Torsheh Tareh - iransk spinat&æggebørge

Non-food-bloggen haster videre med flere opskrifter - wahey! Denne her ville Skipper Skræk nok kunne lide; der er masser af spinat i.

Jeg spurgte i øvrigt, hvad Skipper Skræk hedder i Iran. Svar: Popeye. :-/

Ingredienser:

1 eller 1½ hvidløg (ja, vi er ikke karrige med det herhjemme.)
1 spsk mel
½ tsk gurkemeje
Virkelig meget spinat (som på spinat-agtig vis skvatter sammen og fylder en brøkdel)
3 æg

Voila, we're off:

Skyl spinaten. Sæt til side.

Pres hvidløgsfeddene og steg dem lidt i noget olie. Ikke vær nærig med olien, det skal dække hele bunden af gryden. Hæld ½ tsk gurkemeje over og lad det simre lidt. Rør 1 spsk mel i.

Hvis du synes, du ser noget der ligner forårsløg

nede i gryden, så har du ret. Det er ikke

for at forvirre at jeg ikke har skrevet dem på

listen over ingredienser; de røg bare i fordi vi

lige havde nogen vi skulle have brugt.

Nu er der kommet gurkemeje og mel i, røre-røre-røre

Og så skal der spinat i. Hvor meget? Ummm, en hel del. Hvis du køber en pose babyspinat, kan du roligt hælde det meste i. (Men hvis du kan få fat i noget voksenspinat, så smager det altså af lidt mere synes jeg.)

Når du har proppet gryden ret så fuld mosler du det lidt rundt (så snasket i bunden bliver blandet lidt med spinatbladene). Og så skal det nærmest dampes. Spinaten er skyllet så der hænger noget vand ved; smæk låget på og lad det stå ved rimelig lav varme en 5-10 minutters tid. Så hælder du 2-3 dl. vand ved og så skal det koge i et stykke tid til noget af vandet er fordampet og resten er blevet sådan lidt tykt i det. Giv det også et skud salt&peber.

Cirka sådan her skal det gerne se ud, men det skal

altså op og koge.

(Og så er det lidt pænere i virkeligheden; mit kamera er ikke specielt dygtigt til at fange den grønne farve nede i gryden hvilket egentlig er lidt uheldigt til dette projekt, eftersom en hel del iransk mad er grønt. De er krydderurt-fetichister dernede.)


Så pisker du de 3 æg sammen i en skål med lidt salt og peber og hælder det oven på spinatmisk-masket.  Skru ned på lav varme, sæt låg på, vent 10-15 minutter. Æggemassen stivner og så puffer den også lidt op.

Ze Pouring of ze Eggs

Nu er den ved at være der... (har stået under låg i

lidt over 10 minutter)

Tør man skrive det? "Aftenens tallerken" :-)

Det spises med ris til, som næsten al anden iransk mad. Det gyldenbrune du kan se til højre, oven på risene, er kartofler og tah-dig, og de er begge to en del af den særlige disciplin som hedder At Koge Ris på Iransk.

Dén disciplin vil jeg gerne skrive lidt mere om, men jeg kløjs lidt i beskrivelserne, så nu tænkte jeg lige jeg ville varme op med et par andre opskrifter først.  After all, det er jo nærmest en af de 5 søjler indenfor iransk mad (ved ikke lige hvad de fire andre skulle være, men ris er i hvert fald très très important, så meget er jeg da klar over).

Ud over at spise temmelig meget og drikke en del mere rødvin end jeg plejer, så har jeg også taget initiativ til at oprette en Maximum Security Zone i vores hus. Det er ude i gangen. Dér findes nu de sikreste kvadratmeter i Århus og omegn. MSZ er foranlediget af, at der blandt Svigermors mange gaver fandtes et "Det Gode Øje" - en slags smykke som kan afværge Onde Øjne. Det blev hængt op over døren ind til stuen. Og så kom jeg i tanker om, at jeg for en del år siden havde hjembragt "Fatimas Hånd" fra Israel. Den har ca. samme virkning, så den blev hængt op over hoveddøren. Jeg tænker, at så kan der nok ikke tilstøde os noget ondt!

