Har brugt det meste af dagen på at undgå at komme i Bilka. Hvor resten af Århus midlertidigt opholdt sig. (Om)vejen gik via Bazar Vest, Rema1000 i Sabro, Kvickly i Viby og lidt motorvej (motion for ford'en) - før jeg måtte kapitulere med 1 ting tilbage på listen: forbrugermekkaet var tilsyneladende det eneste leveringsdygtige pasteuriserede-æg-outlet i mit hjørne af Århus. Kamikazeagtigt navigerede jeg mellem indkøbsvogne med volumensyge og kransekage-berusede børn, overvandt køen til selvbetjeningskasserne og Hr&Fru Århus som -kan jeg berette- ikke heeeelt kan tælle til max. 15 varer, før jeg i triumf kunne hjemføre de eftertragtede æg-på-bæger som skal sikre, at mit første forsøg på en tiramisu ikke ender i salmonellaens favntag.
Nu har jeg så lige læst opskriften én gang til. Og jeg glemte at købe mascarpone.
Fuck.
Thursday, 30 December 2010
Tuesday, 28 December 2010
Nytårsfortsæt
I en del år troede jeg faktisk, det hed nytårsfortsætter. Og måske er det ikke helt tovlig. I stedet for at bestemme sig for 10 ting man vil til at gøre (eller holde op med), så vælger man nogen ting man bare vil blive ved med. Instant success.
Jeg vil f.eks. blive ved med at blogge sporadisk. Og uden tema. Selv om jeg for nylig læste, at nøglen til at blive en succesfuld blogger (blandt ufattelig meget andet) er at "vide hvad man er kendt for og holde sig til det". Man bør også gæsteblogge hos andre og checke sin blogs statistikker så man kan se hvilke emner der virkelig genererer trafik. Jeg har faktisk Google Analytics, men ... altså... nej, der er en kortslutning et sted, og jeg ved ikke helt på hvilken side af skærmen den er gal. Og med de hyppige nazist-henvisninger til Indre Helga er jeg nok også en smule angst for at opdage, at min blog jævnligt får besøg af Jonni Hansen & slæng, som lige har tastet lidt forkert i Google. "nazi + julesmåkager = blogless sister????" Oh help!
Jeg vil også fortsætte med at lade mine Indre Personligheder (Erna, Helga og Lecia) få frit spil på nettet og i det virkelige liv. Lige nu går jeg og glæder mig til at Helga dukker op, meget gerne 1. eller 2. nytårsdag hvor al julepynten skal ned. Hun har været noget i hi her i december, alt det hjertefletten og portvinspimperi er ikke lige hende...
Så vil jeg fortsætte med at nørde køkkenhave så alle pensionisterne der bor omkring mig rigtig kan rynke på næsen over hvor u-jesperhus'k min have er. Grow for Victory, siger jeg bare - hvis Hungersnøden kommer så kan jeg klare mig i ... i hvert fald weekenden over.
Se bare, det var jo allerede hele 3 ting.
Nytårsfortsætter er ikke den eneste lille sproglige misforståelse jeg har skullet vikle mig ud af. Eksempelvis er det ikke sååå mange år siden jeg fandt ud af, at en swingerklub IKKE er et sted, man kommer for at danse. (Ikke kun, i hvert fald). For god ordens skyld må jeg hellere understrege at jeg ikke fandt ud af det i praksis, eller hvordan man nu kan sige det. Jeg fandt ud af det, fordi jeg foreslog for en flok uni-venner at vi prøvede at finde sådan en swingerklub, for jeg var så træt af disko-dasko hvor man ikke kunne høre hvad folk sagde og musikken var træls... (jeg har søde venner; de tegnede&forklarede i stedet for at tage mig på ordet)
Jeg vil f.eks. blive ved med at blogge sporadisk. Og uden tema. Selv om jeg for nylig læste, at nøglen til at blive en succesfuld blogger (blandt ufattelig meget andet) er at "vide hvad man er kendt for og holde sig til det". Man bør også gæsteblogge hos andre og checke sin blogs statistikker så man kan se hvilke emner der virkelig genererer trafik. Jeg har faktisk Google Analytics, men ... altså... nej, der er en kortslutning et sted, og jeg ved ikke helt på hvilken side af skærmen den er gal. Og med de hyppige nazist-henvisninger til Indre Helga er jeg nok også en smule angst for at opdage, at min blog jævnligt får besøg af Jonni Hansen & slæng, som lige har tastet lidt forkert i Google. "nazi + julesmåkager = blogless sister????" Oh help!
