Pip pip

Jeg gjorde det. Trak stikket. Meldte fra til Nytårsfesten i morgen. Undsagde mig mine underholdningsmæssige og hittetantlige forpligtelser. Jeg er både hæs og forkølet i en grad, så meget små børn (Hitteniece nr 2 er arriveret - hurra!) ikke bør have mig indenfor dørene - og så er jeg faktisk så træt og udmattet af Hosten fra Helvede, at jeg helt ærligt ikke har lyst til nogen form for selskabelighed.

Altså: Nytårsaften hjemme. Alene. Og du skal IKKE have ondt af mig, eller føle at du må tvangsinvitere mig  -  det er aldeles frivilligt, og jeg vil ej lide nogen nød. Ved midnatstid svipper jeg ind forbi mine forældres Nytårsparty og siger Schkåll, og lige pt er det alt hvad jeg kan overskue af selskabelighed det næste døgn eller 2.

Host. Hooooooooste. Hvis jeg nu var en hest var jeg for længst solgt som oksekød, og forsikringspræmien indkasseret.

Da jeg var lille, var jeg engang indlagt med "falsk strubehoste" (vi ser muligvis her den første anvendelse af ordet "falsk", som senere re-introduceret via den udødelige sætning "det er det falske sted" - muligvis, måske, eventuelt).

Jeg var ret lille, og hvad jeg kan huske er dette:

Det var om aftenen, og det var min farmors fødselsdag (ergo, sidst i november). Gangene på sygehuset havde utroligt højt til loftet, og var meget, meget lange. Med jævne mellemrum blev ensformigheden brudt af et lille tæppe. Jeg hostede så meget at jeg kastede op. Der var en læge eller sygeplejerske, som skulle tage en blodprøve, og hun stak mig i øret så jeg kom til at bløde på den hvide hospitalsskjorte.

På min stue var der 2, måske 3-4 andre børn. Jeg kan kun huske den ene. Hun hed Karen. Jeg var meget lille og meget tavs dengang, og da hun spurgte hvor gammel jeg var, svarede jeg ved at holde 4 fingre i vejret. Hun svarede på samme måde, og jeg har en meget klar erindring om, at jeg tænkte at denne form for alderstilkendegivelse ville blive en anelse besværligt når jeg kom ud over mit 5. år.   Muligvis formuleret i lidt enklere vendinger...

(Lidt senere i karrieren, men ikke så meget senere, udviklede jeg en forkærlighed for at stave mit navn, når folk spurgte hvad jeg hed.  I topfart.  T-I-N-E blev således til noget i retning af "Te-i-en-ne".  "Teienne".  "Bongsjur, sjø mapell' Teienne"...  Folk må jo have troet, at mine forældre var sindssyge. Tænk at sætte et barn i verden som tilsyneladende ikke kan sige tallene, og så udstyre hende med sådan et navn - arme unge.    Alternativt gennemskuede de straks, at jeg bare var en lynstaver med sociale hæmninger. Arme unge.)

Undskyld, Far og Mor.

Nå, zurück zum Krankenhaus.

Der var et legeværelse, så det må jo have været børneafdelingen jeg var indlagt på. Man skulle dreje til venstre når man kom ud af stuen, og så ned for enden af gangen. Jeg var meget bange for ikke at kunne finde tilbage til den rigtige stue igen.  Inde på legeværelset - som jeg husker som værende et enormt højt rum, men det skal nu nok passe - det var det gamle sygehus det her - havde de bl.a. en Mester Jakel-agtig dukke, som jeg var en smule bange for.

Jeg fik besøg af mine forældre. Som jeg husker det, kom de hveranden dag. Nu da jeg er voksen og kender dem bedre, tror jeg min hukommelse har snydt mig, og at  der i virkeligheden kom én om formiddagen og én om eftermiddagen.  Sådan som jeg husker det, var jeg der nok 3 eller 4 dage. De var ikke indlagt sammen med mig.  Og der var kun én dag, hvor jeg hulkede vildt og inderligt, da besøgstiden var forbi (spiller min hukommelse mon tapperheds-kortet?)  Min farmor sendte mig et postkort, eller rettere et brev - det var sådan et ark som var fulgt med Familie Journalen i anledning af den tilstundende højtid, hvor man kunne klippe det ud til 4 postkort. Hun havde ikke klippet noget som helst men bare skrevet løs over hele siden. Der var engle på, som dalede ned i skjul.  Jeg havde det brev i årevis, kan jeg huske. Gad vide, om det findes endnu.

