Review: Air France - changing flights at Paris CDG Terminal 2

(Dansk version nederst)

Paris CDG has for many years had a reputation of being big (it is!), very French (it is, but not in a bad way at all), and a difficult place to change flights (it isn't).

I found it to be a lot better than its reputation - and also a lot quicker than I'd ever thought it would be. My time from gate to gate was less than 30 minutes, and I walk at an extremely leisurely pace. One of my travelling companions said he did it in 18 minutes, but I'll save that for when I'm in a hurry.

It must be said that Paris Charles de Gaulle Airport is a very big place indeed. Lookie here:

If you are flying Air France, you need only focus on the bottom half of the map - Terminal 2:

Going from left to right, you have Terminal 2A-B-C-D - the oldest part of T2. Then there is the middle bit, with the railway station and the Sheraton hotel, and then you come to Terminal 2F (the top one with the two piers) and Terminal 2E (the bottom one), to which belongs piers/Hall K and L and M, and then all the way out to the right, you have Terminal 2G.  All Air France's flights are now in 2E-F-G.

All these many terminals is of course why people find it tricky - but the sign posting is really good, AND there are many people to help you along.

There are some things you can do even before you leave home: check your itinerary (or the airport web site) to see which terminal your inbound flight arrives at and which terminal you're flying out of. Then there is a really handy transfer guide on the web site which shows you exactly how to get to the right gate:

http://www.aeroportsdeparis.fr/ADP/en-GB/Passagers/Access-maps-car-parks/guide-connecting-flight/

We were transferring from 2G to 2E - we didn't know if our flight out would be from the K, L, or M gates though.

On arrival at 2G, we checked the information screens and saw we were boarding from gate L42. Actually, we hadn't even needed do that - before passport control, the guy checking our boarding passes told us we should go to Hall L. The queue for passport control was short, and the buses were right outside. When transferring from 2G to 2E on the bus, you remain airside, which means you don't need to go through security check again. If you're transferring between 2G and 2F, you do exit and have to go through security check when you get to your next terminal, and that will take a bit longer.

Our arrival at 2G was right on time, and as said, less than 30 minutes later we were at our departure gate. Next to which they had a Ladurée stand. Sigh. Macarons, anyone?

Note: if you're transferring to other airlines - especially those outside the Sky Team alliance, which may depart from Terminal 1 or 3, you should allow much more time for your transfer. Not only is the bus ride between terminals longer, you may not be able to check your bags through, so you might need to re-check at CDG. As my AF/KL contact, who was our host on this trip would say, "but why on earth would you fly anything other than Air France out of CDG" ;-)

Jeg sælger en del billetter med både KLM og Air France, og en ting jeg ofte hører er, at folk meget gerne vil slippe for at skifte fly i Paris Charles de Gaulle - lufthavnen er stor, fransk på en træls måde, og bøvlet.  Oui, den er meget stor, oui, den er trés francais men ikke på nogen dårlig måde, og non, den er faktisk ikke bøvlet.  Kan jeg sige nu, efter at været en tur igennem.

Alle Air France's afgange er nu i Terminal 2 E-F-G.  De to "vertikale" til højre for midten er "satellitter" til 2E.  Der er masser af afgangsskærme og skilte dernede, så man behøver ikke at gøre noget hjemmearbejde - men hvis man vil, kan man gå ind på lufthavnens hjemmeside dagen før afgang og checke i hvilken terminal man lander, og hvor man flyver ud fra (klik HER) - og så har de en meget nem step-by-step guide HER, som viser præcis hvordan man kommer fra det ene sted til det andet.

Vi landede til tiden i 2G (helt ude til højre på billedet). Inden paskontrol stod der en fyr og checkede boardingpass og fortalte, at vores fly til St Maarten gik fra en L-gate (vi havde checket det på skærmene, men fik det altså også "serveret"). Køen til paskontrol var meget kort, og busserne holdt lige uden for. Efter en kort bustur (5-10min) holdt vi ved Hall L, og kunne tage en elevator op til afgangshallen. Det tog under 30 minutter, vel at mærke i mit ekstremt magelige tempo, fra gate til gate.