Jeg vil også fortsætte med at lade mine Indre Personligheder (Erna, Helga og Lecia) få frit spil på nettet og i det virkelige liv. Lige nu går jeg og glæder mig til at Helga dukker op, meget gerne 1. eller 2. nytårsdag hvor al julepynten skal ned. Hun har været noget i hi her i december, alt det hjertefletten og portvinspimperi er ikke lige hende...
Så vil jeg fortsætte med at nørde køkkenhave så alle pensionisterne der bor omkring mig rigtig kan rynke på næsen over hvor u-jesperhus'k min have er. Grow for Victory, siger jeg bare - hvis Hungersnøden kommer så kan jeg klare mig i ... i hvert fald weekenden over.
Se bare, det var jo allerede hele 3 ting.
Nytårsfortsætter er ikke den eneste lille sproglige misforståelse jeg har skullet vikle mig ud af. Eksempelvis er det ikke sååå mange år siden jeg fandt ud af, at en swingerklub IKKE er et sted, man kommer for at danse. (Ikke kun, i hvert fald). For god ordens skyld må jeg hellere understrege at jeg ikke fandt ud af det i praksis, eller hvordan man nu kan sige det. Jeg fandt ud af det, fordi jeg foreslog for en flok uni-venner at vi prøvede at finde sådan en swingerklub, for jeg var så træt af disko-dasko hvor man ikke kunne høre hvad folk sagde og musikken var træls... (jeg har søde venner; de tegnede&forklarede i stedet for at tage mig på ordet)
Thursday, 23 December 2010
En mere rummelig tilgang til tingene
... Julenazisten (that would be me....) bruger jo megen energi på med magi at udsøge sig Det Perfekte Træ. Og det er ikke noget, jeg har med hjemmefra.
Hjemme hos mine forældre er det nemlig min fars filosofi, der gælder. Og den hedder "de små og skæve juletræer skal også have en chance" (det er jo så dem, jeg barsk fravælger).
I år har vi således det, jeg har døbt "lillesøster-træet" - det er ikke meget højere end mig:
- Vi bringer lige for god ordens skyld en sammenligning med Årets Træ hjemme hos mig - her må trappestigen i brug når spiret skal på:
I fjor havde mine forældre et semi-heilende træ. Fine horisontale grene i flere etager - og så lige én gren, som nærmest gik lodret op, midt i det hele. Man kan ikke rigtig se det på de fleste af mine billeder, så du må nøjes med dette close-up:
Kan man se det? Det er stammen helt ude til venstre i billedet, og så den aldeles lodrette gren midt i. Dét var jo slet ikke gået an hjemme hos Julenazisten, men så er det jo godt at min far har en anderledes kærlig holdning. Ellers ville disse træer måske slet ikke have fået chancen for at komme indenfor og opleve Julemagien. Ligesom Grantræet!!
Hjemme hos mine forældre er det nemlig min fars filosofi, der gælder. Og den hedder "de små og skæve juletræer skal også have en chance" (det er jo så dem, jeg barsk fravælger).
I år har vi således det, jeg har døbt "lillesøster-træet" - det er ikke meget højere end mig:
- Vi bringer lige for god ordens skyld en sammenligning med Årets Træ hjemme hos mig - her må trappestigen i brug når spiret skal på:
(her i Naturel, eller Pre-Flitterstads om man vil)
I fjor havde mine forældre et semi-heilende træ. Fine horisontale grene i flere etager - og så lige én gren, som nærmest gik lodret op, midt i det hele. Man kan ikke rigtig se det på de fleste af mine billeder, så du må nøjes med dette close-up:
Kan man se det? Det er stammen helt ude til venstre i billedet, og så den aldeles lodrette gren midt i. Dét var jo slet ikke gået an hjemme hos Julenazisten, men så er det jo godt at min far har en anderledes kærlig holdning. Ellers ville disse træer måske slet ikke have fået chancen for at komme indenfor og opleve Julemagien. Ligesom Grantræet!!
Sunday, 19 December 2010
4. søndag i Advent
Har netop åbnet sidste presang i min adventskalender. Nææh, tænker du nu, hvilken sød kæreste hun har, han laver adventskalender til hende og alting.
