On where I've been and what I've done

This is a vague intermezzo of a blog post. As usual, to assure you that I haven't dropped off the planet or anything but merely been occupied with Real Life.


But, as it happened, two other people dropped off the planet last week. As in, expired. Departed. Joined the here-after. And left behind a grieving family.  I am not family, but friend of family. The loss is not mine, not directly, yet my life will be affected by the new reality that now exists.  I am so very sorry for them.


On a lighter note, I have also been on a mini-break to Sicily.  I read one book a day, walked for miles and miles, and ate loads of delicious Italian food.  Will post pics later; till then, take care.

Godmorgen til dig også

Linda fra Blogsbjerg har med vid og bid begået et blogindlæg om gyserfilm. Som hun ikke bør se. Hvilket jeg heller ikke bør.


Hendes milde og kærlige læsere har i kommentarfeltet kvitteret med diverse gyserfilms-anbefalinger og links til uhyggelige youtube-klip, så jeg ikke rigtig tør scrolle helt ned i bunden og skrible en lille pippende jeg-er-osse-bange-hilsen.


For det er jeg. Og der skal virkelig ikke meget til. Til Lindas top 5 over de mest uhyggelige elementer i gyserfilm vil jeg nemlig lige tilføje et noget overset sjette punkt, nemlig Den overflødige oplysning.


Qu'est-ce que c'est, spørger den franskkyndige læser nu. I andre tænker bare "æh, no lige...hwa'?"


Den overflødige oplysning er det sted i starten af filmen, hvor man får en eller anden oplysning som bare ikke virker særlig relevant netop der. Så véd man bare, at det får en uheldssvanger betydning senere i filmen.


Case in point: Filmen "What lies beneath" med Michelle Pfeiffer og Harrison Ford. Den kom ud for en 10 års tid siden og handler kort fortalt om det her nydelige ægtepar, hvor konen tror hun er sindssyg og ser spøgelser, og manden er flink og rar indtil det pludselig viser sig at han nærmest er den onde selv, og de syner konen ser er hans elskerinde som han på bestialsk vis har taget af dage. Sådan, helt kort fortalt. Og muligvis ikke helt korrekt, thi jeg baserer min genfortælling på nogen tågede erindringer om en film set gennem næsten helt sammenknebne øjne og delvist i dækning bag med-biografgænger...


Anyways, i en af de første scener kører vor heltinde henover en bro mens hun taler i mobiltelefon (fy!). Midt på broen siger hun "hey, vent lige, forbindelsen forsvinder altid herude på broen". Og i nutidens millimeter-klippede film levner dialogen kun sjældent plads til den slags irrelevante observationer...


Værre endnu blev det, da instruktøren brugte megen god tid på at forklare ægtemandens forskningsprojekt, som gik ud på at fremstille en ny type bedøvelse hvor man er ved fuld bevidsthed men ganske paralyseret...


SÅ blev jeg angst, og det fortsatte jeg med at være hele resten af filmen, undtagen de scener hvor hun var hos psykolog. For ganske rigtigt, senere i filmen åbenbares ægtemandens sande jeg, og det er sandelig ikke et behageligt jeg, og bedst som hun flygter fra ham i bil og panisk ringer efter hjælp, ja så er hun midt på broen, forbindelsen ryger og ... ja, hun ender med at ligge bedøvet (med ægtemandens nye wunder-drug) i et badekar hvor vandet bare stiger og stiger og hun ikke kan gøre en skid fordi hun hverken kan bevæge sig eller skrige....


Beklager meget de der irriterende prikker. Jeg ville sådan set gerne afsløre for jer hvad der helt præcist skete, men jeg så det vist ikke. Jeg var travlt optaget med at knibe øjnene sammen og sætte negleformede mærker i armen på ham jeg var i biografen med - som i øvrigt var en gammel kollega jeg tilfældigvis mødte på gaden et par måneder efter jeg var flyttet til Århus; jeg tror ikke han havde regnet med at "film&en øl" ville indebære så meget nærkontakt...


Jeg så ham da heller ikke siden. Forstå det hvem der kan.

Lepisma Saccharina - eller, brøl i køkkenet

Af og til høres der en høj lyd i mit køkken. Ikke et råb. Ikke et skrig. Et BRØL!  Brølet efterfølges af en høj skramlen, lyden af rindende vand og løbende trin.

Så ved jeg, at Jagten På Sølvfisken er gået ind.

