke, som jeg var en smule bange for.
Jeg fik besøg af mine forældre. Som jeg husker det, kom de hveranden dag. Nu da jeg er voksen og kender dem bedre, tror jeg min hukommelse har snydt mig, og at der i virkeligheden kom én om formiddagen og én om eftermiddagen. Sådan som jeg husker det, var jeg der nok 3 eller 4 dage. De var ikke indlagt sammen med mig. Og der var kun én dag, hvor jeg hulkede vildt og inderligt, da besøgstiden var forbi (spiller min hukommelse mon tapperheds-kortet?) Min farmor sendte mig et postkort, eller rettere et brev - det var sådan et ark som var fulgt med Familie Journalen i anledning af den tilstundende højtid, hvor man kunne klippe det ud til 4 postkort. Hun havde ikke klippet noget som helst men bare skrevet løs over hele siden. Der var engle på, som dalede ned i skjul. Jeg havde det brev i årevis, kan jeg huske. Gad vide, om det findes endnu.
Jeg kan ikke huske noget som helst om nogen læger eller sygeplejersker eller undersøgelser, ud over hende med blodprøven den aften jeg blev indlagt. Jeg kan heller ikke huske om min søster var med ude og besøge mig. Og da jeg mange år senere betrådte de lange gange igen - nu som studerende ved Syddansk Universitet, som er den gamle bygnings nye ejer, genkendte jeg ... ingenting.
Hm. Jeg tror, jeg vil bede min mor korrekturlæse dette indlæg, så verden kan få at vide, hvordan det sygehus-ophold rent faktisk foregik. Tør godt vædde med, at jeg husker 90% forkert. Min hjerne er trods alt på nuværende tidspunkt reduceret til en tør gnalling på størrelse med en ært, som ved hvert eneste host kastes kamikaze-agtigt op på indersiden af min pande. AV!!!
PS, i hypokondriens navn. Har netop googlet symptomerne på falsk strubehoste. Og jeg kan garantere jer, at det er det, jeg har. Eneste ting er, at google påstår, det kun er noget, man får som barn. Er åbenbart noget yngre end jeg gik og troede. Det er da sådan set en lettelse; bare de ikke insisterer på at jeg skal tage folkeskolen om.
@ N ~ I pulled the plug today and decided not to go to the New Year's Eve party I was invited to tomorrow. My reasons are partly selfless - my friends just had a baby (she is very new; just over 1 week old) and I don't want my first present to her to be an abundance of bacteria. Also, one of the other guests is pregnant. My other reasons are pure selfishness. I am completely worn out with coughing and quite frankly I couldn't really face the thought of being anywhere else but my own home. Within easy access of the loo - not that I have a stomach flu as well, but between all the water I'm drinking to avoid my throat getting dry, and all the mad coughing fits, I simply find myself not wanting to take any chances with my pelvic exercises having done their job properly. In other words, I take frequent trips to the loo because I have a very real fear of pissing myself. For the same reason, I'm not watching any funny movies at the mo.
When I was a kid, I was once hospitalized with what google tells me is called "pseudocroup" or "laryngitis" - both of which sound a great deal more interesting than the Danish name for it.
I know it was in late November because it happened on the evening of my Gran's birthday. I remember the hallways of the hospital being extremely tall and extremely long (it's an old building). The nurse was drawing a blood test from my earlobe and she spilled drops of blood on to the shoulder of my white hospital gown.
I'm fairly sure there were at least two other kids in my room, or perhaps as many as 3 or 4. I only remember one of them, Karen. She asked me how old I was, and because I was painfully shy as a kid, I didn't tell her, I just showed 4 fingers. She showed 5 or 6 and I remember (or think I remember) thinking that telling people my age was going to be problematic after the age of 5 (definitely after 10...)
There was a room full of toys on the ward. You had to turn left when you came out of your room, and then keep walking until you got to the taaaaaall double doors. I was always so afraid that I would not be able to find my way back to the right room. They had a kind of puppet theater doll that I was a bit afraid of, but I don't remember playing with any other toys.
I remember getting a visit from my Mum and Dad on alternate days. Knowing them as I do now, I think it was probably more like one visit in the morning and one in the afternoon. I only remember crying one time when visiting hours were over. My Gran wrote me a postcard - actually it was a giant postcard because it was a page from a magazine that you could cut into 4 normal-sized postcards, but she had just used the whole page as it was. It had angels on it.
Apart from the blood sample on the night I was admitted, I don't remember any doctors or nurses at all. I don't remember my sister visiting me (perhaps she didn't - she can't have been more than 2-3 years old). And the next time I set foot in the building, it housed a University and I was around 23 years old. I didn't recognize anything.
I'm wondering how accurate my recollection is. My guess is that 90% of it is just wrong, or never happened. I'll get my Mum to read this one through, and then I'll let you know.
PS - I just hypochondria-googled "pseudocroup" and that is totally what I have. Only thing is, the internet insists this is something only children get (something to do with their very young vocal cords). Anyway, I insist. Totally what I have. Complete with fancy latin names and everything.
Altså: Nytårsaften hjemme. Alene. Og du skal IKKE have ondt af mig, eller føle at du må tvangsinvitere mig - det er aldeles frivilligt, og jeg vil ej lide nogen nød. Ved midnatstid svipper jeg ind forbi mine forældres Nytårsparty og siger Schkåll, og lige pt er det alt hvad jeg kan overskue af selskabelighed det næste døgn eller 2.
