Saturday 14 November 2009

The age of boring

I skrivende stund er det lørdag aften. Jeg har netop knævret i telefon med en meget sød ven, som på meget sød venne-vis spurgte til mine planer for i morgen.

My god. Det var pinligt.

Jeg ville gerne have fortalt ham at jeg skulle ud og spise brunch med et par veninder, efterfulgt af... øh-bøh, noget kulturelt&imponerende, indsæt selv passende arrangement, og så hjem og have hyggeaften m/kvalitetstid m/kæreste. (Sindssygt irriterende - hvorfor er det standard at forkorte det korteste ord i en sætning? Og oven i købet indsætte en skråstreg - yay, man sparer hele 2 tastetryk. Nå. Sidespor)

Det var det med det pinlige. Uden at tænke mig om ryger følgende sætning ud af min mund: "Jeg skal afrime fryser. Og måske tage min ovnlåge af og gøre rent mellem glassene".

Han tog det pænt, må jeg sige, men ganz ehrlich - hvornår er jeg blevet så voksen at dét er min søndagsplan?? Hvad blev der af de trendy planer som beskrevet foroven (er næsten sikker på at jeg har foretaget mig noget i den stil en eller anden gang)? Eller den plan, der ganske enkelt gik ud på at sove hele dagen væk og runde af med en videofilm, undskyld, DVD og noget junk food (det er jeg helt sikker på at jeg har foretaget mig op til flere gange)? På mystisk vis er de gledet ud af min indre radarskærm og blevet erstattet af en opfattelse af lørdag-søndag som Dage Hvor Man Kan Udrette Noget.

For de der kender mig, er det ikke en nyhed, at der bor flere personager inden i mig. De skal nok blive introduceret her efterhånden som de inspirerer et indlæg. En af dem er nazist og hedder Helga. Udtales med langt a, som i "aber hallo". Helga er ikke nazist på den grimme jødeudryddende måde, men hun sætter virkelig pris på Ordnung og mener nok inderst inde at Arbeit macht Froh. Det er hende, der af og til farer i mig en fredag aften og får mig til at sidde med blok & pen og lave to-do-lister, mens resten af husstanden fiser den af foran Vild Med Dans. Her planlægger hun lystigt det ene gøremål efter det andet, og sjovt nok er de næsten allesammen husligt relaterede og fordrer mere eller mindre, at jeg står ukristeligt tidligt op for at nå det hele.

I dag måtte Helga vige, der var en sofa der kaldte, og min lørdag er gået på bedste lade vis. Hun er ikke glad, kæmper med næb og kløer for at få mig back on the straight and narrow, og det var så der jeg mistede kontrollen og kom til at afsløre mine lidet trendy planer for morgendagen.

Det bliver nervepirrende at se, om hun vinder. En delvis sejr ville være fint; det er lidt svært at finde rundt i fryseren og man aner en begyndende gletsjer derinde. Men ovnlågen? Helt ærligt, hvis nogen vil se hvad jeg steger derinde, kan de jo bare åbne den...

3 comments:

Ibs said...

De der søndage, ik....dem kan Klidmoster og jeg sagtens skaffe dig.

The Blogless Sister said...

Oh ja... men så får jeg også en mandag med i købet. -er blevet den mest utålelige svagdrikker de sidste par år, og er lige på kanten til at kaste mig ud i en riverdance efter bare 2 pints Guiness...

Ibs said...

2 pints får også mig til at danse. Undtagen hvis det er Guiness. Så går jeg lige til den store spand og ørler.

I øvrigt; det kan da være lige meget, hvad man laver i weekenden. Altså i forhold til hvad andre laver, så længe man har en dejlig weekend :)

Go Helga og Erna og hvad de ellers hedder!