Jeg kan ikke huske noget som helst om nogen læger eller sygeplejersker eller undersøgelser, ud over hende med blodprøven den aften jeg blev indlagt. Jeg kan heller ikke huske om min søster var med ude og besøge mig. Og da jeg mange år senere betrådte de lange gange igen - nu som studerende ved Syddansk Universitet, som er den gamle bygnings nye ejer, genkendte jeg ... ingenting.

Hm. Jeg tror, jeg vil bede min mor korrekturlæse dette indlæg, så verden kan få at vide, hvordan det sygehus-ophold rent faktisk foregik.  Tør godt vædde med, at jeg husker 90% forkert. Min hjerne er trods alt på nuværende tidspunkt reduceret til en tør gnalling på størrelse med en ært, som ved hvert eneste host kastes kamikaze-agtigt op på indersiden af min pande. AV!!!

PS, i hypokondriens navn. Har netop googlet symptomerne på falsk strubehoste. Og jeg kan garantere jer, at det er det, jeg har. Eneste ting er, at google påstår, det kun er noget, man får som barn.   Er åbenbart noget yngre end jeg gik og troede. Det er da sådan set en lettelse; bare de ikke insisterer på at jeg skal tage folkeskolen om.

@ N ~ I pulled the plug today and decided not to go to the New Year's Eve party I was invited to tomorrow.  My reasons are partly selfless - my friends just had a baby (she is very new; just over 1 week old) and I don't want my first present to her to be an abundance of bacteria. Also, one of the other guests is pregnant.   My other reasons are pure selfishness.  I am completely worn out with coughing and quite frankly I couldn't really face the thought of being anywhere else but my own home. Within easy access of the loo - not that I have a stomach flu as well, but between all the water I'm drinking to avoid my throat getting dry, and all the mad coughing fits, I simply find myself not wanting to take any chances with my pelvic exercises having done their job properly.  In other words, I take frequent trips to the loo because I have a very real fear of pissing myself. For the same reason, I'm not watching any funny movies at the mo.

When I was a kid, I was once hospitalized with what google tells me is called "pseudocroup" or "laryngitis" - both of which sound a great deal more interesting than the Danish name for it.

I know it was in late November because it happened on the evening of my Gran's birthday. I remember the hallways of the hospital being extremely tall and extremely long (it's an old building). The nurse was drawing a blood test from my earlobe and she spilled drops of blood on to the shoulder of my white hospital gown.

I'm fairly sure there  were at least two other kids in my room, or perhaps as many as 3 or 4. I only remember one of them, Karen. She asked me how old I was, and because I was painfully shy as a kid, I didn't tell her, I just showed 4 fingers.  She showed 5 or 6 and I remember (or think I remember) thinking that telling people my age was going to be problematic after the age of 5 (definitely after 10...)

There was a room full of toys on the ward. You had to turn left when you came out of your room, and then keep walking until you got to the taaaaaall double doors. I was always so afraid that I would not be able to find my way back to the right room.  They had a kind of puppet theater doll that I was a bit afraid of, but I don't remember playing with any other toys.

I remember getting a visit from my Mum and Dad on alternate days. Knowing them as I do now, I think it was probably more like one visit in the morning and one in the afternoon. I only remember crying one time when visiting hours were over.  My Gran wrote me a postcard - actually it was a giant postcard because it was a page from a magazine that you could cut into 4 normal-sized postcards, but she had just used the whole page as it was. It had angels on it.

Apart from the blood sample on the night I was admitted, I don't remember any doctors or nurses at all.  I don't remember my sister visiting me (perhaps she didn't - she can't have been more than 2-3 years old).   And the next time I set foot in the building, it housed a University and I was around 23 years old.  I didn't recognize anything. 

I'm wondering how accurate my recollection is.  My guess is that 90% of it is just wrong, or never happened.  I'll get my Mum to read this one through, and then I'll let you know.

PS - I just hypochondria-googled "pseudocroup" and that is totally what I have. Only thing is, the internet insists this is something only children get (something to do with their very young vocal cords). Anyway, I insist. Totally what I have. Complete with fancy latin names and everything.