Friday 17 August 2012

Feriekage

Mine damer og herrer, dagen er endelig oprunden hvor jeg går på ferie. Jeg kan næsten ikke vente til klokken bliver 16. Mens jeg venter, æder jeg kage. Det gør mine kolleger også - derfor det lidt ustylede foto. Man skal være vaks med kameraet.


Den blev ret god, og da opskriften er uhyre enkel, får du den lige her:

Køb en pakke Amo Chokoladekageblanding (gerne den med chokoladestykker). Og en (eller gerne 2) pakker kokostoppe.

Lav kagedejen efter anvisningerne på pakken, kom et lag på ca. 1 cm i formen, læg kokostoppene oven på, og smør resten af dejen henover. Mit fad var 25x30cm og større skal det i hvert fald ikke være.

Bag det som der står på pakken, men hiv kagen ud af ovnen 4-5 minutter for tidligt. Lad den køle lidt af, og mens den stadig er lun kommer du den i en plastikpose og sætter den i køleskabet. Så bliver den meget lækker og "svampet".

Hvem der første gang fandt på at lave en kage med kager indeni aner jeg ikke; denne opskrift fik jeg fra Linda.  Næste gang tror jeg dog, jeg selv vil lave chokoladekagedejen. Ikke fordi jeg har noget specielt imod Amo (ud over prisen - 30 kroner ohmygod sagde Skotten), men fordi så kan jeg få en lidt større portion der passer bedre til det fad jeg har ... og så synes jeg i al beskedenhed, hjemmelavet kagedej smager bedre i rå tilstand, end Amo gør. Og som enhver ved, bør min. 10% af kagen indtages før den overhovedet er bagt (ahem...)  Andre kan roligt lave opskriften som den står her, og hvis man undlader at æde dejen rå, får man heller ikke de samme problemer med at få dækket samtlige kokostoppe.



2 comments:

Kong Mor said...

.. Findes der overhovedet nogen som ikke æder rå dej? Det smager jo så meget bedre..

Der burde være indregnet den slags i opskriften lidt ligesom med drikkepenge.

The Blogless Sister said...

Kong Mor, du er da i sandhed en sjælefrænde!