Host. Hooooooooste. Hvis jeg nu var en hest var jeg for længst solgt som oksekød, og forsikringspræmien indkasseret.
Da jeg var lille, var jeg engang indlagt med "falsk strubehoste" (vi ser muligvis her den første anvendelse af ordet "falsk", som senere re-introduceret via den udødelige sætning "det er det falske sted" - muligvis, måske, eventuelt).
Jeg var ret lille, og hvad jeg kan huske er dette:
Det var om aftenen, og det var min farmors fødselsdag (ergo, sidst i november). Gangene på sygehuset havde utroligt højt til loftet, og var meget, meget lange. Med jævne mellemrum blev ensformigheden brudt af et lille tæppe. Jeg hostede så meget at jeg kastede op. Der var en læge eller sygeplejerske, som skulle tage en blodprøve, og hun stak mig i øret så jeg kom til at bløde på den hvide hospitalsskjorte.
På min stue var der 2, måske 3-4 andre børn. Jeg kan kun huske den ene. Hun hed Karen. Jeg var meget lille og meget tavs dengang, og da hun spurgte hvor gammel jeg var, svarede jeg ved at holde 4 fingre i vejret. Hun svarede på samme måde, og jeg har en meget klar erindring om, at jeg tænkte at denne form for alderstilkendegivelse ville blive en anelse besværligt når jeg kom ud over mit 5. år. Muligvis formuleret i lidt enklere vendinger...
(Lidt senere i karrieren, men ikke så meget senere, udviklede jeg en forkærlighed for at stave mit navn, når folk spurgte hvad jeg hed. I topfart. T-I-N-E blev således til noget i retning af "Te-i-en-ne". "Teienne". "Bongsjur, sjø mapell' Teienne"... Folk må jo have troet, at mine forældre var sindssyge. Tænk at sætte et barn i verden som tilsyneladende ikke kan sige tallene, og så udstyre hende med sådan et navn - arme unge. Alternativt gennemskuede de straks, at jeg bare var en lynstaver med sociale hæmninger. Arme unge.)
Undskyld, Far og Mor.
Nå, zurück zum Krankenhaus.
Der var et legeværelse, så det må jo have været børneafdelingen jeg var indlagt på. Man skulle dreje til venstre når man kom ud af stuen, og så ned for enden af gangen. Jeg var meget bange for ikke at kunne finde tilbage til den rigtige stue igen. Inde på legeværelset - som jeg husker som værende et enormt højt rum, men det skal nu nok passe - det var det gamle sygehus det her - havde de bl.a. en Mester Jakel-agtig dukke, som jeg var en smule bange for.
Jeg fik besøg af mine forældre. Som jeg husker det, kom de hveranden dag. Nu da jeg er voksen og kender dem bedre, tror jeg min hukommelse har snydt mig, og at der i virkeligheden kom én om formiddagen og én om eftermiddagen. Sådan som jeg husker det, var jeg der nok 3 eller 4 dage. De var ikke indlagt sammen med mig. Og der var kun én dag, hvor jeg hulkede vildt og inderligt, da besøgstiden var forbi (spiller min hukommelse mon tapperheds-kortet?) Min farmor sendte mig et postkort, eller rettere et brev - det var sådan et ark som var fulgt med Familie Journalen i anledning af den tilstundende højtid, hvor man kunne klippe det ud til 4 postkort. Hun havde ikke klippet noget som helst men bare skrevet løs over hele siden. Der var engle på, som dalede ned i skjul. Jeg havde det brev i årevis, kan jeg huske. Gad vide, om det findes endnu.
Jeg kan ikke huske noget som helst om nogen læger eller sygeplejersker eller undersøgelser, ud over hende med blodprøven den aften jeg blev indlagt. Jeg kan heller ikke huske om min søster var med ude og besøge mig. Og da jeg mange år senere betrådte de lange gange igen - nu som studerende ved Syddansk Universitet, som er den gamle bygnings nye ejer, genkendte jeg ... ingenting.
Hm. Jeg tror, jeg vil bede min mor korrekturlæse dette indlæg, så verden kan få at vide, hvordan det sygehus-ophold rent faktisk foregik. Tør godt vædde med, at jeg husker 90% forkert. Min hjerne er trods alt på nuværende tidspunkt reduceret til en tør gnalling på størrelse med en ært, som ved hvert eneste host kastes kamikaze-agtigt op på indersiden af min pande. AV!!!
PS, i hypokondriens navn. Har netop googlet symptomerne på falsk strubehoste. Og jeg kan garantere jer, at det er det, jeg har. Eneste ting er, at google påstår, det kun er noget, man får som barn. Er åbenbart noget yngre end jeg gik og troede. Det er da sådan set en lettelse; bare de ikke insisterer på at jeg skal tage folkeskolen om.
@ N ~ I pulled the plug today and decided not to go to the New Year's Eve party I was invited to tomorrow. My reasons are partly selfless - my friends just had a baby (she is very new; just over 1 week old) and I don't want my first present to her to be an abundance of bacteria. Also, one of the other guests is pregnant. My other reasons are pure selfishness. I am completely worn out with coughing and quite frankly I couldn't really face the thought of being anywhere else but my own home. Within easy access of the loo - not that I have a stomach flu as well, but between all the water I'm drinking to avoid my throat getting dry, and all the mad coughing fits, I simply find myself not wanting to take any chances with my pelvic exercises having done their job properly. In other words, I take frequent trips to the loo because I have a very real fear of pissing myself. For the same reason, I'm not watching any funny movies at the mo.
