This little piggy did not go to market

Det er lidt over et år siden, jeg ændrede status til "single" på facebook (og som vi alle ved, mere officielt bliver det ikke)

Lige siden har det været dry season. Og det er dejligt. Jeg nyder virkelig at være helt mig selv, ikke at skulle indrette mig efter andres særheder end mine egne, og frem for alt, at min (fri)tid står 100% til min egen disposition.

Det går så godt, at jeg, når folk spørger, om jeg virkelig ikke har noget imod at være alene, får sådan et verdensfjernt does-not-compute ansigtsudtryk, fordi jeg helt ærligt kun kan komme i tanke om praktiske ting så som min egen analfabetisme udi boremaskiner og den slags som et muligt draw-back. Og det er, trods alt, en overkommelig hurdle (i teorien, altså. Har endnu hverken billeder eller hylder på væggene. But I'm a slow starter.)

Men jeg kan mærke på mine omgivelser, at det begynder at tangere særhed, at jeg i så forsvindende lille grad mangler mandligt selskab. Der filosoferes over min mulige parathed til påny at indgå i forpligtende forhold, og nyheden om at jeg havde inviteret en Mand på Øl hjemme i det lille hus blev modtaget med uforholdsmæssig stor jubel blandt kollegerne (jeg var helt ked af at måtte fortælle dem, at det bare var H. fra min gamle folkeskole, der skulle udsættes for Föroya Bjórs Classic).

Så jeg har tænkt lidt over det, og svaret er desværre stadig nej - jeg gider ikke rigtig at have en kæreste. Beklager. Men jeg vil gerne på date, for det er tit sjovt (undtagen når det er forfærdeligt).

Og da jeg kedede mig gudsjammerligt forleden aften, tænkte jeg at måske skulle man prøve det der åbensindethed og re-aktivere den der ældgamle datingprofil. Opdatere alderen, så man ikke længere stod som 28-årig, ændre fritidsinteresse fra "bytur" til "sylte og bage" osv.  Flere veninder har svoret, at det ikke kun er særlinge der net-dater, og selv om jeg ved gud stadig er skeptisk, så er jeg jo også nysgerrig. (Og mangler inspiration til at blogge...)

Som sagt, så gjort, og så snart man har været inde på en profil, ryger den automatisk længere op i søgeresultaterne rundt omkring, og så kommer der nogle breve.

Og nu har jeg så brug for hjælp og vejledning. For jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal besvare denne her henvendelse:

.....psssssssssssssst........griner.........har.........et........griner...........godt..... ...........griner........ajjjjjjj.......det dur ikke.......griner...........bliver lige........griner...... ......nødt til at...........griner..........grine af......griner........inden...... jeg skriver......griner..........griner............ ......altså hvis du er lige så sød, rar og kærlig, som du er sjov så.........

Forslag modtages med tak.

@ N ~ just over 12 months as Officially Single has not made me yearn for a new boyfriend. It's almost embarrassing how much I enjoy living on my own. Only when I contemplate putting up some shelves or pictures on the walls do I feel something is missing (and no, I am not going to do it myself. Then something WOULD be missing, probably my left thumb or something. I told you, I preefer eentellectual tchallenges)

But friends and colleagues have started probing me. Am I really sure I don't want a steady relationship?  Do I speak the Truth (the whole, and nothing but) when I claim that I am perfectly happy?  Is it really possible that there is no void in my life? (If there was, could it be called a manhole? :-)  

So it got me thinking. And I came to the result that yes, I am actually very content and no, I do not want a boyfriend, not right now anyway.  But I wouldn't mind going on a few dates, because dating can be quite entertaining (except when it's horrific, of course).

Do you remember a year or two ago, when I put up this post about my adventures in dating?  To be honest, I still don't believe in it as a way of keeping our species going.

I mean, when you're as anally retentive as I am (in certain respects anyway), it's an absolute deal breaker when a person puts a smiley at the end of 

every.single.sentence  

   

It's a no-no if his profile text is written as if he only has 100 characters at his disposal ("if u r a sgl f then pls snd foto asap"). And I have this thing about too many spelling mistakes... 

(love, Helga ze Christmas Nazi).

The thing is, I don't think I would have even considered most of my ex-boyfriends if my first impression of them had been a profile text on a dating web site.  All of them had little flaws which, of course, I was happy to put up with when I got to know them in real life.  But when I only have the text to go on, it's a bit like looking at property ads - I browse through the pictures, smirk at the euphemisms, and discard.

Nevertheless, my friends tell me I should keep an open mind, so the other evening, I decided to escape boredom by updating my abandoned profile on a dating site. Change my age from 28 and so on. And of course, once a profile is active again, it pops up in people's searches and the letters start coming. It doesn't pour, but it does drip.