Nææææh. Det gør han ikke. Jeg er -såmænd- på adventskalender med en kat. Og det er jo rart. Især fordi bemeldte kat rent faktisk går i butikker (eller i hvert fald sender sine tjenere). Den sender i øvrigt også mails, jo jo, det er ganske vist, og nej nej, hverken jeg eller dens
2. søndag i Advent:
Fiiiine kagedåse, med honningkagepersoner indeni
3. søndag i Advent:
Toiletpapir, her i et for varekategorien helt
usædvanligt close-up - hvor fint er det ikke!
Har endnu ikke nænnet at tørre mås i det. Ender nok
som en af de der gamle damer der har juletoiletpapir liggende
overALT, fordi de ikke nænner at bruge det.
Ligeledes 3. søndag i Advent:
FLITTERSTADS!
Og i dag, 4. søndag i Advent:
Nogen må have afsløret er jeg er lidt blød
for det med lys&lygter.
Adventsgaver, hurra!!! Hvor er det godt man har kloge katte (og gale kattedamer...) i sin omgangskreds.
Der er mange børn som får Adventsgaver og *gyse* pakkekalendere. I erkendelse af egen formåen har min mor aldrig lavet pakkekalendere til os, og det er nok meget godt for jeg mener at huske et år hvor hun fik en af de der God Mor-ambitioner og lavede Adventskalender. Dejlig gave 1. søndag i Advent, ingenting 2. søndag thi det havde hun ikke lige nået, lidt større gave et par dage efter 3. søndag i Advent (gjaldt lissom for 2, så) og så kom vi til 4. søndag i Advent og så var det alligevel næsten jul.....
Til GENGÆLD har vi alle år fået Julestrømper. 23. december kunne man næsten ikke sove, men på en sær vis lykkedes det alligevel, og når man så vågnede afsindig tidligt Juleaftensmorgen og kunne ane, at der var kommet noget i Julestrømpen i løbet af natten, så kildrede det i maven af fryd. *bump* ud af sengen, *tus-tus-tus* liste ned på bare tæer, og dér stod Juletræet og lyste på en helt særlig måde, som om det vidste at i dag var dets store dag, jamen jeg siger jer, det er ikke fordi jeg har sniffet gran eller noget, sådan var det virkelig, magisk magisk. Jeg har fået alle mulige ting i den strømpe, hårspænder, en CD med U2 (kom ikke og sig at nisser ikke har smag), tandpasta, bøger, marcipangrise, juledims, alt muligt. Havde små angstanfald, da jeg blev 18, da jeg flyttede hjemmefra, da jeg blev 25, da jeg blev 30, faktisk ved samtlige fødselsdage, men er heldigvis endnu ikke blevet for gammel til at figurere på Julenissens to-do-list; selvsamme to-do-list er i øvrigt blevet længere thi nu leveres der også til mine forældre (nok noget med at antallet af artige børn i verden er kraftigt reduceret, og så har man udvidet målgruppen).
Lige der, tidligt om morgenen, er faktisk stadig noget af det allerbedste ved hele Julen for mig.
Nå MEN, før jeg svømmer helt hen i Julenostalgi, så skal du lige med en tur til
==intermezzo: mens jeg sidder og skriver det her, har jeg udsigt til 2 ting: en genbo, der skovler sne med smøg i kæften - det må seriøst være både besværligt og hosteprovokerende - og havens ene forkælede solsort som hopper rundt og brokker sig over dagens menu. Jeg havde jo ikke lige fået købt fowlfrø før al sneen kom, så i pænt lang tid har den levet af marsvinemad (det pissedyre fra dyrlægen,for hvem siger at små svin ikke har smagsløg) og øko-æbler. Nu har jeg så indkøbt Nettos bedste Vildtfugleblanding, og jeg tror den synes det er en down-grade uden lige===
Nå, hvad mere siden sidst? Jo, Praise the Lord & Haaaalleluja, i sidste uge var jeg i Musikhuset og høre Harlem Gospel Choir og det var altså skægt, de sang selvfølgelig godt og alt det der men næsten sjovere var det at se på publikum. Så stive og skandinaviske vi er, og der var jo en evindelig opfordring til at rejse os op og "clap your hands"; helt røde og rå var de til sidst, men jeg skal love for at vi gradvist smeltede og til allersidst var jeg ganske simpelthen nødt til at trodse Musikhusets foto-forbud for det var alt for godt til at gå glip af, da mange mange mennesker løb op på scenen og saving-grace-agtigt stod og svajede fra side til side (dansede? det kan vi godt lege) som var de lige parat til en oneway ticket to Noo York Citay - så u-århusiansk at det var en fryd...
