Overhørt, igen

Kollega, beskrivende et hankønsvæsen: "han var tall, dark and handsome"


Mig, tunghør: "han var Tordendragen Hansen ????!????"


Tidligere kollega, med ydpreget logisk sans: "Var han færing?"


- Spørgsmål frabedes. En tordendrage kan så udemærket godt hedde Hansen. Og være fra Færøerne.


Tilsyneladende.


-0-


Tidligere i dag, i bussen:


Jeg sad foran et par piger på en 10-12-13 år. Vi kørte forbi et stenhuggeri og jeg fortabte mig i følgende vidunderligt emne-til-emne-hoppende ordveksling:


a: "ej, prøliåse*, der ligger en butik der sælger gravsten"
b: "det er gonnok uhyggeligt! men der er jo nogen der skal sælge dem"
a: "ja, og så skal man betale for at ligge på kirkegården nu"
b: "nej, det er jo ens familie der skal det. Det er vildt nederen"
a: "jamen så har man jo en lejlighed til at mindes: nå ja, mor er død, her er girokortet"
b: "der er også vildt mange der får spredt deres aske over havet, og søerne"
a: "ADDDD!!!! så svømmer man rundt i det! mellem lig! og sjæle...."
b: "de fortabte sjæles ø er en vildt god film, faktisk"
a: "vil du ikke med ind og se den nye Pirates of the Caribbean?"


- behøver jeg at fortælle at jeg var helt ked, da de steg af?


* prøliåse er et århusiansk verbum. Dækker med ét ord "prøv lige at se". Nært beslægtet med prøliåhørher.


-O-


Har været til selskabelig sammenkomst i aften, beværtet af Europas bedste flyselskab. De inviterede til picnic; til alt held er det forudseende mennesker, der havde sat et telt op. OG bestilt for meget mad; der er sandvitser til de fleste af mine kolleger i morgen. Til stor moro for en pige jeg mødte ved busstoppestedet på vej hjem; jeg talte tres bien francais med en kollega (om les sandwiches og l'autobus numero vingt-cinq) og hun sad tydeligvist og morede sig. Så jeg spurgte om hun evt. kom fra et af de lande der tidligere havde været fransk koloni (thi at hun var af afrikansk herkomst var utvivlsomt, og så blev jeg tres tres nerveuse) - men til alt held stammede hun fra Somalia, og hvem der havde været koloniherre der vidste hverken hun eller jeg; vi hældede begge til briterne for franskmændene var det i hvert fald ikke.  Hvor ville jeg ønske at min bus havde været 15 minutter forsinket; hun var sjov at snakke med. På den anden side havde jeg utvivlsomt tisset i bukserne så. Dans les pantalons.


Le Picnic blev holdt på plænen foran Musikhuset i Århus (pardon, Aarhus). Netop dér befinder mit yndlings-stakit sig. Har du et yndlings-stakit? Ikke?  Dét bør man have. Du må gerne dele mit. Det står lige foran der hvor de har sat de jødiske gravsten op. Hele plænen foran Musikhuset, Frederiks Allé samt Rådhusparken er én stor gammel kirkegård. Man går, for nu at semi-citere en af mine små busveninder, rundt i en masse sjæle. Det er meget velgørende.

¨