When I was a kid, I was once hospitalized with what google tells me is called "pseudocroup" or "laryngitis" - both of which sound a great deal more interesting than the Danish name for it.
I know it was in late November because it happened on the evening of my Gran's birthday. I remember the hallways of the hospital being extremely tall and extremely long (it's an old building). The nurse was drawing a blood test from my earlobe and she spilled drops of blood on to the shoulder of my white hospital gown.
I'm fairly sure there were at least two other kids in my room, or perhaps as many as 3 or 4. I only remember one of them, Karen. She asked me how old I was, and because I was painfully shy as a kid, I didn't tell her, I just showed 4 fingers. She showed 5 or 6 and I remember (or think I remember) thinking that telling people my age was going to be problematic after the age of 5 (definitely after 10...)
There was a room full of toys on the ward. You had to turn left when you came out of your room, and then keep walking until you got to the taaaaaall double doors. I was always so afraid that I would not be able to find my way back to the right room. They had a kind of puppet theater doll that I was a bit afraid of, but I don't remember playing with any other toys.
I remember getting a visit from my Mum and Dad on alternate days. Knowing them as I do now, I think it was probably more like one visit in the morning and one in the afternoon. I only remember crying one time when visiting hours were over. My Gran wrote me a postcard - actually it was a giant postcard because it was a page from a magazine that you could cut into 4 normal-sized postcards, but she had just used the whole page as it was. It had angels on it.
Apart from the blood sample on the night I was admitted, I don't remember any doctors or nurses at all. I don't remember my sister visiting me (perhaps she didn't - she can't have been more than 2-3 years old). And the next time I set foot in the building, it housed a University and I was around 23 years old. I didn't recognize anything.
I'm wondering how accurate my recollection is. My guess is that 90% of it is just wrong, or never happened. I'll get my Mum to read this one through, and then I'll let you know.
PS - I just hypochondria-googled "pseudocroup" and that is totally what I have. Only thing is, the internet insists this is something only children get (something to do with their very young vocal cords). Anyway, I insist. Totally what I have. Complete with fancy latin names and everything.
Friday, 27 December 2013
Romjuls-rant
Først en smule sprogundervisning:
Romjula (eller Romjulen, lidt afhængigt af dialekt) er norsk, og navnet for den periode vi befinder os i nu, nemlig mellem Jule-helligdagene og Nytåret.
Rant er engelsk, og beskriver vel kort sagt en vrissen monolog.
Dermed skulle stemningen for dagens indlæg vist være sat. Jeg har dog udvidet begrebet "Romjul" en anelse, og spædet min Pepsi Max op med en sund dosis af Captain Morgan. Skål!
Jeg er jo sædvanligvis et glad barn (JO:JEG:ER) men lige netop i dag er jeg PMS-vranten, det pisregner, og jeg tabte en halv dåse cola ned på min sko i morges. Dertil kommer, at min stemme på sær vis har forvandlet sig til en hæs kvækken, desværre ikke helt på den sexede rockstjerne-facon, og at jeg har fået hovedpine af at hoste.
Og da jeg har læst et eller andet sted på nettet, at man skal favne sine sindsstemninger, og et andet sted på nettet har set Edward Snowden udtale, at unge i dag vil vokse op helt uden privatliv (og jeg regner klart mig selv med til "de unge". Hvad ellers?), så er det oplagt at hælde sit vrisne hoved ned i tastaturet, så I alle kan få glæde af det. Bare rolig; jeg er ikke KUN sur. Jeg har også haft glade tanker i dag. For eksempel:
X Det er totalt WIN at man ikke skal ud og købe Julegaver til en kæreste. Ikke alene vejer kærester tungt på Julegave-budgettet; de sætter også opfindsomheden under pres, fordi det skal være en Ganske Særligt God Gave. Da især, hvis det er en relativt nyanskaffet kæreste, for så skal gaven i hvert fald være bedre end noget som helst nogen som helst af hans eks'er har givet ham.
X Downside: man får heller ikke selv nogen kæreste-gaver. Og de plejer ellers også at være i den gode ende.... hmmm...
X Så derfor har jeg bestemt mig for, at jeg vil købe en (lidt forsinket) rigtig god Julegave fra mig selv til mig selv; fx. med den formue jeg har sparet ved ikke at have nogen kæreste. Eneste problem er, at jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg ønsker mig ...
X Hvis nogen spørger hvorfor jeg ikke har en kæreste, er der mange gode svar.
Det mest iøjnefaldende er, at jeg ikke rigtig gider.
Det andet er, at jeg ikke rigtig har plads (forstår det ikke helt selv. Det hus, jeg bor i, tilhørte i fordums tid mine bedsteforældre, og de havde fire børn. Ikke desto mindre kigger jeg mig ofte omkring og tænker, at der på ingen måde kan squeezes en kæreste ind hér. Men gerne nogle flere hyldemeter bøger, og måske en kat).
Et mere mystisk svar er, at jeg primært tiltrækker a) yngre mænd (undskyld. Ved godt, I er hotte osv. Men jeg magter det ikke rigtigt. Undskyld igen) og b) gifte mænd. Ja, ikke DIN mand. Men de andres. Nogle af dem. Og omend der unægteligt er store fordele ved gifte mænd - de flytter for eksempel ikke ind, de kræver ikke fælles-ferier, og de optager i det hele taget ikke for meget af din tid, fordi de lissom også har et ægteskab at passe - så er der nogle temmelig omfattende ulemper også. Hvilket bringer os tilbage til første svar; nemlig at jeg ikke rigtig gider.