Amen Sistah, for He has risen again!
Før jeg kunne nyde tonerne fra Harlem måtte jeg dog igennem min 2. nærdødsoplevelse på kun 2 dage... Angsten for parkeringshuset (i dette tilfælde: parkeringskælderen) Har googlet og googlet men ikke fundet noget fagudtryk og det er sært, for man kan nemlig være bange for næsten alt og hvile i bevidstheden om at man ikke er alene, siden der findes et navn for det. Jeg nævner i flæng:
Angsten for høns (Ibber, det hedder alektorofobi), for folk med amputationer, for England/engelsk kultur, for assymetriske former, for sjov (!!!), for at drikke, for daggry, for at høre gode nyheder, for knæ, for lange ord (det hedder så åbenbart hippopotomonstrosesquippedaliofobi; hvorfor Alanis Morrissette ikke havde det med i "Ironic" er mig en gåde, men måske var det svært at rime på?), for resultatet af 14 minus 1 - her må man formode at vedkommende som har forfattet listen er bange for tallet PASPÅHERKOMMERDET 13, for fnat - jamen ALT, siger jeg, ALT er der tænkt på.
Undtagen Angsten for Parkeringshuse og -kældre. Jeg er alene med min Angst.
Jeg ved ikke helt hvad det er, der får mig til at koldsvede og hyperventilere. Noget med at man tit kører rundt og rundt i cirkelbaner for at komme et niveau op eller ned. Noget med at underlaget tit er af et materiale som får dækkene til at hvine (jeg ved med min fornuft at jeg ikke tager hjørnerne på to hjul, men når jeg kører rundt i P-kælderen ved Hilton i Kastrup, så føles det konstant som om jeg ræser afsted fordi det larmer sådan). Noget med at loftshøjden er lav. Noget med at ramperne -især i svingene- føles så smalle at det er et under at man ikke forlængst har ridset en fælg. Angsten for at ridse Alufælge kunne jeg i øvrigt heller ikke finde på listen, men jeg véd den eksisterer og jeg véd hvem der lider (slemt) af den :-)
Nå. Ved ikke lige hvor jeg ville hen med dette her. Men glædelig søndag, i hvert fald!
Knus fra
Thursday, 16 December 2010
Forklaring udbedes
1. Hvorfor kravler ens trusser altid helt op i måsen når man er på vej ned ad Strøget, der går en milliard juleshoppende mennesker lige bag en, og der er zero døråbninger/skumle gyder/steder man lige kan bakke ind og lave den der *snups*,ned-i-knæ,aaaah-bevægelse, der får bemeldte beklædningsgenstand til at opgive termometer-ambitionerne og dække agterspejlet som den skal????
2. Joggere. Motionsløbere. Altså, det er ikke deres eksistens, jeg skal have forklaret; jeg ved godt de er mennesker, som bare bevæger sig noget hurtigere end mig. Det jeg ikke forstår er hvordan de tør? Der var jo GLAT i dag! Glat, som i isslag! Det er jo faaarligt! Når det er glat, sker der noget med mit legeme. Det er, som om Indre Erna tager fysisk bolig i mig, det bliver mig absolut umuligt at bevæge mig hurtigere end sneglefart (hussnegl, ikke dræber-) og min gangart bliver nærmest krabbende. Jeg er ved at gå i interessant spagat op til flere gange, og så bliver jeg overhalet af muntert springende vanvidsmennesker, der uden tanke for den livsfare de befinder sig i, pisker hen ad fortovet som var de ambassademedarbejdere der havde spottet Julian Assange i det fjerne.
2. Joggere. Motionsløbere. Altså, det er ikke deres eksistens, jeg skal have forklaret; jeg ved godt de er mennesker, som bare bevæger sig noget hurtigere end mig. Det jeg ikke forstår er hvordan de tør? Der var jo GLAT i dag! Glat, som i isslag! Det er jo faaarligt! Når det er glat, sker der noget med mit legeme. Det er, som om Indre Erna tager fysisk bolig i mig, det bliver mig absolut umuligt at bevæge mig hurtigere end sneglefart (hussnegl, ikke dræber-) og min gangart bliver nærmest krabbende. Jeg er ved at gå i interessant spagat op til flere gange, og så bliver jeg overhalet af muntert springende vanvidsmennesker, der uden tanke for den livsfare de befinder sig i, pisker hen ad fortovet som var de ambassademedarbejdere der havde spottet Julian Assange i det fjerne.