Så fint de hænger! I får lige et nærmere kig:

Den mørke side

Da jeg var lille, samlede jeg på snegle. Og regnorme (som jeg gik rundt med i hånden, som en ret så levende buket).  Mine snegle boede som regel i en lille plastikspand, en lågløs spand vel at mærke. Engang vi skulle spise hos min Farmor havde jeg mine kæledyr med, og uden at tænke over det - og uden at nogen bemærkede det - satte jeg spanden fra mig i køkkenet, før vi gik ind i stuen og spiste.  Da vi kom ud igen var der snegle alle steder - på vinduet, op af væggene, på køkkenbordet. Fascinerende. Og Farmor blev ikke sur :-)

Dengang som i dag er det dem med hus, jeg er glad for. Gule, stribede, brune, vinbjerg - de er mine venner, alle sammen.

"Nøgne" snegle, derimod - dem har jeg vist nævnt flere gange - får det værste op i mig. Dræberen. Hævneren. Den Etniske Udrenser. Morderen. Udrydderen.

Bevæbnet med mini-pølsetang og lommelygte sniger jeg mig rundt i den mørke have. Angriber tavst og uden nåde. Kun af hensyn til et eventuelt liv efter dette prøver jeg at aflive dem på en relativt human måde - hurtigt, og så jeg er sikker på at de DØR og ikke bare ligger og lider. Hvilket med min tyske grundighed vil sige, at jeg myrder dem hele 3 gange.

Først den mekaniske, fysiske, voldelige metode: Mas! Klem! Hak! Pølsetangen har mangt et snegleliv på samvittigheden. De snegle der bor i min have er heldigvis meget unge(barnemorder! usling!) og deres små slimede kroppe er lette ofre. Jeg bilder mig ind, at de ikke når at mærke noget...

Dernæst den kemiske metode: NaCl. Natriumklorid. Altså, salt. Hvis nu de ligesom regnorme kan leve videre i 2 stykker (gyse)

Til sidst overhælder jeg den klamme blanding af salt og tve-delte snegle med kogende vand, og så genstår det sidste problem: hvor fanden gør jeg nu af dét?  Min løsning er at lade det stå (i et gammelt syltetøjsglas med låg på) til dagen efter når det er blevet lyst, og så hælde det ud så langt fra egen matrikel som muligt. Som regel i parken, hvor det alligevel vrimler med snegle. Måske de bliver skræmt væk af det dystre eksempel; jeg tvivler desværre.

So there you have it. Jeg køber øko-kyllinger, samler mariehøns når der skal fjernes bladlus (har faktisk købt lusespray men fik SÅ dårlig samvittighed første gang jeg brugte det), og prøver virkelig at reduce-reuse-recycle alle de steder jeg kan. Men når alt kommer til alt, er jeg et Grumt Menneske.

Siger Snegl-Zilla.

Afsted paa ciklen

Nu er jeg jo ikke den ivrigste motionist. Men en cikeltur i pensionisttempo rundt om Brabrandsøen, dét brys jeg mig om.

Vil du med? Vi starter nede ved Brabrand Kirke, som nok er det pæneste sted man kan blive stedt til hvile i Århus. De spøgelser, der bor her, har en fantastisk udsigt.

Afsted det går, bare ud og juller' med benern'. Men der skal holdes fotopause - tit! Der er køer - og høns - og fiiiine køkkenhaver:

Lidt senere møder man sovende stude - og andemor med ællinger

Så tog vi et lille svinkeærinde til Natursamarbejdet i Brabrand, hvor de har småbitte "andelshaver" til vuggestuer og den slags (stor forskel på arbejdsindsatsen fra institution til institution, bemærkede Indre Helga) - og klappegrise (som dog ikke tog imod visit den dag). Og skønne, skønne høns -og hans- og kaniner.

"Vil du være min ven?"

(eller måske: "Har du mad?")

