...hvis man køber slik i anledning af Halloween, kigger på det og tænker "ej, der kommer alligevel ikke nogen så langt ude på landet; jeg kan lige så godt selv æde det"?
...hvis man er hoppet af det der dating-halløj, men seriøst overvejer at hoppe på igen, fordi man aner potentialet til op til flere underholdende blog-indlæg (men absolut intet potentiale til reelle dates)?
...hvis man seriøst overvejer at søge en deltidsstilling, bare for at kunne sove lidt længere om morgenen?
...hvis man har lyst til at forlade landet på sin fødselsdag (udflugt til Poetszch, anyone?)?
...ikke kan finde på en skid mere at blogge om? Jeg mener, det kan jo ikke være om defekte mænd hele tiden, vel?
@ N ~ zero inspiration today. I did not renew my "trial subscription" for the dating site, but am considering joining, purely to get inspiration for future blogposts. Am vaguely wondering if this makes me a bad person. But am, right now, not really in the mood where I care all that much.
I bought a bit of candy for Halloween, but don't think it will last the week.
I am so tired in the morning that I thought about taking a part-time job so I could have a lie-in.
Tomorrow, I'm going to visit my best friend. She has two dogs. Don't expect pictures; they never sit still long enough to show up as anything more than a blurry black mass on the photos but they (and their owner!) are great company. And I still have cookies.
So basically, all is well. I just need an early night - see you later in the week :-)
Showing posts with label ævl. Show all posts
Showing posts with label ævl. Show all posts
Monday, 22 October 2012
Tuesday, 27 March 2012
Åh gid man var kendis
Eller - ej. Måske ikke. For så risikerer man bare, at BilledBladet kommer på besøg.
Anders Samuelsen er sikkert en venlig mand - og som formand for et parti, hvis meningsmålinger danser lige så livligt op og ned som Vestas-aktien, synes han nok ikke han kan være bekendt at afvise muligheden for, at nogle potentielle vælgere kan få et godt indtryk af ham.
Så da BB ringede på hos ham og hans nye kæreste, blev de pænt lukket ind. Jeg skal spare jer for hele artiklen, som jeg fik læst grundigt under mit sidste tandlægebesøg (2 down, 1 to go. Husk tandtråden, kære læsere!) - men afskedsbilledet skal I bestemt ikke snydes for:
Susanne ser faktisk vældig fin ud på det billede. Hun er måske medievant.
Men Anders, det pæne menneske. I får lige et close-up.
Anders Samuelsen er sikkert en venlig mand - og som formand for et parti, hvis meningsmålinger danser lige så livligt op og ned som Vestas-aktien, synes han nok ikke han kan være bekendt at afvise muligheden for, at nogle potentielle vælgere kan få et godt indtryk af ham.
Så da BB ringede på hos ham og hans nye kæreste, blev de pænt lukket ind. Jeg skal spare jer for hele artiklen, som jeg fik læst grundigt under mit sidste tandlægebesøg (2 down, 1 to go. Husk tandtråden, kære læsere!) - men afskedsbilledet skal I bestemt ikke snydes for:
"Pænt farvel"
Men Anders, det pæne menneske. I får lige et close-up.
Hvordan havde du selv set ud,
hvis BilledBladet lige kom forbi?
Wednesday, 21 March 2012
Gudskelov, nu bliver alt godt
Jeg er sikker på, at de gode vælgere i Norddjurs kommune næppe kan tro deres held, når de læser denne nyhed.
Som en frelsende engel, kommer Jon fra Popstars nu og Ordner. Han kundgør:
"[...] Jeg har idag besluttet mig for at stille op til næste kommunalvalg i Norddjurs Kommune. Der skal ryddes op i den rodebutik nu..."
"[...] Jeg har allerede haft et par partier i røret, som vil høre mere om hvor og hvordan, men lige nu tager jeg det stille og roligt og kigger på mulighederne"
Dette er bekræftet både af det førende nyhedsmedie, Facebook, og opkomlingen DR Nyheder.
Jeg er personligt glad for at se, at han lige tager den med ro, før han finder ud af, hvorfra på det politiske spektrum, han ønsker at udøve sin gerning. Da jeg var lille, var der f.eks. meget langt (ideologisk og praktisk) fra Dansk Folkeparti's forgænger og ud til Socialdemokraterne. Men senere års politikervandring fra den ene fløj til den anden har lært mig, at det muligvis kan være lidt hip som hap, og at det er meget let at veksle sit røde medlemskort til et blåt. Så det er godt lige at vente og se, hvilket parti, der kommer med det bedste tilbud for at få Jon med på plakaten.
Hvor han i øvrigt vil gøre sig godt. Se bare de beslutsomme øjne. Et blik fra ham, og diverse kommunalrødder retter ind mæ dæ wons!
Som en frelsende engel, kommer Jon fra Popstars nu og Ordner. Han kundgør:
"[...] Jeg har idag besluttet mig for at stille op til næste kommunalvalg i Norddjurs Kommune. Der skal ryddes op i den rodebutik nu..."
"[...] Jeg har allerede haft et par partier i røret, som vil høre mere om hvor og hvordan, men lige nu tager jeg det stille og roligt og kigger på mulighederne"
Dette er bekræftet både af det førende nyhedsmedie, Facebook, og opkomlingen DR Nyheder.
Jeg er personligt glad for at se, at han lige tager den med ro, før han finder ud af, hvorfra på det politiske spektrum, han ønsker at udøve sin gerning. Da jeg var lille, var der f.eks. meget langt (ideologisk og praktisk) fra Dansk Folkeparti's forgænger og ud til Socialdemokraterne. Men senere års politikervandring fra den ene fløj til den anden har lært mig, at det muligvis kan være lidt hip som hap, og at det er meget let at veksle sit røde medlemskort til et blåt. Så det er godt lige at vente og se, hvilket parti, der kommer med det bedste tilbud for at få Jon med på plakaten.
Hvor han i øvrigt vil gøre sig godt. Se bare de beslutsomme øjne. Et blik fra ham, og diverse kommunalrødder retter ind mæ dæ wons!
Tuesday, 6 March 2012
Min musikhorisont er for snæver
- i hvert fald har jeg lige opdaget, at der er en dansk sangerinde som kalder sig selv
Og det eneste, jeg kan tænke, er, at det lyder som et afrikansk land.
Aura Dione.
Og det eneste, jeg kan tænke, er, at det lyder som et afrikansk land.
Friday, 2 March 2012
Hvordan bliver du...
...når du bliver fuld?
Spørgsmålet er naturligvis afledt af, at det er fredag aften, og jeg drikker rødvin. Ja, Luxus-Faster kom lige til hakkebøf og fredagshygge, og hun havde en flaske med. Jeg må dog skynde mig at tilføje, at vi er fire om at dele flasken, så det bliver ikke live-blogging fra en brandert.
Det er faktisk temmelig længe siden, jeg har drukket mig virkelig fuld. Men jeg kan godt huske, hvordan jeg bliver. Og nu skal I så udsættes for det, på skrift.
Det er som en tre-trins raket:
Først bliver jeg rød i kinderne - hvis det altså er rødvin, jeg indtager (og det er det tit). Dette fænomen indtræder allerede inden første glas er bundet, og ledsages gerne af et glad smil om de tiltagende blå-randede læber.
Så fyldes mit hoved af lyse indfald, strålende idéer og frem for alt, vanvittigt underholdende anekdoter.
Og sidste trin i raketten er så, når trangen til at dele al denne underholdning med de nærmeste omgivelser simpelthen bliver uovervindelig, og ordene nærmest snubler over hinanden i deres iver for at komme ud af min mund og ind ipublikums mine venners ører.
Ak ve. Denne underholdningstrang, som selv i ædru tilstand kan bemægtige sig min ganske eksistens - spørg bare Mädchen, min søde tålmodige kollega som har det tvivlsomme held at være tildelt skrivebordet lige over for mit - går aldeles over gevind.
Af og til har jeg sådan en slags ud-af-kroppen oplevelse, hvor min sjæl forlader legemet og fra øverste højre hjørne af lokalet med skrækblandet forbløffelse kan kigge ned på en Tine, der i feber-agtig selvsving føler at Folket Kræver Underholdning, og hvem er nærmere til at levere den end jeg?
Linda Blogsbjerg arbejdede engang med en idé om at få monteret et elektronisk øre på væggen ved julefrokoster o.lign. - og når øret så lyste rødt, var det på tide at flette næb og begive sig hjemad.
Jeg må erkende, at det er en fremragende idé. Som ville spare tilhørernes ører for en del.
Det er ikke bare sådan at være ufattelig morsom. Man er en byrde. Primært for omgivelserne. Dernæst for sig selv. Men mund, det holder man ej.
....
Hvordan bliver du, når du bliver beruset?
@N ~ greetings on a Friday night!
Are you by any chance out drinking Martinis? I am not - I am at home, sipping a glass of excellent red wine. Just the one glass. I rarely get drunk.
There are a couple of reasons why I tend to stick to just one or two glasses. The first one is the sad fact that I have reached an age where just a couple of beers have a remarkably negative effect on the following day. The second one is that certain traits of my personality seem to be ... shall we say, fortified, when I'm inebriated. I am, of course, referring to the "chatterbox effect". *sigh*
My brain suddenly seems to overflow with brilliant ideas and amusing anecdotes just begging to be shared with an audience. I happily comply, and sometimes I have this out-of-body experience where I float up, under the ceiling (always in the top right-hand corner of the room). From my lofty position, I am embarrassed to observe myself blabbering away at top-speed, barely pausing to gasp for breath but unable to stop the flow of words.
Egads!
A friend of mine once toyed with the idea of mounting an electronic ear to the wall. Once it lit up bright red, it was time to shut up and go home.
I might just patent that.
Have a wonderful weekend! Tomorrow, I'm going mattress shopping - yay!!!
Spørgsmålet er naturligvis afledt af, at det er fredag aften, og jeg drikker rødvin. Ja, Luxus-Faster kom lige til hakkebøf og fredagshygge, og hun havde en flaske med. Jeg må dog skynde mig at tilføje, at vi er fire om at dele flasken, så det bliver ikke live-blogging fra en brandert.
Det er faktisk temmelig længe siden, jeg har drukket mig virkelig fuld. Men jeg kan godt huske, hvordan jeg bliver. Og nu skal I så udsættes for det, på skrift.
Det er som en tre-trins raket:
Først bliver jeg rød i kinderne - hvis det altså er rødvin, jeg indtager (og det er det tit). Dette fænomen indtræder allerede inden første glas er bundet, og ledsages gerne af et glad smil om de tiltagende blå-randede læber.
Så fyldes mit hoved af lyse indfald, strålende idéer og frem for alt, vanvittigt underholdende anekdoter.
Og sidste trin i raketten er så, når trangen til at dele al denne underholdning med de nærmeste omgivelser simpelthen bliver uovervindelig, og ordene nærmest snubler over hinanden i deres iver for at komme ud af min mund og ind i
Ak ve. Denne underholdningstrang, som selv i ædru tilstand kan bemægtige sig min ganske eksistens - spørg bare Mädchen, min søde tålmodige kollega som har det tvivlsomme held at være tildelt skrivebordet lige over for mit - går aldeles over gevind.