X Jeg tog bilen på arbejde i dag, fordi jeg havde lyst til at køre lidt stærkt. Det gik wældig fint i morges - i eftermiddags var det kun vinduesviskerne der kørte stærkt. Og pga føromtalte kvæk-stemme kunne jeg ikke engang udøve yndlingsdisciplinen, nemlig at synge meget højt og falsk til hvad der nu end er i radioen. Jeg troede ellers lige, jeg kunne lave en overbevisende Bonnie Tyler, aber nein.
X Til gengæld skal en eller anden radiostation (sikkert Skala FM, Kolding) have point for at disko-fade to numre ind/ud af hinanden med en stilsikkerhed, jeg ikke har kendt mage til siden jeg gik på Diskotek Tordenskjold i mine meget unge dage. Pharfar's "La' mig rulle dig" forvandledes med fingersnild skruen-op-og-ned-og-lidt-ekstra-bas til .... Lambada-sangen.
Holy mother of god.
X Jeg har af-julet kontoret i dag, og er allerede nu ved snedigt at planlægge, hvordan min etage kan få fingre i Den Gode Kasse med Julepynt næste år. Vi har nemlig 2 kasser, farvekoordinerede. En lilla/sølv, og en rød/guld, og den med rød og guld er møj, møj finere. Vi havde den i år; jeg vil ha' den igen næste år. Jegviljegviljegvil.
X Mangler muligvis, givetvis en hobby.
X I hvert fald noget andet at gå op i, de 11 måneder af året hvor jeg ikke lever og ånder JUL.
X Burde evt. begynde at løbe. Mange veninder og kolleger gør det. En del af dem lovpriser det endda. Jeg afskyr det. Men overvejer det alligevel, lidt. Ikke så meget fordi jeg gerne vil løbe DHL stafet. Eller tabe mig og få en smækker krop. Det er sådan set mest (kun) fordi jeg ved det samme som alle, der nogensinde har set en actionfilm: helt almindelige mennesker kan når som helst - NÅR SOM HELST, siger jeg! - komme ud for at opdage, at de har en hemmelig (glemt) fortid og/eller en uvurderlig viden og/eller Noget Nogen vil gøre ALT for at få fat i, og SÅ kommer skurkene efter dig (alternativt kommer der aliens efter dig), og så er det meget, meget skidt at ramme Muren efter ca. 200 meter. -Så ja, jeg overvejer at komme i bedre form så jeg, om behovet skulle opstå, kan løbe for mit liv. Ikke meget drama queen over mig.
@ N ~
(also, @ R; @ P; @ any of my other friends abroad, basically :-)
So. I misplaced my rose tinted spectacles today, it would seem. I have a nasty chest cough which kept me up all night and has given me a headache. I don't have a sore throat, but I sure sound like I do - unfortunately, I don't sound like a sexy rock star who's had too many late nights - more like a hoarse frog ... Oh yes, and I have PMT.
Cue grumpy Tine. We don't really see enough of her, do we? I heard somewhere that it's important to feel your feelings when you ...ehm, feel them. I also read that Edward Snowden has declared privacy a thing of the past. So why hold anything back, I ask.
Today is Friday. It's 930 PM (at time of writing. not at time of publishing. almost certainly not at time of reading). I'm watching James Bond - my favourite James Bond, the ONLY James Bond if you ask me. Why, Daniel Craig, of course. Quantum of Solace. And filling the internet with random ramblings that only you would read (thank you!).
I was at work today - my one day of work during the Xmas break. Won't be back in the office until 2nd January. Next year. The phones were quiet, which was good. Most of the people I talked to told me to go home and drink warm tea. Or up the vitamin C intake. One mentioned rum. His advice I decided to follow.
So, which random ramblings, you ask? Well, a few were positive. Such as -
X wa-hey - all the money I've saved because I don't have a boyfriend to buy Christmas presents for. Not to mention all the mental energy I've saved. Boyfriends are, in my opinion, always a bit difficult to buy presents for - especially if it's a new boyfriend because not only would you like him to be a bit overwhelmed with what you've found for him; ideally you'd like the present to top everything every ex has ever given him before. Yeah. Good thing I don't have to go through that exercise.
X ...on the other hand, that also means there was no boyfriend buying presents for me. Hm. To rectify the situation I have decided to buy myself A Most Amazing (late) Christmas present. Only thing is, I can't decide on what I want.
X - so, no Xmas date for me either? Nope. Why not? Well, loads of reasons.
1. I can't really be bothered. Being single suits me - no lies there.
2. What would I do with a boyfriend? Where would I put him? No room in my house. Which, I have to confess, does puzzle me a bit. This house used to belong to my grandparents. They had four children. And yet, when I look round, all I can think is, there is no way I could squeeze a man and his belongings in here. But there's room for quite a few more books, and possibly also a kitten.
3. I only ever attract a) younger men (so sorry, Young Men of this World. I know you're hot an' all that, but I can't be doing with it. Terribly sorry) or b) married men. Not 100% sure why; I am not that much of a femme fatale (not at all actually), but there you go. I have to say, I do see a few advantages to married men: They don't ever insist on moving in with you. They can't go on holidays with you, so you're free to do your own thing. And all in all, they don't take up too much of your time or the space in your home - having, of course, a family and a home of their own to attend to. I can think of quite a few disadvantages as well ...
X - you know, I never really get Quantum of Solace. Even though I've seen it twice.
