(Overskriften er norsk, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg har ikke pludselig mistet samtlige danske stave-evner.)
Jeg bor i et hyggeligt gammelt hus - model 1930. Inventaret er en meget hyggelig blanding af IKEA og arvestykker - jeg tror nok, de eneste møbler, der ikke er det ene eller det andet, er gæstesengene (det retter jeg op på, når jeg bliver rig...)
IKEA-tingene har jeg intet forhold til. De er billige og praktiske, og det er sådan set dét. Arvestykkerne, derimod - uh, som jeg hæger. Der er min højtelskede seng, arvet fra farmor og farfar, som vi var nødt til at få forlænget da jeg tog den i brug, fordi man ikke længere kan købe madrasser som er 1.85 lange (eller noget i den stil). Eller Øreklapstolen, som har været ude i fjernere dele af familien, før den nu er kommet Hjem. Sofaen (af en kær ven stil-benævnt "ehm, IKEA med mos?") - en umådelig tung mørkegrøn sag, doneret af min mors penneveninde. Og så videre.
Og så har jeg en gammel lampe, også arvet fra farmor og farfar, årgang sådan cirka 1940. Med nye ledninger, må jeg hellere tilføje :-) Den har sådan nogle glaslampette-dimser som har nogle andre glasdimser ovenpå, og i årenes løb er der sket et og andet uheld, så de ikke er hundrede procent ens. De seneste uheld indtraf mens jeg boede sammen med A. En dag kom han til at smadre en af dem - og han var meget ulykkelig, og sagde "jamen, jeg gjorde bare sådan her" - hvorefter han kom til at smadre en til. Ups.
Jeg har gjort halvhjertede forsøg på at finde erstatninger rundt omkring i genbrugsbutikker, men uden held. Efterhånden havde jeg affundet mig med, at jeg muligvis ville være nødt til at forføre en glaspuster, så han kunne lave nogle erstatninger, men jeg havde ikke taget højde for min fars ganske særlige evne til at få ting til at ske, når først han har biddet mellem tænderne.
Min far kom nemlig i tanker om, at han for 2 år siden havde set en eller anden udsendelse om en mand, som solgte alle mulige sære ting, heriblandt mange gamle lamper. Ham fik han støvet op, og lørdag morgen drog vi ad Horne til, for at finde glas-lampe-dimser og se, hvad der ellers kunne friste.
Min fiiine lampe. Det er de gule "spejlæg" på
toppen, vi skulle på jagt efter
Der var bid - de oprindelige "spejlæg" er gule,
og de nye er hvide. Jeg kunne nok godt male
dem, men synes egentlig det er meget
charmerende, at de ikke er helt ens.
Så nu er der "spejlæg" (hhv gule og hvide) på alle glasdimserne igen. Jeg er møj tefræj.
Men der var mange andre sjove ting - og det hele var inde i hans eget hus! Køkkenet var f.eks. et veritabelt lampegalleri (han siger han ikke kan lave mad, så han spiser henne på Horne Kro - og så kan pladsen jo lige så godt udnyttes!)
White push-button telephones are
sooo last year, Hyacinth!
Dette her er til gengæld en telefon, som ville
kunne få mig til at gå over til fastnet-
telefoni - hvis ellers den var til salg ...
Det lykkedes mig endda at finde en ny lampe til at hænge over sofabordet - dér har der ellers hængt sådan en ris-papirs-nødløsning, som kom op i al hast, fordi Den Færøske Invasion jo ikke kunne sidde her i mørket, mens de var på besøg. Invasionen fandt sted i april 2012, og vi kan heraf - ikke særlig overraskende - konkludere, at Tine ikke er verdens hurtigste til at erstatte lappe-løsninger med nogle mere permanente af slagsen. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg både er nærig og kræsen, og det gør det umådelig svært at finde velegnet belysning (og alt muligt andet). Denne her falder stensikkert muligvis ikke i alles smag, men jeg synes den er gammel og fin, og passer perfekt til IKEA-med-mos stilen :-)
På vej hjem fra Horne (som ligger ovre på Varde-egnen) blev jeg sulten, og da mine forældre ved at jeg derefter lynhurtigt bliver vranten, holdt de ind på Hovborg kro. Her delte de en ægg'-kaw', mens jeg blev fodret af med et stjerneskud som hvilede på det lækreste stykke smørristet, sprødt franskbrød jeg nogensinde har mødt under flere lag fisk. Så forduftede al vrantenhed!
I øvrigt kommer der for få mad-bloggere på Hovborg Kro. Ikke at jeg er mad-blogger, men jeg gør jo som dem, og flår kameraet frem så snart maden kommer på bordet - til uhyre stor morskab for både betjeningen og de øvrige gæster, hvorfor jeg konkluderer, at det nok ikke sker så tit på de kanter. På de fleste restauranter i Århus forholder det sig nærmere sådan, at tjeneren tror der er noget galt med anretningen, hvis man ikke foreviger den før man går ombord ;-)
Nu er der lys over land i det lille hjem, og bedst af alt: min søster og min "lånesøster" er vendt hjem fra 14 dages yoga-ferie i Indien, og så bliver søndage jo faktisk ikke meget bedre!
Klunseren fra Horne var et meget interessant bekendtskab. Du kan se et lille klip med ham lige her:
@ N ~ my parents and I went on a little "excursion" yesterday. The mission was to find some "glass thingies" (I know, my grasp of the language is appalling, but rest assured it's no better in Danish) for an old lamp I have - the thing with "glass thingies" is that they break easily, and two parts were missing. A. broke one of them back when we lived together. He was very upset, and apologetic, and said "but I only did THIS" -and broke another one ... The lamp works fine without them, and as it dates back from the 1940's spare parts are a bit hard to find. But then my dad remembered that he had seen an interview with a funny old guy about two years ago - the man sold all sorts of old things, including lamps, so my dad found out who he was, described the "glass thingies" to him, and was delighted to be told he had not only two but 3 almost similar ones.
So off we went on Saturday morning. Total success - the ones he had were white, not yellow, but there has been so many replacements over the 70-year life span of this lamp that I think only 50% are original, so in a way it all fits together anyway.
And his house were full of funny things - some were not for sale, like the train you can see in one of the photos. That is actually his telephone!! I also bought a new lamp, the round one, for my living room, and my mum bought a kerosene lamp plus some other bits and pieces. Afterwards, we went to an old inn and had a delicious lunch.
Today, my sister and her friend came home from a 2-week yoga retreat in Goa, India. They had had the most fantastic time and met so many friendly, hospitable people. I almost want to go now - the only thing holding me back is the fact that the toilet only had a sort of curtain and not a real door, and I suffer from a major case of shy bladder colon syndrome. But of course, nothing like a bit of "Delhi belly" to cure that, eh :-)
