Wellness for viderekommende

For aaaalt for mange år siden var søster og jeg i Istanbul i efterårsferien (anbefaling: go-go-go!!! det er en af de mest spændende storbyer i vores del af verden!)

Mens vi var der, kastede vi os med stor fornøjelse ud i disciplinen HAMAM - tyrkisk bad.  Første gang gik vi herind: http://www.cemberlitashamami.com/

Det var et rigtig fint og pænt sted, og de talte endda engelsk hvilket jo var til stor hjælp, når man a) ikke kan et ord tyrkisk og b) ikke har den fjerneste idé om, hvad hele seancen gik ud på.

Meget kort fortalt, så bliver man sæbet ind, skrubbet, og spulet, så man er så blød og lyserød som ... æhm, softiceguf, måske?  Godt er det i hvert fald.

Men Cemberlitas var jo altså noget turistet. Altså, de talte jo lissom engelsk, ikå? Og nu, da vi var totalt erfarne udi al denne tyrkiske wellness, så følte vi en stigende trang til at mænge os med lokalbefolkningen.  Off ze beaten track and all that. 

Så søster opsporede en anden hamam som lå lidt længere væk fra centrum, og dagen efter drog vi derhen.

I søgen efter lokal kolorit.

Og vi blev IKKE skuffede.

Da vi kom ind blev vi modtaget af Hamam-Mutter. Som mindede en hel del om vort eget nationalklenodie Camilla Plum. Der var noget bølgende barm, svøbt i omfangsrig kaftan, og noget turban-agtigt tørklæde om de uregerlige lokker, og nogle store, gæstfrie, velkomst-agtige fagter. Der var absolut intet engelsk.

Der var også en gæst i hamam'en.  En stamgæst, tydeligvis. Hun sad i receptionsområdet, kun iført trusser, med afblegningsmiddel i pandehåret og lidt på overlæbedunene, kaffe på kanden, smøg mellem læberne, vældig fordybet i hvad jeg vil skyde på er Tyrkiets svar på Kig Ind.

Dette var yderst lovende.

IKKE den lokale hamam.

Men indretningen er den samme -

rundt podie med varme i, ovenlys, vand rundt

langs væggene.

IKKE den lokale Hamam-Mutter.

Magrere mennesker.

Vi klædte om og trissede ind i selve hamam'en. Først lå vi lidt og stegte på racletten det der podie, der er i midten. Det er lunt og dejligt; muligvis blev gulvvarmen opfundet netop her.  Og SÅ - så kom Hamam-Mutter ind. Nu sans kaftan.  Men fortsat (særdeles) bølgende.

Behandlingen var aldeles den samme, som det turistede sted - men mere entusiastisk.  Først kom der sæbeskum i store mængder. Og SÅ kom skrubbehandsken frem. Skrubbeskrubbeskrubbeskrubbeskrubbe. Og så, *KLASK* - et kraftigt kærligt dask som betød, at nu skulle man vende sig/strække en arm/dreje sig om/gøre et eller andet anderledes. Og skrubbeskrubbeskrubbeskrubbe igen, efterfulgt af *SPLASH* vand.

Herefter blev man ført over til væggen, hvor overdådige mængder vand løb i kaskader fra gamle vandhaner og kunstfærdige vaskekummer. Jeg tror ikke, de har helt samme vandpriser, som herhjemme. Indoktrineret "spar-nu-på-vandet" som jeg er, havde jeg en nærmest ubændig trang til at rende rundt og slukke for vandet, men i virkeligheden var effekten skøn. Overstrømmende, overdådig, frådsende.

Frådsende i billig shampoo fra supermarkedet var de også; frådsende i advarsler om at "nu bør du nok lige lukke øjnene i" var de til gengæld slet ikke. Heller ikke da shampoo'en skulle skylles ud (fad med vand, sigte, og *WHOOOSH*).

Dryppende, men umådelig lyserød, blød og lækker, blev man herefter ført tilbage til podiet og kunne herfra ligge og iagttage næste person blive underkastet behandlingen.

Og så kunne man udspionere de øvrige kunder, og noget bedre findes faktisk ikke.

Damen med blegemidlet i pandehåret kom ind og skyllede det ud. Det blev hurtigt skyllet væk af vandkaskaderne - men alliwl; den var nok ikke gået hos FitnessDK i Høje Taastrup.   Men der er de nu også så emsige...

En anden dame kom ind. Hun var ganske frodig - og havde på et tidspunkt i sit liv fået kejsersnit (gætter jeg på). I hvert fald havde hun et lodret ar på maven, som gav den ganske interessante effekt, at hun havde en højre-delle og en venstre-delle. Som hun løftede, een ad gangen, for at komme ind i alle hjørner med vaskesvampen.

Og gammelmor. Cirka på alder med Methusalem (who?). Iført hvad der mest af alt lignede et par gigantiske herreunderbukser.  Og de andre damer. Med tynde, tykke, unge, gamle kroppe - og masser godt humør. Utvivlsomt også masser af røverhistorier, men her forhindrede mit mangelfulde ikke-eksisterende tyrkiske mig desværre i at få det fulde udbytte.

Stadigvæk. Jeg vil anbefale det til enhver, der lige kommer forbi Tyrkiet. Sammen med krydderi-bazarerne, friskpresset granatæblejuice, og rundt regnet hele det tyrkiske køkken.

God tur til Hr og Fru Nielsen, som søndag får deres charterdebut i nederste højre hjørne af Europakortet!