Og vi kan genkende hinanden, kan vi, men i overensstemmelse med de uskrevne pendlerregler taler vi ikke sammen. Vi svinger os, når bølgerne og velviljen er på sit højeste, op til øjenkontakt og et nik, som er så småt og umærkeligt, at kun de mest fintfølende (som enhver pendler bliver før eller siden) kan registrere det. Jeg læste engang en undersøgelse om, hvorfor det mon var sådan - en engelsk undersøgelse, og vi ved jo alle at englændere er ganske umådeligt reserverede - og det viste sig, at det var selve gruen ved tanken om, at man efter det første "hello" jo nærmest var tvunget til at gentage det hver evig eneste morgen fremover. At det var en slags slippery slope, som uvægerligt ville føre til small talk om vejr og vind, og herfra var det umuligt at foretage retræte tilbage til det venlige men undselige nik. Var man først inde på dette uheldige spor, var eneste mulighed (ud over at lide den tort at sniksnakke hver evig eneste morgen) at tage et andet tog.
Oh yes.
Men helt løgn er det ikke. Klokken er ikke engang 7 når vi står der med automatkaffe og Metro Express, og på det tidspunkt er end ikke din ærede blogger (som engang havde en somalisk busveninde) særligt kvidrende. Hun håberhåberhåber faktisk bare på én ting, og det er at få to sæder for sig selv, så hun kan få en bette morfar.
Sådan er det også med mine rejsefæller. Bortset fra, at de enten ikke har min smidighed eller mine meget korte ben, for de sidder op og sover. Tungt.
Kineseren er ganske særligt dygtig til dette. Målbevidst står han klar ved bagerste dør i bagerste togsæt. Styrer direkte ned mod det bagerste sæde, udvælger med omhu gangplads, musik i øredimserne, og ikke 3 minutter efter sidder han ret op og ned og sover.
Så er der Den Grå. Nej - Den Graa. Bemærk hvordan hun lige blev en anelse mere støvet, da dobbelt-a'et gjorde sin entré. Den Graa er iført enten gråt, beige eller virkelig lysebrunt. Året rundt. Dog, på særligt kolde morgener findes en ekstra varm sort frakke frem. Men ellers er vi ydpreget til de neutrale nuancer. Grå taske i den ene hånd, plastikpose i den anden. Fornuftige sko, og ditto frisure. Læser ofte avis. Foretrækker forreste del af bagerste togsæt.
De to arbejdskammerater. Har jeg én gang udvekslet mere end ét ord med. Det var i forbindelse med sne&kaos&aflysninger&jetzt mit bus. Da vejrsituationen var normaliseret igen gik vi tilbage til det umærkelige nik, og den videnskabelige undersøgelse bekræftede da også, at aflysninger og deslige er et af de virkelig få tilfælde, der kan udløse en undtagelse fra pendlerreglen om ikke at tale sammen. De to arbejdskammerater taler til gengæld med hinanden. Meget. Af to mænd at være er de faktisk helt absurd snakkesalige, og emnerne er never-ever særlig interessante (ja, jeg smuglytter når jeg kan. So sue me). Det er altid sådan noget "ej så havde jeg 10 minutters overarbejde og konen blev hysterisk og hvor mange gigabyte bredbånd har du".
Den blå mand hedder sådan, fordi han er iført lyseblå anorak og ditto halstørklæde og hue (sidstnævnte to gevandter fra en eller anden fodboldklub). Rejser med tog nr 2 jeg tager om morgenen, sidder altid med åben mund og i dyyyyb søvn på et gangsæde, så man nølende må vække ham fra hans blund for at komme ind og sidde. Ryger pibe (ikke når han sover, naturligvis - det er når vi venter på toget hjemad) og har et sjældent godt instinkt for at stille sig eksaktemang der på perronen, hvor dørene er når toget holder. Udsættes vi for en cowboy-agtig lokofører, som kører for langt, er mishaget tydeligt.
Og så er der alle pendlernes lille mareridt. Ham, der har inspireret overskriften på dagens blogindlæg. Tager toget 2, lejlighedsvist 3, ud af ugens fem hverdage. Allerede når jeg stiger ud af Lille Blå nede på parkeringspladsen, kan jeg høre, om det er en af de dage han er med. Når sandheden skal frem, kan han vist ikke helt selv gøre for det. Jeg vil skyde på en DAMP-diagnose eller noget i den stil, men et faktum er det i hvert fald, at selv de pendlere, der går gennem ild og vand for deres stampladser, gerne fortrækker til en helt anden togvogn, når vor særlige ven hujer rundt på perronen klokken 06:47. Kommer han til at stå ved siden af en af rejsekort-standerne fægter han rundt foran sensoren, så den mekaniske damestemme messer "check ud. check ud. check ud" i det uendelige, og eftersom tale for ham er det pureste guld underholder han ofte med monologer om togets rettidighed/hans egen travlhed/klippekortets velsignelser/alt og intet, også henvendt til alle og ingen. Eller også foretager han livsvigtige opkald på sin mobil, gerne til kammeraten Palle, som jeg er ved at have en smule ondt af. Jeg tror ikke, Palle just nyder at blive ringet op klokken kvart i kvalme og underholdt med beretninger om en ny kompjuter, eller "Palle, Pallløøøø, så ved du godt, så er der det dér ord på 5 bogstaver, der starter med F og slutter på E, og så er der to S'er i midten. Og, og et I, Palløøøø. Hææææææhæhæhæ".
Stakkels Palle. Og stakkels mig, de morgener vor ven slår sig ned i sædet overfor mig. Da sover jeg ikke ret tungt (men kører til gengæld med garanti heller ikke for langt med toget, og sådan er der jo fordele ved alting, kan man sige :-)
@ N ~ translation is cancelled today; the blog post was a little causerie about some of my fellow commuters. And then my mother just called two minutes ago to ask what time she has to drive me to the train tomorrow, and I was all "what are you talking about" and she reminded me that ohmygod, I'm going to Copenhagen this weekend, we have a company do, and here I was just blogging away and thinking I'd go to bed early, and now I have to pack and everything. Gah! Well, better tonight than at 5AM tomorrow of course.
Sometimes, I amaze myself. It completely slipped my mind. Completely.
For details on how my brain works, please click here: http://theoatmeal.com/comics/brain
4 comments:
Ved du hvad, søde TBS?
- Jeg endte faktisk med at blive gift med en af mine fellow commuters efter at have delt togvogn i et par år. Hmmm - det er 14 år siden nu. Hvem ved, måske en dag er du Fru Blå?
//lfp
Fantastisk beskrivelse af pendlerne - ville ønske DSB læste det.
Hahahahhaaa Tak for turen!
Bringer minder frem fra dengang det var mit lod at være pendler.
@lfp: FANTASTISK! Tænk at det kan lade sig gøre :-) Den fulde historie må jeg vride ud af dig engang ved lejlighed
@Anonym: det ville jeg næsten også. Der har faktisk været DSB-ansatte mellem læserne, siden jeg 15. december sidste år skrev om en virkelig skøn togfører, men jeg aner ikke om de stadig hænger på.
@Kong Mor: nu bliver du snart bil-pendler! Men det giver nok ikke anledning til blogindlæg i samme stil som dette :-)
Post a Comment