Af og til har jeg sådan en slags ud-af-kroppen oplevelse, hvor min sjæl forlader legemet og fra øverste højre hjørne af lokalet med skrækblandet forbløffelse kan kigge ned på en Tine, der i feber-agtig selvsving føler at Folket Kræver Underholdning, og hvem er nærmere til at levere den end jeg?
Linda Blogsbjerg arbejdede engang med en idé om at få monteret et elektronisk øre på væggen ved julefrokoster o.lign. - og når øret så lyste rødt, var det på tide at flette næb og begive sig hjemad.
Jeg må erkende, at det er en fremragende idé. Som ville spare tilhørernes ører for en del.
Det er ikke bare sådan at være ufattelig morsom. Man er en byrde. Primært for omgivelserne. Dernæst for sig selv. Men mund, det holder man ej.
....
Hvordan bliver du, når du bliver beruset?
@N ~ greetings on a Friday night!
Are you by any chance out drinking Martinis? I am not - I am at home, sipping a glass of excellent red wine. Just the one glass. I rarely get drunk.
There are a couple of reasons why I tend to stick to just one or two glasses. The first one is the sad fact that I have reached an age where just a couple of beers have a remarkably negative effect on the following day. The second one is that certain traits of my personality seem to be ... shall we say, fortified, when I'm inebriated. I am, of course, referring to the "chatterbox effect". *sigh*
My brain suddenly seems to overflow with brilliant ideas and amusing anecdotes just begging to be shared with an audience. I happily comply, and sometimes I have this out-of-body experience where I float up, under the ceiling (always in the top right-hand corner of the room). From my lofty position, I am embarrassed to observe myself blabbering away at top-speed, barely pausing to gasp for breath but unable to stop the flow of words.
Egads!
A friend of mine once toyed with the idea of mounting an electronic ear to the wall. Once it lit up bright red, it was time to shut up and go home.
I might just patent that.
Have a wonderful weekend! Tomorrow, I'm going mattress shopping - yay!!!
Wednesday, 29 February 2012
Om at dyrke ekstremsport
I går var jeg til aquaspinning. Yes. Cykler, nede i et svømmebassin.
Det var naturligvis ikke en almindelig spinningcykel; det var sådan en letvægts-vandtålende anordning med fødder der kunne stå solidt på bassinets bund. Selve timen var vist ungefär som en normal spinningtime (om end nok lidt mere skånsom...), bortset fra at vi også havde sådan nogen skumfidus-håndvægte, som vi lavede bøjogstræk med under vandet.
Jeg kunne godt lide det. Men det øjeblik, inden timens begyndelse, da jeg hentede min cikel, bugserede den hen til bassin-kanten for derefter med et PLUMP at smide den ned i vandet, fik mig altså i foruroligende grad til at føle mig som en cykeltyv, der kastede sit bytte i en af Amsterdams kanaler....
Efter al denne fysiske udfoldelse i går begyndte forårsfornemmelserne så at gøre sig gældende i dag på arbejdet. Nej, der er ingen kontor-romantik under opsejling. Jeg ryddede såmænd bare op på mit skrivebord. Det sker ikke så frygtelig tit; til gengæld er effekten så meget desto større.
Da jeg så havde siddet der og beundret mit værk, greb jeg som i febervildelse min taskedametaske og begyndte at rydde op i den også. Heller ikke det er et jævnligt forekommende fænomen...
Til gengæld er det indbringende: 220 kroner, 10 euro, 1 dollar, og i alt 4 Baresso-stempelkort (som tilsammen havde nok stempler til en gratis latte), så dagens lys! Som det kan ses på billedet har jeg i øvrigt ikke fået anskaffet mig ny mobil endnu. Jeg tager tilløb til en Iphone. Når jeg er færdig med dét (tilløbet) forventer jeg absolut, at den nye Iphone7 har været på markedet så længe, at den fås til spotpris.
@ N ~ I spring cleaned my handbag today. It's not something I do very often and the advantage of being so sloppy is that the small sums that one always finds when cleaning get a chance to accumulate.
I am now officially DKK220, EUR10 and $1 richer than I was this morning :-) As an added bonus, I found enough Baresso coupons for a free latte (Baresso = Danish coffee company, similar to Starbucks but they don't do pumpkin spice lattes)
Det var naturligvis ikke en almindelig spinningcykel; det var sådan en letvægts-vandtålende anordning med fødder der kunne stå solidt på bassinets bund. Selve timen var vist ungefär som en normal spinningtime (om end nok lidt mere skånsom...), bortset fra at vi også havde sådan nogen skumfidus-håndvægte, som vi lavede bøjogstræk med under vandet.
Jeg kunne godt lide det. Men det øjeblik, inden timens begyndelse, da jeg hentede min cikel, bugserede den hen til bassin-kanten for derefter med et PLUMP at smide den ned i vandet, fik mig altså i foruroligende grad til at føle mig som en cykeltyv, der kastede sit bytte i en af Amsterdams kanaler....
Efter al denne fysiske udfoldelse i går begyndte forårsfornemmelserne så at gøre sig gældende i dag på arbejdet. Nej, der er ingen kontor-romantik under opsejling. Jeg ryddede såmænd bare op på mit skrivebord. Det sker ikke så frygtelig tit; til gengæld er effekten så meget desto større.
Da jeg så havde siddet der og beundret mit værk, greb jeg som i febervildelse min taskedametaske og begyndte at rydde op i den også. Heller ikke det er et jævnligt forekommende fænomen...
Til gengæld er det indbringende: 220 kroner, 10 euro, 1 dollar, og i alt 4 Baresso-stempelkort (som tilsammen havde nok stempler til en gratis latte), så dagens lys! Som det kan ses på billedet har jeg i øvrigt ikke fået anskaffet mig ny mobil endnu. Jeg tager tilløb til en Iphone. Når jeg er færdig med dét (tilløbet) forventer jeg absolut, at den nye Iphone7 har været på markedet så længe, at den fås til spotpris.
Forårsblomster - i træls blitzlys.
Jeg ønsker mig også et nyt kamera.
Og en bil.
I am now officially DKK220, EUR10 and $1 richer than I was this morning :-) As an added bonus, I found enough Baresso coupons for a free latte (Baresso = Danish coffee company, similar to Starbucks but they don't do pumpkin spice lattes)
Tuesday, 17 January 2012
Banegårdsmystik og forskellige grader af selv-udlevering
I 2 dage har der stået sådan en motoriseret sofacykel (I ved, dem gamle folk bruger til at køre tur på, når de ellers kan få dem bevilget) (få køretøjet bevilget, altså - ikke selve turen) oven for en af trapperne på Vejle Banegård. Det er lidt sært. For hvis man har brug for sådan en, så parkerer man den vel ikke så lemfældigt? Og det er da ikke det mest oplagte valg, hvis man er joyrider på udkig efter et egnet flugtkøretøj? Hm. Nå. Hvis den stadig står der i morgen, må jeg jo sige det til en voksen.
Det kan være, vi skal sende den over til Amalienborg, hvis der ikke kommer nogen og gør krav på den. Jeg tænker, Dronning Margrethe godt kunne bruge en sofacikkel, når hun skal fra sal til sal, for hun havde godt nok et langt weekendprogram. Phew! Tænk lige, at sidde og se på Søren Østergaard der danser med svinekoteletter og bare vide, at der konstant er et TV-kamera rettet mod én. Så ikke alene kan man ikke tage sig en lille morfar; man skal pinedød også smile og se ud, som om det er jättegod underholdning, for ellers vil ens grænseløse utaknemlighed overfor Kunsten straks være forsidestof. Hun gjorde det faktisk godt, Daisy, men jeg vil vædde på at hun er en smule brugt her i denne uge.
I anledning af Dronningens jubilæum - samt det faktum, at jeg havde 2 gavebilletter liggende - var Søster og jeg ude en lille tur i lørdags. Vi var i biografen og se Sherlock Holmes 2, med de nydelige mennesker Robert Downey Jr (NAM!) og Jude Law (nam). Den var vældig spændende - men altså. Guy Ritchie (bedst kendt som Madonnas ex) er god til tju-bang-film, men jeg brød mig bedst om den, når jeg ignorerede, at det var Sherlock Holmes, og bare betragtede den som god action.
For når det kommer til portrætteringen af Holmes, hans partnerskab med Watson, hans misbrug, hans genialitet og hans sjæls krinkelkroge, er der ingen over, ved siden af, eller bare i nærheden af Jeremy Brett
Bagefter skulle jeg luftes lidt, for jeg kommer ikke så meget ud. Vi tog derfor på Brasseriet, som ligger midt på Axeltorv i Kolding. De, der var unge i Kolding i halvfemserne, husker stedet under navnet BAXX.
Og på BAXX har jeg tilbragt utallige fredags-eftermiddage og lørdags-aftener. At man faldt over skoletaskerne, når man kom ind, var ingen overdrivelse. Ej heller, selv om størstedelen af klientellet gik på Kolding Købmandsskole og i bedste stræber-stil havde forkastet fjällräven til fordel for attachémappen. Jeg har fundet en kæreste derinde (altså, som i: MØDT en kæreste. Det var ikke en eksisterende kæreste, der var blevet væk). Jeg har danset mystisk dans, med en tysker som lignede ham der havde stået model til Find Holger. Og jeg har, vistnok kun én gang, optaget det ene af de kun 2 pigetoiletter i ...well, lidt længere tid end hvad der skaffer én venner (veninder, for at være eksakt). Noget med at de havde tilbud på en meter øl, hvilket er 10 fadøl, og vi var ikke så mange til at dele som jeg troede, og jeg bryder mig virkelig ikke om at drikke dovent øl, så det skulle bare ned i en fart, før det blev dovent, og ... ej, det gik vist helt galt.
Lad os tale om noget andet.
Lad os tale, om den sære, sære drøm, jeg havde i nat. Jeg var nemlig til KROBAL! Ja, jeg er fra et sted, der ligger så langt ude på landet, at hvis man ikke hang ud på BAXX i den stooooore købstad, så var man til bal på den lokale kro. Den er lukket nu, men i nat var jeg tiljulebal i Nisseland krobal igen. Der kan man bare se. Og det er faktisk lidt mærkeligt, at jeg husker drømmen så tydeligt som jeg gør, for jeg var sejlende beruset. Ligesom dengang i virkeligheden, da en eller anden prøvede at lære mig at drikke whiskey, og jeg optog et af de kun 2 pigetoiletter i.....Gah! Dét skal vi heller ikke tale om nu!!! Og så ville skæbnen, i min drøm, at jeg til dette krobal mødte en af min (virkelige) ungdoms potentielle-men-aldrig-helt-i-fut-satte flammer. Hvorfor vi aldrig blev kærester kan jeg hverken huske eller retfærdiggøre, for der var da vist både kemi, elektricitet, og virkelig venskabelig stemning mellem os. Ud af starthullerne kom det dog aldrig.
Lige som denne beretning, lader det til.