X - I'm going somewhere exotic in January. More to be revealed ... (cliffhanger)
X - People who don't get out of the overtaking lane when they're done overtaking slower vehicles piss me off. Inordinately. Today, anyways.
X -My neighbours chucked out their Christmas tree two days ago. Mine is still up, and still Magic
X - My random ramblings are not the same when I'm thinking in English as they are when I'm thinking in Danish. Also, the venting is beginning to work.
X - However, one thing I'm considering in both languages is getting a hobby. Besides Christmas. Am thinking of taking up running. Not because I want to lose weight or anything (although I wouldn't mind ...) But because I've watched enough movies to know that it is quite a normal thing for normal people to suddenly be chased by aliens or government agents with license to kill, and I'd like to be able to run for my life without collapsing after 100yds. What? Don't the fitness gurus all say "find out what motivates you" ??? Was that not what they meant?
X - my sister says, stop writing blog posts that don't make any sense. So I will. Rant over. Byeeee :-)
Romjula (eller Romjulen, lidt afhængigt af dialekt) er norsk, og navnet for den periode vi befinder os i nu, nemlig mellem Jule-helligdagene og Nytåret.
Rant er engelsk, og beskriver vel kort sagt en vrissen monolog.
Dermed skulle stemningen for dagens indlæg vist være sat. Jeg har dog udvidet begrebet "Romjul" en anelse, og spædet min Pepsi Max op med en sund dosis af Captain Morgan. Skål!
Jeg er jo sædvanligvis et glad barn (JO:JEG:ER) men lige netop i dag er jeg PMS-vranten, det pisregner, og jeg tabte en halv dåse cola ned på min sko i morges. Dertil kommer, at min stemme på sær vis har forvandlet sig til en hæs kvækken, desværre ikke helt på den sexede rockstjerne-facon, og at jeg har fået hovedpine af at hoste.
Og da jeg har læst et eller andet sted på nettet, at man skal favne sine sindsstemninger, og et andet sted på nettet har set Edward Snowden udtale, at unge i dag vil vokse op helt uden privatliv (og jeg regner klart mig selv med til "de unge". Hvad ellers?), så er det oplagt at hælde sit vrisne hoved ned i tastaturet, så I alle kan få glæde af det. Bare rolig; jeg er ikke KUN sur. Jeg har også haft glade tanker i dag. For eksempel:
X Det er totalt WIN at man ikke skal ud og købe Julegaver til en kæreste. Ikke alene vejer kærester tungt på Julegave-budgettet; de sætter også opfindsomheden under pres, fordi det skal være en Ganske Særligt God Gave. Da især, hvis det er en relativt nyanskaffet kæreste, for så skal gaven i hvert fald være bedre end noget som helst nogen som helst af hans eks'er har givet ham.
X Downside: man får heller ikke selv nogen kæreste-gaver. Og de plejer ellers også at være i den gode ende.... hmmm...
X Så derfor har jeg bestemt mig for, at jeg vil købe en (lidt forsinket) rigtig god Julegave fra mig selv til mig selv; fx. med den formue jeg har sparet ved ikke at have nogen kæreste. Eneste problem er, at jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg ønsker mig ...
X Hvis nogen spørger hvorfor jeg ikke har en kæreste, er der mange gode svar.
Det mest iøjnefaldende er, at jeg ikke rigtig gider.
Det andet er, at jeg ikke rigtig har plads (forstår det ikke helt selv. Det hus, jeg bor i, tilhørte i fordums tid mine bedsteforældre, og de havde fire børn. Ikke desto mindre kigger jeg mig ofte omkring og tænker, at der på ingen måde kan squeezes en kæreste ind hér. Men gerne nogle flere hyldemeter bøger, og måske en kat).
Et mere mystisk svar er, at jeg primært tiltrækker a) yngre mænd (undskyld. Ved godt, I er hotte osv. Men jeg magter det ikke rigtigt. Undskyld igen) og b) gifte mænd. Ja, ikke DIN mand. Men de andres. Nogle af dem. Og omend der unægteligt er store fordele ved gifte mænd - de flytter for eksempel ikke ind, de kræver ikke fælles-ferier, og de optager i det hele taget ikke for meget af din tid, fordi de lissom også har et ægteskab at passe - så er der nogle temmelig omfattende ulemper også. Hvilket bringer os tilbage til første svar; nemlig at jeg ikke rigtig gider.
X Jeg tog bilen på arbejde i dag, fordi jeg havde lyst til at køre lidt stærkt. Det gik wældig fint i morges - i eftermiddags var det kun vinduesviskerne der kørte stærkt. Og pga føromtalte kvæk-stemme kunne jeg ikke engang udøve yndlingsdisciplinen, nemlig at synge meget højt og falsk til hvad der nu end er i radioen. Jeg troede ellers lige, jeg kunne lave en overbevisende Bonnie Tyler, aber nein.
X Til gengæld skal en eller anden radiostation (sikkert Skala FM, Kolding) have point for at disko-fade to numre ind/ud af hinanden med en stilsikkerhed, jeg ikke har kendt mage til siden jeg gik på Diskotek Tordenskjold i mine meget unge dage. Pharfar's "La' mig rulle dig" forvandledes med fingersnild skruen-op-og-ned-og-lidt-ekstra-bas til .... Lambada-sangen.
Holy mother of god.