And I've received this letter that I simply do not know how to respond to. But it's too good not to share (this is my attempt at translating; no easy task)

.....psssssssssssssst........laughs.........have.........a........laughs...........good.....
...........laughs........aiiiii.......this ain't working.......laughs..........I'll just ........laughs......
......have to...........laughs..........stop laughing......laughs........before...... I write to you......laughs..........laughs............

......I mean, if you're as sweet and nice and lovable as you're funny, well then.........

Well, at least he finds me amusing. One out of two ain't bad.

PS - I noticed one of the guys on this dating site just wrote "another week as a single". Sounds seriously depressing. I felt sorry for him. But in no way tempted to date him.  Though, it might make a great blog post if I did.

Aaaargh

Det er ved de tider, hvor Melodi Grand Prix atter strømmer over skærmen. Jeg skal ikke se det, og det er ikke fordi jeg er fin på den (og det har da slet slet ikke noget at gøre med det faktum at 90% af sangene får mine ører til at bløde).  Jeg skal ikke se det, fordi jeg har Traume.

Da jeg var lille, var jeg stor fan af Melodi Grand Prix. Som jeg formodentlig udtalte "grampri". Jeg glædede mig i flere uger, slugte alt hvad der stod om det i diverse ugeblade og aviser, klippede stemmesedler ud af selvsamme publikationer, så kavalkade, og gik virkelig op i Årets Popdyst.  Og jeg var helt vild med Jørgen Mylius.  Sådan en pæn mand! Og så meget han vidste om musik! Og den behaaagelige bløøøøde stemme!

Men så skete det et år at man skulle være lidt vittig, inde på Danmarks Radio.  Så der var sådan et lille indslag, hvor Mylius i close-up snik-snakkede lidt og kom ind på den sørgelighed, at DR skulle spare.  Og således også på værtens kostume - - hvorefter kameraet langsomt zoomede ud, så man så Mylius i helfigur, stående med ryggen til et spejl.  Med måsen bar!!!!!  De dygtige damer i kostumeafdelingen havde iklædt min Helt et jakkesæt som kun dækkede forsiden!!!!! Aaarrrgh!!!!  Synet af Mylius' blege baller har aldrig helt forladt min indre nethinde, og begejstringen for ham (og Grampri, og Eldorado, og hvad han ellers bestyrede) dalede kraftigt-  Den dag i dag er jeg nødt til at skifte kanal hvis han toner frem i æteren.  Til daglig er det vist mest radioen han huserer i, men det hjælper ikke at det er et "billedløst medie"; billederne er der og den fløjlsbløde stemme får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.  Beklager Mylle.  Det er slut mellem os.  Nogen steder skal man bare ikke spare.

Er jeg bagstræberisk og ikke-visionær...

... når jeg tænker at det da ikke giver mening når Carina Christensen snupper lidt af tipsmidlerne, så eventuelle medaljevindere ved Vinter OL undgår beskatning - med begrundelsen at de har kæmpet så bravt for Danmark  (skal det i øvrigt forstås således: kommer der ingen medaljer med hjem, har man ikke kæmpet hårdt nok) ?? 

Jeg synes, der er så mange danskere, der kæmper bravt rundt omkring i verden uden at slippe billigere i skat, og her tænker jeg ikke specielt på dem, der kæmper på aktiemarkederne, hvor glorværdig deres indsats end måtte være.  Der er nogen i Afghanistan og Irak, og deres risikotillæg må helt sikkert være for sølle uanset hvad det er.  Der er sikkert også nogen i Haiti, også efter at Vor Helt Jørgen Leth er rejst.  De kæmper sådan lidt for at redde nogen mennesker, der var så uforsigtige at bosætte sig lidt uheldigt i forhold til nogen tektoniske plader og herefter satte trumf på ved at placere sig virkelig dumt i forhold til bygninger, veje, broer og andet der kunne styrte sammen.  

Men jeg kan måske godt se, at i forhold til at feje febrilsk med en kost foran sådan en mystisk kugle der ligner en sprøjtelakeret Gouda med håndtag på, samtidig med at man skal holde balancen på noget is der bare er pisseglat marn - så er det det rene vand at sidde og svede i Irak, mens man krydser fingre for, at dem der flikker vejsidebomber sammen sjusker virkelig meget med arbejdet, så de kun producerer fusere.  Eller at fede den i Afghanistan, hvilket må være ren 10-kilos-kur, for i nabolandet Iran spiser man godt, og det er sikkert det samme lige over grænsen.

Undskyld Carina C.  Nu forstår jeg meget bedre hvorfor surling-damerne skal have lov til at slippe i skat, hvis de vinder medaljer.