Nye verdener

I går var jeg i biografen. Til en premiere - måske endog snigpremiere? Not sure, men i hvert fald - med fra starten var jeg, og det er alligevel ikke ofte det sker.

Målet for aftenens udflugt var at væde sæderne i BioCity i fællessavl over de udødelige hanner i Twilight 2'eren NEW MOON. Hvilken fryd. Da Edward - blandt venner kendt som Evard - dukkede op på skærmen lød et kollektivt åååhhh og da han lidt senere blottede sin bleg-glitrende overkrop genlød salen af aaaahhhhh og en sagte rislen fra de fremmødte. Fabelhaft. Og den var god, omend lidt fyldt med teenage anxiety som man kender den fra sin egen fjerne ungdom. Meeen, ens egen anxiety nok var noget mere håndterbar, i og med at de skiftende mål for beundringen ikke var vampyrer. Eller varulve. Jeg var ellers meget til den slags (v&v) i førnævnte fjerne ungdom, men det lykkedes mig aldrig at møde en i virkeligheden. Man skulle være flyttet til the Pacific Northwest hvor solen sjældent skinner; der er det næsten ikke til at fægte sig frem for dem. Filmens kvindelige hovedperson Belaste(n)de Bella er vældig godt akklimatiseret. She handles weird very well indeed.

Og for første gang har jeg ikke kunnet ytre standardsætningen "god, men bogen var bedre" thi jeg haver slet ikke læst bøgerne. Men det skal være slut nu - kvinden der kan skaffe alt har overladt dem i min varetægt - radiotavshed de næste 48 timer. God weekend!

Ever so cool?

Good evening.

So. Am I the coolest thing on the blog or what? Or have I given the impression that my online-life is so fascinating that people actually want to spy on it? Or, am I just trying desperately to be young with the young 'uns? One can never tell for sure, but:

I have a pending friend request. On facebook. The person requesting my friendship is none other than (steady now) my boyfriend's son's girlfriend. (And no. That does not make her my daughter-in-law. At least for that, I am way too cool) She is actually the sweetest girl you can imagine, clever, pretty, smart, sorta streetwise and the kind of girl I was definitely not cool enough to be friends with when I was her age. Nowadays, the coolness factor doesn't really count anymore, older&wiser that I am.

Still, there is no real social etiquette for these things. Not yet. We're still grappling with mobiles and the unwritten rules for when and where they can be used but should perhaps go to voicemail ("should I take this call or will everyone else on the bus feel annoyed that I'm sharing my lousy STD stories with them?").

But I purchased a book on these things (social etiquette 2009) last week and am reading it on the bus (when the girl sitting behind me isn't ruining my concentration because I really want to hear who-gave-her-what before it's my stop. I kid you not, and it's not even 8 in the morning.), so with a bit of luck, I'll have my answer by tomorrow evening. So far, I've covered weather talk and pub talk. Am sure there's a "do's and dont's of FaceBook" in there somewhere.

See you in the funny papers

The age of boring

I skrivende stund er det lørdag aften. Jeg har netop knævret i telefon med en meget sød ven, som på meget sød venne-vis spurgte til mine planer for i morgen.

My god. Det var pinligt.

Jeg ville gerne have fortalt ham at jeg skulle ud og spise brunch med et par veninder, efterfulgt af... øh-bøh, noget kulturelt&imponerende, indsæt selv passende arrangement, og så hjem og have hyggeaften m/kvalitetstid m/kæreste. (Sindssygt irriterende - hvorfor er det standard at forkorte det korteste ord i en sætning? Og oven i købet indsætte en skråstreg - yay, man sparer hele 2 tastetryk. Nå. Sidespor)

Det var det med det pinlige. Uden at tænke mig om ryger følgende sætning ud af min mund: "Jeg skal afrime fryser. Og måske tage min ovnlåge af og gøre rent mellem glassene".

Han tog det pænt, må jeg sige, men ganz ehrlich - hvornår er jeg blevet så voksen at dét er min søndagsplan?? Hvad blev der af de trendy planer som beskrevet foroven (er næsten sikker på at jeg har foretaget mig noget i den stil en eller anden gang)? Eller den plan, der ganske enkelt gik ud på at sove hele dagen væk og runde af med en videofilm, undskyld, DVD og noget junk food (det er jeg helt sikker på at jeg har foretaget mig op til flere gange)? På mystisk vis er de gledet ud af min indre radarskærm og blevet erstattet af en opfattelse af lørdag-søndag som Dage Hvor Man Kan Udrette Noget.

For de der kender mig, er det ikke en nyhed, at der bor flere personager inden i mig. De skal nok blive introduceret her efterhånden som de inspirerer et indlæg. En af dem er nazist og hedder Helga. Udtales med langt a, som i "aber hallo". Helga er ikke nazist på den grimme jødeudryddende måde, men hun sætter virkelig pris på Ordnung og mener nok inderst inde at Arbeit macht Froh. Det er hende, der af og til farer i mig en fredag aften og får mig til at sidde med blok & pen og lave to-do-lister, mens resten af husstanden fiser den af foran Vild Med Dans. Her planlægger hun lystigt det ene gøremål efter det andet, og sjovt nok er de næsten allesammen husligt relaterede og fordrer mere eller mindre, at jeg står ukristeligt tidligt op for at nå det hele.

