It's aliiiiiive...

I'm still here. "Here" is just a tad further West than it normally is. And out West, they work longer hours in general - and I have in particular, because otherwise it can be difficult to keep up with The Office back home.



The Office whisked me off to the US on short notice, leaving Boyfriend and Guinea Pig behind. They're both in good health and holding the fort without me, by the way.

People told me to take lots of photos, which I've tried to - but do you have any idea how difficult it is to take pictures when you're driving without putting yourself, the rental car or other people at risk? So, there are pictures, but I haven't actually seen them yet and I'll bet you anything that 90% of them will be blurred and Unsuitable for Upload. We'll see. I also need to go hunting for Pixie Stix and Twizzlers, and does anyone want some canola oil?

During the week, it's all been work-work-work, 830am to 5-6pm, and sometimes in the evenings as well. So, I am very behind on sightseeing, but it is kind of nice to be here and not be a tourist if you know what I mean.

Status update: rain today. All day. But still no glittering vampires to be seen.

Lille update - med bedler

Endelig fik jeg taget mig sammen til at skrive nogen faglige (well, sem-faglige i hvert fald) indlæg om KLM og Oman-turen ovre på travelbloggen. Men madørerne skal ikke snydes for en lille tur i souq'en i Muscat:

Og en lille tur i det lokale hypermarket:

De næste par updates fra mig kommer fra det store udland - Søster Rejsende Mac drager vestpå...

Aaaargh

Det er ved de tider, hvor Melodi Grand Prix atter strømmer over skærmen. Jeg skal ikke se det, og det er ikke fordi jeg er fin på den (og det har da slet slet ikke noget at gøre med det faktum at 90% af sangene får mine ører til at bløde).  Jeg skal ikke se det, fordi jeg har Traume.

Da jeg var lille, var jeg stor fan af Melodi Grand Prix. Som jeg formodentlig udtalte "grampri". Jeg glædede mig i flere uger, slugte alt hvad der stod om det i diverse ugeblade og aviser, klippede stemmesedler ud af selvsamme publikationer, så kavalkade, og gik virkelig op i Årets Popdyst.  Og jeg var helt vild med Jørgen Mylius.  Sådan en pæn mand! Og så meget han vidste om musik! Og den behaaagelige bløøøøde stemme!

Men så skete det et år at man skulle være lidt vittig, inde på Danmarks Radio.  Så der var sådan et lille indslag, hvor Mylius i close-up snik-snakkede lidt og kom ind på den sørgelighed, at DR skulle spare.  Og således også på værtens kostume - - hvorefter kameraet langsomt zoomede ud, så man så Mylius i helfigur, stående med ryggen til et spejl.  Med måsen bar!!!!!  De dygtige damer i kostumeafdelingen havde iklædt min Helt et jakkesæt som kun dækkede forsiden!!!!! Aaarrrgh!!!!  Synet af Mylius' blege baller har aldrig helt forladt min indre nethinde, og begejstringen for ham (og Grampri, og Eldorado, og hvad han ellers bestyrede) dalede kraftigt-  Den dag i dag er jeg nødt til at skifte kanal hvis han toner frem i æteren.  Til daglig er det vist mest radioen han huserer i, men det hjælper ikke at det er et "billedløst medie"; billederne er der og den fløjlsbløde stemme får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.  Beklager Mylle.  Det er slut mellem os.  Nogen steder skal man bare ikke spare.

For fanden da osse

Haves: Influenza, i bedring, begynder at kede mig, altid et godt tegn


Haves ikke længere: Mel. Og forhåbentlig heller ikke møl.  De sataner.  Farvel, rugmel (som vist var den skyldige, selve moderdyret), farvel durum/tipo 00, og farvel self-raising flour fra the US of A.  Har tilbragt munter halv time med småhulkende af angst (jeg har issues med creepy crawlies, og det der puppe-noget scares the living crap out of me, jeg vil bare se sommerfugle TAK)  at bære tunge poser ud til skraldespanden (de DØR i minusgrader, ikke???) for derefter at gøre rent på hylderne med alt hvad huset har at byde på af giftige sager.   Det tog alle kræfter, det der med "i bedring" jeg skrev for et par linier siden er løgn, jeg er lavet af vat.  Træt vat. 

Intet nyt fra Vestfronten

De 3 midterste tæer har ingen officielle navne på dansk. Det er kun storetåen og lilletåen, der har det.
Nogen hævder at Californien, ligesom Texas, engang var en uafhængig stat, men så langt kom de vist aldrig. I hvert fald varede det højst en uges tid, og de blev aldrig anerkendt af andre lande (i dette tilfælde Mexico, som var eneste nabo tæt nok på til at nå at høre om det, før det hele var ovre igen)
Hvis man bruger 10-fingersystemet og skriver stewardesse, så skal man kun bruge venstre hånd.

.....

Man fornemmer muligvis at jeg keder mig. I så fald er ens antenner indstillet korrekt. Jeg var pivet lørdag og blev hjemme fra nørkledag, havde det OK søndag, tog på arbejde mandag og tænkte at så ondt i fingrene plejer jeg da aldrig at få af ganske almindeligt tastearbejde. Om aftenen gjorde det decideret ondt, da jeg skulle skule ondt ud af øjenkrogen og hermed var alle forberedelser gjort og jeg lagde mig graciøst på sygelejet med klassisk influenza.



Her ligger jeg så endnu, 36 timer senere, og jeg har stadig ondt over det hele. Energien rækker til ½ times surfing om dagen, og folk er uendelig sløve til at opdatere blogge og FB etc. Jeg kræver underholdning! I går valgte jeg så at dække dette behov med en film som kom gratis med et ugeblad for lææænge siden - "The Women"? Med Anette Bening, Meg Ryan, osv? Ring any bells? Hvis det ikke siger jer noget, så lad det endelig forblive sådan, sjældent har jeg da kedet mig så bravt, men jeg stred den gode strid og så med til den bitre ende, som desværre viste sig at være en fødselsscene (goodbye, eventuel trang til at reproducere)

Jeg vender tilbage senere, når jeg rent faktisk har noget at berette om. Ville bare lige viderebringe disse servicemeddelelser.