(Hertil skal nævnes, at når man skifter fra 2G til 2E forbliver man "airside" og skal altså ikke gennem nogen sikkerhedskontrol. Skifter man fra 2G til 2F, hvis man f.eks. flyver Billund-Paris-Madrid, så kommer man ud på "landside" og skal dermed gennem security check når man kommer til 2F  -  og det tager naturligvis lidt længere tid, men er altså ikke mere besværligt)

Konklusion: det er blevet meget nemt at skifte fly i Paris. Jeg må bare advare om, at de sælger lækre macarons inde i afgangshallen ....

PS - der er 15 minutters gratis wifi i terminalen, så du kan nå at logge på facebook og prale med meddele, at nu er du kommet så langt :-)

PPS - denne skriv omhandler skift mellem Air France fly - hvis du skal videre med et andet selskab (især hvis det er et selskab som ikke er med i Sky Team alliancen) går disse ofte fra Terminal 1 eller 3, og så er 45 minutter ikke nok. Dels er det en noget længere bus-tur, og dels kan du måske ikke checke bagagen hele vejen igennem.  Spørg dit rejsebureau når du planlægger turen (for folk der arbejder på rejsebureau er både søde og kloge. Og pæne!). Eller gør som min ven fra Air France-KLM Danmark siger, og lad være med at flyve med de der andre selskaber ;-)

The Bucket List

Ikke at jeg egentlig dyrker det specielt meget - xx ting du skal nå før du dør. Men nu kan jeg krydse én ting af, som jeg har set på en del lister (nok de nørdede lister, men hey). Du kan se det lige her - videoen er ikke min, men den er et klik værd:




Jeg og nogle branchefæller var inviteret på en kort studietur med Air France-KLM, bl.a. med det formål selv at afprøve transit i Paris CDG lufthavnen (som har et middelmådigt ry hvad det angår - min (mere positive) version kommer i et senere indlæg), og også at bese deres Business Class, som for KLM's vedkommende er ved at blive opgraderet over hele flåden (og mere om det i et andet senere indlæg). Og destinationen blev altså St Maarten, hvor landingsbanen ligger lige ved stranden.

@ N ~ first installment from mini trip to St Maarten. Dedicated, of course, to "airport beach" where people can get a bad case of ADOA (Attention Deficit Oooh Aeroplane!) in no time at all.

Our hotel was right next to the airport beach; as you can imagine it gets quite a lot of business from plane spotters.  And people do line up; it is amazing to see the big jets gliding in just over your head. Or just over someone else's head, if you prefer a tiny bit of distance between yourself and the blast from the engines. According to the warning sign, the jet blast can "cause severe physical harm resulting in extreme bodily harm and/or death". Physical harm resulting in bodily harm, that is quite something.  Some loons hold on to the fence; personally I would not recommend that. You get the smell of jet fuel just fine, even if you're standing some way off.

De fleste fly letter i samme retning som de kom - altså VÆK fra stranden. Her får man altså ikke det fine syn - til gengæld kan man få en gratis sandblæsning. Jeg er lidt erhvervsskadet fra min tid i lufthavnen og turde altså ikke stå lige i blæset - jeg holdt mig et stykke ude i siden, og blev alligevel eksfolieret nydeligt bag på benene. Men jeg nåede at få et par fine skud af flokken:

The large aircraft generally take off in the direction away from the beach. The blast from 4 powerful engines is really extraordinary - I'm a chicken (who has worked at an airport) so I didn't want to stand directly behind it, but even so, my calves got sanded down nicely.  I did manage to get some lovely shots of the crowd - see how the sand and the water just get whipped up:

Ganz ehrlich: det var helt, helt fantastisk. Fuldstændig utroligt. Min indre nørd havde kronede dage.

Den allerstørste attraktion er KLM, for de flyver Boeing 747. Din ærede blogger er ingen undtagelse - da vi skulle hjem, var vi nogle stykker der efter incheck spadserede fra lufthavnen ned til stranden (en 10 minutters gåtur) og stillede os op sammen med flokken.

