No agenda, s'il vous plait

Jeg har fundet kærester på mange forskellige måder - men net-dating har aldrig været en af dem.  Skeptisk, kan man vist roligt kalde min holdning til fænomenet. (Selv om jeg godt ved, at det virkede for dig/din veninde/din fætter).  Det har nok noget at gøre med, at det ikke huer mig at møde folk, når der er en ganske bestemt dagsorden - og når denne dagsorden så er det, der på naturfilms-engelsk hedder mating, så går det helt galt.


Og dette er ikke bare fordomme. Det har det været, men velmenende kollegers omsorg gjorde, at fordomme blev forvandlet til fakta. Eez not for me. Pleese go avay.


Og nu skal I høre historien om mig, og min meget kortvarige net-dater-karriere:


Vi skal 7-8 år tilbage i tiden. Det var tæt på jul, og på det lille rejsebureau var der meget lidt at lave. Så vi sad og sludrede om løst og fast, og på et tidspunkt faldt snakken på net-dating. Jeg var single, og mine kolleger ville så forfærdelig gerne se mig i tryg havn. Og da gerne inden den tilstundende højtid. Så om det ikke var noget for mig???


Nu ville skæbnen, at jeg faktisk havde en profil på det legendariske dating.dk.  Oprettet 5 år tidligere, da en veninde opdagede at man der mødte de dejligste piger, og der var sørme osse mænd - så voila, profil til mig, oprettet og aldrig benyttet. Før hin decemberdag, da mine kolleger ville se, hvad der i det hele taget var af udvalg. Det var jo op til flere år siden de selv havde været på markedet.  Så de udvalgte en passende aldersgruppe, hjemmehørende i Århus, og kun profiler med billeder. Og så gik en munter udvælgelsesproces i gang.  Målet var at skaffe Liden Tine en date inden Jul. Der var altså ikke tid til langvarig korrespondance med de udvalgte objekter, men til alt held modtog jeg (dvs. mit dating-dk-profil-alter-ego) ganske hurtigt en mail fra en mandsperson, som var af den holdning at man ligeså godt kunne mødes ret hurtigt og se hinanden an.


Det passede jo godt i de velmenendes kram, så en date blev arrangeret og jeg kunne da sagtens få lov at gå tidligt, afsted med mig og husk-nu-at-smile, og snart fandt jeg mig selv stående på broen nede ved Magasin, knugende en netto-pose (nutidens svar på rød rose mellem tænderne). Efter få minutter henvendte en ung mand sig til mig, og stor var lettelsen over at konstatere, at han i det mindste ikke af udseende var dybt kriminel eller massemorder. Så jeg stak poten frem for at sige goddag, men hvad var nu det??  Han stak venstre hånd frem, så i stedet for det forventede høflige håndtryk stod vi nu nærmest og holdt i hånd. "Hvoffer gør du sådden?"   Joho, sagde han og holdt højre arm frem, det er fordi jeg mangler højre hånd!  Ganske rigtigt, det var bare sådan en lille stump der stak frem af højre frakkeærme. Nå, men man skal ej afskrive potentielle emner, bare fordi de mangler kropsdele, så jeg sagde, "Hej, jeg hedder Tine, og hvad hedder så du?"


Juk.


- Ehm, hvad?


Juk.


- Arj, undskyld, hvad?


Juk.


[man kan ikke sige "hvad" mere end 2 gange. Det er hinsides pinligt. Man må improvisere]
Juk. Er det en forkortelse for noget...?


Nej, Juk.


Nå.


Men man skal jo heller ikke afskrive potentielle emner pga. deres forældres lemfældighed med "Hvad Skal Barnet Hedde". Et åbent sind, for alt i verden.  Afsted til nærmeste vandingshul og nej-nej, jeg skal nok selv tage min øl, du har jo lissom kun én...altså...jeg tager den bare selv.