Altså: DRØM! Mig til krobal, virkelig virkelig besoffen, spotter fordums flamme. Og her er det så, jeg rødmende må tilstå, at jeg opførte mig virkelig dårligt. Ude i den virkelige verden har manden vistnok både kone og barn, og det har han muligvis også i drømmen, det erindrer jeg ej, men jeg prøver i hvert fald alt hvad jeg kan på at lokke ham i fordærv. En Fristerinde, er jeg! (Nogen ville kalde det tøjte, men det lyder så grimt. Fristerinde - det er der en vis gammeltestamentlig pondus over). Stakkels mand. Han har ikke en chance. Så vi kysser, og min mobiltelefon bliver væk og derefter genfundet, og vi kysser igen, og på forunderlig vis lykkes det mig at holde balancen, men til sidst slutter festen; Prinsessen skal hjem i seng før hun forvandles til et græskar, og da hun kommer hjem sidder sjæfen (altså, hende der er min chef ude i virkelighedens verden) nok så hyggeligt og spiser morgenmad med mine forældre, og minder mig om, at jeg skal på arbejde om 3 timer.
Og så vågnede jeg.
Og han fik ikke engang mit telefonnummer.
Men det var jo forresten en drøm, og hvem ved om der er mobildækning dér?
Hm. Lad os tale om noget andet (igen).
Vi kan tale om her i eftermiddag, da jeg tog toget hjem (det var i øvrigt IC3-toget "Henrik Gerner". I morges kørte jeg med "Top-Karen". Ved ikke om der overhovedet er et eneste menneske, udover mig selv naturligvis, der synes det er sjaw at IC3-togene har navne? Nej?). Der var gooood plads, og jeg var træt efter en lang nats krobal efterfulgt af en lang dags arbejde, så jeg foldede mig sammen som en foldekniv så jeg kunne ligge ned(sådan et lillebittebitte nips er jeg nemlig). Overfor mig sad en mand og en dame og talte lavmælt sammen. Han sad med sådan en halv liter Mathilde-kakaomælk og sluuuuubbbbrrede virkelig irriterende i sugerøret. Der var ikke så mange mennesker med, så det var den eneste lyd, man rigtig kunne høre.
Indtil vi standsede i Skanderborg. Så gav det hjul (eller et eller andet andet), der var lokaliseret lige præcis nedenunder mig sådan en sær lyd fra sig. Som 100%, I swearz, lød som om det var mig, der slap en fjært.
Kakaomælksmanden standsede lige midt i et slubr, og kiggede over på mig. Og hvad gør man så? Jeg spørger bare?
-Satser man på, at han tænker det samme som en selv, og siger "høhø, jeg ved godt det lød som om jeg slog en prut, men det var altså bare togets affjedring der knagede"? For hvad nu, hvis han faktisk ikke havde lagt mærke til lyden, eller bare troede den kom fra hans sugerør, eller hvem ved, måske havde han noget med tog at gøre og vidste bare præcis, at når den lyd kom, var det ved at være tid til 20000-kilometers-eftersyn for good old Henrik Gerner? Så ville man jo fremstå som Paranoid Særling med Latrinær Tankegang.
-Eller gør man som jeg endte med at gøre - lader som ingenting, kigger måske bebrejdende på manden når han slubrer ekstra højlydt, og beder-beder-beder til, at toget laver præcis samme lyd, når det et kvarter senere standser i Horsens - så han har en chance for at konkludere, at det måske er en tog-relateret lyd og ikke bare en medpassager, som lider af SAF (Station Approach Flatulence)?
Det gjorde det i øvrigt ikke, toget. Det var så ufattelig stille og lydløst, at enhver togmekaniker ville få tårer i øjnene. Lige indtil vi standsede i Vejle - så kom lyden igen. Men da havde slubre-manden og hans medpassager rejst sig, var ved at pakke nellikerne sammen, og havde indledt en mere højrøstet samtale om et eller andet, som fik mig tro at han nok ikke havde specielt kendskab til tog-undervogne - så jeg tror ikke, de hørte det.
@ N ~ sorry, I've been remiss lately. Hope you're doing okay; I know it's not the funniest week of the year.
Moi, I've been fine. Still working on the house; a bit behind "schedule" (there isn't really one) as I'd hoped to be able to move in around Christmas/New Year's, but that is fine. We are mostly working on the weekends and they've been a bit busy in December.
Next weekend I won't get anything done - I'm going to Brussels, Belgium! Yay! It's not all leisure, this trip, but I don't care - a flight is a flight, and if you give me a ticket, I will be on it! (which reminds me of another thing I blanked out; I owe you a blogpost on my Thailand vacation in November).
Brussels to me is moules frites, good chocolate and good beer. It is the Grand Place, and tourists crowding in front of "Manniken Pis", which is a statue of a little boy peeing. Regarding the "Manniken Pis", I recommend trying to look for the "Jannike Pis" (a statue of a little girl peeing) or the "Zinneke Pis" (which is a statue of a dog peeing) instead. They're what "Joey" is to "Friends" - a spin-off. I don't know what it is with Belgians and peeing statues...
Work is fine; I don't know if you read in the papers that your old company is about to lay off a "few" employees? Not sure what that will mean for us yet. December was extremely quiet, January has been a bit more normal, but we're not up to normal (=insane) speed yet. I'm quite happy at the moment, generally. Content. I don't even mind the commute so much (although the train did make a funny noise today which (I think) ('cuz I'm paranoid) made the man sitting across from me believe that I farted. Which I did not, I hasten to add).
Um, yeah. So.
My aunt asked me (a while ago) if I was going to start dating now. Only, she couldn't quite remember the word for "date" (we use the English word for it), so she asked me if I was going to go to a "data meeting" :-) No, by the way. But I am saving up to buy a car! That isn't remotely dating-related, but it's something I'm very much looking forward to.
But first, Brussels. And moules. Take care *waves*
Det kan være, vi skal sende den over til Amalienborg, hvis der ikke kommer nogen og gør krav på den. Jeg tænker, Dronning Margrethe godt kunne bruge en sofacikkel, når hun skal fra sal til sal, for hun havde godt nok et langt weekendprogram. Phew! Tænk lige, at sidde og se på Søren Østergaard der danser med svinekoteletter og bare vide, at der konstant er et TV-kamera rettet mod én. Så ikke alene kan man ikke tage sig en lille morfar; man skal pinedød også smile og se ud, som om det er jättegod underholdning, for ellers vil ens grænseløse utaknemlighed overfor Kunsten straks være forsidestof. Hun gjorde det faktisk godt, Daisy, men jeg vil vædde på at hun er en smule brugt her i denne uge.
I anledning af Dronningens jubilæum - samt det faktum, at jeg havde 2 gavebilletter liggende - var Søster og jeg ude en lille tur i lørdags. Vi var i biografen og se Sherlock Holmes 2, med de nydelige mennesker Robert Downey Jr (NAM!) og Jude Law (nam). Den var vældig spændende - men altså. Guy Ritchie (bedst kendt som Madonnas ex) er god til tju-bang-film, men jeg brød mig bedst om den, når jeg ignorerede, at det var Sherlock Holmes, og bare betragtede den som god action.
For når det kommer til portrætteringen af Holmes, hans partnerskab med Watson, hans misbrug, hans genialitet og hans sjæls krinkelkroge, er der ingen over, ved siden af, eller bare i nærheden af Jeremy Brett
My man Sirkles
Og på BAXX har jeg tilbragt utallige fredags-eftermiddage og lørdags-aftener. At man faldt over skoletaskerne, når man kom ind, var ingen overdrivelse. Ej heller, selv om størstedelen af klientellet gik på Kolding Købmandsskole og i bedste stræber-stil havde forkastet fjällräven til fordel for attachémappen. Jeg har fundet en kæreste derinde (altså, som i: MØDT en kæreste. Det var ikke en eksisterende kæreste, der var blevet væk). Jeg har danset mystisk dans, med en tysker som lignede ham der havde stået model til Find Holger. Og jeg har, vistnok kun én gang, optaget det ene af de kun 2 pigetoiletter i ...well, lidt længere tid end hvad der skaffer én venner (veninder, for at være eksakt). Noget med at de havde tilbud på en meter øl, hvilket er 10 fadøl, og vi var ikke så mange til at dele som jeg troede, og jeg bryder mig virkelig ikke om at drikke dovent øl, så det skulle bare ned i en fart, før det blev dovent, og ... ej, det gik vist helt galt.
Lad os tale om noget andet.
Lad os tale, om den sære, sære drøm, jeg havde i nat. Jeg var nemlig til KROBAL! Ja, jeg er fra et sted, der ligger så langt ude på landet, at hvis man ikke hang ud på BAXX i den stooooore købstad, så var man til bal på den lokale kro. Den er lukket nu, men i nat var jeg til
Lige som denne beretning, lader det til.
Altså: DRØM! Mig til krobal, virkelig virkelig besoffen, spotter fordums flamme. Og her er det så, jeg rødmende må tilstå, at jeg opførte mig virkelig dårligt. Ude i den virkelige verden har manden vistnok både kone og barn, og det har han muligvis også i drømmen, det erindrer jeg ej, men jeg prøver i hvert fald alt hvad jeg kan på at lokke ham i fordærv. En Fristerinde, er jeg! (Nogen ville kalde det tøjte, men det lyder så grimt. Fristerinde - det er der en vis gammeltestamentlig pondus over). Stakkels mand. Han har ikke en chance. Så vi kysser, og min mobiltelefon bliver væk og derefter genfundet, og vi kysser igen, og på forunderlig vis lykkes det mig at holde balancen, men til sidst slutter festen; Prinsessen skal hjem i seng før hun forvandles til et græskar, og da hun kommer hjem sidder sjæfen (altså, hende der er min chef ude i virkelighedens verden) nok så hyggeligt og spiser morgenmad med mine forældre, og minder mig om, at jeg skal på arbejde om 3 timer.
Og så vågnede jeg.
Og han fik ikke engang mit telefonnummer.
Men det var jo forresten en drøm, og hvem ved om der er mobildækning dér?
Hm. Lad os tale om noget andet (igen).
Vi kan tale om her i eftermiddag, da jeg tog toget hjem (det var i øvrigt IC3-toget "Henrik Gerner". I morges kørte jeg med "Top-Karen". Ved ikke om der overhovedet er et eneste menneske, udover mig selv naturligvis, der synes det er sjaw at IC3-togene har navne? Nej?). Der var gooood plads, og jeg var træt efter en lang nats krobal efterfulgt af en lang dags arbejde, så jeg foldede mig sammen som en foldekniv så jeg kunne ligge ned
Indtil vi standsede i Skanderborg. Så gav det hjul (eller et eller andet andet), der var lokaliseret lige præcis nedenunder mig sådan en sær lyd fra sig. Som 100%, I swearz, lød som om det var mig, der slap en fjært.
Kakaomælksmanden standsede lige midt i et slubr, og kiggede over på mig. Og hvad gør man så? Jeg spørger bare?
-Satser man på, at han tænker det samme som en selv, og siger "høhø, jeg ved godt det lød som om jeg slog en prut, men det var altså bare togets affjedring der knagede"? For hvad nu, hvis han faktisk ikke havde lagt mærke til lyden, eller bare troede den kom fra hans sugerør, eller hvem ved, måske havde han noget med tog at gøre og vidste bare præcis, at når den lyd kom, var det ved at være tid til 20000-kilometers-eftersyn for good old Henrik Gerner? Så ville man jo fremstå som Paranoid Særling med Latrinær Tankegang.