Main attraction: KLM. Because they fly the Boeing 747. Which just happens to be my personal favourite. So after we checked in for our flight home, a handful of us ambled back down to the beach (a 10 minute walk from the terminal) and lined up with the crowds.

And I can now cross one thing off my (non-existing) bucket list:

Right. That's it. We can die happy now (though

not right now, please)

Livstegn og en vag undren

Troede I, jeg var helt væk? 

Det gjorde jeg også lidt selv.  2014, som jo ellers bliver et fantastisk år, har fået lidt en sløv start. Egentlig er Januar jo sådan set hverken koldere eller mørkere end den plejer - men jeg er søvnig som en gris, og kan dybest set ikke lokkes af ret meget andet end min dyne (jo. Flybilletter til varme steder lokker også. Mere om det i et senere indlæg).

Og så var der lige Januar-forkølelsen; Nytårs-forkølelsens værdige arvtager. Mit legeme besluttede sig for at overstå den i etaper, så da jeg havde hostet mig gennem årsskiftet og min stemme var holdt op med at lyde som Bonnie Tyler (alternativt, hæs klokkefrø), så fik jeg ondt i halsen (jeg forstår ikke, hvorfor halsondet og Bonnie ikke kunne følges ad, men det gjorde de ikke), og da det var overstået, blev jeg snottet. Alt i alt har jeg været forskellige former for forkølet i en måned nu, og jeg synes ærlig talt der er meget godt at sige om at effektivisere og få det hele overstået i ét ubehageligt hug. Det vil jeg forsøge at indføre næste år.

I mellemtiden har jeg væbnet mig med echinacea (som jeg udtaler på 7 forskellige måder, alle utvivlsomt forkerte), gerimax tonic-et-eller-andet-med-ginseng, Møllers Tran, og optimisme. Og det hjælper allerede.

Med lidt held vil jeg så også snart have noget på hjerte, så det ugentlige blog-plageri kan genoptages.  Og jeg vil snart have ting at berette - jeg har læst bøger, og der bliver lagt rejseplaner, og i dag skinner solen rent faktisk.  Jo, jo, det dages.

Glædelig lørdag-i-slutningen-af-januar!

@ N  ~ you have to tell me - hasn't the postman been yet? I got a message saying "your order has shipped - delivery between 17 January and 04 February". Delightfully vague.

And hi!  I'm not dead. Just hibernating a bit. Nursing a cold. Going to bed uncannily early.

But I'm starting to wake up now. Slowly but surely. Reading books. Making travel plans. Finding stuff to write about again. Stay tuned.

PS - you may consider this a rhetorical question, but is it impossible to be a certain kind of music artist and not have your own brand of perfume?  I was in a department store the other day and there was a whole section dedicated to the scents of Justin Bieber, Katy Perry and the likes ....

Jeg var i Salling forleden - og kan konstatere, at det vist

nok ikke er muligt være popkunstner uden at "udgive"

sin egen duft nu om stunder.

Gid det da havde været sådan, da jeg var teenager.

Så havde jeg ikke duftet af "Pamela" og hvad de

andre damer i Date-deodorant serien hed.

Så havde jeg duftet af Morten Harket. Hårlak og

læderarmbånd. Oh yes.

Treats!

Look what the postman delivered :-)

(And yes - I do love real bookshops more than the interweb but I had a gift card, see)

@ N ~ you'd better check your mailbox as well. Later next week, I'd guess ;-)

(And yes - your birthday is not until next month. But it's either this, or me forgetting all about it until it's too late. I've learned to know my weaknesses ...)

2014 -un point for sløveste start, ever - douze points for topnørderi

Så - nu må selv de heldigste af jer da være vendt tilbage fra ferie, ikke?

