En anden stor glæde er ny og spændende mad. Aftensmaden fra i går forbigår vi lige i tavshed; den fratog nærmest søster lysten til at spise resten af livet. Når I kommer herover, behøver I ikke gå på Popeye's. Slet ikke. Skulle I komme til det, kan morgenmad på Waffle House dog genoprette troen på Amerika.
Og kommer I forbi den meget lille by Breaux Bridge, så gå ind og smag en po-boy. Jeg kører gerne forbi igen, også selv om det slet ikke er den vej jeg skal. Men det er muligvis også fordi indehaveren, da jeg spurgte om man fik ægte hjemmelavede fritter med, sagde "sure, I'm gon' fix ya rite up baby girl". Baby girl, c'est moi. Jeg er da også så NEM :-)
@ N: Cannot believe my favorite candle makers are back in NOLA. Of course, I didn't see your comment until AFTER we left, and specifically did NOT look for candles as I knew the best ones were to be found in the Pacific NW. Oh well.
I did get to taste a po-boy though. And I liked it, but what I liked even more was the owner calling me baby girl. I'm so easy. Judy from KC calls me baby girl too, and I find it very endearing. Especially since I was, what, 35 last October. Yep, easy.
3 comments:
Uh, litterær note; Stephen King har hus i Florida Keys og tænker altid, når han kommer kørende og ser den første Waffle House, at NU er han in the South. Nice.
Gotta go there someday!
jeg glæde mig hver gang i er på banen .det med at køre har nu altid været jeres store hit nu vel jeg gerne vide hvad det var der ikke var der ikke var karis hof nr,? her går det godt regnvejr skrive du på karis nye ipad forsat god køre tur
knus fra til jer begge faster
jeg glæde mig hver gang i er på banen .det med at køre har nu altid været jeres store hit nu vel jeg gerne vide hvad det var der ikke var der ikke var karis hof nr,? her går det godt regnvejr skrive du på karis nye ipad forsat god køre tur
knus fra til jer begge faster
Post a Comment