-Eller gør man som jeg endte med at gøre - lader som ingenting, kigger måske bebrejdende på manden når han slubrer ekstra højlydt, og beder-beder-beder til, at toget laver præcis samme lyd, når det et kvarter senere standser i Horsens - så han har en chance for at konkludere, at det måske er en tog-relateret lyd og ikke bare en medpassager, som lider af SAF (Station Approach Flatulence)?
Det gjorde det i øvrigt ikke, toget. Det var så ufattelig stille og lydløst, at enhver togmekaniker ville få tårer i øjnene. Lige indtil vi standsede i Vejle - så kom lyden igen. Men da havde slubre-manden og hans medpassager rejst sig, var ved at pakke nellikerne sammen, og havde indledt en mere højrøstet samtale om et eller andet, som fik mig tro at han nok ikke havde specielt kendskab til tog-undervogne - så jeg tror ikke, de hørte det.
Det skyldige tog blev straks taget ud af
drift og bragt til ekstraordinær
Smørelse på DSB-værkstedet
...nånej, det er vist et IC4...
Moi, I've been fine. Still working on the house; a bit behind "schedule" (there isn't really one) as I'd hoped to be able to move in around Christmas/New Year's, but that is fine. We are mostly working on the weekends and they've been a bit busy in December.
Next weekend I won't get anything done - I'm going to Brussels, Belgium! Yay! It's not all leisure, this trip, but I don't care - a flight is a flight, and if you give me a ticket, I will be on it! (which reminds me of another thing I blanked out; I owe you a blogpost on my Thailand vacation in November).
Brussels to me is moules frites, good chocolate and good beer. It is the Grand Place, and tourists crowding in front of "Manniken Pis", which is a statue of a little boy peeing. Regarding the "Manniken Pis", I recommend trying to look for the "Jannike Pis" (a statue of a little girl peeing) or the "Zinneke Pis" (which is a statue of a dog peeing) instead. They're what "Joey" is to "Friends" - a spin-off. I don't know what it is with Belgians and peeing statues...
(picture found here)
Work is fine; I don't know if you read in the papers that your old company is about to lay off a "few" employees? Not sure what that will mean for us yet. December was extremely quiet, January has been a bit more normal, but we're not up to normal (=insane) speed yet. I'm quite happy at the moment, generally. Content. I don't even mind the commute so much (although the train did make a funny noise today which (I think) ('cuz I'm paranoid) made the man sitting across from me believe that I farted. Which I did not, I hasten to add).
Um, yeah. So.
My aunt asked me (a while ago) if I was going to start dating now. Only, she couldn't quite remember the word for "date" (we use the English word for it), so she asked me if I was going to go to a "data meeting" :-) No, by the way. But I am saving up to buy a car! That isn't remotely dating-related, but it's something I'm very much looking forward to.
But first, Brussels. And moules. Take care *waves*
Wednesday, 11 January 2012
Søvndyssende indlæg
Jeg er glad for, at I var så begejstrede over at komme med på bustur sammen med mig og Niklas P's kæreste (muligvis eks-kæreste?). Det er ret handy, når man ved skæbnens og signalfejlenes hjælp bliver smidt lige ned i sædet ved siden af et blog-indlæg.
For skulle jeg udelukkende hente inspiration i eget lille liv, blev det måske noget kedeligt.
Har for eksempel købt en so. Ikke en avlsso, men det der i gamle dage (og vel egentlig stadig) kaldes en stegeso; i dag kaldes den en Römertopf, hvis det er Den Vi Alle Begærer (jo, det gør vi da) og den bekender med stolthed, at den er Made in Germany. Jeg er så pissekedelig; jeg ville ønske der var flere fyndige tyske slagord på den. In Deutschland hergestellt. Von schöne junge Lehmmädeln. Über-gipfel-spitze-qualität. Noget i den stil.
Har allerede spammet kolleger og kagedåser med so-relaterede spørgsmål, men endnu ikke frembragt et eneste ler-omsluttet måltid. Verden venter i spænding. Indre Erna noterer med tilfredshed, 1-0 til de to andre Inner Bitches hvad angår 2012-intentionerne.
Ligeledes i spænding var jeg, da jeg endelig fandt ud af at bruge Spotify. Har nu endelig musik til rådighed igen - jeg er jo pt separeret fra min cd-samling, men den er nu heller ikke særlig aktuel. Bortset fra Duffy's "Rockferry" som jeg fik i fødselsdagsgave for nogle år siden, er den vist ikke blevet opdateret siden 2002. Hvis alle var som jeg, var Hansi Hinterseer aldrig nogensinde blevet til noget.
Men jeg kan naturligvis ikke finde på, hvad jeg nu skal høre, så jeg surfer lidt hist og pist. I den anledning så jeg mig nødsaget til at finde ud af at aktivere Spotify's privacy settings. Mit image kan ganske enkelt ikke bære, at der på facebook står: "Tine listened to: Alexander Rybak (very very briefly) - Riverdance - og Europe's The Final Countdown".
Haha. Jeg lyver da bare lidt. The Final Countdown er jo en klassiker. Svenskere med langt hår, tumpede navne, og et overforbrug af keyboard sound effects; what's not to love. Men for at undgå ridser i lakken (og blødende øregange) har jeg nu sat soundtracket til Mona Lisa Smile på. Det kan anbefales!
Den sociale kalender er fyldt op - hele januar bliver en lang fest. Eller komsammen, i hvert fald. Blandt andet fylder Hitteniecen snart 1 år. Og det betyder faktisk, at det også snart er et år siden jeg drog mod vest. Det var dælme dejlig blogging, derovre fra. Men alt var jo også så stort og nyt og anderledes. Jeg er muligvis ikke et særligt kreativt menneske, for jeg synes det er vanskeligt at vride gode historier ud af op-klokken-6-med-tog-på-arbejde-knokle-frokost-knokle-med-tog-hjem-hurra-mor-har-lavet-aftensmad-og-nu-skal-jeg-snart-i-seng. Med lidt held får jeg lidt inspiration fra Hitteniecen; hun har fået (mindst) 2 tænder, ligner en reklame for Dansk Sødmælk, og betragter verden med store VÅGNE blå øjne.
Selv er jeg en søvnig gris lige i denne uge. I dag lykkedes det mig, mellem kl. 16:56 da toget forlod Horsens og 17:00 da togføreren kom hen for at checke billet, at falde i så dyb søvn at han måtte prikke mig høfligt på armen flere gange og sige "øhm, hallo? hallo?" i lettere bekymret tonefald. Det var godt nok, at han kom lige netop da. Havde været lidt pinligt at måtte ringe til afhentende fader og spørge, om man med minus 30 sekunders varsel eventuelt kunne rykke rendez-vous til Fredericia station. (Jeg spurgte, hvad der egentlig var sket, hvis jeg havde snorket mig forbi mit stoppested - han lovede, at så skulle DSB nok hjælpe mig. I et meget beroligende tonefald. Jeg tror ikke helt, min uhyre store erfaring som togrejsende helt skinnede igennem lige i dag)
Jeg tror, jeg går og lægger mig. Bare så jeg ikke ender i Frederikshavn i morgen. "Hallå sjæf, det er Tine..."
For skulle jeg udelukkende hente inspiration i eget lille liv, blev det måske noget kedeligt.
Har for eksempel købt en so. Ikke en avlsso, men det der i gamle dage (og vel egentlig stadig) kaldes en stegeso; i dag kaldes den en Römertopf, hvis det er Den Vi Alle Begærer (jo, det gør vi da) og den bekender med stolthed, at den er Made in Germany. Jeg er så pissekedelig; jeg ville ønske der var flere fyndige tyske slagord på den. In Deutschland hergestellt. Von schöne junge Lehmmädeln. Über-gipfel-spitze-qualität. Noget i den stil.
Har allerede spammet kolleger og kagedåser med so-relaterede spørgsmål, men endnu ikke frembragt et eneste ler-omsluttet måltid. Verden venter i spænding. Indre Erna noterer med tilfredshed, 1-0 til de to andre Inner Bitches hvad angår 2012-intentionerne.
Ligeledes i spænding var jeg, da jeg endelig fandt ud af at bruge Spotify. Har nu endelig musik til rådighed igen - jeg er jo pt separeret fra min cd-samling, men den er nu heller ikke særlig aktuel. Bortset fra Duffy's "Rockferry" som jeg fik i fødselsdagsgave for nogle år siden, er den vist ikke blevet opdateret siden 2002. Hvis alle var som jeg, var Hansi Hinterseer aldrig nogensinde blevet til noget.
Men jeg kan naturligvis ikke finde på, hvad jeg nu skal høre, så jeg surfer lidt hist og pist. I den anledning så jeg mig nødsaget til at finde ud af at aktivere Spotify's privacy settings. Mit image kan ganske enkelt ikke bære, at der på facebook står: "Tine listened to: Alexander Rybak (very very briefly) - Riverdance - og Europe's The Final Countdown".
Haha. Jeg lyver da bare lidt. The Final Countdown er jo en klassiker. Svenskere med langt hår, tumpede navne, og et overforbrug af keyboard sound effects; what's not to love. Men for at undgå ridser i lakken (og blødende øregange) har jeg nu sat soundtracket til Mona Lisa Smile på. Det kan anbefales!
Den sociale kalender er fyldt op - hele januar bliver en lang fest. Eller komsammen, i hvert fald. Blandt andet fylder Hitteniecen snart 1 år. Og det betyder faktisk, at det også snart er et år siden jeg drog mod vest. Det var dælme dejlig blogging, derovre fra. Men alt var jo også så stort og nyt og anderledes. Jeg er muligvis ikke et særligt kreativt menneske, for jeg synes det er vanskeligt at vride gode historier ud af op-klokken-6-med-tog-på-arbejde-knokle-frokost-knokle-med-tog-hjem-hurra-mor-har-lavet-aftensmad-og-nu-skal-jeg-snart-i-seng. Med lidt held får jeg lidt inspiration fra Hitteniecen; hun har fået (mindst) 2 tænder, ligner en reklame for Dansk Sødmælk, og betragter verden med store VÅGNE blå øjne.
Selv er jeg en søvnig gris lige i denne uge. I dag lykkedes det mig, mellem kl. 16:56 da toget forlod Horsens og 17:00 da togføreren kom hen for at checke billet, at falde i så dyb søvn at han måtte prikke mig høfligt på armen flere gange og sige "øhm, hallo? hallo?" i lettere bekymret tonefald. Det var godt nok, at han kom lige netop da. Havde været lidt pinligt at måtte ringe til afhentende fader og spørge, om man med minus 30 sekunders varsel eventuelt kunne rykke rendez-vous til Fredericia station. (Jeg spurgte, hvad der egentlig var sket, hvis jeg havde snorket mig forbi mit stoppested - han lovede, at så skulle DSB nok hjælpe mig. I et meget beroligende tonefald. Jeg tror ikke helt, min uhyre store erfaring som togrejsende helt skinnede igennem lige i dag)
Jeg tror, jeg går og lægger mig. Bare så jeg ikke ender i Frederikshavn i morgen. "Hallå sjæf, det er Tine..."