I dag måtte Helga vige, der var en sofa der kaldte, og min lørdag er gået på bedste lade vis. Hun er ikke glad, kæmper med næb og kløer for at få mig back on the straight and narrow, og det var så der jeg mistede kontrollen og kom til at afsløre mine lidet trendy planer for morgendagen.

Det bliver nervepirrende at se, om hun vinder. En delvis sejr ville være fint; det er lidt svært at finde rundt i fryseren og man aner en begyndende gletsjer derinde. Men ovnlågen? Helt ærligt, hvis nogen vil se hvad jeg steger derinde, kan de jo bare åbne den...

This is Halloween, this is Halloween, everybody screeeaaam

Det er snart JUL og jeg glæder mig som en nisse, der har haft den grønne hue på alt for længe. Men før julen kan gøre sit indtog har jeg fejet de sidste spindelvæv ned efter en anden hyggelig tradition, nemlig HALLOWEEN. Man kan vel godt kalde det en tradition, når man har fejret det 5 år i træk - ikke?

Nogle mennesker er mere gennemført end jeg og har ligefrem papmaché headstones i forhaven (de må være ex-pat Americans). Men ligesom julen fylder flere og flere kasser på loftet, sniger der sig flere og flere Halloween ting ind i samlingen. Og jeg køber slik, hvis nu der kommer små trick-or-treaters på besøg. I år kom der 4, i 2 hold. Da første hold arriverede var jeg optaget andetsteds [læs: hun sad på toilettet og læste Weekend Avisen] så kæresten fik æren af at dele slik ud. Hvilket var umådelig heldigt for ungerne for de var slet ikke klædt ud! Ammenalså, helt ærligt. Man er da nødt til at gøre lidt ud af det, omfavne hele konceptet så at sige. Ellers er det jo bare dato-bestemt tiggeri. Grrrr.... Men lidt efter ringede det på døren igen og udenfor stod Døden. Eller muligvis en figur fra en film eller tegneserie, hvad ved jeg. Den havde en le over skulderen og lignede Døden, men var heldigvis kun 110cm høj, og så er forskrækkelsen til at overse. Døden måtte finde sig i at posere på op til flere billeder (som jeg naturligvis ikke lige kan finde), alt imens jeg hoppede rundt og til husets øvrige beboere råbte "se, SÅDAN skal det gøres".

En del danskere synes Halloween er lidt for meget, og noget over-Amerikaniseret, hvilket de muligvis har ret i, men om efteråret kan man (jeg) ligesom ikke sige nej tak til en undskyldning for at pynte op og tænde lys og have lidt af en fest. Halloween har i øvrigt, ganske langt tilbage, keltiske og kristne rødder (siger Wikipedia og et par andre kilder) og græskarret var engang en roe, og det gør det jo behagelig hjemligt.

Besides, hvornår kan man ellers med sindsro udsmykke sit hjem med spindelvæv og edderkopper? Eller stå i pumpkin mash op til albuerne en hel eftermiddag? Ik'å', vel?

Hun skriver!

Blogverdenen er en sær en. Folk deler rask væk ud af deres tanker om dette og hint, og hvorfor nu det; hvorfor ikke bare en dagbog eller noget i den stil? Jeg tænker (og dette er jo så kun en indledende tanke, forstås), at det muligvis har noget at gøre med at vi alle søger vidner til vores liv. For de fleste af os er den daglige trummerum ikke ligefrem Hollywood materiale, men ved at sætte ord på tingene og beskrive dem bliver de pludselig betydningsfulde. Det, der egentlig bare var aftensmad, bliver et blogindlæg som mennesker man slet ikke kender kan læse og kommentere. Se, dét er der noget ved. Og det går lige så hurtigt som Facebook og er i det hele taget et medie som er uhyre leveringsdygtigt i den slags instant gratification, som det 21. århundrede er så glad for.

En anden ting er, at i den ret anonyme tilværelse som sjældent-kommenterende bloglæser har man selv kontrol over, hos hvem man vil invitere sig selv indenfor. Som skrivende blogger (med "åben" blog) kan mennesker man slet ikke kender invitere sig selv ind, og tænk nu hvis de er sære? :-) De skrivende mennesker jeg kender, er dog sluppet heldigt fra det. Nu kender de f.eks. mig!!

Jeg er i godt selskab herinde. Pernille skrev i sit første indlæg "fordi jeg kan" og konstaterede i samme ombæring at det her blogging måtte være ekstremt mainstream (når jeg nu opretter en blog må det derfor betyde, at det er på vej ud. Farvel, allesammen). Ibber's første indlæg handlede om rengøring, men der er temmelig mange andre facetter ved hende, og de er faktisk sjove allesammen. Klidmoster havde et billede af noget mad og det skriver hun om endnu, så man sidder og savler ned i tastaturet. Og Anarkisten er skyld i det hele, faktisk, for hun inviterede til Konditorisøndag og hvem kan sige nej til en eftermiddag med venner man endnu ikke har mødt og kager i uanstændigt store mængder. Jeg kunne ikke, og det kunne de andre heldigvis heller ikke. Udover godt selskab er de (og andre bloggere jeg læser) også ærefrygtindgydende, næsten som en slags mini-celebrities i dette lille hjørne af verden. Som jeg nu også okkuperer en lillebitte bid af, selv om jeg inderst inde bare ønsker mig en ægte gammeldags skrivemaskine (uden ledning). Men det er nu noget nemmere at rette i en blog og den kræver ikke farvebånd...