Og pludselig så vi Brabrand Kirke igen, og 10 kilometer var forsvundet under hjulene helt uden at jeg havde opdaget det. Desværre også uden at jeg havde fået pulsen nævneværdigt op, altså bortset fra da vi så ællingerne. Men skidt pyt, dejlig tur.

Afslutningen på cikel-turen var også afslutningen på ferien. Nu er det tilbage på pinden; jeg egner mig altså bedre til at holde fri, eller i hvert fald burde jeg have en kortere arbejdsuge. Forholdet 4/3 forekommer mig meget bedre end 5/2.  Jeg er vist ikke helt på Helle&Villys hold her. Nok desværre heller ikke helt på min bankrådgivers hold :-(   Men ejjjj hvor ville det være rart. Det er sådan en tanke jeg går og luner mig ved, når jeg prøver at tænke lidt frem i tiden, og hvordan jeg gerne vil leve, og sådan noget. Høns skal der helt sikkert til!

Og mens jeg venter, og planlægger luftkasteller, tager jeg lidt af haven med på arbejde:

Ghalieh Mahi - en iransk fiskeret

Ikke-food bloggen debuterer hermed med en fiskeret fra området ved den persiske golf. God til fiskehadere, fordi den ikke smager specielt meget af fisk. God til folk som har travlt, fordi den tager under en halv time at lave.

Ingredienser:

1 hvidløg (man er vel perser...)
1 tsk gurkemeje
½ tsk karry
2 grydeskefulde (med top) tørret bukkehorn
1½ grydeskefulde (igen med top) tørret koriander
2 spsk hvedemel
ca. 3/4 l. vand
1/3 pakke tamarind
500g hvid fisk, fx. hellefisk eller mørksej

Tørret bukkehorn, tørret koriander og tamarind fås som regel hos en...hvad hedder de i dag? Etnisk købmand? Ugandabiks? Udenlandsk madpusher? Ikke Dagli' Brugsen i hvert fald.

Til en start opløses tamarind i vand. Det skal ligesom mases ud med fingrene, og kan desværre godt se ud som om man er ved at mase en bæ. Point for smag, ikke for udseende.

Smukt ser det ud...

Men det kan ikke nytte noget.

I med fingrene, og massér blidt. Tænk på

noget andet imens...

(Eller nyd det lidt, i al hemmelighed)

Sådan ser det ud, når tamarind'en er helt opløst

i vandet. Det grønne ved siden af er friske urter -

for man kan sagtens lave det med friske

urter. Naturellement. Men good luck med at

finde frisk bukkehorn hos en dansk grønthandler :-(  de

har det ikke engang i bazaren.

Sæt det nu smukt lysebrune vand til side. Hæld olie i bunden af en gryde og sæt den på mellem varme. Ikke spare på olien - det bruger vi ikke i det iranske køkken! Bunden skal være dækket, og så presser du et hvidløg ned i det. Bemærk venligst, at der står "et hvidløg". Ikke "et hvidløgsfed". Steg det lidt og nyd duften! Drys 1 tsk gurkemeje og ½ tsk karry over hvidløgene og rør rundt. Nyd duften lidt mere.

Når bare man indtager nok hvidløg,

lugter det ikke så slemt.

Håber jeg.

Nu kommer du de tørrede (eller friske) urter i. Rør godt rundt, og hvis det virker lidt tørt, er det nok fordi der skal lidt mere olie i. Så det hælder du bare i. Når det har "stegt" lidt, drysser du 2 spsk mel i og rører rundt. Jeg vil tro, det lidt følger samme principper som når man laver en bechamelsovs?

Salt og peber i, og nu skal du bruge det mudrede vand tamarind-vandet fra før. Hold et dørslag eller en si over gryden og hæld vandet igennem det. Sien fanger de der skaller, som er i tamarinden.  Hvis du har et indre krigsbarn (som min svigermor) så squeeeeeezer du skallerne for lige at få det sidste med.