Thursday, 5 January 2012
Vi med danske bryster
Alser, jeg ved da godt, at det ikke er en sjov sag. Udsivende industrisilikone er ej at spøge med. Men jeg kiggede nu lige en ekstra gang, da jeg småsøvnig kastede mig over gratis-aviserne i morges (oui, er tilbage i folden hos statsbanerne)
Franske bryster. Lyder alliwl en hel del fancier end de danske modeller, de fleste af os er udstyret med (hvorfor kommer jeg pludselig til at tænke på Karolines Køkken????)
Franske bryster. Lyder alliwl en hel del fancier end de danske modeller, de fleste af os er udstyret med (hvorfor kommer jeg pludselig til at tænke på Karolines Køkken????)
Monday, 2 January 2012
Unbelievably shallow
Så blev det Ægte Hverdag igen. Og man trissede hen på det der arbejde. Ej. Dét gjorde man ikke. Man drønede på arbejde, fordi man på årets første arbejdsdag havde fået lov til at låne sine forældres bil. Ja, faktisk kunne man også have taget Søsters bil, men den holdt inderst. Hvilken fråds, hvilken fryd, hvilken luxus - men kære DSB, om få dage har I mig tilbage igen. I mellemtiden bør I, der færdes på E45, venligst ihukomme Helga's vise ord om, at højresporet ej er befængt med hverken pest eller dæk-klister der gør det aldeles umuligt at komme ud i venstresporet igen. Prøv det, prøv det - i stedet for at overhale 2.5km tomt højrespor. Nå. Hvor var jeg? Total yndlingsharpe, er det åbenbart blevet....
For dælen. Jeg mistede aldeles tråden. Nåja, arbejde. Heldigvis ej ubærlig travlt, og det var rart, for det føltes godt nok, som om der burde have været i hvert fald én fridag mere efter Nytårsaften.
Anyways, der sad jeg altså. Og kom i tanker om, at det gamle hus, hvor jeg boede til leje sammen med min allerførste rigtige kæreste, nu er sat til salg. Ind på boliga.dk og finde det - jo, sørme, der var det. Det kan blive mit for lidt under 1.7 millioner. Det var det ikke værd, da jeg boede der - det var mystisk indrettet, køkkenet havde ingen håndvask, til gengæld bryggers lige ved siden af og desuden - hvad jeg slet, slet ikke værdsatte højt nok dengang - et spisekammer. Og så var det så piv-utæt, at der af og til var frost på indersiden af vinduerne om vinteren. Og alle de vinterblomster, som dybest set mistrives en smule, når vi hiver dem ind i vores varme stuer - de blomstrede og trivedes hos mig. Men siden dengang er der godt nok sket ting og sager; vægge flyttet og isoleret, nyt tag, nye vinduer isat, fancy køkken installeret, og såvidt som jeg kan bedømme boligmarkedet i dag, er det vist en OK pris. Aj, hvad fanden ved jeg. Jeg har boet i Århus i 10 år; det forvrænger altså ens opfattelse af hvad "OK pris" vil sige.
Men det var sært at se det. Nogen ting kunne man slet ikke kende. Og så lige med et var der noget på et af salgsbillederne, et hjørne eller et vindue, som bare fik mig til at huske alle mulige ting fra dengang. Bitter&Sweet.
Og så er det faktisk også ret præcis 1/3 år siden, jeg officielt flyttede fra A. Det er lige så bittersødt, men jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at bo alene igen. Til at mit hjem er mit hjem, og der ikke er andre, der har krav på at være der uden at jeg inviterer dem. Til at indrette min egen hule. Og til at møde Verden som Tine, bare Tine, og ikke den ene halvdel af Tine &.
Men al denne melankoli (aaarh, så slemt var det nu ikke) må verfes lidt af vejen. I nytårets letsindige ånd får I her lidt pænt at se på.
Jeg har udelukkende sat disse billeder på, fordi disse mænd for mig at se har nogen virkelig....ehm, pure indre kvaliteter. Det er faktisk ikke engang løwn. Klik på youtube-linket nedenunder, og hør en af de gode historier, der bor (eller har boet) inden i Neil Gaiman, læst med hans bløøøde britiske stemme.
@ N ~ you've seen this one before. On facebook. Along with all the pretty faces I used to post; one every Sunday. I should take it up again, but it seemed to me the world ran out of pretty faces. Which is a total lie, of course. There will always be handsome men. And I will, for quite a while, be content to watch from a safe distance.
An old house that I used to rent with my then-boyfriend when I was in my early twenties is for sale. I went to the real estate agent's web site today to nose around. When we lived there, it was in dire need of renovation. In the winter we would sometimes wake up to see beautiful frost "flowers" -on the inside of the window panes! It was dirt cheap, and we were young and in love; also, we had electric blankets. There is no need for electric blankets now. The new owners have given the house a new roof, and new windows. Internal walls have been torn down, or moved, and it looks very different from when we lived there. But there were a few things that looked the same. A funny ceiling, and the spare room that used to be the office for the manager of the dairy next door (in the olden days, long before our time). I've driven by a few times; it's not far from where I live now (again), but I hadn't seen the interior since we moved out.
It brought back some memories, mostly good ones (it's been over a decade; that does a lot of good to one's memory). Also, it has now been one-third-of-a-year since I (officially) left A. It was the right decision, definitely. I like to face the world alone again, to be "just me" and not one half of "Tine &".
So all is well, on this second day of the New Year. And I thought the blog could do with some decorations. There they are.
For dælen. Jeg mistede aldeles tråden. Nåja, arbejde. Heldigvis ej ubærlig travlt, og det var rart, for det føltes godt nok, som om der burde have været i hvert fald én fridag mere efter Nytårsaften.
Anyways, der sad jeg altså. Og kom i tanker om, at det gamle hus, hvor jeg boede til leje sammen med min allerførste rigtige kæreste, nu er sat til salg. Ind på boliga.dk og finde det - jo, sørme, der var det. Det kan blive mit for lidt under 1.7 millioner. Det var det ikke værd, da jeg boede der - det var mystisk indrettet, køkkenet havde ingen håndvask, til gengæld bryggers lige ved siden af og desuden - hvad jeg slet, slet ikke værdsatte højt nok dengang - et spisekammer. Og så var det så piv-utæt, at der af og til var frost på indersiden af vinduerne om vinteren. Og alle de vinterblomster, som dybest set mistrives en smule, når vi hiver dem ind i vores varme stuer - de blomstrede og trivedes hos mig. Men siden dengang er der godt nok sket ting og sager; vægge flyttet og isoleret, nyt tag, nye vinduer isat, fancy køkken installeret, og såvidt som jeg kan bedømme boligmarkedet i dag, er det vist en OK pris. Aj, hvad fanden ved jeg. Jeg har boet i Århus i 10 år; det forvrænger altså ens opfattelse af hvad "OK pris" vil sige.
Men det var sært at se det. Nogen ting kunne man slet ikke kende. Og så lige med et var der noget på et af salgsbillederne, et hjørne eller et vindue, som bare fik mig til at huske alle mulige ting fra dengang. Bitter&Sweet.
Og så er det faktisk også ret præcis 1/3 år siden, jeg officielt flyttede fra A. Det er lige så bittersødt, men jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at bo alene igen. Til at mit hjem er mit hjem, og der ikke er andre, der har krav på at være der uden at jeg inviterer dem. Til at indrette min egen hule. Og til at møde Verden som Tine, bare Tine, og ikke den ene halvdel af Tine &.
Men al denne melankoli (aaarh, så slemt var det nu ikke) må verfes lidt af vejen. I nytårets letsindige ånd får I her lidt pænt at se på.
Jeg har udelukkende sat disse billeder på, fordi disse mænd for mig at se har nogen virkelig....ehm, pure indre kvaliteter. Det er faktisk ikke engang løwn. Klik på youtube-linket nedenunder, og hør en af de gode historier, der bor (eller har boet) inden i Neil Gaiman, læst med hans bløøøde britiske stemme.
@ N ~ you've seen this one before. On facebook. Along with all the pretty faces I used to post; one every Sunday. I should take it up again, but it seemed to me the world ran out of pretty faces. Which is a total lie, of course. There will always be handsome men. And I will, for quite a while, be content to watch from a safe distance.
An old house that I used to rent with my then-boyfriend when I was in my early twenties is for sale. I went to the real estate agent's web site today to nose around. When we lived there, it was in dire need of renovation. In the winter we would sometimes wake up to see beautiful frost "flowers" -on the inside of the window panes! It was dirt cheap, and we were young and in love; also, we had electric blankets. There is no need for electric blankets now. The new owners have given the house a new roof, and new windows. Internal walls have been torn down, or moved, and it looks very different from when we lived there. But there were a few things that looked the same. A funny ceiling, and the spare room that used to be the office for the manager of the dairy next door (in the olden days, long before our time). I've driven by a few times; it's not far from where I live now (again), but I hadn't seen the interior since we moved out.
It brought back some memories, mostly good ones (it's been over a decade; that does a lot of good to one's memory). Also, it has now been one-third-of-a-year since I (officially) left A. It was the right decision, definitely. I like to face the world alone again, to be "just me" and not one half of "Tine &".
So all is well, on this second day of the New Year. And I thought the blog could do with some decorations. There they are.
Friday, 9 September 2011
Ear wax
Jeg skal tydeligvis have renset ører. For jeg troede, et af de små børn i søsters bofællesskab gik og sang "spejderpik, spejderpik".
Det viste sig, at han sang "spider pig, spider pig". Det er så åbenbart noget fra The Simpsons. Jeg skal vist til at se lidt mere TV.
Det viste sig, at han sang "spider pig, spider pig". Det er så åbenbart noget fra The Simpsons. Jeg skal vist til at se lidt mere TV.
I heard a young boy singing "spider pig,
spider pig". Which in Danish sounds
exactly like "boyscout dick".
In my defense, I've only watched 2
Simpsons episodes in my whole life and was
not aware of the spider pig's existence.
But I did dance to "do the Bartman" in
my early teens, and for that, there is
truly no excuse.
Wednesday, 7 September 2011
Kopikat
Linda fyrer med jævne mellemrum en rask lille Top 5 af, Anne har en ugentlig top- og trælsheder, og da de damer er yderst læsværdige, kopierer jeg konceptet skamløst og giver hermed op- og nedadvendte tommelfingre til betydningsløse hverdagsfænomener, startende med Fru Hyacinth's velmente og altid korrekte råd til rådvilde bilister:
Jeg vil så nødig gentage mig selv - men du (her taler jeg til bilister i hele verden, og da især dem der færdes på E45 Østjyske Motorvej. Men ikke direkte til mine læsere, som naturligvis er kloge og derfor undtaget fra følgende svada) er irriterende, når du overhaler 1.5km tomt højrespor, fordi du øjner en lastbil i det fjerne. Jaaaa, den kører langsommere end dig. Men 90 km/t er ikke = stillestående; den bevæger sig rent faktisk, og det betyder at det tager dig over.et.minut at komme hen til den og forbi den. I løbet af det minut kan jeg fint nå ind i højresporet, så den rødmossede direktør med det faretruende høje kolesteroltal kan overhale mig i sin potente BMW. Herefter kan jeg i ro og mag iagttage ham køre tættættæt på din kofanger uden at du fanger budskabet - og på et tidspunkt når vi så frem til den formastelige lastbil og kan overhale den trip-trap-træsko, hvorefter du endelig bekvemmer dig til at trække ind til højre, og jeg får en sort udstødningssky ind i klimaanlægget, når direktøren råber giddy-up til BMW'en og træder sømmet i bund.