Jeg ved ikke med jer, men for mig er 2014 - som jeg fortsat har store forventninger til - startet sådan lidt mat. Først hostede og rallede jeg mig igennem Nytårsaften og de første dage af året. Dét er jeg næsten færdig med - til gengæld ragede jeg mig et maveonde til i fredags, som udløste et abnormt ...søvnbehov.  Jeg sov som en gris fra fredag kl. 2100 til lørdag kl. 0900 - så var jeg relativt vågen et par timer, tog en middagslur fra ca. 1200-1700 og gik i seng ved 2130-tiden og visselullede frem til kl. 6 søndag morgen. Herefter var jeg en slags vågen; dog ikke mere end at jeg lige kunne klemme 3 timers formiddagslur ind. 

Sær vægtløs fornemmelse, når 2 hele dage nærmest er verschwunden, pist. Som om nogen har stjålet dem.

Men det var jo rart at få sovet ud, kan man sige.  Og så kunne jeg i hvert fald holde mig vågen til den med længsel imødesete sæsonstart på Sherlock.

Således afsluttede jeg min ikke-eksisterende weekend med skiftevis at sukke "oh, Mr Cummmmberbatch", og råbe "HOV!" når jeg syntes, producenterne havde været lige lovlig lemfældige med scenerne i the London Underground.

I bemærkede det også, ikke?  I tog jo noter, da jeg gik en anelse i selvsving i foråret og underviste jer i de to typer af tog man kan møde i Underground-systemet.

Fx helt i starten, da John Watson og hans sørgelige moustache tager med undergrunden: Det tog han sidder i, og de togstrækninger der filmes, stemmer ikke overens (indsæt selv forskrækket gisp)

                                      ^ John gets on what is clearly

                                      a "deep level" tube train

                                                                                But the tunnels it goes ^

                                                                                through are definitely on

                                                                                the "surface" lines (Circle

                                                                                or District line)

Eller da de kigger på billederne fra overvågningskameraet, hvor en mystisk passager stiger ind i den sidste vogn - det skulle være et District Line tog, men tøhø, det er det i hvert fald slet ikke.  Det er igen den falske slags tog  (æijh manner).

Inner Helga vould like ze record to

show zat zis is, in fact, not a District Line train ...

Hm.  Som sagt var jeg ikke rigtig rask i weekenden. Jeg mente egentlig, det havde fortaget sig, men muligvis trækker det lidt ud ....

KH Nørd.

PS - men derfor kan I jo godt lige nyde synet alligvel:

@ N ~ sorry. this blogpost will make zero sense if you haven't seen series 3/episode 1 of BBC's Sherlock.  I watched it yesterday while I was recovering from a weekend mostly spent snoozing (seriously - I slept from Friday 9PM-Saturday 9AM, again 12noon-5PM, then Saturday 930PM-Sunday 6AM, and again 9AM-12noon.  I had a tummy bug, but it wasn't that bad, honestly. It's as if a thief stole my weekend)

A-NY-WAYS. Sunday evening I watched Sherlock and the producers had been a bit sloppy with the scenes that took place on the London Underground - wrong type of train in wrong type of tunnel, etc. etc.  - not that I'm a nerd at all, I just happened (*cough*) to notice...  

Yes, I do need to get a life, and no, perhaps I'm not fully recovered.

We apologize for the disruption. Normal service will resume shortly :-)

Den blogløse nytårshilsen

GODT NYTÅR ALLE SAMMEN!!

Nytår - den aften på året, hvor vi sidder i gode venners selskab og smovser i god mad, drikker god vin, bliver tipsy i champagne (eller bare Asti; jeg er ikke besværlig), gnasker kransekage, og kigger både lidt frem og lidt tilbage i tiden.

Ikke helt i år, for mit vedkommende. Som jeg skrev i sidste indlæg er jeg blevet nedlagt - ej af kæk ungersvend, men af Hosten fra Helvede - og fejrer aldeles frivilligt Nytår i selskab med MOI. Det er faktisk slet ikke dårligt (ud over at maden ikke er af helt samme standard) og jeg kan godt mærke, at jeg nok ikke ville have været årets festligste nytårsgæst. Så jeg er glad og tefræj.  Og jeg HAR rødvin (og hostesaft. Af den type, hvor der står på etiketten, at man ikke skal køre bil lige med det samme. Skal nok blive interessant...)