Som nogen måske husker, afliver jeg dræbersnegle meget grundigt. De hakkes over, saltes og koges (lyder lidt som en tilberedning; jeg æder dem altså ikke til sidst).  Det viser sig, at Kæreste - hvis uforklarlige hadedyr er liden sølvfisk - har tilsvarende metode. BRØLET, ved opdagelsen af det formastelige dyr, har vi tilfælles. Vær glad for at dette ikke er en lydblog.  Den høje skramlen er når han flår det køkkengrej, hvorunder kræet har søgt tilflugt, op af køkkenskuffen. Rindende vand er hans hemmelige våben, thi liden sølvfisk er hurtig som en ninja - men han pacificerer & drukner & maser den ved hjælp af pjaskvåd køkkenrulle. Endelig de løbende trin - dyret er jo ALT for farligt at smide i skraldespanden (arten har trods alt overlevet 300 millioner år; hvem ved hvilke evolutionstricks de kan?) så det druknes én gang til i toilettet.

Vi er ganske langt fra Ibber, der nøjes med at tale til dem fra sin høje hvide porcelænstrone. Ganske, ganske langt, vil jeg sige.

Men jeg griner naturligvis ikke. For vi har jo alle sammen vore små, bizarre angstudløsere.  På min liste står, foruden bl.a. dræbersnegle, Darth Vader. For jeg kan bare ikke tåle den der hvæsende lyd når han trækker vejret. Af samme årsag kan jeg ikke se dykkerfilm, hvor man kan høre dykkernes åndedræt - og jeg har engang haft et lillebitte angstanfald da jeg skulle ud at snorkle.

Nå ja, og så er jeg også lidt angst for at verden (= dig der læser min blog) skal finde ud af, hvor tumpet jeg egentlig er. Men det er jo ikke en ubegrundet angst :-)

Someone else's nightmare

- and mine.

Oh, the horror.  Boyfriend came across a silverfish (aka fishmoth) in the kitchen this evening. He feels the same way about them that I do about slugs. Eeeeuuurgh!   It was lurking in the drawer where we keep our cutlery, so first I heard a yawp. Then a loud noise as the cutlery was hastily re-located to most of the kitchen counter.  Then cursing and swearing as the creature dived&dodged in a ninja-like way, always just a split second too fast.  But then, the secret weapon was brought in: soaking wet kitchen towel, with which he was able to pacify/drown/squeeeeze the little bugger.  Which, by the way, could NOT be disposed of in the kitchen garbage bag, oh no, because silverfish have inhabited Planet Earth for 300 million years (according to Wikipedia) and who knows what kinds of evil evolutionary tricks they have up their non-existent sleeve?  Alas, it was drowned (again) in the toilet and must now be considered truly dead.

But I don't mock him. We all have our little panic triggers. Mine is (in addition to aforementioned slugs of course) Darth Vader. It's the breathing, I can't help it. I can't even watch beautiful underwater films on National Geographic if I can hear the divers breathing, and I once had a tiny ridiculous panic attack when I went snorkelling.  So no, I don't mock him. I am laughing with him. (and blogging about him :-)

Ond verden - og et lyspunkt

Er det mig, eller har verden vokset sig lige lovlig stor og ond her på det sidste?  Der er jordskælv og tsunamier, atomkraftværker som nogen har været så kloge at bygge netop i seismisk aktive områder (kunne de ikke have gjort det lidt bedre?), kriser i parforhold rundt omkring, stadigvæk den forbandede finanskrise og folk der mister deres job, og infame kræftsygdomme som sniger sig ind på familie og venner. Marsvinet er død og pludselig fylder Søren Pind hele facebook (my god, den mand skræmmer mig).

Dette er en glad blog, men ikke så meget lige i dag.  Jeg leder lige efter den sædvanlige optimisme og vender tilbage en anden dag.

@ n - no happy post from me today. The world has grown big and mean lately - earthquakes and tsunamis, nuclear plants that someone very thoughtfully placed in a seismically active area, people are having relationship crises, financial crisis (aren't we done with that yet), friends getting fired, and cancer sneaking up on family members and friends.  The guinea pig is dead, and the Danish Prime Minister appointed a new Minister for Integration who has been quoted as saying "screw integration, assimilation is the way to go".

But at least I made a new friend this weekend:

Ny bedsteven  -  hendes mor og jeg glæder

os allerede til at arrangere påskeæggejagt,

julekagebagedag, fødselsdagsfester og alt

muligt sammen med hende!