Friday 13 November 2009

Hun skriver!

Blogverdenen er en sær en. Folk deler rask væk ud af deres tanker om dette og hint, og hvorfor nu det; hvorfor ikke bare en dagbog eller noget i den stil? Jeg tænker (og dette er jo så kun en indledende tanke, forstås), at det muligvis har noget at gøre med at vi alle søger vidner til vores liv. For de fleste af os er den daglige trummerum ikke ligefrem Hollywood materiale, men ved at sætte ord på tingene og beskrive dem bliver de pludselig betydningsfulde. Det, der egentlig bare var aftensmad, bliver et blogindlæg som mennesker man slet ikke kender kan læse og kommentere. Se, dét er der noget ved. Og det går lige så hurtigt som Facebook og er i det hele taget et medie som er uhyre leveringsdygtigt i den slags instant gratification, som det 21. århundrede er så glad for.

En anden ting er, at i den ret anonyme tilværelse som sjældent-kommenterende bloglæser har man selv kontrol over, hos hvem man vil invitere sig selv indenfor. Som skrivende blogger (med "åben" blog) kan mennesker man slet ikke kender invitere sig selv ind, og tænk nu hvis de er sære? :-) De skrivende mennesker jeg kender, er dog sluppet heldigt fra det. Nu kender de f.eks. mig!!

Jeg er i godt selskab herinde. Pernille skrev i sit første indlæg "fordi jeg kan" og konstaterede i samme ombæring at det her blogging måtte være ekstremt mainstream (når jeg nu opretter en blog må det derfor betyde, at det er på vej ud. Farvel, allesammen). Ibber's første indlæg handlede om rengøring, men der er temmelig mange andre facetter ved hende, og de er faktisk sjove allesammen. Klidmoster havde et billede af noget mad og det skriver hun om endnu, så man sidder og savler ned i tastaturet. Og Anarkisten er skyld i det hele, faktisk, for hun inviterede til Konditorisøndag og hvem kan sige nej til en eftermiddag med venner man endnu ikke har mødt og kager i uanstændigt store mængder. Jeg kunne ikke, og det kunne de andre heldigvis heller ikke. Udover godt selskab er de (og andre bloggere jeg læser) også ærefrygtindgydende, næsten som en slags mini-celebrities i dette lille hjørne af verden. Som jeg nu også okkuperer en lillebitte bid af, selv om jeg inderst inde bare ønsker mig en ægte gammeldags skrivemaskine (uden ledning). Men det er nu noget nemmere at rette i en blog og den kræver ikke farvebånd...


1 comment:

Malou Klidmoster said...

OMG - Du blogger! Fantastisk :-D