En hjælpende hånd - og en hyldest - til kærligheden

Med jævne mellemrum er der nogen, der efterlyser kærligheden på Vejle station.  Sidste gang var det en noget sendrægtig person - vedkommende efterlyste "pigen fra toget i november 1998". 

Denne gang er vi kun ca. 12 måneder tilbage i tiden. Er der mon nogen i læserskaren, der kender en Claus, som var til Give Open Air sidste år??  For så skal I lige hen og ruske op i ham!  Hvem ved, hvilke gode ting, der venter ham?  

Og apropos det med kærligheden, så vil jeg også lige benytte lejligheden til at ruske op blandt de yngre i læserskaren. Hvis der er nogen.

For et par dage siden læste jeg nemlig denne hårrejsende nyhed:

Det, det handler om, er, at kun 20-30% af teenagere i dag har en kæreste, hvor tallet pre-facebook var noget højere. Tilsyneladende handler det om, at alle de "likes" man får på facebook kan opfylde det behov, vi alle har for at blive set og bekræftet - hvilket tidligere var en funktion, som primært blev udfyldt af ens kæreste. (De skriver også noget om, at det er vigtigere at have et godt forhold til familie og venner, men hvor meget nyhed er der i dét?)

Jeg kan godt se, hvad de mener.  Mine elskelige venner bekræfter mig gang på gang i, at jeg er dejlig. Både her, og på facebook. Se bare hvor mange, der elskede den Pink Lemonade, jeg indtog på Memphis Roadhouse i går:

17 likes -whoop whoop

(det er MIG de holder af. MIGMIGMIG - og min Pink Lemonade)

Men alligevel. For sadden, altså.  Hvor dejligt masser af "likes" end er- og jeg vil gerne understrege, at tallet endog var 50% højere, da jeg lagde et billede af Newport Quay Hotel's English Breakfast på i marts. Det er dét, folket vil ha'! :-)    -  så er det IKKE. På NOGEN måde. OVERHOVEDET. I nærheden af at være lige så skønt som at være nyforelsket.

Man får ikke kildren i maven af det. Man får ikke pludselig overvældende meget energi, så man pludselig får pudset alle vinduer i huset OG bagt en kage. Man får ikke ekstra meget lyst til at gå i skole, fordi samtlige frikvarterer rummer muligheden for et glimt af Ham.

Jeg har dæleme været forelsket i mange.  Og ved I hvad, det har faktisk været dejlige fyre allesammen.  Jeg er godt klar over, at jeg lyder uhyggelig meget som Suzanne Bjerrehuus nu, men der findes simpelthen ikke noget bedre end at gå og være småforelsket i en eller anden. Det behøver overhovedet ikke at være la grande amour og føre til alters og fødegang, slet slet ikke. Af og til behøver det ikke engang at være gengældt.  Men det krydrer livet på en måde, som facebook never-ever kommer til, hvis du spørger mig.

(det betyder ikke, at I skal holde op med at klikke "like", altså! :-)

Altså. Jungs und Mädels.  Gå ud og forelsk eder.  Kys så meget, I overhovedet kan. Lad være med at trampe unødigt på folks hjerter og fødder.  Vær overbærende overfor fjolser, men kun indtil en vis grænse (den ligger dog lidt længere fremme end man umiddelbart ville tro). Og flet fingre, og mærk suget i maven.

Jeg lover, du bliver kun smukkere af det.

KH Den Viise.

Just because :-)

@ N ~  remember THIS blog post?  Some guy searching for "a girl who stepped off a train here in November 1998"?

The commuters at my local train station do not seem to be the quickest bunnies in the forest.  Again, today - the top picture - some girl looking for a guy she met at a festival last summer.  But as I believe in love, I give them a helping hand by spreading the word here :-)

More love-related news from Denmark:  Apparently, since facebook, fewer teenagers have girlfriends and boyfriends. According to the article in the screenshot, the "likes" we get on facebook and other social media can, to a certain extent, fulfil our need for acceptance and recognition, thus reducing the need for a romantic partner.  Allegedly, the number of Danish teenagers who have a girlfriend or boyfriend has dropped by as much as 40% in recent years.

And I object. Because I am all for falling in love, kissing, holding hands, getting your heart broken, picking yourself up, lather-rinse-repeat.   I don't think there was ever a time in my teens when I wasn't in love with someone.  It was rarely reciprocated, but that didn't seem to matter so much.  I remember suddenly looking forward to going to school because I might catch a glimpse of Him during recess.  These days, the extra energy usually manifests itself in window washing or similar, but the feeling is the same and I cannot help but think that my life would be very much poorer without it.

(Yes, still totally available for dates, and contrary to popular belief -mostly among my colleagues- it doesn't really have to be more than a date.  It's just been aaaages since anyone asked me out to dinner)

(And speaking of dinner - I went to an American barbecue place yesterday to celebrate 4th of July by indulging in pink lemonade and pulled pork. It was awesome.  We waddled out of there and had to modify an old saying to "first comes love, then comes marriage, then comes brisket in a baby carriage" because one of my friends -who is normally quite skinny- really looked as if she was having a food baby.  Marvellous.)

Did you have a good day yesterday?  And has the mailman been to see you again?