X Jeg har af-julet kontoret i dag, og er allerede nu ved snedigt at planlægge, hvordan min etage kan få fingre i Den Gode Kasse med Julepynt næste år. Vi har nemlig 2 kasser, farvekoordinerede. En lilla/sølv, og en rød/guld, og den med rød og guld er møj, møj finere. Vi havde den i år; jeg vil ha' den igen næste år. Jegviljegviljegvil.
X Mangler muligvis, givetvis en hobby.
X I hvert fald noget andet at gå op i, de 11 måneder af året hvor jeg ikke lever og ånder JUL.
X Burde evt. begynde at løbe. Mange veninder og kolleger gør det. En del af dem lovpriser det endda. Jeg afskyr det. Men overvejer det alligevel, lidt. Ikke så meget fordi jeg gerne vil løbe DHL stafet. Eller tabe mig og få en smækker krop. Det er sådan set mest (kun) fordi jeg ved det samme som alle, der nogensinde har set en actionfilm: helt almindelige mennesker kan når som helst - NÅR SOM HELST, siger jeg! - komme ud for at opdage, at de har en hemmelig (glemt) fortid og/eller en uvurderlig viden og/eller Noget Nogen vil gøre ALT for at få fat i, og SÅ kommer skurkene efter dig (alternativt kommer der aliens efter dig), og så er det meget, meget skidt at ramme Muren efter ca. 200 meter. -Så ja, jeg overvejer at komme i bedre form så jeg, om behovet skulle opstå, kan løbe for mit liv. Ikke meget drama queen over mig.
The Perfect Man is constructed
of components from these men.
Plus a bit of unicorn dust.
Among other things.
@ N ~
(also, @ R; @ P; @ any of my other friends abroad, basically :-)
So. I misplaced my rose tinted spectacles today, it would seem. I have a nasty chest cough which kept me up all night and has given me a headache. I don't have a sore throat, but I sure sound like I do - unfortunately, I don't sound like a sexy rock star who's had too many late nights - more like a hoarse frog ... Oh yes, and I have PMT.
Cue grumpy Tine. We don't really see enough of her, do we? I heard somewhere that it's important to feel your feelings when you ...ehm, feel them. I also read that Edward Snowden has declared privacy a thing of the past. So why hold anything back, I ask.
Today is Friday. It's 930 PM (at time of writing. not at time of publishing. almost certainly not at time of reading). I'm watching James Bond - my favourite James Bond, the ONLY James Bond if you ask me. Why, Daniel Craig, of course. Quantum of Solace. And filling the internet with random ramblings that only you would read (thank you!).
I was at work today - my one day of work during the Xmas break. Won't be back in the office until 2nd January. Next year. The phones were quiet, which was good. Most of the people I talked to told me to go home and drink warm tea. Or up the vitamin C intake. One mentioned rum. His advice I decided to follow.
So, which random ramblings, you ask? Well, a few were positive. Such as -
X wa-hey - all the money I've saved because I don't have a boyfriend to buy Christmas presents for. Not to mention all the mental energy I've saved. Boyfriends are, in my opinion, always a bit difficult to buy presents for - especially if it's a new boyfriend because not only would you like him to be a bit overwhelmed with what you've found for him; ideally you'd like the present to top everything every ex has ever given him before. Yeah. Good thing I don't have to go through that exercise.
X ...on the other hand, that also means there was no boyfriend buying presents for me. Hm. To rectify the situation I have decided to buy myself A Most Amazing (late) Christmas present. Only thing is, I can't decide on what I want.
X - so, no Xmas date for me either? Nope. Why not? Well, loads of reasons.
1. I can't really be bothered. Being single suits me - no lies there.
2. What would I do with a boyfriend? Where would I put him? No room in my house. Which, I have to confess, does puzzle me a bit. This house used to belong to my grandparents. They had four children. And yet, when I look round, all I can think is, there is no way I could squeeze a man and his belongings in here. But there's room for quite a few more books, and possibly also a kitten.
3. I only ever attract a) younger men (so sorry, Young Men of this World. I know you're hot an' all that, but I can't be doing with it. Terribly sorry) or b) married men. Not 100% sure why; I am not that much of a femme fatale (not at all actually), but there you go. I have to say, I do see a few advantages to married men: They don't ever insist on moving in with you. They can't go on holidays with you, so you're free to do your own thing. And all in all, they don't take up too much of your time or the space in your home - having, of course, a family and a home of their own to attend to. I can think of quite a few disadvantages as well ...
X - you know, I never really get Quantum of Solace. Even though I've seen it twice.
X - I'm going somewhere exotic in January. More to be revealed ... (cliffhanger)
X - People who don't get out of the overtaking lane when they're done overtaking slower vehicles piss me off. Inordinately. Today, anyways.
X -My neighbours chucked out their Christmas tree two days ago. Mine is still up, and still Magic
X - My random ramblings are not the same when I'm thinking in English as they are when I'm thinking in Danish. Also, the venting is beginning to work.
X - However, one thing I'm considering in both languages is getting a hobby. Besides Christmas. Am thinking of taking up running. Not because I want to lose weight or anything (although I wouldn't mind ...) But because I've watched enough movies to know that it is quite a normal thing for normal people to suddenly be chased by aliens or government agents with license to kill, and I'd like to be able to run for my life without collapsing after 100yds. What? Don't the fitness gurus all say "find out what motivates you" ??? Was that not what they meant?
X - my sister says, stop writing blog posts that don't make any sense. So I will. Rant over. Byeeee :-)
Saturday, 7 December 2013
7 December - Pyha
Et tog! Mit kongerige for et tog!!!