Nå. Men. Tilbageblik.  Ved 2011-12 årsskiftet stod jeg som på nåle og heppede det nye år ind. 2011 var træls og jeg kunne ikke hurtigt nok få afløseren på plads.  2012 blev faktisk lige præcis det år, jeg havde håbet på. Ting faldt på plads på alle områder, jeg var god & glad, og da vi nåede til nytåret 2012-13 var jeg næsten helt blank, da jeg skulle finde på ønsker for det kommende år.  "Tja, bum" skrev jeg. Tingene skulle egentlig bare gerne blive ved i deres gode gænge. Jeg stillede ikke store krav til 2013.

Og året har faktisk levet op til mine ønsker, i det store og hele.  2013 har ikke været noget dramatisk år. Det har været et år, hvor jeg er kommet tilbage på mine ben igen, hvor jeg overvejende har været glad og tilfreds, og hvor der faktisk ikke er sket mange store, spændende ting. (Jo, jeg har nøgenbadet en del. Men der kommer I ikke med :-) Det har været et år i stabiliseringens tegn, kan man sige.

For alle de overordnede ting i mit liv fungerer. Jeg elsker at bo der, hvor jeg bor. Jeg er meget glad for mit arbejde. Jeg er tilfreds med at være mig (og kun mig).  Min landlord er tilfreds med mig. Min chef ligeså. Endog min bankmand er glad.  Og vigtigst af alt, JEG er glad.

Så nu må der gerne ske noget.  Mit hoved har ikke defineret lige præcis hvad  dette "noget" er.  Der behøver ikke at komme store revolutioner, men det stabile fundament jeg har opbygget mig i 2012 og 2013 kommer til at udgøre et velegnet springbræt for spændende ting i 2014.  Noget vil ske. En udvikling. En forandring.  Jeg er klar til at møde nye venner. Til at forny gamle bekendtskaber. Til at kysse dejlige mænd (de skal bare ikke prøve på at flytte ind!) Til at flytte mig, inde i mit hoved, og til at se nye dele af verden.

Jeg glæder mig til det hele. 2014 bliver godt. Jeg kan mærke det helt ind i knoglerne. Må det bringe dig, mig, og os alle en lind strøm af glade oplevelser og gode erfaringer.

Så her fra sofaen, med hostesaft og vin: Skål! Vi skrives ved i 2014

@ N ~ HAPPY NEW YEAR!!!

This is the time of year when we look back in time - did the year that is about to end turn out the way we wanted it?  And we try to get a glimpse of the new year. What will it bring? We may even feel bold and set New Year's resolutions for ourselves. 

When I wrote the 2011-12 blog post, it was all "exit 2011; and 2012 - COME ON IN".   2011 had been as pointy and prickly as a pissed-off porcupine and I could not wait for a friendlier year to begin.

And 2012 fully lived up to my expectations.  Good things happened, my head became a nicer place to inhabit, and when the time came for me to write the 2012-13 blog post, I was almost at a bit of a loss.  I really just wanted for the pleasantness to continue. 

And it did.  2013 was, with very few exceptions, a fine year. I truly came back on my feet. I am happy with the place I live, with my work, and with being me.  It was also quite a calm year.  Few dramatic events (at least - none that lingered), no major game changers.

And so, I am ready for more in 2014.  As I said last year - I'd like the good things to continue. But I am ready to move on. Mostly in my head, I would guess.  I am ready to grow and become wiser, and see things I've never seen before.  I am very ready to travel again. I am looking forward to making new friends, renewing old friendships, kissing gorgeous men (as long as they don't insist on moving in with me!).  I am ready to embrace all the good things 2014 has to offer.  And it will be a good year. I feel it in me bones.

Pip pip

Jeg gjorde det. Trak stikket. Meldte fra til Nytårsfesten i morgen. Undsagde mig mine underholdningsmæssige og hittetantlige forpligtelser. Jeg er både hæs og forkølet i en grad, så meget små børn (Hitteniece nr 2 er arriveret - hurra!) ikke bør have mig indenfor dørene - og så er jeg faktisk så træt og udmattet af Hosten fra Helvede, at jeg helt ærligt ikke har lyst til nogen form for selskabelighed.