(Og stol nu på heldet - at trække ind til højre betyder ikke, at du aldrig nogensinde får en chance for at komme ud i det højtelskede venstrespor igen. En åbning vil vise sig. I promise)
Så thumbs down til overhalingsfascisterne (og dem der aldrig ville drømme om at give en forlomme til andre)
Stur fæm-tal og opadvendte tomler til lastbilchauffører som kvitterer med fagter og mimik som demonstreret herover, når man holder tilbage for dem i Århus' myldretidstrafik. Man får lyst til at gøre det igen. Og næsten også til at date en lastbilchauffør (jamen jeg si'r jer, han var så sød som han sad der og smilede) men dér går grænsen alliwl. Er jo ikke vognmandsdatter for ingenting....
Også en glad smiley fordi der nu kun er lidt over en uge tilbage af valgkampen. Jeg vil så gerne være engageret og samfundsborger-agtig. Men måtte ganske hurtigt i forløbet erkende en vis politisk analfabilisme - jeg ved nok godt, hvor mit kryds skal sættes, men TV debatterne giver mig ikke rigtig andet end hovedpine. Til gengæld er det helt fint, når partierne deler gratis rundstykker ud ved banegården om morgenen - uanset giverens partifarve skal jeg da nok få det ned. Nu mangler jeg bare, at nogen af dem også vil dele gratis cola ud....
Hip-hip-hurra for norske sportskommentatorer. Lige så overdrevent jublende de er, når det går bedst (NORGE ER BEST, I HEEEEELE VERRRRDEN!), lige så klart fremtræder smerten når det ikke går godt (NEI NEI NEI, BENDTNER SCORER IGJEN, NEI NEI). Altså - jeg så jo ikke kampen vel. Bare ze highlights. Eller lowlights, om man vil.
Med en rask tilbagevenden til herren i læderjakken på øverste foto, kommer her en lille sur smiley og en opfordring til alverdens IT helpdesks (ikke min yndlingssvensker. Han svigter aldrig) om ikke at besvare en fejlmelding med beskeden "det går galt, fordi der mangler noget i systemet". Gå dog lige skridtet videre, ransag din sjæl om nødvendigt, og overvej at undersøge hvorfor der mangler noget i systemet. Det er s** ikke mig, der ved sådan noget. Jeg ved hvordan du formøbler 76000 på en First Class billet til USA. Ommer. Grrrrr.
Og topkarakter til dig, fordi du læser med her, aldrig blokerer venstresporet unødigt, og sender søde tanker og kommentarer. Det er en fryd og en glæde for mig at du gider!
@ N ~ judging from this ^ photo, you also have chronic left-lane drivers in the US. Over here, the highways generally have only two lanes - and my blood pressure goes up considerably when I'm stuck behind someone who is overtaking a whole mile of empty right lane, because he can spot a truck in the distance. But hey, it's nothing compared to the blood pressure of the guy in the big BMW. I swear I could see his veins bulging. So, thumbs down to people who need this photo taped to their steering wheel for guidance.
Also, IT helpdesk staff who offer the solution "it's not working because something is missing in the system", should have their butts kicked. Find out why Something is missing, and fix it!!! And leave it to me to book fancy First Class tickets that generate the revenue that will ultimately end up as your paycheck. Alternatively, let me speak to my favourite Swedish IT geek who never lets me down.
What else is new in Denmark? We have an election coming up in about a weeks' time, and I can't wait for it to be over. Political debates on TV give me a headache. I'm a Bad Citizen. Sorry. I didn't even watch TV yesterday, when Denmark won an important soccer match against Norway. I expect they'll revoke my citizenship any day now. The signs are there - after officially changing my address, I have not yet received my new social security card.
The weather report: after an unusually warm weekend (just when I'd welcomed Autumn), the weather has turned satisfyingly bad. Grey, windy, rainy. I love it!!
Jeg vil så nødig gentage mig selv - men du (her taler jeg til bilister i hele verden, og da især dem der færdes på E45 Østjyske Motorvej. Men ikke direkte til mine læsere, som naturligvis er kloge og derfor undtaget fra følgende svada) er irriterende, når du overhaler 1.5km tomt højrespor, fordi du øjner en lastbil i det fjerne. Jaaaa, den kører langsommere end dig. Men 90 km/t er ikke = stillestående; den bevæger sig rent faktisk, og det betyder at det tager dig over.et.minut at komme hen til den og forbi den. I løbet af det minut kan jeg fint nå ind i højresporet, så den rødmossede direktør med det faretruende høje kolesteroltal kan overhale mig i sin potente BMW. Herefter kan jeg i ro og mag iagttage ham køre tættættæt på din kofanger uden at du fanger budskabet - og på et tidspunkt når vi så frem til den formastelige lastbil og kan overhale den trip-trap-træsko, hvorefter du endelig bekvemmer dig til at trække ind til højre, og jeg får en sort udstødningssky ind i klimaanlægget, når direktøren råber giddy-up til BMW'en og træder sømmet i bund.
(Og stol nu på heldet - at trække ind til højre betyder ikke, at du aldrig nogensinde får en chance for at komme ud i det højtelskede venstrespor igen. En åbning vil vise sig. I promise)
Så thumbs down til overhalingsfascisterne (og dem der aldrig ville drømme om at give en forlomme til andre)
Stur fæm-tal og opadvendte tomler til lastbilchauffører som kvitterer med fagter og mimik som demonstreret herover, når man holder tilbage for dem i Århus' myldretidstrafik. Man får lyst til at gøre det igen. Og næsten også til at date en lastbilchauffør (jamen jeg si'r jer, han var så sød som han sad der og smilede) men dér går grænsen alliwl. Er jo ikke vognmandsdatter for ingenting....
Også en glad smiley fordi der nu kun er lidt over en uge tilbage af valgkampen. Jeg vil så gerne være engageret og samfundsborger-agtig. Men måtte ganske hurtigt i forløbet erkende en vis politisk analfabilisme - jeg ved nok godt, hvor mit kryds skal sættes, men TV debatterne giver mig ikke rigtig andet end hovedpine. Til gengæld er det helt fint, når partierne deler gratis rundstykker ud ved banegården om morgenen - uanset giverens partifarve skal jeg da nok få det ned. Nu mangler jeg bare, at nogen af dem også vil dele gratis cola ud....
Hip-hip-hurra for norske sportskommentatorer. Lige så overdrevent jublende de er, når det går bedst (NORGE ER BEST, I HEEEEELE VERRRRDEN!), lige så klart fremtræder smerten når det ikke går godt (NEI NEI NEI, BENDTNER SCORER IGJEN, NEI NEI). Altså - jeg så jo ikke kampen vel. Bare ze highlights. Eller lowlights, om man vil.
Med en rask tilbagevenden til herren i læderjakken på øverste foto, kommer her en lille sur smiley og en opfordring til alverdens IT helpdesks (ikke min yndlingssvensker. Han svigter aldrig) om ikke at besvare en fejlmelding med beskeden "det går galt, fordi der mangler noget i systemet". Gå dog lige skridtet videre, ransag din sjæl om nødvendigt, og overvej at undersøge hvorfor der mangler noget i systemet. Det er s** ikke mig, der ved sådan noget. Jeg ved hvordan du formøbler 76000 på en First Class billet til USA. Ommer. Grrrrr.
Og topkarakter til dig, fordi du læser med her, aldrig blokerer venstresporet unødigt, og sender søde tanker og kommentarer. Det er en fryd og en glæde for mig at du gider!
all pictures found somewhere on the interwebs. I nicked
this one from my friend's facebook page
Also, IT helpdesk staff who offer the solution "it's not working because something is missing in the system", should have their butts kicked. Find out why Something is missing, and fix it!!! And leave it to me to book fancy First Class tickets that generate the revenue that will ultimately end up as your paycheck. Alternatively, let me speak to my favourite Swedish IT geek who never lets me down.
What else is new in Denmark? We have an election coming up in about a weeks' time, and I can't wait for it to be over. Political debates on TV give me a headache. I'm a Bad Citizen. Sorry. I didn't even watch TV yesterday, when Denmark won an important soccer match against Norway. I expect they'll revoke my citizenship any day now. The signs are there - after officially changing my address, I have not yet received my new social security card.
The weather report: after an unusually warm weekend (just when I'd welcomed Autumn), the weather has turned satisfyingly bad. Grey, windy, rainy. I love it!!
Tuesday, 23 August 2011
Mirabelleterapi
Nåååå, tænker du nok. Hvordan det mon gik med Liden Tine i dag? Blev dagen mon ikke lidt bedre end i går, og ugen før det? (Lad bare være. Jeg ved du har gået og spekuleret på det i løbet af dagen. Måske sågar krydset fingre)
Her udløses spændingen så: Nej, det gjorde den ikke. Den blev faktisk måske lidt værre. Dog uden at nogen afgik ved døden, hvilket trods alt havde været det slemmeste af alt. Så megen drama er vi ikke ude i. Bare ganske almindelige hverdagsfrustrationer, som lige fik en tand til. Så til sidst kunne jeg ikke andet end grine ad det; så meget at min veninde i en sms skrev, "der var jo en smiley? er det fordi det går godt igen?". Det var det så ikke, men der var så mange ting der ikke gik godt, at det faktisk var lidt skægt.
Nå, men man må jo prøve at rette op på tingenes tilstand. Og på denne tid af året findes en gratis mulighed: mirabelleterapi. Dét er en god ting!
Vi har mirabelletræer i parken hvor jeg bor (ovenstående er nu taget på Stige Ø, hvortil jeg sejlede i weekenden - med FærgeHans som fortjener sit helt eget indlæg) og da jeg kom hjem fra arbejde fyldte Svigermor og jeg en kæmpe kurv med både røde og gule. Nom nom nom!!! Med lidt sukker og sådan lidt krydder blev de forvandlet til dejlig marmelade - og der er flere hvor de kom fra!
Og hvis jeg stadig var arrig kunne jeg finde sjælelig ro og balance med at pille sten fra. Det virker vildt godt.
Ellers kan jeg divertere de af læserne, som synes bloggen er sjovest når skriverkarlen er glad, med en lille billedkavalkade af afslutningen på årets Blomsterfestival. Hele lørdag aften knoklede lækre gartnere med at pille alle de fine udstillinger fra hinanden, og søndag morgen klokken lidt i 10 var der en kæmpe kø af entusiastiske blomsterelskere, som ventede på at komme ind og købe alle de dejlige blomster for en slik:
Her udløses spændingen så: Nej, det gjorde den ikke. Den blev faktisk måske lidt værre. Dog uden at nogen afgik ved døden, hvilket trods alt havde været det slemmeste af alt. Så megen drama er vi ikke ude i. Bare ganske almindelige hverdagsfrustrationer, som lige fik en tand til. Så til sidst kunne jeg ikke andet end grine ad det; så meget at min veninde i en sms skrev, "der var jo en smiley? er det fordi det går godt igen?". Det var det så ikke, men der var så mange ting der ikke gik godt, at det faktisk var lidt skægt.