Det er almen viden, at jeg er glad for ting, der kører på skinner. Sæt mig af i en vilkårlig storby; hvis der er en metrostation i nærheden, skal jeg nok finde vej.
Busser, derimod.... Puh, det er en helt anden snak. Jeg ved ikke lige hvad det er med mig og busser, men god karma er der i hvert fald ikke tale om. Belært af tidligere erfaringer er jeg derfor gerne bevæbnet med Plan A, B, og gerne også C, når jeg begiver mig ud noget offentlig trafik der involverer buskørsel.
Men ak. Selv de bedste planer kan slå fejl.
Først havde jeg det sjovt, så jeg missede en bus. Men det var ikke aftenens sidste forbindelse, så kein panik. I den mørke decembernat trissede jeg derfor i god tid mod busstoppestedet for at fange næste vogn. Men så begyndte det at falde lidt fra hinanden. Først kørte en bus lige forbi stoppestedet. Jeg kunne ikke helt regne ud, om det var fordi den var så proppet som den var, eller om min dårlige buskarma gjorde, at jeg havde overset at den ikke skulle standse ved dét stoppested sent om aftenen. Men frygt ej - der var en bus lidt efter, som ganske vist gjorde at jeg ville have en smule travlt for at fange mit tog, men det var dog ladsiggørligt.
Den bus valgte så ikke at dukke op.
Så var der plan C, som involverede en vandring til et andet busstoppested og en rutebil søndenud af byen, så jeg kunne fange toget på næste station. Denne bus var dog stærkt forsinket - og pga min dårlige buskarma havde jeg ikke lige taget højde for, at der var mange - ræddi ræddi mange - som ville med den bus en fredag aften i december. Så den var fyldt til bristepunktet - og der kom flere på ved hvert.eneste.stoppested. Og den blev mere og mere forsinket. Og jeg havde en meget grum fornemmelse af, at mit tog nok ikke var forsinket.
På dette tidspunkt var jeg ikke alene tiltagende ædru igen men også nærmest blå som en smølf af arrigskab over hvorledes mine planer faldt fra hinanden i alfabetisk rækkefølge. For nu havde jeg ikke bare en højlydt snorkende sidemand, men også udsigt til 2 timers ventetid på en kold og mørk Skanderborg station.
Så jeg trak nødkortet - og ringede hjem og spurgte om mine forældre eventuelt kunne forestille sig at hente mig i Skanderborg i stedet for Vejle.
Og mine forældre - de dejlige, gode, rare mennesker - er jo hvad køreture angår af den opfattelse at "det rager æ' vidt", så de sagde ja, og jeg slap med at vente cirka et kvarter i Skanderborg før limousinen svingede op foran stationen og kunne fragte mig hjem.
MANGE, MANGE TAK!!
- Og hvad lavede jeg så ude i den offentlige transport en sen fredag aften, tænker du nok.
Well, det var fordi jeg var blevet brændt af (IKKE af en date), og derfor endte med at tage til den firma-julefrokost det ellers slet ikke var meningen jeg skulle have været med til. Og efter sådan en kan jeg i hvert fald ikke selv fragte mig hjem. Det var noget med noget portvin (en svaghed). Og et festudvalg, som ud over at lægge beslag på alle lyskæderne også havde indkøbt Linie Aquavit, hvilket er den eneste snaps jeg kan drikke. Hvad jeg så gjorde - gerne ledsaget af et "Heia Norge!" i stedet for "skål". En stor aften for Indre Lecia.
Ohdeargod. Jeg dansede endda - hvilket er et ømt syn hvis man skal være venlig. Jeg er ikke ligefrem den fødte danser, men jeg gør det gerne for det så utrolig morsomt, og så bilder jeg mig naturligvis ind at omgivelserne også synes det er skægt at se på (suk).
Mine kolleger - de har noget mere elegante moves end mig. Se bare (behørigt anonymiseret, naturligvis :-)
Jamen altså. Tak. Og undskyld, sikkert.
- Og hvorfor var det så lige, at jeg insisterede på at tage helt hjem samme aften, i stedet for at overnatte hos en ven i Århus, tænker du sikkert også.
Well, dét er så fordi Bodil er en kælling.
For ikke alene angriber hun Julen (point til dr.dk for fængende overskrifter). Hun angreb også min garage:
Tagvinduer er en god ting - men helt så store behøver de ikke at være. Bodil fordelte med nænsom hånd mit tag rundt omkring i haven. Og i naboens have.
Så derfor: tak til Køkkenfaster, som brugte en pæn del af sin fødselsdag på sammen med min mor og far at rydde haven op, mens jeg var på arbejde. Og tak til min far og hele byens Lars (hurra for gode naboer), som har været dagens helte og sat spærrene op igen, så de kunne sømme en kæmpe presenning op.
Der er nogen, der fortjener store Julegaver i år. Og det er æ' Bodil og busserne.
@ N ~ so yeah. The storm. It very kindly re-distributed half of the roof of my garage all over my lawn + in the neighbour's garden. :-(
And the office Christmas party. I went. I danced. I drank way too much. I caught a bus to the station, but it was running so late that I missed the last train home, so I ended up calling my parents and they drove 45 minutes to come and get me.
Today, my dad and a neighbour were up on the roof to put some of the rafters back up so they could put a giant piece of tarpaulin over my new "involuntary sky light".
I am surrounded by everyday heroes :-)
Det er almen viden, at jeg er glad for ting, der kører på skinner. Sæt mig af i en vilkårlig storby; hvis der er en metrostation i nærheden, skal jeg nok finde vej.