Altså: Nytårsaften hjemme. Alene. Og du skal IKKE have ondt af mig, eller føle at du må tvangsinvitere mig  -  det er aldeles frivilligt, og jeg vil ej lide nogen nød. Ved midnatstid svipper jeg ind forbi mine forældres Nytårsparty og siger Schkåll, og lige pt er det alt hvad jeg kan overskue af selskabelighed det næste døgn eller 2.

Host. Hooooooooste. Hvis jeg nu var en hest var jeg for længst solgt som oksekød, og forsikringspræmien indkasseret.

Da jeg var lille, var jeg engang indlagt med "falsk strubehoste" (vi ser muligvis her den første anvendelse af ordet "falsk", som senere re-introduceret via den udødelige sætning "det er det falske sted" - muligvis, måske, eventuelt).

Jeg var ret lille, og hvad jeg kan huske er dette:

Det var om aftenen, og det var min farmors fødselsdag (ergo, sidst i november). Gangene på sygehuset havde utroligt højt til loftet, og var meget, meget lange. Med jævne mellemrum blev ensformigheden brudt af et lille tæppe. Jeg hostede så meget at jeg kastede op. Der var en læge eller sygeplejerske, som skulle tage en blodprøve, og hun stak mig i øret så jeg kom til at bløde på den hvide hospitalsskjorte.

På min stue var der 2, måske 3-4 andre børn. Jeg kan kun huske den ene. Hun hed Karen. Jeg var meget lille og meget tavs dengang, og da hun spurgte hvor gammel jeg var, svarede jeg ved at holde 4 fingre i vejret. Hun svarede på samme måde, og jeg har en meget klar erindring om, at jeg tænkte at denne form for alderstilkendegivelse ville blive en anelse besværligt når jeg kom ud over mit 5. år.   Muligvis formuleret i lidt enklere vendinger...

(Lidt senere i karrieren, men ikke så meget senere, udviklede jeg en forkærlighed for at stave mit navn, når folk spurgte hvad jeg hed.  I topfart.  T-I-N-E blev således til noget i retning af "Te-i-en-ne".  "Teienne".  "Bongsjur, sjø mapell' Teienne"...  Folk må jo have troet, at mine forældre var sindssyge. Tænk at sætte et barn i verden som tilsyneladende ikke kan sige tallene, og så udstyre hende med sådan et navn - arme unge.    Alternativt gennemskuede de straks, at jeg bare var en lynstaver med sociale hæmninger. Arme unge.)

Undskyld, Far og Mor.

Nå, zurück zum Krankenhaus.

Der var et legeværelse, så det må jo have været børneafdelingen jeg var indlagt på. Man skulle dreje til venstre når man kom ud af stuen, og så ned for enden af gangen. Jeg var meget bange for ikke at kunne finde tilbage til den rigtige stue igen.  Inde på legeværelset - som jeg husker som værende et enormt højt rum, men det skal nu nok passe - det var det gamle sygehus det her - havde de bl.a. en Mester Jakel-agtig dukke, som jeg var en smule bange for.

Jeg fik besøg af mine forældre. Som jeg husker det, kom de hveranden dag. Nu da jeg er voksen og kender dem bedre, tror jeg min hukommelse har snydt mig, og at  der i virkeligheden kom én om formiddagen og én om eftermiddagen.  Sådan som jeg husker det, var jeg der nok 3 eller 4 dage. De var ikke indlagt sammen med mig.  Og der var kun én dag, hvor jeg hulkede vildt og inderligt, da besøgstiden var forbi (spiller min hukommelse mon tapperheds-kortet?)  Min farmor sendte mig et postkort, eller rettere et brev - det var sådan et ark som var fulgt med Familie Journalen i anledning af den tilstundende højtid, hvor man kunne klippe det ud til 4 postkort. Hun havde ikke klippet noget som helst men bare skrevet løs over hele siden. Der var engle på, som dalede ned i skjul.  Jeg havde det brev i årevis, kan jeg huske. Gad vide, om det findes endnu.