Nå, men man må jo prøve at rette op på tingenes tilstand. Og på denne tid af året findes en gratis mulighed: mirabelleterapi. Dét er en god ting!
Vi har mirabelletræer i parken hvor jeg bor (ovenstående er nu taget på Stige Ø, hvortil jeg sejlede i weekenden - med FærgeHans som fortjener sit helt eget indlæg) og da jeg kom hjem fra arbejde fyldte Svigermor og jeg en kæmpe kurv med både røde og gule. Nom nom nom!!! Med lidt sukker og sådan lidt krydder blev de forvandlet til dejlig marmelade - og der er flere hvor de kom fra!
Og hvis jeg stadig var arrig kunne jeg finde sjælelig ro og balance med at pille sten fra. Det virker vildt godt.
Ellers kan jeg divertere de af læserne, som synes bloggen er sjovest når skriverkarlen er glad, med en lille billedkavalkade af afslutningen på årets Blomsterfestival. Hele lørdag aften knoklede lækre gartnere med at pille alle de fine udstillinger fra hinanden, og søndag morgen klokken lidt i 10 var der en kæmpe kø af entusiastiske blomsterelskere, som ventede på at komme ind og købe alle de dejlige blomster for en slik:
Det rareste er, at selv om der er nogen der knurrer lidt over kø-kulturen (som altid går lidt i opløsning når hegnet væltes åbnes, men hey, det her er jo blomsternørdernes Roskilde :-) så har jeg aldrig set nogen udsalgs-agtige scener med folk der skændes om en plante. Det kan godt være, det sker, men jeg er lykkeligt uvidende om det. TV2 Fyn, som naturligvis var på pletten, viste også kun sympatiske ting i deres indslag, hvor man til al overflod kunne bese min helt private Doktor Pflanze, som udover at være kærlig fader til Hittemis og -Niece også er en sand guru udi planteverdenen. Til gengæld for al den visdom han øser ud over mig, har jeg kunnet oplyse ham om, at det er ramsløg der breder sig som ukrudt i en del af hans baghave. Det er altid godt at kunne hjælpe hinanden (næste år vil jeg nok også hjælpe ham med at spise sig ud af ukrudtsproblemet).
Og så kan jeg i øvrigt med stolthed berette, at årets motto, MÅDEHOLD, lykkedes over al forventning. Både Hitteniecens mor (Frau Doktor Pflanze) og jeg nøjedes således med en blandet kasse blomsterfryd og 2 georginer hver.
I modsætning til sidste år, hvor der måtte tilkaldes chauffør for at få mig hjem:
@ N - and Sam, who sent me a real.handwritten.letter which arrived yesterday and made everything brighter!
As you may recall, I wrote "tomorrow will be better" at the end of yesterday's blog post. Thereby, of course, jinxing everything. Although I found it hard to believe, today was even more of an up-hill battle - with me hissing "work with me here" at the computer system which, alas, did not, despite all my threats.
So I went into mirabelle therapy when I came home. A's mum, who is here on holiday, and I picked a huge basket full in just a few minutes. Red ones and yellow ones. Strictly speaking, and after a quick google to make sure what they're called in English, I think only the yellow ones are called mirabelles. But I'm not sure. Enlighten me if you know! They were made into a delicious jam, and now I feel much calmer :-)
I included some pictures from last weekend as well, for the benefit of those who do not particularly care to hear about me having yet another bad day. It's from the Flower Festival which traditionally ends on Sunday with a giant plant sale. People queue for an hour to get in, but it's great fun and you get really good deals (while supporting the Young Gardeners' Association, thus earning a sort of green karma points into the bargain).
Last year, I did get a bit carried away as you can see from the very last photo. Am pleased to report that this year, I showed much more self-restraint and only bought 3 things!
So yes, small miracles do happen. And with a bit of luck ~ nah, I'm not writing that again...
Monday, 22 August 2011
Ne pas fumer
Min grund-indstilling er glad. Optimistisk, sågar. Måske ikke Lykkelig evig og altid, men generelt ikke specielt vranten, synes jeg selv . (og på et tidspunkt, wallah jeg sværger, udskifter jeg ynkemon/stress temaet her på bloggen). Altså: - grundglad medmindre andet oplyses.
I dag er det dog en anden snak. I dag er jeg nemlig eddike. Som i sur. Som i: universet modarbejdede mig det meste af sidste uge, og efter en hyggelig weekends undtagelsestilstand er kampagnen åbenbart genoptaget. Den, der vover at lægge en kommentar om karma, og hvad-man-selv-udstråler-får-man-tifold-tilbage, får en lammer. Den, der lægger en oh-is-it-dat-time-o-da-month-again kommentar har muligvis lidt ret, det har jeg ikke helt overblik over, men får stadig en lammer.
Man ved at dagen får svært ved at svinge sig i top 10, når man allerede klokken 09:30 sidder og mærker dampen hvisle lige så stille ud af ørerne. Når man i bussen på vej hjem af chaufføren er blevet bedt om at slikke på sit klippekort (angiveligt for at se om dét kunne formå stemplemaskinen til at virke - øhm, nej tak, jeg tror jeg tager chancen så), for derefter at se sin venlige henvendelse til damen i sædet bagved -om hun eventuelt kunne få sit barn til at holde op med at sparke til sæderyggen?- afvist med begrundelsen "nej, han er træt" (jamen så skal han da netop hvile sine små ben, ikke?!) - - så begynder man at glæde sig til man skal i seng.
Dagen havde da lyspunkter. For eksempel uventet gensyn med tidligere kollega. Og 2 dåsecolaer. Men jeg har mistet al lyst til at genkalde mig de øvrige behagelige indslag denne mandag. På vej hjem (i bus nr. 2, hvor fraværet af sparkende småbørn var en velsignelse) greb jeg i min bogstavtrang nemlig dagens udgave af 24timer, som på side 4-5 diverterer med en artikel om - LYKKE. Som angiveligt er noget man kan træne sig i. Og hvis ikke man selv kan tage sig sammen på rette vis, kan man slippe 2-3-500kr og komme på kursus i det. Her arbejdes med meditation. Og balanceøvelser. Og vinderøvelser. Og teknikker til at fastholde Nuet - se, dér var noget, der var værd at lære. Især i en travl hverdag og sår'n. Næste skridt må være at fastholde Nuet så man kan dvæle lidt længere ved ForLidtSiden'et.
Goddammit. Fornemmer man lidt, at jeg har meget lidt fidus til den slags kurser? De fremstiller det så nemt. Man skal bare vide hvad der gør en lykkelig, og så have fokus på det. Men for fanden (undskyld). Det er jo ikke det samme evig og altid. Nogen gange bliver jeg lykkelig når jeg er sammen med min familie, eller med en kæreste, eller omgivet af skvaldrende veninder. Andre gange er jeg intenst lykkelig, når jeg er helt mutters alene. Allerede her aner vi en interessekonflikt. Jeg har også engang siddet og set en fantastisk solopgang, som næsten gav mig helt mavepine af lykke. Men fantastiske solopgange virker altså ikke hver gang, og jeg burde vide det thi jeg har arbejdet i en lufthavn hvor man arbejder på ugudelige tidspunkter og får sin solopgangs-ration mere end dækket.
Men der er håb for mig. NU er der nemlig lykkekursus på (tidligere) yndlingskanal, DR2. Voila, liveblogging:
-0-
Øvelse 1 - se hinanden i øjnene - indtil man virkelig SER hinanden. Hvorefter man siger "jeg ser dig". Deltagerne betegnede øvelsen som "grænseoverskridende" (tilsyneladende ukendt og farligt fænomen, det med øjenkontakt) men anerkendte at "det var jo rigtig nok. Man ser jo hinanden"
Øvelse 2 - afslutte sætningen "lykke er". Enkelte deltagere melder helt pas. Øvelse afbrydes af stresset og sur produktionsassistent. Det viser sig at han bare var skuespiller, der skulle vise hvor træller det er med sure folk. Ne-hej hvor en overraskelse! Stor moro da gækken afsløres efter blot 15 sekunder!
Øvelse 3 - interview medofrenes deltagernes familie og venner som har fået carte blanche til at udlevere, hvor irriterende og sur og pessimistisk og DUM den pågældende er. Man undres - hvordan har de holdt vedkommende ud i så mange år? Det er i et enkelt grelt tilfælde flere år siden, en hustru har hørt sin ægtemand fløjte. Godt alting bliver bedre nu. Man fornemmer, at op til flere af deltagerne er på tålt ophold i såvel parforld som livet.
Intermezzo: Sur mand er kun en firer på lykkeskala, som er ti nummererede kort på gulvet. Seks skridt længere fremme står han på et 10-tal og føler sig strax meget bedre tilpas. At tænke sig - lidt tal på gulvet og en gåtur. Til sidst gik han endda - med blot ét skridt - helt udenfor skalaen!!!
Øvelse 4 - taknemmelighedsdagbogen. Zå skal man lizzom skrive ned hvad man er glad for. Dét er grænseoverskridende. Tænk at tvinge sig selv til at flytte fokus fra problemer i produktionsafdeling til solopgang. Sur mand fra før har fået særopgave med ikke at være sur på afdelingsmøde. Forbløffelsen vil ingen ende tage. Sur mand pålægges ekstraopgave med at fortælle kæreste, hvor glad han er for hende. Dette er tydeligvis vanskeligere end ikke at være sur på afdelingsmøde. Med enorm rød plyssofa og du-stilling går det dog. Man fornemmer tydeligt, at parforhold her styrer uden om truende afgrund. Dog kunne kærestes reaktion godt være mere entusiaztisk. "Tak for de pæne ord" klinger lizzom lidt hult. Hun må klart med på næste kursus. Coach bekræfter sur mand i at han i hvert fald gjorde det rigtigt.
Øvelse 4, part deux. De øvrige deltagere kæmper med deres taknemmelighedsdagbøger. Nogen dage er de slet ikke glade for andet end at være vågnet om morgenen og have konstateret at de er levende, og ikke døde. Men det er dog også noget.
-0-
Liveblogging END. Undskyld. Jeg er jo, som tidligere nævnt, lille bi omkring i dag. Dertil dybt, dybt allergisk overfor coaching og relaterede brancher. Og nu har jeg netop fået den styggeste migræne, fremkaldt af ord som "redskaber" (af den slags man ikke kan grave have med) og "værktøjskasse" (af den slags der ikke ligger en hammer i) og "udvikling" (af ens personlighed, i stedet for af en kæreste der har pakket sig selv ind i en kæmpesløjfe).
Så jeg har valgt at fokusere på én ting i dag: min surhed. For man skalvære i svælge i sine følelzer når man har dem.
@ N ~ I haven't taken up smoking again. The headline refers to the smoke (possibly steam) that was coming out of my ears earlier today.
The Universe has been working against me. Last week was Not Good. The weekend was a welcome respite from systems that were not working, people who took "entitlement" to new heights, and absolute imbeciles who crossed my (sacred, not-to-be-crossed) path. Today, the campaign was back on. I'd thank you not to mention "karma" :-)
On the way home, I couldn't get the ticket-punching-machine-thingy to punch my ticket. The bus driver's solution? "try licking it". My response: "ehm, thanks but no thanks. I'll just take the chance that I don't come across a ticket inspector". Then, the little boy in the seat behind mine kept kicking the back of my seat. I politely asked the mother if she could get him to stop. Her answer? "no, he is tired". But surely, his little feet should be resting, then??? Sadly, *ding*, saved by the bell - there was my stop.