Wednesday, 15 December 2010
JULETRÆ!!!!
And so, the madness began...
Egentlig kan jeg godt li' det med at man først pynter træet den 23. Gerne om aftenen. Så man ser det for første gang når man kommer trissende ned den 24. tidligt, tidligt om morgenen for at se, om Julemanden eventuelt har lagt en gave i ens sok. Angsten for at være blevet for gammel stiger år for år....
Men jeg fejrer jo ikke Jul hjemme hos mig selv. Og så virker det lidt omsonst at smække et træ op, for bare at forlade det 3 timer senere. For et par år siden var Svigermor her om vinteren, og hun skulle jo virkelig sovses til i and, flæskesteg, pebernødder, gran og all things Christmas, så da købte jeg træet ca. midt i december. Og blev ganske glad af at have det stående op til Jul, så nu er det sådan. Når jeg engang flytter ind i en kæmpe præstegård (?!?!!?) og har hele klanen på visit den 24. til and OG gås OG flæskesteg OG... kanetur, så går jeg nok tilbage til dogme-metoden med at pynte træet sent Lillejuleaften, så de små (hvilke små ??!??!?) kan opleve magien når de vågner Juleaftensmorgen.
Indtil da drysser jeg juletræs-magien med let hånd ud over de sidste 10-12 dage før Juleaften. Det bliver den ikke ringere af.
Nå. Ikke mere snak. This post is worthless without pictures - så, mine damer & herrer:
Tines Juletræ:
Og ja. Der kommer close-ups og andre vinkler og alt muligt andet senere. Jeg har faktisk tænkt mig at billed-spamme helt vildt med det træ, helt frem til nytår.
Det er trods alt ikke hverdag måned, man får en nær-orgastisk oplevelse af sådan en gang nåletræ.
Egentlig kan jeg godt li' det med at man først pynter træet den 23. Gerne om aftenen. Så man ser det for første gang når man kommer trissende ned den 24. tidligt, tidligt om morgenen for at se, om Julemanden eventuelt har lagt en gave i ens sok. Angsten for at være blevet for gammel stiger år for år....
Men jeg fejrer jo ikke Jul hjemme hos mig selv. Og så virker det lidt omsonst at smække et træ op, for bare at forlade det 3 timer senere. For et par år siden var Svigermor her om vinteren, og hun skulle jo virkelig sovses til i and, flæskesteg, pebernødder, gran og all things Christmas, så da købte jeg træet ca. midt i december. Og blev ganske glad af at have det stående op til Jul, så nu er det sådan. Når jeg engang flytter ind i en kæmpe præstegård (?!?!!?) og har hele klanen på visit den 24. til and OG gås OG flæskesteg OG... kanetur, så går jeg nok tilbage til dogme-metoden med at pynte træet sent Lillejuleaften, så de små (hvilke små ??!??!?) kan opleve magien når de vågner Juleaftensmorgen.
Indtil da drysser jeg juletræs-magien med let hånd ud over de sidste 10-12 dage før Juleaften. Det bliver den ikke ringere af.
Nå. Ikke mere snak. This post is worthless without pictures - så, mine damer & herrer:
Tines Juletræ:
Og ja. Der kommer close-ups og andre vinkler og alt muligt andet senere. Jeg har faktisk tænkt mig at billed-spamme helt vildt med det træ, helt frem til nytår.
Det er trods alt ikke hver
Monday, 13 December 2010
Luciadagen
I dag er det 13. december. Lucia-dagen, men jeg har nu ikke gået rundt med stearinlys om hovedet (traume fra barndommen; de kommunefarvede fik aldrig lov til at være Luciabruden, aaaaalt for smertefuldt at dele med jer ;-). I stedet har jeg tullet rundt, ryddet lidt op, hørt julemusik, flyttet rundt på nogle møbler og bagt LUSEKATTER! Det er ikke en fejl med det flertals-R; inde i mit hoved er de norske for det er der jeg altid har fået dem. Men jeg tror måske nok de egentlig er svenske. Gule er de i hvert fald, for der er safran i, og så bliver de jo nærmest også lidt iranske synes nogen. Skægt nok har jeg ikke bagt dem de sidste par år, men de er faktisk så gode at de fortjener at komme ud mere end én gang om året, så jeg tror jeg gør dem til en påsketradition også. Gule som påskekyllinger!! Tante Hennys opskrift nåede jeg ikke at få fat i, så jeg brugte denne her.