Fast forward 20 minutter. Jeg, svagdrikkeren over dem alle, har bundet en stor fadøl og bestilt en ny. Alt sammen for at have munden optaget, så jeg ikke skal finde på ord, der skal komme ud af den. Juk (ja undskyld, det staves muligvis helt anderledes eksotisk. Jooque?) har, da han opdager jeg arbejder på rejsebureau, kastet sig ud i manisk enetale om hvordan vi alle er svindlere, der vil aftvinge ham hans surt sammensparede skillinger på en aldeles nytteløs rejseforsikring, når han skal verden rundt. Hvilket er ganske unødvendigt, da den Danske Stat på given foranledning vil fragte nødstedte Danske Statsborgere hjem, uanset hvor på den fagre Jord de måtte befinde sig. Således har Juk (Yoock?) netop bestilt dykkerferie til Bali, og uagtet hvor farlige vande han så må begive sig ud i, skal Mor Danmark nok få ham sikkert hjem, om dette måtte blive nødvendigt. Han har i øvrigt været på dykkerferie før, og det allerallerbedste trick er at stå på dækket lige før selskabet hopper i, holde armstumpen med den manglende højrehånd op og sige "hø hø, jeg har dykket her før. Her er hajer".


Da opgav jeg. Bundede øl nr. 2, mumlede noget om en gaveindkøbsliste så lang som Julemandens, og vaklede ud i decembertravlheden.  På kontoret næste dag, var mine søde kolleger meget kede af at høre om den ringe succes, men havde trøsten parat: endnu en date.  Så kun denne ene gang mere, sagde jeg med dyster stemme.  Hvorefter jeg samme aften drog afsted på date nr. 2, brillerede ved at komme en halv time for sent, have glemt min pung og i det hele taget være så dødssygt selskab, at min date modstræbende måtte tage afsked efter kun 40 minutter, da han modtog et meget vigtigt opkald fra sit arbejde.


Det var først dagen efter, det gik op for mig, at opkaldet nok slet ikke havde været fra hans arbejde. Så var jeg helt glad, for i det mindste kunne jeg nu fortælle, at jeg var blevet ditchet på den helt klassiske blind date-måde med forhåndsaftalt "nød-opkald" fra en ven. Lidt en ære, næsten som et hædersbevis.


Det var da alligevel noget :-)   Og således kunne jeg nyde resten af Julemåneden i fred&ro, og mine kolleger kunne samstemmende lægge min lige så skrækkelige som korte net-dater-karriere i graven. Amen.

@N ~ a looong story, about something that was actually quite brief. I am talking about the two days of my life when I went on a blind date with a person from a dating site.
It all happened 7 or 8 years ago, at my old job. It was December, we weren't busy, and one day when we talked about net-dating, my colleagues got it into their well-meaning heads that I should go on a date, and perhaps Fall in Love. 'Twas the Season, after all.
A blind date was arranged. I showed up, he showed up, but the shaking-hands went a bit wrong as he turned out to be missing his right hand. Determined to be open-minded and positive, I told him my name, asked him his, and that's when things started to go wrong. He said his name was Yook - possibly Yooque? Iocq?  No idea, it's not a real name, and you can only say "sorry, what?!?!" so many times before it gets rather embarrassing. We repaired to the nearest pub, and upon learning my occupation he launched into a tirade about how all travel agents tried to trick him into parting with vast sums of money on useless travel insurance. Which was totally un-necessary as the Danish State would cover all medical bills and the ticket home, if a Danish citizen was injured, robbed or otherwise inconvenienced anywhere in the world. When I tried to point out that this was not actually the case, it became clear to him that I was no better than the other thieving members of my trade.  He knew his rights and had saved lots of money by skipping travel insurance on his upcoming diving holiday in Bali.  Diving holidays were his favourite, and the funniest thing was to stand on the deck, just before everyone was about to dive, hold up his right arm - the one with the missing hand - and say "I've dived here before. Beware of the sharks. Hee hee".


At this point we had been in the pub for maybe half an hour. I had had 2 pints of beer (to keep my mouth occupied, so I wouldn't have to think of what to say) and was feeling dizzy and, well, desperate. So I muttered something about an X-mas shopping list and said goodbye.


Needless to say, my colleagues were terribly disappointed. They did arrange another blind date for me which was equally disastrous, though he did have both hands, and then wrote me off as sweet-but-hopeless. Which is of course completely true :-)


This was your bedtime story for this evening. Good night, sleep tight, and don't let the bedbugs bite!