Busser, derimod.... Puh, det er en helt anden snak. Jeg ved ikke lige hvad det er med mig og busser, men god karma er der i hvert fald ikke tale om. Belært af tidligere erfaringer er jeg derfor gerne bevæbnet med Plan A, B, og gerne også C, når jeg begiver mig ud noget offentlig trafik der involverer buskørsel.
Men ak. Selv de bedste planer kan slå fejl.
Først havde jeg det sjovt, så jeg missede en bus. Men det var ikke aftenens sidste forbindelse, så kein panik. I den mørke decembernat trissede jeg derfor i god tid mod busstoppestedet for at fange næste vogn. Men så begyndte det at falde lidt fra hinanden. Først kørte en bus lige forbi stoppestedet. Jeg kunne ikke helt regne ud, om det var fordi den var så proppet som den var, eller om min dårlige buskarma gjorde, at jeg havde overset at den ikke skulle standse ved dét stoppested sent om aftenen. Men frygt ej - der var en bus lidt efter, som ganske vist gjorde at jeg ville have en smule travlt for at fange mit tog, men det var dog ladsiggørligt.
Den bus valgte så ikke at dukke op.
Så var der plan C, som involverede en vandring til et andet busstoppested og en rutebil søndenud af byen, så jeg kunne fange toget på næste station. Denne bus var dog stærkt forsinket - og pga min dårlige buskarma havde jeg ikke lige taget højde for, at der var mange - ræddi ræddi mange - som ville med den bus en fredag aften i december. Så den var fyldt til bristepunktet - og der kom flere på ved hvert.eneste.stoppested. Og den blev mere og mere forsinket. Og jeg havde en meget grum fornemmelse af, at mit tog nok ikke var forsinket.
Tine n'aime pas le night bus
På dette tidspunkt var jeg ikke alene tiltagende ædru igen men også nærmest blå som en smølf af arrigskab over hvorledes mine planer faldt fra hinanden i alfabetisk rækkefølge. For nu havde jeg ikke bare en højlydt snorkende sidemand, men også udsigt til 2 timers ventetid på en kold og mørk Skanderborg station.
Så jeg trak nødkortet - og ringede hjem og spurgte om mine forældre eventuelt kunne forestille sig at hente mig i Skanderborg i stedet for Vejle.
Og mine forældre - de dejlige, gode, rare mennesker - er jo hvad køreture angår af den opfattelse at "det rager æ' vidt", så de sagde ja, og jeg slap med at vente cirka et kvarter i Skanderborg før limousinen svingede op foran stationen og kunne fragte mig hjem.
MANGE, MANGE TAK!!
- Og hvad lavede jeg så ude i den offentlige transport en sen fredag aften, tænker du nok.
Well, det var fordi jeg var blevet brændt af (IKKE af en date), og derfor endte med at tage til den firma-julefrokost det ellers slet ikke var meningen jeg skulle have været med til. Og efter sådan en kan jeg i hvert fald ikke selv fragte mig hjem. Det var noget med noget portvin (en svaghed). Og et festudvalg, som ud over at lægge beslag på alle lyskæderne også havde indkøbt Linie Aquavit, hvilket er den eneste snaps jeg kan drikke. Hvad jeg så gjorde - gerne ledsaget af et "Heia Norge!" i stedet for "skål". En stor aften for Indre Lecia.
Ohdeargod. Jeg dansede endda - hvilket er et ømt syn hvis man skal være venlig. Jeg er ikke ligefrem den fødte danser, men jeg gør det gerne for det så utrolig morsomt, og så bilder jeg mig naturligvis ind at omgivelserne også synes det er skægt at se på (suk).
Mine kolleger - de har noget mere elegante moves end mig. Se bare (behørigt anonymiseret, naturligvis :-)
My colleagues have got the moves like Jagger
Jamen altså. Tak. Og undskyld, sikkert.
- Og hvorfor var det så lige, at jeg insisterede på at tage helt hjem samme aften, i stedet for at overnatte hos en ven i Århus, tænker du sikkert også.
Well, dét er så fordi Bodil er en kælling.
For ikke alene angriber hun Julen (point til dr.dk for fængende overskrifter). Hun angreb også min garage:
After the storm
Tagvinduer er en god ting - men helt så store behøver de ikke at være. Bodil fordelte med nænsom hånd mit tag rundt omkring i haven. Og i naboens have.
Where the roof of the garage ended up
Så derfor: tak til Køkkenfaster, som brugte en pæn del af sin fødselsdag på sammen med min mor og far at rydde haven op, mens jeg var på arbejde. Og tak til min far og hele byens Lars (hurra for gode naboer), som har været dagens helte og sat spærrene op igen, så de kunne sømme en kæmpe presenning op.
My repair team
Der er nogen, der fortjener store Julegaver i år. Og det er æ' Bodil og busserne.
@ N ~ so yeah. The storm. It very kindly re-distributed half of the roof of my garage all over my lawn + in the neighbour's garden. :-(
And the office Christmas party. I went. I danced. I drank way too much. I caught a bus to the station, but it was running so late that I missed the last train home, so I ended up calling my parents and they drove 45 minutes to come and get me.
Today, my dad and a neighbour were up on the roof to put some of the rafters back up so they could put a giant piece of tarpaulin over my new "involuntary sky light".
I am surrounded by everyday heroes :-)
Garage roof finds new career as
game of giant Mikado
Subscribe to:
Posts (Atom)