Og så er juletræet kommet op - ikke helt færdigpyntet endnu; det er noget der tager sin tid. Men det er fiiint! I år fældede vi selv. Lige præcis dét har jeg faktisk (i modsætning til hvad man måske kunne forvente) ikke så mange fikse idéer om. Sidste år var Kæreste syg, den dag træet skulle i hus, så da købte jeg et i BoGrønt. Året før det var det ved en eller anden tilfældig juletræs-sælger her i Tilst. Men når muligheden er der, så er det jo klart at Julenazisten synes det er tophyggeligt at fælde det selv ude i skoven (for skov, læs: plantagen). Det kræver til gengæld assistance for selv om jeg godt kan slæbe et pænt stort træ så tør jeg ikke svinge sav eller økse; chancen for at dét ender godt er bare alt, alt for lille.
Så er det jo godt, når man har en afsindigt tålmodig Kæreste til rådighed. Og han skal virkelig være tålmodig. For vi er jo ude efter Det Perfekte Træ. Og når Det Perfekte Træ skal findes med magi, så kan man godt nå at få særdeles kolde fødder før ekspeditionen kan kaldes en succes.
"Med magi??" tænker du nok (Mor). Ja, med magi (*trodsig-smiley*) Man traver skoven/plantagen/torvet/plantegården tynd, hiver fat i grene hist og pist, kigger med sit mest vurderende blik, som var man en hestepranger på Vorbasse marked, er i tvivl, traver lidt mere, slår kuskeslag, gentager overfor Kæreste hvor stor pris man sætter på hans tålmodighed (så han ikke pludselig løber tør for den), og pludselig - så er der et træ der kalder på en. "Her er jeg! Det er mig du kigger efter!" - og det er det. En enkelt tur rundt om træet men det er mest en formalitet; det ér Det Perfekte Træ. Aaaaaaah....!!!
Du kan nok regne ud at det kræver en hel del koncentration når man går rundt der og lytter - især hvis der er afsindigt glat så man må bruge en uforholdsmæssig stor del af opmærksomheden på at forblive i nogenlunde vertikal tilstand.
Men nu er det her - og som sagt ikke helt færdigpyntet, men med lys på. Det giver en helt særlig stemning i den mørke stue og det siger sig selv, at Julenazisten er aldeles svimmel af glæde. Adventsrusen har nået et foreløbigt højdepunkt!!!
Note to self: de efterhæver meget. Halv størrelse ville have været
passende; til gengæld er der ingen risiko for at man ikke bliver mæt. Overhovedet!
Og så er juletræet kommet op - ikke helt færdigpyntet endnu; det er noget der tager sin tid. Men det er fiiint! I år fældede vi selv. Lige præcis dét har jeg faktisk (i modsætning til hvad man måske kunne forvente) ikke så mange fikse idéer om. Sidste år var Kæreste syg, den dag træet skulle i hus, så da købte jeg et i BoGrønt. Året før det var det ved en eller anden tilfældig juletræs-sælger her i Tilst. Men når muligheden er der, så er det jo klart at Julenazisten synes det er tophyggeligt at fælde det selv ude i skoven (for skov, læs: plantagen). Det kræver til gengæld assistance for selv om jeg godt kan slæbe et pænt stort træ så tør jeg ikke svinge sav eller økse; chancen for at dét ender godt er bare alt, alt for lille.
Så er det jo godt, når man har en afsindigt tålmodig Kæreste til rådighed. Og han skal virkelig være tålmodig. For vi er jo ude efter Det Perfekte Træ. Og når Det Perfekte Træ skal findes med magi, så kan man godt nå at få særdeles kolde fødder før ekspeditionen kan kaldes en succes.
Meget smuk eftermiddagssol på vej ud til gerningsstedet. Man kan tydeligt
se, at alle gode kræfter står på vores side, når det gælder jagten på
Det Perfekte Træ!
Du kan nok regne ud at det kræver en hel del koncentration når man går rundt der og lytter - især hvis der er afsindigt glat så man må bruge en uforholdsmæssig stor del af opmærksomheden på at forblive i nogenlunde vertikal tilstand.
Men nu er det her - og som sagt ikke helt færdigpyntet, men med lys på. Det giver en helt særlig stemning i den mørke stue og det siger sig selv, at Julenazisten er aldeles svimmel af glæde. Adventsrusen har nået et foreløbigt højdepunkt!!!
Subscribe to:
Posts (Atom)