Transfer to another bus. Read article in newspaper. Find out "happiness classes" are all the rage now. Incapable of finding happiness on your own? You're doing it wrong! Pay us $50-100 and in just 2 hours, we'll show you how! [steam or smoke, possibly both, coming out of ears again]
Apparently, it's all to do with focusing on what makes you happy. But when a person (that would be me) is sometimes happy as a peach in the company of family or friends -and other times happy as a clam when completely ALONE, then what? Peach or clam? Lark, or pig in shit? (Yes, there are numerous things you can be as happy as). So what should you focus on?
They also suggest keeping diaries of all the wee things you're grateful for. A beautiful sunrise, for example. Now, I once saw the most beautiful sunrise and got the most wonderful happy-tummy-ache. But that does not mean I'm setting my alarm clock for 5am. Because other equally beautiful sunrises didn't do the trick - and I've seen a fair few sunrises because I used to work at an airport where the workday starts before the best parties end.
If anyone dares enrol me in such a class, it will cost them dearly. As I am mostly a very happy person (I am! I'm just a bit stressed out at the moment! Wallah, I swearz!), I like to wallow in my grumpiness. So that is today's focus.
And because I know you love it, and want to put it on a sweater and a bumper sticker and a tattoo, and-and-and :-)
I dag er det dog en anden snak. I dag er jeg nemlig eddike. Som i sur. Som i: universet modarbejdede mig det meste af sidste uge, og efter en hyggelig weekends undtagelsestilstand er kampagnen åbenbart genoptaget. Den, der vover at lægge en kommentar om karma, og hvad-man-selv-udstråler-får-man-tifold-tilbage, får en lammer. Den, der lægger en oh-is-it-dat-time-o-da-month-again kommentar har muligvis lidt ret, det har jeg ikke helt overblik over, men får stadig en lammer.
Man ved at dagen får svært ved at svinge sig i top 10, når man allerede klokken 09:30 sidder og mærker dampen hvisle lige så stille ud af ørerne. Når man i bussen på vej hjem af chaufføren er blevet bedt om at slikke på sit klippekort (angiveligt for at se om dét kunne formå stemplemaskinen til at virke - øhm, nej tak, jeg tror jeg tager chancen så), for derefter at se sin venlige henvendelse til damen i sædet bagved -om hun eventuelt kunne få sit barn til at holde op med at sparke til sæderyggen?- afvist med begrundelsen "nej, han er træt" (jamen så skal han da netop hvile sine små ben, ikke?!) - - så begynder man at glæde sig til man skal i seng.
Dagen havde da lyspunkter. For eksempel uventet gensyn med tidligere kollega. Og 2 dåsecolaer. Men jeg har mistet al lyst til at genkalde mig de øvrige behagelige indslag denne mandag. På vej hjem (i bus nr. 2, hvor fraværet af sparkende småbørn var en velsignelse) greb jeg i min bogstavtrang nemlig dagens udgave af 24timer, som på side 4-5 diverterer med en artikel om - LYKKE. Som angiveligt er noget man kan træne sig i. Og hvis ikke man selv kan tage sig sammen på rette vis, kan man slippe 2-3-500kr og komme på kursus i det. Her arbejdes med meditation. Og balanceøvelser. Og vinderøvelser. Og teknikker til at fastholde Nuet - se, dér var noget, der var værd at lære. Især i en travl hverdag og sår'n. Næste skridt må være at fastholde Nuet så man kan dvæle lidt længere ved ForLidtSiden'et.
Goddammit. Fornemmer man lidt, at jeg har meget lidt fidus til den slags kurser? De fremstiller det så nemt. Man skal bare vide hvad der gør en lykkelig, og så have fokus på det. Men for fanden (undskyld). Det er jo ikke det samme evig og altid. Nogen gange bliver jeg lykkelig når jeg er sammen med min familie, eller med en kæreste, eller omgivet af skvaldrende veninder. Andre gange er jeg intenst lykkelig, når jeg er helt mutters alene. Allerede her aner vi en interessekonflikt. Jeg har også engang siddet og set en fantastisk solopgang, som næsten gav mig helt mavepine af lykke. Men fantastiske solopgange virker altså ikke hver gang, og jeg burde vide det thi jeg har arbejdet i en lufthavn hvor man arbejder på ugudelige tidspunkter og får sin solopgangs-ration mere end dækket.
Men der er håb for mig. NU er der nemlig lykkekursus på (tidligere) yndlingskanal, DR2. Voila, liveblogging:
-0-
Øvelse 1 - se hinanden i øjnene - indtil man virkelig SER hinanden. Hvorefter man siger "jeg ser dig". Deltagerne betegnede øvelsen som "grænseoverskridende" (tilsyneladende ukendt og farligt fænomen, det med øjenkontakt) men anerkendte at "det var jo rigtig nok. Man ser jo hinanden"
Øvelse 2 - afslutte sætningen "lykke er". Enkelte deltagere melder helt pas. Øvelse afbrydes af stresset og sur produktionsassistent. Det viser sig at han bare var skuespiller, der skulle vise hvor træller det er med sure folk. Ne-hej hvor en overraskelse! Stor moro da gækken afsløres efter blot 15 sekunder!
Øvelse 3 - interview med
Intermezzo: Sur mand er kun en firer på lykkeskala, som er ti nummererede kort på gulvet. Seks skridt længere fremme står han på et 10-tal og føler sig strax meget bedre tilpas. At tænke sig - lidt tal på gulvet og en gåtur. Til sidst gik han endda - med blot ét skridt - helt udenfor skalaen!!!
Øvelse 4 - taknemmelighedsdagbogen. Zå skal man lizzom skrive ned hvad man er glad for. Dét er grænseoverskridende. Tænk at tvinge sig selv til at flytte fokus fra problemer i produktionsafdeling til solopgang. Sur mand fra før har fået særopgave med ikke at være sur på afdelingsmøde. Forbløffelsen vil ingen ende tage. Sur mand pålægges ekstraopgave med at fortælle kæreste, hvor glad han er for hende. Dette er tydeligvis vanskeligere end ikke at være sur på afdelingsmøde. Med enorm rød plyssofa og du-stilling går det dog. Man fornemmer tydeligt, at parforhold her styrer uden om truende afgrund. Dog kunne kærestes reaktion godt være mere entusiaztisk. "Tak for de pæne ord" klinger lizzom lidt hult. Hun må klart med på næste kursus. Coach bekræfter sur mand i at han i hvert fald gjorde det rigtigt.
Øvelse 4, part deux. De øvrige deltagere kæmper med deres taknemmelighedsdagbøger. Nogen dage er de slet ikke glade for andet end at være vågnet om morgenen og have konstateret at de er levende, og ikke døde. Men det er dog også noget.
-0-
Liveblogging END. Undskyld. Jeg er jo, som tidligere nævnt, lille bi omkring i dag. Dertil dybt, dybt allergisk overfor coaching og relaterede brancher. Og nu har jeg netop fået den styggeste migræne, fremkaldt af ord som "redskaber" (af den slags man ikke kan grave have med) og "værktøjskasse" (af den slags der ikke ligger en hammer i) og "udvikling" (af ens personlighed, i stedet for af en kæreste der har pakket sig selv ind i en kæmpesløjfe).
Så jeg har valgt at fokusere på én ting i dag: min surhed. For man skal
Personlighedsind- og udvikling, illustreret
The Universe has been working against me. Last week was Not Good. The weekend was a welcome respite from systems that were not working, people who took "entitlement" to new heights, and absolute imbeciles who crossed my (sacred, not-to-be-crossed) path. Today, the campaign was back on. I'd thank you not to mention "karma" :-)
On the way home, I couldn't get the ticket-punching-machine-thingy to punch my ticket. The bus driver's solution? "try licking it". My response: "ehm, thanks but no thanks. I'll just take the chance that I don't come across a ticket inspector". Then, the little boy in the seat behind mine kept kicking the back of my seat. I politely asked the mother if she could get him to stop. Her answer? "no, he is tired". But surely, his little feet should be resting, then??? Sadly, *ding*, saved by the bell - there was my stop.
Transfer to another bus. Read article in newspaper. Find out "happiness classes" are all the rage now. Incapable of finding happiness on your own? You're doing it wrong! Pay us $50-100 and in just 2 hours, we'll show you how! [steam or smoke, possibly both, coming out of ears again]
Apparently, it's all to do with focusing on what makes you happy. But when a person (that would be me) is sometimes happy as a peach in the company of family or friends -and other times happy as a clam when completely ALONE, then what? Peach or clam? Lark, or pig in shit? (Yes, there are numerous things you can be as happy as). So what should you focus on?
They also suggest keeping diaries of all the wee things you're grateful for. A beautiful sunrise, for example. Now, I once saw the most beautiful sunrise and got the most wonderful happy-tummy-ache. But that does not mean I'm setting my alarm clock for 5am. Because other equally beautiful sunrises didn't do the trick - and I've seen a fair few sunrises because I used to work at an airport where the workday starts before the best parties end.
If anyone dares enrol me in such a class, it will cost them dearly. As I am mostly a very happy person (I am! I'm just a bit stressed out at the moment! Wallah, I swearz!), I like to wallow in my grumpiness. So that is today's focus.
And because I know you love it, and want to put it on a sweater and a bumper sticker and a tattoo, and-and-and :-)
(from the brilliant infotainer, who -unfortunately- does not blog in English)
(ridiculously optimistic statement about the
quality of tomorrow is courtesy of yours truly)
Tuesday, 16 August 2011
While we breathe, we hope - part deux
Som tidligere nævnt hører kontaktannoncerne til mine favoritter, når jeg tyrer avisen igennem. Og da jeg jo deler alt med jer (alt, simpelthen) kommer lige en lille tour-de-force. Alt sammen fra de seneste par måneder.
A girl, seeking a man she met at a hotel in June.
Apparently they did not speak. She detected
such "presence" and "searching" in his dark,
serious, intense eyes - he drew her like a
magnet and she has been thinking of him ever
since. She left [the hotel lobby/restaurant]
quite suddenly because she felt a sudden fear
of being really close to something she
has been seeking (and it seems she had an
appointment to keep as well; don't you just
hate it when your plans stand in the way
of true love?)
Aha! A well-endowed and shaven (I-don't-think-
he's-referring-to-his-beard-nudge-nudge)
slim 55-year old male seeks chubby, naughty
mistress age 48-65 with big/slash/huge bosom,
EFGH cup. Tattoos welcome, would like
steady relationship (now, how that can
be combined with the whole "mistress"
job description is beyond me, but what do
I know)
This one is my favourite. It's from July this
year and the person is, apparently,
seeking a girl he made eye contact with
shortly before stepping off a train
in 1.9.9.8 !
You can only reply to this ad by sending
a text message describing said encounter,
giving the name of the train station
and a description of yourself so he
knows you're not an imposter.
Personally, I think if you place a personal
ad looking for someone you locked eyes with
for maybe 20 seconds more than a decade
ago, you are in dire need of a life.
Sorry, that's just boring, un-romantic me.
Subscribe to:
Posts (Atom)