Jeg kan ikke huske noget som helst om nogen læger eller sygeplejersker eller undersøgelser, ud over hende med blodprøven den aften jeg blev indlagt. Jeg kan heller ikke huske om min søster var med ude og besøge mig. Og da jeg mange år senere betrådte de lange gange igen - nu som studerende ved Syddansk Universitet, som er den gamle bygnings nye ejer, genkendte jeg ... ingenting.

Hm. Jeg tror, jeg vil bede min mor korrekturlæse dette indlæg, så verden kan få at vide, hvordan det sygehus-ophold rent faktisk foregik.  Tør godt vædde med, at jeg husker 90% forkert. Min hjerne er trods alt på nuværende tidspunkt reduceret til en tør gnalling på størrelse med en ært, som ved hvert eneste host kastes kamikaze-agtigt op på indersiden af min pande. AV!!!

PS, i hypokondriens navn. Har netop googlet symptomerne på falsk strubehoste. Og jeg kan garantere jer, at det er det, jeg har. Eneste ting er, at google påstår, det kun er noget, man får som barn.   Er åbenbart noget yngre end jeg gik og troede. Det er da sådan set en lettelse; bare de ikke insisterer på at jeg skal tage folkeskolen om.

@ N ~ I pulled the plug today and decided not to go to the New Year's Eve party I was invited to tomorrow.  My reasons are partly selfless - my friends just had a baby (she is very new; just over 1 week old) and I don't want my first present to her to be an abundance of bacteria. Also, one of the other guests is pregnant.   My other reasons are pure selfishness.  I am completely worn out with coughing and quite frankly I couldn't really face the thought of being anywhere else but my own home. Within easy access of the loo - not that I have a stomach flu as well, but between all the water I'm drinking to avoid my throat getting dry, and all the mad coughing fits, I simply find myself not wanting to take any chances with my pelvic exercises having done their job properly.  In other words, I take frequent trips to the loo because I have a very real fear of pissing myself. For the same reason, I'm not watching any funny movies at the mo.

When I was a kid, I was once hospitalized with what google tells me is called "pseudocroup" or "laryngitis" - both of which sound a great deal more interesting than the Danish name for it.

I know it was in late November because it happened on the evening of my Gran's birthday. I remember the hallways of the hospital being extremely tall and extremely long (it's an old building). The nurse was drawing a blood test from my earlobe and she spilled drops of blood on to the shoulder of my white hospital gown.

I'm fairly sure there  were at least two other kids in my room, or perhaps as many as 3 or 4. I only remember one of them, Karen. She asked me how old I was, and because I was painfully shy as a kid, I didn't tell her, I just showed 4 fingers.  She showed 5 or 6 and I remember (or think I remember) thinking that telling people my age was going to be problematic after the age of 5 (definitely after 10...)

There was a room full of toys on the ward. You had to turn left when you came out of your room, and then keep walking until you got to the taaaaaall double doors. I was always so afraid that I would not be able to find my way back to the right room.  They had a kind of puppet theater doll that I was a bit afraid of, but I don't remember playing with any other toys.

I remember getting a visit from my Mum and Dad on alternate days. Knowing them as I do now, I think it was probably more like one visit in the morning and one in the afternoon. I only remember crying one time when visiting hours were over.  My Gran wrote me a postcard - actually it was a giant postcard because it was a page from a magazine that you could cut into 4 normal-sized postcards, but she had just used the whole page as it was. It had angels on it.

Apart from the blood sample on the night I was admitted, I don't remember any doctors or nurses at all.  I don't remember my sister visiting me (perhaps she didn't - she can't have been more than 2-3 years old).   And the next time I set foot in the building, it housed a University and I was around 23 years old.  I didn't recognize anything. 

I'm wondering how accurate my recollection is.  My guess is that 90% of it is just wrong, or never happened.  I'll get my Mum to read this one through, and then I'll let you know.

PS - I just hypochondria-googled "pseudocroup" and that is totally what I have. Only thing is, the internet insists this is something only children get (something to do with their very young vocal cords). Anyway, I insist. Totally what I have. Complete with fancy latin names and everything.