Godmorgen til dig også

Linda fra Blogsbjerg har med vid og bid begået et blogindlæg om gyserfilm. Som hun ikke bør se. Hvilket jeg heller ikke bør.


Hendes milde og kærlige læsere har i kommentarfeltet kvitteret med diverse gyserfilms-anbefalinger og links til uhyggelige youtube-klip, så jeg ikke rigtig tør scrolle helt ned i bunden og skrible en lille pippende jeg-er-osse-bange-hilsen.


For det er jeg. Og der skal virkelig ikke meget til. Til Lindas top 5 over de mest uhyggelige elementer i gyserfilm vil jeg nemlig lige tilføje et noget overset sjette punkt, nemlig Den overflødige oplysning.


Qu'est-ce que c'est, spørger den franskkyndige læser nu. I andre tænker bare "æh, no lige...hwa'?"


Den overflødige oplysning er det sted i starten af filmen, hvor man får en eller anden oplysning som bare ikke virker særlig relevant netop der. Så véd man bare, at det får en uheldssvanger betydning senere i filmen.


Case in point: Filmen "What lies beneath" med Michelle Pfeiffer og Harrison Ford. Den kom ud for en 10 års tid siden og handler kort fortalt om det her nydelige ægtepar, hvor konen tror hun er sindssyg og ser spøgelser, og manden er flink og rar indtil det pludselig viser sig at han nærmest er den onde selv, og de syner konen ser er hans elskerinde som han på bestialsk vis har taget af dage. Sådan, helt kort fortalt. Og muligvis ikke helt korrekt, thi jeg baserer min genfortælling på nogen tågede erindringer om en film set gennem næsten helt sammenknebne øjne og delvist i dækning bag med-biografgænger...


Anyways, i en af de første scener kører vor heltinde henover en bro mens hun taler i mobiltelefon (fy!). Midt på broen siger hun "hey, vent lige, forbindelsen forsvinder altid herude på broen". Og i nutidens millimeter-klippede film levner dialogen kun sjældent plads til den slags irrelevante observationer...


Værre endnu blev det, da instruktøren brugte megen god tid på at forklare ægtemandens forskningsprojekt, som gik ud på at fremstille en ny type bedøvelse hvor man er ved fuld bevidsthed men ganske paralyseret...


SÅ blev jeg angst, og det fortsatte jeg med at være hele resten af filmen, undtagen de scener hvor hun var hos psykolog. For ganske rigtigt, senere i filmen åbenbares ægtemandens sande jeg, og det er sandelig ikke et behageligt jeg, og bedst som hun flygter fra ham i bil og panisk ringer efter hjælp, ja så er hun midt på broen, forbindelsen ryger og ... ja, hun ender med at ligge bedøvet (med ægtemandens nye wunder-drug) i et badekar hvor vandet bare stiger og stiger og hun ikke kan gøre en skid fordi hun hverken kan bevæge sig eller skrige....


Beklager meget de der irriterende prikker. Jeg ville sådan set gerne afsløre for jer hvad der helt præcist skete, men jeg så det vist ikke. Jeg var travlt optaget med at knibe øjnene sammen og sætte negleformede mærker i armen på ham jeg var i biografen med - som i øvrigt var en gammel kollega jeg tilfældigvis mødte på gaden et par måneder efter jeg var flyttet til Århus; jeg tror ikke han havde regnet med at "film&en øl" ville indebære så meget nærkontakt...


Jeg så ham da heller ikke siden. Forstå det hvem der kan.