Så rører du godt rundt og bringer hele molevitten i kog. Det skulle på nuværende tidspunkt gerne se ungefär sådan her ud:

Når det er kommet i kog skruer du ned på halv varme eller deromkring. Skær fisken i stykker (ikke for store - omtrent som en tændstikæske; sådan i haps-størrelse) og kom den i. Lad det simre i 15-20 minutter. Og spis det med ris til.

PS - korianderhadere kan godt spise det her. Sådan en er jeg nemlig.

Roser

...og en buket fra grøftekanten:

PS - iransk opskrift under udarbejdelse. Er der nogen, udover de rigtige food bloggere, der ved hvor besværligt det er at skrive en opskrift så man tror den vil give mening for andre?   - Og er der nogen, der har prøvet at tolke opskrifter fra en Mesterkok med et helt andet modersmål - som i øvrigt ikke rigtig gør i det der med opskrifter og helst anvender måleenhederne "sjat", "drys" og "noget"? Jeg tror ikke jeg har gaver for den slags, men der er som sagt noget in the works. Wish me (more) luck.

Keeping promises

Man skal holde hvad man lover. Da især når man gør det skriftligt, et sted hvor Alle Mulige kan læse det, og holde en op på det.

Det er ikke iransk mad jeg tænker på lige nu, men mere slutbemærkningen i forrige indlæg, skrevet for 3 dage siden, som jeg afsluttede med ordene: "[...] og raidet et planteudsalg. Mere om det i morgen". Hah! Som om jeg skriver indlæg hver dag! Eller kan huske, hvad jeg har skrevet. Gad vide hvor mange gentagelser, der egentlig er allerede? Eller hvor mange indlæg der ikke bliver skrevet, fordi jeg tror jeg har skrevet det? Gad vide om rigtige bloggere husker sådan noget?  Anyway, I digress. Det var det planteraid vi kom fra.

Her i Århus har der de sidste par år (eller muligvis mere?) været et planteudsalg hvert forår; nogen personer køber planter som var det vor sidste dag i Eden og sælger-sælger-sælger til de ikke har flere. Og så lukker de.

Jeg kom forbi et par dage før lukkedagen; planterne var ved at være noget trætte i det, men til gengæld var der 50% rabat på alt. Det synes jeg godt om. Så på selve lukkedagen svingede jeg forbi igen, og eftersom hvad-der-er-sparet-er-jo-lissom-tjent havde fået godt fat i mig, kastede jeg blomster og planter i kurven like a krazy woman. Men ellers var de jo blevet smidt ud! Eller var kommet til dårligere hjem! Det kan vi ikke have. Og hvor træt en opstammet rose til 149,- end ser ud, så er en rabat på 139,- rigeligt til at overbevise mig om, at den nok skal komme sig under min kærlige pleje. Og en citrusplante til samme pris får mig ganske til at glemme, hvor kold og våd denne sommer har været hidtil. Glad ser jeg for mig, hvordan min terasse vil forvandles til eksotisk middelhavsmiljø, og flår til mig af varerne. En vinstok, siger du? Jamen den hører da naturligt hjemme her (forventer selvforsyning indenfor 2-3 år)

Ingen billeder af de der opstammede roser, forresten. Dét billede blev nemlig taget på højkant, og selv om jeg har vendt det rigtigt i den mappe, det ligger i, så "ligger" det ned når jeg indsætter det her. Åbenbart langt over min kunnen.

Men nu har jeg da holdt hvad jeg lovede.  Så nu håber jeg, at jordbærrene gør det samme...

Ceci n'est pas une foodblog

- men da jeg nu har Svigermor på besøg fra Iran i 3 måneder, og der derfor er udsigt til en del flere interessante retter på spisebordet end sædvanlig - så kunne det jo være man skulle dele lidt ud? Hvis jeg nu lover at tage bedler & notater efter bedste evne, og så skriver løftet hér, i fuld offentlighed, foran min samlede talstærke læserskare, tror I så ikke jeg kan tage mig sammen og udvide repertoiret lidt?  Jeg tror jeg vil prøve.

To be continued...